61991J0055

++++

1. Landbrug ° EUGFL ° afslutning af regnskaberne ° Kommissionens ret til at lade sine ansatte foretage undersoegelser paa stedet

(Raadets forordning nr. 729/70, art. 5, stk. 2)

2. Landbrug ° EUGFL ° afslutning af regnskaberne ° afvisning af at finansiere udgifter foraarsaget af uregelmaessigheder i forbindelse med anvendelsen af faellesskabsreglerne ° uregelmaessighed vedroerende selve beregningen af de beloeb, der skal betales til EUGFL ° anfaegtet af den beroerte medlemsstat ° bevisbyrde

(Raadets forordning nr. 729/70)

3. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° finansiering gennem EUGFL ° udgifternes overensstemmelse med faellesskabsreglerne ° kontrol ° medlemsstaternes grundlaeggende kompetence ° Kommissionens supplerende indgriben ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 5; Raadets forordning nr. 729/70, art. 8, stk. 1, og art. 9)

4. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° finansiering gennem EUGFL ° principper ° afslag paa finansiering af udgifter da de nationale myndigheder ikke har foretaget kontrol ° anfaegtet paa grundlag af umuligheden af at foretage tilbagesoegning da der ikke foreligger vaesentlige uregelmaessigheder ° ingen betydning

(EOEF-traktaten, art. 5; Raadets forordning nr. 729/70, art. 8)

5. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° finansiering gennem EUGFL ° principper ° Kommissionens forpligtelse til at afslaa at finansiere uretmaessigt afholdte udgifter ° uregelmaessigheder tolereret i et regnskabsaar af rimelighedshensyn ° streng anvendelse af ordningen i det foelgende regnskabsaar ° tilsidesaettelse af principperne om retssikkerhed og om beskyttelse af den berettigede forventning ° foreligger ikke

6. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° finansiering gennem EUGFL ° beslutning om afslutning af regnskaber ° frist ° manglende overholdelse ° Kommissionen ikke ansvarlig naar der ikke foreligger forsoemmelse

(Raadets forordning nr. 729/70, art. 5, stk. 2, litra b)

1. Den omstaendighed, at afslutningen af EUGFL-regnskaber i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 729/70 om finansiering af den faelles landbrugspolitik sker paa grundlag af de med regelmaessige mellemrum af medlemsstaterne til Kommissionen indsendte aarsregnskaber med de for afslutningen noedvendige bilag, forbyder paa ingen maade, at Kommissionen paa anden maade sikrer sig ° f.eks. ved undersoegelser paa stedet udfoert af dens ansatte i medfoer af forordningens artikel 9, stk. 2 ° at de af medlemsstaterne meddelte oplysninger er korrekte.

2. I forbindelse med finansieringen af den faelles landbrugspolitik gennem EUGFL paahviler det Kommissionen, saafremt den vil afvise at lade en af en medlemsstat anmeldt udgift finansiere gennem EUGFL, at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af faellesskabsreglerne. Naar Kommissionen har paavist, at der foreligger en saadan tilsidesaettelse, skal den paagaeldende medlemsstat i paakommende tilfaelde godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl ved beregningen af den oekonomiske virkning af tilsidesaettelsen.

I det saerlige tilfaelde, hvor det ikke er muligt at foretage en sondring mellem selve tilsidesaettelsen af bestemmelserne og de oekonomiske virkninger heraf, idet tilsidesaettelsen netop vedroerer selve beregningen af de beloeb, som den paagaeldende medlemsstat skulle opkraeve, og som den skylder EUGFL, paahviler det den ° idet den er i besiddelse af alle oplysninger vedroerende omstaendighederne i forbindelse med operationen ° at foere bevis for, at den har overholdt faellesskabsbestemmelserne.

3. Inden for rammerne af det ved forordning nr. 729/70 foreskrevne system til kontrol af, at de af EUGFL finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemfoert, og at de er blevet gennemfoert paa behoerig maade, varetager Kommissionen kun en opgave, der supplerer medlemsstaternes opgave.

Det foelger af det ved naevnte forordnings artikel 9 fastlagte kontrolsystem, at saafremt det eventuelt viser sig noedvendigt at udtage og undersoege proever, skal dette i princippet udfoeres af medlemsstaten, enten paa eget initiativ som led i det ansvar, den har faaet paalagt ved naevnte forordnings artikel 8, stk. 1, eller efter anmodning fra Kommissionen i henhold til forordningens artikel 9, stk. 2, tredje afsnit. Under de omstaendigheder, der er omhandlet i samme bestemmelses fjerde afsnit, kan Kommissionen dog beslutte at foretage visse andre revisioner eller undersoegelser, herunder udtagning af proever paa stedet. Medlemsstaterne skal dog i saa fald i forvejen vaere indforstaaet med denne kontrol, og den skal finde sted i naervaerelse af repraesentanter for de paagaeldende nationale myndigheder. Den naevnte artikel 9 giver nemlig ikke Kommissionen bemyndigelse til at fastsaette de naermere regler for sin indgriben og heller ikke til at udtage proever i tilfaelde af, at den optraeder uafhaengigt af medlemsstaterne. Endvidere paalaegger traktatens artikel 5 Kommissionen at samarbejde med de kompetente nationale myndigheder.

4. En medlemsstat kan ikke med foeje anfaegte Kommissionens beslutning om at afvise at lade EUGFL afholde en del af den stoette, som den har ydet uden kontrol inden for rammerne af en ordning, der er foreskrevet ved en faelles markedsordning, under paaberaabelse af den omstaendighed, at det i praksis er umuligt for den at tilbagesoege stoetten hos stoettemodtagerne, fordi Kommissionen ikke har godtgjort, at der er sket alvorlige uregelmaessigheder ved ydelsen af stoetten.

