61992C0188

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Den foreliggende sag rejser et principielt vigtigt spoergsmaal vedroerende systemet af retsmidler i henhold til EOEF-traktaten, nemlig spoergsmaalet om, hvorvidt en modtager af statsstoette, som Kommissionen har erklaeret ulovlig, naar de nationale myndigheder anmoder vedkommende om at tilbagebetale stoetten i overensstemmelse med Kommissionens beslutning, kan anfaegte beslutningens gyldighed for de nationale domstole og for Domstolen gennem en forelaeggelse fra den nationale domstol i henhold til traktatens artikel 177, selv om modtageren har undladt at anfaegte Kommissionens beslutning for Domstolen direkte i henhold til traktatens artikel 173.

2. Sagsoegeren i hovedsagen, TWD Textilwerke Deggendorf GmbH (herefter benaevnt "TWD") fremstiller forskellige syntetiske fibre i Tyskland og i andre lande. I 1983 og 1984 modtog sagsoegeren investeringstilskud paa i alt 6,12 mio. DM fra det tyske Forbundsoekonomiministerium. Endvidere modtog sagsoegeren et laan fra de bayerske myndigheder paa 11 mio. DM til en rentesats paa 5%. Da Kommissionen fik kendskab hertil, indledte den proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit. Den 21. maj 1986 vedtog Kommissionen beslutning 86/509/EOEF om stoette ydet af Forbundsrepublikken Tyskland og Land Bayern til en producent af polyamid- og polyestergarn i Deggendorf (1); ifoelge beslutningens artikel 1 var stoetten (a) ulovlig, da Kommissionen ikke var blevet underrettet om den i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, og (b) uforenelig med faellesmarkedet. Artikel 2 i beslutningen paalagde de tyske myndigheder at kraeve stoetten tilbagebetalt og at underrette Kommissionen om de foranstaltninger, som de havde truffet i den anledning, inden for en frist af to maaneder.

3. Beslutningen var alene rettet til Forbundsrepublikken Tyskland og naevner ikke TWD ved navn. I stedet omtales deri "en producent af polyamid- og polyestergarn i Deggendorf". Der var dog aldrig tvivl om, hvilken producent det drejede sig om, og i skrivelse af 1. september 1986 underrettede Forbundsoekonomiministeriet TWD om Kommissionens beslutning 86/509. I skrivelsen anfoertes det, at ministeriet var af den opfattelse, at udsigten til at faa medhold under en sag til proevelse af beslutningen efter traktatens artikel 173 var ringe, og det bemaerkedes endvidere, at en saadan sag under visse omstaendigheder kunne anlaegges af fysiske eller juridiske personer. I skrivelsen blev artikel 173 gengivet i sin fulde ordlyd. Der blev ikke anlagt sag efter artikel 173, hverken af den tyske regering eller af TWD.

4. Ved afgoerelse af 19. marts 1987 tilbagekaldte forbundsoekonomiministeren de attester, der dannede grundlag for udbetaling af stoette til TWD, med den virkning, at TWD var forpligtet til at tilbagebetale stoetten. Den 16. april 1987 anlagde TWD sag med paastand om annullation af forbundsministerens afgoerelse af 19. marts 1987. Da Verwaltungsgericht Koeln frifandt forbundsoekonomiministeren, appellerede TWD sagen til Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen. Denne ret var af den opfattelse, at spoergsmaalet om, hvorvidt der skulle gives TWD medhold, afhang af gyldigheden af Kommissionens beslutning 86/509, men retten stillede sig tvivlende over for, om TWD var berettiget til at anfaegte beslutningens gyldighed for de nationale domstole, eftersom TWD havde undladt at anfaegte beslutningen efter traktatens artikel 173 inden for fristen paa to maaneder. Oberverwaltungsgericht forelagde derfor Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:

"1. Er en national ret bundet af en beslutning fra EF-Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, naar det i forbindelse med de nationale myndigheders gennemfoerelse af denne beslutning over for retten af stoettemodtageren og adressaten for gennemfoerelsesforanstaltningen goeres gaeldende, at EF-Kommissionens beslutning er ulovlig, og stoettemodtageren ikke eller ikke rettidigt har anlagt sag i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, selv om vedkommende af medlemsstaten skriftligt er blevet orienteret om EF-Kommissionens beslutning?

