61991J0201

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende° arbejdsloeshed ° helt arbejdsloese graensearbejdere ° ret til ydelser i bopaelsmedlemsstaten ° beregning af ydelser paa grundlag af den tidligere loen ° hensyntagen til den faktisk modtagne loen uden anvendelse af en eventuel regel om maksimumsgraenser i beskaeftigelsesstatens lovgivning

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 68, stk. 1, og art. 71, stk. 1, litra a), nr. ii)]

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° oekonomiske bestemmelser ° faellesskabsbestemmelser om omregning af valutaer ° beregning af arbejdsloeshedsydelser til helt arbejdsloese graensearbejdere ° regler, der var gaeldende foer aendringen af forordning nr. 574/72 ved forordning nr. 1249/92

(Raadets forordning nr. 574/72, art. 107)

1. Artikel 68, stk. 1, og artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde, hvor en graensearbejder i den i artikel 1, litra b), i naevnte forordning forudsatte betydning er helt arbejdsloes, skal den kompetente institution i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopael, og hvis lovgivning bestemmer, at ydelserne beregnes paa grundlag af stoerrelsen af den tidligere loen, beregne ydelserne ud fra den loen, arbejdstageren faktisk modtog under sin seneste beskaeftigelse i den medlemsstat, hvor han havde beskaeftigelse umiddelbart foer han blev arbejdsloes. Ved beregningen af disse ydelser kan institutionen i bopaelsstaten ikke paa den loen, der tjener som grundlag for beregningen af disse ydelser, anvende de regler om maksimumsgraenser, der er fastsat i beskaeftigelsesstatens lovgivning.

2. Artikel 107 i forordning nr. 574/72 skal fortolkes saaledes, at beregningen af arbejdsloeshedsydelser til helt arbejdsloese graensearbejdere indtil ikrafttraedelsen af forordning nr. 1249/92 skulle ske saaledes, at den senest modtagne loen i beskaeftigelsesstaten skulle omregnes til den officielle kurs paa udbetalingsdagen.

1 Ved dom af 26. juni 1991 indgaaet til Domstolen den 31. juli 1991 har Tribunal de grande instance de Metz i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 68, stk. 1, og artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, og artikel 107, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, som aendret og kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af Grisvard og Kreitz mod Association pour l' emploi dans l' industrie et le commerce de la Moselle (herefter benaevnt "Assedic"), stoettet af Union nationale interprofessionnelle pour l' emploi dans l' industrie et le commerce (herefter benaevnt "Unedic"), angaaende den loen, der skal tages i betragtning af Assedic ved beregningen af de arbejdsloeshedsydelser, der tilkommer Grisvard og Kreitz.

3 Grisvard og Kreitz har haft loennet beskaeftigelse i Forbundsrepublikken Tyskland. Deres bopaelsland var og er fortsat Frankrig.

4 Grisvard' s arbejdsaftale udloeb den 31. december 1988. Kreitz' arbejdsaftale udloeb den 30. september 1987. Fra disse datoer har de vaeret arbejdsloese.

5 Assedic har beregnet de arbejdsloeshedsydelser, der skulle udbetales til Grisvard og Kreitz, paa grundlag af de loenninger, disse havde modtaget i Forbundsrepublikken Tyskland, men under anvendelse af maksimumsgraensen ifoelge den tyske arbejdsloeshedsforsikringsordning.

6 Assedic har herved anvendt Unedic' s cirkulaere nr. 62-87 af 7. august 1987.

7 Grisvard og Kreitz gjorde under en sag anlagt ved Tribunal de grande instance de Metz indsigelse mod anvendelsen af denne maksimumsgraense og den vekselkurs, der var blevet anvendt paa den seneste loen, de havde modtaget i Forbundsrepublikken Tyskland.

8 Da denne retsinstans fandt, at sagen gav anledning til problemer vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Spoergsmaal om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, for saa vidt angaar den maksimumsgraense for bidrag, som skal anvendes ved beregningen af arbejdsloeshedsydelser til graensearbejdere:

Er Unedic' s cirkulaere nr. 62-87 af 7. august 1987 foreneligt med faellesskabsretten?

Er spoergsmaalet om fastlaeggelsen af denne maksimumsgraense omfattet af artikel 68, stk. 1, eller artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning (EOEF) nr. 1408/71?

2) Spoergsmaal om den omregningskurs for valutaer, der skal bringes i anvendelse over for graensearbejdere:

Hvilken omregningskurs skal institutionen paa en arbejdsloes graensearbejders bopaelssted anvende paa den loen, som arbejdstageren oppebar i forbindelse med den seneste beskaeftigelse, han har udoevet i den medlemsstat, hvori han var beskaeftiget umiddelbart foer sin arbejdsloeshed?

Skal omregningskursen i artikel 107, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 574/72 anvendes i et saadant tilfaelde?"

