Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62009CN0106

    Sag C-106/09 P: Appel iværksat den 18. marts 2009 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 18. december 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) i de forenede sager T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    EUT C 141 af 20.6.2009, p. 22–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    20.6.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 141/22


    Appel iværksat den 18. marts 2009 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 18. december 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) i de forenede sager T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    (Sag C-106/09 P)

    2009/C 141/41

    Processprog: engelsk

    Parter

    Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved R. Lyal, V. Di Bucci og N. Khan, som befuldmægtigede)

    De andre parter i appelsagen: Government of Gibraltar, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Kongeriget Spanien

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Dom afsagt den 18. december 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) i de forenede sager T-211/04 og T-215/04, Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, der blev meddelt Kommissionen den 5. januar 2009, ophæves.

    I de annullationssøgsmål, der er anlagt af Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, frifindes Kommissionen.

    Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Subsidiært hjemvises sagerne til Retten til fornyet behandling og

    afgørelsen om sagens omkostninger i første instans og under appelsagen udsættes.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Kommissionen har gjort gældende, at den appellerede dom bør ophæves af følgende grunde:

     

    Retten har foretaget en urigtig bedømmelse af forholdet mellem artikel 87, stk. 1, EF og medlemsstaternes kompetence på skatteområdet.

     

    Retten har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF, idet den opstillede en uberettiget begrænsning vedrørende bedømmelsen af foranstaltninger, der er under mistanke for at udgøre statsstøtte.

     

    Retten har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF, idet den opstillede en uberettiget begrænsning af udøvelsen af prøvelsesretten i forhold til fastlæggelsen af, hvad der udgør et almindeligt eller »normalt« skattesystem.

     

    Retten har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF, idet den lagde til grund, at et almindeligt eller »normalt« skattesystem kan være en følge af anvendelse af forskellige fremgangsmåder vedrørende forskellige skatteydere.

     

    Retten har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF, idet den lagde til grund, at Kommissionen havde undladt at fastlægge det almindelige eller »normale« skattesystem og at foretage den fornødne bedømmelse med henblik på at godtgøre de omhandlede foranstaltningers selektive karakter.

     

    Retten har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF, idet den undlod at undersøge de tre selektive elementer vedrørende selektivitet, der er anført i den anfægtede beslutning.


    Top