61994B0134

Retspleje - EKSF - sagsmateriale oversendt af en institution til Faellesskabets retsinstanser i medfoer af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen - ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med materialet - adgang til interne dokumenter

(EKSF-statutten for Domstolen, art. 23)

Artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, som omhandler faellesskabsinstitutionernes oversendelse til Faellesskabets retsinstanser af akterne vedroerende den sag, der forelaegges dem, har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol med hensyn til den anfaegtede beslutnings lovlighed, under overholdelse af kontradiktionsprincippet, men ikke at sikre en ubetinget og ubegraenset adgang for alle parterne til indsigt i den administrative sagsakt.

Der skal sondres mellem de dokumenter, der oversendes til Retten i medfoer af artikel 23 i statutten for Domstolen, som holdes helt ude af sagen og ikke tages i betragtning af Retten ved afgoerelsen af denne, og den sagsakt, der oprettes i henhold til artikel 5, stk. 1, i instruksen for justitssekretaeren ved Retten , som er tilgaengelig for parterne paa de i instruksens artikel 5, stk. 3, anfoerte betingelser.

Navnlig hvad angaar interne dokumenter vedroerende forloebet af den administrative procedure og udarbejdelsen af en kommissionsbeslutning om anvendelse af traktatens konkurrenceregler, skal saadanne dokumenter kun undtagelsesvis indgaa i sagens akter og bringes til sagsoegerens kundskab, i det omfang de umiddelbart forekommer at indeholde relevante bevisdata, der er egnede til at bestyrke indicier, som sagsoegeren allerede har fremfoert paa overbevisende maade, eller, for det tilfaelde at de er noedvendige, for i givet fald at goere det muligt for Retten af egen drift at paase, at Kommissionen ikke har tilsidesat de forpligtelser, traktaten paalaegger den. Denne begraensning af adgangen til interne dokumenter er begrundet i hensynet til Kommissionens funktionsdygtighed med hensyn til forfoelgningen af overtraedelser af traktatens konkurrenceregler.

Rettens legalitetskontrol udoeves alene i forhold til den endelige forvaltningsakt, men ikke i forhold til udkast hertil eller forberedende dokumenter.

I sag T-134/94,

NMH Stahlwerke GmbH, Sulzbach-Rosenberg (Tyskland), ved advokaterne Paul B. Schaeuble, Siegfried Jackermeier og Reinhard E. Ingerl, Muenchen, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias-Hardt,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Julian Currall, bistaaet af advokat Heinz-Joachim Freund, Frankfurt am Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-136/94,

Eurofer ASBL, Bruxelles, ved advokat Norbert Koch, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Eurofer ASBL, GISL, 17-25, avenue de la Liberté,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Julian Currall, bistaaet af advokat Heinz-Joachim Freund, Frankfurt am Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-137/94,

ARBED SA, Luxembourg, ved advokat Alexandre Vandencasteele, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Paul Ehmann, 19, avenue de la Liberté,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og foerst Géraud de Bergues og derefter Guy Charrier, der er udstationeret som nationale eksperter ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-138/94,

Cockerill-Sambre SA, Bruxelles, ved advokat Alexandre Vandencasteele, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og foerst Géraud de Bergues og derefter Guy Charrier, der er udstationeret som nationale eksperter ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-141/94,

Thyssen Stahl AG, Duisburg (Tyskland), ved advokaterne Joachim Sedemund og Frank Montag, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Julian Currall, bistaaet af advokat Heinz-Joachim Freund, Frankfurt am Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-145/94,

Unimétal ° Société française des aciers longs SA, Rombas (Frankrig), ved advokat Antoine Winckler, Paris, og advokat Caroline Levi, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokatfirmaet Elvinger & Hoss, 15, Côte d' Eich,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og foerst Géraud de Bergues og derefter Guy Charrier, der er udstationeret som nationale eksperter ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-147/94,

Krupp Hoesch Stahl AG, Dortmund (Tyskland), ved advokaterne Otfried Lieberknecht, Karlheinz Moosecker, Gerhard Wiedemann og Martin Klusmann, Duesseldorf, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alex Bonn, 62, avenue Guillaume,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Julian Currall, bistaaet af advokat Heinz-Joachim Freund, Frankfurt am Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-148/94,

Preussag Stahl AG, Salzgitter (Tyskland), ved advokaterne Horst Satzky, Bernhard M. Maassen og Martin Heidenhain, Bruxelles, og Constantin Frick, Bremen, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat René Faltz, 6, rue Heine,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Julian Currall, bistaaet af advokat Heinz-Joachim Freund, Frankfurt am Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-151/94,

British Steel plc, London, ved Solicitors Philip G.H. Collins og John E. Pheasant, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og, under den foerste del af sagen, Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

sag T-156/94,

Siderurgica Aristrain Madrid, SL, Madrid, ved advokaterne Antonio Creus og Xavier Ruiz Calzado, Barcelona,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Francisco Enrique González Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Julian Currall og Francisco Enrique González Díaz, bistaaet af advokat Ricardo García Vicente, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

og sag T-157/94,

Empresa Nacional Siderurgica, SA (Ensidesa), Avilès (Spanien), ved advokaterne Santiago Martinez Lage og Jaime Perez-Bustamante Koester, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Francisco Enrique González Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Julian Currall og Francisco Enrique González Díaz, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

hvorunder der principalt er nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kirschner, og dommerne B. Vesterdorf, C.W. Bellamy, A. Kalogeropoulos og A. Potocki,

justitssekretaer: H. Jung,

afsagt foelgende

Kendelse

1 Ved beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1, herefter "beslutningen") fastslog Kommissionen, at der forelaa en raekke overtraedelser af EKSF-traktatens artikel 65, herunder med hensyn til prisfastsaettelse, markedsdeling og udveksling af fortrolige oplysninger, og den paalagde fjorten jern- og staalvirksomheder boeder.

2 I perioden mellem den 31. marts og den 18. april 1994 anlagde de elleve sagsoegende virksomheder i sag T-134/94 (herefter "NMH"), T-136/94 (herefter "Eurofer"), T-137/94 (herefter "ARBED"), T-138/94 (herefter "Cockerill-Sambre"), T-141/94 (herefter "Thyssen"), T-145/94 (herefter "Unimétal"), T-147/94 (herefter "Krupp Hoesch"), T-148/94 (herefter "Preussag"), T-151/94 (herefter "British Steel"), T-156/94 (herefter "Aristrain") og T-157/94 (herefter "Ensidesa"), soegsmaal, hvorunder de principalt har nedlagt paastand om annullation af beslutningen, for saa vidt som den vedroerer dem.

3 Som foelge af en raekke anmodninger, bl.a. indeholdt i skrivelser af 7. september og 18. oktober 1994 fra sagsoegeren i sag T-156/94, Aristrain, anmodede Retten med justitssekretaerens skrivelse af 25. oktober 1994 Kommissionen om at efterkomme de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 23 i protokollen vedroerende EKSF-statutten for Domstolen (herefter "artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen"). Med foelgeskrivelse af 24. november 1994 indleverede Kommissionen til Rettens Justitskontor sagsmateriale, der omfatter 65 ringbind med i alt 10 563 nummererede dokumenter, samt beslutningens ordlyd og meddelelsen af klagepunkter i de forskellige autentiske, sproglige versioner (herefter "sagsmateriale fremsendt til Retten").

4 I foelgeskrivelsen af 24. november 1994 anfoerte Kommissionen:

"En raekke af de vedlagte dokumenter kan indeholde forretningshemmeligheder. Andre er interne dokumenter i den i Rettens praksis forudsatte betydning. For saa vidt angaar de dokumenter, Kommissionen har indsamlet hos de beroerte virksomheder, er der under alle omstaendigheder tale om dokumenter, der er omfattet af tavshedspligten i henhold til EKSF-traktatens artikel 47. Alle parterne i sagen kan foelgelig ikke blive gjort bekendt med dem i deres helhed. I relation til den administrative procedure havde Kommissionen udfaerdiget en saakaldt 'adgangsliste' , som indeholder en opregning af, hvilke dokumenter der var adgang til at goere sig bekendt med, helt eller delvis, og for hvilke parter. Listen, hvoraf kopi er vedlagt som bilag, vedroerer hele proceduren for Kommissionen indtil den 11. januar 1993, hvor den administrative hoering fandt sted."

5 Som led i de foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 64, stk. 2, har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 14. marts 1995 holdt et uformelt moede med parterne, hvor man bl.a. droeftede de problemer, der i den foreliggende sag opstaar som foelge af, at de fleste af sagsoegerne har anmodet om at faa adgang til at goere sig bekendt med det sagsmateriale, der er fremsendt til Retten, idet visse af de dokumenter, det indeholder, eventuelt er fortrolige.