For det foerste kan den omstaendighed, at der ikke er gennemfoert kontrol, selv om faellesskabsordningen paalaegger medlemsstaterne at gennemfoere en saadan, foere til vaesentlige uregelmaessigheder og begrunder derfor afvisningen af at anerkende en del af de afholdte udgifter; for det andet foreskriver artikel 8 i forordning nr. 729/70 ° der paa omraadet for finansiering af den faelles landbrugspolitik er udtryk for den almindelige forpligtelse til at udvise omhu, som er fastsat ved traktatens artikel 5 ° at medlemsstaterne skal tilbagesoege de beloeb, der er udbetalt med urette paa grund af uregelmaessigheder eller forsoemmelser, samt at de nationale myndigheder, for det tilfaelde at beloebene ikke tilbagebetales fuldt ud, maa baere de finansielle foelger af de naevnte uregelmaessigheder eller forsoemmelser.

5. For finansieringen gennem EUGFL af udgifter afholdt af de nationale myndigheder gaelder den regel, at kun de udgifter, der er afholdt i overensstemmelse med faellesskabsbestemmelserne, kan afholdes gennem Faellesskabets budget. Saa snart Kommissionen derfor opdager, at en medlemsstat har tilsidesat faellesskabsbestemmelser ved udbetalingen, har den pligt til at korrigere de indsendte regnskaber. Naar Kommissionen i et forudgaaende regnskabsaar ikke har foretaget korrektioner, men har tolereret uregelmaessigheder af rimelighedshensyn, giver det ikke den paagaeldende medlemsstat ret til under henvisning til retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at kraeve, at det samme sker med hensyn til uregelmaessighederne i det foelgende regnskabsaar.

6. Da der ikke er knyttet nogen sanktioner til Kommissionens manglende overholdelse af den frist, der i artikel 5, stk. 2, litra b), i forordning nr. 729/70 er fastsat for beslutninger om afslutning af regnskaber i forbindelse med de af EUGFL afholdte udgifter, kan denne frist kun anses som en ordensforskrift, medmindre en medlemsstats interesser herved kraenkes, og Kommissionen kan derfor kun ifalde ansvar for ikke at have overholdt fristen, saafremt den har udvist forsoemmelse.

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 7. februar 1991 har Den Italienske Republik i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 90/644/EOEF af 30. november 1990 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter for regnskabsaaret 1988, der er finansieret gennem Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen (EFT L 350, s. 82).

2 Paastanden drejer sig om annullation af denne beslutning, i det omfang det deri er bestemt, at foelgende beloeb ikke kan afholdes gennem EUGFL:

° 83 977 318 963 LIT vedroerende tillaegsmedansvarsafgiften i sektoren for maelk og mejeriprodukter

° 67 392 655 139 LIT vedroerende praemier til faare- og gedekoedsproducenter

° 711 001 829 LIT + 1 554 528 324 LIT i sektoren for interventionstobak

° 60 808 737 217 LIT i sektoren for olivenolie

° 38 034 266 760 LIT vedroerende stoette til forarbejdning af sojaboenner

° 67 501 305 800 LIT vedroerende stoette til produktion af haard hvede.

3 Den Franske Republik, som ved kendelse af 7. oktober 1991 har faaet tilladelse til at intervenere, har ikke indgivet skriftlige indlaeg inden udloebet af den fastsatte frist.

4 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Tillaegsafgiften i sektoren for maelk og mejeriprodukter

5 Tillaegsafgiften i sektoren for maelk og mejeriprodukter er indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 (EFT L 90, s. 10), som aendrede Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169). Indfoerelsen af tillaegsafgiften er sket ved i forordning nr. 804/68 at indsaette en artikel 5c. Anvendelsen af denne bestemmelse er fastsat ved Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13). Denne forordning er ophaevet og erstattet af Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992, dvs. efter det tidspunkt, da de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag fandt sted.

6 Den tillaegsafgiftsordning, der foelger af artikel 5c i forordning nr. 856/84, har til formaal at begraense produktionen i sektoren for maelk. Ved anvendelsen af denne ordning fastsaetter faellesskabsmyndighederne den maksimale maengde, der maa produceres i hele Faellesskabet, og som derefter fordeles blandt producenterne i medlemsstaterne ved, at hver enkelt faar tildelt en vis maengde, en saakaldt "referencemaengde". Saafremt producenten overskrider denne kvota, skal han som straf betale en tillaegsafgift.

7 Tillaegsafgiften beregnes ved sammenlaegning af alle de maengder maelk og foelgeprodukter, som i referenceaaret er blevet forhandlet i hver enkelt medlemsstat.

8 Det er ubestridt, at Italien forud for 1988 ikke har overholdt tillaegsafgiftsordningen. For perioden 1987-1988 har Italien paa grundlag af maanedlige statistikker fra Istat (Italiens Statistiske Kontor) angivet en samlet maengde paa 8 702 741 600 kg til Kommissionen.

9 Paa grundlag af andre oplysninger, herunder navnlig en opgoerelse fra det italienske landbrugsministerium (med titlen: "Evoluzione della produzione e della commercializzazione dei formaggi di azienda agricola"), har Kommissionen besluttet, at de af Italien meddelte tal ikke var korrekte, og at der til disse tal skulle laegges en maengde paa 103 000 000 kg, som er blevet anvendt til produktion af ost. Afgiften skulle saaledes beregnes paa grundlag af den samlede maengde.

10 I den foreliggende sag bestrider den italienske regering disse synspunkter, fordi Kommissionen i medfoer af artikel 5, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196) skal afslutte EUGFL-regnskaberne paa grundlag af de af medlemsstaterne indsendte aarsregnskaber. Regeringen understreger endvidere, at osteproduktionen er talt med paa grundlag af en uformel opgoerelse, som blev udfaerdiget under EUGFL-tjenestemaends besoeg i Italien med henblik paa at give dem oplysninger om anvendelsen af maelkekvoterne i Italien. Dette ikke-officielle dokument maa af Kommissionen ikke anvendes ved afslutningen af EUGFL-regnskaberne. Endvidere er oplysningerne fra Istat og de uformelt anslaaede tal, der fremgaar af opgoerelsen, ikke ensartede stoerrelser, og de kan saaledes ikke sammenlignes.

