61988J0213

++++

1. Annullationssoegsmaal - akter der kan vaere genstand for soegsmaal - akter der fremkalder retsvirkninger - parlamentsbeslutning vedroerende institutionernes hjemsted og Europa-Parlamentets hovedarbejdssted

(EOEF-Traktaten, art. 173; Parlamentets beslutning af 18.1.1989)

2. Europaeiske Faellesskaber - institutionernes hjemsted - fastlaeggelse - medlemsstaternes kompetence - Parlamentets befoejelse til at tilrettelaegge arbejdet internt - betingelser for udoevelsen - forpligtelse til indbyrdes at respektere kompetencerne - omfang

(EKSF-Traktaten, art. 25; EOEF-Traktaten, art. 5 og 142; Euratom-Traktaten, art. 112)

3. Europaeiske Faellesskaber - institutionernes hjemsted - Parlamentets opretholdelse af de noedvendige faciliteter paa de forskellige arbejdssteder - betingelser

(EKSF-Traktaten, art. 25; EOEF-Traktaten, art. 5 og 142; Euratom-Traktaten, art. 112; afgoerelse truffet af repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer af 8.4.1965, art. 4)

4. Parlamentet - befoejelse til at tilrettelaegge arbejdet internt - fastlaeggelse af Europa-Parlamentets informationspolitik - skoensmargen

5. Parlamentet - befoejelse til at tilrettelaegge arbejdet internt - fastlaeggelse af behovet for personale og lokaler paa Europa-Parlamentets forskellige arbejdssteder - skoensmargen

(Parlamentets beslutning af 18.1.1989)

1. Ved afgoerelsen af, om en af en institution udstedt retsakt kan goeres til genstand for soegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 173, skal der snarere tages hensyn til retsaktens indhold end til dens form og gennemfoeres en undersoegelse af, om akten tilsigter at skabe retsvirkninger.

Europa-Parlamentets beslutning om institutionernes hjemsted og Europa-Parlamentets hovedarbejdssted, der blev vedtaget den 18. januar 1989, udgoer en retsakt, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal. Denne beslutning, der angiver det personale, hvis tilstedevaerelse i Bruxelles er noedvendig, og paalaegger Parlamentets kompetente organer at traeffe alle noedvendige skridt for at gennemfoere den, har nemlig karakter af en afgoerelse, og dennes virkninger ville kunne beroere de garantier, der for Storhertugdoemmet Luxembourg foelger af akterne vedroerende Parlamentets hjemsted og arbejdssteder.

2. Parlamentet kan i henhold til den befoejelse til at tilrettelaegge sit arbejde internt, der er tillagt det ved EKSF-Traktatens artikel 25, EOEF-Traktatens artikel 142 og Euratom-Traktatens artikel 112, traeffe egnede foranstaltninger til at sikre en god afvikling af dets arbejde og procedurer, men dets vedtagelser skal i overensstemmelse med grundreglen om medlemsstaternes og faellesskabsinstitutionernes gensidige forpligtelse til loyalt samarbejde, jf. EOEF-Traktatens artikel 5, respektere medlemsstaternes regeringers kompetence til at fastlaegge institutionernes hjemsted, saavel som de afgoerelser, der allerede midlertidigt er truffet herom i mellemtiden.

Det staar vel fast, at medlemsstaternes regeringer stadig ikke har opfyldt deres forpligtelse til endeligt at fastlaegge institutionernes hjemsted, men heraf foelger imidlertid ikke, at Parlamentets skoen ved udoevelsen af dets befoejelser til at tilrettelaegge det interne arbejde udvides.

3. Parlamentet maa paa de andre arbejdssteder end det, hvor sekretariatet er placeret, kunne opretholde den infrastruktur, der er noedvendig for udfoerelsen af de opgaver, der ifoelge Traktaterne er tildelt det.

Imidlertid er enhver beslutning om helt eller delvis, retligt eller faktisk at overflytte Parlamentets Generalsekretariat eller tjenester i strid med artikel 4 i medlemsstaternes regeringers afgoerelse vedroerende den foreloebige placering af visse af Faellesskabernes institutioner og tjenester og de garantier, som afgoerelsen skulle sikre Storhertugdoemmet Luxembourg.

