61995J0220

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - anvendelsesomraade - borgerlige sager, herunder handelssager - underholdspligt - afgoerelser truffet i forbindelse med en skilsmissesag, hvorefter en aegtefaelle tilpligtes at betale et engangsbeloeb og at overdrage ejendomsretten til bestemte formuegoder - omfattet - betingelser

(Konventionen af 27.9.1968, art. 1, stk. 1, art. 1, stk. 2, nr. 1, og art. 42)

Hvis det af praemisserne til en afgoerelse, som er truffet i forbindelse med en skilsmissesag, fremgaar, at den ydelse, der er truffet bestemmelse om, skal sikre en aegtefaelles underhold i tilfaelde, hvor aegtefaellen er ubemidlet, eller hvis hver aegtefaelles behov og midler tages i betragtning ved fastsaettelsen af ydelsens stoerrelse, vedroerer afgoerelsen underholdspligt og er derfor omfattet af anvendelsesomraadet for konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse. Naar formaalet med ydelsen derimod udelukkende er at fordele formuegoderne mellem aegtefaellerne, vedroerer afgoerelsen formueforholdet mellem aegtefaellerne og kan dermed ikke fuldbyrdes efter Bruxelles-konventionen. En afgoerelse, som har begge funktioner, kan i henhold til konventionens artikel 42 fuldbyrdes delvis, saafremt det klart fremgaar af afgoerelsen, hvilke formaal de forskellige dele af den ydelse, der er truffet bestemmelse om, skal opfylde.

Heraf foelger, at en afgoerelse, som er truffet i forbindelse med en skilsmissesag, og hvorefter en aegtefaelle tilpligtes at betale et engangsbeloeb og at overdrage ejendomsretten til bestemte formuegoder til sin tidligere aegtefaelle, maa anses for at vedroere underholdspligt og dermed for at vaere omfattet af konventionens anvendelsesomraade, naar afgoerelsen har til formaal at sikre den tidligere aegtefaelles underhold. Den omstaendighed, at retten i domsstaten i sin afgoerelse har undladt at laegge en aegtepagt til grund, er i denne forbindelse uden betydning.

I sag C-220/95,

angaaende en anmodning, som Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Antonius van den Boogaard

mod

Paula Laumen,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, i ovennaevnte konvention af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida, og dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet og P. Jann (refererende dommer),

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- den oestrigske regering ved ambassadoer F. Cede, Forbundsudenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved B.J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 24. oktober 1996 af A. van den Boogaard ved advokat M. Wigleven, Amsterdam, af Paula Laumen ved advokat R.Th.R.F. Carli, Haag, og af Kommissionen ved B.J. Drijber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 12. december 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 14. juni 1995, indgaaet til Domstolen den 21. juni 1995, har Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77) og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«), forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionens artikel 1, stk. 2.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem A. van den Boogaard og Paula Laumen vedroerende en begaering om tilladelse til fuldbyrdelse i Nederlandene af en dom afsagt af High Court of Justice of England and Wales den 25. juli 1990.

3 Det fremgaar af forelaeggelsesdommen, at A. van den Boogaard og Paula Laumen indgik aegteskab i Nederlandene i 1957 med formuefaellesskab. I 1980 aftalte de - ogsaa i Nederlandene - ved aegtepagt at aendre deres formueforhold i aegteskabet til fuldstaendigt saereje. I 1982 bosatte de sig i London. Ved dom af 25. juli 1990 blev aegteskabet oploest af High Court, som endvidere tog stilling til en begaering om »full ancillary relief« indgivet af Paula Laumen. Da hun oenskede at bryde fuldstaendigt med aegtefaellen (»clean break«), tilkendte den engelske ret hende et kapitalbeloeb for at goere periodiske underholdsbidrag overfloedige. Desuden udtalte retten, at den nederlandske saerejeaegtepagt ikke havde nogen betydning for den afgoerelse, den skulle traeffe.

