Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Order of the Court (Sixth Chamber) of 5 October 2004. # Alcon Inc. v Office for Harmonisation in the Internal Market (Trade Marks and Designs). # Appeal - Community trade mark - Regulation (EC) No 40/94 - Invalidity of Community trade mark - Article 51 of Regulation No 40/94 - Absolute ground for refusal to register - Article 7(1)(d) of Regulation No 40/94 - Distinctive character acquired through use - Article 7(3) of Regulation No 40/94 - Term "BSS'. # Case C-192/03 P.
Kendelse afsagt af Domstolens Sjette Afdeling den 5. oktober 2004. Alcon Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Appel - EF-varemærker - forordning (EF) nr. 40/94 - ugyldighed af EF-varemærket - artikel 51 i forordning nr. 40/94 - absolut registreringshindring - artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning nr. 40/94 - fornødent særpræg opnået ved brug - artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94 - ordet 'BSS'. Sag C-192/03 P.
Kendelse afsagt af Domstolens Sjette Afdeling den 5. oktober 2004. Alcon Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Appel - EF-varemærker - forordning (EF) nr. 40/94 - ugyldighed af EF-varemærket - artikel 51 i forordning nr. 40/94 - absolut registreringshindring - artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning nr. 40/94 - fornødent særpræg opnået ved brug - artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94 - ordet 'BSS'. Sag C-192/03 P.
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»Appel – EF-varemærker – forordning (EF) nr. 40/94 – ugyldighed af EF-varemærket – artikel 51 i forordning nr. 40/94 – absolut registreringshindring – artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning nr. 40/94 – fornødent særpræg opnået ved brug – artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94 – ordet »BSS««
Sammendrag af kendelse
EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde – registrering i strid med artikel 7, stk. 1,
litra d), i forordning nr. 40/94 – den relevante dato for undersøgelsen af, om der er tale om en almindelig betegnelse – hensyntagen
til omstændigheder, der vedrører tiden efter datoen for indgivelse af registreringsansøgningen – lovlig
[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra d), og art. 51, stk. 1, litra a)]
Selv om datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af et EF-varemærke er den relevante dato for undersøgelsen af
den absolutte ugyldighedsgrund, som er omfattet af artikel 7, stk. 1, litra d), og artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning
nr. 40/94, og som skyldes varemærkets karakter af en almindelig betegnelse, kan der tages hensyn til oplysninger, der – selv
om de vedrører tiden efter ansøgningsdatoen – giver mulighed for at drage konklusioner om situationen, sådan som den forelå
på netop denne dato, uden at der derved er tale om en selvmodsigende begrundelse eller retlig fejl.
(jf. præmis 40 og 41)
DOMSTOLENS KENDELSE (Sjette Afdeling) 5. oktober 2004(1)
I sag C-192/03 P,
Alcon Inc., tidligere Alcon Universal Ltd, Hünenberg (Schweiz), ved C. Morcom, QC, og solicitor S. Clark, og med valgt adresse i Luxembourg,
appellant,
angående en appel i henhold til artikel 56 i Domstolens statut, iværksat den 2. maj 2003,
de andre parter i appelsagen:
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved S. Laitinen og A. Sesma Merino, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
ogDr. Robert Winzer Pharma GmbH, Olching (Tyskland), ved Rechtsanwalt S. Schneller,
intervenient i første instans,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet (refererende dommer), og dommerne F. Macken og U. Lõhmus,
generaladvokat: M. Poiares Maduro justitssekretær: R. Grass,
afsagt følgende
Kendelse
1
I appelskriftet har selskabet Alcon Inc. (herefter »appellanten«) nedlagt påstand om ophævelse af dommen, der blev afsagt
af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) den 5. marts 2003, sag T-237/01, Alcon mod KHIM – Dr.
Robert Winzer Pharma (BSS) (Sml. II, s. 411, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten ikke gav selskabet medhold i
dets søgsmål, der var anlagt til prøvelse af afgørelsen, der blev truffet af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering
i det Indre Marked (Varemærker og Design), (herefter »Harmoniseringskontoret«) den 13. juli 2001, hvorved EF-varemærket BSS
blev erklæret ugyldigt (sag R 273/2000-1) (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Retsforskrifter
2
Artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) lyder således:
»Et EF-varemærke kan bestå af alle tegn, der kan gengives grafisk, navnlig ord, herunder personnavne, afbildninger, bogstaver,
tal, varens form eller emballage, for så vidt disse tegn er egnede til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser
fra andre virksomheders.«
3
Samme forordnings artikel 7 bestemmer:
»1. Udelukket fra registrering er:
[…]
d)
varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og almindelig markedsføringsskik
er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne
[…]
