61994A0136

1 EKSF - karteller - organisation af virksomheder - begreb

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1)

2 EKSF - karteller - forbud - anvendelsesomraade - en virksomhedsorganisations ikke bindende vedtagelse - omfattet

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1)

3 EKSF - karteller - forbud - anvendelsesomraade - organisation af virksomheder - omfattet - mulighed for at paalaegge den en boede - foreligger ikke

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1 og 2)

4 Faellesskabsret - fortolkning - institutionernes retsakter - beslutning - grunde - hensyntagen hertil

5 EKSF - karteller - forbud - informationsudvekslingsordning - vaesentlig indflydelse paa de deltagende virksomheders adfaerd - konkurrencebegraensning

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1)

1 Under hensyn til formaalet med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, skal begrebet organisation af virksomheder i denne bestemmelses forstand fortolkes saaledes, at det efter omstaendighederne ogsaa omfatter enheder, der bestaar af organisationer af virksomheder.

2 En retsakt kan betegnes som en »vedtagelse« inden for en organisation af virksomheder i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1's forstand, uden at den noedvendigvis er bindende for medlemmerne, i hvert fald saafremt de medlemmer, som denne »vedtagelse« er rettet til, efterlever den.

Selv om aktiviteterne inden for en sammenslutning af virksomheder er blevet fremkaldt af en udtrykkelig eller stiltiende »aftale« mellem organisationens medlemmer, hvorved det paalaegges den at indsamle og udsende visse oplysninger, uden at der er truffet en formel vedtagelse af organisationens vedtaegtsmaessige organer, maa en saadan aftale betegnes som »vedtagelse inden for en organisation af virksomheder«, saafremt den paagaeldende »aftale« noedvendigvis er blevet indgaaet som led i aktiviteterne inden for organisationen, som selv har ansvaret for indsamlingen og udsendelsen af de omtvistede oplysninger i overensstemmelse med dens vedtaegtsbestemte opgaver.

3 Selv om det fremgaar af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, at en virksomhedsorganisation ikke kan paalaegges en boede eller en tvangsboede, er der efter ordlyden af artikel 65, stk. 1, intet grundlag for at antage, at en organisation, der har truffet en vedtagelse med det formaal at hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence, ikke selv er omfattet af forbuddet i henhold til denne bestemmelse.

4 En beslutnings konklusion skal fortolkes i lyset af beslutningens grunde.

5 En ordning med udveksling af - normalt fortrolige - statistiske oplysninger, der vedroerer virksomhedernes leverancer paa de vigtigste markeder i Faellesskabet, og som er opdelt paa den enkelte virksomhed og den enkelte medlemsstat, er - naar henses til den aktuelle karakter af disse oplysninger, som alene er bestemt for producenterne, med udelukkelse af forbrugerne og andre konkurrenter, samt til de paagaeldende produkters ensartede karakter og markedets oligopolistiske struktur - egnet til maerkbart at paavirke de deltagende virksomheders adfaerd og erstatter de normale konkurrencerisici med et indbyrdes praktisk samarbejde.

Paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked kan en udveksling af oplysninger om markedet goere det muligt for virksomhederne at faa kendskab til deres konkurrenters placering paa markedet og deres forretningsstrategi, hvilket maerkbart vil begraense den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende.

I sag T-136/94,

Eurofer ASBL, en luxembourgsk organisation med hjemsted 17-25, Avenue de la Liberté, Luxembourg, ved advokat Norbert Koch, Bruxelles,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved generaldirektoer Jean-Louis Dewost, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Julian Currall og Guy Charrier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Heinz-Joachim Freund, Frankfurt, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en hovedpaastand om annullation af artikel 2 og 3 i Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af den fungerende afdelingsformand, C.W. Bellamy, og dommerne A. Potocki og J. Pirrung,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 23., 24., 25., 26. og 27. marts 1998,

afsagt foelgende

Dom (1)

Sagens faktiske omstaendigheder

A - Indledende bemaerkninger

1 Naervaerende sag vedroerer en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1, herefter »beslutningen«), hvorved den fastslog, at 17 europaeiske staalvirksomheder og sagsoegeren i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, havde deltaget i en raekke aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af priser, opdeling af markeder og udveksling af fortrolige oplysninger om Faellesskabets marked for staalbjaelker, og paalagde 14 virksomheder inden for denne sektor boeder for de mellem den 1. juli 1988 og den 31. december 1990 begaaede overtraedelser.

2 Det fremgaar af beslutningens betragtning 12, litra b), at sagsoegeren er Foreningen af Europaeiske Staalproducenter. De fleste af foreningens medlemmer er organisationer af virksomheder, men den har ogsaa individuelle virksomheder som medlemmer (f.eks. British Steel). Artikel 2 i foreningens vedtaegter lyder som foelger:

»Eurofer's maal er, under hensyntagen til artikel 2 og 3 i traktaten om oprettelse af EKSF:

- samarbejdet mellem de nationale organisationer og mellem virksomhederne i den europaeiske jern- og staalindustri

- varetagelse af dens medlemmers faelles interesser over for tredjemaend, navnlig over for Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og andre internationale organisationer, hvis virksomhed beroerer jern og staalindustrien.

Eurofer's medlemmer vil naa disse maal ved

- oprettelse af konsultationsordninger med henblik paa at fremme en harmonisering af investeringsbeslutningerne og en rationalisering af produktionen under overholdelse af de maal, det omhandles i artikel 46 i traktaten om oprettelse af EKSF

- udveksling af oplysninger om alle spoergsmaal af faelles interesse, navnlig produktionen, markedet og beskaeftigelsen

[...]«

[...]

D - Beslutningen

3 Beslutningen blev modtaget af sagsoegeren den 3. marts 1994, ledsaget af en skrivelse fra Van Miert af 28. februar 1994. Beslutningens artikel 1, 2 og 3 har foelgende indhold:

»Artikel 1

Foelgende virksomheder har, i den udstraekning der er beskrevet i denne beslutning, deltaget i de under deres respektive navne anfoerte former for praksis, der har hindret, begraenset eller fordrejet den normale konkurrence paa det faelles marked

[...]

[...]

Artikel 2

Eurofer har overtraadt EKSF-traktatens artikel 65 ved at organisere en udveksling af fortrolige oplysninger i forbindelse med de i artikel 1 naevnte overtraedelser begaaet af Eurofer's medlemmer.

Artikel 3

De i artikel 1 og 2 naevnte virksomheder og virksomhedsorganisationer bringer omgaaende de i samme artikler omhandlede overtraedelser til ophoer, saafremt de ikke allerede har gjort det. Med henblik herpaa undlader de paagaeldende virksomheder og virksomhedsorganisationer at gentage eller fortsaette nogen af de handlinger eller den adfaerd, der er angivet i henholdsvis artikel 1 og artikel 2, eller at traeffe foranstaltninger med tilsvarende virkning.«

4 For de i artikel 1 angivne overtraedelser, som fandt sted efter den 30. juni 1988 (31.12.1989 (2) for Aristrain's og Ensidesa's vedkommende), paalaegges 14 virksomheder boeder i henhold til beslutningens artikel 4. Sagsoegeren er anfoert blandt beslutningens adressater, som er angivet i artikel 6.

[...]

Paastanden, om annullation af beslutningens artikel 2

[...]

C - Spoergsmaalet om der foreligger en vedtagelse fra sagsoegeren

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

5 Sagsoegeren goer gaeldende, at organisationen ikke har truffet en vedtagelse i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand om en udveksling af oplysninger og heller ikke rettet en henstilling herom til de paagaeldende virksomheder.

6 Vedtagelser i den naevnte artikels forstand traeffes af de kompetente organer, og naar de traeffes af en organisation, forudsaetter dette, at denne i henhold til sine vedtaegter har til opgave at samordne sine medlemmers aktiviteter (Domstolens dom af 27.1.1987, sag 45/85, Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, Sml. s. 405, praemis 31). Saadanne vedtagelser skal endvidere vaere bindende for organisationens medlemmer (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 88, 89 og 91, og dommen i sagen Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, praemis 30) eller skal i det mindste vaere blevet efterlevet af disse (dommen i sagen Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen). De faktiske handlinger, der er udfoert af den paagaeldende organisation, af dens afdelinger eller dens tilknyttede organer, kan ikke sidestilles med en vedtagelse inden for en organisation, hvis disse handlinger ikke har bindende virkning for dens medlemmer. Man ville herved forvandle forbuddet mod karteller til et forbud mod at give henstillinger.

