FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PHILIPPE LÉGER

fremsat den 28. oktober 2004 (1)

Sag C-57/02 P

Compañía Española para la Fabricación de Aceros Inoxidables, SA (Acerinox)

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

sag C-65/02 P

ThyssenKrupp Stainless GmbH, tidligere Krupp Thyssen Stainless GmbH

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

og sag C-73/02 P

ThyssenKrupp Acciai Speciali Terni SpA, tidligere Acciai Speciali Terni SpA

mod

»Appel – konkurrence – aftale – legeringstillæg – tilskrivelse af overtrædelsen – bødeberegning – samarbejde under den administrative procedure – større bødenedsættelse for virksomheder, der har anerkendt overtrædelsens eksistens, end for dem, der kun har anerkendt rigtigheden af de faktiske omstændigheder – gyldighed«

Indhold

I –   Faktiske omstændigheder

II – Sagerne for Retten og de appellerede domme

III – Sagen for Domstolen og appelpåstandene

IV – Appelsagerne

A –   Det første anbringende: manglende begrundelse for den appellerede dom

B –   Det andet anbringende: misforståelse af begrebet »samordnet praksis«

C –   Det tredje anbringende: manglende begrundelse for den appellerede dom

D –   Det fjerde anbringende: fejlfortolkning og fejlagtig anvendelse af reglerne for bødeudmåling

E –   Det femte anbringende: fejlvurdering af overtrædelsens varighed

F –   Det sjette anbringende: tilsidesættelse af retten til kontradiktion, ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

V –   Kontraappellen

A –   Det første anbringende: urigtig gengivelse af bevismaterialet

B –   Det andet anbringende: tilsidesættelse af betingelserne for at overføre ansvaret for en virksomheds adfærd til en anden virksomhed

C –   Det tredje anbringende: tilsidesættelse af kravene med hensyn til retten til kontradiktion

D –   Det fjerde anbringende: urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og urigtig gengivelse af bevismaterialet

VI – Tvistens videre behandling

VII – Sagen i første instans

VIII – Sagens omkostninger

IX – Forslag til afgørelse

1.     De foreliggende sager vedrører de appeller, Compañía Española para la Fabricación de Aceros Inoxidables, SA (Acerinox) (herefter »Acerinox«), Krupp Thyssen Stainless GmbH (herefter »KTS«) og ThyssenKrupp Acciai Speciali Terni SpA (herefter »AST«) har iværksat af de af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagte domme af 13. december 2001 i de såkaldte »legeringstillægssager« (2). Genstanden for sagerne er en prisaftale i sektoren for rustfrit stål.

2.     Et af parternes anbringender rejser et interessant spørgsmål om virksomhedernes samarbejde med Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber under den administrative procedure. Det skal således afgøres, om Kommissionen kan indrømme en større bødenedsættelse til de virksomheder, der har anerkendt overtrædelsens eksistens, end til dem, der blot har anerkendt rigtigheden af de faktiske omstændigheder.

3.     Inden gennemgangen af disse anbringender vil jeg redegøre for sagens faktiske omstændigheder, især båndene mellem de forskellige berørte virksomheder, som har en vis betydning for behandlingen af appellerne.

I –    Faktiske omstændigheder

4.     Krupp Thyssen Nirosta GmbH (herefter »KTN«), et tysk selskab, blev stiftet den 1. januar 1995 ved en fusion mellem Thyssen Stahl AG og Fried Krupp AG Hoesch-Krupp (herefter »Krupp«), hvorved de lagde deres aktiviteter inden for flade produkter af rustfrit stål sammen. Den 16. september 1997 ændrede selskabet navn til KTS.

5.     AST, et italiensk selskab, blev stiftet den 1. januar 1994, da den italienske koncern ILVA’s stålaktiviteter blev splittet op på tre selskaber. AST er primært aktivt inden for produktion af flade produkter af rustfrit stål. Den 21. december 1994 godkendte Kommissionen, at AST blev overtaget af bl.a. Krupp og Thyssen Stahl i fællesskab. I december 1995 øgede Krupp sin aktieandel i AST fra 50% til 75% for derefter at overtage alle aktier i AST den 10. maj 1996. Aktierne blev herefter overført til KTN, det senere KTS.

6.     Acerinox er et spansk selskab, der driver virksomhed på området for rustfrit stål, navnlig i sektoren for flade produkter.

7.     Efter forlydender i pressen og klager fra forbrugere anmodede Kommissionen den 16. marts 1995 i henhold til EKSF-traktatens artikel 47 flere producenter af rustfrit stål om oplysninger angående en fælles prisforhøjelse foretaget af de nævnte producenter i form af et såkaldt »legeringstillæg«.

8.     Legeringstillægget er et pristillæg, der beregnes på grundlag af noteringspriserne på legeringselementer og lægges til basisprisen på rustfrit stål. Prisen på de legeringselementer, der anvendes i produktionen af rustfrit stål (nikkel, krom og molybden), tegner sig for en væsentlig del af de samlede produktionsomkostninger. Endvidere svinger priserne på disse materialer overordentligt meget.

9.     På grundlag af de indhentede oplysninger rettede Kommissionen den 19. december 1995 en klagepunktsmeddelelse til 19 virksomheder.

10.   I december 1996 og januar 1997, efter at Kommissionen havde gennemført en række kontrolundersøgelser på stedet, tilkendegav advokaterne og repræsentanterne for visse virksomheder, at de ønskede at samarbejde med Kommissionen. Kommissionen fik herefter tilsendt erklæringer fra Acerinox, ALZ NV, Avesta Sheffield AB (herefter »Avesta«), KTN og Usinor SA (herefter »Usinor« eller »Ugine«) den 17. december 1996 og fra AST den 10. januar 1997.

11.   Den 24. april 1997 sendte Kommissionen en ny klagepunktsmeddelelse til disse virksomheder, herunder Thyssen Stahl, som erstattede klagepunktsmeddelelsen af 19. december 1995.

12.   Den 21. januar 1998 vedtog Kommissionen beslutning 98/247/EKSF om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 (sag IV/35.814 – Legeringstillæg) (3).

13.   Ifølge denne beslutning faldt priserne kraftigt på legeringselementer af rustfrit stål i 1993. Da nikkelpriserne begyndte at stige igen fra september 1993, resulterede det i en betydelig nedgang i producenternes fortjeneste. For at imødegå denne situation blev de fleste af producenterne af flade produkter af rustfrit stål under et møde i Madrid den 16. december 1993 (herefter »Madrid-mødet«) enige om på samordnet vis at forhøje deres priser ved at ændre beregningsparametrene for legeringstillægget. De besluttede derfor, at alle producenterne fra den 1. februar 1994 skulle anvende et legeringstillæg beregnet efter en formel, der sidst blev anvendt i 1991, ved for legeringselementer at vedtage de referenceværdier, der var gældende i september 1993, hvor nikkelprisen kom ned på det laveste niveau nogensinde.

14.   Ifølge den anfægtede beslutning har alle producenter anvendt et legeringstillæg beregnet på grundlag af de nye fastsatte referenceværdier i forbindelse med salg i Europa fra den 1. februar 1994, bortset fra Spanien og Portugal.

15.   Det fremgår af den anfægtede beslutnings artikel 1, at Kommissionen finder, at Acerinox, ALZ NV, AST, Avesta, Krupp (KTN fra den 1.1.1995), Thyssen Stahl (KTN fra den 1.1.1995) og Usinor har overtrådt EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, fra december 1993, for Avestas vedkommende indtil november 1996, og for de øvrige virksomheders vedkommende indtil datoen for den anfægtede beslutning, ved at ændre og på samordnet vis anvende de referenceværdier, de lægger til grund ved beregningen af legeringstillægget, hvilket havde både til formål og til følge at begrænse og fordreje den normale konkurrence på det fælles marked.

16.   I artikel 2 i den anfægtede beslutning har Kommissionen besluttet at pålægge virksomhederne følgende bøder:

Acerinox: 3 530 000 ECU

ALZ NV: 4 540 000 ECU

AST:      4 540 000 ECU

Avesta: 2 810 000 ECU

KTN:      8 100 000 ECU

Usinor: 3 860 000 ECU

II – Sagerne for Retten og de appellerede domme

17.   Ved stævninger indleveret den 11. marts 1998 og den 13. marts 1998 anlagde KTS, AST og Acerinox sager ved Retten.

18.   Hver enkelt sagsøger nedlagde påstand om annullation af den anfægtede beslutning og subsidiært om annullation af den pålagte bøde eller nedsættelse af bøden.

19.   Retten gav sagsøgerne delvis medhold. I dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen annullerede Retten artikel 1 i den anfægtede beslutning, for så vidt KTN deri blev draget til ansvar for den af Thyssen Stahl begåede overtrædelse, og nedsatte bøden til KTS og AST til 4 032 000 EUR. I dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen nedsatte Retten bøden til Acerinox til 3 136 000 EUR.

III – Sagen for Domstolen og appelpåstandene

20.   Ved stævninger indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 22. februar 2002 (C-57/02 P) og den 28. februar 2002 (C-65/02 P og C-73/02 P) har Acerinox, KTS og AST appelleret ovennævnte domme.

21.   Alle appellanterne har nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. Acerinox og KTS har endvidere nedlagt påstand om, at Domstolen påkender hele sagen og annullerer den anfægtede beslutning eller i hvert fald nedsætter den bøde, der er pålagt dem.

22.   I sag C-65/02 P har Kommissionen iværksat kontraappel af dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen. Kommissionen har påstået denne dom ophævet, for så vidt som den annullerer den anfægtede beslutning (nemlig den del af beslutningen, der vedrører Thyssen Stahls overtrædelse) og nedsætter bøden til KTN. Kommissionen har ligeledes nedlagt påstand om, at KTS tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV – Appelsagerne

23.   De tre appellanter har gjort to annullationsanbringender gældende til støtte for deres påstande:

–       fejlvurdering af overtrædelsens varighed og

–       tilsidesættelse af retten til kontradiktion, ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

24.   KTS og AST har endvidere gjort et anbringende gældende om fejlfortolkning og fejlagtig anvendelse af reglerne om bødeudmåling.

25.   Acerinox har fremført tre yderligere anbringender:

–       fejlbedømmelse af Acerinox’ argumenter og manglende begrundelse for den appellerede dom

–       misforståelse af begrebet »samordnet praksis« og

–       manglende begrundelse for den appellerede dom.

26.   Jeg vil først gennemgå Acerinox’ egne anbringender (punkt A-C), derefter KTS’ og AST’s fælles anbringende (punkt D) og endelig de tre appellanters fælles anbringender (punkt E og F).

A –    Det første anbringende: manglende begrundelse for den appellerede dom

27.   I førsteinstanssagen havde Acerinox gjort gældende, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en aftale eller samordnet praksis vedrørende anvendelsen af legeringstillægget på det spanske marked.

28.   Retten forkastede dette anbringende af følgende grunde:

»29      Det bemærkes, at Kommissionen i tilfælde af tvist om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, skal føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger […].

30      Når det imidlertid er bevist, at en virksomhed har deltaget i møderne […] af en åbenbart konkurrencestridig karakter, påhviler det denne virksomhed at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i de nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen og herved påvise, at det over for konkurrenterne har oplyst, at det deltog i møderne med et andet formål end deres […].

31      I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgeren har deltaget i Madrid-mødet den 16. december 1993, hvor visse producenter af flade produkter af rustfrit stål […] indgik en aftale om fra samme tidspunkt at anvende de samme, lave referenceværdier ved beregning af legeringstillægget og dermed at fastsætte et endeligt priselement for de pågældende produkter i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.

32      Det skal imidlertid undersøges, om sagsøgeren har ført bevis for, at Acerinox tog afstand fra aftalen, således at selskabet ikke kan kritiseres for at have tilsidesat EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.

33      [Med hensyn til det spanske marked er det ubestridt,] at Acerinox [ved Madrid-mødet] gav udtryk for, at selskabet ikke ville anvende legeringstillægget i Spanien på grund af den økonomiske situation i landet.

34      [Det fremgår nemlig af] betragtning 27 til beslutningen, at »Acerinox [ved Madrid-mødet] har tilkendegivet, at selskabet ikke vil anvende tillægget i Spanien, da det hverken ville fremme efterspørgslen eller have en positiv virkning for spansk industri, som befandt sig i en dyb krise«.

35      Da det således er ubestridt, at sagsøgeren ved Madrid-mødet tog afstand fra aftalen om legeringstillæg for så vidt angår det spanske marked, bevirker sagsøgerens blotte deltagelse i mødet ikke, at sagsøgeren skal betragtes som part i en aftale, der i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, har til formål at fastsætte referenceværdier for legeringstillæg på det pågældende marked.

36      Da formålet med en sådan aftale ikke var i Acerinox’ interesse på det tidspunkt, for så vidt som den vedrørte det spanske marked, kan selskabet kun anses for at have tilsluttet sig en aftale vedrørende Spanien, såfremt det er bevist, at selskabet påtog sig at anvende legeringstillægget på sit hjemmemarked [...].

37      Det fremgår af sagen […], at Avesta i en telefax af 14. januar 1994 har informeret sine datterselskaber, herunder datterselskabet i Spanien, om holdningen hos visse af Avestas konkurrenter vedrørende tidspunktet for anvendelsen af legeringstillægget på deres hjemmemarkeder. Hvad særligt angår Acerinox fremgår det, at

         »Acerinox har tilkendegivet, at legeringstillægget skal anvendes fra den 1. april 1994 (ja, april!!)« [»Acerinox have announced that surcharges will be applied from 1st april 1994 (yes April!!!)«].

38      Acerinox har ikke i denne henseende bestridt rigtigheden af de udtalelser, der tilskrives selskabet, men kun gjort gældende, at en sådan erklæring i endnu højere grad er bevis på, at der ikke på Madrid-mødet var indgået en aftale eller en samordnet praksis om en senere anvendelse af legeringstillægget i Spanien. Ikke desto mindre er en sådan erklæring et bevis på, at Acerinox den 14. januar 1994 i hvert fald havde tilkendegivet, at selskabet ville anvende legeringstillægget i Spanien i henhold til de fremgangsmåder, som de pågældende virksomheder havde aftalt på Madrid-mødet, og dermed havde Acerinox tilsluttet sig aftalen.

[...]