2. Stk. 1 finder anvendelse, selv om registreringshindringerne kun er til stede i en del af Fællesskabet.
3. Stk. 1, litra b), c) og d), finder ikke anvendelse, hvis mærket som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent
særpræg for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det søges registreret.«
4
Artikel 51 i forordning nr. 40/94 har følgende ordlyd:
»1. Et EF-varemærke erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret eller ved fremsættelse
af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse:
a)
når det er registreret i strid med bestemmelserne i artikel 5 eller 7
[…]
2. Selv om EF-varemærket er registreret i strid med artikel 7, stk. 1, litra b), c) eller d), kan det dog ikke erklæres ugyldigt,
hvis det som følge af den brug, der er gjort deraf, efter registreringen har fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret.
[…]«
5
Artikel 63 i forordning nr. 40/94 fastsætter i stk. 1, 2 og 3:
»1. Appelkamrenes afgørelser om klager kan indbringes for Domstolen.
2. Indbringelse af klager kan ske under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formmangler eller overtrædelse af traktaten,
af denne forordning eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse eller under påberåbelse af magtfordrejning.
3. Domstolen har kompetence til at ophæve eller omgøre den indklagede afgørelse.«
Sagens faktiske omstændigheder
6
Den 1. april 1996 indgav selskabet Alcon Pharmaceuticals Ltd en ansøgning til Harmoniseringskontoret om registrering af ordet
»BSS« som EF-varemærke for »Oftalmisk-farmaceutiske præparater; sterile opløsninger til øjenkirurgi«, som er varer, der henhører
under klasse 5 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til
brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.
7
Varemærket blev registreret den 7. august 1998 og offentliggjort den 19. oktober 1998. Den 29. november 1999 blev varemærket
overdraget til appellanten, der havde anmodet herom.
8
Den 7. december 1998 indgav selskabet Dr. Robert Winzer Pharma (herefter »intervenienten«) en begæring om, at varemærket blev
erklæret ugyldigt i medfør af artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 40/94. Intervenienten gjorde gældende, at »BSS« var en
forkortelse af »balanced salt solution« (afbalanceret saltopløsning) eller af »buffered saline solution« (bufferet saltopløsning),
at varemærket derfor var en beskrivelse af de omfattede produkter, og at det var blevet registreret i strid med artikel 7
i forordning nr. 40/94.
9
Ved afgørelse af 15. december 1999 imødekom Annullationsafdelingen denne begæring med den begrundelse, at varemærket dels
bestod af et tegn, der i daglig sprogbrug var blevet almindeligt som betegnelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt
i artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning nr. 40/94, dels at appellanten ikke havde godtgjort, at tegnet havde fået fornødent
særpræg som følge af brug i henhold til artikel 7, stk. 3, og artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 40/94. Den 15. februar
2000 påklagede appellanten denne afgørelse.
10
Ved den anfægtede afgørelse afviste Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret denne klage, da det var af den opfattelse,
at ordet »BSS« blev anvendt både på tysk og engelsk i daglig sprogbrug til at betegne et oftalmisk-farmaceutisk præparat,
og at appellanten ikke havde forelagt bevis for, at ordet havde fået fornødent særpræg som følge af brug.
Den appellerede dom
11
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. september 2001 anlagde appellanten sag med påstand om annullation
af den anfægtede afgørelse. Harmoniseringskontoret og intervenienten nedlagde påstand om frifindelse.
12
Retten fastslog for det første i den appellerede doms præmis 35-48, at appelkammeret med rette havde fundet, at de beviser,
som intervenienten havde fremlagt, var tilstrækkelige til at godtgøre, at »BSS« var blevet en almindelig betegnelse i den
forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning nr. 40/94.
13
Med henvisning til Domstolens dom af 4. oktober 2001, Merz & Krell (sag C-517/99, Sml. I, s. 6959), fandt Retten, at ordet
»BSS« på tidspunktet for indgivelse af sagsøgerens ansøgning om registrering af varemærket BSS var blevet en almindelig artsbetegnelse
for en afbalanceret saltopløsning (»balanced salt solution«) for målgruppen for de omhandlede varer, nemlig øjenlæger og øjenkirurger.
Dette fremgik af flere ordbøger og videnskabelige artikler samt af forskellige selskabers markedsføring af oftalmiske produkter
under betegnelser, der indeholdt ordet »BSS«.
