Sag C-474/10

Department of the Environment for Northern Ireland

mod

Seaport (NI) Ltd m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal in Northern Ireland)

»Anmodning om præjudiciel afgørelse – direktiv 2001/42/EF – artikel 6 – udpegning med henblik på høring af en myndighed, der kan blive berørt af indvirkningen på miljøet af planers eller programmers gennemførelse – en høringsmyndigheds mulighed for at udarbejde planer eller programmer – forpligtelse til at udpege en særskilt myndighed – de nærmere regler for underretning og høring af myndighederne og offentligheden«

Sammendrag af dom

1.        Miljø – vurdering af visse planers og programmers indvirkninger på miljøet – direktiv 2001/42 – høringer – høringsmyndighed

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 6, stk. 3)

2.        Miljø – vurdering af visse planers og programmers indvirkninger på miljøet – direktiv 2001/42 – høringer – medlemsstatens forpligtelse til at give myndighederne og den berørte offentlighed en tilstrækkelig lang frist til at udtale sig – rækkevidde

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 6, stk. 2-4)

1.        Under omstændigheder, hvor der for en del af et område i en medlemsstat med decentraliserede kompetencer kun er udpeget en myndighed i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, kræver denne bestemmelse ikke, at der skal oprettes eller udpeges en anden høringsmyndighed i denne bestemmelses forstand, for så vidt som der inden for den myndighed, der normalt er ansvarlig for at foretage høringer på miljøområdet, og som er udpeget hertil, foretages en funktionel opdeling, således at en intern administrativ enhed i myndigheden besidder en reel selvstændighed, som bl.a. indebærer, at den tildeles særskilte administrative og personelle ressourcer og således er i stand til at opfylde de opgaver, der er tillagt høringsmyndigheder som omhandlet i dette direktivs artikel 6, stk. 3, dvs. navnlig at give en objektiv vurdering af den plan eller det program, som påtænkes af den myndighed, som enheden er tilknyttet.

(jf. præmis 41 og 43 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet skal fortolkes således, at den ikke kræver, at den frist, inden for hvilken de udpegede myndigheder og offentligheden, som berøres eller forventes at blive berørt som omhandlet i denne artikels stk. 3 og 4, skal have mulighed for at udtale sig om udkastet til en bestemt plan eller et bestemt program samt om miljørapporten, skal være præcist fastsat i den nationale lovgivning, der gennemfører dette direktiv, og følgelig er nævnte stk. 2 ikke til hinder for, at denne frist fastsættes fra sag til sag af den myndighed, som udarbejder planen eller programmet. I sidstnævnte situation kræver nævnte stk. 2 imidlertid, at med henblik på høringen af myndighederne og offentligheden angående en given plan eller et givent program skal den faktisk fastsatte frist være tilstrækkelig og således give sidstnævnte en konkret lejlighed til rettidigt at udtale sig om udkastet til planen eller programmet samt om rapporten om nævnte plans eller programs indvirkning på miljøet.

(jf. præmis 50 og domskonkl. 2)

DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)

20. oktober 2011 (*)

»Anmodning om præjudiciel afgørelse – direktiv 2001/42/EF – artikel 6 – udpegning med henblik på høring af en myndighed, der kan blive berørt af indvirkningen på miljøet af planers eller programmers gennemførelse – en høringsmyndigheds mulighed for at udarbejde planer og programmer – forpligtelse til at udpege en særskilt myndighed – de nærmere regler for underretning og høring af myndighederne og offentligheden«

I sag C-474/10,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF indgivet af Court of Appeal in Northern Ireland (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 27. september 2010, indgået til Domstolen den 29. september 2010, i sagen:

Department of the Environment for Northern Ireland

mod

Seaport (NI) Ltd,

Magherafelt District Council,

F P McCann (Developments) Ltd,

Younger Homes Ltd,

Heron Brothers Ltd,

G Small Contracts,

Creagh Concrete Products Ltd,

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne K. Schiemann, L. Bay Larsen, C. Toader (refererende dommer) og E. Jarašiūnas,

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Det Forenede Kongeriges regering ved S. Ossowski, som befuldmægtiget, bistået af barrister J. Maurici

–        den danske regering ved S. Juul Jørgensen, som befuldmægtiget

–        Europa-Kommissionen ved P. Oliver og A. Marghelis, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. juli 2011,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30).

2        Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med sager, der føres af Department of the Environment for Northern Ireland (Nordirlands miljøministerium, herefter »Department of the Environment«) mod Seaport (NI) Ltd (herefter »Seaport«), Magherafelt District Council, F P McCann (Developments) Ltd, Younger Homes Ltd, Heron Brothers Ltd, G Small Contracts og Creagh Concrete Products Ltd angående gyldigheden af udkastene til planerne for Nordirlands område, benævnt »Draft Northern Area Plan 2016« og »Draft Magherafelt Area Plan 2015«.