45      Det følger af det ovenfor anførte, at sagsøgeren skal anses for at have deltaget i aftalen […], for så vidt som aftalen havde til formål, at dette legeringstillæg skulle anvendes i Spanien, fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren tiltrådte aftalen, senest den 14. januar 1994 […].«

29.   I sit første appelanbringende har Acerinox kritiseret Retten for at have fastslået, at Acerinox har været part i aftalen om det spanske marked, og for at have fundet dette godtgjort ved Avestas telefaxmeddelelse af 14. januar 1994.

30.   Acerinox har anført, at selskabet for Retten udtrykkeligt havde bestridt indholdet og dermed også bevisværdien af denne telefaxmeddelelse. Ved at fastholde, at dette dokument er et bevis for Acerinox’ deltagelse i aftalen, uden at besvare selskabets argumenter, har Retten således tilsidesat sin begrundelsespligt.

31.   Som jeg anførte i sagen Belgien mod Kommissionen (4), har Domstolen sjældent benyttet lejligheden til at definere indholdet af den begrundelsespligt, som påhviler Retten. Der kan imidlertid udledes visse principper af den hidtidige retspraksis.

32.   Det må antages, at begrundelsen for en dom klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (5). Når der er tale om et søgsmål, som baseres på artikel 230 EF eller artikel 33 EKSF, indebærer begrundelseskravet klart, at Retten skal tage stilling til de annullationsanbringender, som appellanten har påberåbt sig, og redegøre for grundene til, at den har forkastet anbringendet eller annulleret den anfægtede retsakt.

33.   Det siger dog sig selv, at Retten, for ordentligt at kunne tage stilling til et annullationsanbringende, skal have forstået anbringendet rigtigt. Hvis Retten misforstår meningen med et af appellantens anbringender, vil dette kunne medføre, at Retten med urette afviser anbringendet (6) eller forkaster et andet anbringende end det, der faktisk påberåbes (7). I begge tilfælde tilsidesætter Retten sin begrundelsespligt, idet den ikke besvarer det anbringende, appellanten faktisk har påberåbt sig.

34.   I det foreliggende tilfælde finder jeg, at Retten har begået en sådan fejl.

35.   Retten fandt nemlig i den appellerede doms præmis 36-38, at Acerinox var part i aftalen, for så vidt denne vedrørte det spanske marked. Retten fandt denne deltagelse bevist ved Avestas telefaxmeddelelse af 14. januar 1994, hvori det hed, at »Acerinox har tilkendegivet, at legeringstillægget skal anvendes fra den 1. april 1994 (ja, april!!)«, og ved den omstændighed, at »Acerinox [ikke har] bestridt rigtigheden af de udtalelser, der tilskrives selskabet«.

36.   Acerinox bestred tværtimod udtrykkeligt indholdet af denne telefaxmeddelelse. Acerinox anførte i stævningen, at »denne oplysning om sagsøgerens »tilkendegivelse« […] var fejlagtig«, og at »der ikke var fremkommet nogen »tilkendegivelse« af denne art« (8).

37.   Selv om denne indsigelse, som det vil fremgå af det følgende (9), ikke blev fremført med megen vægt, var den dog reel, idet Acerinox for Retten bestred indholdet og hermed også bevisværdien af Avestas telefaxmeddelelse af 14. januar 1994.

38.   Under disse omstændigheder finder jeg ikke, at Retten kunne anvende dette dokument som bevis uden at forklare, hvorfor Acerinox’ indsigelse skulle forkastes. Ved at undlade at besvare sagsøgerens argumenter tilsidesatte Retten den begrundelsespligt, der påhviler den i henhold til artikel 36 og 53 i Domstolens statut.

39.   Jeg foreslår derfor Domstolen at ophæve den appellerede dom for så vidt angår dette punkt. Men da dommen kun foreslås delvis ophævet, vil jeg fortsætte gennemgangen af appellanternes øvrige anbringender (10).

B –    Det andet anbringende: misforståelse af begrebet »samordnet praksis«

40.   Det andet annullationsanbringende vedrører præmis 29-45 i dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen.

41.   Retten benyttede følgende argumenter:

»29      Det bemærkes, at Kommissionen i tilfælde af tvist om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, skal føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger […]

[…]

40      [Hvad angår anvendelsen af legeringstillægget i andre medlemsstater end Spanien] bygger [sagsøgerens argumenter] på en urigtig opfattelse af beviskravene i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.

41      Det skal nemlig fastslås, at Acerinox ikke har godtgjort, at det ved Madrid-mødet tog afstand fra de øvrige deltagere i mødet ved at tilkendegive, at selskabet ikke ville anvende legeringstillægget i de øvrige lande i Fællesskabet, bortset fra Spanien. Det fremgår derimod af sagen, at Acerinox i sin erklæring af 17. december 1996 som svar på Kommissionens spørgsmål ikke hævdede, at det ved Madrid-mødet havde indtaget samme holdning som til spørgsmålet om anvendelsen af legeringstillægget i Spanien, […].

42      Det fremgår desuden af samme erklæring, at sagsøgeren anvendte legeringstillægget på sine produkter i Danmark fra februar 1994, i Tyskland, Norge og Sverige fra marts 1994 og i Irland, Portugal, Det Forenede Kongerige og Italien fra april 1994 og endelig i Frankrig og Belgien fra maj 1994.

43      Sagsøgeren kan derfor ikke med føje gøre gældende, at selskabets tilpasning af sit legeringstillæg til de tillæg, som de øvrige producenter på markedet anvendte, blot var resultatet af en parallel adfærd, som skyldes, at markedet for flade produkter af rustfrit stål har en oligopolistisk struktur sammenholdt med bestemmelserne om gennemsigtighed, indført ved EKSF-traktatens artikel 60. Selv om det følger af retspraksis, at en parallel adfærd ikke kan betragtes som bevis for en samordning, medmindre samordningen er den eneste sandsynlige forklaring på en sådan adfærd […], har Kommissionen ikke desto mindre i det foreliggende tilfælde bevist, at der mellem de pågældende virksomheder var indgået en tidligere samordnet praksis, hvis formål var at anvende de samme, lave referenceværdier ved beregning af legeringstillægget.

[...]

45      Det følger af det ovenfor anførte, at sagsøgeren skal anses for at have deltaget i aftalen fra den 16. december 1993, som er datoen for Madrid-mødet, for så vidt aftalen havde til formål, at legeringstillægget, beregnet på grundlag af de referenceværdier, der blev aftalt af virksomhederne på Madrid-mødet, skulle anvendes i Fællesskabets medlemsstater, bortset fra Spanien, […].«

42.   Acerinox har i sit andet anbringende gjort gældende, at Retten har misforstået begrebet »samordnet praksis«, således som begrebet er anvendt i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.

43.   Acerinox har påpeget, at ifølge retspraksis forudsætter begrebet – ud over et element af samordning mellem virksomhederne – en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af denne samordning, samt årsagsforbindelse mellem samordningen og adfærden.

44.   I den appellerede doms præmis 43 fastslog Retten imidlertid, at sagsøgeren havde deltaget i overtrædelsen uden at godtgøre, at der var en årsagsforbindelse mellem Madrid-mødet og markedsadfærden.

45.   Indledningsvis skal jeg anføre, at i modsætning til, hvad Acerinox har hævdet, kvalificerede Retten ikke overtrædelsen som »samordnet praksis« i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1’s forstand, men henviste blot til en »samordning« uden nærmere at præcisere, om denne havde form af en aftale eller en samordnet praksis. Uanset om Acerinox har ret eller ej, må selskabets anbringende imidlertid forkastes.

46.   Det er rigtigt, at begrebet »samordnet praksis« efter retspraksis (11) – ud over et element af samordning mellem virksomhederne – forudsætter en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af denne samordning, samt årsagsforbindelse mellem samordningen og adfærden. Det står således fast, at dette begreb ikke kan fortolkes således, at samordningen ikke havde kunnet undgå at påvirke de virksomheders adfærd, som havde deltaget i den (12).

47.   Imidlertid fastslog Domstolen i disse domme, at »[det må antages] – med forbehold af det modbevis, som det påhviler de pågældende erhvervsdrivende at føre – at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet« (13). Domstolen bemærkede, at en sådan antagelse var forenelig med princippet om uskyldsformodning (14) samt med bevisbyrdereglerne (15).

48.   Retten var således berettiget til – med forbehold af det modbevis, som det påhviler den pågældende virksomhed at føre – at antage, at samordningen havde påvirket parternes markedsadfærd (16).

49.   I det foreliggende tilfælde har Acerinox imidlertid ikke godtgjort og end ikke gjort gældende, at selskabet har ført dette modbevis for Retten.

50.   For så vidt Kommissionen havde ført bevis for, at der bestod en forudgående samordning mellem de pågældende virksomheder, kunne Retten således med føje antage, at appellanten havde taget hensyn til informationsudvekslingen for at fastlægge sin adfærd på markedet, og at selskabet derfor havde deltaget i aftalen vedrørende andre lande end Spanien.

51.   I modsætning til, hvad Acerinox har hævdet, begik Retten således ikke nogen retlig fejl ved fortolkningen eller anvendelsen af begrebet »samordnet praksis«.

C –    Det tredje anbringende: manglende begrundelse for den appellerede dom

52.   Acerinox har med sit tredje anbringende gjort gældende, at Retten ikke begrundede præmis 90 i dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen tilstrækkeligt.

53.   Acerinox havde for Retten hævdet, at de af Kommissionen pålagte bøder var uforholdsmæssige. Ifølge Acerinox kunne Kommissionen ikke anvende samme udgangspunkt ved beregningen af bøden til samtlige de pågældende selskaber, idet der var store størrelsesforskelle mellem selskaberne.

54.   Retten forkastede dette argument af følgende grunde:

»77      Indledningsvis bemærkes, at Kommissionen i beslutningen har fastsat bøden for de berørte virksomheder, herunder for sagsøgeren, i henhold til metoden i retningslinjerne [for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998, C 9, s. 3) (herefter »retningslinjerne«)].

78      Ifølge denne metode tager Kommissionen udgangspunkt i et beløb, der er fastsat på grundlag af overtrædelsens grovhed. […] I den forbindelse klassificeres overtrædelserne i tre kategorier, dvs. »lidet alvorlige overtrædelser« […], »alvorlige overtrædelser« […] og »meget alvorlige overtrædelser« […].

[...]

80      Inden for hver af ovennævnte tre kategorier kan det i visse tilfælde være nødvendigt at variere det fastsatte beløb for at tage højde for den specifikke vægt og dermed de faktiske konkurrencemæssige konsekvenser af den rolle, som hver enkelt virksomhed har spillet i overtrædelsen, navnlig når der er tale om betydelige størrelsesforskelle mellem virksomheder, der har begået en overtrædelse af samme art, og følgelig vedtage et generelt udgangspunkt efter de specifikke forhold i hver af virksomhederne (punkt 1 A, sjette afsnit).

81      I det foreliggende tilfælde var Kommissionen af den opfattelse, at bøden under hensyn til overtrædelsens grovhed som udgangspunkt skulle fastsættes til 4 mio. ECU for alle berørte virksomheder […]. Ved vurderingen af, om der var betydelige forskelle mellem de virksomheder, der deltog i overtrædelsen, har Kommissionen antaget, at alle virksomhederne er store virksomheder, og at der derfor ingen grund var til at differentiere bødebeløbet efter overtrædelsens grovhed […].

[...]

87      Sagsøgerens argument om, at de pålagte bøder ikke tager hensyn til de pågældende virksomheders betydning i relation til deres markedsandele, bør også forkastes.

88      Det bemærkes, at en virksomheds markedsandele er relevante ved vurderingen af, hvilken indflydelse virksomheden har haft på markedet, men det kan ikke være afgørende ved vurderingen af, om en virksomhed tilhører en betydelig økonomisk enhed […].

89      Ifø1ge fast retspraksis kan der ved vurderingen af en overtrædelses grovhed – afhængig af den pågældende sag – tages hensyn til antallet og værdien af de produkter, som overtrædelsen omfatter, samt virksomhedens størrelse og dens økonomiske betydning […].

90      Kommissionen har derfor i det foreliggende tilfælde med rette navnlig taget udgangspunkt i de berørte virksomheders størrelse og økonomiske betydning, idet den, efter først at have anført, at de seks berørte virksomheder tegnede sig for mere end 80% af den europæiske produktion af flade produkter af rustfrit stål, fastslog, at disse virksomheder var store (betragtning 9 til beslutningen). I denne henseende kan sagsøgerens sammenligning mellem Acerinox’ egen markedsandel på ca. 11% og Ugines, AST’s og Avestas markedsandele på henholdsvis 18%, 15% og 14%, ikke afsløre en »betydelig forskel« mellem disse virksomheder i henhold til retningslinjernes punkt 1 A, sjette afsnit, der nødvendigvis kan begrunde en differentiering med hensyn til vurderingen af overtrædelsens grovhed.

91      Under disse omstændigheder kan den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, ikke betragtes som uforholdsmæssig, […].«

55.   Acerinox har gjort gældende, at præmis 90 i den ovennævnte dom ikke er tilstrækkelig begrundet af to årsager.

56.   For det første forklarer begrundelsen ikke, hvorfor Retten fandt, at sammenligningen mellem appellantens markedsandel og Usinors, AST’s og Avestas markedsandele ikke afslørede en »betydelig forskel« mellem disse virksomheder, eller hvor stor forskellen skulle være for at opfylde Rettens kriterier.

57.   For det andet kunne Retten ved undersøgelsen af, om bødeberegningen var i overensstemmelse med retningslinjerne, ikke nøjes med at undersøge, om der var en »betydelig forskel« mellem de pågældende virksomheder. Forekomsten af en sådan forskel er nemlig blot ét af de tilfælde, hvor det kan være berettiget at regulere bødestørrelsen for at tage hensyn til den respektive vægt af de virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen.

58.   Hvad angår det første argument skal jeg erindre om, at begrundelsen for en dom klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (17). Når der er tale om et søgsmål, som baseres på artikel 33 EKSF, indebærer begrundelsespligten endvidere, at Retten skal tage stilling til de annullationsanbringender, som appellanten har påberåbt sig, og redegøre for grundene til, at den har forkastet et anbringende eller annulleret den anfægtede retsakt.