14
Retten fastslog for det andet i den appellerede doms præmis 49-60, at appelkammeret med rette havde fundet, at sagsøgeren
ikke havde godtgjort, at varemærket »BSS« havde fået fornødent særpræg som følge af brug i den forstand, hvori udtrykket anvendes
i artikel 7, stk. 3, og artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 40/94.
15
Retten fandt, at de dokumenter, som appellanten havde fremlagt for Harmoniseringskontorets Annullationsafdeling og derefter
for appelkammeret, ikke gjorde det muligt at fastslå, at den tilsigtede kundekreds ikke opfattede ordet »BSS« som et generisk
navn for den pågældende vare, men som et særpræget tegn for en bestemt virksomhed. Den anførte bl.a., at »listen over overvågninger
af BSS« og de aftaler, sagsøgeren havde indgået med tredjemænd – oplysninger, der var fremlagt af sagsøgeren – som skulle
vise, at der fandtes et program til kontrol af tredjemands brug af varemærket BSS, hverken havde kendte virkninger eller resultater
for så vidt angik målgruppens opfattelse.
Appellanten har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom og annullerer den anfægtede afgørelse samt træffer
afgørelse om sagens omkostninger.
18
Harmoniseringskontoret og intervenienten har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten pålægges at betale
sagens omkostninger.
19
I henhold til procesreglementets artikel 119 kan Domstolen, såfremt appellen er åbenbart ugrundet, når som helst på grundlag
af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten ved begrundet kendelse beslutte at afvise eller
forkaste appellen.
Parternes argumenter
20
Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra d),
i forordning nr. 40/94, idet den fandt, at ordet »BSS« var blevet almindeligt.
21
Retten tog med urette hensyn til de af intervenienten fremlagte beviser, der enten vedrørte tiden efter datoen for indgivelse
af ansøgningen om registrering af varemærket BSS – i den foreliggende sag den 1. april 1996 – hvilket er den dato, der er
eneafgørende ved bedømmelsen af den omhandlede ugyldighedsgrund, eller var offentliggjort uden for Den Europæiske Union. Intervenienten
er ikke fremkommet med noget bevis, der hidrører fra personer, der handler med de pågældende varer, der kan godtgøre, at ordet
»BSS« er en almindelig betegnelse. Den blotte omtale i en ordbog eller i en anden publikation af et tegn som navn for eller
beskrivelse af en tilfældig vare er ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at dette tegn er blevet almindeligt i daglig sprogbrug
inden for målgruppen.
22
Desuden har appellanten anført, at Retten skulle have taget hensyn til appellantens argumenter vedrørende de aktive foranstaltninger,
som virksomheden havde truffet med henblik på at overvåge andre parters henvisninger til ordet »BSS« og undgå tredjemands
uberettigede brug af dens varemærke.
23
Appellanten har for det andet gjort gældende, at Retten med urette forkastede de beviser, som virksomheden var fremkommet
med for at godtgøre, at varemærket BSS havde fået fornødent særpræg ved brug i henhold til artikel 7, stk. 3, og artikel 51,
stk. 2, i forordning nr. 40/94. Retten baserede sig i den appellerede doms præmis 56 på et enkelt punkt: Det manglende bevis
for, at programmet for overvågning af varemærket havde en virkning i relation til målgruppen, hvorimod Retten ikke havde stillet
det samme krav med hensyn til de beviser, der var blevet fremlagt af intervenienten. Retten behandlede derfor ikke de beviser,
der blev indgivet af de to parter i tvisten, på samme måde.
24
Harmoniseringskontoret har præciseret, at appellen er den første sag, der er indbragt for Retten og for Domstolen, vedrørende
en begæring om, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt.
25
Under henvisning til Domstolens dom af 19. september 2002, DKV mod KHIM (sag C-104/00 P, Sml. I, s. 7561), har Harmoniseringskontoret
principalt gjort gældende, at de fleste, om ikke alle, anbringender, der er anført af appellanten i appelskriftet, kun vedrører
rent faktiske spørgsmål – navnlig Rettens bedømmelse af beviserne – hvis vurdering ikke henhører under Domstolens kompetence,
når den behandler en appelsag.
26
For så vidt angår fortolkningen af såvel artikel 7, stk. 1, litra d), som artikel 7, stk. 3, og artikel 51, stk. 2, i forordning
nr. 40/94 har Harmoniseringskontoret subsidiært anført, at Retten ikke har begået nogen retlig fejl. Med hensyn til de beviser,
der er indgivet af intervenienten – under forudsætning af at Domstolen kan undersøge deres rækkevidde – har Harmoniseringskontoret
gjort gældende, at Retten med føje har kunnet fastslå, at beviserne godtgjorde, at ordet »BSS« allerede var blevet en almindelig
betegnelse på datoen for registreringsansøgningen, og at varemærket af den grund havde mistet det fornødne særpræg.