6 Efter dette uformelle moede den 14. marts 1995 tilstillede Retten (Tredje Udvidede Afdeling) parterne en skrivelse af 30. marts 1995 fra justitssekretaeren med foelgende ordlyd:

"1. For saa vidt angaar de problemer, der paa grund af, at visse dokumenter er fortrolige, er forbundet med adgangen til at goere sig bekendt med det administrative sagsmateriale, som Kommissionen har fremsendt i medfoer af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, og Rettens anvendelse af dokumenterne under fuld hensyntagen til overholdelse af princippet om kontradiktorisk sagsbehandling og ud fra procesoekonomiske og retsplejehensyn, anmodes parterne om senest den 31. maj 1995, forlaenget under hensyn til afstanden, at fremkomme med deres skriftlige bemaerkninger til foelgende punkter:

a) Med hensyn til de dokumenter i det administrative sagsmateriale, som Kommissionen ud fra hensynet til en af sagsoegerne har betegnet som fortrolige, anmodes sagsoegerne om at bekraefte, om de, for alle eller en del af dokumenterne, kan tiltraede, at fortroligheden haeves sagsoegerne imellem, saaledes at dokumenterne kan tilstilles alle sagsoegerne.

Saafremt en af sagsoegerne i forhold til de oevrige sagsoegere maatte oenske, at visse dokumenter fortsat betragtes som fortrolige, anmodes den paagaeldende sagsoeger om saerligt at angive det paagaeldende dokument eller den oplysning, der fortsat skal behandles som fortrolig, og at give en naermere begrundelse for begaeringen om fortrolig behandling.

Saafremt Kommissionen maatte vaere af den opfattelse, at den med hensyn til visse af de paagaeldende dokumenter ser sig noedsaget til at modsaette sig, at der for visse af de paagaeldende aktstykker sker en ophaevelse af fortroligheden sagsoegerne imellem, anmodes Kommissionen om saerligt at angive de dokumenter eller de oplysninger i de paagaeldende dokumenter, som dens indsigelse vedroerer.

b) Med hensyn til de dokumenter i det administrative sagsmateriale, som Kommissionen ud fra hensynet til udenforstaaende, der ikke er parter i de sager, der verserer for Retten, har betegnet som fortrolige, anmodes Kommissionen om at tage op til fornyet overvejelse, om denne fortrolige karakter er begrundet, og, om fornoedent, at kontakte de paagaeldende personer med henblik paa eventuelt at ophaeve fortroligheden i forhold til sagsoegerne.

Kommissionen anmodes om at meddele sagsoegerne, hvilke af de paagaeldende dokumenter, der ifoelge Kommissionen kan tilstilles sagsoegerne, og hvilke, der i givet fald fortsat skal vaere betegnet som fortrolige, idet Kommissionen anmodes om at praecisere den naermere baggrund for fortroligheden og at give en beskrivelse af arten og indholdet af hvert af de paagaeldende dokumenter.

Paa baggrund af det ovenfor anfoerte anmodes sagsoegerne om at meddele, om de opretholder deres begaeringer om adgang til at goere sig bekendt med visse af de dokumenter, der ifoelge Kommissionen fortsat skal vaere betegnet som fortrolige.

Kommissionen og sagsoegerne anmodes om inden for den samme frist at meddele Retten, enten om de er enige om, i hvilket omfang sagsoegerne skal gives adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der ud fra hensynet til udenforstaaende er betegnet som fortrolige, eller de konkrete punkter, de eventuelt fortsat er uenige om, saaledes at Retten saettes i stand til at traeffe afgoerelse om, hvorvidt hvert enkelt af de paagaeldende dokumenter er relevant og fortroligt.

c) Med hensyn til de dokumenter, Kommissionen har betegnet som fortrolige, idet der er tale om interne dokumenter, anmodes Kommissionen om inden for den samme frist at fremsende en liste over de interne dokumenter til Retten med angivelse af, hvilken form for dokument der er tale om, en kort beskrivelse af dets indhold, der skal vaere tilstraekkelig detaljeret til, at sagsoegerne kan tage stilling til, om det vil vaere relevant at fremsaette begaering om adgang til at goere sig bekendt med de paagaeldende dokumenter, saaledes at de kan varetage deres rettigheder. Kommissionen anmodes ogsaa om at oplyse, om den ser sig i stand til at haeve fortroligheden for visse af sine interne dokumenter.

Inden for den samme frist kan sagsoegerne og Kommissionen, saafremt de oensker det, skriftligt fremsaette deres retlige bemaerkninger til de principper, der gaelder med hensyn til fortrolighed for interne dokumenter, set i lyset af anvendelsen af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, og til adgangen til sagsakter ved Faellesskabets retsinstanser.

Den liste over interne dokumenter, Kommissionen fremsender i medfoer af ovennaevnte, tilstilles derefter sagsoegerne, saaledes at de inden for en frist, der senere vil blive fastsat, kan angive og begrunde, hvilke interne dokumenter de fortsat begaerer adgang til at goere sig bekendt med.

Paa grundlag af parternes standpunkter skal Retten kunne traeffe afgoerelse med hensyn til, hvorledes alle dokumenterne i det administrative sagsmateriale ° hvis fortrolige karakter eller relevans for sagsoegernes varetagelse af deres rettigheder fortsat er omtvistet ° skal behandles. De dokumenter, der ifoelge Retten er fortrolige, vil blive fjernet fra det sagsmateriale, der er fremsendt til Retten.

Under hensyntagen til resultaterne af de forskellige led i den ovenfor angivne fremgangsmaade anmodes Kommissionen om at omstrukturere sit administrative sagsmateriale, saaledes at Retten kan give sagsoegerne adgang til at goere sig bekendt med de sagsakter, den anvender."

7 I deres besvarelser af Rettens skrivelse af 30. marts 1995 har sagsoegerne og Kommissionen i princippet tilsluttet sig, at fortroligheden med hensyn til de dokumenter, der hidroerte fra sagsoegerne selv, gensidigt haeves, dog med enkelte undtagelser, der vil blive omtalt i det foelgende, og som enten er fremfoert af Kommissionen eller af visse af sagsoegerne. Med hensyn til de dokumenter, der hidroerer fra udenforstaaende virksomheder, har Kommissionen og de virksomheder, den har rettet henvendelse til, ogsaa i almindelighed tilsluttet sig, at fortroligheden haeves over for sagsoegerne, atter med visse undtagelser, der vil blive omtalt nedenfor. Kommissionen har i oevrigt fremsendt en detaljeret liste over sine interne dokumenter, der ved Justitskontorets foranstaltning er blevet tilstillet sagsoegerne, idet Kommissionen gentog, at den i princippet var imod, at de paagaeldende dokumenter blev fremsendt til de naevnte sagsoegere. Endelig er sagsoegerne fremkommet med detaljerede retlige bemaerkninger vedroerende raekkevidden af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen og deres ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med de sagsakter, der er fremsendt til Retten, herunder for saa vidt angaar Kommissionens interne dokumenter.

8 Paa baggrund af alle ovennaevnte besvarelser har Retten ved skrivelse af 21. juli 1995 fra justitssekretaeren (af 25.7.1995 i sag T-151/94) saerligt anmodet sagsoegerne om at begrunde, at de eventuelt opretholder deres begaering om at faa adgang til at goere sig bekendt med dels de dokumenter, med hensyn til hvilke der er fremsat en begaering om fortrolig behandling enten af en af sagsoegerne selv eller af Kommissionen eller ogsaa af en tredjemand, dels til dokumenterne i Kommissionens interne materiale, idet der oenskes en naermere specificering af de dokumenter, der er omfattet af en saadan begaering, og en kort begrundelse herfor. Sagsoegerne har besvaret skrivelsen ved skrivelser af 6. september 1995 (sag T-157/94), af 11. september 1995 (sag T-156/94), af 13. september 1995 (sag T-137/94, T-138/94 og T-151/94), af 14. september 1995 (sag T-147/94) og af 15. september 1995 (sag T-134/94, T-141/94, T-145/94 og T-148/94).

9 I mellemtiden har sagsoegeren British Steel i skrivelse af 14. juli 1995 til Justitskontoret klaget over, at Kommissionen ikke har rettet henvendelse til alle de udenforstaaende virksomheder, hvis navne findes paa listen over dokumenterne i sagen, hvilket den havde forpligtet sig til ved afslutningen af det uformelle moede mellem parterne den 14. marts 1995. De tredjemaend, Kommissionen ikke har kontaktet, er ifoelge British Steel dels de private virksomheder og organer Centre professionnel des statistiques de l' acier (herefter "CPS"), Darlington & Simpson, DSRM, Inter Trade, LME, Steelinter, UES og Valor, dels visse forvaltningsgrene eller myndigheder i medlemsstaterne eller i tredjelande, som behandler konkurrencespoergsmaal, naermere angivet Bundeskartellamt, Office of Fair Trading, Prisdirektoratet, US Department of Commerce, Direction générale de la concurrence, de la consommation et de la répression des fraudes samt Storhertugdoemmet Luxembourgs faste repraesentant ved De Europaeiske Faellesskaber.