11 Kommissionen bestrider disse anbringender. For det foerste er der allerede ved afslutningen af regnskaberne for det foregaaende regnskabsaar (1986-1987) og ligeledes for det efterfoelgende regnskabsaar (1988-1989) taget hensyn til osteproduktionen, uden at Italien har gjort indvendinger derimod. Endvidere har Kommissionen i skrivelsen vedroerende perioden 1988-1989 meddelt, at den i de foelgende aar ville anvende samme fremgangsmaade. For det andet udgoer oplysningerne i den naevnte opgoerelse lige saa paalidelige statistikker som dem fra Istat. For det tredje har Kommissionen ikke andre midler til at kontrollere de oplysninger, som den italienske regering har givet, da Italien i 1987 og 1988 ikke havde indsendt erklaeringerne om de maengder maelk og mejeriprodukter, der blev leveret i den paagaeldende periode, som omhandlet i artikel 15 og 16 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1546/88 af 3. juni 1988 om gennemfoerelsesbestemmelserne for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68.

12 Det bemaerkes, at afslutningen af EUGFL-regnskaber i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 729/70 sker paa grundlag af de med regelmaessige mellemrum af medlemsstaterne til Kommissionen indsendte aarsregnskaber med de for afslutningen noedvendige bilag. Denne bestemmelse forbyder i intet tilfaelde, at Kommissionen paa anden maade sikrer sig ° f.eks. ved undersoegelser paa stedet udfoert af Kommissionens ansatte i medfoer af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 729/70 ° at de af medlemsstaterne meddelte oplysninger er korrekte.

13 Endvidere skal det paapeges, at med hensyn til bevisbyrden i forbindelse med finansieringen af den faelles landbrugspolitik paahviler det i foerste raekke Kommissionen at godtgoere, at der foreligger en tilsidesaettelse af bestemmelserne vedroerende de faelles markedsordninger for landbruget. Saafremt det er paavist, at der foreligger en saadan tilsidesaettelse, skal den paagaeldende medlemsstat i paakommende tilfaelde godtgoere, at Kommissionen har begaaet en fejl ved beregningen af den oekonomiske virkning af tilsidesaettelsen (jf. bl.a. dom af 19.2.1991, sag C-281/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 347, praemis 19).

14 Det skal dog paapeges, at denne praksis forudsaetter, at der kan sondres mellem den eventuelt begaaede uregelmaessighed og den oekonomiske virkning deraf. I det foreliggende tilfaelde er en saadan sondring dog umulig, da den paastaaede tilsidesaettelse vedroerer selve beregningen af den tillaegsafgift, som Italien skulle anvende. Da medlemsstaten raader over alle oplysninger om de omstaendigheder, hvorunder den paagaeldende operation har fundet sted, paahviler det den at godtgoere, at de faellesskabsretlige bestemmelser er blevet overholdt.

15 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 12 i sit forslag til afgoerelse, paastaar Den Italienske Republik i det foreliggende tilfaelde alene, at de solgte maengder ost er medtaget i de tal, der skal anvendes ved beregningen af tillaegsafgiften, uden dog at godtgoere dette med saglige beviser.

16 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at Den Italienske Republik ikke har godtgjort, at Kommissionens argumenter er ubegrundede. Den italienske regerings anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

Praemierne til faare- og gedekoedsproducenter

17 Som kompensation for indtaegtstabet som foelge af oprettelsen af den faelles markedsordning for faare- og gedekoed er der i Raadets forordning (EOEF) nr. 1837/80 af 27. juni 1980, hvormed ordningen indfoeres (EFT L 183, s. 1), i artikel 5 fastsat bestemmelse om tilkendelse af en praemie til producenter, hvis lam og kid ikke er blevet slagtet, foer de var to maaneder gamle. I medfoer heraf har Italien i perioden 1987-1988 udbetalt praemier til et beloeb af 103 345 056 245 LIT. Af dette samlede beloeb har Kommissionen dels afvist at afholde et beloeb paa 2 827 359 845 LIT paa grund af forsinket betaling, dels afvist at afholde et beloeb paa 67 392 655 139 LIT paa grund af utilstraekkelig kontrol.

18 Som det fremgaar af sagen, har Kommissionen foretaget stikproever i de fleste af de paagaeldende italienske regioner. De har vist, at der ved de italienske myndigheders betaling af praemierne forekommer mange uregelmaessigheder. Derefter har Kommissionen nedsat beloebet paa de praemier, der skal afholdes af EUGFL, ikke alene i de regioner, hvor der er foretaget kontrol, men tillige ° gennem ekstrapolation ° i andre italienske regioner.

19 I sin staevning gjorde den italienske regering oprindelig gaeldende, at Kommissionens kontrol ikke er foretaget behoerigt og systematisk, samt at den ikke havde ret til at foretage ekstrapolation. Da de paagaeldende regioner ved denne metode kun midlertidigt var udelukket fra disse praemier (under forbehold af modbevis), har Italien dog frafaldet dette anbringende.

20 Med hensyn til det foerste anbringende fremgaar det klart af sagen, at Kommissionens inspektoerer har foretaget undersoegelser i fire regioner, der repraesenterer 68% af de samlede anmeldte udgifter, og at de endvidere har undersoegt dokumenterne vedroerende tre andre regioner. Kontrollen vedroerer saaledes 77% af de italienske produktionsomraader, som har modtaget praemier for faare- og gedeavl. Det fremgaar endvidere af sagen, at kontrollen er foretaget systematisk ved at sammenligne forskellige dokumenter med hinanden og ved at undersoege de af de italienske myndigheder anvendte kriterier og fremgangsmaader.