2. Saafremt Domstolen besvarer foerste spoergsmaal benaegtende, er EF-Kommissionens beslutning 86/509/EOEF af 21. maj 1986 (EFT L 300 af 24.10.1986, s. 34) da helt eller delvis ugyldig, fordi den ydede stoette - i modsaetning til Kommissionens opfattelse - helt eller delvis er forenelig med faellesmarkedet?"

5. Der er indgivet skriftlige indlaeg af TWD, Kommissionen og den tyske og franske regering. Med undtagelse af TWD har de begraenset deres indlaeg til at vedroere det foerste spoergsmaal, og Domstolen har ligeledes besluttet kun at behandle dette spoergsmaal paa sagens nuvaerende trin. TWD og den franske regering har gjort gaeldende, at en fysisk eller juridisk person, der kunne have anfaegtet en beslutning efter artikel 173, men som ikke udnyttede denne mulighed, ikke er afskaaret fra at rejse tvivl om beslutningens gyldighed under en senere retssag for de nationale domstole. Kommissionen og den tyske regering forfaegter det modsatte standpunkt. Kommissionen bemaerker dog, at en modtager af statsstoette - selv om en beslutning, der ikke er anfaegtet inden udloebet af tidsfristen, er endelig - under ganske saerlige omstaendigheder eventuelt kan paaberaabe sig en berettiget forventning om, at stoetten var lovlig.

6. TWD og den franske regering har i det vaesentlige fremfoert, at retsmidlerne i traktatens artikel 173 og 177 er uafhaengige af hinanden, idet de er underkastet selvstaendige betingelser for, at soegsmaal kan antages til realitetsbehandling. Undladelse af at anlaegge et direkte soegsmaal til proevelse af en kommissionsbeslutning i henhold til artikel 173 afskaerer derfor ikke en part fra at anlaegge et indirekte soegsmaal ved de nationale domstole og - gennem artikel 177 - ved Domstolen. TWD anfoerer, at hvis ikke det forholdt sig saaledes, ville den paradoksale foelge vaere, at en person, der var umiddelbart og individuelt beroert af en beslutning, ville vaere noedsaget til at anvende det vanskeligere og mere bekostelige retsmiddel i artikel 173, som endvidere er undergivet en tidsfrist paa to maaneder, medens en person, der ikke var umiddelbart og individuelt beroert af en beslutning, i henhold til artikel 177 ville kunne tage et enklere og mindre bekosteligt retsmiddel i brug, der ikke er undergivet nogen tidsfrist.

7. Baade TWD og den franske regering henviser til Domstolens dom i sagen Universitaet Hamburg mod Hauptzollamt Hamburg-Kehrwieder (2). Den paagaeldende sag var anlagt af en importoer af et videnskabeligt instrument til proevelse af en national toldmyndigheds afgoerelse om ikke at indroemme toldfritagelse ved indfoersel. Denne afgoerelse var truffet paa grundlag af en beslutning truffet af Kommissionen og rettet til medlemsstaterne, hvori det meddeltes, at betingelserne for toldfritagelse ikke var opfyldt, idet der blev fremstillet et apparat af samme videnskabelige vaerdi inden for Faellesskabet. Domstolen fastslog, at importoeren, der havde undladt at anfaegte Kommissionens beslutning efter traktatens artikel 173, ikke af den grund var afskaaret fra at anfaegte dens gyldighed under et soegsmaal for de nationale retter, som saa kunne forelaegge spoergsmaalet om beslutningens gyldighed for Domstolen til praejudiciel afgoerelse. Domstolen bemaerkede, at den nationale rets befoejelse til at forelaegge Domstolen spoergsmaalet om gyldigheden af en beslutning truffet af Kommissionen var i overensstemmelse med det almindelige retsprincip, der havde fundet udtryk i traktatens artikel 184.