4 High Court fastsatte i sin afgoerelse det samlede beloeb, Paula Laumen havde brug for til sit underhold, til 875 000 UKL. En del af beloebet, 535 000 UKL, fremkom gennem hendes egne midler og ved salg af indbo, ved overdragelse af et maleri og endelig ved overdragelse af en fast ejendom. For saa vidt angik resten af beloebet tilpligtede den engelske ret A. van den Boogaard at betale Paula Laumen et engangsbeloeb paa 340 000 UKL, hvortil kom 15 000 UKL til daekning af sagsomkostninger i forbindelse med en tidligere sag.

5 Ved begaering indgivet til praesidenten for Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, den 14. april 1992 anmodede Paula Laumen om fuldbyrdelsespaategning paa den engelske dom under henvisning til Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser om underholdspligt (herefter »Haagerkonventionen«).

6 Den 21. maj 1992 tog praesidenten for Arrondissementsrechtbank begaeringen til foelge.

7 Den 19. juli 1993 fremsatte Van den Boogaard begaering om genoptagelse af afgoerelsen, der tillod fuldbyrdelse.

8 Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, som havde kompetence til at traeffe afgoerelse i genoptagelsessagen, rejste spoergsmaalet om, hvorvidt High Court's dom af 25. juli 1990 skulle betragtes som en »afgoerelse vedroerende underholdspligt«, i hvilket tilfaelde fuldbyrdelsespaategningen var givet med rette, eller om den skulle betragtes som en »afgoerelse vedroerende formueforholdet mellem aegtefaeller«, i hvilket tilfaelde Haagerkonventionen ikke gav hjemmel for fuldbyrdelsespaategningen.

9 Den forelaeggende ret fandt, at High Court's dom havde saadanne foelger for det formueretlige forhold mellem parterne, at der ikke kunne vaere tale om en »afgoerelse vedroerende underholdspligt« i Haagerkonventionens artikel 1's forstand. Efter rettens opfattelse skulle fuldbyrdelsespaategning derfor ikke have vaeret givet i henhold til denne konvention. Den forelaeggende ret rejste herefter spoergsmaalet om, hvorvidt Bruxelles-konventionen gav hjemmel for fuldbyrdelsespaategningen.

10 Bruxelles-konventionens artikel 1 har foelgende ordlyd:

»Denne konvention finder anvendelse paa borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i saerdeleshed ikke sager om skat, told eller administrative anliggender.

Den finder ikke anvendelse paa:

1) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem aegtefaeller samt arv efter loven eller testamente;

...«

11 Konventionens artikel 5 bestemmer foelgende:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1) ...

2) i sager om underholdspligt, ved retten paa det sted, hvor den berettigede har sin bopael eller sit saedvanlige opholdssted eller, ved krav i forbindelse med sager om personers retlige status, ved den ret, der efter dennes egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene stoettes paa en af parternes nationalitet;

...«

12 Endelig bestemmes det i Bruxelles-konventionens artikel 57, stk. 1:

»Denne konvention beroerer ikke konventioner, som de kontraherende stater har tiltraadt eller vil tiltraede, og som paa saerlige omraader fastsaetter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgoerelser.«

13 Haagerkonventionens artikel 23 er affattet saaledes:

»Konventionen hindrer ikke, at anden international aftale mellem oprindelsesstaten og den anmodede stat eller lovgivningen i den anmodede stat bliver paaberaabt for at opnaa anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgoerelse eller et forlig.«

14 Da Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, fandt det tvivlsomt, hvorledes Bruxelles-konventionen skulle fortolkes, har den forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