 Retsforskrifter

 Direktiv 2001/42

3        14., 15., 17. og 18. betragtning til direktiv 2001/42 har følgende ordlyd:

»(14) Når en vurdering er påkrævet i henhold til dette direktiv, bør der udarbejdes en miljørapport med relevante oplysninger som fastsat i dette direktiv, der fastlægger, beskriver og vurderer den væsentlige indvirkning på miljøet, som gennemførelsen af planen eller programmet kan få, og rimelige alternativer under hensyntagen til planens eller programmets mål og geografiske anvendelsesområde. […]

(15)      For at gøre beslutningsprocessen mere gennemsigtig og for at sikre, at de oplysninger, der gives med henblik på vurderingen, er omfattende og pålidelige, er det nødvendigt at fastsætte, at myndigheder med relevant ansvar på miljøområdet og offentligheden skal høres under vurderingen af planer og programmer, og at der skal fastsættes rimelige tidsfrister for høring, herunder afgivelse af udtalelser.

[…]

(17)      Der bør tages hensyn til miljørapporten og udtalelserne fra de berørte myndigheder og offentligheden samt til resultaterne af eventuelle grænseoverskridende høringer under udarbejdelsen, og inden planen eller programmet vedtages eller underkastes den lovgivningsmæssige procedure.

(18)      Medlemsstaterne bør sikre, at de berørte myndigheder og offentligheden underrettes, og at der stilles relevante oplysninger til rådighed for dem, når en plan eller et program vedtages.«

4        Et af de primære formål med direktivet – sådan som det fremgår af dets artikel 1 – er at gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet i forbindelse med deres udarbejdelse, og inden de vedtages.

5        Artikel 2, litra a), i direktiv 2001/42 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

a)      »planer og programmer«: planer og programmer, herunder sådanne, der medfinansieres af Det Europæiske Fællesskab, samt ændringer deri:

–        som udarbejdes og/eller vedtages af en national, regional eller lokal myndighed, eller som udarbejdes af en myndighed med henblik på vedtagelse af parlament eller regering via en lovgivningsprocedure, og

–        som kræves ifølge love og administrative bestemmelser.«

6        Samme direktivs artikel 5 med overskriften »Miljørapport« bestemmer:

»1.      Når der kræves en miljøvurdering efter artikel 3, stk. 1, udarbejdes der en miljørapport, hvori den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet af planens eller programmets gennemførelse og rimelige alternativer under hensyn til planens eller programmets mål og geografiske anvendelsesområde fastlægges, beskrives og evalueres. De oplysninger, der skal afgives med henblik herpå, er nævnt i bilag I.

2.      Den miljørapport, der udarbejdes efter stk. 1, skal indeholde de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges under hensyntagen til den aktuelle viden og de gængse vurderingsmetoder samt til, hvor detaljeret planen eller programmet er, hvad den/det indeholder, på hvilket trin den/det befinder sig i beslutningsforløbet, og hvorvidt bestemte forhold vurderes bedre på et andet trin i det pågældende forløb, således at dobbeltvurdering undgås.

3.      Relevante oplysninger, som foreligger om planernes eller programmernes indvirkning på miljøet, og som er indhentet på andre trin af beslutningsforløbet eller i forbindelse med anden fællesskabslovgivning, kan benyttes med henblik på at give de oplysninger, der er nævnt i bilag I.

4.      De i artikel 6, stk. 3, omhandlede myndigheder skal høres, når der tages stilling til, hvor omfattende og detaljerede de oplysninger skal være, som skal indgå i miljørapporten.«

7        Artikel 6 i direktiv 2001/42 med overskriften »Undtagelsesbestemmelser« fastslår:

»1.      Udkastet til planen eller programmet og den miljørapport, som er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 5, stilles til rådighed for de myndigheder, der er omhandlet i stk. 3 i nærværende artikel, og for offentligheden.

2.      De i stk. 3 omhandlede myndigheder og den i stk. 4 omhandlede offentlighed skal tidligt have konkret lejlighed til inden for en passende frist at udtale sig om udkastet til planen eller programmet og den ledsagende miljørapport, inden planen eller programmet vedtages, eller lovgivningsproceduren indledes.

3.      Medlemsstaterne udpeger de myndigheder, som skal høres, og som på grund af deres specifikke miljøansvar kan blive berørt af indvirkningen på miljøet af planers eller programmers gennemførelse.

4.      Medlemsstaterne identificerer offentligheden med henblik på stk. 2, herunder de dele af offentligheden, som berøres eller forventes at blive berørt af, eller som har interesse i den beslutningstagning, der er omfattet af dette direktiv, herunder relevante ikke-statslige organisationer, f.eks. sådanne, der fremmer miljøbeskyttelse, og andre berørte organisationer.