4. Det tilkommer hver enkelt institution under overholdelse af de begraensninger, der er fastlagt i faellesskabsretten, at fastlaegge de metoder, fremgangsmaader og midler, den oensker at benytte i sin informationspolitik. Imidlertid paanoeder forpligtelsen til at holde offentligheden underrettet om en institutions virksomhed sig saa meget mere, som der er tale om et parlament, der er valgt ved almindelige direkte valg, og som paa vegne af vaelgerne deltager i lovgivningsproceduren.

Da de opgaver, der er betroet Parlamentets Centrale Pressekontor, klart har tilknytning til Parlamentets politiske virksomhed i Bruxelles, hvor et stort antal journalister er akkrediteret, er en styrkelse af denne pressetjeneste i denne by ikke en foranstaltning, hvormed Parlamentet har overskredet den skoensmargen, det har ved udoevelsen af befoejelsen til at tilrettelaegge arbejdet internt.

5. Det tilkommer Parlamentet at afgoere, om det er noedvendigt at have raadighed over det personale, der kraeves til udfoerelsen af Europa-Parlamentets opgaver i Bruxelles, og de ved Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 1989 bestemte overfoersler af personale til udfoerelse af opgaver i forbindelse med udvalgenes og de politiske gruppers virksomhed, informationsvirksomhed samt undersoegelser og forskning udgoer derfor ikke en overskridelse af det skoen, Parlamentet har i henhold til sine befoejelser til at tilrettelaegge arbejdet internt. Paa samme maade forholder det sig med de afgoerelser paa bygningsomraadet, der eventuelt vil kunne vaere en foelge af beslutningerne om overfoersler.

1 Ved to staevninger, indgivet til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 1. august 1988 og den 16. februar 1989, har Storhertugdoemmet Luxembourg i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 31 og 38, EOEF-Traktatens artikel 173 og Euratom-Traktatens artikel 146 anlagt sag med paastand om annullation af Europa-Parlamentets Praesidiums afgoerelse af 1. og 2. juni 1988 - vedroerende Informations- og Pressetjenesten i Bruxelles - og samme Praesidiums afgoerelse af 15. juni 1988 med titlen "Notat med en oversigt paa mellemlang sigt over Europa-Parlamentets aktiviteter paa de tre saedvanlige arbejdssteder" (sag C-213/88) samt af Europa-Parlamentets beslutning af 18. januar 1989 om institutionernes hjemsted og Europa-Parlamentets hovedarbejdssted (EFT C 47, s. 88) (sag C-39/89).

Sag C-213/88

2 Parlamentets Praesidiums afgoerelse af 1. og 2. juni 1988 blev vedtaget paa grundlag af en rapport fra Parlamentets generalsekretaer, der blev behandlet den 15. og 17. december 1987, og hvorefter der efter anmodning fra det udvidede Praesidium skulle traeffes foranstaltninger for at styrke Informations- og Pressetjenesten i Bruxelles. Afgoerelsen bestaar af flere dokumenter.

3 Af en udskrift af moedeprotokollen fra Parlamentets Praesidiums moede den 1. juni 1988, der baerer overskriften "Informations- og Pressetjenesten i Bruxelles" (dok. PE 122.508/Praes.), fremgaar, at Praesidiet tog rapporten af 19. maj 1988 fra ad hoc-gruppen om information om "Styrkelse af Informationstjenesten i Bruxelles" (PE 122.503/Praes.) til efterretning, gav udtryk for sin tilslutning til de i rapporten indeholdte generelle retningslinjer og paalagde generalsekretaeren at traeffe de noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af de godkendte forslag.