59.   I dommen i sagen Connolly mod Kommissionen (18) og i ovennævnte dom i sagen Belgien mod Kommissionen fastlagde Domstolen imidlertid grænser for denne forpligtelse til at tage stilling til de anbringender, som påberåbes. Den fastslog, at begrundelsen til en dom skal vurderes under hensyn til de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag (19), og at det ikke kan kræves, at Retten tager nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som påberåbes af appellanten (20). Denne forpligtelse til at tage nærmere stilling til et anbringende ophører, når dette ikke er tilstrækkeligt klart og præcist og ikke er underbygget af udførlige beviser (21). Efter min opfattelse bortfalder forpligtelsen tillige, når svaret på sagsøgerens argument er så indlysende, at det ikke kræver nogen forklaring.

60.   Det fremgår af den anfægtede doms præmis 90, at Retten ikke fandt forskellen mellem appellantens markedsandel og de øvrige berørte selskabers markedsandele tilstrækkelig stor til at udgøre en »betydelig forskel« i henhold til retningslinjernes punkt 1 A, stk. 6.

61.   I modsætning til Acerinox finder jeg imidlertid ikke, at det er nødvendigt, at Retten redegør for det kriterium, der har »ført til denne konklusion [eller] for, hvor stor forskellen skal være for at opfylde [dette] kriterium« (22).

62.   Det er nemlig åbenbart, at uanset hvad der forstås ved udtrykket »betydelige størrelsesforskelle mellem virksomheder« i henhold til retningslinjernes punkt 1 A, stk. 6, kan en forskel på tre-syv procentpoint i de pågældende selskabers markedsandele nemlig under ingen omstændigheder udgøre en forskel, der er så stor, at Kommissionen skal regulere bødens størrelse i medfør af retningslinjerne. Svaret på dette argument var således så indlysende, at der ikke krævedes nogen yderligere forklaringer.

63.   Hvad angår Acerinox’ andet argument finder jeg det lige så ubegrundet.

64.   Ifølge retningslinjerne (23) udgør tilstedeværelsen af »betydelige størrelsesforskelle mellem virksomheder« nemlig kun ét af de tilfælde, hvor det er berettiget at regulere bødestørrelsen, idet de øvrige tilfælde står åbne i retningslinjerne.

65.   For Retten påberåbte Acerinox sig desuden alene dette tilfælde, idet selskabet gjorde gældende, at Kommissionen burde have reguleret bødestørrelsen som følge af »store størrelsesforskelle mellem selskaberne« (24).

66.   Acerinox forfægter således det synspunkt, at det er Retten, der af eget initiativ skal undersøge samtlige de omstændigheder, der kan begrunde en regulering af bøden. Ved at hævde, at Retten ikke kan nøjes med at undersøge, om der er en betydelig størrelsesforskel mellem virksomhederne, idet tilstedeværelsen af en sådan forskel kun er ét af de tilfælde, der er omhandlet i retningslinjerne, har Acerinox i det væsentlige hævdet, at begrundelsespligten pålægger Retten følgende forpligtelser:

–       overveje samtlige de tilfælde, hvor bødebeløbet i henhold til retningslinjerne kan varieres for at tage højde for den specifikke vægt af hver enkelt virksomhed

–       overveje samtlige de argumenter, Acerinox kunne have påberåbt sig for at anfægte Kommissionens beslutning om ikke at foretage en sådan regulering, og

–       kontrollere lovligheden af Kommissionens beslutning på grundlag af de således fastlagte kriterier.

67.   Selv i de tilfælde, hvor Fællesskabets retsinstanser har fuld prøvelsesret i henhold til artikel 229 EF eller EKSF-traktatens artikel 36, stk. 2, medfører begrundelsespligten efter min opfattelse ikke en sådan forpligtelse for Fællesskabets retsinstanser. Acerinox har i hvert fald ikke fremført noget argument, der kan ændre ved denne opfattelse.

68.   Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste det tredje anbringende.

D –    Det fjerde anbringende: fejlfortolkning og fejlagtig anvendelse af reglerne for bødeudmåling

69.   Det fjerde anbringende vedrører præmis 189-192 i dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen.

70.   For Retten kritiserede KTS og AST Kommissionen for at have pålagt KTN, AST og Thyssen Stahl hver sin bøde. De fandt nemlig, at Kommissionen som følge af koncernforholdet mellem disse tre selskaber blot skulle have pålagt KTN en bøde omfattende KTN’s, AST’s og Thyssen Stahls aktiviteter.

71.   Retten forkastede dette argument af følgende grunde:

»189. Det fremgår af fast retspraksis, at ansvaret for en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd kan pålægges moderselskabet, hvis den førstnævnte virksomhed ikke frit har bestemt sin adfærd på markedet, men i det væsentlige har fulgt instrukser fra sidstnævnte virksomhed, navnlig under hensyn til de økonomiske og juridiske forbindelser mellem virksomhederne […].

190.      Det bemærkes, at AST […] blev overtaget af Krupp og et italiensk konsortium i fællesskab. I december 1995 øgede Krupp sin aktieandel i AST fra 50% til 75%, for derefter at overtage alle aktier i AST den 10. maj 1996. Aktierne blev herefter overført til KTN og derefter til KTS.

191.      Sagsøgerne har imidlertid ikke gjort gældende, og end mindre godtgjort, at AST, selv efter at det blev et datterselskab, ikke deltog selvstændigt i den aftale, der er genstand for beslutningen, men på grund af moderselskabets instrukser. De har derimod ikke bestridt, at de har handlet uafhængigt af hinanden under hele den periode, hvor aftalen bestod.

192.      Anbringendet bør derfor forkastes.«

72.   I appelsagen har KTS og AST fremført tre klagepunkter mod Rettens argumentation.

73.   For det første har Retten efter deres opfattelse tilsidesat ligebehandlingsprincippet. Når Kommissionen fastlægger bødebeløbet ud fra et fast grundbeløb, bør beløbet ifølge ligebehandlingsprincippet være det samme for hver enkelt virksomhed, der har deltaget i overtrædelsen. I den foreliggende sag antog Retten imidlertid, at én virksomhed (nemlig KTS) kunne pålægges en bøde på to gange grundbeløbet (én gang for AST og én gang for KTN, det senere KTS).

74.   For det andet har AST hævdet, at Retten har anvendt fællesskabsretten urigtigt. Ifølge AST burde Retten have anvendt Rettens dom af 14. maj 1998 i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen (25), hvorefter en overtrædelse begået af et datterselskab kan tilregnes moderselskabet, hvis dette ikke har kunnet være uvidende om datterselskabets konkurrencebegrænsende adfærd. Denne korrekte anvendelse af fællesskabsretten ville i det foreliggende tilfælde indebære, at bøden alene pålægges KTN, idet dette selskab ikke var uvidende om datterselskabet AST’s konkurrencebegrænsende adfærd.

75.   Endelig har KTS gjort gældende, at Retten ikke har opfyldt sin begrundelsespligt og har gjort sig skyldig i retsnægtelse, idet den ikke har taget stilling til KTS’ anbringende om, at Thyssen Stahl og KTN pålægges hver sin bøde.

76.   KTS har erkendt, at Retten i den anfægtede doms præmis 55-68 annullerede den anfægtede beslutning, for så vidt KTN heri blev pålagt en bøde for den af Thyssen Stahl begåede overtrædelse (26). Ifølge KTS skyldtes denne annullation imidlertid processuelle årsager, idet KTN’s ret til kontradiktion var blevet tilsidesat. Der var således intet, der kunne forhindre Kommissionen i at påbegynde den administrative procedure på ny for at råde bod på denne fejl og vedtage en beslutning, der med hensyn til realiteten var identisk med den anfægtede beslutning. KTS har heraf udledt, at Retten trods annullationen af beslutningen på grund af tilsidesættelse af KTN’s ret til kontradiktion skulle have behandlet KTN’s anbringende vedrørende realiteten.

77.   Det første klagepunkt bygger efter min opfattelse på en åbenbart urigtig opfattelse af begrebet »virksomhed«.

78.   Det er nemlig ubestridt, at begrebet »virksomhed« »i en konkurrenceretlig kontekst [skal] forstås som en økonomisk enhed i relation til den pågældende aftale, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer« (27). I denne forbindelse har Domstolen fastslået, at et moderselskab og dets datterselskab udgør en økonomisk enhed, når datterselskabet »ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet« (28).

79.   I den foreliggende sag fastslog Retten imidlertid, at AST havde handlet selvstændigt i hele det tidsrum, overtrædelsen varede. Da overtrædelsen blev begået, udgjorde AST og KTN således to særskilte virksomheder og ikke som hævdet af AST én økonomisk enhed. Retten tilsidesatte således ikke ligebehandlingsprincippet, idet grundbeløbet for bøden i overensstemmelse med dette princip var det samme for hver enkelt virksomhed, der havde deltaget i overtrædelsen, herunder AST og KTN.

80.   Hvad angår det andet klagepunkt skal erindres, at AST blev overtaget af KTN i den periode, hvor overtrædelsen fandt sted. Der bør tillige sondres mellem perioden før og efter overtagelsen.

81.   Hvad angår perioden før overtagelsen vil jeg blot anføre, at Domstolen i dommen af 16. november 2000 i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen (29) ophævede Rettens ovennævnte dom af 14. maj 1998 i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen for så vidt angår det af AST rejste punkt. Domstolen fastslog udtrykkeligt, at den omstændighed, at et moderselskab vidste, at datterselskabet havde deltaget i et kartel i perioden før overtagelsen, ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at gøre selskabet ansvarligt for de overtrædelser, der blev begået af datterselskabet i denne periode.

82.   Retten kan således ikke kritiseres for ikke at have anvendt det kriterium, den havde anvendt i sin dom i ovennævnte sag Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen.

83.   Hvad angår perioden efter overtagelsen er det afgørende kriterium, om datterselskabet handlede selvstændigt eller efter instrukser fra moderselskabet. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at »ansvaret for en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd kan pålægges moderselskabet, hvis den førstnævnte virksomhed ikke frit har bestemt sin adfærd på markedet, men i det væsentlige har fulgt instrukser fra sidstnævnte virksomhed, navnlig under hensyn til de økonomiske og juridiske forbindelser mellem virksomhederne« (30).

84.   Det er rigtigt, at Domstolen i dommen i sagen KNP BT mod Kommissionen (31) af 16. november 2000 synes at have anvendt et lidt andet kriterium, der nærmer sig det af AST anbefalede kendskabskriterium. I denne dom fastslog Domstolen, at moderselskabet var ansvarligt for den overtrædelse, datterselskabet havde begået i tidsrummet efter overtagelsen, med den begrundelse, at da moderselskabet selv havde deltaget i overtrædelsen gennem et andet datterselskab, måtte det også »nødvendigvis have været bekendt med og have godkendt [det første datterselskabs] deltagelse i [overtrædelsen]« (32).

85.   Denne mindre afvigelse i retspraksis (eller det, der ved første øjekast synes at være en mindre afvigelse) har imidlertid ingen indflydelse på besvarelsen af AST’s andet klagepunkt.

86.   Uanset om Domstolen har eller ikke har bekræftet kendskabskriteriet i sin senere praksis, har AST under ingen omstændigheder godtgjort, at et sådant kriterium indebærer, at Kommissionen er forpligtet til at henholde sig til moderselskabet. AST har med andre ord ikke godtgjort, at Kommissionen, selv om det antages, at kendskabskriteriet skal lægges til grund, i så fald er forpligtet til at tilskrive moderselskabet datterselskabets konkurrencebegrænsende adfærd.

87.   Derimod finder jeg, at selv i et sådant tilfælde skal Kommissionen blot have mulighed for at tilskrive moderselskabet ansvaret for overtrædelsen. Vælges en anden løsning, fratages Kommissionen det vide skøn, fællesskabslovgiver og Fællesskabets retsinstanser har tillagt den på bødeområdet (33).

88.   Uanset hvilket kriterium der vælges (faktisk kontrol eller kendskab), finder jeg under disse omstændigheder ikke, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at AST’s konkurrencebegrænsende adfærd i perioden efter overtagelsen kunne tilskrives AST og ikke KTN.

89.   Hvad endelig angår det tredje klagepunkt gør jeg opmærksom på, at det ligger såvel Retten som Domstolen meget på sinde at afkorte sagsbehandlingstiden og at gøre de afsagte domme kortere. Dette synes ikke at være tilfældet for KTS.

90.   KTS’ synspunkt fører nemlig til den konklusion, at Fællesskabets retsinstanser, når de annullerer en retsakt på grund af en form- eller procedurefejl, alligevel skal behandle de øvrige anbringender vedrørende realiteten for at afgøre, om den sagsøgte institution kan træffe samme beslutning efter den nye administrative procedure.

91.   Det er klart, at dette synspunkt ikke kan godtages, idet det strider mod det princip om så få anbringender som muligt, der styrer legalitetstvister.

92.   Ifølge dette princip er den retsinstans, der udfører legalitetskontrollen, når den har besluttet at tage et anbringende til følge og annullere den anfægtede retsakt, ikke længere forpligtet til at behandle sagsøgerens øvrige anbringender. Retsinstansen kan nøjes med at basere sin annullationsafgørelse på ét af sagsøgerens anbringender.

93.   Det er rigtigt, at Fællesskabets retsinstanser i visse tilfælde trods deres beslutning om at annullere den anfægtede retsakt beslutter at behandle sagsøgerens øvrige anbringender. Det er dog retsinstanserne selv, der helt suverænt vurderer, om hensynet til en ordentlig retspleje kan begrunde en sådan afgørelse, ligesom retsinstanserne under ingen omstændigheder kan være forpligtet til at foretage denne yderligere behandling eller begrunde deres valg i så henseende.

94.   I betragtning af disse forskellige faktorer foreslår jeg derfor Domstolen at forkaste AST’s og KTS’ fjerde anbringende.

E –    Det femte anbringende: fejlvurdering af overtrædelsens varighed

95.   Det femte anbringende er fælles for de tre appellanter.

96.   Appellanterne havde i første instans hævdet, at Kommissionen ikke havde vurderet overtrædelsens varighed korrekt, idet den havde anført, at en aftale om samordnet praksis blev indgået på Madrid-mødet i december 1993 og fortsatte indtil vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Ifølge appellanterne var den ændring af referenceværdierne i beregningsformlen for legeringstillægget, der blev besluttet på Madrid-mødet, tilfældig og tidsbegrænset.