7 I den foreliggende sag forklares det ikke i beslutningen, hvorledes sagsoegeren har kunnet traeffe en organisationsvedtagelse, der er i overensstemmelse med disse kriterier. Saaledes er sagsoegerens faktiske adfaerd blevet betragtet som et blot indicium for, at der foreligger en vedtagelse af denne art (beslutningens betragtning 281). I oevrigt er de omstaendigheder, som Kommissionen har taget i betragtning - nemlig at der forelaa oversigter, som blev udsendt, den omstaendighed, at informationsudvekslingen er en opgave, der foelger af sagsoegerens vedtaegter, og noedvendigheden af et samtykke fra organisationens medlemmer, for at den kunne handle (jf. beslutningens betragtning 143, 144 og 281) - utilstraekkelige til at godtgoere, at der foreligger en saadan vedtagelse.

Rettens bemaerkninger

8 Det skal indledningsvis bemaerkes, at det anfoeres i beslutningens artikel 2 og i dens betragtning 317, 279 og 281, at sagsoegeren gennemfoerte den omtvistede informationsudveksling paa grundlag af en vedtagelse, som sagsoegeren havde truffet, og at den dermed har tilsidesat traktatens artikel 65, stk. 1. Kommissionen anser foelgelig sagsoegeren for at vaere den, der har begaaet denne overtraedelse.

9 Det skal endvidere praeciseres, at sagsoegeren, hvis medlemmer for flertallets vedkommende er nationale organisationer af europaeiske staalvirksomheder (jf. praemis 2 ovenfor), er en »organisation af virksomheder« i traktatens artikel 65's forstand. Naar henses til denne bestemmelses formaal, maa begrebet organisation af virksomheder nemlig fortolkes saaledes, at det ogsaa i givet fald omfatter enheder, der bestaar af organisationer af virksomheder, saaledes som Kommissionen har fastslaaet i beslutningens betragtning 280.

10 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om sagsoegeren har truffet en vedtagelse i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand, skal det foerst bemaerkes, at sagsoegerens maal bl.a. omfatter samarbejdet »mellem virksomhederne i den europaeiske jern- og staalindustri« (artikel 2, stk. 1, foerste led, i sagsoegerens vedtaegter), og at sagsoegeren skal naa disse maal bl.a. ved hjaelp af »udveksling af oplysninger om alle problemer af faelles interesse, navnlig produktionen, markedet og beskaeftigelsen« (artikel 2, stk. 2, andet led, i sagsoegerens vedtaegter).

11 Det er for det andet ubestridt, at sagsoegeren selv har varetaget indsamlingen, opstillingen og udsendelsen af de i sagen omhandlede statistiske oplysninger. I sin skrivelse af 30. juli 1990 til Poutrelles-udvalgets formand og sekretariat, som citeres i beslutningens betragtning 44, har sagsoegeren i oevrigt for saa vidt angaar udvekslingen af individuelle oplysninger udtrykkeligt sondret mellem organisationens egen virksomhed (»[vi] besluttede [...] at indstille enhver udsendelse af materiale, der indeholder individuelle tal«) og de tilsvarende aktiviteter inden for Poutrelles-udvalget (»vi anmoder Dem om at indstille tilsvarende aktiviteter inden for rammerne af Deres udvalg«).

12 Det maa for det tredje antages, at sagsoegerens personale ikke havde kunnet gennemfoere den omtvistede informationsudveksling uden tilladelse fra de herfor kompetente organer eller i hvert fald et udtrykkeligt eller stiltiende samtykke fra medlemmerne.

13 Det er for det fjerde ubestridt, at de virksomheder, der deltog i den omtvistede udveksling, navnlig ved at meddele deres individuelle tal, enten var medlemmer af sagsoegeren selv eller af en organisation, der var medlem af denne (jf. beslutningens betragtning 281).

14 Paa baggrund af disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen med foeje kunne konkludere i beslutningens betragtning 281 og 282, at den omtvistede udveksling af oplysninger ikke kunne vaere blevet gennemfoert uden en udtrykkelig eller stiltiende vedtagelse fra sagsoegeren om gennemfoerelsen og ledelsen af denne udveksling.

15 Vedroerende sagsoegerens argument om, at en vedtagelse i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand skal vaere bindende for organisationens medlemmer, er det tilstraekkeligt at bemaerke, at en retsakt kan betegnes som en vedtagelse inden for en organisation af virksomheder, uden at den noedvendigvis er bindende for medlemmerne, i hvert fald naar de medlemmer, der beroeres af denne vedtagelse, efterlever den (jf. analogt Domstolens dom af 8.11.1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ mod Kommissionen, Sml. s. 3369, praemis 20, og de tidligere naevnte domme i sagerne Landewyck mod Kommissionen, praemis 88 og 89, og Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, praemis 29-32). At dette var tilfaeldet i naervaerende sag, er i tilstraekkeligt omfang bevist ved den omstaendighed, at virksomhederne kontinuerligt tilsendte sagsoegeren deres tal og uden at goere indsigelse modtog de oversigter, som denne havde udarbejdet paa grundlag af alle de fremsendte oplysninger. Det fremgaar af disse omstaendigheder, at sagsoegeren i det mindste henstillede til alle de beroerte virksomheder at gennemfoere informationsudvekslingen, og at virksomhederne fulgte denne henstilling.

16 Selv om det antages, at sagsoegerens aktiviteter blev ivaerksat i henhold til en udtrykkelig eller stiltiende aftale mellem dens medlemmer om at paalaegge den at indsamle og udsende de omtvistede statistiske oplysninger, uden at der blev truffet nogen formel vedtagelse af sagsoegerens organer, maa en saadan aftale betegnes som en vedtagelse inden for en organisation af virksomheder i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand, eftersom den paagaeldende aftale noedvendigvis blev indgaaet som led i aktiviteterne inden for organisationen, som selv er ansvarlig for indsamlingen og udsendelsen af de omtvistede oplysninger, saaledes som det foreskrives i dens vedtaegter.

17 Under disse omstaendigheder kunne Kommissionen med rette laegge til grund, at der forelaa en vedtagelse fra en organisation af virksomheder, som paadrog sagsoegeren ansvar.

18 Det skal endvidere bemaerkes, at beslutningens betragtninger har sat sagsoegeren i stand til at forsvare sine rettigheder og gjort det muligt for Retten at udoeve sin kontrol, og at de foelgelig udgoer en tilstraekkelig begrundelse.

19 Argumenterne om, at der ikke foreligger en vedtagelse fra sagsoegeren, maa foelgelig forkastes i det hele.

D - Udelukkelsen af organisationer fra kredsen af adressater for forbuddet i traktatens artikel 65

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

20 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selv om der i naervaerende sag foreligger en vedtagelse inden for en organisation af virksomheder, kan en saadan organisation ikke som saadan overtraede forbuddet i traktatens artikel 65 i modsaetning til organisationens medlemsvirksomheder.

21 Denne opfattelse er for det foerste i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 65, stk. 4 (aftaler eller vedtagelser er ugyldige) og stk. 5 (mulighed for at fastsaette boeder og dagboeder), som alene vedroerer virksomhederne.

22 For det andet har kun virksomhederne - som selvstaendigt handlende oekonomiske enheder - den handlefrihed, som traktatens artikel 65 beskytter. De konkurrencebegraensende virkninger, som en vedtagelse inden for en organisation, der er truffet i overensstemmelse med de gaeldende vedtaegter, kan taenkes at medfoere, beroerer foelgelig kun organisationens medlemsvirksomheder, i det omfang de er bundet af denne vedtagelse. I denne situation er den paagaeldende vedtagelse udtryk for en enighed mellem mindst to virksomheder, hvilket er en noedvendig betingelse for anvendelsen af traktatens artikel 65. Sagsoegerens vedtaegter tillaegger imidlertid ikke dennes organer nogen befoejelse til i form af en vedtagelse af regulere de europaeiske staalproducenters adfaerd paa markedet. I oevrigt er de fleste af sagsoegerens medlemmer selv organisationer af virksomheder, og de virksomheder, der er medlemmer af disse, er ikke bundet af sagsoegerens vedtagelser. Det er uden betydning, om den paagaeldende vedtagelse binder organisationen selv.

23 For det tredje er det sagsoegerens opfattelse, at kun virksomhederne kan opfylde kartelforbuddets subjektive betingelser.

