Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62008CN0533

    Sag C-533/08: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 3. december 2008 — TNT Express Nederland BV mod AXA Versicherung AG

    EUT C 44 af 21.2.2009, p. 32–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    21.2.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 44/32


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 3. december 2008 — TNT Express Nederland BV mod AXA Versicherung AG

    (Sag C-533/08)

    (2009/C 44/53)

    Processprog: nederlandsk

    Den forelæggende ret

    Hoge Raad der Nederlanden

    Parter i hovedsagen

    Kassationsappellant: TNT Express Nederland BV

    Kassationsindstævnt: AXA Versicherung AG

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Skal artikel 71, stk. 2, litra b), andet afsnit, i forordning nr. 44/2001 (1) fortolkes således, at (i) reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse i forordning nr. 44/2001 kun viger for en specialkonventions regler om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvis specialkonventionens regler gør krav på eksklusivitet, eller (ii) det, såfremt anerkendelses- og fuldbyrdelsesbetingelserne i specialkonventionen og i forordning nr. 44/2001 er anvendelige på samme tid, altid er specialkonventionens betingelser, der skal anvendes, mens betingelserne i forordning nr. 44/2001 skal lades ude af betragtning, også selv om specialkonventionen ikke gør krav på at have eksklusiv virkning i forhold til andre internationale anerkendelses- og fuldbyrdelsesregler?

    2)

    Har Domstolen, med henblik på at forhindre indbyrdes afvigende afgørelser i den i det første spørgsmål omhandlede situation med kolliderende regler, kompetence til at fortolke den i Genève den 19. maj 1956 undertegnede konvention om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej (CMR), for så vidt angår det i denne konventions artikel 31 regulerede område?

    3)

    Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, og det første spørgsmål, nr. (i) ligeledes besvares bekræftende, skal reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse i CMR's artikel 31, stk. 3 og 4, da fortolkes således, at den ikke gør krav på eksklusivitet og levner plads til anvendelse af andre internationale fuldbyrdelsesregler, der muliggør anerkendelse eller fuldbyrdelse, såsom forordning nr. 44/2001?

    For det tilfælde, at Domstolen besvarer det første spørgsmål, nr. (ii), og tillige det andet spørgsmål bekræftende, stiller Hoge Raad af hensyn til den videre bedømmelse af kassationsappellen endvidere de tre følgende spørgsmål:

    4)

    Giver CMR's artikel 31, stk. 3 og 4, retten i den stat, som anmodningen rettes til, beføjelse til i forbindelse med en anmodning om en erklæring om, at en retsafgørelse kan fuldbyrdes, at efterprøve, om retten i domsstaten havde international kompetence til at påkende tvisten?

    5)

    Skal artikel 71, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 fortolkes således, at i tilfælde af kollision mellem litispendensreglerne i CMR-konventionen og i forordning nr. 44/2001, har CMR-konventionens litispendensregel forrang for litispendensreglen i forordning nr. 44/2001?

    6)

    Vedrører det i Nederlandene anlagte anerkendelsessøgsmål og det i Tyskland anlagte erstatningssøgsmål det »samme grundlag« som omhandlet i CMR's artikel 31, stk. 2?


    (1)  Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, EFT L 12, s. 1.


    Top