97.   Retten forkastede dette anbringende af følgende årsager (34):

»174. Som det fremgår af retspraksis, påhviler det Kommissionen at bevise ikke alene, at der foreligger en konkurrencebegrænsende aftale, men også dennes varighed […].

175.      Det skal derfor undersøges, om Kommissionen, når den […] har fastslået, at den samordnede praksis fortsatte indtil vedtagelsen af beslutningen, har løftet sin bevisbyrde […].

176.      Det bemærkes indledningsvis, at aftalens formål bestod i, at producenterne af flade produkter af rustfrit stål anvendte identiske referenceværdier i beregningsformlen for legeringstillægget med henblik på en forhøjelse af den endelige pris, hvoraf legeringstillægget udgør en væsentlig del.

177.      Som det navnlig fremgår af […] beslutningen, blev aftalen indgået på Madrid-mødet den 16. december 1993, hvor de deltagende virksomheder besluttede at anvende det således beregnede legeringstillæg fra den 1. februar 1994. Fra denne dato anvendte virksomhederne, herunder KTN og ATS, et legeringstillæg beregnet på grundlag af formlen, som var baseret på de referenceværdier, der blev aftalt på Madrid-mødet, på deres salg i Europa, undtagen i Spanien og i Portugal. Endelig fremhæves det i betragtning 50 til beslutningen, at det kun var Avesta, der i november 1996 meddelte, at man ville benytte en anden metode til beregning af legeringstillægget.

178.      Det bemærkes, at sagsøgerne ikke bestrider og ikke under den administrative procedure har bestridt, at referenceværdierne for legeringstillægget, som blev aftalt på Madrid-mødet, ikke blev ændret før vedtagelsen af beslutningen. Eftersom de omhandlede virksomheder fortsatte med at anvende de under nævnte møde aftalte referenceværdier, kan den omstændighed, at der ikke blev truffet en udtrykkelig beslutning for så vidt angår aftalens varighed, ikke godtgøre, at aftalen var tilfældig og tidsbegrænset.

[…]

181.      Endelig bemærkes, at det for at anvende EF-traktatens artikel 85, og for analogt at anvende EKSF-traktatens artikel 65, er tilstrækkeligt, at aftaler, selv om de ikke længere er i kraft, stadig har virkninger også efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophørt med at have gyldighed [Domstolens dom af 15.6.1976, sag 51/75, EMI Records, Sml. s. 811, præmis 15, og af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, præmis 17, Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, præmis 212, og af 14.5.1998, sag T-327/94, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. II, s. 1373, præmis 95]. Dette gælder i særlig høj grad, når virkningerne af samordningen - som i dette tilfælde - bestod indtil vedtagelsen af beslutningen, uden at samordningen formelt er ophørt.

182.      Det følger heraf, at for så vidt som [KTN, ATS og Acerinox] ikke havde opgivet at anvende de referenceværdier, som blev aftalt på Madrid-mødet, inden vedtagelsen af beslutningen, har Kommissionen med rette kunnet antage, at overtrædelsen bestod lige indtil denne dato.«

98.   Selv om der hersker en del usikkerhed på dette punkt, kan det femte anbringende siges at bestå af fire led, som jeg vil gennemgå nedenfor.

99.   I det første led har KTS og AST fremført en række argumenter, der skal vise, at aftalen ikke som fastslået af Retten løb fra december 1993 til januar 1998, men ophørte (nogle uger) efter Madrid-mødet efter indførelsen af den nye formel for legeringstillægget (35).

100. Som det fremgår af fast retspraksis (36), har Domstolen ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør ikke – medmindre beviserne er gengivet urigtigt – et retsspørgsmål og er dermed ikke undergivet Domstolens prøvelsesret.

101. I det foreliggende tilfælde fastslog Retten på grundlag af oplysningerne fra Kommissionen, at »aftalen [blev indgået] på Madrid-mødet den 16. december 1993« (37), og at »de omhandlede virksomheder fortsatte med at anvende de under nævnte møde aftalte referenceværdier [indtil vedtagelsen af den anfægtede beslutning]« (38).

102. På denne baggrund er det åbenbart, at anbringendets første led skal afvises. Da appellanterne ikke har godtgjort og end ikke hævdet, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviserne i sagen, er Rettens vurdering af overtrædelsens varighed en konstatering af en faktisk omstændighed, som ikke kan drages i tvivl i disse appelsager.

103. Det andet led vedrører præmis 63 i dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen, som svarer til præmis 181 i dommen i sagen KST og AST mod Kommissionen, som er gengivet ovenfor.

104. Acerinox er af den opfattelse, at der her er tale om urigtig retsanvendelse, idet ingen af de af Retten citerede domme støtter det synspunkt, at artikel 81 EF og EKSF-traktatens artikel 65 finder anvendelse på aftaler, som ikke længere er i kraft, men »stadig har virkninger også efter det tidspunkt, hvor de formelt er ophørt med at have gyldighed«. En gennemgang af disse domme viser derimod, at Fællesskabets retsinstanser gør anvendelsen af artikel 81 EF betinget af en vis samordning mellem disse virksomheder. Denne samordning foreligger ikke i den foreliggende sag, idet samordningen mellem parterne ophørte allerede i begyndelsen af 1994.

105. Som Kommissionen har anført, bygger dette klagepunkt på en urigtig forudsætning. Acerinox har nemlig begrundet sit anbringende med, at aftalen ifølge Retten kun varede i få uger (fra Madrid-mødet til begyndelsen af 1994), men havde virkninger også efter det tidspunkt, hvor den var ophørt med at have gyldighed.

106. Som nævnt ovenfor fastslog Retten imidlertid, at aftalen var blevet indgået på Madrid-mødet i december 1993 og fortsatte indtil vedtagelsen af den anfægtede beslutning den 21. januar 1998.

107. Under disse omstændigheder er Acerinox’ klagepunkt uden betydning for sagens afgørelse (39). Selv om klagepunktet antages at være begrundet (dvs. selv om Retten faktisk har fejlfortolket den citerede retspraksis), kan det ikke føre til ophævelse af den appellerede dom, idet domskonklusionen bygger på den omstændighed, at aftalen og dermed også samordningen efter Rettens opfattelse varede fra december 1993 til den 21. januar 1998.

108. Med anbringendets tredje led har KTS og AST kritiseret Retten for at have medregnet den administrative procedure ved fastlæggelsen af overtrædelsens varighed. Dette er ifølge KTS og AST i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet Kommissionen under den administrative procedure ikke klart har tilkendegivet, at den betragtede overtrædelsen som fortsat.

109. Det skal erindres, at Retten i den foreliggende sag fandt, at Kommissionen klart havde oplyst sagsøgerne om, at overtrædelsen fortsatte under den administrative procedure. I præmis 215 i dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen fastslog Retten:

»[Kommissionen kan ikke] kritiseres for at have betragtet overtrædelsen som fortsat, uden at have oplyst sagsøgerne herom under den administrative procedure. I punkt 50 i klagepunktsmeddelelsen, som blev fremsendt til dem den 24. april 1997, har Kommissionen nemlig klart anført, at »samordningen må derfor antages at have taget sin begyndelse med mødet i Madrid i december 1993 og derefter være fortsat frem til i dag«.

110. Anbringendets tredje led må således klart afvises. Da sagsøgerne ikke har påvist og end ikke har hævdet, at Retten har gengivet de faktiske omstændigheder og beviserne urigtigt på dette punkt, er Rettens vurdering af de oplysninger, sagsøgerne havde modtaget under den administrative procedure, en vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, som ikke kan drages i tvivl i disse appelsager.

111. Under alle omstændigheder er dette led åbenbart ubegrundet.

112. Ifølge fast retspraksis kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke påberåbes af en person, der har gjort sig skyldig i en åbenbar overtrædelse af gældende regler (40). En virksomhed, som bevidst udviser en konkurrencebegrænsende adfærd, kan således ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af dette princip under foregivende af, at Kommissionen ikke klart har tilkendegivet over for virksomheden, at dens adfærd udgjorde en overtrædelse.

113. På dette punkt finder jeg i øvrigt appellanternes synspunkt overraskende. Det, de, når det kommer til stykket, siger, er, at en virksomhed kan overtræde konkurrencereglerne, når blot Kommissionen ikke har gjort den opmærksom på, at dens adfærd udgør en overtrædelse. Anvendelsen af en sådan omvendt logik ved fortolkningen af traktatens konkurrencebestemmelser kan naturligvis ikke accepteres.

114. Endelig har Acerinox med anbringendets fjerde led kritiseret Retten for at have tilsidesat sin begrundelsespligt. Acerinox havde for Retten gjort gældende, at overtrædelsen var ophørt i juli 1994, idet nikkelpriserne på denne dato nåede deres oprindelige niveau. Retten havde imidlertid forkastet dette argument og kaldt det irrelevant »uden andre forklaringer« (41).

115. Det fremgår tydeligt af præmis 62 i dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen, at dette klagepunkt klart må forkastes. Retten fastslog nemlig:

»Sagsøgerens argument om, at aftalen højst havde varet indtil juli 1994, hvor nikkelpriserne nåede deres oprindelige niveau, er heller ikke relevant og bør forkastes. Så længe referenceværdierne for legeringselementerne, der udgjorde selve kernen i overtrædelsen, forblev uændrede, er den omstændighed, at nikkelprisen på en bestemt dato nåede sit oprindelige niveau, på ingen måde ensbetydende med, at overtrædelsens konkurrencebegrænsende virkninger ophørte, men kun at legeringstillægget netop skulle beregnes under hensyn til en sådan udvikling«.

116. I modsætning til, hvad Acerinox har hævdet, har Retten således forklaret, hvorfor den forkastede argumentet, og har således opfyldt sin formelle begrundelsespligt.

117. På denne baggrund foreslår jeg Domstolen at forkaste hele femte anbringende.

F –    Det sjette anbringende: tilsidesættelse af retten til kontradiktion, ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

118. Det sjette annullationsanbringende vedrører Rettens vurdering af sagsøgernes samarbejde under den administrative procedure. Vurderingen byggede bl.a. på Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (42).

119. I denne meddelelse findes reglerne for Kommissionens såkaldte »lemfældighedspolitik«, dvs. den gunstige behandling af de virksomheder, der har samarbejdet med Kommissionen under den administrative procedure og gjort det lettere for den at fastslå, at konkurrencereglerne er overtrådt, og eventuelt bringe overtrædelsen til ophør. Selv om meddelelsen blev erstattet af en ny meddelelse i 2002 (43), var det den, der var gældende ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

120. Meddelelsen anfører tre tilfælde, hvor en virksomhed kan indrømmes bødenedsættelse. Det første tilfælde, der er omhandlet i meddelelsens punkt B, er det, hvor en virksomhed har gjort opmærksom på et hemmeligt kartel, før Kommissionen har gennemført en kontrolundersøgelse: i dette tilfælde kan der indrømmes en nedsættelse på mindst 75% af bøden. Det andet tilfælde, som er omhandlet i meddelelsens punkt C, er det, hvor en virksomhed afslører et hemmeligt kartel, efter at Kommissionen har gennemført en kontrolundersøgelse, som imidlertid ikke har givet tilstrækkeligt grundlag for at indlede proceduren med henblik på vedtagelse af en beslutning: i dette tilfælde kan der indrømmes en bødenedsættelse på mellem 50% og 75%.

121. Om det sidste tilfælde hedder det i meddelelsens punkt D: »Hvis en virksomhed samarbejder, uden at alle betingelserne i [punkt] B eller C er opfyldt, indrømmes den en nedsættelse på mellem 10% og 50% af den bøde, som den ville være blevet pålagt, hvis den ikke havde samarbejdet«. I punkt D, afsnit 2, hedder det nærmere:

»Dette kan navnlig være tilfældet, hvis:

–       en virksomhed, inden udsendelsen af en klagepunktsmeddelelse, forsyner Kommissionen med oplysninger, dokumenter eller andet bevismateriale, som bidrager til at fastslå overtrædelsens eksistens

–       en virksomhed, efter at have modtaget klagepunktsmeddelelsen, meddeler Kommissionen, at den ikke bestrider de faktiske omstændigheder, som Kommissionen bygger sine indvendinger på.«

122. I den foreliggende sag har Kommissionen fundet, at samtlige berørte virksomheder i forskellig grad kunne tilgodeses i henhold til meddelelsens punkt D.

123. Af betragtning 97-101 til beslutningen fremgår det, at Usinor og Avesta samarbejdede mere end de øvrige virksomheder. Ifølge Kommissionen havde de to nævnte virksomheder bl.a. anerkendt overtrædelsens eksistens. Derimod havde de øvrige virksomheder, især KTN, AST og Acerinox, bestridt overtrædelsens eksistens, ligesom de ikke havde fremlagt noget bevismateriale eller nogle faktiske oplysninger, som Kommissionen ikke allerede havde kendskab til. Kommissionen konkluderede, at bøden på denne baggrund kunne nedsættes med 10% for alle virksomhederne med undtagelse af Avesta og Usinor, hvis bøder blev nedsat med 40%.

124. Appellanterne anfægtede denne beslutning for Retten. De gjorde for det første gældende, at Kommissionen havde tilsidesat meddelelsens punkt D samt ligebehandlingsprincippet ved at fastslå, at de ikke havde fremlagt nye oplysninger.

125. Retten tog dette første klagepunkt til følge og udtalte, at de pågældende virksomheder (KTN, AST, Acerinox og Usinor) havde samarbejdet lige meget, idet de alle havde givet Kommissionen stort set samme oplysninger på samme trin i proceduren og under analoge omstændigheder. Retten indrømmede derfor sagsøgerne en 20% nedsættelse af bøden i stedet for den 10% nedsættelse, der var indrømmet af Kommissionen.

126. I det andet klagepunkt kritiserede appellanterne Kommissionen for dens påstand om, at de havde bestridt overtrædelsen. Appellanterne gjorde gældende, at de under den administrative procedure havde anerkendt aftalens eksistens, og at en anerkendelse af en overtrædelse under alle omstændigheder ikke kunne udgøre en faktor for bødenedsættelse.