10 Efter at have anmodet Kommissionen om at fremkomme med bemaerkninger til ovennaevnte skrivelse af 14. juli 1995 fra British Steel, hvilket Kommissionen gjorde ved skrivelse af 7. september 1995, har Retten ved skrivelse af 1. april 1996 fra justitssekretaeren anmodet Kommissionen om at rette henvendelse til CPS, Darlington & Simpson, DSRM, Inter Trade, LME, Steelinter, UES og Valor for at forhoere sig om, hvorvidt disse virksomheder kan tiltraede, at fortroligheden med hensyn til de dokumenter, der vedroerer dem, haeves. Ved skrivelse af 15. maj 1996 har Kommissionen meddelt, at de paagaeldende virksomheder ikke opretholder deres begaering om fortrolig behandling over for sagsoegerne, og vedlagt kopi af deres respektive svar.

Sagsoegernes ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der er fremsendt til Retten i medfoer af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen

11 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af selve ordlyden af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, som finder anvendelse paa retsforhandlingerne for Retten, jf. artikel 5 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21) og Raadets afgoerelse 94/149/EKSF/EF af 7. marts 1994 (EFT L 66, s. 29), at naar der rejses sag mod en beslutning, der er truffet af en af Faellesskabets institutioner, er denne institution pligtig at oversende Domstolen alle akter vedroerende den sag, som forelaegges den.

12 Dette argument, af visse sagsoegere fremfoert, hvorefter artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, sammenholdt med princippet om, at retsforhandlingerne skal vaere kontradiktoriske, skulle indebaere en ubetinget og ubegraenset ret for alle parterne til at faa adgang til at goere sig bekendt med det materiale, som den beroerte institution saaledes har oversendt til Retten, maa imidlertid forkastes.

13 EKSF-traktaten sikrer saaledes i artikel 47, at fortroligheden overholdes med hensyn til oplysninger, der efter deres karakter er tjenestehemmeligheder, navnlig forretningshemmeligheder, idet dette beskytter virksomhedernes legitime interesser og er modstykket til forpligtelsen til at meddele Kommissionen oplysninger (Domstolens dom af 10.7.1985, sag 27/84, Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, Sml. s. 2385, praemis 15).

14 Ved loesningen af det problem, der er rejst under naervaerende sag, er det derfor noedvendigt at afstemme kravene i artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen og kravet om, at retsforhandlingerne skal vaere kontradiktoriske, med hensynet til beskyttelsen af de enkelte virksomheders forretningshemmeligheder. Ligevaegten kan kun findes ved at foretage en konkret undersoegelse af de beroerte virksomheders individuelle situation (jf. ovennaevnte dom i sagen Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, praemis 16; jf. ogsaa, i relation til EF-traktaten, Rettens kendelse af 15.11.1990, forenede sager T-1/89, T-2/89, T-3/89, T-4/89 og T-6/89 ° T-15/89, Rhône-Poulenc m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 637).

15 Det bemaerkes endvidere, at i en sag, som vedroerte en anmodning om fremlaeggelse af dokumenter i medfoer af EKSF-statuttens artikel 23, har Domstolen anerkendt, at ogsaa den beroerte institution, om end undtagelsesvis, kan kraeve, at visse oplysninger, der vedroerer den, behandles fortroligt (jf. Domstolens dom af 21.12.1954, sag 2/54, Italien mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 5, org. ref.: Rec. s. 73, 103 og 104).

16 Retten finder herefter, at der i de foreliggende sager maa tages stilling til sagsoegernes begaering om at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der er fremsendt til Retten, idet der maa sondres mellem de tre kategorier af dokumenter, der er omtalt i skrivelserne af 30. marts 1995 og af 21. og 25. juli 1995 fra justitssekretaeren, dvs.: i) de dokumenter, Kommissionen har betegnet som fortrolige ud fra hensynet til en af sagsoegerne; ii) de dokumenter, Kommissionen har betegnet som fortrolige ud fra hensynet til udenforstaaende, der ikke er parter i de foreliggende sager, og iii) de dokumenter, Kommissionen har betegnet som fortrolige, idet der er tale om interne dokumenter. Hver af de naevnte kategorier rejser saaledes saerlige problemer i forbindelse med fortroligheden, der om fornoedent kan begrunde visse begraensninger med hensyn til sagsoegernes ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der er fremsendt til Retten.

Sagsoegernes ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der hidroerer fra sagsoegerne selv, og som i deres egen interesse er betegnet som fortrolige

Parternes argumenter

17 Sagsoegerne og Kommissionen er enige om, at sagsoegerne i princippet har fri adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der er fremsendt til Retten, og som hidroerer fra en sagsoeger, dog med enkelte undtagelser, der er fremfoert enten af Kommissionen eller af bestemte sagsoegere.

18 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerne indbyrdes ikke maa blive gjort bekendt med de dokumenter, der har nr. 5775, 6717 og 6718 (sag T-148/94), nr. 6789, 6854 og 6855 (sag T-141/94), nr. 6923 (sag T-147/94), nr. 6947 og 7022 (sag T-134/94), nr. 7307, 7308, 7309, 7322, 7323, 7337, 7338 og 7339 (sag T-138/94), nr. 8204, 8345, 8347, 8348 og 8349 (sag T-137/94), nr. 8777, 8778, 8787 og 8796 (sag T-151/94), nr. 8860, 9019, 9020, 9021 og 9022 (sag T-156/94), og nr. 9150, 9277 og 9278 (sag T-157/94), idet de indeholder forretningshemmeligheder, nemlig visse oplysninger om sagsoegernes omsaetning i perioden 1986-1990 samt i 1993. Kommissionen har naermere anfoert, at i modsaetning til de oevrige dokumenter i sagen, som stammer fra den periode, hvor overtraedelserne blev begaaet, er de ovennaevnte dokumenter blevet fremlagt paa et fremskredent trin af de administrative procedurer, og de vedroerer de sagsoegende virksomheders omsaetning for det relevante produkt. Desuden vil omsaetningen i et eller flere tidligere aar med hensyn til det relevante produkt, navnlig saafremt der omtales et bestemt antal aar, kunne give en forestilling om den nuvaerende omsaetning, hvilket ikke noedvendigvis vil vaere tilfaeldet for saa vidt angaar andre former for oplysninger, der kun har historisk interesse.

19 Sagsoegeren i sag T-145/94, Unimétal, har modsat sig, at de oevrige sagsoegere bliver gjort bekendt med de dokumenter, der har nr. 2519-2522 og nr. 2656-2670 i Kommissionens administrative sagsmateriale, idet dokumenterne er rent interne dokumenter for virksomheden (interne notater om, hvorledes markederne fungerer, og interne markedsanalyser).

20 Sagsoegeren i sag T-151/94, British Steel, har modsat sig, at de oevrige sagsoegere bliver gjort bekendt med visse af de oplysninger, der indeholdes i de dokumenter, der i Kommissionens administrative sagsmateriale har nr. 1894-1900, 1922-1936, 1940-1960, 1990, 1991, 1992, 2179, 2180 og 8787, idet de vedroerer forretningshemmeligheder (navne paa aktuelle og potentielle kunder, hvor der kan vaere konkurrence mellem sagsoegeren og andre sagsoegere, paataenkte handelsstrategier og statistiske oplysninger vedroerende omsaetningen ab fabrik vedroerende staalbjaelker i perioden april 1986 ° december 1993 i Det Forenede Kongerige, i de oevrige medlemsstater og i Den Europaeiske Union som helhed). Som bilag til skrivelserne af 31. maj og 15. september 1995 til Retten har British Steel baade vedlagt fuldstaendige kopier af de paagaeldende dokumenter og kopier, hvori ikke er medtaget de passager, som for sagsoegeren er forretningshemmeligheder, og dokumenterne fremstaar saaledes i den form, som sagsoegeren oensker, at de skal have, naar de oevrige parter goeres bekendt med dem.

21 Sagsoegeren i sag T-156/94, Aristrain, har modsat sig, at de oevrige sagsoegere bliver gjort bekendt med det dokument, der har nr. 8871, idet det indeholder helt konkrete oplysninger om visse af sagsoegerens forretningshemmeligheder, paa grundlag af hvilke der kan udledes oplysninger om, hvorledes sagsoegeren er kommet ind paa bestemte markeder i Faellesskabet, og den markedsandel, sagsoegeren har dér.

