This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Judgment of the Court of First Instance (Second Chamber) of 23 November 2004.#Cantina sociale di Dolianova Soc. coop. rl and Others v Commission of the European Communities.#Common organisation of the market in wine - Regulation (EEC) No 2499/82 - Community aid - Action for annulment - Action for failure to act - Action for damages.#Case T-166/98.
Dom afsagt af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) den 23. november 2004. Cantina sociale di Dolianova Soc. coop. rl m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Den fælles markedsordning for vin - forordning (EØF) nr. 2499/82 - fællesskabsstøtte - annullationssøgsmål - passivitetssøgsmål - erstatningssøgsmål. Sag T-166/98.
Dom afsagt af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) den 23. november 2004. Cantina sociale di Dolianova Soc. coop. rl m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Den fælles markedsordning for vin - forordning (EØF) nr. 2499/82 - fællesskabsstøtte - annullationssøgsmål - passivitetssøgsmål - erstatningssøgsmål. Sag T-166/98.
»Den fælles markedsordning for vin – forordning (EØF) nr. 2499/82 – fællesskabsstøtte – annullationssøgsmål – passivitetssøgsmål – erstatningssøgsmål«
Rettens dom (Anden Afdeling) af 23. november 2004
Sammendrag af dom
1. Annullationssøgsmål – retsakter, der kan gøres til genstand for søgsmål – retsakter, der har bindende retsvirkninger – institution,
der ikke har kompetence til at vedtage den begærede retsakt – ikke omfattet – afslag på en anmodning om ændring af en bestemmelse
i en forordning – manglende søgsmålskompetence
(EF-traktaten, art. 173 (efter ændring nu art. 230 EF); Kommissionens forordning nr. 2499/82)
3. Passivitetssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – undladelser, der kan være genstand for søgsmål – Kommissionens undladelse
af at imødekomme en anmodning om udbetaling af en støtte, som angiveligt kunne kræves i medfør af forordning nr. 2499/82 –
afvisning
(EF-traktaten, art. 175, stk. 3 (nu art. 232, stk. 3, EF); Kommissionens forordning nr. 2499/82)
4. Passivitetssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – den begærede retsakt – forordning – afvisning
(EF-traktaten, art. 175 (nu art. 232 EF))
5. Erstatningssøgsmål – genstand – erstatningskrav støttet på den påståede ulovlighed af en afgørelse truffet af en medlemsstat
som led i anvendelsen af fællesskabsbestemmelser – forordning nr. 2499/82 – fællesskabsstøtte til forebyggende destillation
af bordvin – medlemsstaten har med henblik på udbetaling af denne støtte valgt den ordning, der er fastsat i den nævnte forordnings
artikel 9 – ingen regler til sikring af udbetalingen af denne støtte til producenten i tilfælde af destilleriets insolvens
– ulovligt forhold vedrørende forordning nr. 2499/82 selv – den påberåbte ulovlighed kan tilregnes en fællesskabsinstitution
(EF-traktaten, art. 215, stk. 2 (nu art. 288, stk. 2, EF); Kommissionens forordning nr. 2499/82, art. 8 og 9)
6. Erstatningssøgsmål – selvstændig karakter – de nationale retsmidler skal først udtømmes – undtagelse – ikke muligt for den
nationale ret at tage en påstand om betaling til følge i mangel af fællesskabsbestemmelser, der giver de nationale myndigheder
hjemmel til at udbetale de forlangte beløb – realitetsbehandling af søgsmålet, uden at de nationale retsmidler er udtømt
(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2 (nu art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF))
7. Erstatningssøgsmål – selvstændigt retsmiddel i forhold til annullationssøgsmål og passivitetssøgsmål – grænser – erstatningssøgsmål,
der kan medføre et tilsvarende resultat som de andre retsmidler – antagelse til realitetsbehandling
(EF-traktaten, art. 178 (nu art. 235 EF))
8. Erstatningssøgsmål – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt – ansvar som følge af en generel retsakt – tidspunktet, hvor
retsaktens skadevoldende følger viser sig
(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2 (nu art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF); Domstolens statut, art. 46)
9. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten – artikel 9 i
forordning nr. 2499/82 – fællesskabsstøtte til forebyggende destillation af bordvin – ingen regler til sikring af udbetalingen
af støtten til producenten i tilfælde af destilleriets insolvens – tilsidesættelse af forbuddet mod ugrundet berigelse – tilsidesættelse
af forbuddet mod forskelsbehandling
(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2 (nu art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF); Kommissionens forordning nr. 2499/82]
1. Kun afgørelser, der skaber bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes
retsstilling, kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål.
Dette er ikke tilfældet ved afslag på en anmodning, såfremt institutionen ikke er kompetent til at vedtage den begærede retsakt,
og afslaget derfor ikke har karakter af en afgørelse.
Et søgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning, hvorved den afslår at korrigere en retsakt med tilbagevirkende kraft,
må afvises, såfremt den krævede korrektion skal foretages via en almengyldig forordning, som følge af sagsøgerens manglende
søgsmålskompetence.
(jf. præmis 64 og 76)
2. I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal en stævning angive søgsmålets genstand, og en påstand
om annullation af andre retsakter end den, der anfægtes, eller som ligger til grund herfor eller er koordineret eller forbundet
med den, uden at de identificeres, må derfor afvises, fordi den ikke er tilstrækkeligt præcis.
(jf. præmis 79)
3. Eftersom Kommissionen ikke er kompetent til at imødekomme vinproducenternes anmodning om at få udbetalt den støtte, der angiveligt
er krav på i medfør af forordning nr. 2499/82 om bestemmelserne vedrørende forebyggende destillation for vinproduktionsåret
1982/1983, må passivitetssøgsmålet, hvormed undladelsen heraf søges sanktioneret, afvises. Det kan nemlig ikke bebrejdes Kommissionen,
at den har undladt at udstede en retsakt til sagsøgerne – som ikke er en henstilling eller en udtalelse – som omhandlet i
traktatens artikel 175, stk. 3 (nu artikel 232, stk. 3, EF).
(jf. præmis 70 og 81)
4. Privatpersoner, som ikke er berettigede til at anfægte lovligheden af en retsakt, der er en forordning, er heller ikke berettigede
til at indbringe et passivitetssøgsmål for Domstolen, hvis genstand er den manglende vedtagelse af den samme retsakt, efter
at have rettet en opfordring til en fællesskabsinstitution om at udstede den.
(jf. præmis 82)
5. Eftersom den ordning for udbetaling af støtte, der er fastsat i artikel 9 i forordning nr. 2499/82 om bestemmelserne vedrørende
forebyggende destillation for vinproduktionsåret 1982/1983, ikke, navnlig i tilfælde af et destilleris konkurs, sikrer den
indirekte udbetaling til de berørte producenter af den støtte, som er indeholdt i mindsteopkøbsprisen, for vin, som er blevet
leveret til et destilleri og er blevet destilleret i overensstemmelse med forordningens bestemmelser, fremgår det eventuelt
ulovlige forhold, der består i producenternes manglende sikkerhed for at oppebære denne støtte, direkte af lakunen i forordning
nr. 2499/82, og ikke af den berørte medlemsstats valg i henhold til forordningens artikel 8 af den ordning med indirekte udbetaling
af støtten, der er fastsat i den nævnte artikel 9. Dette ulovlige forhold vedrører følgelig selve forordningen og ikke den
berørte medlemsstats adfærd, som blot bestod i en korrekt anvendelse heraf. Forholdet må således tilskrives Kommissionen som
ophavsmand til den nævnte forordning.
(jf. præmis 109-112)
6. Selv om det er korrekt, at erstatningssøgsmålet skal bedømmes i forhold til hele systemet for retsbeskyttelse af borgerne,
og at det i visse tilfælde kun kan antages til realitetsbehandling, hvis de nationale retsmidler er udtømt, er det imidlertid
en forudsætning herfor, at disse nationale retsmidler effektivt beskytter de pågældende borgere, der mener at have lidt tab
som følge af fællesskabsinstitutionernes retsakter, og at de kan føre til erstatning af det påståede tab.
Det kan i den forbindelse ikke kræves som en betingelse for, at et erstatningssøgsmål kan antages til realitetsbehandling,
at de nationale retsmidler er udtømt, når de nationale retter ikke kan tage en påstand om betaling – eller enhver anden relevant
påstand – til følge, selv om de anfægtede fællesskabsbestemmelser bliver erklæret ugyldige ved en præjudiciel afgørelse fra
Domstolen, som har fået sagen forelagt i medfør af traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF), uden forudgående indgriben
fra fællesskabslovgiver, fordi der ikke er fastsat nogen fællesskabsbestemmelser, som giver de kompetente nationale myndigheder
hjemmel til at udbetale de forlangte beløb. I denne situation vil det nemlig ikke alene være i strid med hensynet til en god
retspleje og kravet om procesøkonomi, men også med betingelsen om, at der ikke foreligger effektive nationale retsmidler,
at pålægge de berørte personer at udtømme de nationale retsmidler, før der anlægges et erstatningssøgsmål.
(jf. præmis 115-117)
7. Erstatningssøgsmålet er et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper og er
underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål. Det tilsigter erstatning for det tab, som en fællesskabsinstitution
har forårsaget. Det ville derfor stride mod dette retsmiddels selvstændige karakter og mod den effektive virkning af den ved
traktaten oprettede søgsmålsordning, såfremt den omstændighed, at et erstatningssøgsmål i hvert fald for sagsøgerne kan medføre
et tilsvarende resultat som et annullationssøgsmål eller et passivitetssøgsmål, skulle medføre afvisning. Det er udelukkende
i tilfælde af, at der med erstatningssøgsmålet reelt tilsigtes en ophævelse af en individuel beslutning rettet til sagsøgerne,
der er blevet endelig, hvorfor dette søgsmål har samme genstand og får samme virkning som et annullationssøgsmål, at det kan
anses for at udgøre en omgåelse af proceduren.
(jf. præmis 122)
8. Forældelsesfristen, der er fastsat i artikel 46 i Domstolens statut for søgsmål mod Fællesskaberne vedrørende ansvar uden
for kontraktforhold, kan ikke begynde at løbe, før alle betingelserne for erstatningspligtens indtræden er opfyldt, dvs. at
Fællesskabets institutioner har handlet retsstridigt, at der er lidt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem institutionernes
adfærd og tabet. Betingelsen om, at der skal være vished for, at der er lidt et tab, er opfyldt, såfremt tabet er umiddelbart
forestående og kan påregnes med tilstrækkelig sikkerhed, også selv om det endnu ikke kan opgøres nøjagtigt.
De følger heraf, at når Fællesskabets ansvar har sin oprindelse i en generel retsakt, kan forældelsesfristen ikke begynde
at løbe, førend retsaktens skadevoldende følger har vist sig, og følgelig ikke førend det tidspunkt, hvor der er vished for,
at sagsøgerne har lidt et tab. I den foreliggende sag begynder en sådan forældelsesfrist at løbe fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren
faktisk er i stand til at tage tabet i betragtning, da det er umiddelbart forestående og påregneligt.
(jf. præmis 129-131, 145, 149 og 154)
9. Idet Kommissionen ved opbygningen af forordning nr. 2499/82 om bestemmelserne vedrørende forebyggende destillation for vinproduktionsåret
1982/1983 i forbindelse med den ordning, som er indført ved forordningens artikel 9 for udbetaling af fællesskabsstøtten,
har undladt at fastsætte regler til sikring af, at støtten udbetales til de berørte producenter i tilfælde af destilleriets
insolvens, har den åbenbart og groft overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse.
Den nævnte ordning er således i åbenbar modstrid med det almindelige fællesskabsretlige princip om forbud mod ugrundet berigelse,
da der ikke i forbindelse med ordningen er fastsat regler til sikring af, at denne støtte udbetales til producenterne, der
har opfyldt alle deres forpligtelser og har gennemført destillationen inden for de frister, der er fastsat i forordningen.
I tilfælde af destilleriets insolvens medfører adgangen til at vælge mellem procedurerne, der er fastsat i artikel 9 og 10
i forordning nr. 2499/82 for udbetalingen af fællesskabsstøtten, en forskelsbehandling, alt efter vedkommende medlemsstat,
for så vidt angår sikkerheden for udbetaling af den nævnte støtte til de berørte producenter, selv om de principielt har ret
til denne støtte i medfør af de gældende fællesskabsbestemmelser. En sådan forskel kan ikke objektivt begrundes med, at der
er tale om forskelligartede situationer, da den ikke vedrører betingelserne for tildeling af støtte til forebyggende destillation,
men udelukkende de administrative vilkår for denne tildeling og derfor ikke kan begrundes med, at situationen for vinproducenterne
eller, mere overordnet, vinsektoren i de forskellige medlemsstater ikke er ensartet.
Det følger heraf, at forordning nr. 2499/82 er udtryk for en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af princippet om forbud
mod forskelsbehandling og af princippet om forbud mod ugrundet berigelse, og at Fællesskabet dermed ifalder ansvar uden for
kontrakt for tab forvoldt af institutionerne.
I sag T-166/98,
Cantina sociale di Dolianova Soc. coop. rl, Dolianova (Italien),Cantina Trexenta Soc. coop. rl, Senorbì (Italien),Cantina sociale Marmilla – Unione viticoltori associati Soc. coop. rl, Sanluri (Italien),Cantina sociale S. Maria La Palma Soc. coop. rl, Santa Maria La Palma (Italien),Cantina sociale del Vermentino Soc. coop. rl Monti-Sassari, Monti (Italien),ved avocats C. Dore og G. Dore og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgere,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved F. Ruggeri Laderchi og A. Alves Vieira, derefter ved A. Alves Vieira og L. Visaggio, som befuldmægtigede, og med
valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand nedlagt i medfør af EF-traktatens artikel 173 og 175 (nu, i givet fald efter ændring, artikel 230 EF og
232 EF) om annullation af Kommissionens skrivelse af 31. juli 1998 om afslag på at foretage direkte udbetaling til sagsøgerne
af støtte til forebyggende destillation for vinproduktionsåret 1982/1983, henholdsvis og alternativt om, at det fastslås,
at Kommissionen har gjort sig skyldig i retsstridig passivitet, subsidiært en påstand nedlagt i medfør af EF-traktatens artikel
178 (nu artikel 235 EF) om erstatning for det tab, sagsøgerne angiveligt har lidt som følge af Kommissionens adfærd,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Pirrung, og dommerne A.W.H. Meij og N.J. Forwood,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1
Rådets forordning (EØF) nr. 337/79 af 5. februar 1979 om den fælles markedsordning for vin, som ændret ved forordning (EØF)
nr. 2144/82 af 27. juli 1982 (EFT L 227, s. 1), bestemmer i artikel 11, stk. 1, at der i hvert vinproduktionsår kan foretages
en forebyggende destillation af bordvin og vin, der er egnet til fremstilling af bordvin.
2
Det fremgår af sjette betragtning til forordning nr. 2144/82, at det med henblik på at forbedre de berørte producenters indtægter
har vist sig hensigtsmæssigt på visse betingelser at sikre dem en garanteret mindstepris for bordvin, og at der i denne forbindelse
især bør gives producenten mulighed for at levere bordvin af egen produktion til destillation til den garanterede mindstepris
eller at anvende enhver anden foranstaltning, hvorom der skal træffes afgørelse.
3
Den 15. september 1982 vedtog Kommissionen forordning (EØF) nr. 2499/82 af 15. september 1982 om bestemmelserne vedrørende
forebyggende destillation for vinproduktionsåret 1982/1983 (EFT L 267, s. 16).
4
Denne forordnings artikel 1, stk. 1, bestemmer, at producenter, der ønsker at lade vin destillere i henhold til artikel 11
i forordning nr. 337/79, skal indgå kontrakter om levering med et godkendt destilleri og indgive dem til interventionsorganet.
Artikel 1, stk. 3, i samme forordning, som ændret, fastslår, at disse kontrakter kun fik virkning i henhold til forordningen,
såfremt de senest den 20. marts 1983 var blevet godkendt af interventionsorganet i den medlemsstat, hvor vinen befandt sig
på tidspunktet for kontraktens indgåelse.
5
Artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 2499/82, som ændret, forpligtede medlemsstaterne til senest den 15. april 1983 at give
Kommissionen meddelelse om de mængder vin, der var anført i de godkendte kontrakter om destillation.
6
I henhold til artikel 4 i forordning nr. 2499/82 må vinen ikke destilleres, før den kontrakt eller erklæring, hvori den er
anført, er godkendt.