4 Af naevnte rapport fremgaar, at "Det Centrale Pressekontor boer holdes klart adskilt fra Informationskontoret i Bruxelles", og at "denne tjeneste (dvs. Det Centrale Pressekontor) ved udfoerelsen af sine opgaver kan paaregne bistand fra de afdelinger i Publikationstjenesten, der er blevet overfoert til Bruxelles". Ad hoc-gruppen naaede til det resultat, "at det af hensyn til en sammenhaengende styrkelse af informationsvirksomheden i Bruxelles er noedvendigt snarest at overfoere et vist antal tjenestemaend under afventning af udviklingen senere". Ad hoc-gruppen udtaler navnlig, at "selv som en overgangsforanstaltning boer der etapevis ske overfoersel af visse sprogafdelinger fra Publikationstjenesten, der for tiden er placeret i Luxembourg, saaledes at de beroerte personalegruppers geogafiske enhed bevares, og saaledes at den normale virksomhed ikke svaekkes". Efter overfoerslen af den engelske afdeling fra denne tjeneste, hvorom Praesidiet traf afgoerelse den 15. december 1987 med den 1. september 1988 som dato for overfoerslen, paataenkes det ifoelge denne plan med virkning fra den 1. januar 1989 at overfoere den portugisiske afdeling, hvis fire tjenestemaend havde erklaeret sig indforstaaet hermed. Ligeledes paaregnes det at overfoere andre sprogafdelinger.

5 I ad hoc-gruppens rapport udtales foelgende:

"For overfoerslen af tjenestemaend til Bruxelles gaelder fire afgoerende betingelser:

a) Retsstillingen, som den foelger af Domstolens dom, hvorefter det er udelukket at overfoere tjenestegrene i deres helhed.

b) Frivillighedsprincippet, hvorefter de paagaeldende tjenestemaend skal vaere indforstaaet med en overfoersel.

c) De i Bruxelles foreliggende tekniske forhold (raadigheden over lokaler og teknisk udstyr).

d) For institutionens virksomhed relevante spoergsmaal (foranstaltningernes effektivitet, en betrygget varetagelse af den vigtige virksomhed, der udfoeres af de tjenestegrene, der skal overfoeres, osv."

6 Naevnte afgoerelse af 15. juni 1988 foreligger med punkt 4.1 i referatet fra Parlamentets Praesidiums moede, der baerer overskriften "Notat med en oversigt paa mellemlang sigt over Europa-Parlamentets aktiviteter paa de tre saedvanlige arbejdssteder".

7 I naevnte referat tog Praesidiet for det foerste foelgende til efterretning: flere notater fra generalsekretaeren og Generaldirektoratet for Administration vedroerende en oversigt paa mellemlang sigt over Europa-Parlamentets aktiviteter samt en oversigt over byggeriet til Parlamentet og dets organer paa de saedvanlige arbejdssteder. Til efterretning tog man tillige uddrag af protokollen fra det praesidiemoede, hvori generalsekretaeren fik mandat "til at arbejde videre med henblik paa at skaffe yderligere disponible kontorer og moedelokaler i Bruxelles", samt formandens skrivelse om udvalgsformaendenes moede vedroerende de forskellige udvalgs behov i Bruxelles.

8 I den samme afgoerelse godkendte Praesidiet dernaest indholdet af generalsekretaerens notat af 6. juni 1988, hvori det foresloges "i videre omfang at gaa frem efter forretningsordenen (dvs. 'Parlamentets forretningsorden' ), hvorefter det er muligt at uddelegere beslutningsbefoejelsen til udvalgene", og foreslaas "at oege antallet af moedelokaler i Bruxelles og opfoere en moedesal, der kan rumme flere udvalg paa én gang eller et stort udvalg, som har befoejelse til at traeffe afgoerelse paa vegne af Parlamentet, der dog skal godkende disse vedtagelser uden debat".

9 Endelig vedtog Praesidiet efter at have taget forskellige indlaeg til efterretning i samme afgoerelse bl.a.:

- at vedtage forskellige bygningsprojekter i Bruxelles

- at give generalsekretaeren mandat til, som anfoert i det notat, han havde forelagt, at traeffe alle noedvendige foranstaltninger med henblik paa at sikre Parlamentet nye lokaler i loebet af 1990

- at godkende generalsekretaerens retningslinjer for en rationalisering af Parlamentets arbejde.