24 Den omstaendighed, at det naevnte forbud ikke kan overtraedes af en organisation, bekraeftes endelig af bestemmelserne om tilladelser (traktatens artikel 65, stk. 2), der sammen med det naevnte forbud udgoer et hele (jf. traktatens artikel 65, stk. 4, andet afsnit, og vedroerende EOEF-traktaten Domstolens dom af 6.4.1962, sag 13/61, Bosch mod Van Rijn, Sml. 1954-1964, s. 293, org. ref.: Rec. s. 89). En saadan tilladelse kan imidlertid kun rettes til virksomhederne, saaledes som det fremgaar af udtrykket »de paagaeldende virksomheder« i traktatens artikel 65, stk. 2, litra c), og af den omstaendighed, at en eventuel tilladelse vedroerer virksomhedernes adfaerd paa markedet (specialisering, aftaler om faelles indkoeb eller salg).

25 Sagsoegeren finder, at organisationens opfattelse ikke modsiges af traktatens artikel 48, som i det vaesentlige er deklaratorisk og ikke selv opstiller noget forbud, og heller ikke af Domstolens praksis. Vedroerende det sidste punkt har sagsoegeren navnlig gjort gaeldende, at Domstolens dom af 19. marts 1964 (sag 67/63, Sorema mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 469, org. ref.: Rec. s. 293, paa s. 317) vedroerer en anden situation end den, der foreligger i denne sag.

Rettens bemaerkninger

26 Traktatens artikel 65, stk. 1, forbyder »alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formaal direkte eller indirekte at hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence paa det faelles marked«.

27 Traktatens artikel 65, stk. 4, bestemmer:

»Aftaler eller vedtagelser, der er forbudt i medfoer af denne artikels stk. 1, er uden videre ugyldige og kan ikke paaberaabes ved nogen domstol i medlemsstaterne.

Under forbehold af adgang til at indbringe soegsmaal for Domstolen har alene Kommissionen kompetence til at udtale sig om overensstemmelsen mellem de naevnte aftaler og vedtagelser og bestemmelserne i denne artikel.«

28 Det bestemmes i traktatens artikel 65, stk. 5, at »virksomheder, som har indgaaet en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som [...] har anvendt eller forsoegt at anvende en saadan ugyldig aftale eller vedtagelse [...] eller som anvender fremgangsmaader, der strider mod bestemmelserne i stk. 1 [...] af Kommissionen [kan] ikendes boeder eller tvangsboeder [...]«.

29 Selv om det faktisk fremgaar af traktatens artikel 65, stk. 5, at en virksomhedsorganisation ikke kan paalaegges en boede eller tvangsboede, er der efter ordlyden af artikel 65, stk. 1, intet grundlag for den antagelse, at en organisation, der har truffet en vedtagelse om at hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence, ikke selv er omfattet af det forbud, der fastslaas i denne bestemmelse.

30 Denne fortolkning bekraeftes saavel af bestemmelsen i traktatens artikel 65, stk. 4, som ogsaa henviser til saadanne vedtagelser, som af den naevnte dom i sagen Sorema mod Den Hoeje Myndighed, hvori Domstolen fastslog, at traktatens artikel 65, stk. 1, ligeledes finder anvendelse paa organisationer af virksomheder i det omfang, deres egen aktivitet eller den, der udoeves af de virksomheder, som er tilsluttet, tilsigter at fremkalde de virkninger, som artikel 65 omhandler (org. ref.: Rec., paa s. 317). Denne konstatering bekraeftes ifoelge Domstolen ogsaa af traktatens artikel 48, hvorefter organisationerne kan udoeve enhver virksomhed, der ikke strider mod traktatens bestemmelser.

31 I modsaetning til hvad sagsoegeren goer gaeldende, fremgaar det endvidere af dommen i sagen Sorema mod Den Hoeje Myndighed, at en organisation af virksomheder i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand kan vaere adressat for en beslutning i henhold til traktatens artikel 65, stk. 2, hvorved der gives tilladelse til en aftale (jf. org. ref.: Rec., paa s. 317-322).

32 Sagsoegerens argument om, at en organisation af virksomheder i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand ikke kan overtraede det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse, maa foelgelig forkastes.

E - Kommissionens befoejelse til at traeffe en beslutning, der fastslaar, at der foreligger en overtraedelse, som kan tilregnes sagsoegeren

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

33 Sagsoegeren finder, at traktatens artikel 65 ikke bemyndiger Kommissionen til at traeffe en beslutning, der fastslaar, at der foreligger en overtraedelse, som kan tilregnes sagsoegeren. En saadan befoejelse har navnlig hverken hjemmel i artikel 65, stk. 4, eller i stk. 5.

34 Traktatens artikel 65, stk. 4, vedroerer alene Kommissionens kompetence til at fastslaa overtraedelser, naar der opstaar et bispoergsmaal herom under sager, der verserer for medlemsstaternes retsinstanser. Derimod indfoerer bestemmelsen ikke nogen generel kompetence for denne institution til at traeffe beslutninger vedroerende saadanne konstateringer. De retsvirkninger, der angives i denne bestemmelse, nemlig at konkurrencebegraensende aftaler og vedtagelser er ugyldige og ikke kan paaberaabes for Domstolene, vedroerer ikke organisationerne, men alene parterne i saadanne aftaler eller vedtagelser, dvs. virksomhederne.

35 Traktatens artikel 65, stk. 5, giver kun Kommissionen befoejelse til at fastsaette boeder og tvangsboeder. Den tillader ikke Kommissionen at traeffe beslutninger, hvorved der fastslaas overtraedelser af denne artikels stk. 1. Den naevnte befoejelse omfatter naturligvis befoejelsen til at give paalaeg om ophoer eller undladelse og i forbindelse med et saadant paalaeg befoejelse til indirekte at fastslaa den paagaeldende overtraedelse. Den naevnte befoejelse foreligger imidlertid kun over for virksomheder i traktatens artikel 80's forstand.

Rettens bemaerkninger

36 Det fremgaar af traktatens artikel 65, stk. 4, andet afsnit, at under forbehold af adgang til at indbringe soegsmaal for Domstolen har alene Kommissionen kompetence til at udtale sig om overensstemmelsen mellem bestemmelserne i traktatens artikel 65, stk. 1, og de aftaler og vedtagelser inden for virksomheders organisationer, der omhandles i den naevnte bestemmelse.

37 Retten finder, at traktatens artikel 65, stk. 4, ikke kan fortolkes saaledes, at den kun kan anvendes i forbindelse med et bispoergsmaal, der opstaar under sagens gang ved en national ret, saaledes som sagsoegeren haevder. Heraf foelger, at denne bestemmelse i den foreliggende sag udgoer en tilstraekkelig hjemmel for konstateringen af den overtraedelse, der er naevnt i beslutningens artikel 2.

38 Sagsoegerens argument om, at Kommissionen ikke havde befoejelse til at vedtage beslutningens artikel 2, maa foelgelig forkastes.

F - Soegsmaalsgrundene og argumenterne vedroerende den konkurrencebegraensende karakter af den ordning, der er lagt sagsoegeren til last

Sammendrag af parternes argumentation

39 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at beslutningens artikel 2 er i strid med begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 15, stk. 1, idet konstateringen af, at der foreligger en forbindelse mellem den adfaerd, som foreholdes sagsoegeren, og de overtraedelser, der er begaaet af sagsoegerens medlemmer, og som opregnes i beslutningens artikel 1, indebaerer, at sagsoegeren har deltaget i disse overtraedelser. Denne antagelse finder imidlertid ingen stoette i beslutningens betragtninger.

40 For det andet har sagsoegeren anfoert, at organisationen under den administrative procedure ikke fik adgang til at udtale sig om aktiviteterne i Poutrelles-udvalget (med undtagelse af »Traverso-metoden«), selv om disse aktiviteter ifoelge beslutningens artikel 2 har en forbindelse med den overtraedelse, der goeres gaeldende mod sagsoegeren. Kommissionen har dermed tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion.

41 For det tredje finder sagsoegeren, at Kommissionen med urette i beslutningens betragtning 317 har antaget, at en organisation kan overtraede traktatens artikel 65, stk. 1, ved at deltage i en overtraedelse, der er begaaet af tredjemaend, nemlig organisationens medlemmer.

42 For det fjerde har sagsoegeren fremfoert en raekke argumenter om, at den udveksling af oplysninger, den kritiseres for, hverken havde til formaal eller til foelge at begraense den normale konkurrence i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand.