22 Kommissionen er ikke fremkommet med indsigelser med hensyn til anmodningerne fra sagsoegerne Unimétal og Aristrain. Det har den derimod med hensyn til de begaeringer om fortrolig behandling, sagsoegeren British Steel har indgivet, dog ikke for saa vidt angaar de dokumenter, der i det sagsmateriale, der er fremsendt til Retten, har nr. 1922-1936.

Rettens bemaerkninger

23 Hvad for det foerste angaar de dokumenter, som Kommissionen har kraevet behandlet fortroligt (jf. ovenfor i praemis 18), bemaerkes, at bortset fra det dokument, der har nr. 8787 (jf. praemis 20), har de parter, de hidroerer fra, ikke modsat sig, at sagsoegerne indbyrdes bliver gjort bekendt med dem, hvilket indebaerer, at de ikke laengere er af den opfattelse, at de paagaeldende dokumenter indeholder forretningshemmeligheder.

24 Retten finder herefter, at Kommissionen ° som visse af sagsoegerne med foeje har anfoert ° kun kan modsaette sig, at sagsoegerne indbyrdes bliver gjort bekendt med de paagaeldende dokumenter, saafremt dette i sig selv vil vaere en overtraedelse af EKSF-traktatens konkurrenceregler. Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort og end ikke gjort gaeldende, at dette er tilfaeldet i de foreliggende sager. Under alle omstaendigheder kan en saadan mulighed med rimelighed udelukkes, naar henses til, at de paagaeldende oplysninger vedroerer forhold, der ligger langt tilbage i tid (jf. ovennaevnte kendelse i sagen Rhône-Poulenc m.fl. mod Kommissionen, praemis 23), og at oplysningerne er summariske. De vedroerer saaledes i det vaesentlige sagsoegernes omsaetning vedroerende "staalbjaelker" (alle kategorier under ét) og "EKSF-produkter" i hele Faellesskabet i perioden 1986-1990. For saa vidt angaar de oplysninger, der vedroerer de samme samlede omsaetningstal for 1993, er de ganske vist nyere, men udgoer kun overslag, og der er ikke tale om endelige tal. Retten finder herefter, at Kommissionens begaering ikke boer tages til foelge, jf. dog bemaerkningerne i praemis 30 og 31 med hensyn til dokument nr. 8787.

25 Hvad for det andet angaar de dokumenter, der har nr. 2519-2522 og 2656-2670, og som er omfattet af begaeringen fra sagsoegeren i sag T-145/94, Unimétal (jf. praemis 19), maa det fastslaas, at de hidroerer fra virksomheder, der ikke er parter i de foreliggende sager, nemlig Usinor Sacilor/Valor og CPS, som ikke har fremsat begaering om fortrolig behandling, selv om Kommissionen behoerigt har rettet henvendelse til dem herom (jf. praemis 10). I det omfang de naevnte dokumenter vedroerer Unimétal, indeholder de tilsyneladende ikke andre oplysninger end dem, der kan indhentes i branche- og toldstatistikker. For saa vidt navnlig angaar de dokumenter, der har nr. 2656-2668, er oplysningerne om Unimétal' s leverancer paa det franske marked i 1989 og 1990 paa nuvaerende tidspunkt af historisk interesse, og de kan ikke laengere anses for forretningshemmeligheder. Retten finder herefter, at begaeringen fra sagsoegeren Unimétal ikke boer tages til foelge.

26 Hvad for det tredje angaar begaeringen fra sagsoegeren i sag T-151/94, British Steel (jf. praemis 20), vedroerer den i foerste raekke en fortrolig behandling af to saetninger, som er indeholdt i en skrivelse af 4. januar 1991 til Ferdofin (nr. 1894 og 1895 i de dokumenter, der er fremsendt til Retten), og som beskriver forholdet mellem de to virksomheder i 1990 og 1991. Kommissionen har gjort gaeldende, at den paagaeldende skrivelse i betragtning 176 til den anfaegtede beslutning er paaberaabt som bevis for, at der foreligger en aftale om fordeling af markederne mellem British Steel og Ferdofin, og har anfoert, at den ikke kan se, hvorfor de naevnte oplysninger, som ifoelge Kommissionen er et led i konstateringen af en tilsidesaettelse, skulle hemmeligholdes for de oevrige sagsoegere og paa den maade komplicere det videre sagsforloeb.

27 Det maa fastslaas, at den foerste af de to saetninger, som British Steel' s begaering vedroerer, dvs. den, som findes paa side 1 i skrivelsen af 4. januar 1991 til Ferdofin, allerede er udeladt i den version af dokumentet, som udgoer dokument nr. 1894 blandt dem, der er fremsendt til Retten. For saa vidt er British Steel' s begaering derfor uden genstand. Med hensyn til den anden saetning, der er omtalt paa side 2 i den naevnte skrivelse (dokument nr. 1895 i sagsmaterialet fra Kommissionen) bemaerkes, at den vedroerer forhold, der ligger mere end fem aar tilbage, men hvorom det ikke kan udelukkes, at de er relevante ved vurderingen af den tilsidesaettelse, der er omtalt i betragtning 176 til beslutningen. Endvidere er saetningen gentaget i sin fulde ordlyd i dokument nr. 1899 i det sagsmateriale, der er fremsendt til Retten, og med hensyn til hvilket British Steel ikke har fremsat begaering om fortrolig behandling. Retten finder herefter, at British Steel' s begaering ikke boer tages til foelge.

28 Med hensyn til det dokument, der har nr. 1940-1960, har British Steel anfoert, at det indeholder navnene paa bestemte virksomheder, der haevdes at vaere kunder hos en anden producent. Det kan ikke udelukkes, at de paagaeldende navne fortsat har kommerciel betydning, uanset at de paagaeldende oplysninger vedroerer 1987 og 1988. Det samme er tilfaeldet med hensyn til de dokumenter, der har nr. 1990, 1991, 1992, 2179 og 2180, og som er dateret henholdsvis den 5. december 1988 og den 8. september 1989. Begaeringen fra British Steel vedroerende disse dokumenter vil herefter vaere at tage til foelge.

29 Retten finder ogsaa, at det dokument, som har nr. 1922-1936, og som i det vaesentlige vedroerer British Steel' s forretningsforhold og en analyse af selskabets handelsstrategi paa det tyske marked, ganske vist ogsaa vedroerer forhold, der ligger flere aar tilbage, men indeholder visse oplysninger, som fortsat kunne antages at vaere tjenestehemmeligheder i EKSF-traktatens artikel 47, stk. 2' s forstand. Da Kommissionen i det vaesentlige er enig med hensyn til begaeringen om fortrolig behandling, som visse af de i det naevnte dokument indeholdte oplysninger vedroerer, finder Retten, at begaeringen boer tages til foelge.

30 Det samme goer sig ogsaa gaeldende med hensyn til det dokument, der har nr. 8787, og med hensyn til hvilket British Steel er enig i den fortrolige behandling, Kommissionen har begaeret (jf. skrivelse af 15.9.1995, s. 8), idet dokumentet bl.a. indeholder oplysninger om selskabets omsaetning ab fabrik vedroerende staalbjaelker i perioden 1990-1993 i Det Forenede Kongerige, i de oevrige medlemsstater og i Den Europaeiske Union som helhed.

31 British Steel har tilstillet Justitskontoret en raekke dokumenter, der har nr. 1922-1936, 1940-1960, 1990, 1991, 1992, 2179, 2180 og 8787, og som er renset for visse oplysninger, som ifoelge British Steel er forretningshemmeligheder, der ikke er relevante i relation til den foreliggende sag. Retten finder, at de paagaeldende dokumenter boer goeres tilgaengelige i den form over for de oevrige sagsoegere, idet Kommissionen, som den selv har paapeget, naturligvis fortsat i sag T-151/94 over for British Steel kan paaberaabe sig den fulde ordlyd af hvert enkelt af de dokumenter, der indgaar i sagen.

32 Hvad for det fjerde angaar det dokument, der har nr. 8871, og som er omfattet af begaeringen fra sagsoegeren i sag T-156/94, Aristrain (jf. praemis 21), bemaerkes, at der er tale om en oversigt over de priser, sagsoegeren forventede eller faktisk opnaaede i de to foerste kvartaler af 1989 for forskellige kategorier af jern- og staalprodukter paa det tyske og franske marked. Henset til, hvor gamle de paagaeldende oplysninger er, finder Retten, at der ikke er anledning til at forbyde de oevrige sagsoegere at faa adgang til at goere sig bekendt med dem.