Sag C-39/89

10 Parlamentet konstaterer i den tidligere naevnte beslutning af 18. januar 1989, at medlemsstaternes regeringer stadig ikke har opfyldt deres forpligtelse til at fastlaegge Faellesskabets institutioners hjemsted i overensstemmelse med EKSF-Traktatens artikel 77, EOEF-Traktatens artikel 216 og Euratom-Traktatens artikel 189. Det anfoerer, at det saa laenge en afgoerelse herom ikke er truffet for udfoerelsen af de vigtige yderligere opgaver, som er blevet paalagt det gennem Den Europaeiske Faelles Akt, sammen med dem, der foelger af de tidligere Traktater, som har givet Parlamentet lovgivnings-, budget- og kontrolmaessige opgaver, er noedvendigt at foretage en stoerre omorganisering og begraense den nuvaerende spredning af dets arbejde og personale mellem tre arbejdssteder. Parlamentet

"...

7. beslutter foelgelig at skabe mere tilfredsstillende vilkaar for udfoerelsen af dette arbejde i overensstemmelse med dets forpligtelser i henhold til faellesskabsretten og med de indlysende rettigheder, som et parlament, der er valgt ved almindelige, direkte valg, har

...

9. paalaegger sit Praesidium saa hurtigt som muligt, under hensyntagen til det i punkt 2 og 3 anfoerte, at traeffe foranstaltninger, som kan goere alt det personale og hele den infrastruktur disponibel for Parlamentet, der kraeves, for at det kan udfoere sine opgaver rationelt og effektivt paa de steder, hvor plenarmoederne og andre parlamentariske moeder afholdes

10. anser det med henblik paa dets gode funktion navnlig for uomgaengeligt noedvendigt, at det personale, der er beskaeftiget inden for nedenstaaende arbejdsomraader er placeret i Bruxelles:

- udvalg og delegationer

- informations- og pressetjeneste

- undersoegelser og forskning

samt

- andet personale, hvis hovedopgave er at yde de enkelte medlemmer direkte service, og

- det personale, hvis kontrol- eller stoettefunktioner kraever, at det befinder sig samme sted som ovennaevnte personale

11. konkluderer, at det for at Parlamentet kan varetage sine udvidede forpligtelser effektivt, er blevet noedvendigt at afholde ekstra og supplerende moedeperioder, sammenfaldende med en eller flere uger, der er afsat til udvalgsmoeder eller moeder i de politiske grupper

...

16. paalaegger sin formand, generalsekretaeren, Praesidiet, Det Udvidede Praesidium og Kvaestorkollegiet snarest at tage alle noedvendige skridt, herunder hoering af personalet, til at gennemfoere ovenstaaende, navnlig ved leasing eller erhvervelse af nye bygninger og afslutning af leasing af bygninger, som der ikke laengere er behov for

17. understreger situationens paatraengende karakter og noedvendigheden af at foretage de i punkt 9, 10 og 11 anfoerte aendringer, saa snart de noedvendige faciliteter forefindes".

11 Storhertugdoemmet Luxembourg har paastaaet denne beslutning annulleret i det hele, dog med saerlig henvisning til punkterne 7, 9, 10, 16 og 17 heri.

12 Hvad naermere angaar sagens faktiske og retlige omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

Formaliteten i sag C-213/88

13 Parlamentet har paastaaet denne sag afvist under anbringende af, at de to afgoerelser fra Praesidiet, der er anfaegtet i denne sag, er akter, der vedroerer den interne tilrettelaeggelse af arbejdet i Parlamentet, dvs. akter, der efter Domstolens faste praksis ikke kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal. Det har i den forbindelse bl.a. paaberaabt sig kendelse af 4. juni 1986, sag 78/85, De Europaeiske Hoejrepartiers Gruppe mod Europa-Parlamentet, Sml. s. 1753, og dom af 22. september 1988, forenede sager 358/85 og 51/86, Frankrig mod Europa-Parlamentet, Sml. s. 4821)