43 I denne henseende har sagsoegeren for det foerste gjort gaeldende, at den adfaerd, den kritiseres for, ikke havde til formaal at begraense konkurrencen og foelgelig ikke »tilsigtede« en saadan begraensning. Det er ikke tilstraekkeligt til, at traktatens artikel 65 finder anvendelse, at en saadan begraensning i det konkrete tilfaelde synes at vaere den blotte virkning af den paatalte adfaerd (jf. beslutningens betragtning 283), eller at denne vil kunne frembringe en saadan virkning (jf. beslutningens betragtning 281). Verbet »tendre à« paa fransk, som er det eneste autentiske sprog for EKSF-traktaten, henviser til formaalet med den omtvistede adfaerd, ligesom ordet »abzielen«, der findes i den tyske oversaettelse af traktaten.

44 I naervaerende sag finder sagsoegeren, at den paastaaende vedtagelses formaal - som er at opnaa en stoerre gennemsigtighed paa markedet ved hjaelp af en udveksling af oplysninger - ikke kan betegnes som konkurrencebegraensende.

45 Under alle omstaendigheder har udvekslingen af oplysninger om leverancerne ikke medfoert nogen som helst form for konkurrencebegraensninger.

46 Efter den fortolkning af beslutningen, der ligger naermest, fandt Kommissionen, at der forelaa en saadan begraensende virkning, fordi informationsudvekslingsordningen efter dens opfattelse muliggjorde eller lettede den senere samordning af virksomhedernes oekonomiske adfaerd ved fastsaettelsen af priser og opdeling af markeder. Denne argumentation er efter sagsoegerens opfattelse ikke tilstraekkelig som grundlag for at betragte den naevnte ordning som en konkurrencebegraensning. Kommissionen burde tvaertimod have paavist, at ordningen i sig selv begraensede de deltagende virksomheders frihed til at handle uafhaengigt og selvstaendigt.

47 Selv om beslutningen fortolkes saaledes, at informationsudvekslingen udgoer en selvstaendig overtraedelse og ikke en foranstaltning til forberedelse af en saadan overtraedelse, kan det heller ikke laegges til grund, at der foreligger en konkurrencebegraensende virkning. De paagaeldende virksomheders handlefrihed blev hverken begraenset som foelge af modtagelsen af de paagaeldende oplysninger eller ved, at de blev videreformidlet.

48 De oplysninger, som de deltagende virksomheder modtog, gjorde det ikke muligt for dem at faa kendskab til den paagaeldende konkurrents fremtidige adfaerd paa markedet, for der var tale om oplysninger af aeldre dato vedroerende tidligere leveringer, der var foretaget til opfyldelse af aftaler indgaaet mindst tre og en halv maaned (i de fleste tilfaelde seks maaneder, i visse tilfaelde syv maaneder og mere) foer udsendelsen af de paagaeldende oplysninger. Under alle omstaendigheder udgoer kendskabet til en konkurrents fremtidige adfaerd paa markedet ikke i sig selv en konkurrencebegraensning, men er tvaertimod en konkurrencefremmende faktor, eftersom det goer det lettere for virksomheden at fastlaegge sin strategi.

49 Selv om forpligtelsen til at meddele visse oplysninger kan begraense de paagaeldende erhvervsdrivendes handlefrihed, idet de mister den fordel at kunne tage eventuelle konkurrencepraegede initiativer, har den udveksling, der foreholdes sagsoegeren, imidlertid ikke fremkaldt en saadan virkning. Oplysningerne af aeldre dato indeholdt ingen oplysning om de forskellige transaktioner, kunderne, priserne, forretningsvilkaarene eller andre enkeltheder. De vedroerte mindst otte produktgrupper, der var sammenstillet under betegnelsen »bjaelker«. Disse grupper omfatter et stort antal profiler og dimensioner. Efter sagsoegerens opfattelse er produkterne fra de forskellige grupper ikke indbyrdes substituerbare. Det er under disse omstaendigheder en urigtig paastand, at udvekslingen af disse oplysninger gjorde det muligt for hver enkelt virksomhed at faa kendskab til konkurrenternes adfaerd paa individuelle markeder (beslutningens betragtning 283).

50 Som foelge af den i traktatens artikel 60 foreskrevne offentliggoerelse af prislisterne og salgsbetingelserne fik den enkelte virksomhed under alle omstaendigheder automatisk kendskab til de vaesentlige parametre for dens konkurrenters fremtidige transaktioner, idet konkurrencen paa EKSF-markederne grundlaeggende vedroerer prislisterne. Sagsoegeren udleder heraf, at den omtvistede udveksling ikke kunne begraense den konkurrence, der finder sted efter traktatens bestemmelser.

51 Hvad angaar de paagaeldende markeders egenskaber har sagsoegeren gjort gaeldende, at med mere end 16 producenter i Faellesskabet og med en meget staerk indflydelse fra importen fra tredjelande udviser staalbjaelkesektoren ikke en oligopolistisk struktur. Der er ingen solidaritet mellem producenterne, men tvaertimod en staerk rivalisering. Sagsoegeren understreger, at den hemmelige konkurrence mellem producenterne er forbudt efter bestemmelserne i traktatens artikel 60. Da traktatens artikel 65 kun beskytter den lovlige konkurrence, er det ikke i strid med denne bestemmelse at hindre en forbudt (hemmelig) konkurrence.

52 Det er endvidere uden betydning, hvorvidt disse oplysninger maatte betragtes som »forretningshemmeligheder« (beslutningens betragtning 283). Saadanne hemmeligheder kan i oevrigt efter sagsoegerens opfattelse lovligt afsloeres med den paagaeldendes samtykke.

53 Endelig understregede sagsoegeren i retsmoedet, at organisationen paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder selv udsendte to forskellige former for statistiske oplysninger, nemlig dels statistiske oplysninger, der var opdelt paa den enkelte virksomhed, og som gik tilbage til begyndelsen af kriseordningen, dels statistiske oplysninger paa grundlag af de hurtigt gennemfoerte undersoegelser, som indeholdt aggregerede tal for de deltagende virksomheder.

54 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det ikke angives klart i beslutningens betragtning 143-146 og 283, hvilken af de to former for statistik, den omhandler. Paa den ene sider henviser Kommissionen her til tal, der blev udsendt to maaneder efter det relevante kvartal (praemis 145), hvilket taler for den antagelse, at der var tale om statistiske oplysninger opdelt paa den enkelte virksomhed. For det andet naevner den udtrykket »hurtigregistreringer« (betragtning 143), hvilket taler for den antagelse, at der var tale om aggregerede statistiske oplysninger paa grundlag af hurtigt gennemfoerte undersoegelser. Tilsvarende understregede Kommissionen i sit svar af 23. februar 1998 paa Rettens spoergsmaal, at det for virksomhederne var af interesse at faa oplysningerne hurtigt, selv om de oplysninger, der fandtes i de virksomhedsopdelte statistikker, ifoelge sagsoegeren ogsaa forelaa (og undertiden hurtigere) inden for rammerne af kontrolordningen og systemet inden for Walzstahl-Vereinigung, der er beskrevet i beslutningens betragtning 39-60. Det maa ud fra disse omstaendigheder antages, at Kommissionen i beslutningen sigtede til de aggregerede statistiske oplysninger paa grundlag af de hurtigt gennemfoerte undersoegelser. Udvekslingen af saadanne aggregerede statistiske oplysninger er imidlertid ikke i strid med traktatens artikel 65 og kunne ikke goere det lettere at begaa de andre overtraedelser, der omhandles i beslutningen.

55 Kommissionen har anfoert, at ordet »forbindelse«, der anvendes i beslutningens artikel 2, ikke betegner, at sagsoegeren deltog i de af virksomhederne udviste former for adfaerd, der naevnes i artikel 1. Ordlyden af og opbygningen af de afsnit, der behandler sagsoegerens overtraedelse (betragtning 143-146 og 279-283), viser klart, at Kommissionen tvaertimod betragtede den som en selvstaendig overtraedelse.

56 I virkeligheden henviser udtrykket »forbindelse« til overensstemmelserne mellem de overtraedelser, der er begaaet af de respektive parter. De af sagsoegeren udarbejdede statistikker vedroerte saaledes det samme produkt (bjaelker), naesten de samme virksomheder, den samme optaellingsperiode og den samme form for indsamling af oplysninger (oversigter over ordrer og leverancer) som de oplysninger, der blev udvekslet inden for Poutrelles-udvalget (jf. de ovennaevnte afsnit i beslutningen). Endvidere havde begge informationsudvekslingordninger de samme virkninger (jf. beslutningens betragtning 283) og det samme formaal, nemlig at goere det muligt for virksomhederne at bevare deres traditionelle handelsstroemme og overvaage gennemfoerelsen af aftalerne om fastsaettelse af priser og opdeling af markederne (se vedroerende dette sidste punkt det interne notat, der citeres i beslutningens betragtning 59).