127. Retten fastslog på grundlag af oplysningerne i sagen, at appellanterne ikke udtrykkeligt havde anerkendt overtrædelsens eksistens under den administrative procedure, men blot havde anerkendt rigtigheden af de faktiske omstændigheder som Kommissionen baserede sig på (44). Retten bemærkede videre (45):

»272. For så vidt som sagsøgerne endvidere har gjort gældende, at en virksomheds undladelse af at anfægte Kommissionens retlige kvalificering af de faktiske forhold ikke bør udgøre en faktor for bødenedsættelse, skal der tages stilling til, hvorvidt Kommissionen, som hævdet af sagsøgerne, har tilsidesat samarbejdsmeddelelsen og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt retten til kontradiktion ved at indrømme en nedsættelse på dette grundlag.

273.      Indledningsvis bemærkes, at selv om punkt D, stk. 2, i samarbejdsmeddelelsen faktisk henviser til det tilfælde, hvor en virksomhed, efter at have modtaget klagepunktsmeddelelsen, meddeler Kommissionen, at den ikke bestrider de faktiske omstændigheder, som Kommissionen bygger sine indvendinger på, kan bestemmelsen ikke fortolkes således, at den kun omhandler den form for samarbejde.

274.      De former for samarbejde, der er opregnet i samarbejdsmeddelelsens punkt D, stk. 2, er ikke udtømmende, hvilket underbygges af anvendelsen af ordet »navnlig«.

275.      Det bemærkes endvidere, at nævnte meddelelse også vedrører de tilfælde, hvor en virksomhed har gjort Kommissionen opmærksom på et hemmeligt kartel, enten før Kommissionen har gennemført en kontrolundersøgelse (punkt B i meddelelsen), eller efter at Kommissionen har gennemført en kontrolundersøgelse, som imidlertid ikke har givet tilstrækkeligt grundlag for at indlede proceduren med henblik på vedtagelse af en beslutning (punkt C i meddelelsen). Den omstændighed, at meddelelsen således udtrykkeligt nævner muligheden for at indrømme overtrædelsen på dette trin af den administrative procedure, udelukker ikke, at en sådan indrømmelse sker på et senere trin.

276.      En indrømmelse af, at en samordning har fundet sted, gør Kommissionens arbejde i forbindelse med undersøgelsen lettere end den blotte anerkendelse af rigtigheden af de faktiske omstændigheder.

277.      Da Kommissionen er forpligtet til at vurdere, i hvilken grad virksomhederne har samarbejdet, uden at tilsidesætte princippet om ligebehandling, kunne AST ikke have nogen berettiget forventning om, at der ikke ville blive sondret mellem de virksomheder, som anerkendte de faktiske omstændigheder, og de virksomheder, som tillige havde anerkendt, at der forelå en aftale.

278.      Endelig kan KTN’s argument om, at Kommissionen har straffet de virksomheder, som udøvede deres ret til kontradiktion, ikke tiltrædes. Det er nemlig ikke blevet hævdet, at Kommissionen ved at foretage bødenedsættelser på grund af samarbejde i det foreliggende tilfælde tvang KTN til at give svar, der kunne indebære en tilståelse fra selskabets side om, at der forelå en overtrædelse […].«

128. Retten bekræftede derfor, at Kommissionen havde ret til at indrømme en større bødenedsættelse til de virksomheder, der havde anerkendt aftalens eksistens, end til dem, der havde anerkendt de faktiske omstændigheder, som Kommissionens baserede sig på.

129. Appellanterne har i deres sjette anbringende bestridt Rettens vurdering og fremført tre klagepunkter.

130. For det første finder de, at Retten tilsidesatte retten til kontradiktion og især den ret til at nægte at afgive svar, som indebærer indrømmelse af en retsstridig handling, der er bekræftet i dommen i sagen Orkem mod Kommissionen af 18. oktober 1989 (46). Hvis Retten anerkender, at der kan indrømmes en større bødenedsættelse til de virksomheder, der har anerkendt overtrædelsens eksistens, vil dette afskrække eller endog straffe de virksomheder, der udøver deres ret til kontradiktion ved at anfægte Kommissionens retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder.

131. Acerinox har tilføjet, at der i Orkem-dommen klart sondres mellem den lemfældighed, der tilbydes til gengæld for bevismateriale (som er lovlig), og den, der tilbydes til gengæld for indrømmelse af skyld (som er ulovlig). Ifølge Acerinox har Retten ikke taget hensyn til denne sondring, idet den belønner indrømmelser af skyld.

132. For det andet finder appellanterne, at Rettens vurdering er i strid med ligebehandlingsprincippet. De har peget på, at Retten i de appellerede domme fastslog, at det samarbejde, de havde tilbudt under den administrative procedure, kunne »sammenlignes« med Usinors samarbejde. Den blotte omstændighed, at Usinor herudover har anerkendt aftalens eksistens, kan ikke objektivt begrunde en indrømmelse af en yderligere bødenedsættelse, så meget desto mindre som Kommissionen er enekompetent til at kvalificere de faktiske omstændigheder retligt under den administrative procedure, og som det er uklart, hvorledes en godtagelse af en sådan kvalificering kan lette Kommissionens undersøgelse, som pr. definition vedrører faktiske og ikke retlige omstændigheder.

133. For det tredje har appellanterne gjort gældende, at Retten i sin argumentation tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Der er nemlig intet i meddelelsen, der støtter det synspunkt, at en større bødenedsættelse vil blive indrømmet virksomheder, der har anerkendt aftalens eksistens. Punkt D, andet afsnit, i meddelelsen vedrører derimod de tilfælde, hvor virksomhederne ikke bestrider »de faktiske omstændigheder« (47).

134. Inden jeg gennemgår disse forskellige klagepunkter, vil jeg gøre opmærksom på, at Fællesskabets retsinstanser allerede har anerkendt, at lemfældighedspolitikken er forenelig med retten til kontradiktion og især retten til at nægte at afgive svar, som indebærer indrømmelse af en retsstridig handling, jf. Orkem-dommen. Domstolen og Retten fastslog i dommene i sagen Finnboard mod Kommissionen (48) og i sagen BPB De Eendracht mod Kommissionen (49), at en bødefritagelse eller bødenedsættelse som følge af samarbejdet under den administrative procedure ikke fører til, at virksomhederne indrømmer at have begået en overtrædelse, eller til, at udøvelsen af retten til kontradiktion straffes (50).

135. Denne retspraksis kan forklares ved begrebet tvangs betydning for retten til ikke at inkriminere sig selv. For at der kan være tale om en tilsidesættelse af denne ret, er det nemlig nødvendigt, at den pågældende person faktisk er blevet tvunget til at afgive oplysninger eller bevismateriale, der kan godtgøre overtrædelsens eksistens (51).

136. Det har således kunnet antages, at begæringer om oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (52) var forenelige med retten til ikke at inkriminere sig selv, idet virksomhederne i disse tilfælde ikke er tvunget til at besvare Kommissionens spørgsmål (53). Derimod kan beslutninger om begæringer om oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17 være i modstrid med retten til kontradiktion, idet sådanne beslutninger udsætter virksomhederne for en sanktion i form af tvangsbøder eller bøder, såfremt de nægter at svare (54).

137. Dette tvangselement genfindes i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, hvorefter retten til ikke at udtale sig alene anses for tilsidesat, såfremt den pågældende er blevet tvunget til at fremlægge oplysninger, der kan bevise overtrædelsen (55). Derimod er retten til ikke at inkriminere sig selv ikke blevet tilsidesat, såfremt den pågældende ikke er blevet tvunget til at udtale sig eller afgive oplysninger (56).

138. Fællesskabets retsinstanser har således anerkendt lovligheden af lemfældighedspolitikken, idet denne praksis, selv om den tilskynder virksomhederne til at samarbejde med Kommissionen, på ingen måde tvinger dem til at fremlægge oplysninger om faktiske omstændigheder eller beviser, idet fremlæggelsen af sådanne oplysninger og beviser altid er frivillig (57).

139. Derfor finder jeg ikke, at Rettens sondring mellem virksomheder, der har anerkendt de faktiske omstændigheder, og virksomheder, der blot har anerkendt aftalens eksistens, er i strid med retten til kontradiktion.

140. I lighed med fremlæggelsen af oplysninger og beviser er anerkendelsen af overtrædelsen nemlig helt frivillig fra virksomhedens side. Virksomheden er på ingen måde tvunget til at anerkende aftalen eller til at fremlægge oplysninger og beviser, der kan godtgøre aftalens eksistens. Det er nemlig virksomheden, og under ingen omstændigheder Kommissionen, der bestemmer, hvor meget virksomheden skal samarbejde under den administrative procedure.

141. I denne henseende kan man ikke sige, at Rettens sondring er ensbetydende med, at de virksomheder, der har udøvet deres ret til kontradiktion, straffes. Som både Domstolen (58) og Retten (59) tidligere har fremhævet, bliver virksomheder, der udøver deres ret til kontradiktion, ikke af denne grund pålagt en højere bøde. De bliver pålagt en bøde i forhold til overtrædelsens grovhed, som vurderes ved hjælp af de kriterier, der lovligt kan tages hensyn til under Domstolens og Rettens kontrol.

142. Jeg finder derfor ikke, at den omtvistede sondring er i strid med princippet om retten til kontradiktion.

143. Sondringen synes heller ikke at være i strid med ligebehandlingsprincippet.

144. Ifølge fast retspraksis (60) forbyder ligebehandlingsprincippet, at ensartede situationer behandles forskelligt, eller at forskellige situationer behandles ens, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet. I den foreliggende sag er forskelsbehandlingen mellem de virksomheder, der har anerkendt sagens faktiske omstændigheder, og dem, der blot har anerkendt overtrædelsens eksistens, netop objektivt begrundet, idet den gør Kommissionens arbejde lettere.

145. Fællesskabets retsinstanser har gentagne gange fastslået, at der kun er grundlag for en bødenedsættelse, hvis virksomhedens adfærd har gjort det lettere for Kommissionen at konstatere og bringe en overtrædelse til ophør (61).

146. Som Retten har fastslået i præmis 276 i dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen, gør en indrømmelse af, at en samordning har fundet sted, Kommissionens arbejde lettere end den blotte anerkendelse af rigtigheden af de faktiske omstændigheder. I sidstnævnte tilfælde skal Kommissionen stadig ud fra de faktiske omstændigheder, der anerkendes af virksomheden (f.eks. den omstændighed, at virksomheden har deltaget i et møde med andre producenter), afgøre, om virksomhedens adfærd er konkurrencebegrænsende (f.eks. hvis mødet er blevet afholdt med henblik på samordnede prisforhøjelser). I førstnævnte tilfælde fritages Kommissionen derimod helt fra denne opgave, idet virksomheden har anerkendt, at dens adfærd er konkurrencebegrænsende eller udgør en overtrædelse.

147. Denne fremgangsmåde forekommer mig heller ikke at begrænse Kommissionens beføjelser under den administrative procedure. Uanset disse beføjelsers indhold skal blot anføres, at i modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, bliver bøden ikke nedsat på grund af anerkendelsen af en bestemt retlig kvalificering [f.eks. den omstændighed, at virksomhedens adfærd udgør en prisaftale i artikel 81, stk. 1, litra a), EF’s forstand], men på grund af anerkendelsen af, at den pågældende adfærd er konkurrencebegrænsende (f.eks. en anerkendelse af, at mødet blev afholdt med henblik på fælles prisforhøjelser). Virksomhederne opfordres således ikke til at fremkomme med en bestemt retlig kvalificering, som alene påhviler Kommissionen.

148. Hvad endelig angår det sidste klagepunkt finder jeg ikke, at Kommissionens sondring er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

149. Jeg skal blot anføre, at Kommissionen allerede foretog den omstridte sondring før vedtagelsen af samarbejdsmeddelelsen. Således fik virksomheder, der anerkendte overtrædelsens eksistens, i sagen Finnboard mod Kommissionen nedsat deres bøder med to tredjedele, mens andre virksomheder, som havde anerkendt rigtigheden af de faktiske omstændigheder, fik nedsat deres bøder med en tredjedel (62). Retten havde, uden at Domstolen senere modsagde dette, fastslået, at denne sondring var begrundet i bl.a. de pågældende virksomheders adfærd under den administrative procedure (63).

150. I modsætning til, hvad appellanterne har hævdet, er der intet, der tyder på, at Kommissionen havde besluttet at opgive den omtvistede sondring, da den udarbejdede meddelelsen. Det fremgår tværtimod klart af meddelelsens punkt D, andet afsnit, og især af brugen af adverbiet »navnlig«, at anerkendelsen af rigtigheden af de faktiske omstændigheder blot er én af de former for adfærd, der kan medføre en bødenedsættelse som følge af samarbejdet.

151. Retten har således ikke foretaget nogen urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at Kommissionen helt lovligt kunne indrømme virksomheder, der havde anerkendt aftalens eksistens, en større bødenedsættelse end de virksomheder, der blot havde anerkendt rigtigheden af sagens faktiske omstændigheder.

152. Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste appellanternes sjette anbringende.

V –    Kontraappellen

153. Kontraappellen er rettet mod præmis 55-68 i dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen, der annullerede den anfægtede beslutning, for så vidt den af Thyssen Stahl begåede overtrædelse heri blev tilskrevet KTN.

154. KTS havde for Retten gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesatte EKSF-traktatens artikel 36, stk. 1, idet selskabets ret til at udtale sig om Thyssen Stahls handlinger ikke var blevet respekteret.

155. Retten tog anbringendet til følge efter at have udtalt:

»55.      Retten til kontradiktion, som KTS har påberåbt sig, er i det foreliggende tilfælde sikret ved EKSF-traktatens artikel 36, stk. 1, hvorefter Kommissionen, inden den træffer bestemmelse om at pålægge en af de økonomiske sanktioner, der er omhandlet i nævnte traktat, skal give vedkommende lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

56.      Ifølge fast retspraksis er retten til kontradiktion i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, et grundlæggende princip i fællesskabsretten, der under alle omstændigheder skal overholdes, selv om det drejer sig om en administrativ procedure. En effektiv overholdelse af dette princip indebærer, at den pågældende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling dels til rigtigheden og relevansen af de fremførte faktiske forhold, dels til de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for sine påstande […]. Det fremgår bl.a. heraf, at Kommissionen kun kan fremføre de omstændigheder, som de pågældende har haft mulighed for at udtale sig om […].

57.      Det bemærkes endvidere, at det som udgangspunkt er den fysiske eller juridiske person, der ledte den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om det på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, var en anden person, der havde ansvaret for virksomhedens drift […].