7
Artikel 5, stk. 1, i samme forordning fastsætter mindsteopkøbsprisen for vin bestemt til destillation.
8
Ifølge ottende betragtning til forordning nr. 2499/82 gør denne pris det normalt ikke muligt at afsætte de produkter, der
er opnået ved destillationen, på sædvanlige markedsvilkår. Der er derfor ved forordningen indført en kompensationsordning,
i henhold til hvilken interventionsorganet udbetaler en støtte, hvis størrelse er fastsat i forordningens artikel 6, første
og andet afsnit.
9
I henhold til 11. betragtning til forordningen skal den mindstepris, der garanteres producenterne, normalt udbetales dem inden
for sådanne tidsfrister, at de kan opnå et udbytte, som svarer til det, de ville opnå, hvis der var tale om salg på normale
markedsvilkår. Under disse omstændigheder har det vist sig absolut nødvendigt mest muligt at fremskynde den udbetaling af
støtte, som producenterne har krav på for den pågældende destillation, samtidig med at der ved en passende garantiordning
skabes sikkerhed for destillationernes korrekte forløb. For at denne foranstaltning fuldt ud kan få de tilstræbte virkninger
i medlemsstaterne, er det nødvendigt at fastsætte regler for udbetalingen af støtte og forskud, tilpasset de administrative
ordninger i de forskellige medlemsstater.
10
Artikel 8 i forordning nr. 2499/82 bestemmer, at betalingen af mindsteopkøbsprisen for vin og interventionsorganets udbetaling
af støtte efter medlemsstaternes eget valg sker i henhold til en af procedurerne i artikel 9 og 10. Den Italienske Republik
har valgt at anvende den procedure, som er omhandlet i artikel 9, inden for sit område.
11
Artikel 9 i forordning nr. 2499/82 bestemmer:
»1. Destilleriet udbetaler producenten den i artikel 5, stk. 1, første afsnit, omhandlede minimumsopkøbspris senest 90 dage
efter levering til destilleriet [af den samlede mængde vin eller, i givet fald, af hvert parti vin].
2. Interventionsorganet udbetaler den i artikel 6 […] omhandlede støtte […] senest 90 dage efter fremlæggelse af bevis for,
at den samlede mængde vin, der er anført i kontrakten, er destilleret.
[…]
Destilleriet skal over for interventionsorganet dokumentere, at det har betalt den i artikel 5, stk. 1, første afsnit, omhandlede
minimumsopkøbspris inden for den i stk. 1 fastsatte frist […] Såfremt en sådan dokumentation ikke er forelagt senest 120 dage
efter datoen for fremlæggelse af det i første afsnit omhandlede bevis, skal de udbetalte beløb tilbagebetales til interventionsorganet
[…]«
12
Artikel 10 i samme forordning bestemmer:
»1. Senest 30 dage efter leveringen til destilleriet [af den samlede mængde vin eller, i givet fald, af hvert parti vin],
udbetaler destillatøren producenten et beløb, der mindst er lig med differencen mellem den i artikel 5, stk. 1, første afsnit,
fastsatte minimumsopkøbspris og den i artikel 6, stk. 1, fastsatte støtte.
2. Senest 30 dage efter fremlæggelsen af dokumentation for, at den samlede mængde vin, der er anført i kontrakten, er destilleret,
udbetaler interventionsorganet producenten den i artikel 6, stk. 1, fastsatte støtte […]«
13
Artikel 11 i forordning nr. 2499/82, som ændret, bestemmer:
»1. I det i artikel 9 omhandlede tilfælde kan destilleriet, og i det i artikel 10 omhandlede tilfælde producenten, anmode
om forudbetaling af et beløb svarende til den i artikel 6 omhandlede støtte, forudsat at der over for interventionsorganet
stilles en sikkerhed på 110% af det nævnte beløb.
2. Denne sikkerhed stilles i form af en garanti fra et pengeinstitut, som opfylder de kriterier, der er fastsat af den medlemsstat,
hvorunder interventionsorganet hører.
3. Forskuddet udbetales senest 90 dage efter forelæggelse af bevis for, at sikkerheden er stillet, og tidligst efter datoen
for godkendelsen af kontrakten eller erklæringen.
4. Uden at bestemmelsen i artikel 13 i øvrigt anfægtes, frigives den i stk. 1 omhandlede sikkerhed kun, hvis der senest den
29. februar 1983 er fremlagt bevis for:
–
at den samlede mængde vin, der omfattes af kontrakten, er blevet destilleret
–
og at destilleriet, såfremt dette har fået udbetalt et forskud, har betalt producenten minimumsopkøbsprisen som omhandlet
i artikel 5, stk. 1, første afsnit […]
Fremlægges de i første afsnit nævnte beviser først efter den i samme afsnit fastsatte dato, men inden den 1. juni 1984, frigives
80% af sikkerheden, og differencen inddrages.
Fremlægges beviserne ikke inden den 1. juni 1984, inddrages hele sikkerheden.«
14
Artikel 13 i forordning nr. 2499/82 bestemmer, at såfremt det på grund af uforudsete omstændigheder eller som følge af force
majeure ikke er muligt at destillere den samlede mængde vin eller et parti vin, giver destilleriet eller producenten straks
meddelelse herom til interventionsorganet. I så fald udbetaler interventionsorganet den i artikel 6 omhandlede støtte for
den mængde vin, der faktisk er blevet destilleret.
15
I henhold til artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 352/78 af 20. februar 1978 om tilkendelse af sikkerhed, kautioner
og garantier, der stilles inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, og som fortabes (EFT 1978 L 50, s. 1), skal medlemsstaternes
betalingsmyndigheder eller -organer i fuldt omfang trække inddraget sikkerhedsstillelse fra de udgifter, som er påført Den
europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).
Sagens faktiske omstændigheder
16
Sagsøgerne er vinkooperativer, som producerer vin på Sardinien (Italien). I forbindelse med den forebyggende destillation
for vinproduktionsåret 1982/1983, indgik de kontrakter om levering af vin med et godkendt destilleri, Distilleria Agricola
Industriale de Terralba (herefter »DAI«). Disse kontrakter blev godkendt af Azienda di Stato per gli Interventi nel Mercato
Agricolo (det italienske interventionsorgan, herefter »AIMA«) i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 1 i forordning
nr. 2499/82.
17
Størrelsen af den »AIMA-præmie« (»premio AIMA« eller »premio comunitario, a carico della AIMA«), som er indeholdt i den mindsteopkøbspris
i henhold til forordning nr. 2499/82, som DAI skulle betale for vin, produceret af sagsøgerne og leveret med henblik på forebyggende
destillation i vinproduktionsåret 1982/1983, er udtrykkeligt angivet i fakturaerne. Det fremgår heraf, at fællesskabsstøtten
beløb sig til 169 328 945 italienske lire (ITL) for en mindsteopkøbspris på 247 801 380 ITL inkl. merværdiafgift (moms) for
så vidt angår vin leveret af Cantina sociale di Dolianova (faktura af 18.4.1983), til 102 145 631 ITL for en mindsteopkøbspris
på 149 483 181 ITL inkl. moms for så vidt angår vin leveret af Cantina Trexenta (faktura af 30.4.1983), til 346 391 958 ITL
for en mindsteopkøbspris på 506 921 061 ITL inkl. moms for så vidt angår vin leveret af Cantina sociale Marmilla (faktura
af 28.2.1983), til 215 084 906 ITL for en mindsteopkøbspris på 316 505 762 ITL inkl. moms for så vidt angår vin leveret af
Cantina sociale Santa Maria La Palma (fakturaer af 30.3.1983 og 20.4.1983) og til 33 908 702 ITL for en mindsteopkøbspris
på 54 812 419 ITL inkl. moms for så vidt angår vin leveret af Cantina sociale del Vermentino (faktura af 10.5.1983).
18
Ifølge de oplysninger, som er afgivet af sagsøgerne, og som Kommissionen ikke har bestridt, blev vinen leveret mellem januar
og marts måned 1983, og destillationen blev foretaget inden for den i artikel 4 i forordning nr. 2499/82 fastsatte frist.
Den i forordningens artikel 9, stk. 1, fastsatte frist for destilleriets betaling af mindsteopkøbsprisen for vin udløb i
juni måned 1983, idet de sidste vinleverancer blev foretaget i marts måned 1983.
19
Den 22. juni 1983 anmodede DAI i medfør af artikel 11 i forordning nr. 2499/82 AIMA om forudbetaling af fællesskabsstøtte
for den vin, som var leveret af bl.a. sagsøgerne, og som var blevet destilleret. Med henblik herpå stillede DAI den foreskrevne
sikkerhed på 110% af støttebeløbet i form af en police udstedt af Assicuratrice Edile SpA (herefter »Assedile«) til fordel
for AIMA. Sikkerhedsstillelsen lød på 1 169 040 262 ITL.
20
Den 10. august 1983 udbetalte AIMA 1 062 763 876 ITL til DAI som forudbetaling af fællesskabsstøtte i henhold til artikel
11 i forordning nr. 2499/82.
21
På grund af økonomiske vanskeligheder har DAI enten helt eller delvist undladt at betale de producenter, herunder sagsøgerne,
som havde leveret vin til destillation.
22
Den 17. oktober 1983 indgav DAI begæring om betalingsstandsning i henhold til den italienske konkurslovgivning. Efter at Tribunale
d’Oristano (Italien), som er den retsinstans, for hvilken sagen efterfølgende blev indbragt, havde imødekommet denne begæring,
standsede DAI samtlige betalinger, herunder også de betalinger, som de producenter, der havde leveret vin til DAI, havde krav
på.
23
AIMA var blevet underrettet om indledningen af denne procedure, men anmodede alligevel DAI om tilbagebetaling af fællesskabsstøtten
med fradrag af de beløb, som i henhold til forskrifterne var blevet udbetalt til de ovennævnte producenter, idet organet begrundede
dette med, at DAI ikke inden for den i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 2499/82 fastsatte frist havde fremlagt bevis for,
at den i artikel 5, stk. 1, første afsnit, omhandlede mindsteopkøbspris var blevet betalt til de øvrige producenter inden
for fristen på 90 dage efter levering til destilleriet, jf. forordningens artikel 9, stk. 1. For det tilfælde, at støtten
ikke blev tilbagebetalt af DAI, anmodede AIMA desuden Assedile om udbetaling af sikkerhedsstillelsen.
24
På anmodning fra DAI afsagde Pretore di Terralba (Italien) den 26. juli 1984 en kendelse om foreløbige forholdsregler, hvorved
der blev nedlagt forbud mod, at Assedile udbetalte sikkerhedsstillelsen til AIMA. DAI blev samtidig pålagt at anlægge en justifikationssag
inden 60 dage.
25
I september 1984 anlagde DAI en sådan sag ved Tribunale civile di Roma (Italien). DAI nedlagde bl.a. påstand om, at det blev
fastslået, at producenterne var de endelige modtagere af sikkerhedsstillelsen, inden for de beløb, som de havde krav på, subsidiært
at det blev fastslået, at AIMA højst kunne gøre krav gældende på den resterende del af prisen, som DAI endnu ikke havde udbetalt
til producenterne. Destilleriet gjorde gældende, at det havde udbetalt ca. halvdelen af den forudbetaling, det havde modtaget
fra AIMA, til producenterne. Tribunale civile di Roma fremhæver dog i sin dom af 27. januar 1989, at DAI ikke over for retten
havde gjort gældende, at destilleriet havde foretaget disse betalinger inden for den frist, som var fastsat i forordning nr. 2499/82
(jf. præmis 30 nedenfor). DAI foreslog, at Domstolen blev forelagt præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af de gældende
fællesskabsforordninger og gjorde gældende, at destilleriet ikke havde gjort sig skyldig i misligholdelse, idet der forelå
umulighed med hensyn til opfyldelse af dets betalingsforpligtelser. DAI gjorde endvidere gældende, at sikkerhedsstillelsen
skulle garantere betaling af mindsteopkøbsprisen til producenterne, i forhold til den leverede produktion, i tilfælde af,
at destilleriet misligholdt sine forpligtelser. DAI anførte, at det fulgte af gældende fællesskabsret, at støtten, hvis den
blev tilbagebetalt til AIMA, skulle tilbageføres til det kompetente fællesskabsorgan. Producenternes chancer for at få støtten
udbetalt ville således – trods deres subjektive ret hertil – blive hindret som følge af tredjemands handlinger (dvs. en anden
juridisk person end DAI).
26
Justifikationssagen var anlagt mod Assedile og AIMA, og de berørte producenter − dvs. sagsøgerne i denne sag, et andet vinkooperativ
og en sammenslutning af vinkooperativer − indtrådte i sagen.
27
Det følger af dom afsagt den 27. januar 1989 af Tribunale civile di Roma, at DAI ud af de tolv kontrakter om køb af vin, som
var indgået af DAI og godkendt i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 1 i forordning nr. 2499/82, kun havde fremlagt
bevis som omhandlet i fællesskabsbestemmelserne for betaling af mindsteopkøbsprisen til tre producenter. Disse betalinger
beløb sig til i alt 111 602 075 ITL. AIMA havde gjort gældende, at DAI bortset fra disse tre producenter ikke havde betalt
mindsteopkøbsprisen til producenterne, at DAI under alle omstændigheder ikke havde ført bevis for, at betalingen var sket
inden for den frist, som er fastsat i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2499/82, og endelig, at DAI ikke havde fremlagt
dette bevis inden for den i forordningens artikel 9, stk. 2, fastsatte frist. AIMA havde i denne forbindelse understreget,
at »sikkerheden i henhold til artikel 11 i den omhandlede forordning skulle inddrages i sin helhed, og at de producenter,
som ikke var blevet betalt, følgelig ikke kunne gøre krav gældende over for destilleriet […]«. AIMA fremsatte herefter modkrav
med påstand om, at Assedile blev tilpligtet at udbetale sikkerheden på 1 047 084 185 ITL med tillæg af renter til AIMA.
28
Intervenienterne i sagen for Tribunale civile di Roma tilsluttede sig DAI’s opfattelse (jf. præmis 25 ovenfor). De gjorde
gældende, at de beløb, som var omfattet af den af Assedile afgivne garanti, tilkom dem i forhold til den leverede vin. De
nedlagde derfor påstand om, at Assedile blev tilpligtet at betale dem et beløb svarende til deres ubetalte fordringer på DAI
inkl. godtgørelse for devaluering og med tillæg af renter, subsidiært, at AIMA blev tilpligtet at betale dem disse beløb.
Sagsøgerne i denne sag gjorde navnlig gældende, at de ubetalte fordringer, som støttedes på kontrakter, der var godkendt i
overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 2499/82, beløb sig til 106 571 589 ITL for Cantina sociale di Dolianova,
til 79 483 181 ITL for Cantina Trexenta, til 506 921 061 ITL for Cantina sociale Marmilla, til 192 954 189 ITL for Cantina
sociale Santa Maria La Palma og til 54 812 419 ITL for Cantina sociale del Vermentino.
29
I mellemtiden havde Tribunale d’Oristano ved dom af 27. februar 1986 erklæret DAI konkurs.
30
I dom af 27. januar 1989 fastslog Tribunale civile di Roma følgende:
»Forordning [...] nr. 2499/82 betinger retten til at modtage støtte af, at de fastsatte strenge frister og betingelser overholdes,
idet manglende overholdelse af disse frister og betingelser medfører en hel eller delvis tilbagesøgning af den forudbetalte
støtte.
Destillerierne er – i henhold til den procedure, som [Den Italienske Republik] har valgt [proceduren i artikel 9 i forordning
nr. 2499/82] – de umiddelbare støttemodtagere, mens producenterne af vin og vindruer er de endelige modtagere af støtten.
Det følger af det ovenfor anførte, at fortolkningen af den omhandlede forordning er klar, og at det ikke er nødvendigt at
forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.
[...]
For så vidt angår forholdet mellem Assedile og AIMA er det i [kautionsdokumentet udstedt af Assedile] i § 2 i de almindelige
forsikringsbetingelser bestemt, at Assedile over for AIMA stiller sikkerhed for tilbagebetaling af de beløb, som medkontrahenten
[DAI] måtte blive AIMA skyldig, dog højst for det forsikrede beløb (dvs. 1 169 040 262 ITL), som hel eller delvis tilbagebetaling
af den forudbetaling, AIMA har foretaget, i tilfælde af, at det konstateres, at der ikke forelå nogen ret til den særlige
støtte til destillation for så vidt angår alle eller en del af de mængder, som var anført i anmodningen om forudbetaling eller
i kontrakten om destillation.