5.      De nærmere ordninger for underretning og høring af myndighederne og offentligheden fastlægges af medlemsstaterne.«

8        Samme direktivs artikel 8 med overskriften »Beslutningstagning« bestemmer:

»Under udarbejdelsen og inden vedtagelsen af eller indledningen af lovgivningsproceduren for planen eller programmet skal der tages hensyn til den miljørapport, som er udarbejdet efter artikel 5, de udtalelser, der er afgivet efter artikel 6, og resultaterne af en eventuel grænseoverskridende høring, der er foretaget efter artikel 7.«

9        I medfør af direktivets artikel 9, stk. 1, skal de i direktivets artikel 6, stk. 3, nævnte myndigheder samt bl.a. offentligheden underrettes, når en plan eller et program er vedtaget, og navnlig skal planen eller programmet, som den/det er vedtaget, samt en sammenfattende erklæring om, hvorledes miljøhensyn er integreret heri, stilles til rådighed for dem. I henhold til samme direktivs artikel 10, stk. 1, skal medlemsstaterne overvåge mulige miljøvirkninger i forbindelse med gennemførelsen af planen eller projektet for at kunne identificere uforudsete negative virkninger på et tidligt stadium og for eventuelt at træffe hensigtsmæssige afhjælpende foranstaltninger.

10      I henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2001/42 skulle medlemsstaterne vedtage de nødvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser for at efterkomme dette direktiv inden den 21. juli 2004.

 Nationale bestemmelser

11      Direktivet blev gennemført i nordirsk ret ved Environmental Assessment of Plans and Programmes (Northern Ireland) Regulations 2004 (herefter »Regulations af 2004«) (bekendtgørelse af 2004 om miljøvurdering af planer og programmer i Nordirland).

12      Artikel 6, stk. 3, i direktiv 2001/42 er gennemført ved Regulation 4 i Regulations af 2004. Af betydning for tvisten i hovedsagen bestemmes i den relevante del af Regulation 4 følgende:

»Høringsorgan

1)      Med forbehold af stk. 2 er Department of the Environment høringsorgan med henblik på disse Regulations.

2)      Når Department of the Environment på et hvilket som helst tidspunkt er den ansvarlige myndighed vedrørende en plan eller et program, må Department ikke samtidig udøve de funktioner, som i henhold til [Regulations af 2004] er tillagt høringsorganet vedrørende den pågældende plan eller det pågældende program, og henvisninger til høringsorganet i de følgende bestemmelser i disse Regulations skal fortolkes i overensstemmelse hermed.«

13      Regulation 11, stk. 1 og 5, i Regulations af 2004 fastsætter for det første, at når der skal foretages en miljøvurdering, skal den »ansvarlige myndighed« udarbejde eller sørge for, at der udarbejdes en miljørapport, og for det andet, at »når der tages stilling til omfanget og graden af præcision i de oplysninger, som skal indgå i rapporten, skal den ansvarlige myndighed konsultere høringsorganet«.

14      Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/42 er gennemført ved Regulation 12 i Regulations af 2004. Af sidstnævnte Regulation fremgår bl.a. følgende:

»1)      Alle udkast til planer eller programmer, for hvilke der er udarbejdet en miljørapport i overensstemmelse med Regulation 11, samt den ledsagende miljørapport (herefter »de relevante dokumenter«) stilles til rådighed for høringsorganet og offentligheden i henhold til de følgende bestemmelser i denne Regulation.

2)      Så snart det er praktisk muligt efter udarbejdelsen af de relevante dokumenter, sender den ansvarlige myndighed en kopi af disse til høringsorganet med en opfordring om at udtale sig om de relevante dokumenter inden for en nærmere fastsat frist.

3)      Den ansvarlige myndighed skal desuden:

a)      inden for 14 dage efter udarbejdelsen af de relevante dokumenter i overensstemmelse med stk. 5 offentliggøre eller sørge for offentliggørelse af en meddelelse:

i)      med angivelse af titlen på planen, programmet eller ændringen

ii)      med angivelse af den adresse (som eventuelt kan omfatte et websted), hvor en kopi af de relevante dokumenter kan gennemses eller indhentes

iii)      med opfordring til at udtale sig om de relevante dokumenter

iv)      med angivelse af den adresse, hvortil udtalelser skal sendes, samt fristen for fremsendelse heraf, og

b)      opbevare en kopi af de relevante dokumenter, som skal være tilgængelige på dens hovedkontor, hvor de på rimelige tidspunkter og gratis kan gennemses af offentligheden, og

c)      offentliggøre en kopi af de relevante dokumenter på myndighedens websted.

4)      De i stk. 2 og stk. 3(a)(iv) omhandlede frister skal være af en sådan længde, at de sikrer, at de, som opfordringen til at afgive udtalelse er rettet til, tidligt får konkret lejlighed til at udtale sig om de relevante dokumenter.