21 Endelig skal det tilfoejes, som det fremgaar af skrivelsen af 22. september 1990 fra det italienske interventionsorgan paa landbrugsomraadet (herefter benaevnt "AIMA") til Kommissionen, at de italienske myndigheder selv har erkendt, at deres ansatte har konstateret undladelser, og at de havde haft problemer ved kontrollen af virksomhedernes regnskaber.

22 Af ovenstaaende foelger, at den kontrol, som Kommissionen har foretaget i de syv italienske regioner, som dette anbringende vedroerer, har vaeret systematisk, og at resultaterne deraf saaledes kunne anvendes generelt paa alle de kontrollerede regioner. Da der som anfoert i den foregaaende praemis hos de fleste virksomheder, herunder dem, som var kontrolleret af de italienske myndigheder selv, har vist sig at foreligge undladelser, er der nemlig ingen som helst grund til at gaa ud fra, at de ved kontrollen fastslaaede uregelmaessigheder ikke maatte vaere blevet begaaet i andre virksomheder i de paagaeldende regioner.

23 Da Kommissionen saaledes har fastslaaet uregelmaessigheder i de syv italienske regioner, hvor der er foretaget kontrol, paahviler det den italienske stat at godtgoere, at Kommissionen har taget fejl ved vurderingen af de dermed forbundne konsekvenser.

24 I den forbindelse skal det understreges, at Den Italienske Republik ikke ved blot at erklaere, at Kommissionens kontrol kun udgoer objektivt usikre indicier, hvoraf absolut intet kan udledes med hensyn til de af Italien afholdte betalinger, har godtgjort, at der foreligger en saadan fejl.

25 Det andet anbringende kan saaledes heller ikke tiltraedes.

Interventionstobakken

26 Raadets forordning (EOEF) nr. 1467/70 af 20. juli 1970 om fastsaettelse af visse almindelige regler for intervention inden for raatobaksektoren (EFT 1970 II, s. 432) bestemmer i artikel 5, at interventionsorganerne kun opkoeber tobak, der frembyder de mindste-kvalitetskendetegn, der vil vaere at fastlaegge paa grundlag af inddelingen i sorter og kvaliteter. Til gennemfoerelse af denne bestemmelse er der i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1727/70 af 25. august 1970 om gennemfoerelsesbestemmelserne for intervention inden for raatobaksektoren (EFT 1970 II, s. 521) i bilag II og III fastsat de paagaeldende mindste-kvalitetskendetegn og klassificering af de enkelte sorter af tobak efter kvalitet.

27 Under undersoegelser paa italienske lagre, hvor interventionsorganet har oplagt opkoebt tobak, har Kommissionen udtaget proever med henblik paa en kvalitetskontrol. Som det fremgaar af den af Kommissionen udarbejdede sammenfattende rapport, har disse undersoegelser vist, at store maengder interventionstobak ikke opfyldte de i forordning nr. 1727/70 foreskrevne mindste-kvalitetskendetegn. Endvidere viste visse andre partier sig ikke at hoere ind under den kategori, i hvilken de var klassificeret. Som foelge af disse resultater har Kommissionen for Italiens vedkommende foretaget en negativ finansiel korrektion til et beloeb af 1 544 528 324 LIT.

28 Den italienske regering er af den opfattelse, at denne korrektion er ulovlig, og den har for Domstolen nedlagt paastand om annullation heraf. Paastanden stoettes paa tre anbringender. For det foerste goeres det gaeldende, at de proever, der har foert til korrektionen, er udtaget, uden at proceduren i artikel 9 i forordning nr. 729/70, som fortolket af Domstolen i dom af 9. oktober 1990 (sag C-366/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3571), er overholdt. For det andet har de italienske myndigheder hele tiden gjort indsigelser mod Kommissionens fremgangsmaade og kontrolmetoder, samt mod de konklusioner, som Kommissionen drager af de foretagne undersoegelser og analyser af proeverne. I den forbindelse paaberaaber Italien sig navnlig, at de udtagne proever ikke er repraesentative, er opbevaret under daarlige forhold, og at Kommissionen naegter at tage hensyn til produkternes kvalitetsforringelse paa grund af aeldning. For det tredje har Kommissionens tjenestemaend ved undersoegelserne paa stedet i januar 1990 selv erkendt, at tobakkens kvalitet og klassificering var i overensstemmelse med faellesskabsretten. Den italienske regering henviser paa dette punkt til et moedereferat af 19. januar 1990.

29 Heroverfor goer Kommissionen for det foerste gaeldende, at udtagning og analyse af proever er sket i naervaerelse af repraesentanter fra AIMA, og at der under disse besoeg ikke blev ytret nogen som helst grundlaeggende indvending mod fremgangsmaaden, metoden eller kontrolresultaterne. Erklaeringer fra Kommissionens tjenestemaend, om at den af de italienske myndigheder foretagne kontrol er forloebet korrekt, er af Kommissionen straks blevet bestridt i en skrivelse af 27. februar 1990. Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at den ovennaevnte dom af 9. oktober 1990 i sagen Frankrig mod Kommissionen ikke kan anvendes i dette tilfaelde, idet den drejer sig om forholdet mellem Kommissionen og de af EUGFL begunstigede tredjelande og ikke det direkte forhold mellem Kommissionen og medlemsstaterne, som der er tale om i den foreliggende sag.

30 For at kunne traeffe afgoerelse vedroerende dette punkt skal det undersoeges, om Kommissionen har overtraadt sine befoejelser ved at foretage undersoegelser paa stedet og navnlig ved at udtage tobaksproever.

31 Det bemaerkes for det foerste, at i medfoer af forordning nr. 729/70 varetager Kommissionen kun en opgave, der supplerer medlemsstaternes opgave. Ifoelge den ottende betragtning til denne forordning kan der til supplering af den af medlemsstaterne paa eget initiativ gennemfoerte kontrol, der som hidtil er af den vaesentligste betydning, af Kommissionens tjenestemaend foretages undersoegelser, og Kommissionen skal kunne kraeve medlemsstaternes bistand (jf. ovennaevnte dom af 9.10.1990, Frankrig mod Kommissionen, praemis 20).