Sagsoegernes ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter i sagen, som hidroerer fra virksomheder, der ikke er parter i de foreliggende sager, og som ud fra hensynet til de paagaeldende virksomheder er betegnet som fortrolige

Parternes argumenter

33 Kommissionen og de udenforstaaende virksomheder, som den paa Rettens anmodning har rettet henvendelse til, har erklaeret sig enige i, at alle sagsoegerne i princippet skal have fri adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter i sagen, som er fremsendt til Retten, og som hidroerer fra en af de naevnte udenforstaaende virksomheder, dog med enkelte undtagelser, der er fremfoert enten af Kommissionen eller af visse udenforstaaende virksomheder.

34 Kommissionen har modsat sig, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med de dokumenter, som har nr. 6883 og 6917 (Saarstahl), nr. 7777, 7778 og 7782 (Usinor-Sacilor), nr. 7864-7873 og 8001 (Ferdofin), nr. 8013, 8017 og 8028 (Stefana), nr. 9313 (Norsk Jernverk), nr. 9387 og 9388 (Ovako Profiler AB) og nr. 9461 (Fundia), og som indeholder konkrete oplysninger om omsaetningen vedroerende "staalbjaelker" i perioden 1986-1990 samt i 1993, og det ud fra de samme hensyn som dem, der er omtalt i praemis 18. Bortset fra det dokument, der har nr. 8028 (jf. praemis 37), har de beroerte udenforstaaende virksomheder imidlertid ikke modsat sig, at dette sker.

35 Virksomheden Allied Steel and Wire Ltd har modsat sig, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med det dokument, der har nr. 5261, da det indeholder forretningshemmeligheder vedroerende virksomhedens aktiviteter.

36 Virksomheden SSAB Svenskt Staal AB har modsat sig, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med de dokumenter, der har nr. 9435, 9440-9455, 9456, 9608, 9609, 9610 og 9612-9621, idet der er tale om en brevveksling mellem virksomhedens advokater og Kommissionen, hvori virksomhedens naermere procedurestrategi afsloeres, og/eller som indeholder detaljerede oplysninger om de principper og metoder, virksomheden anvender som grundlag for sin markedsstrategi.

37 Virksomheden Stefana har modsat sig, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med de dokumenter, der har nr. 8027 og 8028, idet de indeholder forretningshemmeligheder (specificerede omsaetningstal for bestemte produkter).

38 Kommissionen har ikke fremfoert indsigelser vedroerende de naevnte tre begaeringer. For saa vidt angaar sagsoegerne har enkelte af dem fastholdt deres begaering om at bliver gjort bekendt med de omtvistede dokumenter, mens andre har trukket deres begaering tilbage.

Rettens bemaerkninger

39 Af grunde, der i det vaesentlige er de samme som dem, der er fremfoert i praemis 23 og 24, finder Retten for det foerste, at Kommissionen ikke med foeje kan modsaette sig, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med dokumenter, som udenforstaaende virksomheder, som Kommissionen behoerigt har rettet henvendelse til herom, ikke laengere kraever behandlet fortroligt.

40 Hvad for det andet angaar det dokument, som har nr. 5261, og som hidroerer fra virksomheden Allied Steel and Wire Ltd, maa det fastslaas, at der heri blot henvises til, at unavngivne repraesentanter for virksomheden har deltaget i bestemte moeder i det staalbjaelkeudvalg, der blev oprettet i sagsoegeren Eurofer' s eller Eurofer/Skandinavien-gruppens regi, i perioden 1987-1989. I betragtning af, at de fleste af sagsoegerne normalt deltog i de naevnte moeder, at moederne naermest var offentlige, i det mindste inden for den paagaeldende branche, at Allied Steel and Wire Ltd og British Steel paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder udgjorde én oekonomisk enhed, og at de paagaeldende oplysninger er relativt gamle, finder Retten, at sagsoegerne kan blive gjort bekendt med det naevnte dokument, uden at den tjenstlige tavshedspligt overtraedes.

41 Hvad for det tredje angaar de dokumenter, der har nr. 9435, 9440-9455, 9456, 9608, 9609, 9610 og 9612-9621, som er omfattet af begaeringen fra virksomheden SSAB Svenskt Staal AB, bemaerkes, at de dels vedroerer den begaering om en separat hoering, som virksomhedens advokat indgav paa sin klients vegne, dels det referat, som hoeringskonsulenten udarbejdede vedroerende det naevnte moede, samt de dokumenter, der blev fremlagt ved denne lejlighed.

42 Det bemaerkes for det foerste, at de naevnte dokumenter ikke indeholder oplysninger, der maa betragtes som forretningshemmeligheder. Tvaertimod har Kommissionen i betragtning 296 in fine til den anfaegtede beslutning bl.a. paaberaabt sig erklaeringer, som blev afgivet i forbindelse med den naevnte hoering af repraesentanten for SSAB Svenskt Staal AB og Ovako Profiler AB, og paa det grundlag over for alle de beroerte sagsoegere og ikke kun de naevnte to virksomheder fundet det bevist, at der var tale om en overtraedelse i form af prisfastsaettelse som led i Eurofer/Skandinavien-aftalerne.

43 Endvidere bemaerkes, at under den paagaeldende hoering afgav repraesentanten for SSAB Svenskt Staal AB og Ovako Profiler AB forskellige erklaeringer og fremlagde et dokument, som ikke synes at vaere ganske uden relevans ved vurderingen af, om bestemte annullationsanbringender, der er fremfoert af en eller flere sagsoegere, er begrundede, bl.a. derved, at det haevdes, at den svenske regering paa grundlag af kontakter, som den havde med Kommissionens Generaldirektorat I og III, opfordrede virksomhederne til at deltage i aftaler og former for praksis, der var saedvanlige i forbindelse med moederne i Eurofer/Skandinavien-gruppen.

44 Endelig maa det fremhaeves, at de oplysninger, der blev meddelt under den naevnte hoering, i det vaesentlige kun er en gentagelse af de oplysninger, der allerede indeholdes i skrivelsen af 28. juli 1992 til Kommissionen fra SSAB Svenskt Staal AB' s advokat som svar paa meddelelsen af klagepunkter, hvilken skrivelse ikke er omfattet af den foreliggende begaering om fortrolig behandling fra virksomheden.

45 Retten finder herefter, at ud fra de konkrete omstaendigheder boer sagsoegerne gives tilladelse til at goere sig bekendt med de dokumenter, der er omfattet af begaeringen om fortrolig behandling fra SSAB Svenskt Staal AB.

46 Hvad for det fjerde angaar de dokumenter, som har nr. 8027 og 8028, og som er omfattet af begaeringen fra virksomheden Stefana, bemaerkes, at dokument nr. 8027 er et standardspoergeskema fra Kommissionen, der ikke indeholder nogen statistiske oplysninger vedroerende den virksomhed, det rettes til. Derimod indeholder dokument nr. 8028, der ganske vist er mindre detaljeret end dokument nr. 8787, som hidroerer fra sagsoegeren British Steel, og som er omtalt ovenfor i praemis 20 og 30, ogsaa visse oplysninger om den omsaetning, virksomheden havde i 1993. Henset til, at der er tale om et relativt nyt dokument, der hidroerer fra en virksomhed, der ikke er part i den foreliggende sag, men som udtrykkeligt har kraevet dokumentet behandlet fortroligt, finder Retten, at der ikke boer gives tilladelse til, at det meddeles sagsoegerne, saa meget desto mere som det ikke umiddelbart synes at vaere relevant ved afgoerelsen af, om der skal gives sagsoegerne medhold.

Sagsoegernes ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter i sagen, som Kommissionen har betegnet som interne dokumenter

Parternes argumenter

47 I sin skrivelse af 27./29. juni 1995 til Retten som svar paa justitssekretaerens skrivelse af 30. marts 1995 har Kommissionen gentaget, at den i princippet er imod, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med dens interne dokumenter. Med henvisning til retspraksis og dens egen forvaltningspraksis har Kommissionen anfoert, at den fortsat maa fastholde, at saadanne dokumenter er fortrolige.

48 Kommissionen har ogsaa modsat sig, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med dokumenter, som i det administrative sagsmateriale er betegnet som fortrolige, og som hidroerer fra eller er rettet til bestemte nationale forvaltningsgrene eller myndigheder, der behandler konkurrencesager, naermere bestemt Bundeskartellamt, Office of Fair Trading, Prisdirektoratet, US Department of Commerce, Direction générale de la concurrence, de la consommation et de la répression des fraudes samt Storhertugdoemmet Luxembourgs faste repraesentant ved De Europaeiske Faellesskaber. I modsaetning til de virksomheder, der ikke er parter i de foreliggende sager, er de naevnte myndigheder ikke blevet kontaktet af Kommissionen, som er af den opfattelse, at brevvekslingen med dem maa betragtes som fortrolig ud fra de samme hensyn som dem, der ifoelge Kommissionen begrunder, at institutionernes interne dokumenter behandles fortroligt.

