Rettens dom (Anden Afdeling) af 20. oktober 2011 – Eridania Sadam mod Kommissionen

(Sag T-579/08)

»Statsstøtte – de italienske myndigheders foranstaltning som kompensation for tab lidt af sukkerfabrikken Villasor (Italien) efter en periode med tørke – beslutning, der erklærer en støtte uforenelig med fællesmarkedet – begrundelsespligt – retningslinjer vedrørende statsstøtte i landbrugssektoren«

1.                     Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – beslutning vedrørende støtte til kompensation for tab lidt af en sukkerfabrik efter en nedgang i produktionen af roer som følg af en periode med tørke – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – begrundelsespligt – rækkevidde (art. 87, stk. 1, EF og 253 EF) (jf. præmis 29-32)

2.                     Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – støtte, der har ringe betydning i en sektor, som er kendetegnet ved en livlig konkurrence – sukkerproduktionsmarkedet (art. 87, stk. 1, EF) (jf. præmis 37-39)

3.                     Annullationssøgsmål – søgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning, hvorved en statsstøtte erklæres uforenelig med fællesmarkedet – anbringende om forkert hjemmelsgrundlag, der er uden betydning for den anfægtede beslutnings lovlighed – anbringende uden betydning (jf. præmis 49-53)

4.                     Statsstøtte – forbud – undtagelser – økonomiske skader, der direkte er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder – rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren – støtte til kompensation for skader på landbrugsproduktionen eller produktionsmidlerne i landbruget – anvendelsesområde [art. 87, stk. 2, litra b), EF; Kommissionens meddelelse 2000/C 28/02] (jf. præmis 58 og 61-71)

5.                     Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger – de interesserede parters manglende ret til at påberåbe sig ret til kontradiktion (art. 88, stk. 2, EF) (jf. præmis 79-81)

Angående

Konklusion