8. Kommissionens opfattelse begrundes dels i retssikkerhedsprincippet, som tilsiger, at naar en beslutning efter udloebet af fristen i artikel 173 er blevet endelig, boer dens gyldighed ikke laengere kunne anfaegtes, dels i behovet for at sikre sammenhaengen i systemet af de forskellige retsmidler i traktaten. Kommissionen goer gaeldende, at det retsmiddel, der retteligt skulle vaere brugt til at anfaegte den paagaeldende beslutning, var et direkte soegsmaal efter artikel 173. TWD blev af den tyske regering informeret ikke alene om Kommissionens beslutning, men ogsaa om muligheden for at anlaegge sag efter artikel 173. TWD kunne utvivlsomt have anlagt en saadan sag, idet virksomheden var umiddelbart og individuelt beroert af beslutningen, og da den har undladt at benytte denne mulighed inden for fristen paa to maaneder, er den nu afskaaret fra af anfaegte beslutningen, som er blevet endelig.

9. Kommissionen henviser til stoette herfor saerligt til Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Belgien (3). I den paagaeldende sag nedlagde Kommissionen paastand om, at det skulle fastslaas, at Kongeriget Belgien havde undladt at opfylde en forpligtelse, som paahvilede det i henhold til traktaten, idet det ikke havde efterkommet en beslutning truffet af Kommissionen om, at det skulle bringe en statsstoetteordning for de belgiske jernbaner til ophoer. Kongeriget Belgien forsoegte heroverfor at anfaegte gyldigheden af beslutningen, der paalagde det at bringe stoetten til ophoer. Domstolen fastslog, at da Kongeriget Belgien havde undladt at anfaegte beslutningen efter artikel 173 inden for den fastsatte frist, var det afskaaret fra at goere indsigelse mod dens gyldighed under en efterfoelgende retssag anlagt i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, andet afsnit. Domstolen anfoerte til stoette for sin afgoerelse blandt andet, at "soegsmaalsfristerne skal vaerne om retssikkerheden i den forstand, at faellesskabsregler, der medfoerer retsvirkninger, ikke maa kunne anfaegtes i en ubegraenset tid".

10. Den tyske regering, hvis opfattelse i store traek er paa linje med Kommissionens, henviser ogsaa til retssikkerhedsprincippet og anfoerer i den forbindelse, at det er vaesentligt for konkurrenterne til stoettemodtageren at kunne fastslaa med sikkerhed, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet.

11. Min vurdering af det principielle spoergsmaal, der er rejst i den foreliggende sag, er foelgende.

12. Indledningsvis skal det bemaerkes, at spoergsmaalet ikke synes at vaere blevet besvaret i Domstolens hidtidige praksis. Ingen af de sager, der er henvist til, er helt parallelle med den foreliggende. Universitaet Hamburg-sagen adskiller sig fra den foreliggende derved, at den beslutning, sagen drejede sig om, var rettet til alle medlemsstaterne og var generel, idet den skulle anvendes paa al import af den paagaeldende type videnskabelige instrumenter og ikke kun paa den import, der blev foretaget af Universitaet Hamburg. Den beslutning, som den foreliggende sag drejer sig om, var rettet til en enkelt medlemsstat og vedroerte udelukkende stoette ydet til en enkelt virksomhed. Dommen i sagen Kommissionen mod Belgien har paa den anden side heller ikke nogen direkte relevans for den foreliggende sag. I den paagaeldende sag fastslog Domstolen, at en medlemsstat, der undlader inden for den fastsatte frist at anfaegte en beslutning, der er rettet til den, ikke kan goere indsigelse mod beslutningens gyldighed, naar Kommissionen anlaegger sag med paastand om konstatering af, at medlemsstaten har undladt at opfylde sine forpligtelser ved ikke at efterkomme beslutningen. Dette betyder ikke noedvendigvis, at en virksomhed, der er beroert af en saadan beslutning, der ikke er rettet til den, er i den samme situation, hvis den undlader at anfaegte beslutningen ved et direkte soegsmaal inden for tidsfristen.

