61990J0362

++++

Traktatbrudssag - traktatbruddet ophoert foer udloebet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist - afvisning

(EOEF-traktaten, art. 169, stk. 2)

I henhold til traktatens artikel 169, stk. 2, kan en traktatbrudssag kun indbringes for Domstolen, saafremt den paagaeldende medlemsstat ikke har rettet sig efter den begrundede udtalelse inden for den frist, Kommissionen har fastsat. En traktatbrudssag maa derfor afvises, saafremt det paastaaede traktatbrud - som har faaet virkninger, uden at Kommissionen har taget alle midler, den har til raadighed, i brug for at afvaerge det - ikke laengere forelaa ved udloebet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. december 1990 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Italienske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af Raadets direktiv 77/62/EOEF af 21. december 1976 om samordning af fremgangsmaaderne ved offentlige indkoeb (EFT 1977 L 13, s. 1), idet Unità Sanitaria locale XI - Genova 2 (herefter benaevnt "USL"), har kraevet, at 50% af det minimumsbeloeb i leveringer gennemfoert i loebet af de sidste tre aar, som kraeves for at kunne deltage i en offentlig indkoebsaftale, skal vedroere leveringer til offentlige myndigheder.

2 USL havde i Gazzetta ufficiale della Repubblica italiana, parte II, no. 238, af 10. oktober 1988 indrykket en udbudsbekendtgoerelse om levering af en raekke produkter, herunder fersk oksekoed, til et beloeb af 5 800 000 000 LIT. I bekendtgoerelsen blev der stillet den betingelse for deltagelse, at de potentielle tilbudsgivere i loebet af de sidste tre aar (1985, 1986 og 1987) havde leveret produkter af samme art til et beloeb svarende til mindst seks gange vaerdien af hver af de leveringer, de ville afgive bud paa, idet 50% af dette beloeb skulle vedroere leveringer til offentlige myndigheder.

3 Kommissionen fandt, at denne betingelse om, at 50% af leveringerne skulle vaere sket til offentlige myndigheder, var i strid med artikel 23 i direktiv 77/62, der maa antages at indeholde en udtoemmende opregning af de bevismidler, de ordregivende myndigheder kan kraeve anvendt som dokumentation for leverandoerernes tekniske formaaen, og at denne betingelse i medfoer af samme direktivs artikel 14, litra d), saaledes ikke maatte medtages i USL' s udbudsbekendtgoerelse.

4 I overensstemmelse med traktatens artikel 169 gav Kommissionen ved skrivelse af 10. februar 1989 den italienske regering en frist paa 15 dage til at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende den paastaaede overtraedelse. Da Kommissionen ikke skoennede, at de forklaringer, den italienske regering havde tilstillet den ved skrivelse af 30. juni 1989, var tilfredsstillende, opfordrede den ved begrundet udtalelse af 27. marts 1990 Den Italienske Republik til at traeffe de foranstaltninger, der var noedvendige for at rette sig efter udtalelsen inden for en frist af fjorten dage fra meddelelsen af udtalelsen.

5 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

6 Den italienske regering har i sit svarskrift gjort gaeldende, at Kommissionens sagsanlaeg ikke tjener noget formaal, da alle retsvirkninger af den leveringsaftale, der blev indgaaet efter udbuddet for 1989, var udtoemt den 31. december 1989, og da udbudsbekendtgoerelserne for 1990 og 1991, der blev offentliggjort i EF-Tidende S 213 af 4. november 1989 og S 216 af 3. november 1990, ikke indeholdt den omtvistede betingelse. Derfor har den italienske regering anmodet Kommissionen om at haeve sagen og opfordret Domstolen til at frifinde den, dersom Kommissionen fortsaetter sagen. Den italienske regering har i sin duplik tilfoejet, at den paastaaede overtraedelse var ophoert endog foer udloebet af den frist paa fjorten dage, som Kommissionen havde givet den i sin begrundede udtalelse af 27. marts 1990. Samtidig har den italienske regering paastaaet sagen afvist, da Kommissionen har afslaaet at haeve sagen.