27
Intervenienten har anført, at de beviser, som selskabet fremlagde for Harmoniseringskontorets Annullationsafdeling, for appelkammeret
og for Retten, klart viser, at varemærket BSS er en artsangivelse for de omhandlede varer i redelig og almindelig markedsføringsskik,
og disse beviser på korrekt vis blev taget i betragtning af Harmoniseringskontoret og Retten.
Domstolens bemærkninger
28
Med henblik på at afgøre om varemærket BSS udelukkende bestod af tegn eller angivelser, der var blevet almindelige i daglig
sprogbrug inden for målgruppen som betegnelse for de varer, for hvilke varemærket er blevet registreret, og om varemærket
med denne begrundelse lovligt var blevet erklæret ugyldigt i den omtvistede afgørelse, har Retten i den appellerede doms præmis
39 med rette anført, at denne afgørelse ikke skulle bygges på varemærkets beskrivende art, men på den aktuelle brug heraf
i de forretningskredse, hvor der drives virksomhed med disse varer [jf. vedrørende de i det væsentlige enslydende bestemmelser
i artikel 3, stk. 1, litra d), i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21.12.1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1), Merz & Krell-dommen, præmis 35].
29
Retten har ligeledes foretaget en korrekt anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning nr. 40/94, idet den i den
appellerede doms præmis 40 henviste til, at tegn eller angivelser, der udgør et varemærke, og som i daglig sprogbrug eller
i redelig og almindelig markedsføringsskik er en sædvanlig betegnelse for de varer eller tjenesteydelser, som dette varemærke
vedrører, ikke er egnede til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra en anden virksomheds, og de opfylder
således ikke varemærkets afgørende funktion – medmindre den brug, der er gjort af disse tegn eller angivelser, har givet dem
det fornødne særpræg (jf. analogt Merz & Krell-dommen, præmis 37).
30
Retten har heller ikke begået en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 42 at anføre, at man, for at vurdere, om det
omtvistede varemærke var en almindelig betegnelse, måtte tage hensyn til opfattelsen hos fagfolk inden for det medicinske
område, nemlig øjenlæger og øjenkirurger, der udøver deres aktiviteter inden for Den Europæiske Union.
31
Efter således korrekt at have fastlagt de retlige rammer for tvisten, og efter at have foretaget en analyse af de beviser,
der var fremlagt af henholdsvis appellanten og intervenienten, fandt Retten, at det fremgik af disse beviser i deres helhed,
at varemærket BSS for den omhandlede målgruppe var blevet en almindelig betegnelse, og at den brug, der var blevet gjort af
varemærket, ikke havde givet det fornødent særpræg.
32
Appellanten har til støtte for virksomhedens påstand om ophævelse af den appellerede dom for det første gjort gældende, at
Retten ikke har lagt tilstrækkeligt meget vægt på de beviser, som virksomheden havde indgivet for Annullationsafdelingen og
for Harmoniseringskontorets appelkammer, og at Retten til gengæld har tillagt de beviser, som intervenienten havde indgivet
for de samme instanser, for stor værdi.
33
Rettens konstateringer af, at appellanten ikke har fremlagt de nødvendige oplysninger til støtte for sine påstande eller ikke
har godtgjort, at disse oplysninger er korrekte, er faktiske konstateringer, som Retten har enekompetence til at foretage,
og som ikke kan anfægtes under en appelsag (jf. herved dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I,
s. 4339, præmis 16 og 17, og af 18.11.1999, sag C-191/98 P, Tzoanos mod Kommissionen, Sml. s. 8223, præmis 23), medmindre
Retten har gengivet de beviser, som er fremlagt for den, forkert (jf. herved dom af 15.6.2000, sag C-237/98 P, Dorsch Consult
mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4549, præmis 35 og 36).
34
Med sine anbringender har appellanten – således som det med rette er anført af Harmoniseringskontoret – i realiteten begrænset
sig til at anfægte Rettens bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder uden at have gjort gældende, at de for Retten foreliggende
sagsakter skulle være blevet gengivet forkert. Denne bedømmelse af de faktiske omstændigheder udgør ikke et retsspørgsmål,
der som sådant er underlagt Domstolens efterprøvelse under en appelsag (dommen i sagen DKV mod KHIM, præmis 22, og kendelse
af 5.2.2004, sag C-326/01 P, Telefon & Buch mod KHIM, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 35). Appellanten gør
heller ikke gældende, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl ved anvendelsen af reglerne om bevisbyrden (jf.
i denne retning dom af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 64 og 65).
