Appel iværksat den 5. marts 2012 af Den Franske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 16. december 2011 i sag T-488/10, Frankrig mod Kommissionen

(Sag C-115/12 P)

(2012/C 138/10)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Den Franske Republik (ved E. Belliard, G. de Bergues og N. Rouam, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at Kommissionen ikke havde tilsidesat artikel 2, stk. 1 i Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter (1), da den kvalificerede de skattelempelser, der var blevet indrømmet fysiske personer, der var partnere i kollektive selskaber, som havde investeret i kontrakten om renovering og udvidelse af ferielandsbyen Club Méditerranée-Les Boucaniers, som direkte tilskud i henhold til denne bestemmelse.

Appellanten har med første led af dette anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at skattelempelser kunne kvalificeres som tilskud som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 93/37/EØF.

Appellanten har med andet led af dette anbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at en skattelempelse var direkte som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 93/37/EØF, eftersom denne skattelempelse specifikt var blevet indrømmet på grund af den omhandlede bygge- og anlægskontrakt, selv om den hverken var blevet indrømmet bygherren, entreprenøren, forpagteren eller ejeren af det omhandlede kompleks.

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den foretog en ukorrekt gengivelse af indholdet af den omtvistede beslutning, og idet den satte sin egen begrundelse i stedet for Kommissionens. Ifølge den franske regering foretog Retten en ukorrekt gengivelse af indholdet af den omtvistede beslutning, da den fandt, at Kommissionen havde baseret sig på det generelle formål med ferielandsbyen Club Méditerranée-Les Boucaniers og ikke på arten af det gennemførte arbejde, for at afgøre, om bygge- og anlægskontrakten vedrørende renovering og udvidelse af feriebyen var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 2, i direktiv 93/37/EØF.

Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at Kommissionen ikke havde tilsidesat artikel 2, stk. 2, i direktiv 93/37/EØF, da den kvalificerede bygge- og anlægskontrakten vedrørende renovering og udvidelse af ferielandsbyen Club Méditerranée-Les Boucaniers som en kontrakt, der vedrører opførelse af sportsanlæg, rekreative anlæg og anlæg til fritidsformål som omhandlet i denne bestemmelse.

Med første led af dette anbringende har appellanten anført, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at begrebet sportsanlæg, rekreative anlæg og anlæg til fritidsformål i artikel 2, stk. 2, i direktiv 93/37/EØF skulle fortolkes bredt, således at det ikke var begrænset til anlæg, som tilsigter at dække offentlige myndigheders almindelige behov, dvs. brugernes kollektive behov.

Med andet led af dette anbringende har appellanten anført, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at begrebet bygge- og anlægskontrakt som omhandlet i artikel 2 i direktiv 93/37/EØF skulle fortolkes selvstændigt i forhold til begrebet offentlig bygge- og anlægskontrakt som omhandlet i dette direktivs artikel 1, litra a), og at Kommissionen derfor ikke havde tilsidesat artikel 2, stk. 2, i direktiv 93/37/EØF, da den fandt, at den i denne sag omhandlede bygge- og anlægskontrakt var omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde, selv om denne kontrakt ifølge den franske regering ikke var af nogen direkte økonomisk interesse for den ordregivende myndighed.

(1)  EFT L 199, s. 54.