58.      Det fremgår for det første af sagsakterne, at både KTN og Thyssen Stahl den 24. april 1997 modtog en klagepunktsmeddelelse, og at begge virksomheder besvarede disse ved hver sin skrivelse udfærdiget af deres respektive repræsentanter den 30. juni samme år. I sit svar på klagepunktsmeddelelsen oplyste KTN endvidere udtrykkeligt, at det fremsatte sine bemærkninger »i KTN’s navn og for KTN’s regning«.

59.      Det er dernæst ubestridt, at KTN, hvis efterfølger er […] KTS, ved skrivelse af 23. juli 1997 til Kommissionen har accepteret at blive holdt ansvarlig for de forhold, der lægges Thyssen Stahl til last for perioden fra 1993, selv om Thyssen Stahls aktiviteter i sektoren for de omhandlede produkter først blev overført til KTS fra den 1. januar 1995.

60.      KTN har i ovennævnte skrivelse udtrykkeligt anført:

»For så vidt angår den omhandlede procedure [sag IV/35.814 – KTN] har De anmodet den juridiske repræsentant for Thyssen Stahl [...] om, at [KTN] udtrykkeligt bekræfter, at selskabet, som følge af overtagelsen af Thyssen Stahls aktiviteter i sektoren for flade produkter af rustfrit stål, påtager sig ansvaret for Thyssen Stahls eventuelle tidligere handlinger, for så vidt som disse angår flade produkter af rustfrit stål, der er genstand for denne procedure, og dette også for perioden fra 1993. Dette bekræftes herved udtrykkeligt.«

61.      Endelig har Kommissionen i betragtning 102 til beslutningen udledt af denne erklæring, at der skulle tages hensyn hertil i beslutningens konklusion. Kommissionen har således anset KTN for ansvarlig for de af Thyssen Stahl begåede handlinger, der ansås for at være i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1 […], og har derfor tillige pålagt KTN en bøde med hensyn til de omstændigheder, der blev lagt Thyssen Stahl til last […]. I denne forbindelse har Kommissionen i betragtning 78 til beslutningen anført, at varigheden af den overtrædelse, som Thyssen Stahl kritiseres for, omfattede perioden mellem Madrid-mødet i december 1993, hvor samordningen mellem producenterne af flade produkter af rustfrit stål tog sin begyndelse, og den 1. januar 1995, hvor Thyssen Stahl indstillede al virksomhed inden for dette område.

62.      Det er ubestridt, at Kommissionen i lyset af den af KTN fremsatte erklæring af 23. juli 1997 undtagelsesvis var berettiget til at pålægge sidstnævnte ansvaret for Thyssen Stahls overtrædelser i perioden fra december 1993 til den 1. januar 1995. […].

63.      En sådan erklæring skal imidlertid fortolkes strengt, for så vidt som den fraviger princippet om, at en fysisk eller juridisk person kun bør forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for. I mangel af oplysninger om det modsatte kan erklæringens ophavsmand ikke anses for at have givet afkald på udøvelsen af retten til kontradiktion.

64.      I modsætning til det af Kommissionen anførte, kunne KTN’s erklæring af 23. juli 1997 ikke fortolkes således, at den også indebar KTN’s afkald på retten til at blive hørt vedrørende de omstændigheder, som Thyssen Stahl blev kritiseret for i klagepunktsmeddelelsen, der blev meddelt Thyssen Stahl den 24. april 1997, og for hvilke KTN accepterede at påtage sig ansvaret med henblik på en eventuel bødepålæggelse.

65.      Dette støttes endvidere af, at klagepunktsmeddelelsen blev fremsendt separat til henholdsvis KTN og Thyssen Stahl, og at det var åbenbart, at meddelelsen ikke pålagde KTN ansvaret for de handlinger, som Thyssen Stahl hævdes at have begået.

66.      Det må derfor fastslås, Kommissionen ikke har givet KTN lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til rigtigheden og relevansen af de omstændigheder, som Thyssen Stahl kritiseres for, hvorfor KTN ikke i denne henseende har kunnet udøve retten til kontradiktion.

67.      Det følger af fast retspraksis, at Kommissionen således hverken var berettiget til at pålægge KTN ansvaret for Thyssen Stahls handlinger eller at pålægge KTN en bøde som følge af de omstændigheder, som Thyssen Stahl kritiseres for, idet klagepunktsmeddelelsen på dette punkt kun var adresseret til Thyssen Stahl […].

68.      KTS’ anbringende er derfor begrundet, hvorfor beslutningens artikel 1 bør annulleres, for så vidt som den pålægger KTN ansvaret for den overtrædelse, som Thyssen Stahl kritiseres for.«

156. Retten besluttede derfor i præmis 315 i ovennævnte dom at nedsætte den bøde, der var blevet pålagt KTN, med 3 564 000 EUR.

157. Kommissionen har i appelsagen påstået den appellerede dom ophævet på dette punkt og har fremført fire anbringender til støtte for sin påstand:

–       urigtig gengivelse

–       tilsidesættelse af betingelserne for at overføre ansvaret for en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd til en anden virksomhed

–       tilsidesættelse af kravene med hensyn til retten til kontradiktion samt

–       urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og urigtig gengivelse af bevismaterialet.

A –    Det første anbringende: urigtig gengivelse af bevismaterialet

158. Kommissionen har i sit første anbringende kritiseret Retten for at have fastslået, at KTN ikke havde givet afkald på at udøve sin ret til kontradiktion hvad angår de forhold, der tilskrives Thyssen Stahl.

159. Kommissionen finder, at Retten på dette punkt gengav det fremlagte bevismateriale urigtigt. Efter Kommissionens opfattelse tog Retten nemlig ikke tilstrækkelig hensyn til visse af sagens akter, som f.eks. klagepunktsmeddelelsen af 24. april 1997, Thyssen Stahls svar på klagepunktsmeddelelserne og den skrivelse, i hvilken Kommissionen anmodede KTN om at bekræfte, at selskabet påtog sig ansvaret for Thyssen Stahls adfærd. Kommissionen finder, at en fuldstændig gennemgang af disse akter ville have vist, at KTN havde givet afkald på sin ret til udtale sig om de forhold, der tilskrives Thyssen Stahl.

160. Som bekendt kan en appel i henhold til EKSF-traktatens artikel 32 d, der er identisk med artikel 225 EF, kun støttes på, at Retten har overtrådt retsregler, idet enhver bedømmelse af faktisk karakter er udelukket (64).

161. Ifølge fast retspraksis er det imidlertid Domstolen, der er kompetent til at undersøge Rettens fastlæggelse af de faktiske omstændigheder i de tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af de akter, den har fået forelagt i sagen (65). Domstolen har udtalt, at i så fald skulle denne urigtighed fremgå klart af akterne i sagen, uden at det er nødvendigt at foretage en ny bedømmelse af de faktiske omstændigheder (66).

162. Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at selv om det alene er Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges bevismaterialet (67), er spørgsmålet, om beviserne er gengivet urigtigt, et spørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret i en appelsag (68). Et anbringende om urigtig gengivelse af bevismateriale tilsigter at få fastslået, at Retten har ændret meningen, indholdet eller rækkevidden af de beviser, der er fremlagt for den. Den urigtige gengivelse kan således være en følge af en ændring af indholdet af bevismaterialet (69), en manglende hensyntagen til hovedpunkterne (70) eller en manglende hensyntagen til sammenhængen (71).

163. I den foreliggende sag har Kommissionen gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af det fremlagte bevismateriale (idet den ikke har taget hensyn til samtlige oplysninger i sagen), og at Rettens konstateringer derfor er behæftet med en materiel fejl (idet KTN efter Kommissionens opfattelse har givet afkald på at udøve sin ret til kontradiktion). I modsætning til, hvad KTS har hævdet (72), kan Kommissionens første anbringende således antages til realitetsbehandling i henhold til ovennævnte retspraksis.

164. Jeg finder imidlertid, at dette anbringende savner ethvert grundlag.

165. Der er nemlig intet i sagen, der viser, at KTN har givet afkald på at udøve sin ret til kontradiktion hvad angår de forhold, der lægges Thyssen Stahl til last for perioden december 1993-januar 1995. KTN har hverken i sit svar på den første klagepunktsmeddelelse (73), i svaret på den anden klagepunktsmeddelelse (74), i protokollatet vedrørende aktindsigt (75) eller i erklæringen af 23. juli 1997 (76) anført, at selskabet ikke ønsker at udtale sig om rigtigheden og relevansen af de omstændigheder, der lægges Thyssen Stahl til last for den ovennævnte periode.

166. Det skal tilføjes, at et sådant afkald, for så vidt som det er i strid med et grundlæggende fællesskabsretligt princip, nemlig respekten for retten til kontradiktion i enhver procedure, der kan føre til sanktioner, nødvendigvis må være udtrykkeligt og utvetydigt. Som Retten udtalte i præmis 63 i den appellerede dom, kan ingen person formodes at have givet afkald på at udøve sin ret til kontradiktion.

167. De dokumenter, som Kommissionen havde påberåbt sig (klagepunktsmeddelelsen af 24.4.1997, Thyssen Stahls svar på klagepunktsmeddelelserne og den skrivelse, hvori Kommissionen havde anmodet KTN om at bekræfte, at selskabet påtog sig ansvaret for Thyssen Stahls adfærd), kunne under ingen omstændigheder godtgøre, at KTN havde givet afkald på at udøve sin ret til kontradiktion. For så vidt som dokumenterne ikke hidrørte fra den pågældende virksomhed (KTN), kunne Retten ikke betragte dem som bevis for, at KTN havde til hensigt at give afkald på at udøve sine rettigheder.

168. I betragtning af det ovenfor anførte finder jeg ikke, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at KTN ikke havde givet afkald på at udøve sin ret til kontradiktion for så vidt angår de forhold, der lægges Thyssen Stahl til last.

169. Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste Kommissionens første anbringende.

B –    Det andet anbringende: tilsidesættelse af betingelserne for at overføre ansvaret for en virksomheds adfærd til en anden virksomhed

170. Med sit andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten har tilsidesat betingelserne for at overføre ansvaret for en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd til en anden virksomhed.

171. Kommissionen har anført, at den, uanset om KTN gav afkald på at udøve sin ret til kontradiktion, under alle omstændigheder havde ret til at tilskrive KTN den af Thyssen Stahl begåede overtrædelse. Ifølge Kommissionen var de betingelser, der ifølge retspraksis skulle opfyldes for at fravige princippet om virksomhedernes »personlige ansvar«, nemlig opfyldt, idet KTN præsenterede sig selv som Thyssen Stahls økonomiske og retlige efterfølger. Kommissionen har i denne forbindelse påberåbt sig dommen af 16. december 1975 i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen (77) og af 28. marts 1984 i sagen CRAM og Rheinzink mod Kommissionen (78) samt Rettens dom af 17. december 1991 i sagen Enichem Anic mod Kommissionen (79) og af 11. marts 1999 i sagen NMH Stahlwerke mod Kommissionen (80).

172. Jeg anser ligeledes dette andet anbringende for ubegrundet.

173. Som udgangspunkt er det nemlig ifølge fast retspraksis (81) den fysiske eller juridiske person, der ledte den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om den på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, ikke længere havde ansvaret for virksomhedens drift.

174. Endvidere har Domstolen fastslået, at det såkaldte økonomiske successionskriterium, der gør det muligt at fravige princippet om virksomhedernes personlige ansvar i tilfælde af overtagelse af aktiviteter, kun spiller ind, hvis den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen, er ophørt med at eksistere i retlig forstand, efter at overtrædelsen er blevet begået (82).

175. I den foreliggende sag fremgår det af sagens akter (83), at Thyssen Stahl fortsatte med at eksistere under hele overtrædelsen og (i hvert fald) frem til datoen for vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

176. Den retspraksis, Kommissionen har påberåbt sig, kan således ikke anvendes i den foreliggende sag.

C –    Det tredje anbringende: tilsidesættelse af kravene med hensyn til retten til kontradiktion

177. Med det tredje anbringende kritiserer Kommissionen Retten for at have opstillet for strenge krav med hensyn til retten til kontradiktion.

178. Kommissionen har anført, at KTN i den foreliggende sag var adressat for de to klagepunktsmeddelelser, nemlig den af 19. december 1995 og den af 24. april 1997; at KTN under hele den administrative procedure fremsatte bemærkninger ikke alene i eget navn, men også på vegne af Thyssen Stahl; at Kommissionen i den anden klagepunktsmeddelelse anførte, at KTN påtog sig ansvaret for Thyssen Stahls adfærd; at Kommissionen i en senere skrivelse anmodede KTN om at bekræfte dette, og at KTN i sin erklæring af 23. juli 1997 bekræftede, at selskabet påtog sig ansvaret for Thyssen Stahls handlinger; »også i perioden tilbage til 1993«.

179. Kommissionen finder, at KTN under disse omstændigheder var vidende om klagepunkterne vedrørende Thyssen Stahl og vidste, at Kommissionen ville tilskrive KTN den af Thyssen Stahl begåede overtrædelse. Derfor kræver retten til kontradiktion i modsætning til, hvad Retten fandt, ikke, at Kommissionen atter opfordrer KTN til at udtale sig om de forhold, der lægges Thyssen Stahl til last. Ved at fastsætte et sådant krav foretog Retten således en urigtig retsanvendelse.

180. Hvad angår dette punkt skal erindres, at retten til kontradiktion i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, er et grundlæggende princip i fællesskabsretten, som under alle omstændigheder skal overholdes, selv om det drejer sig om en procedure af administrativ karakter (84).

181. Det følger navnlig af dette princip, at meddelelsen af klagepunkter, som Kommissionen retter til en virksomhed, skal indeholde de væsentlige faktiske forhold, der gøres gældende over for denne virksomhed, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres og de beviser, Kommissionen støtter sig på, således at virksomheden er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den (85).

182. Domstolen fastslog endvidere i dommen af 16. marts 2000, Compagnie maritime belge transports m.fl. mod Kommissionen (86), og af 2. oktober 2003, ARBED mod Kommissionen (87), at »[s]om følge af dens vigtighed skal meddelelsen af klagepunkter klart angive, hvilken juridisk person der vil kunne blive pålagt en bøde«.