§ 3 bestemmer, at AIMA skal fremsætte anmodningen om tilbagebetaling af det uretmæssigt modtagne beløb over for DAI, som er
forpligtet til at udbetale det forlangte beløb inden 15 dage. Hvis anmodningen ikke er blevet efterkommet ved udløbet af denne
frist, kan AIMA anmode selskabet [Assedile] om udbetaling af dette beløb, og selskabet er forpligtet til at foretage denne
udbetaling inden 15 dage efter modtagelsen af anmodningen uden at kunne gøre nogen form for indsigelser.
Ifølge § 4 indtræder selskabet [Assedile] inden for det udbetalte beløb i alle rettigheder og indsigelser, AIMA måtte kunne
gøre gældende over for kontraktparten og dennes successorer, samt i sager anlagt af AIMA mod de nævnte parter.
De nævnte kontraktbestemmelser forekommer klare og letforståelige: Det står navnlig fast, at garantien er afgivet til fordel
for AIMA og ikke til fordel for andre personer, herunder f.eks. producenterne, og at disse derfor ikke kan gøre krav på garantisummen
gældende over for Assedile.
Ligeledes bemærkes, at det klart fremgår af § 3, som fastsætter selskabets [Assediles] forpligtelse til at betale inden for
en frist på 15 dage efter modtagelse af den sikredes anmodning om betaling, at der ikke kan rejses indsigelser over for den
sikrede, der ikke har modtaget betaling fra sin debitor.
For det tilfælde, at det måtte antages, at det forud for enhver udbetaling under garantien skal være fastslået, at retten
til støtte til destillation (helt eller delvist) ikke foreligger, bemærkes, at denne ret uden tvivl er bortfaldet som følge
af, at sagsøgeren DAI ikke har overholdt de frister og betingelser, som er fastsat i fællesskabsforordningen.
Det er således godtgjort, at det sagsøgende destilleri har tilsidesat sine forpligtelser i tre henseender, nemlig 1) ved ikke
at have betalt mindsteopkøbsprisen til producenterne ud over 110 795 870 ITL (hvilket fremgår af, at der ikke under sagen
er fremlagt bevis for udbetaling), 2) ved ikke at have udbetalt støtte til producenterne inden for en frist på 90 dage efter
levering af vinen til destilleriet (hvilken frist udløb i juni 1983) og – under alle omstændigheder – 3) ved ikke senest den
1. juni 1984 at have fremsendt bevis for, at det havde gennemført betalingerne. Den sanktion, som er fastsat for denne misligholdelse,
består i en inddragelse af hele sikkerheden.
Desuden bemærkes, at retten ikke kan godtage de begrundelser, hvormed destilleriet søger at fralægge sig ansvaret for de ikke
gennemførte betalinger (umulighed med hensyn til at foretage betalingerne som følge af, at virksomheden var placeret under
tilsyn i forbindelse med betalingsstandsningen, og overholdelse af princippet om ligebehandling af kreditorerne), eftersom
udløbet af fristerne for gennemførelse af disse betalinger (juni 1983) og for tilbagebetaling af støtten (juli 1983) ligger
forud for den dato, hvor det blev besluttet at indgive anmodning om betalingsstandsning (oktober 1983).
[...]
Følgelig tilkommer der i henhold til de nævnte fællesskabsbestemmelser AIMA en tilbagebetaling på 110% af den forudbetalte
støtte, med fradrag af den støtte, som bevisligt er blevet udbetalt, dvs. 1 047 084 185 ITL (den samlede sum af de kontrakter,
for hvilke der ikke er blevet fremlagt bevis for betaling, forhøjet med 10% – dvs. 1 046 277 980 ITL – med tillæg af forskellen
mellem den støtte, for hvilken der er blevet fremlagt bevis for betaling, og den forudbetalte støtte – dvs. 806 205 ITL).
Det bemærkes, at DAI aldrig har bestridt disse beløb: Selv om virksomheden hævder, at den har videreført ca. halvdelen af
den opnåede støtte til producenterne, har den aldrig hævdet, og så meget desto mindre bevist, at den har betalt denne støtte
inden for de frister, som er fastsat i forordning nr. 2499/82.
[...]
Det bør præciseres, at det sagsøgende destilleri dårligt kan beklage sig over, at de vinkooperativer, som har leveret vin
til det, er stødt på vanskeligheder med hensyn til at inddrive deres udeståender, når destilleriet selv har bragt sig i misligholdelse
ved at indlede en procedure i henhold til konkurslovgivningen umiddelbart efter at have opnået den fællesskabsstøtte, som
skulle videreføres til producenterne.
Vinkooperativerne vil – ligesom kautionisten, hvis han vælger at indtræde i rettighederne – kunne opnå dækning af deres krav
i forbindelse med konkursbehandlingen sammen med de øvrige kreditorer og under overholdelse af princippet om ligebehandling
af kreditorerne.«
31
Den 27. september 1989 iværksatte fire af sagsøgerne i denne sag – med undtagelse af Cantina sociale del Vermentino – appel
af denne dom ved Corte d’appello di Roma. Ved dom af 19. november 1991 afviste appelretten sagen med den begrundelse, at appelskriftet
ikke som foreskrevet var blevet forkyndt over for DAI’s kurator (»la curatela fallimentare«), men over for DAI selv, som da
var under konkurs, og at der ikke efterfølgende var foretaget en ny, forskriftsmæssig forkyndelse inden for den frist, som
den appelretsdommer, der varetog sagens forberedelse (»il consigliere istruttore«), havde fastsat herfor.
32
I mellemtiden havde Assedile den 16. januar 1990 betalt de skyldige beløb til AIMA.
33
Ved dom af 28. november 1994 forkastede den italienske Corte di cassazione den kassationsanke, som de fire sagsøgere i denne
sag havde iværksat mod appelrettens dom. Til støtte for kassationsanken havde disse bl.a. gjort gældende, at de havde iværksat
appel af den ovennævnte dom fra Tribunale civile di Roma med det formål at få fastslået, at denne var urigtig, ikke i forhold
til DAI, men udelukkende i forhold til AIMA og Assedile.
34
De fem sagsøgere har i forbindelse med konkursbehandlingen af DAI forskriftsmæssigt foretaget anmeldelser af deres krav i
boet.
35
Ved skrivelse af 22. januar 1996 anmodede sagsøgerne AIMA om at indfri deres fordringer på DAI, idet de gjorde gældende, at
AIMA havde opnået en ulovlig berigelse ved modtagelsen af sikkerheden.
36
AIMA afviste dette krav med den begrundelse, at sikkerheden tilkom organet, og at producenterne ikke kunne rejse noget direkte
krav mod det om indfrielse af deres fordringer på DAI.
37
Den 16. januar 1996 anlagde sagsøgerne ved Tribunale civile di Cagliari (Italien) sag mod AIMA med påstand om, at organet
havde opnået en ugrundet berigelse.
38
Den 13. november 1996 indgav sagsøgerne en klage til Kommissionen over AIMA’s hævdede tilsidesættelse af fællesskabsbestemmelserne,
navnlig forordning nr. 2499/82, og anmodede bl.a. Kommissionen om at opfordre AIMA og Den Italienske Republik til at godtgøre
dem de beløb, de ikke havde modtaget i fællesskabsstøtte for vinproduktionsåret 1982/1983.
39
Ved skrivelse af 25. juni 1997 meddelte Kommissionen sagsøgerne, at Assedile havde udbetalt sikkerheden med tillæg af renter
til AIMA den 16. januar 1990. Kommissionen tilføjede, at vedkommende interventionsorgan ifølge artikel 2, stk. 1, i forordning
nr. 352/78 skal trække inddraget sikkerhedsstillelse fra EUGFL’s udgifter, dvs. at sikkerhedsstillelsen skal regnskabsføres
til fordel for EUGFL. Kommissionen præciserede, at dens tjenestegrene ville foretage de nødvendige undersøgelser, bl.a. over
for AIMA, med henblik på at afgøre, hvor den sikkerhedsstillelse, som var blevet inddraget af AIMA, faktisk var endt.
40
Efter at havde foretaget denne undersøgelse af AIMA’s forhold underrettede Kommissionen ved skrivelse af 8. december 1997
sagsøgerne om, at AIMA havde meddelt den, at organet den 21. februar 1991 havde hævet den betalingsanvisning (»il vaglia«)
på 1 047 084 185 ITL, som var blevet udstedt af Assedile den 16. januar 1990, og at organet havde regnskabsført dette beløb
– »som formentlig svarede til den stillede sikkerhed« – til fordel for EUGFL i regnskabsåret 1991.
41
Ved skrivelse af 23. januar 1998, indgået til Kommissionen den 5. februar 1998, anmodede sagsøgerne denne institution om at
udbetale dem et beløb svarende til deres fordringer på DAI, med den begrundelse, at den sikkerhed, som var blevet udbetalt
til AIMA, var blevet tilbageført til EUGFL. Sagsøgerne gjorde gældende, at det fulgte af formålet med forordning nr. 2499/82,
som var at tilgodese vinproducenterne, at disse skulle anses for de egentlige og eneste modtagere af den støtte, som er omfattet
af forordningen. Det valg, som var overladt vedkommende medlemsstat med hensyn til de fremgangsmåder for interventionsorganets
udbetaling af støtten, som er omhandlet i forordningens artikel 9 og 10, må ikke bringe opfyldelsen af dette formål i fare.
Navnlig skulle den sikkerhed, destilleriet var forpligtet til at stille i forbindelse med den procedure, som var omhandlet
i den nævnte forordnings artikel 9, sikre, at den forebyggende destillation i det hele forløb forskriftsmæssigt, bl.a. for
så vidt angik den faktiske udbetaling af støtten til producenterne. Enhver anden fortolkning ville ifølge sagsøgerne udgøre
en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, som er sikret ved EF-traktatens artikel 6 (efter ændring nu artikel 12 EF).
Denne opfattelse bekræftedes af de forordninger, Kommissionen løbende har udstedt, hvori der er fastsat bestemmelser om forebyggende
destillation for de følgende vinproduktionsår, som udtrykkeligt fastslår, at producenten, når destilleriet ikke har betalt
denne mindsteopkøbsprisen, kan anmode om udbetaling af støtten direkte fra interventionsorganet.
42
Ved skrivelse af 31. juli 1998, underskrevet af generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og fremkommet
til sagsøgerne den 14. august 1998 (herefter »den anfægtede skrivelse«), afviste Kommissionen denne anmodning. Kommissionen
gjorde gældende, at støtten – i forbindelse med den fremgangsmåde for udbetaling af støtte til destilleriet, som var blevet
anvendt i den foreliggende sag – i første række tilfaldt destilleriet som kompensation for den høje opkøbspris på vin. Sikkerheden
var stillet til fordel for AIMA, og producenterne kunne ikke gøre noget krav herpå. Det valg, som vedkommende medlemsstat
havde mellem denne fremgangsmåde, som var fastlagt i artikel 9 i forordning nr. 2499/82, og fremgangsmåden med direkte udbetaling
af støtten til producenten i henhold til forordningens artikel 10, kunne ikke føre til, at disse to bestemmelser skulle undergives
en ensartet fortolkning, hvorefter producenterne altid anses for modtagere af støtten. Kommissionen anførte desuden, at forskellen
mellem de to ordninger ikke var i strid med ligebehandlingsprincippet, idet den var begrundet i faktiske forskelle (forskellige
administrative ordninger og den omstændighed, at antallet af producenter varierer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket
i visse medlemsstater begrunder en centraliseret udbetaling af støtte til destillerierne). Kommissionen understregede, at
Tribunale civile di Roma i sin dom af 27. januar 1989, som havde opnået retskraft, havde afvist at anerkende sagsøgernes fordringsrettighed
til sikkerheden. Kommissionen udledte heraf, at sagsøgerne ikke havde nogen ret til den sikkerhedsstillelse, som var hævet
af AIMA, idet en sådan ret heller ikke kunne opstå ved tilbagebetaling af beløbet til Kommissionen. Kommissionen anførte subsidiært,
at AIMA’s godkendelse af de kontrakter, som var indgået mellem sagsøgerne og DAI, ikke ændrede disses karakter af privatretlige
aftaler, hvorfor Kommissionens påståede forpligtelser over for sagsøgerne ikke udsprang af en kontrakt. Følgelig var ethvert
krav på Fællesskabet forældet i medfør af artikel 46 i statutten for Domstolen, idet sikkerheden var blevet udbetalt til AIMA
den 16. januar 1990 og tilbageført til EUGFL i løbet af regnskabsåret 1991.
43
I øvrigt fremgår det af sagsøgernes skriftlige svar på spørgsmål fra Retten, at den sag om ugrundet berigelse, som var anlagt
ved Tribunale civile di Cagliari, blev udsat med henblik på at finde en mindelig løsning mellem parterne med hensyn til sagsomkostningerne.
Dette skete på grundlag af udfaldet af Kommissionens undersøgelse, som er nævnt ovenfor i præmis 40. Eftersom denne undersøgelse
havde vist, at AIMA – i modsætning til, hvad organet havde hævdet før indledningen af den nævnte procedure og under denne
procedure − havde tilbageført et beløb svarende til sikkerheden til EUGFL, havde proceduren ifølge sagsøgerne mistet enhver
relevans, idet det herefter var klart, at AIMA ikke kunne have opnået nogen ugrundet berigelse.
44
Endelig har sagsøgerne i et skriftligt svar på et spørgsmål fra Retten anført, at konkursbehandlingen blev afsluttet i løbet
af 2000, og at de havde opnået dividende som privilegerede kreditorer på grund af deres status som landbrugskooperativer,
jf. artikel 2751a, stk. 5a, og artikel 2776 i den italienske code civil. De havde i forbindelse med udlodningen opnået betaling
af 39% af deres anmeldte fordringer på DAI. Efter udlodningen beløb den ubetalte del af fordringerne sig til 72 797 022 ITL
for så vidt angår Cantina sociale di Dolianova, til 54 412 685 ITL for så vidt angår Cantina Trexenta, til 350 554 208 ITL
for så vidt angår Cantina sociale Marmilla, til 133 888 664 ITL for så vidt angår Cantina sociale Santa Maria La Palma og
til 37 212 737 ITL for så vidt angår Cantina sociale del Vermentino.
Retsforhandlinger og parternes påstande
45
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. oktober 1998 har sagsøgerne anlagt denne sag.
46
Efter indgivelsen af svarskriftet har Retten ved skrivelse af 25. februar 1999 fra justitssekretæren opfordret sagsøgerne
til at begrænse replikken til spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling. Sagsøgerne har efterkommet
denne opfordring.
47
Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
–
»Kommissionens beslutning af 31. juli 1998 […] samt enhver retsakt, som er nævnt i denne beslutning, eller som i hvert fald
ligger til grund herfor, er koordineret hermed eller forbundet hermed, erklæres ugyldig i medfør af EF-traktatens artikel
173 og/eller 175 […]«
–
»Det fastslås, at [sagsøgerne] har ret til at modtage den fællesskabsstøtte, som DAI som følge af sin konkurs ikke har udbetalt
til dem inden for fristerne, hvilken støtte er blevet tilbagesøgt af AIMA […] og tilbageført til EUGFL […]«
–
»Kommissionen tilpligtes − som ugrundet berigelse og/eller skadeserstatning i henhold til EF-traktatens artikel 178 − at betale
[sagsøgerne en erstatning svarende til deres ubetalte fordringer på DAI, hvilke fordringer er specificeret i stævningen],
eventuelt med tillæg af procesrenter fra den 1. januar 1992 eller i det mindste fra den 23. januar 1998, som er datoen for
indsendelse af betalingsanmodningen til Kommissionen […]«
–
»Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.«
48
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
–
Sagen afvises.
–
Subsidiært: Kommissionen frifindes.
–
Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
49
På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Anden Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling uden
forudgående bevisoptagelse.
50
Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten i retsmødet den 14. september 2000.
51
Under dette retsmøde frafaldt sagsøgerne deres anden påstand.
52
Efter retsmødet den 14. september 2000 afsluttede formanden for Anden Afdeling den mundtlige forhandling og udsatte sagen
i tre måneder med henblik på, at parterne kunne genoverveje sagen.
53
Ved skrivelse af 14. december 2000 meddelte Kommissionen, at der ikke havde kunnet findes en mindelig løsning på sagen.