32 Den supplerende karakter af de to typer af kontrol foelger ligeledes af forordningens artikel 9, stk. 2, hvoraf fremgaar, at Kommissionens undersoegelser paa stedet har til formaal at fastslaa rigtigheden af de af medlemsstaten gennemfoerte kontrolforanstaltninger.

33 Endvidere foelger det af hele det i artikel 9 fastlagte kontrolsystem, at saafremt det eventuelt viser sig noedvendigt at udtage og undersoege proever, skal dette i princippet udfoeres af medlemsstaten, enten paa eget initiativ som led i det ansvar, den har faaet paalagt i henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 729/70, eller efter anmodning fra Kommissionen i henhold til forordningens artikel 9, stk. 2, tredje afsnit. Under de omstaendigheder, der er omhandlet i det fjerde afsnit i samme bestemmelse, kan Kommissionen dog beslutte at foretage visse andre revisioner eller undersoegelser, herunder udtagning af proever paa stedet. Medlemsstaterne skal dog i saa fald i forvejen vaere indforstaaet med denne kontrol, og den skal finde sted i naervaerelse af repraesentanter for de paagaeldende nationale myndigheder. Artikel 9 i forordning nr. 729/70 giver nemlig ikke Kommissionen bemyndigelse til at fastsaette de naermere regler for sin indgriben og heller ikke til at udtage proever i tilfaelde af, at den optraeder uafhaengigt af medlemsstaterne. Endvidere paalaegger traktatens artikel 5 i et tilfaelde som det foreliggende Kommissionen at samarbejde med de kompetente nationale myndigheder.

34 I det foreliggende tilfaelde skal det for det foerste slaas fast, at Kommissionens ansatte altid har udtaget proeverne i naervaerelse af repraesentanter for de italienske myndigheder, og for det andet, at de forskellige indsigelser vedroerende manglende omhu ved emballeringen og transporten af proeverne, samt med hensyn til tobakkens kvalitetsforringelse paa grund af oplaegning i for lang tid paa de italienske lagre, er blevet undersoegt af Kommissionen i forskellige skrivelser samt under et moede med de italienske myndigheder den 9. januar 1991.

35 Med hensyn til den omstaendighed, at de af Kommissionen udtagne proever ikke er repraesentative, skal der endvidere henvises til, at Den Italienske Republik ikke har paavist, at der er taget for faa proever til at kunne berettige den finansielle korrektion. Saafremt Kommissionen fremlaegger oplysninger, der skaber alvorlig tvivl om rigtigheden af de af en medlemsstat foretagne beregninger, paahviler det medlemsstaten at skaffe fyldestgoerende beviser til at fjerne denne tvivl. I det foreliggende tilfaelde maa det fastslaas, at Den Italienske ikke har foert dette bevis.

36 Med hensyn til den i moedereferatet af 19. januar 1990 affattede erklaering fra Kommissionens ansatte om, at der ikke var opdaget nogen uregelmaessigheder under kontrollerne, hvilken erklaering senere er blevet bestridt af Kommissionens tjenestegrene, skal det paapeges, at Kommissionen i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 729/70 foerst ved afslutningen af aarsregnskaberne kan give udtryk for, hvad den mener om medlemsstaternes interventioner i forbindelse med EUGFL' s aktiviteter.

37 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at den italienske regerings anbringende ikke kan tiltraedes.

Interventionsolivenolien

38 Med hensyn til dette punkt goer den italienske regering to anbringender gaeldende. I det foerste anbringende henviser den til resultaterne af en undersoegelse, som Kommissionen har foretaget vedroerende regnskabsaaret 1988, og hvoraf det fremgik, at en stor del af den olivenolie, som var blevet oplagret i dette aar, var af ringere kvalitet end anmeldt ved interventionen. Da Domstolen i dommen af 10. oktober 1991 (forenede sager C-161/90 og C-162/90, Petruzzi og Longo, Sml. I, s. 4845) fastslog, at Kommissionens efterfoelgende kontrol var korrekt, har Den Italienske Republik frafaldet dette anbringende.

39 Ikke desto mindre anfoerte Den Italienske Republik under den mundtlige forhandling, at den efter ovennaevnte dom havde anmodet Kommissionen ° uden at goere dens beslutning til genstand for nogen droeftelse ° om tilladelse til, at de italienske interventionsorganer i hvert fald kunne saelge den omtvistede olie paa deres egne betingelser. Kommissionen gav ikke tilladelse hertil, og dette medfoerte, at de italienske interventionsorganer opnaaede en mindre fortjeneste. I forbindelse med denne sag har Den Italienske Republik nedlagt paastand om, at Kommissionen godtgoer dette indtaegtstab.

40 Det bemaerkes, at dette anbringende foerst er gjort gaeldende under den mundtlige forhandling. Ifoelge procesreglementets artikel 42, stk. 2, foerste afsnit, maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Da dette ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag, kan dette foerste anbringende ikke tiltraedes.

41 I det andet anbringende henviser den italienske regering til de korrektioner, som Kommissionen har foretaget i den af Italien indsendte opgoerelse over de opkoebte maengder interventionsolivenolie i produktionsaarene 1983-1987. Paa grundlag af oplysninger, der var indhentet ved en saakaldt "Assitol-undersoegelse", havde Kommissionen fastslaaet, at kvaliteten af en stor del af denne olie ikke stemte overens med den anmeldte kvalitet. Derfor havde den aendret de af Den Italienske Republik indsendte tal i nedadgaaende retning.