13. Det maa siges at vaere det grundlaeggende princip, at artikel 173 og 177 indeholder uafhaengige retsmidler, der hver er undergivet selvstaendige betingelser for, at en sag kan antages til realitetsbehandling. Der maa naturligvis vaere visse undtagelser fra dette princip. For eksempel boer den, som en konkret beslutning er rettet til, og som undlader at anfaegte den i et direkte soegsmaal inden for fristen, ikke kunne anfaegte den ved et indirekte soegsmaal, naar der tages skridt til at gennemfoere den ved de nationale domstole. Hvis den, som en konkret beslutning er rettet til, skulle have adgang til at anfaegte den for de nationale domstole, ville tomaanedersfristen i artikel 173, stk. 3, miste enhver betydning. Endvidere indeholder artikel 173 - af grunde, som anfoeres nedenfor i punkt 20, 21 og 22 - den mest hensigtsmaessige procedure til at anfaegte en saadan retsakt.

14. For at gaa til den anden yderlighed saa boer en person, som er beroert af en generel retsakt, der er bebyrdende for ham, f.eks. en forordning, men som muligvis vil have svaert ved at godtgoere, at han er umiddelbart og individuelt beroert af retsakten som kraevet i artikel 173, stk. 2, ikke vaere afskaaret fra af anfaegte retsakten ved et indirekte soegsmaal, blot fordi han ikke havde anfaegtet den under et direkte soegsmaal, der let ikke kunne vaere blevet antaget til realitetsbehandling. Med hensyn til forordninger fremgaar dette klart af ordlyden af artikel 184, som bestemmer:

"Uanset udloebet af den frist, der er fastsat i artikel 173, stk. 3, kan hver part i en retstvist, der angaar en af Raadets eller Kommissionens forordninger, for Domstolen paaberaabe sig de i artikel 173, stk. 1, naevnte grunde og goere gaeldende, at forordningen ikke kan finde anvendelse."

Det fremgaar imidlertid klart af bl.a. Universitaet Hamburg-sagen, at princippet, der har fundet udtryk i artikel 184, ikke er begraenset til forordninger, men i lige grad finder anvendelse paa beslutninger, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt den paagaeldende havde soegsmaalskompetence til at anfaegte beslutningen i henhold til artikel 173. Domstolens dom i sagen Simmenthal mod Kommissionen (4) tyder paa, at artikel 184 kun kan paaberaabes i forhold til generelle retsakter, som fysiske og juridiske personer ikke ville kunne anfaegte efter artikel 173.

15. Den foreliggende sag ligger et sted mellem de to yderligheder, der er beskrevet ovenfor. Paa den ene side afviger den fra den type sager, hvor en konkret retsakt anfaegtes af den, som den er rettet til. Eftersom beslutningen i den foreliggende sag ikke var rettet til TWD, havde virksomheden ikke uden videre soegsmaalskompetence i henhold til artikel 173, men ville have skullet godtgoere, at den opfyldte betingelsen om at vaere umiddelbart og individuelt beroert. Paa den anden side afviger den foreliggende sag i mange henseender fra den type sager, hvor en generel retsakt, som f.eks. en forordning, anfaegtes af en fysisk eller juridisk person. Den foreliggende retsakt er ikke generel, men konkret. Den vedroerer udelukkende stoette ydet TWD af de tyske myndigheder i 1983 og 1984. Selv om TWD ikke omtales ved navn i beslutningen, fremgaar dens identitet klart af beslutningens ordlyd. TWD er den eneste virksomhed, der er umiddelbart beroert af beslutningen, og det er den ikke i kraft af, at den tilhoerer en kategori af virksomheder, men i sin egenskab af den eneste modtager af den stoette, der i henhold til beslutningen skal tilbagebetales. Under disse omstaendigheder kan der ikke vaere nogen tvivl om, at TWD opfyldte betingelsen om at vaere umiddelbart og individuelt beroert i henhold til artikel 173, stk. 2. Domstolen har da ogsaa udtrykkeligt anerkendt, at en stoettemodtager er umiddelbart og individuelt beroert af en beslutning truffet af Kommissionen om, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet (5).

