61997J0052

Statsstoette - begreb - virksomheds fritagelse for at foelge almindelige bestemmelser om ansaettelse af personale paa bestemt tid - fordele, der ikke er forbundet med overfoersel af offentlige midler - ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1)

En national bestemmelse, hvorefter en enkelt virksomhed er fritaget for at overholde generelle bestemmelser om kontrakter om ansaettelse paa bestemt tid, udgoer ikke statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1, naar denne bestemmelse ikke indebaerer, at der direkte eller indirekte ydes denne virksomhed statsmidler.

Alene fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjaelp af statsmidler, skal betragtes som stoette i henhold til artikel 92, stk. 1. Sondringen i denne bestemmelse mellem »statsstoette« og »stoette som ydes ved hjaelp af statsmidler«, betyder nemlig ikke, at alle de fordele, der indroemmes af en stat, udgoer statsstoette, uanset om de er finansieret ved hjaelp af statsmidler eller ej, men har alene til formaal at sikre, at stoettebegrebet ikke alene omfatter stoette ydet direkte af staten, men ligeledes stoette ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten.

1 Ved tre kendelser af 3. februar 1997, indgaaet til Domstolen den 7. februar 1997, har Pretura circondariale di Trento i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 92, stk. 1, og artikel 93.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under tre sager, som ansatte i Ente Poste Italiane (det italienske postvaesen), Viscido, Scandella m.fl. og Terragnolo m.fl., har anlagt mod deres arbejdsgivervirksomhed.

3 Det fremgaar af sagen, at sagsoegerne over for Ente Poste Italiane har rejst kritik af, at de er ansat i henhold til arbejdsaftaler om ansaettelse paa bestemt tid. De har gjort gaeldende, at disse aftaler maa anses for at vaere aendret til aftaler om ansaettelse paa ubestemt tid.

4 Ifoelge italiensk lovgivning kan ansaettelse paa bestemt tid kun ske undtagelsesvis. Saaledes er det i artikel 1 i lov nr. 230 af 18. april 1962 bestemt, at arbejdsaftaler - naar bortset fra visse i loven fastsatte undtagelser - skal anses for aftaler om ansaettelse paa ubestemt tid. I samme lovs artikel 5 er det bestemt, at en arbejdstager, der er ansat i henhold til en aftale om ansaettelse paa bestemt tid, i enhver henseende forholdsmaessigt efter arbejdets varighed, og saafremt arten af aftalen om ansaettelse paa bestemt tid ikke objektivt er til hinder herfor, nyder samme rettigheder i virksomheden som arbejdstagere, der er ansat i henhold til aftaler om ansaettelse paa ubestemt tid.

5 Lov nr. 56 af 28. februar 1987 om arbejdsmarkedet indeholder for visse grupper af arbejdstagere en raekke undtagelser fra det principielle forbud mod indgaaelse af aftaler om ansaettelse paa bestemt tid.

6 Lovdekret nr. 510 af 1. oktober 1996, som ophoejet til lov nr. 608 af 28. november 1996 om hasteforanstaltninger vedroerende samfundsnyttigt arbejde, bistand til indtaegtserhvervelse og social bistand, indeholder i artikel 9, stk. 21, foelgende bestemmelse:

»Arbejdstagere, der har haft ansaettelse i henhold til en aftale om ansaettelse paa bestemt tid i Ente Poste Italiane fra den 1. december 1994, har i overensstemmelse med de arbejdsretlige bestemmelser og med de faglige sammenslutningers samtykke indtil den 31. december 1996 fortrinsret til ansaettelse paa ubestemt tid i tilsvarende stillinger og/eller stillinger omfattende tilsvarende opgaver i Ente Poste Italiane; de paagaeldende ansatte skal inden den 30. november 1996 tilkendegive, at de oensker at goere brug af denne ret. Ansaettelse af personale i henhold til aftaler om tidsbegraenset ansaettelse indgaaet med Ente Poste Italiane kan fra datoen for denne virksomheds oprettelse og i al fald ikke efter den 30. juni 1997 medfoere ansaettelse paa ubestemt tid og ophoerer ved udloebet af den i den enkelte arbejdsaftale fastsatte ansaettelsesperiode.«

7 Sagsoegte i hovedsagen, Ente Poste Italiane, har gjort gaeldende, at de i sagen omtvistede arbejdsaftaler i henhold til artikel 9, stk. 21, i lovdekret nr. 510 ikke er omfattet af bestemmelserne i lov nr. 230 og lov nr. 56.