42 Ifoelge den italienske regering var Assitol-undersoegelsen blevet udfoert af den italienske olivenolieindustri og derefter uden nogen kontrol blevet overtaget af Kommissionen. Denne undersoegelse boer saaledes ikke traede i stedet for de af Den Italienske Republik meddelte oplysninger, der er i overensstemmelse med de faellesskabsretlige bestemmelser, og som er resultat af regelmaessigt gennemfoerte kontroller foretaget af anerkendte laboratorier. Disse oplysninger bekraeftes endvidere af toldvaesenets undersoegelser ved udfoersel af den paagaeldende olie samt af de opnaaede priser ved salget. De stemmer nemlig overens med den angivne kvalitet. Endelig har Kommissionen ved udtagningen af proever overskredet sine befoejelser i henhold til forordning nr. 729/70.

43 Kommissionen har over for denne argumentation anfoert, at den ganske vist foerst havde modtaget en klage fra Assitol, men derefter havde indledt en selvstaendig undersoegelse og lod proeverne undersoege af uafhaengige laboratorier.

44 Med hensyn til spoergsmaalet, om Kommissionen har bemyndigelse til at udtage proever, er det tilstraekkeligt at henvise til praemis 33 i denne dom.

45 Med hensyn til den italienske regerings oevrige anbringender fremgaar det af sagen, at Kommissionen ved korrektionen af de af Den Italienske Republik indsendte regnskaber har taget udgangspunkt i en af Kommissionens egne tjenestegrene foretagen undersoegelse, som er tilstraekkelig objektiv og repraesentativ. Endvidere skal det understreges, at den italienske regering ikke for Domstolen har fremlagt noget som helst bevis vedroerende salgspriserne eller revisioner udfoert af de italienske toldmyndigheder. Den har heller ikke godtgjort, at disse oplysninger er meddelt Kommissionen.

46 Derfor maa det fastslaas, at den italienske regering ikke har godtgjort svaghederne i den af Kommissionen gennemfoerte undersoegelse eller de af den italienske regering paaberaabte faktiske omstaendigheder vedroerende salgspriserne og gunstige toldkontroller.

47 Dette anbringende kan derfor heller ikke tiltraedes.

Stoette til forarbejdning af sojaboenner

48 Saavel i Raadets forordning (EOEF) nr. 1491/85 af 23. maj 1985 om fastsaettelse af saerlige foranstaltninger for sojaboenner (EFT L 151, s. 15) som i Raadets forordning (EOEF) nr. 2194/85 af 25. juli 1985 om fastsaettelse af almindelige regler vedroerende saerlige foranstaltninger for sojaboenner (EFT L 204, s. 1) er der fastsat bestemmelser om stoette til produktion af soja i Faellesskabet. Udbetalingen af denne stoette og kontrollen med tildelingen deraf paahviler medlemsstaterne (artikel 2 i forordning nr. 1491/85 og artikel 6 i forordning nr. 2194/85).

49 Ifoelge den sammenfattende rapport bestod Kommissionens fremgangsmaade i den foerste fase i kontrol hos omkring 400 vilkaarligt udvalgte virksomheder, og i den anden fase af en undersoegelse af kontrolprocedurerne i de forskellige beroerte offentlige organer og af arbejdsgangen i en forarbejdningsvirksomhed. Af denne undersoegelse fremgaar, at den af de italienske myndigheder gennemfoerte kontrol var utilstraekkelig, at det ikke kunne fastslaas, om stoetteansoegningerne drejede sig om eller ikke drejede sig om boenner med oprindelse i Faellesskabet, og at de italienske myndigheder hverken i hoestcentrene eller i oplagringscentrene havde foretaget uanmeldt kontrol. Endvidere fremgik det, at det italienske toldvaesen ikke havde kendskab til de indfoerte sojaboenners bestemmelsessted, og at AIMA ikke vidste noejagtigt, hvor mange hoestcentre der var.

50 I anledning af disse forskellige resultater nedsatte Kommissionen den stoette, der skulle afholdes af EUGFL, vaesentligt. Efter en droeftelse med repraesentanter for den italienske administration besluttede Kommissionen alligevel kun at gennemfoere en finansiel korrektion paa 38 034 266 760 LIT, hvilket svarer til 5% af de italienske udgifter.

51 Den italienske regering har fremfoert forskellige indsigelser mod de af Kommissionen anvendte kontrolmetoder. For det foerste understreger den, at Kommissionens indvendinger hviler paa et generelt indtryk og ikke paa saerlige beviser. For det andet fremgaar det af den omstaendighed, at Kommissionen efter moedet med de italienske tjenestemaend har begraenset den oprindeligt af Kommissionen oenskede nedsaettelse, at Kommissionens argumenter slet ikke er overbevisende, og at den egentlig ikke har opdaget nogen vaesentlige uregelmaessigheder. For det tredje kan Italien, da der ikke er opdaget nogen faktisk uregelmaessighed, ikke kraeve tilbagebetaling af den uretmaessigt til de begunstigede udbetalte stoette. For det fjerde viser det sig, at der er visse huller i Faellesskabets kontrolsystem, saaledes at det blev ekstra vanskeligt for Italien at gennemfoere kontrolforanstaltninger.

52 I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at den af Kommissionen indfoerte ordning med hensyn til undersoegelser og kontrol paa stedet, som beskrevet i punkt 37 i generaladvokatens forslag til afgoerelse, i modsaetning til hvad den italienske regering haevder, opfylder de noedvendige mindstekrav med hensyn til at vaere objektiv og repraesentativ.

53 Som generaladvokaten med rette har anfoert, betyder den omstaendighed, at Kommissionen har nedsat den oprindeligt fastsatte finansielle korrektion til 5% af Italiens udgifter, endvidere paa ingen maade, at denne korrektion ikke er berettiget. Tvaertimod giver resultaterne af Kommissionens undersoegelse og kontrol i de italienske virksomheder tilstraekkelig anledning dertil. Italien er i oevrigt ikke fremkommet med ét eneste serioest argument, der giver anledning til berettiget tvivl paa dette punkt.