16. Det er min opfattelse, at sager som den foreliggende boer behandles analogt med sager, hvor en konkret retsakt anfaegtes af den, som den er rettet til, saaledes at undladelse af at indlede et direkte soegsmaal i henhold til artikel 173 udelukker et indirekte soegsmaal i henhold til artikel 177. De hensyn, der begrunder, at man ikke tillader adressaten for en konkret retsakt at anfaegte den ved et indirekte soegsmaal i henhold til artikel 177, naar han har undladt at anfaegte den ved et direkte soegsmaal i henhold til artikel 173, goer sig gaeldende med samme styrke i den foreliggende type af sager.

17. Et soegsmaal efter artikel 173, stk. 2, er tydeligvis det rette retsmiddel, naar gyldigheden af en konkret beslutning anfaegtes af en fysisk eller juridisk person, som beslutningen er rettet til, eller som er umiddelbart og individuelt beroert af den. Dette fremgaar af bestemmelsens ordlyd. Et saadant soegsmaal skal i henhold til artikel 173, stk. 3, anlaegges inden en saerlig soegsmaalsfrist paa to maaneder. Undladelse af at anlaegge sag inden for denne periode medfoerer fortabelse af adgangen til at indbringe sagen for Domstolen (6). Denne soegsmaalsfrist ville miste al mening og formaal, hvis den, der utvivlsomt har kompetence til under et soegsmaal i henhold til artikel 173 at anfaegte en beslutning, ganske enkelt kunne ignorere beslutningen og derefter anfaegte dens gyldighed under den efterfoelgende sag anlagt til gennemfoerelse af beslutningen.

18. Formaalet med den korte soegsmaalsfrist i artikel 173 er at vaerne om retssikkerheden (7). Saa snart soegsmaalsfristen er udloebet, bliver beslutningen endelig og kan som udgangspunkt ikke laengere anfaegtes. Som den tyske regering har paapeget, er der gode grunde til at tilstraebe retssikkerhed i forbindelse med statsstoette. Konkurrenter til modtageren af statsstoette har interesse i at vide, om stoetten vil blive tilbagekraevet, eftersom det kan faa indflydelse paa deres egne beslutninger om investering. Retssikkerhed er naturligvis ikke noget absolut krav, hvilket ses af muligheden for, at generelle retsakter kan erklaeres ugyldige mange aar efter deres vedtagelse. Men dette er en noedvendig konsekvens af, at fysiske og juridiske personer kun i begraenset omfang er berettiget til at anfaegte generelle retsakter ved et direkte soegsmaal i forbindelse med princippet om, at enhver foranstaltning, der medfoerer retsvirkninger, dog skal kunne anfaegtes af personer, den er til skade for. Det kan ikke begrunde en fravigelse af princippet om retssikkerhed til fordel for personer, som utvivlsomt havde kompetence til at anfaegte en konkret retsakt under et direkte soegsmaal, men undlod at goere det.

19. Ej heller er der noget saerligt, politisk begrundet hensyn, der taler for at give en virksomhed i TWD' s situation endnu en mulighed for at anfaegte en beslutning, som den har undladt at anfaegte efter artikel 173. Der er ingen tvingende grund til at se velvilligt paa personer, der undlader at udnytte det retsmiddel, der staar til deres raadighed, inden for den fastsatte tidsfrist. Tvaertimod boer grundsaetningen vigilantibus non dormientibus subveniunt jura (o.a.: retten hjaelper den aarvaagne, ikke den sovende) finde anvendelse. Med hensyn til TWD' s argument om, at der skulle ligge et paradoks i, at man gav personer, som ikke er umiddelbart og individuelt beroert af en retsakt, adgang til et enkelt og billigt retsmiddel, der ikke er underlagt en tidsfrist, mens de, der er umiddelbart og individuelt beroert, har et mindre tilfredsstillende retsmiddel, er det tvivlsomt, om et indirekte soegsmaal efter artikel 177 er enklere og billigere end et direkte soegsmaal efter artikel 173. Hvis der deri ligger et paradoks, forekommer det mig, at saadanne paradokser er uundgaaelige i et hvilket som helst nogenlunde fuldstaendigt system af retsmidler.