57 For det andet supplerede de af sagsoegeren udsendte oplysninger de oplysninger, der blev udsendt inden for Poutrelles-udvalget (hvilket sagsoegeren og de deltagende virksomheder var vidende om, jf. punkt 273 i meddelelsen af klagepunkter), og bidrog til de overtraedelser, der blev begaaet af organisationens medlemmer.

58 Eftersom markedet for staalbjaelker er et oligopolistisk marked med ensartede produkter, havde Kommissionen under alle omstaendigheder ret til at paatale den af sagsoegeren gennemfoerte udveksling af oplysninger, uafhaengigt af enhver forbindelse med de overtraedelser, virksomhederne begik inden for Poutrelles-udvalget.

59 I denne forbindelse henviser Kommissionen navnlig til forklaringerne i punkt 272-284 og 470-474 i meddelelsen af klagepunkter. Det fremgaar navnlig af meddelelsens punkt 474, at den af sagsoegeren gennemfoerte informationsudveksling gjorde det muligt for hver enkelt virksomhed »at faa kendskab til konkurrenternes tidligere eller nuvaerende adfaerd paa individuelle markeder og opbyggede mellem dem en ordning med solidaritet og gensidig indflydelse, som resulterede i, at de samordnede deres oekonomiske virksomhed«. Kommissionen har anfoert, at det er denne samordning, der foreholdes virksomhederne i beslutningens artikel 1. Foelgelig er den forbindelse, der er lagt til grund i beslutningens artikel 2, ikke nogen ny omstaendighed, som sagsoegeren ikke har kunnet udtale sig om.

60 Hvad saerligt angaar den omtvistede informationsudvekslings karakter af en konkurrencebegraensning har Kommissionen anfoert, at de omhandlede oplysninger blev udsendt to maaneder efter udloebet af det relevante kvartal. Ved at raade over disse oplysninger, som ikke kan betegnes som rent historiske, blev det muligt for virksomhederne at faa kendskab til deres konkurrenters adfaerd paa markederne i Faellesskabet. Selv om en saadan oeget gennemsigtighed principielt kan styrke konkurrencen, forholder det sig anderledes, naar der er tale om et oligopolistisk marked som markedet for bjaelker. I denne situation forstaerker den virksomhedernes indbyrdes kontakt og solidaritet og begraenser intensiteten af konkurrencen. Droeftelser i Poutrelles-udvalget angik i naervaerende sag spoergsmaalet om at stabilisere de bestaaende handelsstroemme og forhindre konkurrenterne i at komme ind paa de forskellige virksomheders nationale markeder. Takket vaere kendskabet til deres konkurrenters adfaerd var virksomhederne i stand til at afgoere, om de skulle opfordre dem til at aendre adfaerd.

61 Den paatalte informationsudveksling var endvidere kun til gavn for de deltagende producenter, samtidig med at den fratog deres kunder muligheden for at faa fordel af den hemmelige konkurrence, saaledes som der normalt stadigt bestaar selv paa markeder med en oligopolistisk struktur. Denne argumentation beroeres ikke af traktatens artikel 60. Mens den i denne artikel foreskrevne offentliggoerelse af prislisterne goer det muligt ikke blot for konkurrenterne, men ogsaa for koeberne at skaffe sig oplysninger, var den over for sagsoegeren paatalte udveksling af oplysninger kun til gavn for de foerstnaevnte.

62 Kommissionen har som svar paa et spoergsmaal fra Retten praeciseret, at den omtvistede udveksling havde til formaal at lette gennemfoerelsen af aftalerne om prisfastsaettelse og opdeling af markederne og dermed at begaa de overtraedelser, der opregnes i litra b), og i andre af de forskellige afsnit i artikel 1, hvilke overtraedelser blev muliggjort af, at virksomhederne kunne anvende de af sagsoegeren meddelte oplysninger. Under hensyn til denne adfaerd og i overensstemmelse med det anfoerte i beslutningens betragtning 283 giver beslutningens artikel 2 udtryk for, at der paahviler sagsoegeren et selvstaendigt ansvar for de overtraedelser, som de paagaeldende virksomheder selv er ansvarlige for ifoelge artikel 1.

63 Under retsmoedet understregede Kommissionen yderligere, stadig for saa vidt angaar beslutningens artikel 2, at der var en funktionel sammenhaeng mellem den naevnte udveksling og Traverso-metoden. Denne sammenhaeng er behandlet naermere i beslutningens betragtning 72 og 74.

Rettens bemaerkninger

1. De i beslutningen omhandlede statistikker

64 Det fremgaar af den af Retten gennemfoerte bevisoptagelse, at sagsoegeren paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder udsendte to forskellige typer statistikker. Som det fremgaar af beslutningens betragtning 144 og bilag II, udsendte organisationen for det foerste tallene for ordrer i aggregeret form saavel som tallene vedroerende leverancer, der var opdelt paa den enkelte virksomhed og fordelt paa medlemsstaternes markeder. Ifoelge beslutningens betragtning 145 blev statistikker vedroerende leverancerne udsendt til de deltagende virksomheder ca. to maaneder efter udgangen af det relevante kvartal eller den relevante maaned. Det anfoeres i oevrigt, at udvekslingen mindst gaar tilbage til 1986.

65 For det andet indfoerte sagsoegeren i januar 1989 en ordning med hurtig udveksling af oplysninger, paa grundlag af hvilken de maanedlige oplysninger om ordrer og leverancer for de forskellige nationale markeder blev meddelt de deltagende virksomheder i aggregeret form. Kommissionen blev gjort opmaerksom paa denne ordning med hurtigt udarbejdede statistikker paa et moede den 21. marts 1989, og de i denne forbindelse hurtigt tilvejebragte oplysninger blev derefter regelmaessigt fremsendt til Kommissionen inden for rammerne af den overvaagningsordning, der blev indfoert ved den ovennaevnte beslutning nr. 2448/88, og som led i forberedelsen af de vejledende programmer i henhold til traktatens artikel 46.

66 Det fremgaar imidlertid, i modsaetning til hvad sagsoegeren har haevdet, klart af beslutningens betragtning 143, 144 og 145 og betragtning 283, naar de laeses i sammenhaeng, at de oplysninger, som organisationen kritiseres for at have udsendt, er oplysningerne vedroerende leverancer, som var opdelt paa de enkelte virksomheder og de nationale markeder, hvilket ogsaa bekraeftes af de dokumenter, der naevnes i beslutningens bilag II. Selv om anvendelsen af betegnelsen »hurtigregistreringer« i beslutningens betragtning 143 kan forvirre, foelger det af det anfoerte, at beslutningen ikke vedroerer ordningen med aggregerede statistiske oplysninger vedroerende ordrer og leverancer paa grundlag af de hurtigt gennemfoerte undersoegelser, som med Kommissionens vidende blev indfoert i 1989, men den i 1986 indfoerte udveksling af statistiske oplysninger vedroerende leverancer, som var opdelt paa den enkelte virksomhed.

67 Sagsoegerens argument, der stoettes paa en modsigelse i beslutningens fremstilling af de faktiske omstaendigheder, maa foelgelig forkastes.

2. Fortolkningen af artikel 2 i beslutningens konklusion

68 Med henblik paa bedoemmelsen af sagsoegerens oevrige argumenter skal der foerst foretages en undersoegelse af spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren i artikel 2 i beslutningens konklusion beskyldes for en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1, eller om sagsoegerens adfaerd modsat betragtes som en overtraedelse som foelge af dens forbindelse med de overtraedelser, de er begaaet af de virksomheder, der fremstiller bjaelker, og som er beskrevet i artikel 1 i beslutningens konklusion.

69 Artikel 2 i beslutningens konklusion lyder som foelger:

»Eurofer har overtraadt EKSF-traktatens artikel 65 ved at organisere en udveksling af fortrolige oplysninger i forbindelse med de i artikel 1 naevnte overtraedelser begaaet af Eurofer's medlemmer.«

70 Det foelger af fast retspraksis, at en beslutnings konklusion skal fortolkes i lyset af dens betragtninger (jf. f.eks. Domstolens dom af 15.5.1997, sag C-355/95 P, TWD mod Kommissionen, Sml. I, s. 2549, praemis 21).