54
Retten har ved afgørelse af 18. september 2001 genåbnet den mundtlige forhandling for som led i en foranstaltning med henblik
på sagens tilrettelæggelse som omhandlet i artikel 64 i Rettens procesreglement at stille en række skriftlige spørgsmål til
parterne. Kommissionen besvarede disse spørgsmål i et processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 16. november 2001.
Sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger til Kommissionens svar i et processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 27.
juni 2003.
55
I mellemtiden er sammensætningen af Rettens Anden Afdeling blevet ændret som følge af, at mandatet for et af Rettens medlemmer
er udløbet.
56
Retten (Anden Afdeling) har tilsagt parterne til et nyt retsmøde og opfordret sagsøgerne til skriftligt at besvare nye spørgsmål
inden dette retsmøde. Sagsøgerne har efterkommet denne anmodning i et processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den
5. januar 2004.
57
Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 10. februar 2004.
Retlig vurdering
A – Formaliteten vedrørende annullations- og passivitetssøgsmåletParternes argumenter
58
Kommissionen har for det første gjort gældende, at annullationspåstanden, som er fremsat med hjemmel i EF-traktatens artikel
173 (efter ændring nu artikel 230 EF), skal afvises, eftersom den anfægtede skrivelse af 31. juli 1998 ikke har karakter af
en beslutning. Kommissionen har ikke i denne skrivelse afslået at betale de forlangte beløb, men har blot anført, at den ikke
havde beføjelse til at gribe ind eller til at vedtage en beslutning vedrørende den omhandlede betaling. Denne beføjelse tilkommer
de nationale interventionsorganer, som skal foretage udbetaling af støtte omfattet af forordning nr. 2499/82.
59
Det eneste element af en beslutning, som er indeholdt i den anfægtede skrivelse, vedrører sagens henlæggelse. Der er imidlertid
tale om en udelukkende intern og administrativ beslutning, som ikke er bebyrdende i forhold til sagsøgerne.
60
Kommissionen har for det andet gjort gældende, at den påstand, som er nedlagt med hjemmel i EF-traktatens artikel 175 (nu
artikel 232 EF), ligeledes skal afvises, eftersom sagsøgerne ikke forudgående har opfordret den til at handle. Selv om det
antages, at skrivelsen af 23. januar 1998 kan anses for en opfordring til at handle, hvilket Kommissionen bestrider, er passivitetssøgsmålet
anlagt for sent. I modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, er det nemlig opfordringen til at handle, som udgør udgangspunktet
for beregningen af de processuelle frister.
61
Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at annullationspåstanden skal antages til realitetsbehandling. Indholdet af
den anfægtede skrivelse viser, at denne har karakter af en beslutning, idet den dels indebærer et afslag på sagsøgernes anmodning
af 23. januar 1998, dels en henlæggelse af sagen. Sagsøgerne gør gældende, at anmodningen af 23. januar 1998 var klar og begrundet
i de faktiske og retlige omstændigheder, samt at den var uafviselig. Anmodningen fulgte desuden efter en lang periode, hvor
sagen var blevet undersøgt. Efter den omhandlede undersøgelse har Kommissionen ved den omhandlede skrivelse meddelt afslag
på anmodningen og har angivet de faktiske og retlige grunde til dette afslag.
62
Sagsøgerne har desuden anført, at annullationspåstanden skal antages til realitetsbehandling, også selv om den anfægtede skrivelse
– i modsætning til sagsøgernes opfattelse – ikke måtte kunne anses for en egentlig beslutning, idet påstanden ikke kun omfatter
denne skrivelse, men ligeledes »enhver retsakt, som er nævnt i [denne skrivelse], eller som i hvert fald ligger til grund
herfor, er koordineret hermed eller forbundet hermed«. Annullationssøgsmålet må således anses for at omfatte »den anfægtede
negative foranstaltning bestående i undladelsen af at træffe en positiv beslutning for så vidt angår den anmodning, som på
det tidspunkt var blevet indgivet af kooperativerne med samme begrundelse«. Dette søgsmål er ifølge sagsøgerne anlagt i overensstemmelse
med procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), som blot bestemmer, at stævningen skal indeholde »søgsmålets genstand
og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene«.
63
Sagsøgerne har for det andet anført, at påstanden om, at Kommissionen har undladt at »vedtage den positive foranstaltning,
der var indgivet anmodning til den om«, hvilken påstand har hjemmel i EF-traktatens artikel 175, ligeledes skal antages til
realitetsbehandling. Sagsøgerne har gjort gældende, at den søgsmålsfrist på to måneder, som gælder, når en fællesskabsinstitution
ikke tager stilling efter at være blevet opfordret til at handle, løber fra den dato, hvor det står klart, at institutionen
vil forholde sig passivt. Ifølge sagsøgerne er Kommissionens passivitet først blevet åbenbar efter dens skrivelse af 31. juli
1998, hvorved den meddelte afslag på den anmodning, som var fremsat i skrivelsen af 23. januar 1998. Situationen havde ikke
tidligere været afklaret. Under telefonsamtaler med sagsøgernes advokat i månederne efter, at Kommissionen havde modtaget
den ovennævnte anmodning, havde en embedsmand i Generaldirektoratet for Landbrug således forsikret om, at sagen blev undersøgt
af Kommissionens tjenestegrene, og at en beslutning ville blive truffet inden udgangen af sommeren 1998. Sagsøgerne har foreslået,
at Retten i givet fald indkalder hr. Petrucci som vidne med henblik på at bekræfte disse oplysninger.
Rettens bemærkninger Formaliteten vedrørende annullationssøgsmålet
64
Med henblik på afgørelsen af, om annullationssøgsmålet kan antages til realitetsbehandling, må der foretages en undersøgelse
af den anfægtede skrivelses beskaffenhed. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt, at en skrivelse er blevet fremsendt af en fællesskabsinstitution
som svar på en anmodning fra skrivelsens adressat, for at denne skrivelse kan anses for en beslutning som omhandlet i traktatens
artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF). Det fremgår af Domstolens faste praksis, at kun afgørelser, der skaber bindende
retsvirkninger, som kan berøre den pågældende sagsøgers interesser, kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (Domstolens
dom af 14.1.1993, sag C-257/90, Italsolar mod Kommissionen, Sml. I, s. 9, præmis 21, Rettens kendelse af 4.10.1996, sag T‑5/96,
Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, Sml. II, s. 1299, præmis 26, og af 11.12.1998, sag T-22/98, Scottish Soft
Fruit Growers mod Kommissionen, Sml. II, s. 4219, præmis 34).
65
I den foreliggende sag skal det således først og fremmest undersøges, om den anfægtede skrivelse, i den retlige sammenhæng,
hvori den indgår, kunne skabe sådanne virkninger, for så vidt som den indebar et afslag på sagsøgernes anmodning, som i det
væsentlige gik ud på, at Kommissionen skulle udbetale det beløb, de ikke havde modtaget i fællesskabsstøtte i henhold til
forordning nr. 2499/82 for vin leveret med henblik på forebyggende destillation i vinproduktionsåret 1982/1983, direkte til
sagsøgerne (jf. præmis 41 og 42 ovenfor).
66
I denne forbindelse bemærkes, at ifølge de regler, som gælder for forholdet mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, påhviler
det de sidstnævnte, så længe der ikke er vedtaget modstående bestemmelser i fællesskabsretten, at sikre gennemførelsen af
Fællesskabets retsforskrifter inden for deres område, navnlig for så vidt angår den fælles landbrugspolitik. Nærmere bestemt
påhviler gennemførelsen af EF-bestemmelserne om de fælles markedsordninger de hertil udpegede nationale organer. Kommissionens
tjenestegrene har ingen kompetence til at træffe afgørelser om gennemførelse af de nævnte bestemmelser (Rettens kendelse af
21.10.1993, forenede sager T-492/93 og T-492/93 R, Nutral mod Kommissionen, Sml. II, s. 1023, præmis 26, og Rettens dom af
15.9.1998, sag T-54/96, Oleifici Italiani og Fratelli Rubino mod Kommissionen, Sml. II, s. 3377, præmis 51).
67
I det foreliggende tilfælde fremgår det af forordning nr. 2499/82, at selv om den finansielle byrde i forbindelse med den
forebyggende destillation i sidste ende skal bæres af Fællesskabet, påhviler det de nationale interventionsorganer (i dette
tilfælde AIMA) at sikre udførelsen inden for deres område af den forebyggende destillation i overensstemmelse med bestemmelserne
i den nævnte forordning.
68
Navnlig er det i henhold til forordning nr. 2499/82 interventionsorganerne, der:
–
efterprøver og godkender de kontrakter, som indgås mellem vinproducenterne og destillerierne (forordningens artikel 1, stk. 3,
og artikel 3)
–
udbetaler fællesskabsstøtten, eller på visse betingelser forudbetaler et beløb svarende til støtten (forordningens artikel
6, artikel 9, stk. 2, og artikel 11)
–
i givet fald tilbagesøger beløb, som er udbetalt uretmæssigt i støtte eller forudbetalt støtte (forordningens artikel 9, stk. 2,
og artikel 11, stk. 3).
69
Forordning nr. 2499/82 tildeler derimod ikke Kommissionen nogen kompetence til at gribe ind i de nationale interventionsorganers
gennemførelse af den forebyggende destillation. Det fremgår nemlig af denne forordning, at Kommissionen udelukkende kunne
tage de foranstaltninger, som var gennemført af de nationale organer, til efterretning, idet forordningens artikel 21 pålagde
medlemsstaterne en pligt til inden for de fastsatte frister at give Kommissionen meddelelse om de mængder vin, der var anført
i godkendte kontrakter om destillation, om de destillerede mængder vin og mængderne af opnåede produkter samt om de tilfælde,
hvor destilleriet ikke havde opfyldt sine forpligtelser, og om, hvilke foranstaltninger der var truffet som følge heraf.
70
På denne retlige baggrund havde Kommissionen i intet tilfælde kompetence til at imødekomme en anmodning som den, sagsøgerne
i den foreliggende sag havde indgivet til den, om udbetaling fra Kommissionen af støtte, som visse vinproducenter angiveligt
havde krav på i medfør af forordning nr. 2499/82.
71
Det følger heraf, at afslaget på denne anmodning i den anfægtede skrivelse og den heraf følgende henlæggelse af sagen ikke
har kunnet ændre sagsøgernes retsstilling. Skrivelsen har således ikke karakter af en beslutning og er dermed ikke en retsakt,
som kan anfægtes i medfør af traktatens artikel 173 for så vidt angår det heri indeholdte afslag på at udbetale den ansøgte
fællesskabsstøtte til sagsøgerne.
72
Det skal dernæst også undersøges, om påstanden om annullation af den anfægtede skrivelse kan antages til realitetsbehandling,
for så vidt som denne skrivelse kan forstås som et afslag på en implicit anmodning fra sagsøgerne om, at Kommissionen foretog
en ændring af bestemmelserne i forordning nr. 2499/82 med henblik på at bringe disse i overensstemmelse med det ligebehandlingsprincip,
forordningen henviser til.
73
I den nævnte skrivelse har Kommissionen ikke begrænset sig til at redegøre nærmere for anvendelsen af ordningen for udbetaling
af fællesskabsstøtte gennem AIMA i henhold til de relevante bestemmelser i forordning nr. 2499/82, bl.a. for så vidt angår
det nationale interventionsorgans inddragelse af den sikkerhed, destilleriet havde stillet med henblik på at opnå en forudbetaling
af støtten, såfremt det ikke opfyldte sine forpligtelser.
74
Den anfægtede skrivelse indeholder nemlig ligeledes Kommissionens stillingtagen til spørgsmålet, om den ordning for støtteudbetaling,
som er indført ved artikel 9 i forordning nr. 2499/82, er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.
75
Retten skal i denne forbindelse fastslå, at selv om det antages, for det første, at sagsøgernes skrivelse af 23. januar 1998
kan udlægges således, at den indeholder en anmodning om, at Kommissionen foretager en ændring med tilbagevirkende kraft af
forordning nr. 2499/82 med henblik på at sikre udbetalingen af fællesskabsstøtte til de berørte producenter, hvilket dog ikke
udtrykkeligt fremgår af ordlyden af denne skrivelse, og for det andet, at den anfægtede skrivelse følgelig kan forstås som
et afslag på en sådan anmodning, må påstanden om annullation af den sidstnævnte skrivelse alligevel afvises som følge af sagsøgernes
manglende søgsmålskompetence.
76
Det følger nemlig af fast retspraksis, at et søgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af Kommissionens
afslag på med tilbagevirkende kraft at korrigere en retsakt, afvises, såfremt den krævede korrektion skulle have været foretaget
via en almengyldig forordning (kendelsen i sagen Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, præmis 28, og i sagen
Scottish Soft Fruit Growers mod Kommissionen, præmis 41).
77
I den foreliggende sag bemærkes, at forordning nr. 2499/82 har almengyldig karakter, eftersom den vedrører alle vinproducenter
og destillerier i Fællesskabet og på generel og abstrakt vis fastsætter bestemmelser vedrørende den forebyggende destillation
for vinproduktionsåret 1982/1983. På denne baggrund bemærkes, at en ændring af denne forordning under alle omstændigheder
kun kunne foretages via en almengyldig forordning.
78
Af de ovennævnte grunde skal påstanden om annullation af den anfægtede skrivelse afvises.
79
For så vidt angår sagsøgernes påstand om annullation af enhver retsakt, som er nævnt i den anfægtede skrivelse, eller som
ligger til grund herfor, er koordineret hermed eller forbundet hermed, er det tilstrækkeligt at bemærke, at genstanden for
denne påstand ikke er tilstrækkeligt klart præciseret, og at den derfor som anført af Kommissionen ligeledes skal afvises,
jf. procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c).
80
Det følger heraf, at annullationspåstanden i det hele skal afvises.
Formaliteten vedrørende passivitetssøgsmålet
81
Hvad for det andet angår den retsstridige passivitet, Kommissionen ifølge sagsøgerne har udvist ved at undlade at udstede
en beslutning om tildeling af den omhandlede fællesskabsstøtte til sagsøgerne, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen,
som allerede fastslået i præmis 70 ovenfor, ikke havde kompetence til at vedtage en sådan beslutning. Passivitetssøgsmålet,
som er anlagt på grundlag af EF-traktatens artikel 175 (nu artikel 232 EF), skal derfor afvises, for så vidt som det er anlagt
til prøvelse af denne undladelse, idet det ikke kan bebrejdes Kommissionen, at den ikke har truffet en anden afgørelse end
en henstilling eller udtalelse som omhandlet i traktatens artikel 175, stk. 3 (jf. f.eks. dommen i sagen Italsolar mod Kommissionen,
præmis 30). Hertil kommer, at passivitetssøgsmålet, som er anlagt den 12. oktober 1998, som anført af Kommissionen under alle
omstændigheder er anlagt for sent, når det lægges til grund, at sagsøgernes skrivelse af 23. januar 1998, som indgik til Kommissionen
den 5. februar 1998, indeholdt en klar opfordring til at vedtage en beslutning om tildeling af den omhandlede støtte til sagsøgerne.
Kommissionen skulle således i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2, have taget stilling inden den 5. april 1998, og
passivitetssøgsmålet skulle være anlagt senest den 15. juni 1998, når forlængelsen af fristen under hensyn til afstanden tages
i betragtning.
82
Det skal i øvrigt bemærkes, at selv om det antages, at den her omhandlede påstand kan læses således, at den hævdede passivitet
består i Kommissionens formodede afslag på at vedtage en forordning om ændring med tilbagevirkende kraft af forordning nr. 2499/82,
med henblik på at sikre betaling af fællesskabsstøtten til de berørte producenter, skal passivitetssøgsmålet ligeledes afvises.
I den foreliggende sag kan sagsøgernes skrivelse af 23. januar 1998 nemlig ikke forstås som en opfordring til at handle som
omhandlet i traktatens artikel 175, stk. 2, idet sagsøgerne heri ikke klart har anmodet Kommissionen om at ændre forordning
nr. 2499/82 med henblik på at bringe denne forordning i overensstemmelse med de principper, den henviser til. Desuden er privatpersoner,
som ikke er berettigede til at anfægte lovligheden af en retsakt, heller ikke berettigede til at indbringe et passivitetssøgsmål
for Domstolen efter at have rettet en opfordring til en fællesskabsinstitution om at udstede en retsakt (Domstolens dom af
26.4.1988, forenede sager 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, præmis 17). Ændringen
af forordning nr. 2499/82 forudsatte som allerede fastslået (jf. præmis 77 ovenfor) vedtagelse af en almengyldig retsakt.
