Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62010CN0046

    Sag C-46/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Højesteret (Danmark) den 28. januar 2010 , Viking Gas A/S mod BP Gas A/S

    EUT C 80 af 27.3.2010, p. 20–21 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    27.3.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 80/20


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Højesteret (Danmark) den 28. januar 2010, Viking Gas A/S mod BP Gas A/S

    (Sag C-46/10)

    2010/C 80/35

    Processprog: dansk

    Den forelæggende ret

    Højesteret

    Parter

    Sagsøger: Viking Gas A/S

    Sagsøgte: BP Gas A/S

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Skal artikel 5 sammenholdt med artikel 7 i Rådets første direktiv af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (89/104) (1) fortolkes således, at virksomheden B har gjort sig skyldig i varemærkekrænkelse ved at påfylde og sælge gas på gasflasker hidrørende fra virksomheden A, når følgende omstændigheder lægges til grund:

    1)

    A sælger gas i såkaldte kompositflasker med en særlig udformning, der som sådan, dvs. som vareudstyrsmærke, er registreret som dansk varemærke og som EF-varemærke. A er ikke indehaver af disse vareudstyrsmærker, men har eksklusiv licens til at gøre brug af dem i Danmark og har ret til at påtale krænkelser i Danmark.

    2)

    Ved den første anskaffelse af en kompositflaske med gas hos en af A' s forhandlere betaler forbrugeren også for flasken, der således bliver forbrugerens ejendom.

    3)

    A foretager genopfyldning af kompositflaskerne, idet forbrugerne hos en af A's forhandlere mod betaling for gassen kan få ombyttet en tom kompositflaske med en tilsvarende flaske, der er påfyldt af A.

    4)

    B driver virksomhed med påfyldning af gas på flasker, herunder kompositflasker omfattet af vareudstyrsmærket omtalt under 1, idet forbrugerne hos en forhandler, som samarbejder med B, mod betaling for gassen kan få ombyttet en tom kompositflaske med en tilsvarende flaske, der er påfyldt af B.

    5)

    I forbindelse med B's påfyldning af gas på de omhandlede kompositflasker forsynes disse af B med klistermærker, som angiver, at påfyldningen er foretaget af B.

    2)

    Hvis det må lægges til grund, at forbrugerne i almindelighed vil få den opfattelse, at der består en forbindelse mellem B og A, skal dette da tillægges betydning ved besvarelsen af spørgsmål 1?

    3)

    Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, vil det da kunne føre til et andet resultat, såfremt kompositflaskerne — foruden at være omfattet af det omtalte vareudstyrsmærke — tillige er forsynet med (præget med) A's registrerede figur- og/eller ordmærke, der fortsat er synlige uanset B' s klistermærker?

    4)

    Hvis spørgsmål 1 eller 3 besvares bekræftende, vil det da kunne føre til et andet resultat, hvis det lægges til grund, at A for andre typer af flasker, der ikke er omfattet af det omtalte vareudstyrsmærke, men som er forsynet med A's ordmærke og/eller med A's figurmærke, gennem mange år har accepteret og fortsat accepterer, at andre virksomheder genopfylder flaskerne?

    5)

    Hvis spørgsmål 1 eller 3 besvares bekræftende, vil det da kunne føre til et andet resultat, hvis forbrugeren selv henvender sig direkte til B og hos denne

    a)

    mod betaling for gassen får ombyttet en tom kompositflaske med en tilsvarende flaske, der er påfyldt af B, eller

    b)

    mod betaling får fyldt gas på den medbragte kompositflaske?


    (1)  EFT L 40, s. 1


    Top