20. Der ville forrettes stoerre skade paa sammenhaengen i systemet af retsmidler, hvis en virksomhed fik adgang til under et indirekte soegsmaal efter artikel 177 at anfaegte en beslutning, imod hvilken det egnede retsmiddel klart er et direkte soegsmaal efter artikel 173. Selv om artikel 173 og 177 i alt vaesentligt kan foere til det samme resultat, nemlig at en retsakt erklaeres ugyldig, er der vaesentlige forskelle mellem disse to former for soegsmaal (8). Et direkte soegsmaal efter artikel 173, der indebaerer en fuldstaendig udveksling af skriftlige indlaeg i stedet for en enkelt runde af indlaeg, er i reglen mere egnet til at afgoere spoergsmaal vedroerende fakta end praejudicielle soegsmaal i henhold til artikel 177, hvor Domstolens opgave i det vaesentlige bestaar i at udtale sig om juridiske spoergsmaal. Men gyldigheden af en individuel beslutning, saerligt en beslutning, der erklaerer statsstoette uforenelig med faellesmarkedet, vil ofte afhaenge af spoergsmaal vedroerende fakta, til tider af indviklede spoergsmaal, der kraever en vurdering af oekonomiske data. Det er klart oenskeligt, at saadanne spoergsmaal afgoeres under den procedure, der er bedst egnet til at loese dem.

21. Under den mundtlige forhandling paapegede Kommissionen endnu en processuel forskel mellem et direkte soegsmaal og en anmodning om praejudiciel afgoerelse. Under et direkte soegsmaal informeres konkurrenter til stoettemodtageren om soegsmaalets eksistens gennem en meddelelse offentliggjort i EF-Tidende og kan - hvis de kan godtgoere en tilstraekkelig interesse - intervenere i henhold til artikel 37 i statutten for Domstolen. I praejudicielle sager kan konkurrenter ikke indgive skriftlige udtalelser i henhold til statuttens artikel 20, medmindre de kan intervenere i sagen for den nationale domstol, hvilket kan vaere vanskeligt, saerligt for en konkurrent i en anden medlemsstat, der sandsynligvis ikke ved, at sagen verserer. Efter min opfattelse er dette endnu en grund til, at et direkte soegsmaal i henhold til artikel 173 maa anses som det mest hensigtsmaessige til anfaegtelse af beslutninger som den foreliggende.

22. Argumentet om, at der er behov for at sikre sammenhaengen i systemet af retsmidler, bestyrkes af oprettelsen af Retten i Foerste Instans, der blev oprettet med det udtrykkelige formaal at proeve individuelle beslutninger i soegsmaal indledt af fysiske og juridiske personer, og som naturligvis ikke har kompetence til at traeffe praejudicielle afgoerelser. Hvis en beslutning, som principielt skulle kunne proeves af Retten i Foerste Instans, kunne anfaegtes for de nationale domstole og for Domstolen i henhold til artikel 177, ville foelgen vaere, at sagen blev unddraget den kompetente domstol.

23. Dette argument bestyrkes nu yderligere ved den nye udvidelse, der traadte i kraft den 1. august 1993 (9), af den kompetence, der tilkommer Retten i Foerste Instans. Selv om denne afgoerelse ikke kan faa direkte betydning for den foreliggende sag, eftersom den blev vedtaget efter, at dette soegsmaal var anlagt, skal det ikke desto mindre bemaerkes, at fysiske og juridiske personer, der oensker at anfaegte beslutninger om statsstoette truffet af Kommissionen, nu maa goere det ved Retten i Foerste Instans. Inden for statsstoetteomraadet har saaledes forskellige domstole kompetence afhaengigt af, om sagen anlaegges i henhold til artikel 173 eller artikel 177. For fremtiden ville det derfor vaere endnu mere uheldigt, om artikel 177 kunne bruges som alternativ til artikel 173 i denne type sager.