5)      Offentliggørelsen af en meddelelse i henhold til stk. 3(a) skal ske ved midler, der sikrer, at den del af offentligheden, som berøres af, eller sandsynligvis berøres af, eller har en interesse i, plan- eller programudkastet, bliver bekendt med meddelelsens indhold.

[…]«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

15      På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen bestod Department of the Environment af fire styrelser, som alle udgjorde en del af dette, som var underlagt dets kontrol, og som havde ansvar for udøvelsen af nogle af Departments regelfastsættende kompetence og funktioner. Ingen af de fire styrelser var selvstændige juridiske personer, men hver styrelse havde sit eget personale, sine egne administrative midler og særskilte bygninger. De fire styrelser var Planning Service (styrelsen for planlægning), Environment and Heritage Service (styrelsen for miljø og miljøarv, herefter »EHS«, nu benævnt Northern Ireland Environment Agency (NIEA)), Driver and Vehicle Testing Agency (styrelsen for kontrol af førere og motorkøretøjer) og Driver and Vehicle Licensing Northern Ireland (styrelsen for kørekort og tilladelser til motorkøretøjer i Nordirland).

16      Styrelsen for planlægning udøvede Department of the Environments regelfastsættende kompetence i forbindelse med udarbejdelsen af regionale udviklingsplaner samt i forbindelse med stillingtagen til individuelle projektansøgninger. EHS var styrelsen med ansvar for udøvelse af størstedelen af dette Departments regelfastsættende kompetence med hensyn til miljøregulering – bortset fra planlægning – og dens personale havde viden og ekspertise på området for miljøanliggender.

17      Styrelsen for planlægning påbegyndte – i overensstemmelse med de på dette tidspunkt gældende nationale procedurer – proceduren med at udarbejde udkastene benævnt »Northern Area Plan 2016« og »Magherafelt Area Plan«, hvilket fandt sted før udløbet af fristen for medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 2001/42. Begge planudkast blev imidlertid endeligt offentliggjort efter denne dato.

18      Under udarbejdelsen af hver enkelt af udkastene til områdeplanerne arbejdede Department of the Environment meget tæt sammen med EHS om indsamling af relevante miljøoplysninger samt om at søge vejledning om indholdet af de foreslåede planer.

19      Den 11. maj 2005 offentliggjorde styrelsen for planlægning under Departement of the Environment udkastet til Northern Area Plan 2016 sammen med den ledsagende miljørapport. Samtidig med offentliggørelsen opfordrede Department offentligheden til at fremsætte kommentarer og bemærkninger. Desuden sendte det udkastet til planen og miljørapporten til høring i EHS og andre offentlige myndigheder med en opfordring til at fremsætte kommentarer eller bemærkninger. Det anmodede om, at alle svar blev fremsendt, så de var Department i hænde inden for otte uger. Department modtog i alt 5 250 bemærkninger til planudkastet fra offentligheden og 4 bemærkninger med hensyn til miljørapporten. 49 af disse bemærkninger hidrørte fra Seaport, hvoraf 1 vedrørte indholdet af miljørapporten og måden, hvorpå miljøvurderingen var udført.

20      Den 24. april 2004 offentliggjorde Department of the Environment udkastet til Magherafelt Area Plan 2015 sammen med en miljøvurdering, der var udarbejdet i overensstemmelse med de nationale lovbestemmelser, som var gældende på det pågældende tidspunkt. Herefter udførte Department en miljøvurdering af udkastet til regionalplanen og offentliggjorde den 24. maj 2005 en miljørapport, som Department på det pågældende tidspunkt anså for at opfylde betingelserne i direktiv 2001/42. En kopi af miljørapporten blev fremsendt til EHS og andre interesserede organer. Nævnte Department opfordrede alle organer til at udtale sig om rapporten inden for seks uger. Department modtog ca. 5 300 bemærkninger vedrørende planudkastet fra offentligheden og 5 bemærkninger med hensyn til den nye miljørapport.

21      I løbet af november 2005 anlagde Seaport et søgsmål ved High Court of Justice in Northern Ireland, Queen’s Bench Division (Det Forenede Kongerige), hvormed Seaport anfægtede gyldigheden af Department of the Environments adfærd i forbindelse med offentliggørelsen af udkastet til Northern Area Plan 2016. Selskabet har i det væsentlige gjort gældende, at direktiv 2001/42 ikke var blevet korrekt gennemført i national ret, og at miljøvurderingen samt miljørapporten, som blev udarbejdet af Department of the Environment, ikke var forenelige med kravene i dette direktiv.