83
Det følger heraf, at passivitetssøgsmålet skal afvises.
B – Erstatningssøgsmålet og påstanden om tilbagesøgning af en ugrundet berigelse Formaliteten vedrørende påstanden om tilbagesøgning af en ugrundet berigelse
84
Sagsøgernes subsidiære påstand om, at Kommissionen tilpligtes at udbetale dem den omhandlede fællesskabsstøtte som tilbagesøgning
af en ugrundet berigelse, må umiddelbart afvises, idet der blandt de søgsmålsadgange, som er foreskrevet i traktaten, ikke
er fastsat nogen mulighed for at anlægge et søgsmål om ugrundet berigelse. Dette er dog ikke til hinder for, at anbringendet
om tilsidesættelse af princippet om forbud mod ugrundet berigelse vil kunne tiltrædes, idet den nævnte subsidiære påstand
kan forstås således, at sagsøgerne bl.a. har påberåbt sig dette princip til støtte for deres erstatningspåstand (jf. præmis
159-164 nedenfor).
Formaliteten vedrørende erstatningssøgsmålet Parternes argumenter
85
Kommissionen har fremført tre grunde til, at erstatningssøgsmålet skal afvises. For det første har den gjort gældende, at
der i forbindelse med administrationen af de støtteforanstaltninger, som er fastsat inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik,
ikke består noget direkte forhold mellem Fællesskabet og de økonomiske aktører. I den foreliggende sag har Kommissionen således
ikke udvist nogen adfærd, der opfylder betingelserne for et søgsmål ved Domstolen i medfør af EF-traktatens artikel 215, stk. 2
(nu artikel 288, stk. 2, EF) (Domstolens dom af 10.5.1978, sag 132/77, Exportation des sucres mod Kommissionen, Sml. s. 1061,
af 12.12.1979, sag 12/79, Wagner Agrarhandel mod Kommissionen, Sml. s. 3657, og af 27.3.1980, sag 133/79, Sucrimex og Westzucker
mod Kommissionen, Sml. s. 1299).
86
Kommissionen har i denne forbindelse som svar på et skriftligt spørgsmål fra Domstolen gjort gældende, at sagsøgerne ikke
til støtte for deres erstatningspåstand har påberåbt sig, at forordning nr. 2499/82 er ulovlig. De har alene – først for de
nationale domstole og herefter for Retten – anfægtet den fortolkning af de relevante bestemmelser i forordningen, som er blevet
anlagt af de italienske myndigheder og af Kommissionen i dens skrivelse af 31. juli 1998.
87
Kommissionen har for det andet gjort gældende, at sagsøgerne ydes en effektiv domstolsbeskyttelse ved de nationale domstole.
De kunne navnlig have anlagt en sag med påstand om betaling mod interventionsorganet ved de nationale domstole, jf. Domstolens
dom af 12.4.1984, Unifrex mod Kommissionen og Rådet (sag 281/82, Sml. s. 1969, præmis 11).
88
I den foreliggende sag kunne sagsøgerne desuden, under den sag om ugrundet berigelse, de havde anlagt mod AIMA ved Tribunale
civile di Cagliari, have foreslået den nationale ret at forelægge et præjudicielt spørgsmål i medfør af EF-traktatens artikel
177 (nu artikel 234 EF), med henblik på at give Domstolen mulighed for at undersøge gyldigheden af de omhandlede fællesskabsbestemmelser.
89
Under retsmødet den 10. februar 2004 har Kommissionen som svar på spørgsmål fra Retten understreget, at der i den italienske
retsorden er fastsat tilstrækkelige retsmidler, som giver mulighed for, at de berørte producenter kan få AIMA dømt til at
betale den fællesskabsstøtte, som er fastsat ved forordning nr. 2499/82. Sagsøgerne fik ikke medhold i de påstande, de havde
nedlagt for Tribunale civile di Roma, eftersom denne sag vedrørte den sikkerhed, DAI havde stillet til fordel for AIMA, og
dermed ikke den subjektive ret til fællesskabsstøtten, som sagsøgerne hævder at have. Sagsøgerne burde desuden, på baggrund
af deres aftalelignende forhold til AIMA, snarere have anlagt en sag med påstand om betaling mod dette organ end en sag om
ugrundet berigelse som den, der blev anlagt ved Tribunale civile di Cagliari. En sag ved de nationale domstole med påstand
om betaling, eventuelt baseret på forordning nr. 2499/82’s påståede ugyldighed, kunne have været anlagt før konkursbehandlingen
blev afsluttet. Den omstændighed, at sikkerheden er blevet tilbagebetalt – hvilken omstændighed er blevet påberåbt af sagsøgerne
til støtte for, at denne sag om erstatning uden for kontraktforhold kan antages til realitetsbehandling – betyder ikke, at
en sådan sag med påstand om betaling bliver uden virkning. Den er således ikke til hinder for, at den italienske ret kan dømme
AIMA til at betale sagsøgerne den omhandlede fællesskabsstøtte efter en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af de
relevante bestemmelser i forordning nr. 2499/82, såfremt Domstolen måtte fastslå, at visse af disse bestemmelser er ugyldige.
Kommissionen har i denne forbindelse påberåbt sig Rettens kendelse af 25.4.2001, Coillte Teoranta mod Kommissionen (sag T-244/00,
Sml. II, s. 1275).
90
Kommissionen har for det tredje anført, at erstatningspåstanden under alle omstændigheder skal afvises i medfør af artikel
46 i statutten for Domstolen, som finder anvendelse på sagsbehandlingen ved Retten i medfør af samme statuts artikel 53, og
hvorefter krav om erstatning uden for kontraktforhold forældes fem år efter, at den omstændighed, som ligger til grund for
kravet, er indtrådt.
91
Denne forældelsesfrist begyndte ifølge Kommissionen at løbe fra det tidspunkt, hvor sagsøgerne fik kendskab til det skadevoldende
forhold. I den foreliggende sag består dette forhold i den urigtige anvendelse af fællesskabsbestemmelserne eller i disses
retsstridighed, hvilket sagsøgerne fik kendskab til senest på tidspunktet for denne anvendelse. Hverken afgørelsen fra Tribunale
civile di Roma af 27. januar 1989 eller de senere domme fra Corte d’appello di Roma og Corte di cassazione har kunnet afbryde
denne forældelse.
92
Kommissionen har i denne forbindelse påpeget, at det tab, sagsøgerne har påberåbt sig, består i den manglende betaling af
prisen for vin solgt til DAI, hvilken pris skulle have været betalt til dem senest i juni 1983. Erstatningspåstanden vedrører
således faktiske omstændigheder, som har fundet sted i 1983. Da sagen først er anlagt den 12. oktober 1998, er kravet forældet.
93
Selv om det måtte anerkendes – hvilket Kommissionen bestrider – at forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor det blev
klart, at sagsøgerne ikke kunne få medhold i de sager, som var anlagt ved de nationale domstole, må i denne forbindelse datoen
for afsigelse af dommen fra Tribunale civile di Roma den 27. januar 1989 lægges til grund. Dette er nemlig den eneste materielle
afgørelse, som vedrører sagsøgerne. Corte d’appello di Roma har »afvist« den appel, som var iværksat mod Tribunale civile
di Romas dom, fordi den ikke var forskriftsmæssigt forkyndt, og Corte di cassazione har stadfæstet Corte d’appello di Romas
dom. Kommissionen har sammenlignet den procedurefejl, som sagsøgerne begik under appelsagen, med det for sene anlæg af et
søgsmål efter udløbet af den herfor fastsatte frist. Kravet om erstatning uden for kontraktforhold blev derfor forældet i
januar 1994.
94
Til sagsøgernes påstand om, at det skadevoldende forhold består i, at AIMA har regnskabsført sikkerheden til fordel for EUGFL,
har Kommissionen anført, at denne sikkerhed vedrører forholdet mellem DAI og AIMA, og ikke forholdet mellem sagsøgerne og
DAI. Den regnskabsmæssige disposition, som vedrører sikkerheden, vedrører desuden forholdet mellem EUGFL og AIMA, men har
ikke nogen materiel betydning for sagsøgernes eventuelle krav mod Kommissionen.
95
Selv om det måtte anerkendes, at den omstændighed, at sikkerheden er blevet regnskabsført til fordel for EUGFL, er en uregelmæssighed,
som kan tilskrives Kommissionen, er erstatningskravet forældet. Sagsøgerne havde nemlig allerede forud herfor kendskab hertil,
idet dette er udtrykkeligt fastsat i fællesskabsbestemmelserne. Kommissionen har desuden under retsmødet den 10. februar 2004
gjort gældende, at det fremgår af dommen fra Tribunale civile di Roma af 27. januar 1989, at DAI havde anført, at AIMA skulle
tilbagebetale sikkerheden til det kompetente fællesskabsorgan.
96
Sagsøgerne mener derimod ikke, at det i denne sag fremsatte erstatningskrav er forældet i medfør af statuttens artikel 46.
97
Sagsøgerne har anført, at forældelse ikke kan gøres gældende over for skadelidte, der først på et senere tidspunkt har fået
kendskab til det forhold, der er årsag til skaden, og derfor ikke inden forældelsesfristens udløb har haft rimelig tid til
at indgive en stævning (Domstolens dom af 7.11.1985, sag 145/83, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 3539, præmis 50).
98
I den foreliggende sag har sagsøgerne først efter Kommissionens skrivelse af 31. juli 1998 fået kendskab til, at AIMA i hvert
fald delvist havde viderebetalt sikkerheden til Kommissionen. De anmodede derfor Kommissionen om at udbetale dem den omhandlede
fællesskabsstøtte som godtgørelse for den ugrundede berigelse eller som erstatning i medfør af traktatens artikel 178 og 215
(nu henholdsvis artikel 235 EF og 288 EF) for det tab, de angiveligt havde lidt.
99
I modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet, har sagsøgerne ikke kunnet have kendskab til, at den omhandlede støtte var
blevet regnskabsført til fordel for EUGFL. Det var først efter den undersøgelse, Kommissionen foretog af AIMA’s forhold på
foranledning af en klage fra sagsøgerne, at Kommissionen selv blev underrettet om denne tilbageførsel. Sagsøgerne har desuden
anført, at selv om pligten til tilbageførsel til Kommissionen af et beløb svarende til sikkerheden følger af fællesskabsbestemmelserne,
som i øvrigt er vanskeligt forståelige, er det henset til AIMA’s adfærd på ingen måde sikkert, at denne forpligtelse er blevet
overholdt i den foreliggende sag. I deres skriftlige svar på spørgsmål fra Retten og under retsmødet den 10. februar 2004
har sagsøgerne i denne forbindelse understreget, at AIMA aldrig havde erklæret, at sikkerheden er blevet udbetalt til Kommissionen.
AIMA havde tværtimod før og under retssagen for Tribunale civile di Cagliari hævdet, at organet havde ret til sikkerheden.
100
Sagsøgerne har for alle tilfældes skyld anført, at selv om det lægges til grund, at den hændelse, som har givet grundlag for
erstatningssagen, har fundet sted den 31. december 1991, hvor AIMA tilbageførte et beløb svarende til sikkerheden, er femårsfristen
blevet afbrudt, enten ved skrivelsen af 22. januar 1996, hvorved sagsøgerne anmodede AIMA om at betale dem et beløb svarende
til den omhandlede støtte, eller ved skrivelsen af 13. november 1996, hvorved sagsøgerne indgav en klage til Kommissionen
med henblik på at opnå betaling af dette beløb.
Rettens bemærkninger
101
Det, der skal undersøges, er de tre af Kommissionen fremførte grunde til, at erstatningssøgsmålet skal afvises, nemlig for
det første, at den anfægtede adfærd ikke kan tilregnes Fællesskabet, for det andet, at der foreligger effektive nationale
retsmidler, og for det tredje, at sagen er forældet i medfør af artikel 46 i Domstolens statut.
1. Anbringendet om, at den anfægtede adfærd ikke kan tilregnes Fællesskabet
102
For så vidt som dette erstatningssøgsmål vedrører anvendelsen af fællesskabsbestemmelser, hvis gennemførelse som allerede
fastslået (jf. præmis 67 ovenfor) påhviler de nationale kompetente organer, skal det i henhold til retspraksis undersøges,
om den angiveligt ulovlige adfærd, sagsøgerne har gjort gældende til støtte for deres påstand, hidrører fra en fællesskabsinstitution
og ikke kan tilskrives det nationale organ (Domstolens dom i sagen Exportation des sucres mod Kommissionen, præmis 27, og
i sagen Sucrimex og Westzucker mod Kommissionen, præmis 16 og 22-25, samt dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen,
Sml. s. 753, præmis 19).
103
Med dette formål for øje skal der først foretage en nøjagtig beskrivelse på den konkrete retlige og faktiske baggrund af den
adfærd, som sagsøgerne bebrejder Kommissionen, og som har ført dem til som et subsidiært retsmiddel at anlægge det her omhandlede
søgsmål i henhold til EF-traktatens artikel 178.
104
Det bemærkes, at selv om en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende på den helt særlige retlige og faktiske baggrund i
denne sag med føje har kunnet være uvidende om, at der ikke var nogen sikkerhed for betaling af den omhandlede støtte til
producenterne i tilfælde af destilleriets insolvens (jf. præmis 136-145 nedenfor), viser en gennemgang af forordning nr. 2499/82,
at producenterne inden for rammerne af den ordning for indirekte udbetaling af støtte til vinproducenterne gennem destilleriet,
som var indført ved forordningens artikel 9, ikke havde nogen ret til sikkerheden, som udelukkende blev stillet af destilleriet
til fordel for det nationale interventionsorgan med henblik på at opnå en forudbetaling af støtten.
105
Desuden bemærkes, at producenterne inden for rammerne af den ordning, som var indført ved artikel 9 i forordning nr. 2499/82,
ikke havde ret til at modtage den omhandlede støtte direkte, heller ikke i tilfælde af destilleriets insolvens, hvilket i
det væsentlige er det, Kommissionen har anført i sin skrivelse af 31. juli 1998. Kommissionen har i denne henseende i den
nævnte skrivelse desuden hævdet, at forskellen mellem de ordninger, som var indført ved henholdsvis artikel 9 og artikel 10
i forordningen, ikke er i strid med ligebehandlingsprincippet.
106
Det skal fremhæves, at det er ubestridt, dels at sagsøgerne havde opfyldt alle de forpligtelser, som fulgte af deres kontrakter
med DAI, hvilke kontrakter var godkendt af AIMA i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 2499/82, dels at de
mængder af vin, som var leveret af sagsøgerne, blev destilleret inden for de i forordningen fastsatte frister. Som følge af
økonomiske vanskeligheder udbetalte DAI ikke den mindsteopkøbspris, som er fastsat i forordning nr. 2499/82, og som omfatter
fællesskabsstøtten, til sagsøgerne, eller udbetalte den kun delvist.
107
På denne baggrund har sagsøgerne nedlagt en subsidiær påstand om erstatning for det tab, de har lidt ved den helt eller delvist
manglende betaling af mindsteopkøbsprisen, som er en følge af lakuner i den ordning for indirekte betaling af fællesskabsstøtte,
som er fastsat i de relevante bestemmelser i forordningen, hvilket Kommissionen i øvrigt har anført i sin skrivelse af 31.
juli 1998.
108
Selv om det er rigtigt, at sagsøgerne har bestridt AIMA’s fortolkning af de relevante bestemmelser i forordning nr. 2499/82
både for den nationale domstol og i deres brevveksling med Kommissionen uden udtrykkeligt at anfægte gyldigheden af disse
bestemmelser, har de dog ikke blot gentaget disse klagepunkter for Retten. I stævningen har sagsøgerne ligeledes subsidiært
gjort gældende, at hvis forordning nr. 2499/82 må anses for at have skabt en forskelsbehandling af producenterne i forskellige
medlemsstater − afhængigt af den valgte ordning for udbetaling af fællesskabsstøtte, idet medlemsstaterne i medfør af artikel
8 i den nævnte forordning kunne vælge mellem de to forskellige ordninger, som var fastsat i forordningens artikel 9 og artikel
10 – er den dermed udtryk for en grov tilsidesættelse af bl.a. ligebehandlingsprincippet.
