—

Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (retten til god forvaltning), i det omfang det ikke af afgørelsen er muligt at udlede overtrædelsens/overtrædelsernes art og beskaffenhed; på den ene side er det åbenbart, at afgørelsens dispositive del identificerer fire (angiveligt sammenhængende og vedvarende) overtrædelser vedrørende særskilte adressater og forskellige perioder og geografiske ruter. På den anden side hverken bygger begrundelsen på eller henviser til nogle af de fire særlige overtrædelser.

—

I det omfang Domstolen ikke er i stand til at prøve den for afgørelsen underliggende begrundelse fuldt ud pga. manglende (tilstrækkelig klar) begrundelse, tilsidesatte Kommissionen sagsøgerens væsentlige proceduremæssige rettigheder; sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at afgørelsen tilsidesætter retten til god forvaltning, retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, samt uskyldsformodningsreglen og retten til forsvar i henhold til artikel 41, 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

—

for det første, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn i strid med retningslinjerne for beregning af bøder samt proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved i beregningen af salgsværdien at inkludere omsætning vedrørende rater og hjemrejseflyvninger,

—

for det andet, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til overtrædelsens grovhed, hvilket var i strid med forordning nr. 1/2003, retningslinjerne for beregning af bøder og proportionalitetsprincippet,

—

for det tredje, at Kommissionen tilsidesatte forordning nr. 1/2003, retningslinjerne for beregning af bøder og proportionalitetsprincippet ved under inddragelse af regelsættet om formildende omstændigheder kun at nedsætte bøden med 15 %, og

—

for det fjerde, at Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt i forhold til beregningen af bøden i strid med artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.