22      Den 13. december 2005 anlagde Magherafelt District Council, F P McCann (Developments) Ltd, Younger Homes Ltd, Heron Brothers Ltd, G Small Contracts og Creagh Concrete Products Ltd et søgsmål ved samme ret, hvorved de anfægtede offentliggørelsen af udkastet til Magherafelt Area Plan 2015, udførelsen af miljøvurderingen og indholdet af miljørapporten. De til støtte for søgsmålet fremsatte anbringender var analoge med de anbringender, som Seaport havde fremsat til støtte for sit søgsmål.

23      Det bemærkes, at Seaport herefter indledte endnu en sag til prøvelse af erklæringen om, at det ikke er muligt at opfylde kravet vedrørende udkastet til Northern Area Plan 2016. Seaport hævede imidlertid denne sag, og anmodningen om præjudiciel afgørelse, som var blevet indgivet af High Court of Justice in Northern Ireland, Queen’s Bench Division, blev ved kendelse af 23. april 2010 ophævet af denne ret, således at sag C-182/09, Seaport mod Department of the Environment for Northern Ireland, ved kendelse afsagt af afdelingsformanden for Domstolens Første Afdeling den 3. juni 2010 blev slettet af Domstolens register.

24      I sin dom af 7. september 2007 fastslog High Court of Justice in Northern Ireland, at kravene i artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/42 ikke var korrekt gennemført ved Regulation 4 og 12 i Regulations af 2004. Den fandt, at Regulation 4 ikke på hensigtsmæssig vis gennemfører kravet i direktivets artikel 6, stk. 3, ifølge hvilket medlemsstaterne er forpligtede til at udpege en anden høringsmyndighed, når Department of the Environment er den ansvarlige myndighed med henblik på udarbejdelsen af et planudkast. Den fandt ligeledes, at Regulation 12 heller ikke gennemfører bestemmelserne i samme direktivs artikel 6, stk. 2, korrekt, eftersom Regulation 12 ikke fastsætter en særlig frist, inden for hvilken høringen skal finde sted.

25      Den 6. november 2007 traf Department of the Environment en afgørelse med følgende ordlyd:

»På baggrund af High Courts seneste dom har Department of the Environment foretaget en fornyet undersøgelse af afgørelsen om at gennemføre en miljøvurdering af planudkastet med hensyn til de i direktiv [2001/42] og i [Regulations af 2004] fastsatte krav. Som følge af den fornyede undersøgelse har Department of the Environment besluttet, at det ikke var muligt at gennemføre en miljøvurdering af planudkastet til region Nord 2016, der ville være i overensstemmelse med direktiv [2001/42] og med [Regulations af 2004], og gør hermed offentligheden opmærksom på sin afgørelse i denne henseende i overensstemmelse med Regulation 6, stk. 2, [i Regulations af 2004]«.

26      I en dom af 13. november 2007 tog High Court of Justice in Northern Ireland stilling til de foranstaltninger, der skulle træffes med henblik på at afhjælpe de i dommen af 7. september 2007 konstaterede mangler. Den afslog at omstøde planudkastet og lod samtidig den mulighed stå åben, at der kunne foretages en fornyet undersøgelse af spørgsmålet, når der var taget stilling til gyldigheden af den nævnte afgørelse af 6. november 2007.

27      Department of the Environment har for den forelæggende ret iværksat appel af High Court of Justice in Northern Irelands afgørelse, ifølge hvilken Regulations af 2004 ikke korrekt har gennemført kravene i artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/42.

28      I denne henseende har Department of the Environment bl.a. gjort gældende, at når Department fungerer som den ansvarlige myndighed vedrørende en plan eller et program, er der ikke høringspligt i henhold til direktiv 2001/42, eftersom det til fulde besidder den relevante ekspertise og de relevante beføjelser, og idet ingen andre specialiserede miljøorganer har disse beføjelser eller er blevet udpeget hertil for Nordirland, og idet dette direktiv ikke fastsætter en forpligtelse til at oprette eller udpege et nyt organ, som skal høres af Department.

29      For det andet har Department anført, at »i strid med, hvad der udtales i High Courts dom, påstod [Department of the Environment] ikke, at direktivet kræver, at der foretages en intern adskillelse af funktioner mellem styrelsen for planlægning og [EHS], når Department er den ansvarlige myndighed vedrørende en plan eller et program. Department angav imidlertid, hvordan samspillet mellem styrelsen for planlægning og [EHS] rent faktisk fungerede vedrørende de omtvistede planudkast«.

30      Ved afgørelse af 8. september 2008 indgået til Domstolen den 16. oktober 2008 har den forelæggende ret forelagt Domstolen en række præjudicielle spørgsmål, der er identiske med spørgsmålene i den foreliggende sag. Ved kendelse af 20. maj 2009, sag C-454/08, Seaport Investments, blev det fastslået, at det var åbenbart, at sagen måtte afvises, bl.a. fordi forelæggelsesafgørelsen ikke indeholdt nogen oplysninger om de retlige eller faktiske rammer for tvisten i hovedsagen og ikke redegjorde tilstrækkeligt klart og præcist for den forelæggende rets bevæggrunde for at spørge Domstolen om fortolkningen af artikel 3, 5 og 6 i direktiv 2001/42.