14 Storhertugdoemmet har gjort gaeldende, at Domstolen tidligere har forkastet dette anbringende i dom af 10. februar 1983 og af 10. april 1984, Luxembourg mod Europa-Parlamentet (henholdsvis sag 230/81, Sml. s. 255, og sag 108/83, Sml. s. 1945), der drejede sig om parlamentsbeslutninger vedroerende hjemstedet og arbejdsstederne. Det har tilfoejet, at de af Parlamentet omtalte domme dels vedroerte nedsaettelse af et Undersoegelsesudvalg og dels tilrettelaeggelsen af en debat af aktuelle spoergsmaal og derfor ikke kan udgoere en aendring af retspraksis.

15 Foerst bemaerkes, at der ved afgoerelsen af, om en retsakt kan goeres til genstand for et soegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 173, stk. 1, ifoelge Domstolens faste praksis snarere skal tages hensyn til retsaktens indhold end til dens form og gennemfoeres en undersoegelse af, om akten tilsigter at skabe retsvirkninger (dom af 27.9.1988, sag 114/86, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 5289, praemis 12).

16 Det maa imidlertid fastslaas, at spoergsmaalet om, hvorvidt afgoerelserne af 1., 2. og 15. juni 1988 udelukkende vedroerer den interne tilrettelaeggelse af Parlamentets arbejde og har retsvirkninger i forhold til tredjemand, er uloeseligt knyttet til en undersoegelse af deres indhold og dermed til behandlingen af sagens realitet. Det er derfor noedvendigt at behandle realiteten i sag C-213/88.

Formaliteten i sag C-39/89

17 Parlamentet har paastaaet denne sag afvist og har herved henvist dels til den upraecist formulerede staevning og dels til beskaffenheden af den anfaegtede akt, som jo er en beslutning, der overhovedet ikke har bindende virkning.

Indsigelsen om staevningens manglende praecision

18 Parlamentet har gjort gaeldende, at staevningen ikke opfylder kravene ifoelge artikel 38, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Det har herved anfoert, at lovligheden af en af en institution vedtaget retsakt ikke kan anfaegtes blot under paaberaabelse af inkompetence eller tilsidesaettelse af Traktatens bestemmelser. Dersom en sag kan behandles i realiteten paa et saadant soegsmaalsgrundlag, sker der en egentlig omvaeltning af bevisbyrden, hvorved sagsoegte paalaegges at foere bevis for, at den anfaegtede akt ikke bryder med legalitetsprincippet.

19 Den luxembourgske regering har anfoert, at staevningen mere end opfylder de formelle krav ifoelge artikel 38, stk. 1, idet den praecist angiver sagens genstand, der omfatter beslutningen i dens helhed, men isaer visse punkter i den, nemlig Parlamentets overskridelse af sine befoejelser og tilsidesaettelsen af proportionalitetsprincippet. Sagsoegeren har desuden anfoert, at Parlamentets argumentation er udtryk for en retsvildfarelse, idet den beskaeftiger sig med spoergsmaalet om bevis for de i staevningen anfoerte anbringender, et spoergsmaal der er uden nogen som helst betydning for, om staevningen opfylder de formelle krav.

20 Det bemaerkes, at staevningen klart viser, at kravene ifoelge procesreglementets artikel 38, stk. 1, er opfyldt, idet den indeholder en angivelse af sagsoegerens navn og bopael, angivelse af modparten, soegsmaalets genstand med en kort fremstilling af de soegsmaalsgrunde, der paaberaabes, samt sagsoegerens paastande.

21 Det maa desuden fastslaas, at den anfaegtede beslutning i overensstemmelse med reglerne i procesreglementets artikel 38, stk. 4, er blevet vedlagt staevningen, og at det ikke har paahvilet sagsoegeren at tilbyde bevisfoerelse, da der ikke paa dette trin i sagen var fremfoert praecise indsigelser. Det er foelgelig ufornoedent at undersoege det af Parlamentet rejste spoergsmaal om bevisbyrden, idet der her, som fremhaevet af den luxembourgske regering, er spoergsmaal om staevningens formelle forskriftsmaessighed og ikke om en stillingtagen til de materielretlige spoergsmaal, den rejser.