24. Ingen af de ovenfor anfoerte argumenter ville vaere afgoerende, hvis TWD havde vaeret forhindret i at anfaegte beslutningen, fordi soegsmaalsfristen var udloebet, inden virksomheden var blevet bekendt med dens eksistens. Det fremgaar klart, at dette ikke har vaeret tilfaeldet i den foreliggende sag. TWD blev af den tyske regering informeret om beslutningen i skrivelse af 1. september 1986 (dvs. flere uger inden beslutningen blev offentliggjort i EF-Tidende, hvilket foerst skete den 24.10.1986). Det er derfor ikke noedvendigt her at tage stilling til det vanskelige spoergsmaal, om soegsmaalsfristen i artikel 173 ville vaere begyndt at loebe ved offentliggoerelsen af beslutningen i EF-Tidende den 24. oktober 1986, selv hvis TWD ikke udtrykkeligt var blevet informeret om den foer en senere dato. Det afgoerende er, at TWD faktisk havde kendskab til beslutningen og undlod at tage de noedvendige skridt til at indlede den mest hensigtsmaessige procedure til at anfaegte den.

25. Forfatteren til en afhandling, der alene vedroerer det principielle spoergsmaal, som den foreliggende sag rejser (10), har ud over de argumenter, som jeg allerede har gennemgaaet, anfoert endnu to argumenter for at give en person, der kunne have anfaegtet en beslutning rettet til en anden person under et direkte soegsmaal, adgang til at anfaegte beslutningen ved et indirekte soegsmaal for de nationale domstole og for Domstolen efter artikel 177. Det fremfoeres foerst, at befoejelsen til at forelaegge et spoergsmaal vedroerende gyldigheden af en beslutning er en ret, der tilkommer den nationale domstol, og at alene den nationale domstols - ikke den enkelte parts - tvivl om gyldigheden er af betydning. Den paagaeldende virksomheds undladelse af at anfaegte beslutningen under et direkte soegsmaal kan ikke fratage den nationale domstol befoejelsen til at forelaegge spoergsmaalet om gyldighed for Domstolen. Efter min opfattelse tager dette argument ikke hensyn til den endelige karakter af en konkret beslutning, der ikke er blevet anfaegtet efter den rette procedure inden for den gaeldende tidsfrist af en soegsmaalskompetent. Det tager heller ikke hensyn til, at et direkte soegsmaal efter artikel 173 er det rette retsmiddel til at anfaegte en individuel beslutning, der ikke har nogen almengyldige virkninger. Det ville vaere forkert at svaekke sammenhaengen i systemet af retsmidler blot for at opretholde de nationale domstoles angiveligt uindskraenkede befoejelse til at drage gyldigheden af enhver beslutning vedtaget af en faellesskabsinstitution i tvivl. Det maa vaere klart, at visse beslutninger kun kan anfaegtes under et direkte soegsmaal efter artikel 173.