49 De fleste af sagsoegerne har kritiseret den efter deres opfattelse for summariske og utilstraekkelige maade, hvorpaa Kommissionen har beskrevet indholdet af de forskellige dokumenter i dens interne sagsmateriale. Efter sagsoegernes opfattelse opfylder denne beskrivelse hverken den betingelse, Retten opstillede i Justitskontorets skrivelse af 30. marts 1995, eller de krav om, at oplysningerne skal vaere praecise, som Retten opstillede i domme af 29. juni 1995 (sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, praemis 94, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847), og de kan derfor ikke paa det grundlag i hvert enkelt tilfaelde vurdere, om det vil vaere relevant for dem at kraeve adgang til de naevnte dokumenter, for at de kan varetage deres rettigheder.

50 De fleste af sagsoegerne fastholder saaledes principalt deres paastand om at faa adgang til at blive gjort bekendt med hele Kommissionens interne sagsmateriale, hvilket efter deres opfattelse har hjemmel i artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, sammenholdt med princippet om, at retsforhandlingerne skal vaere kontradiktoriske. Sagsoegerne eller enkelte af dem har til stoette herfor fremfoert seks hovedanbringender.

51 For det foerste har de henvist til selve ordlyden af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen og bemaerket, at der ikke findes en tilsvarende bestemmelse hverken i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen eller i protokollen vedroerende Euratom-statutten for Domstolen. Bestemmelsens ordlyd er utvetydig og indeholder ingen undtagelser, for saa vidt angaar interne dokumenter fra den beroerte institution, hvilket staar i modsaetning til, hvad der er fastsat i EKSF-traktatens artikel 47 med hensyn til dokumenter, der indeholder tjenestehemmeligheder. Sagsoegernes synspunkt anerkendte Domstolen allerede i ovennaevnte dom i sagen Italien mod Den Hoeje Myndighed.

52 For det andet har sagsoegerne paaberaabt sig et princip om "administrativ gennemskuelighed", der er den baerende tanke bag hele EKSF-traktaten og navnlig de retslige kontrolordninger, som er indfoert ved traktaten. Sagsoegeren, Unimétal, har saaledes henvist til det synspunkt, professor Paul Reuter fremkom med i sin bog: La Communauté européenne charbon acier (Paris, LGJD, 1953, s. 76 og 77). Til forskel fra de oevrige parter og medlemsstaterne kan Faellesskabets institutioner ikke daekke sig ind bag et princip om forvaltningshemmelighed, der ikke findes paa dette omraade. EKSF-traktaten har vaeret saerligt banebrydende og forener de mest vidtgaaende rettigheder i medlemsstaterne.

53 For det tredje har enkelte af sagsoegerne begrundet deres ret til at faa adgang til at goere sig bekendt med den beroerte institutions interne materiale, jf. artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, med, at en saadan ret vedroerer den retslige procedure ved Domstolen og ikke den administrative procedure ved Kommissionen. Ifoelge sagsoegerne kan der ganske vist vaere en relativt aabenbar offentlig interesse i at sikre beskyttelsen af den fortrolige karakter af dokumenter og af den procedure, der foerer til, at der traeffes en beslutning, bl.a. ud fra hensynet til forvaltningsmaessig effektivitet (jf. Lenz og Grill: "Zum Recht auf Akteninsicht im EG-Kartellverfahrensrecht", Festschrift fuer Arved Deringer, 1993, s. 310 ff., paa s. 318), men situationen er en anden, naar foerst beslutningen er truffet, og Domstolen skal udoeve sin legalitetskontrol. Paa dette stadium modsvares reglen om, at Kommissionens interne dokumenter er fortrolige, ikke laengere af en berettiget interesse i forhold til de virksomheder, der er involveret i sagen. Tvaertimod tilsiger retsplejehensyn og hensynet til beskyttelse af parternes grundlaeggende rettigheder, at Domstolen skal vaere fuldstaendigt underrettet om alle faktiske omstaendigheder og dokumenter vedroerende sagen, som institutionen raader over, og at Domstolen skal kunne tage stilling til alle de problemer, parterne har rejst vedroerende vedtagelsen af beslutningen og dennes begrundelse. Formaalet med artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen er at naa det maal.

54 Det er i denne forbindelse naermere gjort gaeldende, at den praksis, som Domstolen og Retten har paa EF-traktatens omraade vedroerende begraensninger med hensyn til indsigt i Kommissionens interne sagsakter, i det vaesentlige vedroerer det stadium, der ligger forud for vedtagelsen af en beslutning i henhold til artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), og der er navnlig henvist til den beskrivelse af Kommissionens administrative praksis, der findes i punkt 35 i Den Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken (jf. Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711). Under den retslige behandling af sagen maa hovedreglen derimod vaere, at alle dokumenter, interne saavel som andre, skal meddeles Domstolen og sagsoegerne, saafremt de er relevante for afgoerelsen af de problemer, der omtvistes.

55 For det fjerde har enkelte af sagsoegerne i tilslutning til det foregaaende argument anfoert, at naar der for Domstolen i medfoer af EKSF-traktatens artikel 36, stk. 2, indbringes en sag, hvor den har fuld proevelsesret, hvilket er tilfaeldet i de konkrete sager, skal Domstolen proeve alle de aspekter, der har relation til den beroerte institutions udoevelse af sine skoensbefoejelser og navnlig, om den trufne beslutning er relevant og rimelig (jf. Groeben, Thiesing og Ehlermann: Kommentar zum EWG-Vertrag, fjerde udg., 1991, artikel 172, note 10). De oplysninger, der er noedvendige med henblik paa en saadan proevelse, findes navnlig i institutionens interne dokumenter, og der er paa det punkt ingen grund til at beskytte deres angiveligt fortrolige karakter. Saa laenge administrationen udelukkende anvender fremgangsmaader, der findes i en retsstat, og laegger objektive hensyn til grund, behoever den ikke at frygte, at de beroerte parter faar kendskab hertil. Saafremt den maatte afvige fra de naevnte principper, tilsiger hensynet til den almene interesse, at saadanne fremgangsmaader afsloeres, og i saa fald fortjener administrationen ingen beskyttelse.

56 Det er i den forbindelse naermere anfoert, at den praksis, der paa EF-traktatens omraade er fastlagt ved Domstolens kendelse af 18. juni 1986 (forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 1899, praemis 11), hvorefter Domstolens gennemgang af Kommissionens interne akter udgoer et bevismiddel af usaedvanlig karakter, ikke kan anvendes i et tilfaelde som det foreliggende, idet Domstolen i den paagaeldende sag ikke havde fuld proevelsesret, og ° som Domstolen selv fremhaevede ° ingen af sagsoegerne havde gjort gaeldende, at der var begaaet magtfordrejning.

57 For det femte har enkelte sagsoegere begrundet reglen i artikel 23 med selve EKSF-traktatens struktur og virkemaade. Ifoelge det anfoerte udoever Kommissionen inden for EKSF-traktaten rollen som en politisk forvaltningsmyndighed, der har udstrakte befoejelser med henblik paa oekonomisk indgriben, hvilken er en helt anden rolle end den, Kommissionen har inden for rammerne af EF-traktaten. De naevnte funktioner og forvaltningsbefoejelser inden for kul- og staalsektoren, som bl.a. kommer til udtryk ved gennemfoerelsen af EKSF-traktatens artikel 5, 46, 47, 48, 57, 60 og 65, indebaerer, at der tilvejebringes en ordning med en omfattende retslig proevelse af Kommissionens handlinger.

58 Endelig har sagsoegerne for det sjette og sammenholdt med de foregaaende argumenter paaberaabt sig princippet om retten til kontradiktion, princippet om "fighting at arm' s length" og princippet om, at retsforhandlingerne skal vaere kontradiktoriske, skal overholdes, hvilket indebaerer, at alle parter maa anerkendes at have samme adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der er fremsendt til en faellesskabsretsinstans, saaledes at de kan underbygge deres argumenter og gendrive modpartens paa grundlag af de samme oplysninger og de samme dokumenter som dem, den sagsoegte institution og retsinstansen selv har adgang til. Sagsoegerne har bl.a. henvist til Domstolens ovennaevnte dom i sagen Italien mod Den Hoeje Myndighed, til dom af 22. marts 1961 (forenede sager 42/59 og 49/59, SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 247, org. ref.: Rec. s. 101, 105) og af 13. februar 1979 (sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 9) samt til de ovennaevnte domme i sagerne Solvay mod Kommissionen og ICI mod Kommissionen.