71 Beslutningens betragtning 283 lyder som foelger:

»Udvekslingen af oplysninger gennem Eurofer havde samme skadelige virkninger for konkurrencen som de informationsudvekslingssystemer, der er redegjort for i det foregaaende (betragtning 263-272). Eurofer forsynede de virksomheder, der (direkte eller indirekte) var medlemmer af Eurofer, med oplysninger om leverancer fra deres konkurrenter. Udvekslingen af disse oplysninger, som normalt betragtes som forretningshemmeligheder, gjorde det muligt for hver enkelt virksomhed at faa kendskab til konkurrenternes adfaerd paa individuelle markeder. Denne udveksling af oplysninger resulterede dermed i, at de normale risici forbundet med konkurrence blev erstattet med et praktisk samarbejde, og at konkurrencevilkaarene blev aendret i forhold til dem, der goer sig gaeldende paa et normalt marked. En saadan adfaerd er i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.«

72 Det fremgaar klart af beslutningens betragtning 283, at sagsoegerens udsendelse af de omtvistede oplysninger efter Kommissionens opfattelse udgoer en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1, uafhaengigt af den forbindelse, som denne informationsudveksling maatte have haft med de andre overtraedelser, der er gjort gaeldende over for de deltagende virksomheder.

73 Denne fortolkning er endvidere i overensstemmelse med punkt 474 i meddelelsen af klagepunkter, hvori Kommissionen har anfoert foelgende:

»Udvekslingen af oplysninger gennem Eurofer havde samme skadelige virkninger for konkurrencen som de informationsudvekslingssystemer, der er redegjort for i det foregaaende (jf. punkt 435-456). Eurofer forsynede de virksomheder, der direkte eller indirekte var medlemmer af Eurofer, med oplysninger om indgaaede ordrer og leverancer fra deres konkurrenter. Udvekslingen af disse oplysninger, som normalt betragtes som forretningshemmeligheder, gjorde det muligt for hver enkelt virksomhed at faa kendskab til konkurrenternes tidligere eller nuvaerende adfaerd paa individuelle markeder og indfoerte en indbyrdes ordning med solidaritet og gensidig paavirkning, som medfoerte, at de samordnede deres oekonomiske aktiviteter. Denne udveksling af oplysninger resulterede dermed i, at de normale risici forbundet med konkurrence blev erstattet med et praktisk samarbejde, og at konkurrencevilkaarene blev aendret i forhold til dem, der goer sig gaeldende paa et normalt marked. En saadan adfaerd er i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.«

74 Det fremgaar heraf for det foerste, at Kommissionen altid har ment, at informationsudvekslingen, som er foreholdt sagsoegeren, udgjorde en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1, og for det andet, at sagsoegeren under den administrative procedure var i stand til at udtale sig om dette spoergsmaal.

75 Hvad angaar betydningen af ordene »i forbindelse med de i artikel 1 naevnte overtraedelser begaaet af Eurofer's medlemmer« fremgaar det af selve ordlyden, at denne saetning ikke kan fortolkes saaledes, at sagsoegerens udsendelse af de omtvistede oplysninger alene er betragtet som en overtraedelse paa grund af en angivelig sammenhaeng mellem denne udveksling og de andre overtraedelser, der er begaaet af organisationens medlemmer og opregnet i beslutningens artikel 1. En saadan fortolkning ville i oevrigt vaere i modstrid med beslutningens betragtning 283.

76 Det skal dog bemaerkes, at det i beslutningens betragtning 317, andet afsnit, anfoeres:

»I denne sag bidrog Eurofer til, at medlemsvirksomhederne kunne overtraede EKSF-traktatens artikel 65, idet organisationen deltog i udvekslingen af nogle af de noedvendige, fortrolige oplysninger. Da disse medlemmer imidlertid allerede paalaegges boeder for de paagaeldende overtraedelser, herunder udvekslingen af fortrolige oplysninger i forbindelse med fastsaettelsen af priser og opdelingen af markeder, mener Kommissionen ikke, at det er noedvendigt at paalaegge dem yderligere boeder for deres organisations adfaerd.«

77 Selv om formuleringen af beslutningens artikel 2 ikke er et moenster paa klarhed, konkluderer Retten paa grundlag af formuleringen, at denne bestemmelse, fortolket i lyset af beslutningens betragtninger, fastslaar i) at udvekslingen af fortrolige oplysninger gennem Eurofer som saadan udgjorde en overtraedelse af artikel 65, stk. 1, og ii) at der bestaar en forbindelse mellem denne udveksling af oplysninger og de andre overtraedelser, der er opregnet i beslutningens artikel 1.

78 I lyset af disse praeciserende bemaerkninger maa Retten forkaste sagsoegerens argument om, at Kommissionen kritiserer organisationen for den blotte deltagelse i overtraedelser begaaet af tredjemaend. Som Retten netop har fastslaaet, beskyldes sagsoegeren i beslutningen for en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1, som den selv har begaaet ved at gennemfoere den omtvistede udveksling af oplysninger.

79 Det foelger af det anfoerte, at lovligheden af artikel 2 i beslutningens konklusion afhaenger af dels, om den af sagsoegeren gennemfoerte informationsudveksling som saadan udgoer en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1, og dels af, om der var en forbindelse mellem denne informationsudveksling og de andre overtraedelser, der er opregnet i beslutningens artikel 1. Retten skal undersoege disse to spoergsmaal hver for sig.

3. Spoergsmaalet, om den af sagsoegeren gennemfoerte udveksling af oplysninger udgoer en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1

80 I udtalelse 1/61 af 13. december 1961 (Sml. 1954-1964, s. 265, org. ref.: Rec. s. 505) understregede Domstolen, at formaalet med traktatens artikel 4, litra d), er at forhindre, at virksomhederne ved hjaelp af restriktive fremgangsmaader opnaar en stilling, der goer det muligt for dem at opdele eller udnytte markederne. Dette forbud, der er gennemfoert ved traktatens artikel 65, stk. 1, er ifoelge Domstolen uden undtagelse og karakteristisk for den ved traktaten indfoerte ordning (org. ref.: Rec., paa s. 519). I oevrigt har Domstolen i dom af 15. juli 1964 (sag 66/63, Nederlandene mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 525, org. ref.: Rec. s. 1047, paa s. 1076 og 1077) fastslaaet, at den i traktaten tilsigtede konkurrence er udtryk for den styrke og de strategier, som uafhaengige og rivaliserende oekonomiske enheder har paa markedet.

81 Det er i naervaerende sag ubestridt, at sagsoegeren efter kriseperiodens slutning den 30. juni 1988 fortsatte med at tilrettelaegge og styre en informationsudvekslingsordning, der senest var indfoert i 1986 i forbindelse med den dagaeldende ordning med »I- og i-kvoter« (jf. praemis 7 ovenfor). Inden for rammerne af denne ordning forsynede sagsoegeren staalbjaelkeproducenterne med statistiske oplysninger vedroerende de leverancer, som deres konkurrenter foretog paa de vigtigste markeder i Faellesskabet, opdelt paa den enkelte virksomhed og medlemsstat. Disse statistiske oplysninger blev udsendt ca. to maaneder efter udgangen af det relevante kvartal eller den relevante maaned.

82 Ifoelge beslutningens betragtning 283 var denne informationsudveksling i strid med traktatens artikel 65, stk. 1, idet »udvekslingen af disse oplysninger, som normalt betragtes som forretningshemmeligheder, gjorde det muligt for hver enkelt virksomhed at faa kendskab til konkurrenternes adfaerd paa individuelle markeder. Denne udveksling af oplysninger resulterede dermed i, at de normale risici forbundet med konkurrence blev erstattet med et praktisk samarbejde, og at konkurrencevilkaarene blev aendret i forhold til dem, der goer sig gaeldende paa et normalt marked. En saadan adfaerd er i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1«.

83 Kommissionen har endvidere anfoert, at den af sagsoegeren gennemfoerte informationsudveksling havde de samme skadelige virkninger for konkurrencen som de informationsudvekslingsordninger, der var organiseret af Poutrelles-udvalget, og som er beskrevet i beslutningens betragtning 263-272, inden for hvis rammer de deltagende virksomheder indbyrdes udvekslede statistiske oplysninger om ordrer og leverancer, der ligeledes var opdelt paa den enkelte virksomhed og det enkelte nationale marked, og som blev droeftet inden for Poutrelles-udvalget (jf. beslutningens betragtning 39-46). I forbindelse med denne saakaldte »monitoring-ordning« blev der hver uge udsendt ajourfoerte tal om ordrerne, og tallene vedroerende leverancerne blev udsendt mindre end tre maaneder efter udgangen af det relevante kvartal (beslutningens betragtning 267).

84 Det er rigtigt, at den af sagsoegeren gennemfoerte informationsudveksling til forskel fra den monitoring, der blev gennemfoert af Poutrelles-udvalget, ikke vedroerte de statistiske oplysninger vedroerende ordrer, der var opdelt paa den enkelte virksomhed og det enkelte land, men udelukkende udvekslingen af leverancestatistikker, der var opdelt paa den enkelte virksomhed og det enkelte land.