9 Hvad naermere angaar den retlige baggrund for og de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb og de for Domstolen indgivne skriftlige indlaeg henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Det foerste spoergsmaal

10 Med dette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den institution i bopaelsstaten, der skal udbetale arbejdsloeshedsydelser til graensearbejdere, der er helt arbejdsloese, paa den loen, der tjener som grundlag for beregningen af disse ydelser, kan anvende de maksimumsgraenser, der gaelder i beskaeftigelsesstaten.

11 Ifoelge artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), er det bopaelsstatens institution, der er kompetent til at udbetale arbejdsloeshedsydelser til helt arbejdsloese graensearbejdere. Tilknytningen til bopaelsstaten synes nemlig at vaere mere hensigtsmaessig og mere i overensstemmelse med graensearbejderens interesse (dom af 29.6.1988, sag 58/87, Rebmann, Sml. s. 3467, praemis 14 og 15).

12 I artikel 68, stk. 1, bestemmes det: "Den kompetente institution i en medlemsstat, hvor lovgivningen bestemmer, at ydelserne beregnes paa grundlag af stoerrelsen af den tidligere loen, skal som grundlag for beregningen kun benytte den loen, som den paagaeldende har modtaget under sin seneste beskaeftigelse paa denne stats omraade. Hvis den paagaeldendes seneste beskaeftigelse paa denne stats omraade ikke har varet i mindst fire uger, beregnes ydelserne dog paa grundlag af den loen, der paa den arbejdsloeses bopaels- eller opholdssted saedvanligt ydes for en beskaeftigelse, der svarer til eller kan sammenlignes med den, han senest har udoevet paa en anden medlemsstats omraade."

13 Som det imidlertid er fastslaaet i dom af 28. februar 1980 (sag 67/79, Fellinger, Sml. s. 535, praemis 6), har denne artikel generel raekkevidde og tager ikke sigte paa saerlige situationer, som f.eks. situationen for graensearbejdere. Det foerste punktum fastsaetter den almindelige regel, at arbejdsloeshedsydelser skal beregnes paa grundlag af den senest modtagne loen i bopaelsstaten. Reglen i andet punktum er alene fastsat for det undtagelsestilfaelde, hvor arbejdstageren ikke har haft sin seneste beskaeftigelse i bopaelsstaten i mindst fire uger. For saa vidt som graensearbejdere naesten altid er i denne situation, vil anvendelsen af denne regel paa dem have til foelge, at der normalt for deres vedkommende anvendes den ordning, som denne bestemmelse kun foreskriver for undtagelsestilfaelde. Da loenniveauet i oevrigt ofte er hoejere i beskaeftigelsesstaten, vil den omstaendighed, at de arbejdsloeshedsydelser, der udbetales til graensearbejdere, aldrig kan beregnes paa grundlag af de loenninger, der udbetales i beskaeftigelsesstaten, kunne haemme graensearbejde, hvilket er i strid med principperne i forordning nr. 1408/71 og i traktaten.

14 Af alle disse grunde har Domstolen i ovennaevnte dom udtalt, at artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 paa baggrund af traktatens artikel 51 og dennes formaal skal fortolkes saaledes, at i tilfaelde, hvor en graensearbejder i den i artikel 1, litra b), i naevnte forordning forudsatte betydning er helt arbejdsloes, skal den kompetente institution i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopael, og hvis lovgivning bestemmer, at ydelserne beregnes paa grundlag af stoerrelsen af den tidligere loen, beregne ydelserne ud fra den loen, arbejdstageren modtog under sin seneste beskaeftigelse i den medlemsstat, hvor han havde beskaeftigelse umiddelbart foer han blev arbejdsloes.

15 Det foelger heraf, at den kompetente myndighed i bopaelsstaten ved beregningen af arbejdsloeshedsydelserne kun skal tage den loen, der senest er modtaget i beskaeftigelsesstaten, i betragtning. Med henblik paa besvarelsen af det foerste praejudicielle spoergsmaal skal det herefter afgoeres, om der er tale om den faktisk modtagne loen, eller om der paa loennen skal anvendes de maksimumsgraenser, der er fastsat i beskaeftigelsesstatens lovgivning.

16 Ifoelge artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), har den helt arbejdsloese graensearbejder ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, paa hvis omraade han er bosat, som om han under sin seneste beskaeftigelse havde vaeret omfattet af denne lovgivning. Denne artikel foreskriver klart, at der alene skal anvendes lovgivningen i bopaelsstaten, og udelukker dermed anvendelse af beskaeftigelsesstatens lovgivning, herunder eventuelle regler om maksimumsgraenser.