31      Court of Appeal in Northern Ireland har under disse omstændigheder på ny besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal direktiv 2001/42/EF fortolkes således, at når en national myndighed, som udarbejder en plan, der er omfattet af [dette direktivs] artikel 3, selv er en myndighed, som er pålagt det overordnede ansvar på miljøområdet i en medlemsstat, kan medlemsstaten afvise at udpege en myndighed i henhold til [samme direktivs] artikel 6, stk. 3, som skal høres i henhold til [direktivets] artikel 5 og 6?

2)      Skal direktivet fortolkes således, at når den myndighed, som udarbejder en plan, der er omfattet af artikel 3, selv er pålagt det overordnede ansvar på miljøområdet i medlemsstaten, da skal medlemsstaten sikre, at der udpeges et høringsorgan, som er adskilt fra denne myndighed?

3)      Skal direktiv [2001/42] fortolkes således, at kravet i [dette direktivs] artikel 6, stk. 2, om, at de i artikel 6, stk. 3, omhandlede myndigheder og den i artikel 6, stk. 4, omhandlede offentlighed tidligt får konkret lejlighed til »inden for en passende frist« at udtale sig, kan gennemføres ved bestemmelser, hvorefter den myndighed, som er ansvarlig for planens udarbejdelse, i hver enkelt sag fastsætter den frist, inden for hvilken der skal afgives udtalelse, eller skal selve bestemmelserne til gennemførelse af direktivet fastsætte en frist, eller forskellige frister afhængig af omstændighederne, for afgivelse af disse udtalelser?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første og det andet spørgsmål

32      Med de to første spørgsmål, der behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 3, i direktiv 2001/42 under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen – hvor den myndighed, der er blevet udpeget som den, der skal høres i henhold til nævnte bestemmelse – selv er ansvarlig for udarbejdelsen af en plan i henhold til denne bestemmelse, skal fortolkes således, at den kræver, at der skal udpeges en anden myndighed, som bl.a. skal høres i forbindelse med udarbejdelsen af miljørapporten samt i forbindelse med vedtagelsen af planen.

33      I denne henseende har Det Forenede Kongeriges regering, den danske regering og Europa-Kommissionen anført, at under sådanne omstændigheder pålægger artikel 6, stk. 3, i direktiv 2001/42 hverken medlemsstaterne at udpege eller med henblik herpå at oprette en anden myndighed, som skal påtage sig ansvaret og råde over de beføjelser, som normalt er tildelt den myndighed, der er blevet udpeget som den, der normalt skal høres. De har ligeledes gjort gældende, at udpegelsen og/eller oprettelsen af en sådan anden myndighed er overflødig, for så vidt som de myndigheder, der er ansvarlige på miljøområdet og derfor besidder knowhow og ekspertise på området, pr. definition netop er dem, som bør være, og dermed er blevet udpeget af medlemsstaterne som høringsmyndigheder i dette direktivs forstand.

34      Indledningsvis bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til nævnte direktivs artikel 6, stk. 3, skal udpege de myndigheder, som skal høres bl.a. i forbindelse med udarbejdelsen af miljørapporten samt i forbindelse med vedtagelsen af en plan eller et program i medfør af dette direktiv. Dette valg bør vedrøre organer, der har et særligt ansvar på miljøområdet, og som i denne henseende har dokumenterede kompetencer.

35      Som det fremgår af 15. betragtning til direktiv 2001/42, har forpligtelsen i dette direktivs artikel 6, stk. 3, til at udpege sådanne myndigheder med henblik på høring inden for rammerne af vedtagelsen af en plan eller et program, der kan have en indvirkning på miljøet i henhold til dette direktiv, til formål at bidrage til en større gennemsigtighed i beslutningsprocessen og tilsigter bl.a. at sikre, at i tilfælde, hvor en myndighed, der ikke nødvendigvis har ekspertise eller ansvar på miljøområdet, påtænker at vedtage en sådan plan eller et sådant program, tager miljørapporten, der skal ledsage denne plan eller dette program, samt nævnte plan eller program behørigt hensyn til sådanne indvirkninger, og at rimelige alternative løsninger til denne plan eller dette program vurderes på objektiv vis.

36      Den i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3, udpegede myndighed medvirker således hver gang, den skal høres eller informeres om forskellige etaper i processen vedrørende udarbejdelsen, vedtagelsen og gennemførelsen af planen eller programmet, til, at den myndighed, som udarbejder planen eller programmet, på korrekt vis forstår planen eller programmets indvirkning på miljøet på grundlag af pålidelige og fuldstændige oplysninger.