8 Sagsoegerne i hovedsagen har gjort gaeldende, at de i hovedsagen omtvistede bestemmelser udgoer statsstoette, der som saadan er omfattet af de procedurer og den legalitetskontrol, der er omhandlet i traktatens artikel 92 og 93.

9 Pretura circondariale har ud fra den opfattelse, at en fortolkning af de naevnte bestemmelser er noedvendig for at afgoere de for den verserende tvister, besluttet at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende fire spoergsmaal:

»1) Omfatter begrebet 'statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form' en lovbestemmelse, hvorved en enkelt offentlig erhvervsoekonomisk virksomhed fritages fra at foelge generelle bestemmelser om kontrakter om ansaettelse paa bestemt tid?

2) Skal i bekraeftende fald for en stoette af naevnte art den i traktatens artikel 93, stk. 3, fastlagte procedure vedroerende Kommissionens forudgaaende kontrol foelges?

3) Kan, saafremt naevnte procedure ikke er blevet fulgt, forbuddet mod en stoette af naevnte art anses for umiddelbart anvendeligt i den italienske stats retsorden?

4) Saafremt spoergsmaalet under 3) besvares bekraeftende, spoerges, om et forbud som naevnt kan paaberaabes i en retssag mellem den offentlige erhvervsoekonomiske virksomhed og personer, der til stoette for en paastand om, at deres ansaettelsesforhold skal overgaa til ansaettelse paa ubestemt tid, eller for et krav om erstatning, goer gaeldende, at de generelle bestemmelser om ansaettelse paa bestemt tid ikke er blevet anvendt i deres tilfaelde.«

10 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 25. februar 1997 er sag C-52/97, C-53/97 og C-54/97 blevet forenet med henblik paa den mundtlige og skriftlige forhandling og domsafsigelsen.

11 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt at faa oplyst, om en national bestemmelse, hvorefter en enkelt virksomhed er fritaget for at overholde generelle bestemmelser om kontrakter om ansaettelse paa bestemt tid, udgoer statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1.

12 Den forelaeggende ret har anfoert, at Ente Poste Italiane, naar virksomheden ikke er forpligtet til at ansaette personale paa ubestemt tid, opnaar en fleksibilitet i forhold til virksomheder, der arbejder i samme sektor.

13 Det bemaerkes i denne forbindelse, at alene fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjaelp af statsmidler, skal betragtes som stoette i henhold til artikel 92, stk. 1. Den sondring, der i denne bestemmelse foretages mellem »statsstoette« og »stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler«, betyder nemlig ikke, at alle de fordele, der indroemmes af en stat, udgoer stoette, uanset om de er finansieret ved hjaelp af statsmidler eller ej. Sondringen har alene til formaal at sikre, at stoettebegrebet ikke alene omfatter stoette ydet direkte af staten, men ligeledes stoette ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten (jf. dom af 24.1.1978, sag 82/77, Van Tiggele, Sml. s. 25, praemis 24 og 25, af 17.3.1993, forenede sager C-72/91 og C-73/91, Sloman Neptun, Sml. I, s. 887, praemis 19, og af 30.11.1993, sag C-189/91, Kirsammer-Hack, Sml. I, s. 6185, praemis 16).

14 I det foreliggende tilfaelde maa det fastslaas, at den omstaendighed, at en enkelt virksomhed er fritaget for at foelge de generelle bestemmelser om ansaettelse af personale paa bestemt tid ikke indebaerer, at der direkte eller indirekte ydes denne virksomhed statsmidler.

15 En bestemmelse som den, der er omtvistet i hovedsagen, er saaledes ikke et middel til direkte eller indirekte at yde fordele ved hjaelp af statsmidler.

16 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at en national bestemmelse, hvorefter en enkelt virksomhed er fritaget for at overholde generelle bestemmelser om kontrakter om ansaettelse paa bestemt tid, ikke udgoer statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1.

17 Det er efter besvarelsen af det foerste spoergsmaal ufornoedent at besvare det andet, det tredje og det fjerde spoergsmaal.

Sagsomkostninger

18 De udgifter, der er afholdt af den italienske og den tyske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Fjerde Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Trento ved kendelser af 3. februar 1997, for ret:

En national bestemmelse, hvorefter en enkelt virksomhed er fritaget for at overholde generelle bestemmelser om kontrakter om ansaettelse af personale paa bestemt tid, udgoer ikke statsstoette som omhandlet i EF-traktatens artikel 92, stk. 1.