85 Det skal imidlertid for det foerste bemaerkes, at de paagaeldende leverancestatistikker normalt betragtes som strengt fortrolige, saaledes som Kommissionen har fastslaaet i beslutningens betragtning 283. Anderledes end haevdet af sagsoegeren finder Retten, at saadanne oplysninger, der viser deltagernes aktuelle markedsandele, og som ikke er offentligt tilgaengelige, efter selve deres art er fortrolige oplysninger.

86 For det andet var den omtvistede informationsudveksling alene begraenset til de producenter, som deltog i ordningen, med udelukkelse af forbrugerne og andre konkurrenter.

87 For det tredje vedroerte den omtvistede udveksling ensartede produkter (jf. beslutningens betragtning nr. 269), saaledes at konkurrencen paa grundlag af produkternes egenskaber kun spillede en begraenset rolle. Der er intet holdepunkt i sagsakterne for at antage, at det, saaledes som anfoert af sagsoegeren, havde vaeret noedvendigt med mere detaljerede oplysninger om produkternes art eller om kundernes identitet for at tilfredsstille deltagernes interesse i at faa kendskab til deres konkurrenters stilling paa markedet.

88 For det fjerde konstaterer Retten, at ni af de virksomheder, der havde deltaget i den omtvistede informationsudveksling (nemlig TradeARBED, Peine-Salzgitter, Thyssen, Unimétal, Cockerill-Sambre, Ferdofin, Ensidesa, Saarstahl og British Steel), i 1989 daekkede ca. 60% af det beregnede forbrug (beslutningens betragtning 19). Naar der foreligger en saadan struktur paa markedet, som i modsaetning til sagsoegerens anbringender har en oligopolistisk karakter, og som i sig selv kan begraense konkurrencen, er det saa meget mere noedvendigt at beskytte virksomhedernes beslutningsfrihed saavel som den resterende konkurrence.

89 For det femte gjorde de omtvistede oplysninger det i naervaerende sag navnlig muligt for de deltagende virksomheder at faa et meget noeje kendskab til hver af deres konkurrenters markedsandele og navnlig kendskab til, i hvilket omfang hver af disse foretog leverancer uden for virksomhedens »traditionelle marked«.

90 Den omstaendighed, at den omtvistede ordning senest blev indfoert i 1986 i forbindelse med den kvotaordning, som sagsoegeren dengang administrerede, viser faktisk, at ordningen oprindelig havde til formaal at kontrollere overholdelsen af de kvoter, der var tildelt hver af de deltagende virksomheder, i en situation hvor Kommissionen fulgte en politik vedroerende stabilisering af de »traditionelle handelsstroemme« (jf. praemis 7 ovenfor). Den omstaendighed, at den omtvistede udveksling fortsatte efter kvotaordningens ophoer den 30. juni 1988 (jf. dokument nr. 3482 og 3483), gjorde det muligt for virksomhederne at kontrollere, i hvilket omfang hver enkelt af dem fortsat respekterede de traditionelle markeder, der var grundlaget for kvotaordningen. En saadan informationsudveksling foerte i sagens natur til at opretholde afskaermningen af markederne med henvisning til de traditionelle handelsstroemme.

91 For det sjette fandt den omtvistede informationsudveksling sted paa et tidspunkt, hvor der i den paagaeldende industrigren fandtes et forum, nemlig Poutrelles-udvalget, hvor de deltagende virksomheder moedtes regelmaessigt for bl.a. at droefte de deltagende virksomheders gensidige indtraengen paa de forskellige nationale markeder, saaledes som det fremgaar af beslutningens betragtning 49-60. Under disse droeftelser henviste virksomhederne regelmaessigt til tal fra tidligere perioder (betragtning 51, 53, 57 og 58), idet de herom anvendte udtrykket »saedvanlige leveringsmoenstre« (betragtning 57). Der blev endvidere fremsat trusler paa grund af en adfaerd, der blev betragtet som urimelig (betragtning 58), og de kritiserede virksomheder forsoegte ved flere lejligheder at forklare deres adfaerd (betragtning 52 og 56).

92 Selv om Kommissionen ikke specielt har angivet, at de droeftelser, der omtales i beslutningens betragtning 44-60, blev foert saavel paa grundlag af de tal, der fremkom i forbindelse med den af Poutrelles-udvalget gennemfoerte monitoring-ordning, som paa grundlag af den af sagsoegeren administrerede informationsudveksling, skal Retten i denne forbindelse som eksempel anfoere, at leveringstallene for de to foerste kvartaler i 1989, som sagsoegeren udsendte (dokument nr. 3162 og 3163), er identiske med de tal, der naevnes for disse to kvartaler i den tabel, der omtales i beslutningens betragtning 55 (dokument nr. 1864), og som Peine-Salzgitter sendte til British Steel i begyndelsen af marts 1990, hvori der findes en haandskreven besked fra Peine-Salzgitter, der lyder som foelger: »Ifoelge disse tal er jeg bange for, at British Steel plc ikke har noget til gode.«

93 For det syvende, og i modsaetning til hvad sagsoegeren har paastaaet, havde de paagaeldende oplysninger, som under alle omstaendigheder blev udsendt mindre end tre maaneder efter det relevante kvartal, en aktualitet, der var tilstraekkelig til, at de paagaeldende virksomheder kunne foelge udviklingen af deres konkurrenters markedsandele og i givet fald reagere herpaa.

94 Det foelger af det anfoerte, at de oplysninger, som virksomhederne modtog som led i den omtvistede ordning, var egnet til maerkbart at paavirke deres adfaerd, saavel fordi den enkelte virksomhed vidste, at den noeje blev overvaaget af konkurrenterne, som fordi den selv om fornoedent kunne gribe ind over for disses adfaerd paa grundlag af forholdsvis aktuelle oplysninger vedroerende leverancerne.

95 Foelgelig havde den omtvistede informationsudvekslingsordning til formaal at hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence i traktatens artikel 65, stk. 1's forstand, idet den gjorde det muligt for de deltagende producenter at erstatte de normale risici i konkurrencen med et praktisk samarbejde.

96 Det fremgaar tillige af det anfoerte, at den adfaerd, som sagsoegeren kritiseres for, ikke er omfattet af afsnit II, punkt 1, i meddelelsen fra 1968, som efter sine egne ord ikke finder anvendelse paa udveksling af oplysninger, som begraenser deltagernes handlefrihed eller kan fremme en samordnet adfaerd paa markedet. I oevrigt er der i naervaerende sag tale om en udveksling af individuelle oplysninger paa et oligopolistisk marked for ensartede produkter, hvormed det tilsigtedes at opdele markederne paa grundlag af de traditionelle handelsstroemme.

97 For saa vidt som sagsoegeren som begrundelse for den omtvistede ordning har henvist til traktatens artikel 60, kan organisationens argumentation ikke tiltraedes. For det foerste vedroerer denne bestemmelse kun prisomraadet og angaar ikke oplysninger om de markedsfoerte maengder. For det andet skal den offentliggoerelse af priserne, der foreskrives i traktatens artikel 60, stk. 2, bl.a. vaere til gavn for forbrugerne (jf. navnlig Domstolens dom af 21.12.1954, sag 1/54, Frankrig mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 1, org. ref.: Rec. s. 7, paa s. 23), hvorimod det alene var de deltagende producenter, der havde gavn af de omtvistede ordninger. Traktatens artikel 47 hjemler heller ikke, lige saa lidt som artikel 46, mulighed for, at Kommissionen offentliggoer oplysninger om virksomhedernes konkurrencemaessige adfaerd vedroerende maengderne, som blot er til fordel for producenterne. Af de samme grunde kan sagsoegeren ikke paaberaabe sig et almindeligt princip om transparens inden for EKSF-traktaten, da der i naervaerende sag er tale om fortrolige oplysninger, som efter selve deres art udgoer forretningshemmeligheder.

98 For saa vidt angaar de anbringender, der stoettes paa traktatens artikel 5, 46, 47 og 48 og paa beslutning nr. 2448/88, og hvorefter det er noedvendigt at udveksle oplysninger som led i samarbejdet med Kommissionen, maa det fastslaas, at der i disse bestemmelser ikke findes nogen som helst udtrykkelig hjemmel for en udveksling af oplysninger mellem virksomheder som den i naervaerende sag omhandlede. Spoergsmaalet om, hvorvidt GD III ved sin adfaerd stiltiende gav tilladelse til en saadan udveksling, vil blive behandlet i afsnit G nedenfor.