37      Det er ubestridt, at en offentlig myndighed såsom – i hovedsagen – et ministerium, der er ansvarligt for miljøet på en del af en medlemsstats område, har et særligt ansvar på miljøområdet og derfor kan blive »berørt« af den indvirkning på miljøet, som følger af planers eller programmers gennemførelse i henhold til direktiv 2001/42, idet den råder over ekspertise på miljøområdet inden for denne del af medlemsstaten.

38      Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor en offentlig myndighed på ministerielt niveau er ansvarlig for miljøspørgsmål, bemærkes det følgelig, at hvis denne myndighed på grund af det særlige ansvar på miljøområdet, der er tillagt den, samt den ekspertise, den råder over på dette område, er blevet udpeget i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3, er den principielt berørt og i stand til at forstå en plans eller et programs indvirkning på miljøet.

39      Bestemmelserne i direktiv 2001/42 vil imidlertid miste deres effektive virkning, såfremt der – i tilfælde, hvor den i henhold til direktivets artikel 6, stk. 3, udpegede myndig ligeledes selv foranlediges til at udarbejde eller vedtage en plan eller et program – inden for den omhandlede medlemsstats administrative struktur, ikke er noget andet organ, som har beføjelse til at udføre denne høringsfunktion.

40      Det fremgår i denne henseende af de oplysninger, som Det Forenede Kongeriges regering har fremført i sine skriftlige indlæg, at til forskel fra forholdene i England, Skotland og Wales, hvor der i forbindelse med lovgivningen til gennemførelse af direktiv 2001/42 er blevet udpeget adskillige høringsmyndigheder i direktivets artikel, 6, stk. 3’s forstand, er situationen i Nordirland kendetegnet ved, at der kun er udpeget en myndighed, i det foreliggende tilfælde Department of the Environment, og at denne myndighed bestod af fire forvaltningsstyrelser. Det fremgår desuden af disse oplysninger, at Department har en specifik territorial kompetence, svarende til den decentralisering af kompetencer på miljøområdet, der er fastsat i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands politiske opbygning, og at det inden for rammerne af denne opbygning ikke er fastsat, at en myndighed, der er udpeget i en anden del af denne medlemsstat, kan høres angående planer og programmer, der vedrører Nordirland.

41      I en sådan situation, hvor der for en del af et område i en medlemsstat med decentraliserede kompetencer kun er udpeget en myndighed i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 2001/42, og når denne myndighed i en konkret sag er ansvarlig for udarbejdelsen af en plan eller et program, kræver denne bestemmelse ikke, at en anden myndighed beliggende i denne medlemsstat eller inden for dette område af medlemsstaten skal oprettes eller udpeges med henblik på at kunne foretage de i nævnte bestemmelse fastsatte høringer.

42      I en sådan situation pålægger artikel 6 imidlertid, at der inden for den myndighed, der normalt er ansvarlig for høringer på miljøområdet, foretages en funktionel opdeling, således at en intern administrativ enhed i myndigheden besidder en reel selvstændighed, som bl.a. indebærer, at den tildeles særskilte administrative og personelle ressourcer og således er i stand til at opfylde de opgaver, der er tillagt høringsmyndigheder i medfør af dette direktiv, dvs. navnlig at give en objektiv vurdering af den plan eller det program, som påtænkes af den myndighed, som enheden er tilknyttet, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

43      På grundlag af det ovenstående skal de to første spørgsmål besvares med, at under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, pålægger artikel 6, stk. 3, i direktiv 2001/42 ikke, at der skal oprettes eller udpeges en anden høringsmyndighed i denne bestemmelses forstand, for så vidt som der inden for den myndighed, der normalt er ansvarlig for at foretage høringer på miljøområdet, og som er udpeget hertil, foretages en funktionel opdeling, således at en intern administrativ enhed i myndigheden besidder en reel selvstændighed, som bl.a. indebærer, at den tildeles særskilte administrative og personelle ressourcer og således er i stand til at opfylde de opgaver, der er tillagt høringsmyndigheder som omhandlet i artikel 6, stk. 3, dvs. navnlig at give en objektiv vurdering af den plan eller det program, som påtænkes af den myndighed, som enheden er tilknyttet.

 Det tredje spørgsmål

44      Den forelæggende ret ønsker med det tredje spørgsmål oplyst, om artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/42 skal fortolkes således, at den kræver, at den »passende frist« – inden for hvilken de udpegede myndigheder og offentligheden, som berøres eller forventes at blive berørt som omhandlet i denne artikels stk. 3 og 4, skal have mulighed for at udtale sig om udkastet til en plan eller et program samt om rapporten om indvirkning på miljøet af en sådan plan eller et sådant program – skal være præcist fastsat i den nationale lovgivning, der gennemfører dette direktiv.