109
Retten udleder heraf, at den adfærd, som er blevet foreholdt Kommissionen, i det væsentlige består i, at forordning nr. 2499/82,
inden for rammerne af den ordning for udbetaling af støtte, som var fastsat i artikel 9, og som på dette punkt afviger fra
den ordning, som var fastsat i artikel 10, ikke sikrer udbetalingen til de berørte producenter af den støtte, som er indeholdt
i mindsteopkøbsprisen, for vin, som er blevet leveret til et destilleri og er blevet destilleret i overensstemmelse med forordningens
bestemmelser, herunder heller ikke i tilfælde af et destilleris konkurs.
110
Det angiveligt ulovlige forhold må således tilskrives Kommissionen som ophavsmand til forordning nr. 2499/82.
111
Navnlig bemærkes, at denne fællesskabsinstitutions argument om, at anvendelsen af den ordning, som var fastsat i artikel 9
i forordning nr. 2499/82, er en følge af det valg, Den Italienske Republik har truffet i henhold til forordningen artikel
8, ikke kan føre til et andet resultat, eftersom det angiveligt ulovlige forhold vedrører selve forordningen, og ikke den
berørte medlemsstats adfærd, som blot bestod i en korrekt anvendelse heraf.
112
Nærmere bestemt bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt lovligheden af den ordning, som er indført ved artikel 9 i forordning
nr. 2499/82, for så vidt som denne fastsætter bestemmelser om indirekte udbetaling af støtten til producenterne med destilleriet
som mellemled. De har derimod anfægtet gennemførelsesbetingelserne til denne ordning, således som disse er fastsat i de relevante
bestemmelser i den omhandlede forordning, eftersom disse betingelser ikke sikrer støttens udbetaling til producenterne i tilfælde
af destilleriets insolvens. Når en medlemsstat har valgt ordningen med indirekte støtteudbetaling, hvilken ordning ikke er
anfægtet i denne sag for så vidt angår selve princippet heri, råder de kompetente nationale myndigheder ikke over noget skøn
med hensyn til de foranstaltninger, som skal træffes i henhold til forordning nr. 2499/82, hvis destilleriet ikke udbetaler
den omhandlede støtte til producenterne. I den foreliggende sag følger det angiveligt ulovlige forhold således direkte af
en påstået lakune i denne forordning, og ikke af Den Italienske Republiks valg af ordningen med indirekte udbetaling af støtte.
113
Det følger heraf, at anbringendet om, at den anfægtede adfærd ikke kan tilregnes Fællesskabet, må forkastes.
2. Anbringendet om, at der foreligger effektive nationale retsmidler
114
Det bemærkes i denne forbindelse indledningsvis, at sagsøgerne med erstatningspåstanden har fremsat krav om betaling af en
erstatning, som dækker deres ubetalte fordringer på DAI, som specificeret i stævningen, med tillæg af morarenter. Det skal
derfor undersøges, om dette erstatningssøgsmål udgør en omgåelse af proceduren såvel i forhold til retsmidlerne for de nationale
domstole som i forhold til andre fællesskabsretlige retsmidler.
115
Ifølge fast retspraksis skal erstatningssøgsmålet i traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, bedømmes i forhold til
hele det system for retsbeskyttelse af borgerne, som er indført ved traktaten. Det følger heraf, at når en person er af den
opfattelse, at han har lidt skade ved en forskriftsmæssig anvendelse af en fællesskabsretsakt, som han anser for ulovlig,
og at det forhold, som er årsag til skaden, således udelukkende kan tilregnes Fællesskabet, kan et sådant erstatningssøgsmål
i visse tilfælde alligevel kun antages til realitetsbehandling, hvis de nationale retsmidler er udtømt. Det er dog en forudsætning,
at disse nationale retsmidler effektivt beskytter de berørte personers rettigheder, og at de kan føre til erstatning af det
påståede tab (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener
Walzmühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3211, præmis 8 og 9, dommen i sagen Krohn mod Kommissionen, præmis 27 og
28, Domstolens dom af 29.9.1987, sag 81/86, De Boer Buizen mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3677, præmis 9, og Rettens dom
af 10.4.2003, sag T-195/00, Travelex Global and Financial Services og Interpayment Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 1677,
præmis 87).
116
Det kan navnlig ikke kræves som en betingelse for, at et erstatningssøgsmål i henhold til traktatens artikel 178 og artikel
215, stk. 2, kan antages til realitetsbehandling, at de nationale retsmidler er udtømt, når de nationale retter ikke kan tage
en påstand om betaling – eller enhver anden relevant påstand – til følge, selv om de anfægtede fællesskabsbestemmelser bliver
erklæret ugyldige ved en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, som har fået sagen forelagt i medfør af EF-traktatens artikel
177, uden forudgående indgriben fra fællesskabslovgiver, fordi der ikke er fastsat nogen fællesskabsbestemmelser, som giver
de nationale kompetente organer kompetence til at udbetale de forlangte beløb. Denne antagelse bekræftes stiltiende eller
udtrykkeligt i retspraksis (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Rådet,
Sml. 1971, s. 275, org.ref.: Rec. s. 975, af 14.5.1975, sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, af 4.10.1979, forenede
sager 64/76 og 113/76, 167/78 og 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier m.fl. mod Rådet, Sml. s. 3091, præmis 6, og af 4.1.1979,
forenede sager 261/78 og 262/78, Interquell Stärke-Chemie mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3045, præmis 6, samt dommen i
sagen Unifrex mod Kommission, præmis 12, og i sagen De Boer mod Rådet og Kommissionen, præmis 10).
117
I et sådant tilfælde bliver udøvelsen af de rettigheder, som er tillagt personer, der er af den opfattelse, at de har lidt
skade, nemlig gjort uforholdsmæssig vanskelig ved de nationale domstole. Det vil derfor være i strid ikke blot med en god
retspleje, men også med betingelsen om, at der ikke foreligger effektive nationale retsmidler (jf. præmis 115 ovenfor), at
pålægge de berørte personer at udtømme de nationale retsmidler og at afvente, at der bliver truffet en endelig afgørelse vedrørende
deres krav, efter at vedkommende fællesskabsinstitutioner i givet fald har ændret eller udfyldt de gældende fællesskabsbestemmelser
til efterkommelse af en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, hvorved disse bestemmelser måtte blive erklæret ugyldige (jf.
i denne retning Domstolens dom af 24.10.1973, sag 43/72, Merkur Aussenhandels mod Kommissionen, Sml. s. 1055, præmis 6, og
af 19.10.1977, forenede sager 117/76 og 16/77, Ruckdeschel m.fl., Sml. s. 1753, præmis 13, samt analogt hertil Domstolens
dom af 8.3.2001, forenede sager C-397/98 og C-410/98, Metallgesellschaft m.fl., Sml. I, s. 1727, præmis 106).
118
I den foreliggende sag må det fastslås, at sagsøgerne i modsætning til det af Kommissionen hævdede ikke ydes en effektiv domstolsbeskyttelse
ved de nationale domstole. Det bemærkes uden præjudice for vurderingen af den materielle berettigelse af sagsøgernes krav,
at en national ret i en retlig sammenhæng som den foreliggende under alle omstændigheder kun kan dømme AIMA til at betale
sagsøgerne den omhandlede fællesskabsstøtte efter en eventuel ændring med tilbagevirkende kraft af forordning nr. 2499/82,
hvilket i så fald som allerede fastslået (jf. præmis 77 ovenfor) forudsætter, at Kommissionen vedtager en forordning. Selv
om Domstolen i givet fald i en præjudiciel afgørelse måtte fastslå, at visse bestemmelser i den nævnte forordning er ugyldige,
er det nemlig kun ved fællesskabslovgivers mellemkomst, at der kan udstedes et retligt grundlag for en sådan betaling, hvilket
Kommissionen i øvrigt har anerkendt i svarskriftet.
119
I denne forbindelse er Kommissionens argumentation på grundlag af kendelsen i sagen Coillte Teoranta mod Kommissionen, hvilken
kendelse er afsagt i et annullationssøgsmål og ikke i et erstatningssøgsmål som det foreliggende, irrelevant.
120
Det følger heraf, at anbringendet om, at der foreligger effektive nationale retsmidler, må forkastes.
121
Det skal i øvrigt ud fra samme tankegang om adskilte retsmidler bemærkes, at erstatningssøgsmålet, som sagsøgerne desuden
har bekræftet det i replikken, har subsidiær karakter i forhold til annullations- og passivitetssøgsmålet, som ligeledes er
anlagt af sagsøgerne med henblik på at opnå betaling af de rejste krav, og som af Retten er blevet afvist fra realitetsbehandling
(jf. præmis 80 og 83 ovenfor).
122
Retten finder det i denne forbindelse hensigtsmæssigt at minde om, at det fremgår af fast retspraksis, at erstatningssøgsmålet
efter traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, er indført som et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion
blandt de forskellige søgsmålstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål. Det tilsigter
nemlig – udelukkende i forhold til sagsøgeren – erstatning for det tab, som en fællesskabsinstitution har forårsaget, og ikke
en ophævelse af en bestemt foranstaltning, eller at det fastslås, at denne institution har gjort sig skyldig i retsstridig
passivitet. Det ville derfor stride mod dette retsmiddels selvstændige karakter og mod den effektive virkning af den ved traktaten
oprettede søgsmålsordning, såfremt den omstændighed, at et erstatningssøgsmål i hvert fald for sagsøgerne kan medføre et tilsvarende
resultat som et annullationssøgsmål eller et passivitetssøgsmål, skulle medføre afvisning. Det er udelukkende i tilfælde af,
at der med erstatningssøgsmålet reelt tilsigtes en ophævelse af en individuel beslutning rettet til sagsøgerne, der er blevet
endelig, hvorfor dette søgsmål har samme genstand og får samme virkning som et annullationssøgsmål, at det kan anses for at
udgøre en omgåelse af proceduren (jf. i denne retning Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Lütticke mod Kommissionen, Sml.
1971, s. 73, org.ref.: Rec. s. 325, præmis 6, dommen i sagen Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Rådet, præmis 3-5, i sagen Krohn
mod Kommissionen, præmis 26, 32 og 33, og i sagen Interquell Stärke-Chemie mod Rådet og Kommissionen, præmis 7, samt Rettens
dom af 24.9.1996, sag T-491/93, Richco mod Kommissionen, Sml. II, s. 1131, præmis 64-66; jf. i denne retning ligeledes Menneskerettighedsdomstolens
dom af 16.4.2002, sag 36677/97, SA Dangeville mod Frankrig, Recueil des arrêts et décisions 2002-III, præmis 47 og 61).
123
Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag, idet Kommissionen som ovenfor anført (jf. denne doms præmis 70
og 71) ikke har nogen kompetence til at vedtage en individuel beslutning vedrørende den omhandlede støtte.
124
Af de ovenfor anførte grunde kan erstatningssøgsmålet ikke anses for en omgåelse af proceduren.
3. Anbringendet om forældelse af erstatningskravet
–
Indledende bemærkninger
125
Det følger af artikel 46 i statutten for Domstolen, at krav mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold,
forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Denne forældelse afbrydes enten
ved indgivelse af stævning til Fællesskabets retsinstanser eller ved, at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for
den kompetente institution i Fællesskabet, idet forældelsen i sidstnævnte tilfælde dog kun afbrydes, såfremt erstatningskravet
følges af et sagsanlæg inden for de frister, som er fastsat i de bestemmelser, hvortil der er henvist i artikel 46 i statutten
for Domstolen, dvs. inden for tomånedersfristen i EF-traktatens artikel 173 eller inden for firemånedersfristen i EF-traktatens
artikel 175 (Rettens dom af 18.9.1995, sag T-167/94, Nölle mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2589, præmis 30, og af 31.1.2001,
sag T-76/94, Jansma mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 243, præmis 81).
126
I den foreliggende sag finder Retten det – før udgangspunktet for beregningen af forældelsesfristen fastlægges – hensigtsmæssigt
indledningsvis at bemærke, at denne frist under alle omstændigheder og i modsætning til det af sagsøgerne anførte hverken
er blevet afbrudt ved deres skrivelse til AIMA af 22. januar 1996 eller ved deres skrivelse af 13. november 1996 til Kommissionen.
For det første er det nemlig åbenbart, at ingen af disse skrivelser udgør et krav om erstatning rettet til Kommissionen. Navnlig
bemærkes, at skrivelsen af 13. november 1996 indeholder en klage over AIMA’s angiveligt urigtige fortolkning af forordning
nr. 2499/82, men hverken anfægter lovligheden af denne forordning eller, mere generelt, Kommissionens handlinger (jf. præmis
38 ovenfor).
127
For det andet kan sagsøgerne under ingen omstændigheder påberåbe sig de nævnte skrivelser til støtte for, at forældelsen i
henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen er blevet afbrudt, idet ingen af disse skrivelser er blevet fulgt af et sagsanlæg
ved Retten inden for de i bestemmelsen fastlagte frister (jf. præmis 125 ovenfor).
128
Efter disse indledende bemærkninger skal udgangspunktet for forældelsesfristen i den foreliggende erstatningssag fastlægges.
–
Vished for, at der er lidt et tab
129
Forældelsesfristen i henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen kan ikke begynde at løbe, før alle betingelser for erstatningspligtens
indtræden er opfyldt. Betingelserne er, at Fællesskabets institutioner har handlet retsstridigt, at der er lidt et tab, og
at der er årsagsforbindelse mellem institutionernes adfærd og tabet (Domstolens dom af 27.1.1982, forenede sager 256/80, 257/80,
265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wührer m.fl., Sml. s. 85, præmis 10, Rettens dom af 16.4.1997, sag T-20/94, Hartmann mod Rådet
og Kommissionen, Sml. II, s. 595, præmis 107, og dommen i sagen Jansma mod Rådet og Kommissionen, præmis 76). Betingelsen
om, at der skal være vished for, at der er lidt et tab, er opfyldt, såfremt tabet er umiddelbart forestående og kan påregnes
med tilstrækkelig sikkerhed, også selv om det endnu ikke kan opgøres nøjagtigt (Domstolens dom af 14.1.1987, sag 281/84, Zuckerfabrik
Bedburg mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 49, præmis 14).
130
I denne forbindelse bemærkes, at når der som i den foreliggende sag er tale om et tilfælde, hvor Fællesskabets ansvar har
sin oprindelse i en generel retsakt, kan forældelsesfristen ikke begynde at løbe, førend retsaktens skadevoldende følger har
vist sig, og følgelig ikke førend det tidspunkt, hvor der er vished for, at sagsøgerne har lidt et tab (dommen i sagen Birra
Wührer mod Rådet og Kommissionen, præmis 10).
131
I den foreliggende sag kan Retten således konstatere, at forældelsesfristen begyndte at løbe på det tidspunkt, hvor der forelå
vished for, at sagsøgerne havde lidt et tab som følge af, at fællesskabsstøtten ikke eller delvist ikke blev udbetalt.
132
Sagsøgerne har ikke bestridt, at DAI i henhold til forordning nr. 2499/82’s ordning skulle have betalt dem mindsteopkøbsprisen
for vin inden udgangen af juni 1983, jf. forordningens artikel 9, stk. 1, hvilket også er blevet understreget af Kommissionen.
I medfør af denne bestemmelse skulle destilleriet have betalt denne pris til producenterne senest 90 dage efter leveringen
af vin til destilleriet. I den foreliggende sag er det ubestridt, at den sidste levering af vin fandt sted i marts 1983 (jf.
præmis 18 ovenfor).
133
Under de konkrete omstændigheder skal det imidlertid bemærkes, at sagsøgernes tab som følge af, at mindsteopkøbsprisen ikke
eller ikke fuldt ud blev betalt inden for den fastsatte frist, ikke kan anses for allerede at have været omfattet af vished,
dvs. at have været umiddelbart forestående og påregneligt, ved udgangen af juni 1983.
134
Den 22. juni 1983 anmodede DAI således AIMA om forudbetaling af den omhandlede fællesskabsstøtte og stillede med dette formål
for øje sikkerhed til fordel for dette organ i overensstemmelse med 11 i forordning nr. 2499/82. Det er ubestridt mellem parterne,
at DAI, efter at have modtaget denne forudbetaling den 10. august 1983, udbetalte en del heraf til visse af de berørte producenter,
bl.a. til nogle af sagsøgerne, hvilket fremgår af de oplysninger, disse har afgivet som svar på spørgsmål fra Retten, og hvilket
DAI i øvrigt havde anført for Tribunale civile di Roma (jf. præmis 16, 19, 20, 25, 26 og 43 ovenfor).