35
Appellanten har for det andet anført, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at betragte datoen for indgivelse af ansøgningen
om registrering af varemærket BSS – i den foreliggende sag den 1. april 1996 – som afgørende. Alene denne dato er relevant
for vurderingen af, om et EF-varemærke er blevet en almindelig betegnelse, hvilket berettiger, at varemærket erklæres ugyldigt
i medfør af artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 40/94. Denne fejl har vist sig ved, at Retten især i den appellerede doms
præmis 45, har henvist til dokumenter, der vedrørte tiden efter denne dato. Retten har ligeledes i den appellerede doms præmis
44 med urette taget hensyn til dokumenter, der er offentliggjort uden for Den Europæiske Union, og som ikke ville kunne afspejle
opfattelsen hos den ovennævnte målgruppe.
36
Dette andet anbringende skal opdeles i to led.
37
Det første led vedrører Rettens hensyntagen til dokumenter, der angår tiden efter registreringsansøgningen, ved vurderingen
af, om et varemærke er blevet en almindelig betegnelse. Såfremt appellanten med dette led vil bestride Rettens vurdering,
hvorefter varemærket på baggrund af disse dokumenter var en almindelig betegnelse på datoen for registreringsansøgningen,
skal det bemærkes, at denne bevisvurdering ikke er et retsspørgsmål, som det påhviler Domstolen at efterprøve. Såfremt appellanten
derimod vil påvise, at Retten ved at tage hensyn til disse dokumenter dermed har valgt en dato, der ligger efter registreringsansøgningen,
som den dato, der er relevant ved undersøgelsen af, om ordet »BSS« er en almindelig betegnelse, vil en sådan kritik rejse
et retsspørgsmål, som det påhviler Domstolen at undersøge.
38
I den foreliggende sag er dette første led af anbringendet imidlertid ugrundet.
39
Retten fastholdt således udtrykkeligt i den appellerede doms præmis 46, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt
19 med rette fandt, at de beviser, som intervenienten havde fremlagt, godtgjorde, at ordet »BSS« »på tidspunktet for indgivelse
af […] ansøgning[en]« var blevet almindeligt. Retten har derfor ikke ved bedømmelsen betragtet nogen anden dato end den, der
er gjort gældende af appellanten, som afgørende for undersøgelsen af den påståede ugyldighedsgrund.
40
Harmoniseringskontoret har i denne henseende med rette præciseret, at datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering
af EF-varemærket er den relevante dato for denne undersøgelse.
41
Desuden kunne Retten tage hensyn til oplysninger, der – selv om de vedrørte tiden efter ansøgningsdatoen – gav mulighed for
at drage konklusioner om situationen, sådan som den forelå på netop denne dato, uden at der derved var tale om en selvmodsigende
begrundelse eller retlig fejl (jf. analogt kendelse af 27.1.2004, sag C-259/02, La Mer Technology, endnu ikke trykt i Samling
af Afgørelser, præmis 31).
42
Appellanten har i anbringendets andet led anført, at Retten i den appellerede doms præmis 44 har taget visse dokumenter, der
var offentliggjort i De Forenede Stater i betragtning. Denne omstændighed påviser imidlertid ikke, at Retten har baseret sin
analyse på beviser, der ikke har nogen indflydelse på målgruppen. Ved at anføre i den appellerede doms præmis 42, at engelsk
var fagsproget for eksperterne inden for det pågældende område, og ved i den appellerede doms præmis 43 at henvise til, at
ordet »BSS« opfattes som en artsbetegnelse »blandt videnskabsmænd på området«, fandt Retten nødvendigvis, at disse dokumenter,
selv om de var offentliggjort uden for Den Europæiske Union, understøttede konklusionen om, at målgruppen var af den opfattelse,
at dette ord var blevet almindeligt. Retten har herved foretaget en rent faktisk vurdering, som appellanten ikke kan anfægte
ved en appel.
43
Det andet anbringende skal derfor forkastes.
44
Det følger af det anførte, at appellen er åbenbart ugrundet og derfor skal forkastes.
Sagens omkostninger
45
I hen*-hold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i henhold til samme procesreglements artikel 118 finder anvendelse
i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Harmoniseringskontoret
og intervenienten har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og appellanten har tabt
sagen, bør det pålægges sidstnævnte at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Sjette Afdeling):