59 Saafremt Retten, uanset ordlyden af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, maatte fastslaa, at indroemmelse af indsigt i Kommissionens interne dokumenter i princippet kan undergives visse restriktioner paa grund af deres fortrolige karakter, har de fleste af sagsoegerne subsidiaert anfoert, at det i saa fald paahviler Kommissionen i hvert enkelt tilfaelde at begrunde, hvorfor den offentlige interesse i, at de paagaeldende dokumenter fortsat skal vaere fortrolige, maa gaa forud for sagsoegernes og Rettens interesse i en ordentlig retspleje. Enkelte af sagsoegerne har saaledes subsidiaert anfoert tre vaesentlige undtagelser fra reglen i artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen.

60 For det foerste kan formaalet med at beskytte fortroligheden af visse dokumenter vaere, at den administrative procedure skal forloebe korrekt og forskriftsmaessigt. Da dette formaal kun kan paavirkes i ringe grad, naar denne procedure er afsluttet, maa der ved afvejningen af de involverede interesser tillaegges det grundlaeggende princip om ret til kontradiktion prioritet. I denne forbindelse har enkelte af sagsoegerne foreslaaet, at man kan fjerne navnet paa de personer, der har affattet de interne skrivelser og indstillinger, og navnene paa de personer, der er omtalt heri. En saadan fremgangsmaade anvendte Domstolen helt undtagelsesvis i ovennaevnte sag Italien mod Den Hoeje Myndighed. Med en saadan loesning undgaas det, at droeftelserne bliver personrelaterede, og der sker ikke en faktisk kraenkelse af parternes rettigheder, naar droeftelserne ikke vedroerer en konkret persons adfaerd, men institutionens. Dette boer imidlertid kun ske, naar der foreligger helt saerlige omstaendigheder, saaledes som Domstolen fremhaevede i dommen i sagen Italien mod Den Hoeje Myndighed.

61 Endnu en undtagelse fra reglen i artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen kan foelge af en indirekte anvendelse af EKSF-traktatens artikel 47. Saaledes har enkelte af sagsoegerne gjort gaeldende, at saafremt en oplysning, der er givet af en tredjemand, maa betragtes som en tjenestehemmelighed i henhold til artikel 47, ville det vaere ulogisk at tillade, at oplysningen blev meddelt sagsoegerne, blot fordi den findes i et internt dokument fra Kommissionen.

62 Endelig kunne der ifoelge enkelte sagsoegere bestaa en tredje undtagelse deri, at interne dokumenter, der klart ikke er relevante, ikke meddeles. Domstolen anvendte en saadan mulighed i kendelse af 10. marts 1966 (sag 28/65, Fonzi mod Euratom-Kommissionen, Rec. s. 734), der ganske vist ikke vedroerte EKSF-traktaten. Domstolen traf afgoerelse om, at et bestemt dokument skulle fjernes i forbindelse med behandlingen af sagen, idet der i modsat fald kunne ske en tilsidesaettelse af tavshedspligten omkring Euratom-Kommissionens droeftelser, da det paagaeldende dokument ifoelge det oplyste vedroerte "uvedkommende spoergsmaal" i relation til den tvist, der var indbragt for Domstolen (jf. ogsaa Domstolens kendelse af 6.7.1989, sag 352/88, Kommissionen mod Irland, ikke trykt i Samling af Afgoerelser). De sagsoegere, der har foreslaaet en saadan undtagelse, har imidlertid understreget, at Retten kun boer udelukke de dokumenter fra sagen, som umiddelbart betragtet klart er uden interesse for afgoerelsen af den sag, der er indbragt for den.

63 Ni af de elleve sagsoegere har, ogsaa subsidiaert, som bilag til deres besvarelse af Rettens spoergsmaal fremlagt en liste over de interne dokumenter fra Kommissionen, der efter deres opfattelse er saerlig vigtige, og som de forlanger at blive gjort bekendt med, ikke alene under henvisning til artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, men ogsaa til Rettens praksis paa EF-traktatens omraade, navnlig de ovennaevnte domme i sagerne Solvay mod Kommissionen og ICI mod Kommissionen. De fleste af sagsoegerne har udtrykkeligt begrundet deres begaering om at blive gjort bekendt med de naevnte dokumenter, idet de har henvist til dels de forskellige annullationsanbringender, de har fremfoert til stoette for deres soegsmaal, dels til visse overvejelser, de har gjort sig i forbindelse med gennemgangen af listen over dokumenterne i Kommissionens interne sagsmateriale. Denne begaering drejer sig i det vaesentlige om de dokumenter, som vedroerer

° forholdet mellem Kommissionen og de nationale myndigheder eller de skandinaviske staalbjaelkeproducenter, og som kan kaste lys over aarsagerne til, at de paagaeldende producenter i vidt omfang ikke er blevet paalagt de strenge sanktioner, som sagsoegerne er blevet paalagt, selv om det i beslutningen fastslaas, at de har deltaget i mindst en af de paatalte overtraedelser. Enkelte af sagsoegerne har i den forbindelse henvist til erklaeringer, som visse skandinaviske virksomheder afgav over for hoeringskonsulenten, og hvorefter deres regering og Kommissionens Generaldirektorat I havde opfordret dem til at deltage i Eurofer/Skandinavien-gruppens moeder.

° en eventuel deltagelse af naermere angivne tjenestemaend fra Generaldirektorat III eller andre af Kommissionens generaldirektorater med henblik paa tilvejebringelsen og styringen af visse mekanismer, der i beslutningen er karakteriseret som konkurrencebegraensende aftaler eller former for praksis, og den undersoegelse, hoeringskonsulenten foretog paa det punkt efter den administrative hoering den 11., 12., 13. og 14. januar 1993.

° de naermere omstaendigheder omkring fastsaettelsen af stoerrelsen af de boeder, sagsoegerne er blevet paalagt, samt de naermere metoder til beregningen af de naevnte boeder, bl.a. set i relation til de annullationsanbringender, hvorved sagsoegerne har gjort gaeldende, at der er sket tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling og af proportionalitetsprincippet.

° situationen omkring Kommissionens endelige vedtagelse af beslutningen i dens forskellige sproglige versioner, en eventuel tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, der er begaaet i den forbindelse, og som en naermere gennemgang af listen over Kommissionens interne sagsmateriale ifoelge sagsoegerne giver visse indicier for.

64 Ud over disse principale og subsidiaere paastande har en raekke sagsoegere foreholdt Kommissionen, at den ikke har fremsendt alle de dokumenter, der vedroerer de foreliggende sager, til Retten, hvilket er i strid med den forpligtelse, der paahviler den i henhold til artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen. Sagsoegerne har nedlagt paastand om, at Retten tilpligter Kommissionen at fremlaegge de resterende dokumenter, og at den tillader, at parterne bliver gjort bekendt med dem.

65 Nogle af sagsoegerne har saaledes paapeget, at de dokumenter, der er fremsendt til Retten, ikke indeholder bestemte interne skrivelser og notater, der er udvekslet mellem Generaldirektorat III og Generaldirektorat IV, men som var vedlagt som bilag til Kommissionens svarskrifter i de foreliggende sager. Formuleret mere generelt har sagsoegerne anfoert, at Kommissionen til Retten ikke alene burde have fremsendt de administrative dokumenter fra Generaldirektorat IV, men ogsaa dem fra Generaldirektorat III, der vedroerer de foreliggende sager, og navnlig de interne rapporter og skrivelser, der er udarbejdet af tjenestemaend i Generaldirektorat III, og som vedroerer deres kontakter med staalbjaelkeproducenter og Kommissionens politik inden for det paagaeldende omraade i den periode, beslutningen omfatter.

66 Andre sagsoegere har anfoert, at de dokumenter, der er fremsendt til Retten, tilsyneladende ikke indeholder referatet af kommissaerkollegiets moede den 16. februar 1994 vedroerende vedtagelsen af den anfaegtede beslutning og heller ikke den endelige affattelse, behoerigt dateret og stadfaestet, af beslutningen i alle de autentiske sproglige versioner.

Rettens bemaerkninger

67 Det bestemmes i artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, at naar der rejses sag mod en beslutning, der er truffet af en af Faellesskabets institutioner, er denne institution pligtig at oversende Domstolen alle akter vedroerende den sag, som forelaegges den.

68 Det bemaerkes for det foerste, at der ikke findes en tilsvarende bestemmelse hverken i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen eller i protokollen vedroerende Euratom-statutten for Domstolen. Bestemmelsen er en processuel regel, der saerligt finder anvendelse i forbindelse med behandlingen af en sag ved Faellesskabets retsinstanser, naar der for dem anlaegges sag til proevelse af en beslutning, der er truffet af en af EKSF' s institutioner.