17 Denne fortolkning, der foelger af ordlyden af den paagaeldende bestemmelse, er i oevrigt i overensstemmelse med dens formaal, nemlig at ligestille ordningen vedroerende arbejdsloeshedsydelser til graensearbejdere med ordningen vedroerende arbejdstagere, der har haft deres seneste beskaeftigelse i bopaelsstaten. Denne ligestilling ville imidlertid blive bragt i fare, saafremt arbejdsloeshedsydelserne til graensearbejdere var undergivet en maksimumsgraense, der foelger af ordningen i en anden medlemsstat, som ikke finder anvendelse paa alle arbejdstagere i bopaelsstaten.

18 Artikel 68, stk. 1, og artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), skal derfor fortolkes saaledes, at den institution i bopaelsstaten, der skal udbetale arbejdsloeshedsydelser til helt arbejdsloese graensearbejdere, ikke paa den loen, der tjener som grundlag for beregningen af disse ydelser, kan anvende de maksimumsgraenser, der gaelder i beskaeftigelsesstaten.

Det andet spoergsmaal

19 Med dette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, hvorledes den i beskaeftigelsesstaten senest modtagne loen skal omregnes til bopaelsstatens valuta med henblik paa beregningen af den ydelse, der skal betales.

20 Det bemaerkes, at ifoelge artikel 107 i forordning nr. 574/72 kan denne omregning foretages paa to maader.

21 Den foerste maade, der bygger paa anvendelse af en enhedssats for hvert kvartal, der beregnes af Kommissionen, gaelder for de i stk. 1 i denne artikel anfoerte tilfaelde.

22 Den anden metode, der blot bestaar i anvendelse af den officielle valutakurs pr. udbetalingsdagen, gaelder for alle de tilfaelde, der ikke er anfoert i stk. 1.

23 Artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, der omhandler arbejdsloese graensearbejdere, hoerer ikke til de tilfaelde, som den foerste metode er erklaeret anvendelig paa.

24 Assedic, Unedic, den tyske regering og Kommissionen er dog af den opfattelse, at den foerste metode boer anvendes paa helt arbejdsloese graensearbejdere. De paaberaaber sig, at den foerste metode er bekvem, og at den er blevet valgt ved afgoerelse nr. 140 fra De Europaeiske Faellesskabers Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring af 17. oktober 1989 om den omregningskurs, der af institutionen paa en helt arbejdsloes graensearbejders bopaelssted skal anvendes paa den sidste loen, denne arbejdstager modtog i den kompetente stat (EFT 1990 C 94, s. 4).

25 Disse argumenter kan ikke laegges til grund. Som Domstolen har udtalt i dom af 14. maj 1981 (sag 98/80, Romano, Sml. s. 1241), har Den Administrative Kommissions akter ikke normativ karakter. Desuden kan et argument, der bygger paa stoerre bekvemmelighed, ikke goeres gaeldende mod en klar ordlyd.

26 Det bemaerkes endvidere, at Raadets forordning (EOEF) nr. 1249/92 af 30. april 1992 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1408/71 og forordning (EOEF) nr. 574/72 (EFT L 136, s. 28) har aendret artikel 107, stk. 1, ved at bestemme, at den foerste metode skal anvendes paa helt arbejdsloese graensearbejdere. Det fremgaar af den fjortende betragtning til forordningen, at denne aendring ikke har retskonstaterende karakter. I denne betragtning hedder det nemlig: "Der boer fastsaettes en kurs for omregningen af de beloeb, der danner grundlag for beregningen af ydelser til arbejdsloese graensearbejdere i henhold til artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 68 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 ..."

27 Heraf foelger, at artikel 107, stk. 1, i forordning nr. 574/72 ikke foer ikrafttraedelsen af denne forordning den 1. juni 1992 (artikel 3, stk. 1) fandt anvendelse paa arbejdsloeshedsydelser til graensearbejdere.

28 Artikel 107 i forordning nr. 574/72 skal derfor fortolkes saaledes, at beregningen af arbejdsloeshedsydelser til helt arbejdsloese graensearbejdere indtil ikrafttraedelsen af forordning nr. 1249/92 skal ske saaledes, at den senest modtagne loen i beskaeftigelsesstaten skal omregnes efter den officielle kurs paa udbetalingsdagen.

Sagens omkostninger

29 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, der har afgivet skriftlige indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Metz ved dom af 26. juni 1991, for ret:

1) Artikel 68, stk. 1, og artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, skal fortolkes saaledes, at den institution i bopaelsstaten, der skal udbetale arbejdsloeshedsydelser til helt arbejdsloese graensearbejdere, ikke paa den loen, der tjener som grundlag for beregningen af disse ydelser, kan anvende de maksimumsgraenser, der gaelder i beskaeftigelsesstaten.

2) Artikel 107 i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at beregningen af arbejdsloeshedsydelser til helt arbejdsloese graensearbejdere, indtil ikrafttraedelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 1249/92 af 30. april 1992 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1408/71 og forordning (EOEF) nr. 574/72, skal ske saaledes, at den senest modtagne loen i beskaeftigelsesstaten skal omregnes efter den officielle kurs paa udbetalingsdagen.