16.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/4

1)

Når det i henhold til artikel 22, stk. 2, og artikel 25 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) (»Bruxelles I-forordningen«) skal fastlægges, hvad der er en sags genstand og hvad sagen i det væsentlige drejer sig om, skal den nationale ret da alene tage hensyn til sagsøgerens påstande eller også til de indsigelser eller argumenter, som er fremsat af de sagsøgte?

2)

Såfremt en part under en sag rejser et spørgsmål, der falder ind under anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningens artikel 22, stk. 2, såsom et spørgsmål om gyldigheden af en beslutning truffet af et selskabs eller en anden juridisk persons organer, følger det da nødvendigvis heraf, at dette spørgsmål er sagens genstand, og at sagen i det væsentlige drejer sig herom, hvis dette spørgsmål kan være udslagsgivende for sagen, uanset arten og antallet af andre spørgsmål, der rejses i sagen, og uanset om nogle af disse spørgsmål også kan være udslagsgivende?

3)

Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende, skal den nationale ret da for at fastlægge sagens genstand og det spørgsmål, sagen i det væsentlige drejer sig om, tage hensyn til den samlede sag og foretage en samlet bedømmelse af sagens genstand og hvad sagen i det væsentlige drejer sig om, og hvis dette ikke er tilfældet, hvilken fremgangsmåde skal den nationale ret da anvende for at fastlægge dette?