69 Som det fremgaar af ovennaevnte dom i sagen Italien mod Den Hoeje Myndighed (jf. Rec. s. 103 og 104), er den beroerte institutions opfyldelse af de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, ikke betinget af, at Domstolen traeffer bestemmelse om konkrete foranstaltninger med henblik paa bevisoptagelsen, og forpligtelsen omfatter i almindelighed alle sagens akter, uden at det paa dette trin er fornoedent at fastsaette en principiel undtagelse for interne dokumenter. I et retsfaellesskab er selve princippet om retslig proevelse af administrationens akter til hinder for, at der anvendes en generel regel om administrativ fortrolighed over for Domstolen.

70 Det skal i oevrigt understreges, at akter, der i medfoer af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen oversendes til Domstolen eller til Retten, i princippet skal vaere tilgaengelige for alle parter i sagen. Man ville kraenke en elementaer retsgrundsaetning, hvis en retsafgoerelse blev baseret paa faktiske omstaendigheder og dokumenter, som parterne eller en af disse ikke har kunnet skaffe sig kendskab til, og som de saaledes ikke har kunnet tage stilling til (jf. dommen i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed, paa s. 249, org. ref.: Rec. s. 105).

71 Retten finder herefter, at Kommissionen ikke ° ved blot at henvise til sin egen forvaltningspraksis eller til Domstolens praksis vedroerende dens gennemgang af Kommissionens interne akter i forbindelse med legalitetskontrollen af en procedure om anvendelse af EF-traktatens konkurrenceregler (jf. ovennaevnte kendelse i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, praemis 11) og uden anden begrundelse ° kan modsaette sig, at sagsoegerne paa dette trin goeres bekendt med dens interne dokumenter.

72 Som Domstolen fastslog i kendelse af 6. november 1954 (sag 2/54, Italien mod Den Hoeje Myndighed, ikke trykt i Samling af Afgoerelser), kan traktatens bestemmelser imidlertid kun fortolkes saaledes, at Faellesskabets institutioner herved kommer til at fungere bedst muligt. Denne bemaerkning, som ifoelge Domstolen ogsaa finder anvendelse paa EKSF-statuttens artikel 23, kan bl.a. begrunde, at en begaering om fremlaeggelse af interne dokumenter vedroerende den verserende sag ikke tages til foelge, saafremt de dokumenter, der allerede er fremlagt, er tilstraekkelige med henblik paa sagens oplysning (jf. foruden den ovennaevnte dom i sagen Italien mod Den Hoeje Myndighed Domstolens domme af 11.2.1955, sag 3/54, ASSIDER mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 9, org. ref.: Rec. s. 123, og sag 4/54, ISA mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 11, org. ref.: Rec. s. 177).

73 Retten finder ogsaa, at det ikke umiddelbart kan udelukkes, at institutionerne ikke vil kunne fungere bedst muligt, og EKSF-traktatens maal eventuelt ikke vil kunne naas, saafremt der uovervejet gives indsigt i visse dokumenter, som efter deres art eller i kraft af deres indhold boer nyde saerlig beskyttelse. I ovennaevnte dom i sagen Italien mod Den Hoeje Myndighed lagde Domstolen saaledes vaegt paa at sikre beskyttelsen af tavshedspligten omkring droeftelserne i Den Hoeje Myndighed og det raadgivende udvalg, og i relation til EOEF-traktaten fastslog Domstolen i dom af 7. november 1985 (sag 145/83, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 3539), at den beroerte institution var forpligtet til ikke at oplyse identiteten af en meddeler, der havde forlangt at forblive anonym.

74 Ved vurderingen af, om dette eventuelt kan ske, skal Retten saaledes loese et modsaetningsforhold mellem paa den ene side princippet om effektivitet i forvaltningen og paa den anden side princippet om, at administrationens retsakter skal kunne proeves retsligt, under overholdelse af retten til kontradiktion og princippet om, at retsforhandlingerne skal vaere kontradiktoriske.

75 Paa de foreliggende sagers nuvaerende trin finder Retten ikke, at den har tilstraekkelige oplysninger til, at den kan loese dette problem. Selv om sagsoegerne klart har redegjort for grundene til, at de ° blandt andet under hensyn til deres realitetsanbringender ° anser deres begaeringer om at faa adgang til at goere sig bekendt med Kommissionens interne dokumenter, og navnlig til de dokumenter, der er omfattet af deres subsidiaere begaeringer (jf. praemis 51-63), for relevante, maa det fastslaas, at Kommissionen ikke i oevrigt har angivet grundene til, at den i de foreliggende sager undtagelsesvis boer fritages for de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen.

76 Retten finder saaledes, at Kommissionen maa anmodes om, inden for en i det oejemed fastsat frist, at angive, hvilke af de dokumenter, som den i det til Retten fremsendte sagsmateriale har betegnet som interne, der paa grund af deres konkrete art eller indhold efter Kommissionens opfattelse ikke kan meddeles sagsoegerne, idet den naermere og for hvert enkelt dokument skal anfoere de hensyn, der efter dens opfattelse kan begrunde en saadan helt saerlig behandling, og idet den i givet fald skal fremlaegge en ikke-fortrolig version af de paagaeldende dokumenter. Da Kommissionen har gjort gaeldende, at brevvekslingen med de nationale myndigheder boer behandles paa samme maade som dens interne dokumenter (jf. praemis 48), paahviler det paa samme maade Kommissionen at anfoere de konkrete hensyn, der er afgoerende for, at den i det foreliggende tilfaelde modsaetter sig, at sagsoegerne bliver gjort bekendt med den paagaeldende brevveksling.

77 Samtidig udsaettes afgoerelsen vedroerende sagsoegernes begaering om at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, som er fremsendt til Retten, og som Kommissionen har betegnet som interne dokumenter, samt vedroerende sagsoegernes begaeringer om, at der skal fremlaegges dokumenter, der ikke indgaar i det naevnte materiale. I givet fald traeffer Retten ogsaa paa et senere tidspunkt afgoerelse om, hvorvidt der i den forbindelse boer traeffes foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse og bevisoptagelse, jf. procesreglementets artikel 64 og 65.

78 Da Kommissionen foerst vil kunne omordne det materiale, den har fremsendt til Retten, med henblik paa, at parterne kan saette sig ind i det, jf. punkt 1 in fine, i justitssekretaerens skrivelse af 30. marts 1995 til parterne, naar der er truffet afgoerelse om alle de spoergsmaal, der endnu henstaar, bestemmes det ud fra hensynet til den bedst mulige tilrettelaeggelse af sagen, at justitssekretaeren efterfoelgende giver sagsoegerne meddelelse om de naermere betingelser for deres adgang til at goere sig bekendt med de paagaeldende dokumenter.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

1) De med numrene 1922-1936, 1940-1960, 1990, 1991, 1992, 2179, 2180 og 8787 forsynede dokumenter, der er indeholdt i det sagsmateriale, som Kommissionen har fremsendt til Retten ved skrivelse af 24. november 1994, er i deres fuldstaendige version kun tilgaengelige for sagsoegeren i sag T-151/94 og for Kommissionen. I forhold til de oevrige sagsoegere i de foreliggende sager erstattes de naevnte dokumenter af en ikke-fortrolig version, saaledes som tilstillet Retten ved skrivelser fra sagsoegeren i sag T-151/94 af den 31. maj og den 15. september 1995.

2) Det med nummer 8028 forsynede dokument fra virksomheden Stefana, der er indeholdt i det sagsmateriale, som er fremsendt til Retten, fjernes fra sagens akter.

3) Senest seks uger efter forkyndelsen af denne kendelse fremlaegger Kommissionen en detaljeret og konkret redegoerelse for de hensyn, der er baggrunden for, at sagsoegerne efter dens opfattelse ikke maa blive gjort bekendt med bestemte dokumenter, som Kommissionen har betegnet som "interne", og som er blandt de dokumenter, der indgaar i det sagsmateriale, den har fremsendt til Retten. I givet fald tilstiller den inden for samme frist Retten en ikke-fortrolig version af de paagaeldende dokumenter.

4) Afgoerelsen vedroerende sagsoegernes begaering om at faa adgang til at goere sig bekendt med de dokumenter, der er fremsendt til Retten, og som Kommissionen har betegnet som interne dokumenter, og vedroerende begaeringen om fremlaeggelse af dokumenter, der ikke indgaar i det paagaeldende sagsmateriale, udsaettes.

5) Justitssekretaeren meddeler senere sagsoegerne de naermere betingelser, paa hvilke de i Justitskontorets lokaler vil kunne goere sig bekendt med de dokumenter, der er fremsendt til Retten.

6) Afgoerelsen om sagsomkostningerne udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 19. juni 1996.