»Skal den engelske domstols afgoerelse - som i hvert fald ogsaa vedroerer underholdspligt - betragtes som en afgoerelse, som (ogsaa) vedroerer formueforholdet mellem aegtefaeller i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 1, stk. 2, nr. 1, i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, selv om:

a) indtaegtsbehovet kapitaliseres

b) det bestemmes, at en bolig og 'De Heem'-maleriet, som ifoelge afgoerelsen tilhoerer manden, skal overdrages

c) den engelske domstol selv udtrykkeligt i sin dom udtaler, at den ikke anser aegtepagten for bindende

d) det af dommen ikke kan udledes, hvorvidt det i litra c) naevnte forhold har haft indflydelse paa den engelske domstols afgoerelse?«

15 Med dette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om en afgoerelse, som er truffet i forbindelse med en skilsmissesag, og hvorefter en aegtefaelle tilpligtes at betale et engangsbeloeb og at overdrage ejendomsretten til bestemte formuegoder til sin tidligere aegtefaelle, er undtaget fra Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade i medfoer af konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 1, som en afgoerelse, der vedroerer formueforholdet mellem aegtefaeller, eller om den kan vaere omfattet af konventionen som en afgoerelse, der vedroerer underholdspligt. Den forelaeggende ret oensker endvidere oplyst, om det har betydning, at retten i domsstaten i sin afgoerelse har undladt at laegge en aegtepagt til grund.

16 Indledningsvis bemaerkes, at det under retsmoedet er blevet gjort gaeldende, at A. van den Boogaard har indgivet begaering om genoptagelse efter udloebet af den to-maaneders frist, der i Bruxelles-konventionens artikel 36 er fastsat for at anfaegte afgoerelser, der tillader fuldbyrdelse. Denne omstaendighed har ingen betydning for Domstolens kompetence til at besvare det praejudicielle spoergsmaal, idet det efter fast retspraksis udelukkende tilkommer de nationale retsinstanser, for hvilke de konkrete tvister er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen (jf. dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, praemis 10).

17 Endvidere bemaerkes, at Haagerkonventionen - af de grunde generaladvokaten har anfoert i punkt 24-29 i sit forslag til afgoerelse - ifoelge artikel 23 ikke er til hinder for anvendelsen af Bruxelles-konventionen, til trods for dennes artikel 57.

18 Hverken begrebet formueforholdet mellem aegtefaeller eller begrebet underholdspligt er defineret i Bruxelles-konventionen. Disse to begreber skal imidlertid holdes ude fra hinanden, eftersom det kun er sager om underholdspligt, der er omfattet af Bruxelles-konventionen.

19 Det skal - som det ogsaa fremgaar af Schlosser-rapporten - praeciseres, at »underholdskrav mellem aegtefaeller ikke i noget retssystem [i en medlemsstat] udspringer af bestemmelser, der hoerer til reglerne om formueforhold mellem aegtefaeller« (rapporten om konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention, EFT 1979 C 59, s. 71, punkt 49).

20 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 54-62 i sit forslag til afgoerelse, har den ret, der har kompetencen i skilsmissesager i England og Wales, et vidt skoen, naar den traeffer afgoerelser om parternes oekonomiske forhold (»financial provision«). Retten kan bl.a. bestemme, at der skal betales periodiske bidrag eller engangsbeloeb, og at en aegtefaelle skal overdrage ejendomsretten til formuegoder til sin tidligere aegtefaelle. Retten skal foelgelig i én og samme afgoerelse tage stilling til det formueretlige forhold mellem aegtefaellerne og underholdspligten efter aegteskabets oploesning.

21 Som foelge af, at en engelsk ret under en skilsmissesag netop ved én og samme afgoerelse kan tage stilling til saavel det formueretlige forhold mellem aegtefaellerne som underholdspligten, er det noedvendigt, at den ret, begaeringen om fuldbyrdelse er rettet til, sondrer mellem de aspekter af afgoerelsen, der vedroerer formueforholdet mellem aegtefaellerne, og de aspekter, der vedroerer underholdspligten, saaledes at der i hvert enkelt tilfaelde tages hensyn til det specifikke formaal med den afgoerelse, der er truffet.