54 Argumentet om, at det i praksis vil vaere umuligt for Italien at kraeve tilbagebetaling af den med urette udbetalte stoette, fordi Kommissionen ikke har godtgjort, at der er sket alvorlige uregelmaessigheder ved ydelsen af stoetten, kan af to grunde ikke tiltraedes.

55 For det foerste fremgaar det af de undersoegelser, som Kommissionen har foretaget, at de italienske myndigheder ikke har foert kontrol med den stoette, de har udbetalt. Da dette kan foere til vaesentlige uregelmaessigheder, er Kommissionen berettiget til i en sag som den foreliggende ikke at anerkende bestemte udgifter, som vedkommende medlemsstat har afholdt (jf. dom af 12.6.1990, sag C-8/88, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2321, praemis 21).

56 For det andet, som det allerede er fastslaaet af Domstolen, foelger forpligtelsen for medlemsstaterne til at tilbagesoege beloeb, der er udbetalt med urette til de erhvervsdrivende i forbindelse med ydelse af stoette fra EUGFL, af artikel 8 i forordning nr. 729/70. Denne bestemmelse anses, for saa vidt angaar finansieringen af den faelles landbrugspolitik, for at vaere gennemfoerelsen af den almindelige forpligtelse til at udvise omhu, som er fastsat ved EOEF-traktatens artikel 5. Artikel 8, stk. 1, paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til at tilbagesoege beloeb, der er udbetalt med urette paa grund af uregelmaessigheder eller forsoemmelser (jf. dom af 11.10.1990, sag C-34/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3603, og af 21.2.1991, sag C-28/89, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 581, praemis 31). Endvidere bestemmes det i artikel 8, stk. 2, for det tilfaelde at beloebene ikke tilbagebetales fuldt ud, at medlemsstaterne maa baere de finansielle foelger af uregelmaessigheder eller forsoemmelser, som medlemsstaternes myndigheder eller organer kan goeres ansvarlige for.

57 Eftersom det i det foreliggende tilfaelde er ubestridt, at den kontrolordning, som de italienske myndigheder havde indfoert, ikke var tilstraekkelig effektiv ° hvilket de italienske myndigheder selv erkender ° kan den italienske regerings anbringender saaledes ikke tiltraedes. Den omstaendighed, at der i de paagaeldende faellesskabsbestemmelser findes huller, aendrer ikke herved.

58 Af ovenstaaende foelger, at den italienske regerings anbringender paa dette punkt heller ikke kan tiltraedes.

Produktionsstoette til haard hvede

59 Artikel 10 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2727/75 af 29. oktober 1975 om den faelles markedsordning for korn (EFT L 281, s. 1) fastsaetter en stoette til produktionen af haard hvede, naar den interventionspris, der gaelder for handelscentret i omraadet med det stoerste overskud, ligger under den garanterede minimumspris. Denne bestemmelse er gennemfoert i Raadets forordning (EOEF) nr. 3103/76 af 16. december 1976 om stoette til haard hvede (EFT L 351, s. 1).

60 I 1986 fandt Kommissionen ved afslutningen af regnskaberne for regnskabsaaret 1984, at der ikke var overensstemmelse mellem de faktisk dyrkede arealer og de arealer, for hvilke der blev ydet stoette i Italien. Derfor anmodede Kommissionen ved skrivelse af 12. juni 1987 de italienske myndigheder om at indlede en administrativ undersoegelse for at kontrollere oplysningerne om de arealer, der var bestemt til dyrkning af haard hvede, og som kunne faa udbetalt stoette fra Faellesskabet.

61 Denne anmodning blev fremsat i henhold til artikel 6 i Raadets forordning (EOEF) nr. 283/72 af 7. februar 1972 om uregelmaessigheder og tilbagebetaling af beloeb, der uberettiget er udbetalt inden for rammerne af finansieringen af den faelles landbrugspolitik samt om oprettelse af et informationssystem paa dette omraade (EFT 1972 I, s. 85). Stk. 1 i denne bestemmelse lyder saaledes: "Skoenner Kommissionen, at der i en eller flere medlemsstater er forekommet uregelmaessigheder eller forsoemmelser, meddeler den dette til den eller de paagaeldende medlemsstater, som paa administrativt plan indleder en undersoegelse, i hvilken tjenestemaend fra Kommissionen kan deltage".

62 Det fremgaar af sagen, at den undersoegelse, Kommissionen anmodede om, blev udfoert i august og september 1987 af italienske sagkyndige ledsaget af tjenestemaend fra Faellesskabet. Resultaterne heraf blev meddelt Kommissionen i en skrivelse af 8. januar 1988.

63 I en skrivelse af 8. marts 1989 forkastede Kommissionen de italienske myndigheders konklusioner, og den foreslog en finansiel korrektion paa grundlag af ekstrapolation af de uregelmaessigheder, der var konstateret i alle italienske regioner, der modtog stoette. Efter forskellige droeftelser med de italienske myndigheder nedsatte Kommissionen ved skrivelse af 19. november 1989 den oprindeligt fastsatte korrektion til et beloeb paa 67 500 305 800 LIT. Af rimelighedshensyn var den nemlig villig til at tage hensyn til de betalinger, der var foretaget, inden undersoegelsen begyndte, dvs. de betalinger der vedroerte aarene 1984 og 1985 (jf. Kommissionens skrivelse af 19.11.1990).

64 Trods denne nedsaettelse anfaegtede Italien af forskellige grunde den korrektion, som Kommissionen havde truffet endelig beslutning om. Den foerste grund var det rimelighedshensyn, hvorefter Kommissionen saa bort fra korrektioner for de betalinger, der allerede var foretaget inden aarets begyndelse (dvs. dem, der vedroerte aarene 1984 og 1985), samt for betalinger vedroerende 1986, da ogsaa disse betalinger var foretaget inden undersoegelsens begyndelse. I henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2835/77 af 19. december 1977 om naermere bestemmelser for stoette til haard hvede (EFT L 327, s. 9) skal denne stoette nemlig udbetales inden den 30. april i det paa produktionsaaret foelgende aar. I henhold til italiensk lovgivning udbetales stoetten hvert aar inden den 5. april.