183. Det er rigtigt, at Kommissionen i den foreliggende sag i sin klagepunktsmeddelelse af 24. april 1997 havde angivet, at KTN »påtog sig ansvaret for Thyssen Stahls handlinger, der blev begået før KTN’s oprettelse« (88). Som Retten fastslog i den appellerede dom, fremgik det imidlertid ikke klart af denne meddelelse, at Kommissionen agtede at pålægge KTN en bøde som følge af Thyssen Stahls overtrædelse. Meddelelsen indeholdt heller ikke en klar opfordring til KTN til at fremsætte bemærkninger til rigtigheden og relevansen af de forhold, der tilskrives Thyssen Stahl, eller til de dokumenter, Kommissionen havde påberåbt sig i denne forbindelse.

184. Den tvetydighed, der prægede klagepunktsmeddelelsen af 24. april 1997, blev endvidere ikke mindre af, at meddelelsen blev sendt til både KTN og Thyssen Stahl. Ved at sende meddelelsen til begge selskaber lod Kommissionen forstå, at Thyssen Stahl kunne blive pålagt bøden for den overtrædelse, selskabet havde begået i perioden før den 1. januar 1995.

185. På denne baggrund finder jeg ikke, at klagepunktsmeddelelsen af 24. april 1997 opfyldte de krav om klarhed, der er fastsat i retspraksis. Retten foretog således ikke nogen urigtig retsanvendelse, da den fastslog, at Kommissionen ikke forskriftsmæssigt havde givet KTN mulighed for at fremsætte bemærkninger til de forhold, der lægges Thyssen Stahl til last.

186. Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste Kommissionens tredje anbringende.

D –    Det fjerde anbringende: urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og urigtig gengivelse af bevismaterialet

187. Kommissionen har i sit fjerde anbringende kritiseret Retten for at have fastslået, at KTN ikke havde kunnet udøve sin ret til kontradiktion hvad angår Thyssen Stahls handlinger.

188. Kommissionen finder i det væsentlige, at den appellerede dom på dette punkt gengiver de faktiske omstændigheder og bevismaterialet urigtigt. Ifølge Kommissionen »viser sagens akter, at KTN efter aftale med Thyssen [Stahl] helt spontant og ved flere lejligheder udtalte sig om Kommissionens klagepunkter [rettet mod] Thyssen [Stahl] og således udøvede retten til kontradiktion« (89).

189. Uanset at Kommissionen ikke har underbygget dette anbringende i sine processkrifter (90), finder jeg anbringendet ubegrundet.

190. Ifølge retspraksis (91) kan Domstolen alene sanktionere unøjagtigheder i Rettens konstateringer af faktiske omstændigheder, såfremt denne unøjagtighed klart fremgår af sagens akter. Som nævnt kan et anbringende om forvanskning af bevismateriale ligeledes kun tages til følge, såfremt Retten virkelig har ændret meningen, indholdet eller rækkevidden af de fremlagte beviser (92).

191. I den foreliggende sag begik Retten imidlertid ikke en sådan fejl.

192. Selv efter en grundig gennemgang af sagens akter (93) er det nemlig umuligt at fastslå med sikkerhed, at KTN har udøvet sin ret til kontradiktion hvad angår Thyssen Stahls handlinger. Jeg kan ikke finde noget belæg for, at KTN’s bemærkninger under den administrative procedure ligeledes på en eller anden måde også vedrørte de faktiske omstændigheder, Kommissionen lagde Thyssen Stahl til last.

193. Under disse omstændigheder finder jeg ikke, at Rettens konstateringer er åbenbart fejlbehæftede, eller at bevismaterialet er blevet urigtigt gengivet.

194. Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste Kommissionens sidste anbringende.

VI – Tvistens videre behandling

195. Ifølge artikel 61, stk. 1, i Domstolens statut skal Domstolen, hvis den giver appellanten medhold, ophæve den af Retten trufne afgørelse. I denne forbindelse kan Domstolen enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

196. I det foreliggende tilfælde forekommer sagen mig at være moden til påkendelse hvad angår det punkt, hvor jeg har foreslået ophævelse (94). Jeg foreslår derfor Domstolen, at den foretager den videre behandling af sagen og tager endelig stilling til det anbringende, Acerinox fremførte for Retten.

VII – Sagen i første instans

197. Acerinox påstod den anfægtede beslutning annulleret og påberåbte sig to anbringender, hvoraf det ene vedrørte selskabets manglende deltagelse i overtrædelsen.

198. I forbindelse med dette anbringende gjorde Acerinox gældende, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der bestod en aftale eller en samordnet praksis hvad angår anvendelsen af legeringstillægget på det spanske marked.

199. Acerinox anførte bl.a., at der ikke kunne findes bevis for en sådan aftale i Avestas telefaxmeddelelse af 14. januar 1994, hvori det hed, at »Acerinox har tilkendegivet, at legeringstillægget skal anvendes fra den 1. april 1994 (ja, april!!)«. Ifølge Acerinox var »denne oplysning om appellantens »tilkendegivelse« […] forkert« (95), ligesom »der ikke er fremkommet nogen »tilkendegivelse« af denne art« (96).

200. Det skal erindres, at i tilfælde af en tvist om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, er det Kommissionen, der skal føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger (97).

201. Der er heller ikke noget fællesskabsretligt princip, der er til hinder for, at Kommissionen på grundlag af et dokument konkluderer, at der foreligger en overtrædelse, forudsat at der ikke er tvivl om dokumentets bevisværdi, og at dokumentet i sig selv med sikkerhed attesterer, at der foreligger en overtrædelse (98). Kommissionen kan ligeledes lægge korrespondance mellem udenforstående parter til grund for en virksomheds adfærd (99), idet den omstændighed, at den berørte virksomhed ikke er ophavsmanden til (100) eller adressaten for (101) dokumentet, ikke fratager dette dets beviskraft, som alene skal bedømmes ud fra dets indhold og rækkevidde.

202. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi må der tages hensyn til flere forhold, som f.eks. fra hvem dokumentet hidrører, under hvilke omstændigheder det er blevet til, hvem det er rettet til, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (102). Endvidere kan en virksomhed kun med føje anfægte et dokuments bevisværdi, hvis den fremlægger detaljerede oplysninger, der kan sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af de oplysninger, dokumentet indeholder (103).

203. I den foreliggende sag er der ingen tvivl om bevisværdien af Avestas telefaxmeddelelse af 14. januar 1994.

204. Telefaxmeddelelsen blev nemlig udarbejdet af Avestas repræsentant på Madrid-mødet, W. (104). Telefaxmeddelelsen blev udarbejdet efter dette møde, hvor de største producenter af flade produkter af rustfrit stål blev enige om fra tidspunktet for mødet at indføre et legeringstillæg beregnet ud fra de samme referenceværdier. Meddelelsen blev ligeledes udarbejdet kort tid efter, at Ugine i en telefaxmeddelelse af 11. januar 1994 til alle sine konkurrenter havde givet disse detaljerede oplysninger om de legeringstillæg, Ugine havde til hensigt at indføre på det franske marked fra og med den 1. februar 1994.

205. Den omtvistede telefaxmeddelelse var ligeledes rettet til Avestas distributionsdatterselskaber og var en opfølgning på en tidligere telefaxmeddelelse fra medio december 1993, hvori Avesta havde oplyst datterselskaberne om muligheden for at indføre et legeringstillæg fra februar 1994 (105).

206. Endelig virker den omtvistede telefaxmeddelelse efter sit indhold fornuftig og troværdig. Avesta oplyste nemlig heri sine datterselskaber om den holdning, visse af selskabets konkurrenter havde givet udtryk for hvad angår datoen for indførelsen af legeringstillægget på deres hjemmemarkeder, i følgende vendinger:

»Ifølge de foreliggende oplysninger er der allerede truffet en række initiativer:

–       Ugine har bebudet anvendelse af følgende tillæg fra den 1.2.1994:

4,36 pund sterling for kvalitet 430

         47,55 pund for kvalitet 304 og

         74,03 pund for kvalitet 316

–       Acerinox har erklæret, at der ville blive indført tillæg fra den 1.4.1994 (ja, april!!)

–       Outokumpu formodes at tilslutte sig denne holdning, men det er endnu ikke blevet bekræftet

–       Thyssen forventes at fremsætte en erklæring næste mandag

–       Vi har endnu ingen oplysninger om Krupp

–       Ilva har meddelt, at selskabet vil anvende en ændret grundpris fra februar, men denne ændring vedrører alene forhandlerne og ikke de endelige brugere

–       ALZ har endnu ikke taget endelig stilling.«

207. Under disse omstændigheder synes det vanskeligt at bestride oplysningen om, at Acerinox havde forpligtet sig til at indføre legeringstillægget på det spanske marked fra og med den 1. april 1994. Acerinox har i øvrigt ikke fremlagt nogen detaljerede oplysninger, der kan sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af denne oplysning.

208. I betragtning af det ovenfor anførte finder jeg, at den omtvistede telefaxmeddelelse beviser, at Acerinox den 14. januar 1994 tilkendegav, at selskabet havde til hensigt at indføre et legeringstillæg i Spanien efter de retningslinjer, der var blevet aftalt mellem de pågældende virksomheder på Madrid-mødet, og således tilsluttede sig aftalen.

209. Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste Acerinox’ anbringende.

VIII – Sagens omkostninger

210. I medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, første afsnit, som i henhold til procesreglementets artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har påstået appellanterne i nærværende appelsager tilpligtet at betale sagsomkostningerne. Da appellanterne har tabt sagen i (næsten) alle henseender, bør det efter min opfattelse pålægges dem at betale samtlige sagsomkostninger i de foreliggende appelsager.

211. Procesreglementets artikel 122, stk. 1, bestemmer endvidere, at såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den selv afgørelse om sagens omkostninger. I den foreliggende sag har Acerinox ikke fået medhold i sit anbringende om manglende deltagelse i aftalen på det spanske marked, og Kommissionen har påstået appellanten tilpligtet at betale sagsomkostningerne. Acerinox bør derfor i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, tilpligtes at betale omkostningerne ved denne del af sagen. I øvrigt er der ingen grund til at ændre konklusionen i dommen i sag Acerinox mod Kommissionen.

IX – Forslag til afgørelse

212. I betragtning af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1)      Dommen afsagt den 13. december 2001 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sagen Acerinox mod Kommissionen (sag T-48/98) ophæves, for så vidt som den forkaster appellantens anbringende om manglende deltagelse i aftalen på det spanske marked.

2)      I øvrigt forkastes appellen.

3)      Der gives ikke Compañía Española para la Fabricación de Aceros Inoxidables SA (Acerinox) medhold i appelsagen.

4)      Compañía Española para la Fabricación de Aceros Inoxidables SA (Acerinox), ThyssenKrupp Stainless GmbH og ThyssenKrupp Acciai Speciali Terni SpA bærer de omkostninger, de har afholdt i appelsagerne og betaler de omkostninger, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har afholdt i de samme sager.

5)      Compañía Española para la Fabricación de Aceros Inoxidables SA (Acerinox) bærer de omkostninger, selskabet har afholdt i førsteinstanssagen og betaler to tredjedele af de omkostninger, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har afholdt i samme sag. Kommissionen bærer en tredjedel af sine omkostninger i førsteinstanssagen.«

---

1 – Originalsprog: fransk.

---

2  – Dommen i de forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless GmbH og Acciai Speciali Terni Spa mod Kommissionen, Sml. II, s. 3757, også benævnt »den appellerede dom« eller »dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen«, og i sag T-48/98, Compañía Española para la Fabricación de Aceros Inoxidables SA (Acerinox) mod Kommissionen, Sml. II, s. 3859, også benævnt »den appellerede dom« eller »dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen«.

---

3  – EFT L 100, s. 55 (herefter »den anfægtede beslutning« eller »beslutningen«).

---

4  – Dom af 11.9.2003, sag C-197/99 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 65-68 i mit forslag til afgørelse.

---

5  – Jf. i denne retning dom af 14.5.1998, sag C-259/96 P, Rådet mod De Nil og Impens, Sml. I, s. 2915, præmis 32-34, og af 17.5.2001, sag C-449/98 P, IECC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3875, præmis 70, samt kendelse af 19.7.1995, sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., Sml. I, s. 2165, præmis 58, af 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 52, og af 25.6.1998, sag C-159/98 P(R), De Nederlandske Antiller mod Rådet, Sml. I, s. 4147, præmis 70.

---

6  – Dom af 29.6.1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 21-25.

---

7  – Ibidem, præmis 19 og 20.

---

8  – Acerinox’ stævning i sag T-48/98 (s. 9). Jf. tillige Acerinox’ replik i denne sag (punkt 10).

---

9  – Jf. punkt 203-209 i dette forslag til afgørelse.

---

10  – Jf. i denne retning dom af 2.10.2003, sag C-196/99 P, Aristrain mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 102.

---

11  – Jf. bl.a. domme af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 118 og 199, og sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 161.

---

12  – Dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, præmis 119.

---

13  – Dommene i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, præmis 121, og i sagen Hüls mod Kommissionen, præmis 162.

---

14  – Dommen i sagen Hüls mod Kommissionen, præmis 149, 150 og 168.

---

15  – Ibidem, præmis 167 og 168.

---

16  – Jf. Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95-T-32-/95, T-34/95-T-39/95, T-42/95-T-46/95, T-48/95, T-50/95-T-65/95, T-68/95-T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 1865, 1910 og 1938.

---

17  – Jf. punkt 32 i dette forslag til afgørelse.

---

18  – Dom af 6.3.2001, sag C-274/99 P, Sml. I, s. 1611.

---

19  – Dommen i sagen Connolly mod Kommissionen, præmis 120.

---

20  – Dommen i sagen Connolly mod Kommissionen, præmis 121, og i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 81.

---

21  – Idem.

---

22  – Acerinox’ appelskrift (punkt 46).

---

23  – Retningslinjernes lovlighed er blevet anfægtet i sagerne Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P-C-208/02 P og C-213/02 P, som verserer for Domstolen, og i hvilke generaladvokat Tizzano har fremsat forslag til afgørelse den 8.7.2004.

---

24  – Acerinox’ stævning i sag T-48/98 (s. 19).

---

25  – Sag T-354/94, Sml. II, s. 2111, præmis 82 og 83.

---

26  – Jf. i denne forbindelse punkt 154-156 i dette forslag til afgørelse.

---

27  – Dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999, præmis 11.