22 Formaalet maa kunne udledes af den paagaeldende afgoerelses praemisser. Hvis det heraf fremgaar, at en ydelse skal sikre en aegtefaelles underhold i tilfaelde, hvor aegtefaellen er ubemidlet, eller hvis hver aegtefaelles behov og midler tages i betragtning ved fastsaettelsen af ydelsens stoerrelse, vedroerer afgoerelsen underholdspligt. Naar formaalet med ydelsen derimod udelukkende er at fordele formuegoderne mellem aegtefaellerne, vedroerer afgoerelsen formueforholdet mellem aegtefaellerne og kan dermed ikke fuldbyrdes efter Bruxelles-konventionen. En afgoerelse, som har begge funktioner, kan i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 42 fuldbyrdes delvis, saafremt det klart fremgaar af afgoerelsen, hvilke formaal de forskellige dele af den ydelse, der er truffet bestemmelse om, skal opfylde.

23 Det er uden betydning, at underholdspligten skal opfyldes i form af et engangsbeloeb. Denne form for betaling kan ogsaa have karakter af underhold, saafremt beloebets stoerrelse er fastsat paa en saadan maade, at der sikres et bestemt indtaegtsniveau.

24 I det foreliggende tilfaelde skulle retten i domsstaten - som generaladvokaten har understreget i punkt 59 i sit forslag til afgoerelse - desuden overveje, om den skulle gennemtvinge et fuldstaendigt brud mellem aegtefaellerne og traeffe bestemmelse om betaling af et engangsbeloeb i stedet for periodiske bidrag. Det er klart, at det valg af betalingsmaade, der er foretaget af retten i domsstaten, ikke kan aendre formaalet med afgoerelsen.

25 Den omstaendighed, at der ved den afgoerelse, som er begaeret fuldbyrdet, ogsaa er truffet bestemmelse om overdragelse af ejendomsretten til bestemte formuegoder fra den ene tidligere aegtefaelle til den anden, har heller ikke betydning for afgoerelsens karakter af en afgoerelse om underholdspligt. Der er nemlig stadig tale om tilvejebringelse af en kapital med henblik paa at sikre en af parternes underhold.

26 Endelig maa den engelske rets udtalelse om, at den ikke ansaa sig for bundet af saerejeaegtepagten, af de grunde, generaladvokaten har anfoert i punkt 69-72 i sit forslag til afgoerelse, ses i den sammenhaeng, den indgaar i, og den er under alle omstaendigheder ikke relevant for kvalificeringen af afgoerelsen.

27 Spoergsmaalet maa derfor besvares med, at en afgoerelse, som er truffet i forbindelse med en skilsmissesag, og hvorefter en aegtefaelle tilpligtes at betale et engangsbeloeb og at overdrage ejendomsretten til bestemte formuegoder til sin tidligere aegtefaelle, maa anses for at vedroere underholdspligt og dermed for at vaere omfattet af Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade, naar afgoerelsen har til formaal at sikre den tidligere aegtefaelles underhold. Den omstaendighed, at retten i domsstaten i sin afgoerelse har undladt at laegge en aegtepagt til grund, er i denne forbindelse uden betydning.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af den oestrigske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, ved dom af 14. juni 1995, for ret:

En afgoerelse, som er truffet i forbindelse med en skilsmissesag, og hvorefter en aegtefaelle tilpligtes at betale et engangsbeloeb og at overdrage ejendomsretten til bestemte formuegoder til sin tidligere aegtefaelle, maa anses for at vedroere underholdspligt og dermed for at vaere omfattet af anvendelsesomraadet for konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse, naar afgoerelsen har til formaal at sikre den tidligere aegtefaelles underhold. Den omstaendighed, at retten i domsstaten i sin afgoerelse har undladt at laegge en aegtepagt til grund, er i denne forbindelse uden betydning.