26. Det andet argument er, at hvis det antages, at visse beslutninger ikke kan anfaegtes ved de nationale domstole selv af personer, som de ikke er rettet til, af den grund, at de kun kan anfaegtes under et direkte soegsmaal efter artikel 173, saa vil nationale domstole skulle afgoere, om den paagaeldende person er umiddelbart og individuelt beroert af en beslutningen, foer de vil vide, om de har kompetence til at undersoege beslutningens gyldighed og forelaegge sagen for Domstolen. Nationale domstole vil i saa fald skulle loese komplicerede praejudicielle problemer (nemlig vedroerende soegsmaalskompetence efter artikel 173), foer de kan afgoere, om de skal anmode om en praejudiciel afgoerelse af det selvstaendige spoergsmaal om beslutningens gyldighed. Denne indvending kan tilbagevises med, at det ikke er noget problem i en sag som den foreliggende, hvor der ikke kan have vaeret nogen tvivl om TWD' s soegsmaalskompetence efter artikel 173. Efter min opfattelse er det kun i situationer, hvor det efter artikel 173 er haevet over enhver tvivl, at der er soegsmaalskompetence, at muligheden for et direkte soegsmaal efter samme bestemmelse skulle afskaere en fysisk eller juridisk person fra at anfaegte en beslutning rettet til en anden person under et indirekte soegsmaal. Hvis dette synspunkt foelges, vil der ikke vaere nogen komplicerede forudgaaende problemer vedroerende soegsmaalskompetence efter artikel 173, som den nationale domstol skal loese. Et saadant synspunkt finder endvidere stoette i hensynet til, at den enkeltes rettigheder ikke boer lide skade som foelge af retlig uvished. Det er endvidere i overensstemmelse med dommene i sagerne Kommissionen mod Belgien og Universitaet Hamburg.

27. Et sidste punkt, som jeg kun naevner paa grund af den vaegt, Kommissionen har tillagt det, er dennes forslag om, at Domstolen i sin afgoerelse skulle omtale muligheden af, at nationale domstole kan forelaegge Domstolen fortolkningsspoergsmaal vedroerende de ganske saerlige omstaendigheder, hvorunder en stoettemodtager eventuelt kan paaberaabe sig grundsaetningen om berettiget forventning under en retssag om tilbagebetaling af stoetten. Efter min opfattelse ville det ikke vaere passende, om Domstolen saerligt behandlede dette spoergsmaal, som ikke er rejst af Oberverwaltungsgericht, og som i alle tilfaelde ikke vedroerer gyldigheden af Kommissionens beslutning. Hvis den nationale domstol efterfoelgende beslutter, at den oensker at forelaegge et saadant spoergsmaal for Domstolen, staar det den naturligvis frit for.

Sammenfatning

28. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare de af Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen forelagte spoergsmaal paa foelgende maade:

"Naar Kommissionen har rettet en beslutning til en medlemsstat i henhold til artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, i EOEF-traktaten og deri paalagt den at kraeve stoette tilbagebetalt, som medlemsstaten har ydet ulovligt til en virksomhed, og naar den beroerte virksomhed har undladt at udnytte sin ret til at anfaegte beslutningen efter traktatens artikel 173 inden for den fastsatte frist, kan beslutningens gyldighed ikke drages i tvivl under en retssag for nationale domstole, hvorunder virksomheden modsaetter sig de foranstaltninger medlemsstaten har truffet til at tilbagesoege stoetten."

(*) Originalsprog: engelsk.

(1) - EFT 1986 L 300, s. 34.

(2) - Dom af 27.9.1983, sag 216/82, Sml. s. 2771.

(3) - Dom af 12.10.1978, sag 156/77, Sml. s. 1881.

(4) - Dom af 6.3.1979, sag 92/78, Sml. s. 777, praemis 39 og 40. Se endvidere dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, praemis 23.

(5) - Dom af 27.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, praemis 5. Se endvidere generaladvokat Darmon' s forslag til afgoerelse i sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 901, paa s. 913.

(6) - Se f.eks. dom af 17.11.1965, sag 20/65, Collotti mod Domstolen, Sml. 1965-1968, s. 127, org. ref.: Rec. s. 1045, paa s. 1050.

(7) - Se sagen Kommissionen mod Belgien (omtalt i note 3), praemis 21.

(8) - Se vedroerende dette emne mit forslag til afgoerelse i sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. 1991 I, s. 2501, punkt 71-74.

(9) - Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8.6.1993, EFT L 144, s. 21.

(10) - Gerhard Bebr, Direct and indirect judicial control of Community acts in practice: the relation between Articles 173 and 177 of the EEC Treaty, i The Art of Governance, festskrift til Eric Stein, 1987, s. 91.