99 Med dette forbehold, og naar navnlig henses til traktatens grundlaeggende princip om, at den i traktaten omhandlede konkurrence bestaar i, at oekonomisk uafhaengige og konkurrerende enheder frit udfolder deres kraefter og strategier paa markedet (dommen i sagen Nederlandene mod Den Hoeje Myndighed, org. ref.: Rec., paa s. 1076 og 1077), finder Retten, at Kommissionen ikke har begaaet en retlig fejl ved i beslutningens betragtning 271 at henvise til nogle beslutninger, som den har vedtaget paa EF-traktatens omraade vedroerende oligopolistiske markeder. Hvad saerlig angaar beslutning 92/157/EOEF af 17. februar 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.370 og 31.446 - UK Agricultural Tractor Registration Exchange) (EFT L 68, s. 19) skal der mindes om, at saavel Retten som Domstolen har fastslaaet, at paa et staerkt koncentreret oligopolistisk marked kan en udveksling af oplysninger om markedet goere det muligt for virksomhederne at faa kendskab til deres konkurrenters placering paa markedet og deres forretningsstrategi, hvilket maerkbart vil begraense den konkurrence, der findes mellem de erhvervsdrivende (Rettens dom i sagen Deere mod Kommissionen, praemis 51, og Domstolens dom af 28.5.1998, sag C-7/95 P, Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111, praemis 88, 89 og 90).

100 Retten finder i oevrigt, at Kommissionen i beslutningens betragtning 279-283 i tilstraekkeligt omfang har begrundet sin opfattelse, hvorefter den omtvistede ordning var i strid med den normale konkurrence.

101 Det fremgaar i det hele af det anfoerte, at sagsoegerens anbringender vedroerende den omtvistede informationsudveksling som en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1, i det hele maa forkastes, med forbehold af Rettens konstateringer i afsnit G nedenfor.

4. Forbindelsen mellem den af sagsoegeren gennemfoerte informationsudveksling og de i beslutningens artikel 1 opregnede overtraedelser

102 Retten har allerede fastslaaet, at den af sagsoegeren gennemfoerte informationsudveksling ikke udgoer en overtraedelse paa grund af dens angivelige forbindelse med de overtraedelser, der blev begaaet af organisationens medlemmer, og som opregnes i beslutningens artikel 1, idet udvekslingen udgoer en selvstaendig overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1.

103 Det maa imidlertid ogsaa fastslaas, at den af sagsoegeren gennemfoerte informationsudveksling fandt sted sideloebende med den udveksling af oplysninger om ordrer og leverancer, der blev gennemfoert af Poutrelles-udvalget, og vedroerte de samme virksomheder. Den omtvistede informationsudveksling fandt ogsaa sted i den periode, der i beslutningens artikel 1 er angivet for de forskellige overtraedelser. Det staar saaledes fast, at den naevnte udveksling fandt sted i forbindelse med overtraedelser af videre omfang, saaledes som det er beskrevet i beslutningen.

104 Under disse omstaendigheder finder Retten, at ordene »i forbindelse med de i artikel 1 naevnte overtraedelser begaaet af Eurofer's medlemmer« skal fortolkes som en subsidiaer betragtning, hvormed Kommissionen blot fastslog, at den omtvistede informationsudveksling, som sagsoegeren havde gennemfoert, var en del af et stoerre hele af overtraedelser, som beslutningens adressater blev kritiseret for, uden at sagsoegeren blev beskyldt for at have deltaget i de andre paatalte overtraedelser.

105 Naar henses til denne konstaterings subsidiaere karakter, var Kommissionen ikke forpligtet til at anfoere en yderligere begrundelse.

106 Det staar endvidere fast, at sagsoegeren som adressat for meddelelsen af klagepunkter under den administrative procedure fik adgang til at udtale sig om alle de faktiske omstaendigheder vedroerende informationsudvekslingen, som er det eneste forhold, sagsoegeren beskyldes for.

107 Foelgelig maa hele sagsoegerens argumentation forkastes, for saa vidt som Kommissionen herved kritiseres for i beslutningens artikel 2 at have fastslaaet, at den af sagsoegeren gennemfoerte udveksling af fortrolige oplysninger havde forbindelse med de andre overtraedelser, der naevnes i artikel 1.

[...]

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 3

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

108 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den forpligtelse, som organisationen paalaegges i beslutningens artikel 3 til at bringe den i artikel 2 paatalte overtraedelse til ophoer, til at undlade at gentage eller fortsaette nogen af de deri angivne handlinger og til at undlade at traeffe foranstaltninger med tilsvarende virkning, er i strid med traktatens artikel 65, stk. 5. Denne bestemmelse, som er den eneste mulige hjemmel for udstedelse af forbud af denne art, vedroerer kun virksomhederne og ikke organisationerne.

109 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at det klagepunkt om manglende begrundelse, som den har fremfoert over for beslutningens artikel 2, ogsaa gaelder beslutningens artikel 3. Det er paa grundlag af denne bestemmelse ikke muligt at fastslaa, om det forbud, den indeholder, for saa vidt angaar sagsoegeren vedroerer en aktivitet inden for den ordning, som organisationen selv har indfoert, eller en aktivitet, der har forbindelse med Poutrelles-udvalgets virksomhed eller med andre konkurrencebegraensninger, der svarer til dem, virksomhederne kritiseres for i beslutningen.

110 Hertil kommer, at forpligtelsen til at undlade at traeffe »foranstaltninger med tilsvarende virkning« ikke er tilstraekkelig begrundet. Eftersom der ikke gives en praecis definition af de elementer, der udgoer en saadan foranstaltning, forbyder beslutningens artikel 3 i sidste ende en hvilken som helst form for konkurrencebegraensning og er dermed ikke i overensstemmelse med formaalet med paabud om at ophoere med eller undlade handlinger, nemlig at konkretisere adressaternes forpligtelser.

Rettens bemaerkninger

111 Retten har allerede fastslaaet, at en virksomhedsorganisation som sagsoegeren kan overtraede traktatens artikel 65, stk. 1, og at Kommissionen er berettiget til at konstatere en saadan overtraedelse paa grundlag af traktatens artikel 65, stk. 4.

112 I oevrigt bemaerkes, at for saa vidt som Kommissionen i beslutningens artikel 3 har paalagt sagsoegeren at bringe de i artikel 2 paatalte former for adfaerd til ophoer og undlade at gentage eller fortsaette dem, har den blot angivet de konsekvenser, der med hensyn til sagsoegerens fremtidige adfaerd foelger af ulovlighedskonstateringen i artikel 2 (jf. herved Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 184).

113 Med hensyn til raekkevidden af beslutningens artikel 3 fremgaar det af Rettens tidligere konstateringer, at bestemmelsen vedroerer den informationsudveksling, som sagsoegeren gennemfoerte, og som er beskrevet i beslutningens betragtning 143-146 og 279-283.

114 For saa vidt angaar forbuddet mod »at traeffe foranstaltninger med tilsvarende virkning« bemaerkes, at dette er rent deklaratorisk, for det ses at have til formaal at forhindre, at virksomhederne gentager den adfaerd, hvis ulovlighed er blevet fastslaaet (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905, praemis 39). Under alle omstaendigheder har Kommissionen ret til at gribe ind over for eventuelle senere overtraedelser med hjemmel i artikel 65 i traktaten selv (jf. dommen i sagen Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, praemis 39).

115 Retten finder i oevrigt, at dette paalaeg er tilstraekkeligt klart, eftersom beslutningens begrundelse i betragtning 143-146 og 279-283 angiver de omstaendigheder, paa grundlag af hvilke Kommissionen anser den i artikel 2 paatalte adfaerd for at vaere ulovlig (jf. Domstolens dom af 17.9.1985, forenede sager 25/84 og 26/84, Ford mod Kommissionen, Sml. s. 2725, praemis 42, og dommen i sagen Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, praemis 39).

116 Paastanden om annullation af artikel 3 i beslutningens konklusion maa foelgelig forkastes.

Sagens omkostninger

117 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om omkostninger, boer sagsoegeren paalaegges at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

(1) - Der gengives kun de praemisser i naervaerende dom, som Retten finder det hensigtsmaessigt at offentliggoere. De faktiske omstaendigheder og de relevante retsregler i naervaerende sag er gengivet i Rettens dom af 11.3.1999, sag T-141/94, Thyssen mod Kommissionen, Sml. II, s. 347.

(2) - Denne dato angives i den franske og spanske version af beslutningen. Den tyske og engelske version angiver datoen 31.12.1988.