---

28  – Dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org.ref.: Rec. s. 619, præmis 133. Jf. tillige domme af 31.10.1974, sag 15/74, Sterling Drug, Sml. s. 1147, præmis 41 og sag 16/74, Winthrop, Sml. s. 1183, præmis 32; dom af 4.5.1988, sag 30/87, Bodson, Sml. s. 2479, præmis 19; af 11.4.1989, sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen og Silver Line Reisebüro, Sml. s. 803, præmis 35, og af 24.10.1996, sag C-73/95 P, Viho mod Kommissionen, Sml. I, s. 5457, præmis 16.

---

29  – Sag C-286/98 P, Sml. I, s. 9925, præmis 39.

---

30  – Dom af 16.11.2000, sag C-294/98 P, Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10065, præmis 27. Jf. tillige dommen i sagen ICI mod Kommissionen, præmis 132 og 133, dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, præmis 49; af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, præmis 11, samt mit forslag til afgørelse i denne sag, punkt 20-31; dom af 16.11.2000, sag C-279/98 P, Cascades mod Kommissionen, Sml. I, s. 9693, præmis 77, samt generaladvokat Mischos forslag til afgørelse i denne sag, punkt 59, og dom i sagen Aristrain mod Kommissionen, præmis 96.

---

31  – Sag C-248/98 P, Sml. I, s. 9641, præmis 71-74.

---

32  – Ibidem, præmis 73, fjerde afsnit.

---

33  – Angående dette skøn henvises bl.a. til Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, præmis 59; af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, præmis 53; af 21.10.1997, sag T-229/94, Deutsche Bahn mod Kommissionen, Sml. II, s. 1689, præmis 127, og af 9.7.2003, sag T-224/00, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midlands Ingredients mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 55.

---

34  – Dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen. Jf. tillige dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen, præmis 55-66.

---

35  – Jf. AST’s (punkt 12 og punkt 14-17) og KTS’s appelskrifter (punkt 11, 12, 16, 17 og 19).

---

36  – Jf. senest dom af 8.5.2003, sag C-122/01 P, T. Port mod Kommissionen, Sml. I, s. 4261, præmis 27, og kendelse af 9.7.2004, sag C-116/03, Fichtner mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33.

---

37  – Dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen, præmis 177, og i sagen Acerinox mod Kommissionen, præmis 57.

---

38  – Dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen, præmis 178, og i sagen Acerinox mod Kommissionen, præmis 60.

---

39  – Det følger af fast praksis, at Domstolen uden videre forkaster klagepunkter rettet mod præmisser, der subsidiært eller til overflod er anført i en dom afsagt af Retten. Det er Domstolens opfattelse, at for så vidt som konklusionen i Rettens dom hviler på andre præmisser, der er fremført som hovedbegrundelse, kan sådanne klagepunkter ikke føre til ophævelse af den appellerede dom, hvorfor de ikke har nogen betydning for sagens afgørelse (jf. som et af de seneste eksempler dommen i sagen T. Port mod Kommissionen, præmis 16, 17 og 30-33, samt mit forslag til afgørelse i samme sag, punkt 23).

---

40  – Jf. bl.a. dom af 12.12.1985, sag 67/84, Sideradria mod Kommissionen, Sml. s. 3983, præmis 21, og af 16.5.1991, sag C-96/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2461, præmis 30, samt Rettens dom af 24.4.1996, forenede sager T-551/93, T-231/94-T-234/94, Industrias Pesqueras Campos m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 247, præmis 76, af 29.9.1999, sag T-126/97, Sonasa mod Kommissionen, Sml. II, s. 2793, præmis 34, af 26.9.2002, sag T-199/99, Sgaravatti Mediterranea mod Kommissionen, Sml. II, s. 3731, præmis 111, af 13.3.2003. sag T-125/01, José Martí Peix mod Kommissionen, Sml. II, s. 865, præmis 107, og af 9.4.2003, sag T-217/01, Forum des migrants mod Kommissionen, Sml. II, s. 1563, præmis 76.

---

41  – Acerinox’ appelskrift, punkt 43.

---

42  – EFT 1996 C 207, s. 4 (herefter »samarbejdsmeddelelsen« eller »meddelelsen«).

---

43  – Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3).

---

44  – Dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen, præmis 260-268, og i sagen Acerinox mod Kommissionen, præmis 147.

---

45  – Dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen. Jf. tillige dommen i sagen Acerinox mod Kommissionen, præmis 145-150.

---

46  – Sag 374/87, Sml. s. 3283, herefter »Orkem-dommen«.

---

47  – KTS har endvidere fremført et subsidiært argument i sit appelskrift, nemlig at rækkevidden af KTS’ erklæringer under den administrative procedure er blevet misforstået. KTS har gjort gældende, at i modsætning til, hvad Retten fastslog, har selskabet udtrykkeligt anerkendt aftalens eksistens under den administrative procedure, således at Retten burde have indrømmet KTS samme bødenedsættelse som Usinor. Efter min opfattelse skal dette argument klart afvises. Retten fastslog nemlig i præmis 262-267 i dommen i sagen KTS og AST mod Kommissionen på grundlag af oplysningerne i sagen, at KTS ikke havde anerkendt eksistensen af aftalen under den administrative procedure. Da KTS ikke har påvist og end ikke hævdet, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og bevislighederne i sagen, er Rettens vurdering af overtrædelsens varighed en vurdering af bevismaterialet, som ikke kan drages i tvivl i disse appelsager.

---

48  – Dom af 16.11.2000, sag C-298/98 P, Sml. I, s. 10157, præmis 58.

---

49  – Rettens dom af 14.5.1998, sag T-311/94, Sml. II, s. 1129, præmis 323 og 324.

---

50  – Jf. tillige generaladvokat Mischos forslag til afgørelse i sagen Finnboard mod Kommissionen, punkt 22-27.

---

51  – Dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P-C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 275.

---

52  – EFT 1959-1962, s. 81.

---

53  – Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94-T-307/94, T-313/94-T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 455-457, som er stadfæstet ved Domstolens dom i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, præmis 279.

---

54  – Jf. bl.a. Orkem-dommen, præmis 34 og 35, Domstolens dom i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, præmis 279, samt Rettens dom af 20.2.2001, sag T-112/98, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, præmis 67 ff.

---

55  – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Funke-dommen af 25.2.1993 (serie A, nr. 256 A, præmis 44), dommen i sagen Saunders mod Det Forenede Kongerige af 17.12.1996 (REUReil des arrêts et decisions 1996-VI, s. 2044, præmis 68-76) samt dommen i sagen J.B. mod Schweiz af 3.5.2001 (REUReil des arrêts et decisions 2001-III, s. 436, præmis 65 og 66).

---

56  – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, dommen i sagen Murray mod Det Forenede Kongerige af 8.2.1996 (REUReil des arrêts et decisions 1996-I, s. 30, præmis 50).

---

57  – Jf. ligeledes i denne retning W. Wils, »The Commission notice on the non-imposition or reduction of fines in cartel cases: a legal land economic analysis«, i E.L. Rev., 1997, s. 125-140 (på s. 137).

---

58  – Domstolens dom af 16.11.2000 i sagen Finnboard mod Kommissionen, præmis 58, og generaladvokat Mischos forslag til afgørelse i samme sag, punkt 24.

---

59  – Dommen i sagen BPB De Eendracht mod Kommissionen, præmis 323, og dom af 14.5.1998, sag T-347/94, Mayr-Melnhof mod Kommissionen, Sml. II, s. 1751, præmis 308.

---

60  – Jf. bl.a. dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, præmis 28, og af 28.6.1990, sag C-174/89, Hoche, Sml I, s. 2681, præmis 25.

---

61  – Jf. Rettens dom i sagen BPB De Eendracht mod Kommissionen, præmis 325, dom af 14.5.1998, sag T-338/94, Finnboard mod Kommissionen, Sml. II, s. 1617, præmis 363, som er blevet stadfæstet efter appel ved Domstolens dom af 16.11.2000 i sagen Finnboard mod Kommissionen, samt dommen i sagen Mayr-Melnhof mod Kommissionen, præmis 330.

---

62  – Jf. generaladvokat Mischos forslag til afgørelse i sagen Finnboard mod Kommissionen, punkt 13.

---

63  – Rettens dom i sagen Finnboard mod Kommissionen, præmis 364 og 365, og Domstolens dom i sagen Finnboard mod Kommissionen, præmis 58.

---

64  – Jf. bl.a. dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, præmis 12, og af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 10.

---

65  – Dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 49, og af 30.3.2000, sag C-265/97 P, VBA mod Florimex m.fl., Sml. I, s. 2061, præmis 139; kendelse af 16.9.1997, sag C-59/96 P, Koelman mod Kommissionen, Sml. I, s. 4809, præmis 33, og af 6.10.1997, sag C-55/97 P, AIUFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. I, s. 5383, præmis 24.

---

66  – Dom af 28.5.1998, sag C-8/95 P, New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. I, s. 3175, præmis 72, dommen i sagen VBA mod Florimex m.fl., præmis 139, og kendelse af 27.1.2000, sag C-341/98 P, Proderec mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27.

---

67  – Jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., præmis 66, dom af 7.5.1998, sag C-401/96 P, Somaco mod Kommissionen, Sml. I, s. 2587, præmis 54, og af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 24.

---

68  – Dommen i sagen Hilti mod Kommissionen, præmis 42; dom af 16.9.1997, sag C-362/95 P, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4775, præmis 29; dommen i sagen New Holland Ford mod Kommissionen, præmis 26, i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 24, dom af 9.9.1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 45-47, og kendelsen i sagen AIUFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 25, samt kendelse af 16.10.1997, sag C-140/96 P, Dimitriadis mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5635, præmis 35, og kendelsen i sagen Proderec mod Kommissionen, præmis 28.

---

69  – Jf. i en sag om urigtig gengivelse af den anfægtede retsakt dom af 27.1.2000, sag C-164/98 P, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 447, præmis 47 og 48, og dom af 11.9.2003, sag C-197/99 P, Belgien mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 67.

---

70  – Jf. i en sag om urigtig gengivelse af den anfægtede retsakt, kendelse af 11.4.2001, sag C-459/00 P(R), Kommissionen mod Trenker, Sml. I, s. 2823, præmis 71.

---

71  – Jf. i en sag om urigtig gengivelse af den anfægtede retsakt, dom af 3.4.2003, sag C-277/01 P, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 40.

---

72  – Replikken i kontraappellen (punkt 3).

---

73  – KTS’ stævning i sag T-45/98 (bilag 6).

---

74  – Ibidem (bilag 7).

---

75  – Ibidem (bilag 8).

---

76  – Ibidem (bilag 9).

---

77  – Forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Sml. s. 1663, præmis 77-84.

---

78  – Forenede sager 29/83 og 30/83, Sml. s. 1679, præmis 6-9.

---

79  – Sag T-6/89. Sml. II, s. 1623, præmis 235.

---

80  – Sag T-134/94, Sml. II, s. 239, præmis 135-138.

---

81  – Jf. bl.a. dommen i sagen Cascades mod Kommissionen, præmis 78, dom af 16.11.2000 i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, præmis 37, og af 16.11.2000, sag C-297/98 P, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. I, s. 10101, præmis 27.

---

82  – Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, præmis 145; dom af 16.11.2000 i sagen Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, præmis 38, og af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P. C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 359.

---

83  – Jf. KTS’ oplysninger i replikken i kontraappelsagen (punkt 35), der ikke er blevet bestridt af Kommissionen.

---

84  – Dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, præmis 9.

---

85  – Jf. i denne retning dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org.ref.: Rec. s. 661, præmis 26; af 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, præmis 29, og af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85-C-129/85, Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, præmis 135.

---

86  – Forenede sager C-395/96 P og C-396/96 P, Sml. I, s. 1365, præmis 143.

---

87  – Sag C-176/99 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21.

---

88  – Bilag 4 til KTS’ skrivelse af 10.3.1998 til Rettens Justitskontor i sag T-45/98 (punkt 11 F, fri oversættelse).

---

89  – Kommissionens svarskrift, punkt 55.

---

90  – I svarskriftets punkt 94-102 gennemgår Kommissionen de domme, som efter eget udsagn (jf. svarskriftet, punkt 54) vedrører et andet klagepunkt, nemlig det tredje anbringende vedrørende kravene med hensyn til retten til kontradiktion.

---

91  – Jf. punkt 161 i dette forslag til afgørelse.

---

92  – Jf. punkt 162 i dette forslag til afgørelse.

---

93  – Jf. især KTN’s svar på den første klagepunktsmeddelelse; KTN’s svar på den anden klagepunktsmeddelelse; protokollatet vedrørende aktindsigt af 28.5.1997 samt KTN’s erklæring af 23.7.1997 (henholdsvis bilag 6, 7, 8 og 9 til KTN’s stævning i sag T-45/98).

---

94  – Jf. punkt 27-39 i dette forslag til afgørelse.

---

95  – Acerinox’ stævning i sag T-48/98, s. 9.

---

96  – Idem.

---

97  – Jf. bl.a. dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 58.

---

98  – Jf. dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, præmis 1838.

---

99  – Jf. bl.a. dommen i sagen Suiker Unie m.fl., præmis 164, og Rettens dom af 11.12.2003, sag T-56/99, Marlines mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 46.

---

100  – Jf. bl.a. Rettens dom af 15.3.1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml. Pers., I-A, s. 83, og II, s. 275, præmis 37.

---

101  – Jf. bl.a. Rettens dom af 16.12.2003, forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 174.

---

102  – Dommer Vesterdorfs (fungerende generaladvokat) forslag til afgørelse i sagen Rhône-Poulenc mod Kommissionen (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Sml. II, s. 867, II, s. 956) og Rettens dom i sagen Tribunal Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, præmis 1838 og 3172.

---

103  – Jf. dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, præmis 1346-1349, og som et eksempel på det modsatte Rettens dom af 8.7.2003, sag T-65/02, Chetaud mod Parlamentet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48 ff.

---

104  – Da navnet på denne person er anonymiseret i den anfægtede beslutning (jf. betragtning 21), vil jeg gøre det samme i dette forslag til afgørelse.

---

105  – I den omtvistede telefaxmeddelelse hedder det nemlig: »Martin mentioned in a fax before Christmas that there is a possibility that surcharges […] could be applied from February onwards« (Martin meddelte i en telefaxmeddelelse før jul, at der muligvis ville blive indført tillæg fra februar) (fri oversættelse).