7 Kommissionen har i sin replik bestridt, at sagen ikke tjener noget formaal, for saa vidt som det - i betragtning af den italienske regerings indsigelser vedroerende sagens realitet - paa ingen maade er godtgjort, at den omtvistede betingelse ikke i fremtiden vil blive medtaget i en anden udbudsbekendtgoerelse. Under retsmoedet har Kommissionen desuden anfoert, at den havde afgivet en foerste begrundet udtalelse den 17. august 1989, og at den kun afgav den begrundede udtalelse af 27. marts 1990 for at tage hensyn til den italienske regerings svar paa aabningsskrivelsen. Dette svar havde Kommissionen modtaget den 6. juli 1989.

8 Det maa indledningsvis fastslaas, at den omstaendighed, at den italienske regering foerst i duplikken formelt har paastaaet sagen afvist, ikke kan forhindre Domstolen i at tage stilling til, om sagen kan antages til realitetsbehandling. Faktisk er den italienske regerings argumenter i denne forbindelse allerede blevet fremfoert i dens svarskrift, hvori den formelt nedlagde paastand om frifindelse. Kommissionen har saaledes haft mulighed for at besvare argumenterne i sin replik. I oevrigt kan Domstolen under alle omstaendigheder af egen drift proeve, om de i traktatens artikel 169 fastsatte betingelser for at anlaegge traktatbrudssag er opfyldt.

9 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at det fremgaar af selve ordlyden af traktatens artikel 169, stk. 2, at Kommissionen kun kan indbringe sagen for Domstolen, saafremt den paagaeldende medlemsstat ikke har rettet sig efter den begrundede udtalelse inden for den frist, Kommissionen har fastsat herfor.

10 For det andet bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis er formaalet med en sag anlagt i medfoer af artikel 169 at opnaa dom for, at vedkommende medlemsstat har undladt at opfylde de forpligtelser, der paahviler den i medfoer af traktaten, og at den ikke har bragt dette traktatbrud til ophoer inden for den i Kommissionens begrundede udtalelse fastsatte frist (dom af 13.12.1990, sag C-347/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 4747, praemis 40). Endvidere har Domstolen til stadighed udtalt, at spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, maa vurderes paa baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udloebet af fristen ifoelge den begrundede udtalelse (dom af 27.11.1990, sag C-200/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 4299, praemis 13).

11 I den foreliggende sag bestrides det for det foerste ikke, at alle retsvirkninger af den paagaeldende udbudsbekendtgoerelse var udtoemt den 31. december 1989, dvs. endog foer fremsaettelsen af den begrundede udtalelse af 27. marts 1990. For det andet indeholdt udbudsbekendtgoerelserne for 1990 og 1991, der blev offentliggjort henholdsvis den 4. november 1989, dvs. foer fremsaettelsen af den begrundede udtalelse, og den 3. november 1990, dvs. foer anlaeggelsen af denne sag, ikke laengere den omtvistede betingelse.

12 Det maa endvidere fastslaas, at Kommissionen ikke har handlet rettidigt for ved hjaelp af de procedurer, den har til raadighed, at afvaerge, at det paastaaede traktatbrud fik virkninger, og at den ikke engang har paaberaabt sig, at der forelaa omstaendigheder, som ville have forhindret den i at bringe den i traktatens artikel 169 fastsatte administrative procedure til afslutning, foer traktatbruddet var bragt til ophoer. Den omstaendighed, som blev naevnt under retsmoedet, at Kommissionen allerede fremsatte en foerste begrundet udtalelse den 17. august 1989, er i denne forbindelse uden betydning, da den ikke er omtalt under retsforhandlingerne, og da staevningen ikke bygger paa den. I oevrigt udgoer den naevnte omstaendighed ikke en retlig eller faktisk omstaendighed, som er kommet frem under retsforhandlingerne, jf. procesreglementets artikel 42, stk. 2, saaledes at ethvert anbringende, der stoettes paa den, maa betragtes som fremfoert for sent og derfor maa afvises.

13 Heraf fremgaar, at det paastaaede traktatbrud ikke laengere forelaa ved udloebet af den frist, der var fastsat i Kommissionens begrundede udtalelse af 27. marts 1990. Derfor boer den af Kommissionen anlagte sag afvises.

Sagens omkostninger

14 I henhold til artikel 69, stk. 2, i procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Kommissionen har tabt sagen og tilpligtes derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagen afvises.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.