Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62001CC0392

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Stix-Hackl fremsat den 10. oktober 2002.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien.
Traktatbrud - direktiv 97/55/EF - sammenlignende reklame - manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist.
Sag C-392/01.

Samling af Afgørelser 2002 I-11111

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2002:576

62001C0392

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Stix-Hackl fremsat den 10. oktober 2002. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien. - Traktatbrud - direktiv 97/55/EF - sammenlignende reklame - manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist. - Sag C-392/01.

Samling af Afgørelser 2002 side I-11111


Generaladvokatens forslag til afgørelse


1 Under den traktatbrudssag, som i henhold til artikel 226 EF er anlagt ved Domstolen den 10. oktober 2001, har Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame (1), idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i alt fald ikke har givet Kommissionen underretning herom. Kommissionen har endvidere nedlagt påstand om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

2 Ifølge direktivets artikel 3, stk. 1, skulle medlemsstaterne vedtage de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet senest 30 måneder efter dets offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende og straks underrette Kommissionen herom.

3 Da Kommissionen ved udløbet af gennemførelsesfristen for direktivet den 23. april 2000 ikke havde fået meddelt gennemførelsesforanstaltninger og heller ikke på anden måde havde modtaget oplysninger herom, indledte den traktatbrudsproceduren. Efter at den havde anmodet Kongeriget Spanien om at fremsætte sine bemærkninger og ikke havde modtaget noget svar inden for den fastsatte frist, fremsatte Kommissionen den 9. marts 2001 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede Kongeriget Spanien til at træffe de nødvendige foranstaltninger inden for en frist på to måneder og underrette Kommissionen herom.

4 I svarskrivelse af 25. juni 2001 anførte de spanske myndigheder, at gennemførelsen af direktivet i national ret fordrede, at der blev vedtaget tillægsbestemmelser til lov 34/98 af 11. november 1998 (generelle reklamelov). Den spanske regering meddelte endvidere, at nævnte lov allerede indeholdt dele af det omhandlede direktiv.

5 Kommissionen har ikke efterfølgende modtaget hverken lovforslag eller oplysninger vedrørende de dele af det omhandlede direktiv, som allerede skulle være gennemført i nævnte lov, og den har derfor anlagt denne sag.

6 Kongeriget Spanien har ikke bestridt sine forpligtelser til at gennemføre direktiv 97/55/EF rettidigt, men har anført, at den komplicerede nationale procedure, som var påkrævet for at sikre direktivets gennemførelse, allerede var meget fremskreden. Det forventes, at den endelige godkendelse af lovforslaget vil finde sted i slutningen af april 2002. Kongeriget Spanien har på denne baggrund gjort gældende, at søgsmålet bør afvises, og at Kommissionen bør betale sagens omkostninger.

7 Efter Domstolens faste praksis er det afgørende tidspunkt for vurderingen af, om der foreligger et traktatbrud, udløbet af fristen i den begrundede udtalelse (2). Denne udløb den 9. maj 2001, uden at de af Kommissionen krævede foranstaltninger var blevet truffet. Den spanske regering meddelte tværtimod, at man arbejdede på gennemførelsesloven, og at den nationale procedure fortsatte. Det må således fastslås, at direktivet ikke er blevet gennemført inden for den fastsatte frist.

8 Ligeledes efter Domstolens faste praksis kan medlemsstaterne ikke påberåbe sig bestemmelser i national ret som begrundelse for, at et direktiv ikke er gennemført rettidigt (3).

9 De fællesskabsretlige forpligtelser til at gennemføre direktivet fremgår for det første umiddelbart af direktivet og for det andet af artikel 249, stk. 3, EF og af artikel 10 EF.

10 Da Kongeriget Spanien således ikke har opfyldt sine fællesskabsretlige forpligtelser, må der gives Kommissionen medhold, og medlemsstaten må dømmes for traktatbrud og tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Forslag til afgørelse

11 Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1) Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.

2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.«

(1) - EFT L 290, s. 18.

(2) - Dom af 30.11.2000, sag C-384/99, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 10633, præmis 16.

(3) - Jf. dom af 12.2.1998, sag C-139/97, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 605, præmis 11.

Top