65 Den anden raekke af anbringender vedroerer betalingerne for de foelgende aar. For det foerste, selv om Italien havde oensket det, ville Italien ikke have kunnet standse udbetalingen af stoetten, foer Kommissionen havde meddelt Italien resultaterne af undersoegelsen, uden at faellesskabslovgivningen blev tilsidesat. For det andet kan resultaterne af undersoegelsen ikke uden videre udvides til ogsaa at omfatte andre italienske kornomraader og andre regnskabsaar. For det tredje har de italienske myndigheder ikke faaet underretning fra Kommissionen om formaalet med undersoegelsen, og da Italien mente, at det kun drejede sig om kontrol af statistikkerne, foretog det kun i begraenset omfang en kontrol. Saafremt Italien havde kendt Kommissionens sande hensigter, ville det have omgivet undersoegelsen med stoerre sikkerhed. For det fjerde er Italien af den opfattelse, at der er forloebet saa lang tid fra resultaterne af undersoegelsen blev fremsendt til Kommissionen, til denne gav svar derpaa, at de italienske myndigheder maatte antage, at udbetalingernes lovlighed ikke ville blive draget i tvivl. Endelig bestrider Italien den af Kommissionen fastsatte procentsats for uregelmaessighederne. Af undersoegelsen fremgik nemlig, at 8% af den udbetalte stoette ° og ikke 12% som Kommissionen anfoerer ° var tvivlsom. Disse resultater er ikke bestridt af Kommissionen.

66 I besvarelse af disse anbringender anfoerer Kommissionen indledningsvis, at den ikke var forpligtet til at anerkende de uretmaessige betalinger, som var foretaget af de italienske myndigheder. I forbindelse med den foreliggende sag kan de beroerte parter derfor absolut ikke paaberaabe sig velerhvervede rettigheder, retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Derefter understreger Kommissionen, at den har skullet bruge et aar til et grundigt studium af undersoegelsens resultater. Paa grundlag heraf er den kommet til den konklusion, at det italienske kontrolsystem er behaeftet med mangler. Den af Kommissionen anvendte ekstrapolationsmetode er den bedste loesning for medlemsstaten, for ellers skulle der gives afslag paa alle udgifter, der var foretaget uden den fornoedne kontrol. Endelig har Italien selv indsamlet og kontrolleret oplysningerne i undersoegelsen og kan saaledes ikke nu klage over dem.

67 I den forbindelse skal det understreges, at for finansieringen gennem EUGFL af udgifter afholdt af de nationale myndigheder gaelder der den regel, at kun de udgifter, der er afholdt i overensstemmelse med faellesskabsbestemmelserne, kan afholdes gennem Faellesskabets budget. Saa snart Kommissionen derfor opdager, at en medlemsstat har tilsidesat faellesskabsbestemmelser ved udbetalingen, har den pligt til at korrigere de indsendte regnskaber. Naar Kommissionen i et forudgaaende regnskabsaar ikke har foretaget korrektioner, men har tolereret uregelmaessighederne af rimelighedshensyn, giver det ikke den paagaeldende medlemsstat ret til under henvisning til retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at kraeve, at det samme sker med hensyn til uregelmaessighederne i det foelgende regnskabsaar.

68 Ogsaa med hensyn til de betalinger, der er foretaget efter begyndelsen af undersoegelsen, skal indsigelserne mod formaalet med den undersoegelse, som Kommissionen har anmodet om, afvises. Det fremgaar nemlig af ordlyden af artikel 6 i forordning nr. 283/72, at en saadan undersoegelse tilsigter at opspore eventuelle uregelmaessigheder. Kritikken af ekstrapolationsmetoden er heller ikke relevant, da Italien kendte formaalet med undersoegelsen. Italien kunne saaledes selv afgoere, hvor intensiv undersoegelsen skulle vaere.

69 Anbringendet om, at Kommissionen ikke har svaret i tide, kan heller ikke tiltraedes. Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 27.1.1988, sag 349/85, Danmark mod Kommissionen, Sml. s. 169) kan den i artikel 5, stk. 2, litra b), i forordning nr. 729/70 fastsatte frist for beslutninger om afslutning af regnskaber i forbindelse med de af EUGFL afholdte udgifter, da der ikke er knyttet nogen sanktioner til en manglende overholdelse af denne frist, kun anses som en ordensforskrift, medmindre en medlemsstats interesser herved kraenkes. Kommissionen kan saaledes ikke goeres ansvarlig, naar en saadan frist ° selv om den er meget lang ° er udloebet, medmindre det godtgoeres, at den har udvist forsoemmelse. I det foreliggende tilfaelde har Den Italienske Republik ikke godtgjort, at der foreligger en saadan forsoemmelse.

70 Endelig anfoerer den italienske regering, at de konklusioner, som de italienske myndigheder har draget af undersoegelsen, maa anses for gyldige, saa laenge Kommissionen ikke har godtgjort det modsatte. Svaret herpaa er, at det for at kunne vende bevisbyrden om er tilstraekkeligt, at der hos Kommissionen er opstaaet alvorlig tvivl om rigtigheden af de oplysninger, som medlemsstaten har givet i forbindelse med afslutningen af EUGFL-regnskaberne.

71 Selv om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde ikke har godtgjort, at de konklusioner, som de italienske myndigheder har draget af undersoegelsen, ikke er rigtige, skal det alligevel fastslaas, at der eksisterer en alvorlig tvivl. Under disse omstaendigheder skal Italien godtgoere, at Kommissionens beregninger indeholder fejl. Dette bevis er ikke blevet foert, og derfor kan heller ikke dette anbringende tiltraedes.

Sagens omkostninger

72 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen til at betale sagens omkostninger. Da Den Italienske Republik har tabt sagen, doemmes den til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.