135
DAI har desuden i september 1984 ved Tribunale civile di Roma anlagt en sag med påstand om, at det navnlig blev fastslået,
at sikkerheden var stillet som garanti for betalingen af mindsteopkøbsprisen til producenterne i tilfælde af, at destilleriet
ikke opfyldte sine forpligtelser. De berørte producenter, herunder sagsøgerne, indtrådte i sagen til støtte for DAI’s påstande.
DAI fik ikke medhold i disse påstande ved Tribunale civile di Roma’s dom af 27. januar 1989 (jf. præmis 25, 26, 28 og 30 ovenfor).
Den appel, som fire af de fem sagsøgere iværksatte mod denne dom, blev afvist ved dom af 19. november 1991 fra Corte d’appello
di Roma, stadfæstet ved den italienske Corte di cassaziones dom af 28. november 1994.
136
Disse sager, som netop vedrørte spørgsmålet om, hvad der skulle ske med sikkerheden, skal tages i betragtning ved vurderingen
af, om der er vished for tabet. Til trods for, at Retten har fastslået, at de nationale retsmidler ikke var effektive (jf.
præmis 118 ovenfor), må det anerkendes, at det under de helt særlige omstændigheder i sagen var umådeligt vanskeligt for en
forudseende og påpasselig erhvervsdrivende på forhånd at indse, at han ikke ville opnå betaling af den omhandlede støtte ved
de nationale domstole.
137
I den foreliggende sag bemærkes, at sagsøgernes brevveksling med dels AIMA, dels Kommissionen, samt de sager, som er anlagt
ved de italienske domstole, viser, at sagsøgerne i første omgang klart var af den opfattelse, at AIMA’s afslag på at betale
dem den omhandlede støtte skyldtes en urigtig anvendelse af forordning nr. 2499/82 (jf. præmis 28, 35-38, 41 og 42 ovenfor).
138
I denne forbindelse bemærkes, at AIMA’s afslag ikke byggede på de skrevne bestemmelser i forordning nr. 2499/82, men på en
lakune i denne forordning, idet der i forbindelse med den ordning, som var indført ved artikel 9, ikke var fastsat regler
til sikring af udbetalingen af støtten til de berørte producenter i tilfælde af destilleriets insolvens. I øvrigt bemærkes,
at forordningens artikel 11 betingede en forudbetaling af støtten til destilleriet af, at destilleriet over for interventionsorganet
stillede en sikkerhed svarende til 110% af støttebeløbet. Under disse omstændigheder kan det ikke med rimelighed bebrejdes
de berørte, at de ikke var vidende om, at deres tab netop var forårsaget af en lakune i forordning nr. 2499/82, hvorfor de
ikke kunne opnå erstatning af dette tab ved de nationale domstole, idet der som allerede fastslået (jf. præmis 118 ovenfor)
ikke var nogen hjemmel for udbetaling af støtten til producenterne.
139
Det må desuden fastslås, at det var med føje, at sagsøgerne på baggrund af deres aftalelignende forhold til AIMA nærede håb
om, at dette organ af de nationale domstole ville blive dømt til at betale dem den fællesskabsstøtte, som var indeholdt i
den mindsteopkøbspris, DAI ikke havde betalt til dem, hvilket Kommissionen i øvrigt har gjort gældende under retsmødet (jf.
præmis 89 ovenfor).
140
Det er ubestridt, at alle de kontrakter, som blev indgået mellem sagsøgerne og DAI og godkendt af AIMA, udtrykkeligt angav
det EUGFL-støttebeløb, som var indeholdt i den mindsteopkøbspris, der var fastsat i forordning nr. 2499/82 og aftalt i kontrakten,
hvilket også fremgår af sagsakterne.
141
Det er heller ikke bestridt, at sagsøgerne havde opfyldt alle deres forpligtelser, og at den forebyggende destillation havde
fundet sted inden for de frister, som var fastsat i den omhandlede forordning.
142
I øvrige bemærkes, at den omstændighed, at der i forbindelse med den ordning, som var indført ved forordningens artikel 9,
ikke var fastsat regler til sikring af udbetalingen af støtten til de berørte producenter bl.a. i tilfælde af destilleriets
konkurs, strider mod et af de væsentlige formål med den forebyggende destillation. Den forebyggende destillation har nemlig
ikke blot til formål at undgå, at vin af ringe kvalitet bringes i handelen, men også, som det fremgår af sjette betragtning
til forordning nr. 2144/82, at forbedre producenternes indtægter ved på visse betingelser at sikre dem en »garanteret minimumspris«
for bordvin. Ifølge 11. betragtning til forordning nr. 2499/82 burde det fastsættes, at den minimumspris, der garanteredes
producenterne, normalt udbetaltes dem inden for sådanne tidsfrister, at de kunne opnå et udbytte, som svarede til det, de
ville opnå, hvis der var tale om salg på normale markedsvilkår, og det var under disse omstændigheder absolut nødvendigt mest
muligt at fremskynde den udbetaling af støtte, som producenterne havde krav på for den pågældende destillation, samtidig med
at der ved en passende garantiordning skabtes sikkerhed for destillationernes korrekte forløb.
143
På denne baggrund måtte en forudseende og påpasselig producent med rimelighed kunne forvente at få udbetalt den omhandlede
støtte. Navnlig kunne det med rimelighed antages, at risikoen for destilleriets insolvens var afdækket for så vidt angik den
støtte, som var forudbetalt destilleriet, når destilleriet havde stillet sikkerhed i medfør af artikel 11 i forordning nr. 2499/82
med henblik på at sikre destillationens korrekte forløb, og producenterne havde opfyldt alle deres forpligtelser, og vinen
var blevet destilleret i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning.
144
Den helt særlige situation, som opstod som følge af den nævnte lakune i forordning nr. 2499/82 på området for forebyggende
destillation af bordvin, bekræftes i øvrigt af, at fællesskabsstøtten efter den ordning, som er indført ved Rådets forordning
(EØF) nr. 1931/76 af 20. juli 1976 om fastsættelse af de almindelige regler for de i artikel 6b, 6c, 24a og 24b i forordning
(EØF) nr. 816/70 omhandlede destilleringer af vin (EFT L 211, s. 5), blev udbetalt direkte til de berørte producenter af det
nationale interventionsorgan. Selv om det er rigtigt, at Rådets forordning (EØF) nr. 343/79 af 5. februar 1979 om fastsættelse
af almindelige regler for visse destillationer af vin (EFT L 54, s. 64), der fra den 2. april 1979 trådte i stedet for forordning
nr. 1931/76, gav medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at en del af støtten skulle udbetales til producenterne enten
af interventionsorganet eller af destilleriet (idet interventionsorganet i det sidstnævnte tilfælde skulle betale støtten
til destilleriet, når der var fremlagt bevis for, at den samlede mængde vin, der omfattes af kontrakten, var blevet destilleret),
indførte den ikke en ordning, som kan sidestilles med den, der blev indført ved artikel 9 i forordning nr. 2499/82, der finder
anvendelse i denne sag. Artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 343/79 bestemte, at når der var fremlagt bevis for, at den samlede
mængde vin, der var anført i kontrakten, var blevet destilleret, udbetalte interventionsorganet producenten forskellen mellem
den skyldige støtte og det i stk. 2 anførte beløb. I modsætning til den ordning, som er fastsat ved artikel 9 i forordning
nr. 2499/82, var tildelingen af fællesskabsstøtte således ikke definitivt betinget af, at der blev fremlagt bevis for destilleriets
udbetaling af støtten til producenten inden for en fastsat frist.
145
Af disse grunde har sagsøgerne, i betragtning af det komplekse system, som var indført med forordning nr. 2499/82 og de ekstraordinære
omstændigheder, som er omtalt ovenfor, først efter afslutningen af de sager vedrørende sikkerheden, som var anlagt ved de
italienske domstole, kunnet nå til klarhed over, at de ikke ville opnå betaling af den omhandlede støtte på grundlag af sikkerheden.
146
I den foreliggende sag bemærkes, at selv om sikkerheden blev hævet af AIMA allerede i februar 1991 på grundlag af dommen fra
Tribunale civile di Roma og regnskabsført samme år til fordel for EUGFL (jf. præmis 40 ovenfor), blev det først efter dommen
fra den italienske Corte di cassazione af 28. november 1994 endeligt afgjort, hvem der skulle anses for begunstiget ved sikkerheden
i medfør af bestemmelserne i forordning nr. 2499/82. I denne forbindelse bemærkes, at den af Kommissionen påberåbte omstændighed,
at Corte d’appello di Roma afviste sagen fra behandling i appelinstansen som følge af, at appelskriftet i strid med forskrifterne
var blevet forkyndt over for DAI, ikke giver grundlag for at anse spørgsmålet om, hvem der havde ret til sikkerheden, for
endeligt afgjort ved ovennævnte dom fra Tribunale civile di Roma, eftersom appellen var blevet iværksat af fire af sagsøgerne
inden for den fastsatte frist og forskriftsmæssigt forkyndt over for AIMA og Assedile, og at de fire sagsøgere efterfølgende
iværksatte en kassationsanke mod appelrettens dom (jf. præmis 31 og 33 ovenfor, og analogt hertil forslagene til afgørelse
fra generaladvokat M. Darmon af 18.6.1991, sag C-55/90, Cato mod Kommissionen, Sml. 1992 I, s. 2545, punkt 25-27, og af 4.2.1992,
Sml. I, s. 2559, punkt 19 (Domstolens dom af 8.4.1992, Sml. I, s. 2533)). Det følger heraf, at det ikke med vished har kunnet
konstateres, at sagsøgerne havde lidt et tab, før den 28. november 1994.
147
Under disse omstændigheder bemærkes, at forældelsesfristen på fem år i artikel 46 i statutten for Domstolen ikke kunne begynde
at løbe før den sidstnævnte dato, hvorfor dette erstatningssøgsmål, som er anlagt i 1998, ikke kan anses for at være anlagt
for sent.
148
Det følger heraf, at anbringendet om, at erstatningskravet er forældet, skal forkastes.
149
Det skal i øvrigt præciseres, at der derimod forelå vished om sagsøgernes tab efter dommen af 28. november 1994 fra den italienske
Corte di cassazione, idet tabet på dette tidspunkt var umiddelbart forestående og påregneligt, selv om det endnu ikke kunne
opgøres nøjagtigt (jf. præmis 129 og 130 ovenfor). Da sagsøgerne som landbrugskooperativer havde status som privilegerede
kreditorer − hvilket fremgår af sagsøgernes svar på spørgsmål fra Retten, hvilke svar ikke er blevet bestridt af Kommissionen
− var det ikke udelukket, at de kunne opnå betaling af en del af deres ubetalte fordringer på DAI efter afslutningen af konkursbehandlingen,
som ifølge de nævnte svar først fandt sted i løbet af 2000.
150
Det følger af det ovenfor anførte, at erstatningspåstanden kan antages til realitetsbehandling.
Realiteten vedrørende erstatningssøgsmålet Parternes argumenter
151
Sagsøgerne har til støtte for erstatningskravet gjort gældende, at forordning nr. 2499/82 er ulovlig, idet lakunen i forordningen
for det første medfører, at producenterne behandles forskelligt alt efter deres nationalitet. Forordningen er udtryk for en
grov overtrædelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling i EF-traktatens artikel 6 og artikel 40, stk. 2, andet afsnit
(nu, i givet fald efter ændring, artikel 12 EF og artikel 34, stk. 2, andet afsnit, EF), idet det under omstændigheder som
de i denne sag foreliggende kun er de producenter, som er underlagt ordningen i henhold til forordningens artikel 9, som udelukkes
fra at modtage fællesskabsstøtten. Det følger desuden af dette system, at den samme støtte tilfalder producenten, hvis medlemsstaten
har valgt den procedure, som er fastlagt i forordningens artikel 10, og destilleriet, hvis medlemsstaten har valgt den procedure,
som er fastlagt i forordningens artikel 9, hvilken også er i åbenbar modstrid med de mål, som forfølges med forordningen.
Sagsøgerne har for det andet anført, at den manglende sikkerhed for betaling af den omhandlede støtte til producenterne i
det foreliggende tilfælde har haft en ugrundet berigelse af Fællesskabet til følge.
152
For så vidt angår tabsopgørelsen bemærkes desuden, at sagsøgerne i stævningen har angivet størrelsen af deres ubetalte fordringer
på DAI, hvilke fordringer allerede var blevet gjort gældende for Tribunale civile di Roma (jf. præmis 28 ovenfor). Disse fordringer
er ikke blevet bestridt af Kommissionen. Under retsmødet den 10. februar 2004 præciserede sagsøgerne som svar på et spørgsmål
fra Retten, at det tab, de har gjort gældende, som følge af den udlodning, som blev foretaget i forbindelse med DAI’s konkurs,
udelukkende er opgjort som den andel, fællesskabsstøtten udgør af den del af deres fordringer på DAI, som ikke blev opfyldt
ved udlodningen (jf. præmis 44 ovenfor). Denne andel skal således beregnes i forhold til den del af mindsteopkøbsprisen, som
udgøres af støtten, og som er nævnt i kontrakterne med AIMA.
153
Kommissionen har derimod gjort gældende, at destillerierne, inden for rammerne af den ordning for udbetaling af fællesskabsstøtte,
som var fastsat ved artikel 9 i forordning nr. 2499/82, var de direkte modtagere af støtten, mens det inden for rammerne af
den ordning, som var fastsat ved forordningens artikel 10, var producenterne, som var modtagere af støtten. Denne sondring
er ikke udtryk for nogen forskelsbehandling, men modsvarer behovet for at tage højde for de forskellige administrative ordninger
i medlemsstaterne i forbindelse med forudbetalingen af støtte, hvilket også er anført i 11. betragtning til denne forordning.
Rettens bemærkninger
154
Fællesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel 215, stk. 2, for tab forvoldt af institutionerne,
såfremt visse betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som fællesskabsinstitutionen kritiseres for at have udvist, er
retsstridig, at der er indtrådt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den retsstridige adfærd og det hævdede tab (dommen
i sagen Ludwigshafener Walzmühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 18, og Rettens dom af 9.12.1997, forenede sager T-195/94
og T-202/94, Quiller og Heusmann mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2247, præmis 48).
155
Hvad angår den første af disse betingelser skal der ifølge retspraksis føres bevis for en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse
af en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (Domstolens dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm
og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 42). For så vidt angår kravet om, at overtrædelsen skal være tilstrækkeligt
kvalificeret, er det et afgørende kriterium herfor, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet
grænserne for sine skønsbeføjelser. Såfremt denne institution har et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed,
at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig
kvalificeret krænkelse (Domstolens dom af 10.12.2002, sag C-312/00 P, Kommissionen mod Camar og Tico, Sml. I, s. 11355, præmis
54, og Rettens dom af 12.7.2001, forenede sager T-198/95, T-171/96, T-230/97, T-174/98 og T-225/99, Sml. II, s. 1975, præmis
134).
156
I den foreliggende sag har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at forskellen mellem de ordninger for støtteudbetaling,
som er fastsat i henholdsvis artikel 9 og artikel 10 i forordning nr. 2499/82, er udtryk for en forskelsbehandling, idet der
ikke foreligger nogen sikkerhed for betaling af støtten til de berørte producenter i forbindelse med den ordning, som er fastlagt
ved artikel 9. Hertil kommer, at den helt eller delvist manglende betaling af den omhandlede støtte til sagsøgerne medfører
en ugrundet berigelse af Fællesskabet (jf. præmis 84 ovenfor).
157
Hvad for det første angår anbringendet om tilsidesættelse af forbuddet mod ugrundet berigelse skal det understreges, at sagsøgerne
har opfyldt alle deres forpligtelser, og at den forebyggende destillation af den vin, de havde leveret til DAI, som allerede
fastslået (jf. præmis 141 ovenfor) fandt sted inden for de frister, som er fastsat i forordning nr. 2499/82. De formål, som
forfølges med denne forordning for så vidt angår den forebyggende destillation, er således fuldt ud nået.
158
Sagsøgerne har imidlertid som følge af DAI’s insolvens ikke modtaget det vederlag for deres ydelser, som var forudsat inden
for rammerne af deres aftalelignende forhold til AIMA, i form af betaling – gennem DAI – af det EUGFL-støttebeløb, som var
angivet i kontrakterne indgået med DAI og godkendt af AIMA.