45      Det bemærkes i denne henseende, at direktivets artikel 6, stk. 2, kræver, at der »tidligt« gives »konkret lejlighed« for disse myndigheder og offentligheden, som berøres eller forventes at blive berørt, til at udtale sig om det omhandlede udkast til planen eller programmet samt om miljørapporten.

46      For at den myndighed, der påtænker at vedtage en sådan plan eller et sådant program, på behørig vis kan tage hensyn til denne udtalelse, præciserer nævnte stk. 2 for det første, at en sådan udtalelse skal indhentes inden vedtagelsen af planen eller programmet, og for det andet, at høringsmyndighederne og offentligheden, som berøres eller forventes at blive berørt, skal gives en passende frist til at vurdere den påtænkte plan eller det påtænkte program samt rapporten om planens eller programmets indvirkning på miljøet og for at kunne udtale sig i denne henseende.

47      Det skal desuden bemærkes, at artikel 6, stk. 5, i direktiv 2001/42 fastsætter, at de nærmere ordninger for underretning og høring af myndighederne og offentligheden fastlægges af medlemsstaterne.

48      Følgelig er direktivets artikel 6, stk. 2, ikke til hinder for en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som fastsætter, at det påhviler den myndighed, der påtænker at vedtage en plan eller et program, som kan få mærkbare indvirkninger på miljøet, selv at fastsætte fristen for høringsmyndigheden og for den relevante offentlighed til at udtale sig om de relevante dokumenter, forudsat – hvilket synes at være tilfældet i hovedsagen – at den frist, der rent faktisk fastsættes for hver afholdt høring, kan give dem en konkret lejlighed til tidligt at udtale sig.

49      Under alle omstændigheder kan en fastsættelse fra sag til sag af fristen til at udtale sig i visse tilfælde muliggøre, at der i højere grad tages hensyn til en påtænkt plans eller et påtænkt programs kompleksitet og i givet fald give anledning til tildeling af længere frister end dem, der ville kunne fastsættes ved lov eller administrative bestemmelser.

50      På grundlag af det ovenstående skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/42 skal fortolkes således, at den ikke kræver, at den frist, inden for hvilken de udpegede myndigheder og offentligheden, som berøres eller forventes at blive berørt som omhandlet i denne artikels stk. 3 og 4, skal have mulighed for at udtale sig om udkastet til en bestemt plan eller et bestemt program samt om miljørapporten, skal være præcist fastsat i den nationale lovgivning, der gennemfører dette direktiv, og følgelig er nævnte stk. 2 ikke til hinder for, at denne frist fastsættes fra sag til sag af den myndighed, som udarbejder planen eller programmet. I sidstnævnte situation kræver nævnte stk. 2 imidlertid, at med henblik på høringen af myndighederne og offentligheden angående en given plan eller et givent program skal den faktisk fastsatte frist være tilstrækkelig og således give sidstnævnte en konkret lejlighed til rettidigt at udtale sig om udkastet til planen eller programmet samt om rapporten om nævnte plans eller programs indvirkning på miljøet.

 Sagens omkostninger

51      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

1)      Under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, pålægger artikel 6, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet ikke, at der skal oprettes eller udpeges en anden høringsmyndighed i denne bestemmelses forstand, for så vidt som der inden for den myndighed, der normalt er ansvarlig for at foretage høringer på miljøområdet, og som er udpeget hertil, foretages en funktionel opdeling, således at en intern administrativ enhed i myndigheden besidder en reel selvstændighed, som bl.a. indebærer, at den tildeles særskilte administrative og personelle ressourcer og således er i stand til at opfylde de opgaver, der er tillagt høringsmyndigheder som omhandlet i artikel 6, stk. 3, dvs. navnlig at give en objektiv vurdering af den plan eller det program, som påtænkes af den myndighed, som enheden er tilknyttet.

2)      Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/42 skal fortolkes således, at den ikke kræver, at den frist, inden for hvilken de udpegede myndigheder og offentligheden, som berøres eller forventes at blive berørt som omhandlet i denne artikels stk. 3 og 4, skal have mulighed for at udtale sig om udkastet til en bestemt plan eller et bestemt program samt om miljørapporten, skal være præcist fastsat i den nationale lovgivning, der gennemfører dette direktiv, og følgelig er nævnte stk. 2 ikke til hinder for, at denne frist fastsættes fra sag til sag af den myndighed, som udarbejder planen eller programmet. I sidstnævnte situation kræver nævnte stk. 2 imidlertid, at med henblik på høringen af myndighederne og offentligheden angående en given plan eller et givent program skal den faktisk fastsatte frist være tilstrækkelig og således give sidstnævnte en konkret lejlighed til rettidigt at udtale sig om udkastet til planen eller programmet samt om rapporten om nævnte plans eller programs indvirkning på miljøet.

Underskrifter

---

*Processprog: engelsk.