159
Under disse omstændigheder har Kommissionen opnået en ugrundet berigelse som følge af, at den omhandlede støtte ikke blev
betalt fuldt ud til sagsøgerne, samtidig med at den sikkerhed, DAI havde stillet − med henblik på at sikre, at den forebyggende
destillation forløb forskriftsmæssigt og at opnå forudbetaling af støtten – var blevet hævet af AIMA og regnskabsført af dette
organ til fordel for EUGFL i regnskabsåret 1991.
160
Forbuddet mod ugrundet berigelse er et almindeligt fællesskabsretligt princip (Domstolens dom af 10.7.1990, sag C-259/87,
Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2845, summarisk offentliggørelse, præmis 26, og Rettens dom af 10.10.2001, sag T-171/99,
Corus UK mod Kommissionen, Sml. II, s. 2967, præmis 55, og af 3.4.2003, forenede sager T-44/01, T-119/01 og T-126/01, Vieira
og Vieira Argentina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1209, præmis 86).
161
Det må således fastslås, at den ordning for indirekte støtteudbetaling, som er indført ved artikel 9 i forordning nr. 2499/82,
er i åbenbar modstrid med det almindelige princip om forbud mod ugrundet berigelse, eftersom der i forbindelse med denne ordning
ikke var fastsat regler til sikring af udbetalingen af fællesskabsstøtten til producenterne i tilfælde af destilleriets insolvens,
når samtlige betingelser for udbetaling af støtten i øvrigt var opfyldt.
162
Det følger heraf, at forordning nr. 2499/82 er udtryk for en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af princippet om forbud
mod ugrundet berigelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.
163
Hvad for det andet angår anbringendet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling skal Retten indledningsvis
fastslå, at den valgmulighed, som er fastsat i artikel 8 i forordning nr. 2499/82 mellem på den ene side udbetaling af støtten
til producenterne gennem destilleriet (artikel 9) og på den anden side direkte udbetaling af støtten til producenterne fra
interventionsorganet (artikel 10), i princippet var begrundet i behovet for at sikre, at den forebyggende destillation for
vinproduktionsåret 1982/1983 kunne forløbe effektivt i hele Fællesskabet under hensyn til de mange forskellige administrative
ordninger i de forskellige medlemsstater, som anført i 11. betragtning til denne forordning. Lovligheden af en ordning med
indirekte udbetaling af støtte til producenterne er i øvrigt ikke principielt blevet anfægtet af sagsøgerne.
164
I den foreliggende sag skal det undersøges, om de nærmere betingelser for ordningen med indirekte støtteudbetaling, som er
fastsat i de omhandlede bestemmelser, indebar en forskelsbehandling mellem producenter i Fællesskabet, som er forbudt ved
traktatens artikel 40, stk. 3, for så vidt som den måtte have medført, at de producenter, som var etableret i en medlemsstat,
der havde valgt ordningen med indirekte udbetaling i henhold til artikel 9 i forordning nr. 2499/82, blev pålagt en risiko
for så vidt angår udbetalingen af fællesskabsstøtten, som de producenter, som var etableret i en medlemsstat, der havde valgt
ordningen i henhold til forordningens artikel 10, ikke har måttet bære.
165
I henhold til fast retspraksis er forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, blot et konkret udtryk
for det generelle lighedsprincip, som er et af de grundlæggende principper inden for fællesskabsretten. Efter dette princip
må ensartede situationer ikke behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet (Domstolens
dom af 21.2.1990, forenede sager C-267/88 – 285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, præmis 13).
166
For så vidt angår domstolskontrollen med håndhævelsen af dette forbud skal det imidlertid påpeges, at fællesskabslovgiver
på landbrugspolitikkens område har en skønsfrihed, der modsvarer det politiske ansvar, som denne er tillagt ved traktatens
artikel 40-43 (nu henholdsvis artikel 34 EF og 37 EF) (dommen i sagen Wuidart m.fl., præmis 14).
167
I den foreliggende sag bemærkes, at det fremgår af formålet med den omhandlede forordning, at støtten er bestemt til producenterne
uanset den valgte udbetalingsordning (jf. præmis 142 ovenfor). Selv om det er korrekt, at interventionsorganet i medfør af
artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 2499/82 skulle udbetale støtten til destilleriet, var denne udbetaling ikke desto mindre
betinget af, at destilleriet inden for den i bestemmelsens stk. 1 fastsatte frist betalte den mindsteopkøbspris, som omfattede
støtten, til producenten. Inden for dette system optrådte destilleriet reelt som mellemmand for så vidt angår betalingen af
fællesskabsstøtten, som var indeholdt i den garanterede mindsteopkøbspris.
168
På denne baggrund finder Retten ikke, at den manglende sikkerhed for betaling af fællesskabsstøtten til de berørte producenter
i forbindelse med den ordning, som var fastsat i henhold til artikel 9 i forordning nr. 2499/82, navnlig i tilfælde af destilleriets
konkurs, indgår som en del af de sædvanlige erhvervsrisici, som er forbundet med gennemførelsen af leveringsaftaler som dem,
der i det foreliggende tilfælde er indgået mellem destillerierne og producenterne, herunder navnlig risikoen for manglende
opfyldelse af pligten til at betale den aftalte pris i tilfælde af købers insolvens.
169
I denne forbindelse bemærkes, at kontrakterne mellem destillerierne og producenterne, som er nævnt i artikel 1, 3 og 4 i forordning
nr. 2499/82, i den retlige ramme, hvori de indgår, ikke kan anses for sædvanlige erhvervskontrakter, eftersom den pris, som
var aftalt heri, omfattede fællesskabsstøtten. Forordning nr. 2499/82 udelukkede således i princippet, ved at fastsætte bestemmelser
om tildeling af støtte fra EUGFL, Garantisektionen, til en bestemt gruppe erhvervsdrivende på de i forordningen fastsatte
nærmere betingelser, enhver økonomisk eller forretningsmæssig risiko forbundet med støtteudbetalingen, når disse tildelingsbetingelser
var opfyldt.
170
På denne baggrund bemærkes, at den udtrykkelige angivelse af størrelsen af den fællesskabsstøtte, som var indeholdt i den
aftalte mindsteopkøbspris i henhold til kontrakterne indgået mellem producenterne og destillerierne og godkendt af interventionsorganet,
bekræfter, at der i princippet ikke forelå nogen risiko for manglende betaling af prisen for så vidt angår den deri indeholdte
støtte. Det skal derimod understreges, at den del af mindsteopkøbsprisen, som ikke var dækket af fællesskabsstøtten, fortsat
var underlagt de risici, som enhver erhvervskontrakt er forbundet med.
171
I praksis var den faktiske udbetaling af fællesskabsstøtten til producenterne imidlertid, som følge af de manglende regler
til sikring af denne udbetaling inden for rammerne af den ordning, som var fastsat ved forordningens artikel 9, også underlagt
risici af rent erhvervsmæssig karakter, navnlig i tilfælde af destilleriets konkurs, hvilke risici kunne få indflydelse på
støttetildelingen.
172
Den omstændighed, at ordningen for støtte til destillation var indrettet således, at de fællesskabsmidler, som var bestemt
hertil, kunne gå tabt i det indskudte forretningsmæssige led, før de nåede frem til støttemodtageren, er i åbenbar modstrid
med ordningens formål og offentlige karakter. Selv om det er korrekt, at den sikkerhed, som skulle stilles i tilfælde af forudbetaling
af støtten, i givet fald kunne beskytte Fællesskabets økonomiske interesser, er det ikke desto mindre åbenbart, at ordningen
under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke opfyldte et af sine formål, nemlig at forbedre producenternes indtægter.
I denne forbindelse bemærkes, at Kommissionens argument, hvorefter det inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik er
sædvanligt, at den, der i retlig henseende er støtteberettiget, befinder sig i et senere omsætningsled i forhold til den,
der i økonomisk henseende er berettiget, nemlig producenten, er uden betydning for denne vurdering, idet adgangen til at vælge
mellem procedurerne i forordningens artikel 9 og artikel 10 ikke var fastsat for at give medlemsstaterne mulighed for vilkårligt
at vælge, hvem der skulle være støtteberettiget, men udelukkende for at gøre det lettere at tilpasse betingelserne for ordningens
gennemførelse til medlemsstaternes administrative ordninger (11. betragtning til forordning nr. 2499/82).
173
Det må derfor fastslås, at denne lakune i forordning nr. 2499/82 har medført en forskelsbehandling, alt efter vedkommende
medlemsstat, netop for så vidt angår sikkerheden for udbetaling af fællesskabsstøtten til de berørte producenter, selv om
de principielt havde ret til denne støtte i medfør af de gældende fællesskabsbestemmelser.
174
En sådan forskel er kun forenelig med princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvis den objektivt kan begrundes med, at
der er tale om forskelligartede situationer. Det må imidlertid konstateres, at dette ikke er tilfældet i denne sag. Navnlig
bemærkes, at for så vidt som den anfægtede forskelsbehandling ikke vedrører betingelserne for tildeling af støtte til forebyggende
destillation, men udelukkende de administrative vilkår for denne tildeling, kan den ikke begrundes med, at situationen for
vinproducenterne eller, mere overordnet, vinsektoren i de forskellige medlemsstater ikke er ensartet.
175
Desuden bemærkes, at denne forskelsbehandling i modsætning til det af Kommissionen anførte heller ikke er begrundet i praktiske
overvejelser over behovet for at tage hensyn til de forskellige administrative systemer i medlemsstaterne. Den ordning for
udbetaling af støtte til de berørte producenter gennem destillerierne, som var fastsat i artikel 9 i forordning nr. 2499/82,
kunne meget vel udvides med regler til sikring af støttens betaling til producenterne i tilfælde af destilleriets insolvens,
uden at ordningens effektivitet herved blev påvirket. Det påhvilede således Kommissionen i rette tid at vedtage de foranstaltninger,
den måtte finde hensigtsmæssige til afhjælpning af denne lakune i den omhandlede forordning. I denne forbindelse bemærkes,
at Kommissionens argument, hvorefter den hævdede forskelsbehandling var begrundet i, at den ordning for støtteudbetaling,
som var indført ved artikel 10 i forordning nr. 2499/82, pålagde de berørte producenter flere administrative byrder end den
ordning, som var indført ved forordningens artikel 9, hverken er underbygget eller holdbar. Sagsøgernes klagepunkter vedrører
nemlig ikke selve princippet i udbetalingen af støtte til producenterne gennem destillerierne, men derimod den mangel ved
denne ordning, som bestod i, at udbetalingen af støtten til de egentlige støttemodtagere ikke var sikret i tilfælde af destilleriets
insolvens. Denne manglende sikkerhed kunne medføre, at de berørte producenter af udefra kommende årsager blev berøvet den
støtte, de havde ret til at modtage, og udviser således ingen fællestræk med de simple beviskrav, som den direkte udbetaling
af støtte fra interventionsorganet til producenterne var underlagt i henhold til artikel 10 i forordning nr. 2499/82. For
så vidt angår det argument, Kommissionen har fremsat i sine svar på skriftlige spørgsmål fra Retten, i henhold til hvilket
de berørte producenter inden for rammerne af den ordning, som var fastsat ved artikel 10 i forordning nr. 2499/82, også løb
en risiko for ikke at modtage fællesskabsstøtten, hvis destilleriet tilsidesatte sin pligt til at foretage destillationen
af vinen inden for den fastsatte frist, bemærkes for det første, at en sådan risiko påhvilede alle producenter, uafhængigt
af det valg, vedkommende medlemsstat havde truffet, og for det andet, at denne risiko ikke har noget at gøre med risikoen
for destilleriets insolvens, som er den eneste risiko, der er genstand for denne sag, eftersom det er ubestridt, at den vin,
sagsøgerne havde leveret, blev destilleret inden for de fastsatte frister.
176
Under disse omstændigheder bemærkes, at Kommissionen ved opbygningen af forordning nr. 2499/82 i forbindelse med den ordning
for støtteudbetaling, som er indført ved forordningens artikel 9, har undladt at fastsætte regler til sikring af, at der skete
udbetaling af støtte til de berørte producenter i tilfælde af destilleriets insolvens, og derved åbenbart og groft har overskredet
grænserne for sin skønsbeføjelse. Det følger heraf, at forordning nr. 2499/82 ligeledes er udtryk for en tilstrækkeligt kvalificeret
overtrædelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (dommen i
sagen Dumortier m.fl. mod Rådet, præmis 11).
177
Kommissionens opfattelse, hvorefter sagsøgerne ikke har påvist en årsagssammenhæng mellem det tab, som skyldes den helt eller
delvist manglende betaling af støtten til sagsøgerne og Kommissionens adfærd, idet de ikke har påvist en årsagssammenhæng
mellem DAI’s manglende betaling af støtten – hvilket ifølge Kommissionen er det skadevoldende forhold – og Kommissionens adfærd,
kan i øvrigt ikke tiltrædes. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at henvise til, at sagsøgerne med føje har anført,
at deres tab, som ikke bestrides af Kommissionen, er forårsaget af denne institutions undladelse af i forbindelse med ordningen
i henhold til artikel 9 i forordning nr. 2499/82 at fastsætte regler til sikring af udbetalingen af støtten til de berørte
producenter i tilfælde af destilleriets insolvens (jf. præmis 111 og 112 ovenfor). Den omstændighed, at den omhandlede støtte
ikke eller ikke fuldt ud er blevet betalt til sagsøgerne som følge af DAI’s konkurs, er en direkte følge af denne lakune i
forordning nr. 2499/82. Det følger heraf, at årsagssammenhængen mellem dette tab og Kommissionens adfærd klart er påvist.
178
På baggrund af det ovenfor anførte må det konkluderes, at betingelserne for, at Fællesskabet ifalder ansvar, nemlig at den
adfærd, som fællesskabsinstitutionen kritiseres for at have udvist, er retsstridig, at der er indtrådt et tab, og at der er
årsagsforbindelse mellem den retsstridige adfærd og det hævdede tab, er opfyldt.
179
Da det tab, sagsøgerne har lidt, ikke kan opgøres på grundlag af parternes argumentation på dette stadium af proceduren, skal
det ved mellemdom fastslås, at det påhviler Kommissionen at erstatte sagsøgerne det tab, de er blevet påført ved den helt
eller delvist manglende betaling af den del af deres ubetalte fordringer på DAI, som svarer til den fællesskabsstøtte, de
var berettiget til i medfør af forordning nr. 2499/82.
180
Retten opfordrer derfor parterne til inden for en frist på fire måneder fra denne doms afsigelse at søge at nå til enighed
om erstatningens størrelse på grundlag af dommen. Såfremt enighed ikke kan opnås, fremsender parterne inden for samme frist
deres påstande vedrørende erstatningsopgørelsen til Retten.
Sagens omkostninger
181
På baggrund af det i den foregående præmis anførte udsættes afgørelsen om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
RETTEN (Anden Afdeling)
1)
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er erstatningspligtig for det tab, sagsøgerne har lidt som følge af Distilleria
Agricola Industriale de Terralbas konkurs, idet der i forbindelse med den ordning, som var indført ved artikel 9 i forordning
(EØF) nr. 2499/82 om bestemmelserne vedrørende forebyggende destillation for vinproduktionsåret 1982/1983 ikke var fastsat
regler til sikring af, at der skete udbetaling til de berørte producenter af den ved forordningen fastsatte fællesskabsstøtte.
2)
Parterne fremsender inden fire måneder fra dommens afsigelse til Retten en erstatningsopgørelse, som er fastlagt ved fælles
overenskomst.
3)
Såfremt en sådan overenskomst ikke kan opnås, fremsender parterne inden for samme frist deres påstande vedrørende erstatningsopgørelsen
til Retten.
Pirrung
Meij
Forwood
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. november 2004.
H. Jung
J. Pirrung
Justitssekretær
Afdelingsformand
Indhold
Retsforskrifter
Sagens faktiske omstændigheder
Retsforhandlinger og parternes påstande
Retlig vurdering
A – Formaliteten vedrørende annullations- og passivitetssøgsmålet
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Formaliteten vedrørende annullationssøgsmålet
Formaliteten vedrørende passivitetssøgsmålet
B – Erstatningssøgsmålet og påstanden om tilbagesøgning af en ugrundet berigelse
Formaliteten vedrørende påstanden om tilbagesøgning af en ugrundet berigelse
Formaliteten vedrørende erstatningssøgsmålet
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
1. Anbringendet om, at den anfægtede adfærd ikke kan tilregnes Fællesskabet
2. Anbringendet om, at der foreligger effektive nationale retsmidler
3. Anbringendet om forældelse af erstatningskravet