22 Afvisningsindsigelsen skal derfor forkastes.

Indsigelsen om beskaffenheden af den anfaegtede akt

23 Parlamentet har anfoert, at Domstolen i dom af 11. juli 1985 (forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84 og 10/84, Salerno mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2523, praemis 59), udtalte, at en parlamentsbeslutning ikke er bindende. Det anfoerer, at den anfaegtede beslutning ikke kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal, idet den ikke har karakter af en afgoerelse. Det anfoerer, at beslutningen, saafremt det antages, at den affoeder visse retsvirkninger, ganske klart henhoerer under Parlamentets befoejelse til at tilrettelaegge sit arbejde internt, og at den derfor ikke kan proeves af Domstolen. Det har endelig tilfoejet, at den i naervaerende sag omhandlede beslutning ikke kan have retsvirkninger, idet den er upraecis, for saa vidt angaar det noejagtige antal forslag, der er formuleret i den.

24 Det bemaerkes, at en undersoegelse af den anfaegtede beslutnings retsvirkninger er uloeseligt knyttet til en undersoegelse af dens indhold (naevnte dom af 10.2.1983, sag 230/81, Sml. s. 255, praemis 30).

25 Det vil i den forbindelse vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at den i den tidligere naevnte Salerno-dom anfaegtede beslutning indeholdt en udtalelse fra Parlamentet vedroerende et forslag til en kommissionsforordning og alene var et led i proceduren til fastsaettelse af faellesskabsbestemmelserne, mens den i naervaerende sag anfaegtede beslutning angiver de foranstaltninger, der anses for noedvendige for en omfattende reorganisering og en begraensning af spredningen for tiden af denne institutions personales virksomhed paa tre arbejdssteder.

26 Beslutningen angiver navnlig praecist i punkt 10 det personale, der er beskaeftiget med visse opgaver, og hvis tilstedevaerelse i Bruxelles efter Parlamentets opfattelse er noedvendig, og den paalaegger i punkt 16 formanden, generalsekretaeren, Praesidiet og kvaestorerne hurtigt at traeffe alle noedvendige skridt for at gennemfoere beslutningen, navnlig paa bygningsomraadet.

27 Det maa derfor fastslaas, at den anfaegtede beslutning har karakter af en afgoerelse, og at dens virkninger eventuelt vil kunne beroere de garantier, der for Storhertugdoemmet Luxembourg foelger af akterne vedroerende Parlamentets hjemsted og arbejdssteder efter den fortolkning, Domstolen har givet disse akter.

28 Ogsaa denne indsigelse skal derfor forkastes og dermed paastanden om afvisning af sagen i det hele.

Realiteten

29 Foerst bemaerkes, at Parlamentet i henhold til den befoejelse til at tilrettelaegge sit arbejde internt, der er tillagt det ved EKSF-Traktatens artikel 25, EOEF-Traktatens artikel 142 samt Euratom-Traktatens artikel 112, kan traeffe egnede foranstaltninger for at sikre en god afvikling af Parlamentets arbejde og procedurer. Parlamentets vedtagelser skal dog i overensstemmelse med grundreglen om medlemsstaternes og faellesskabsinstitutionernes gensidige forpligtelse til loyalt samarbejde respektere medlemsstaternes regeringers kompetence til at fastlaegge institutionens hjemsted og de i sammenhaeng hermed forudgaaende foreloebige vedtagelser (tidligere naevnte dom af 10.2.1983, sag 230/81, praemis 38).

30 Det bemaerkes dernaest, at det i artikel 4 i afgoerelse af 8. april 1965 vedroerende den foreloebige placering af visse af Faellesskabets institutioner og tjenester (JO 1967 L 152, s. 18) er bestemt, at "Det Europaeiske Parlaments Generalsekretariat og dets tjenester ... fortsat [er] placeret i Luxembourg". Endvidere maa fremhaeves, at Domstolen i naevnte dom udtalte, at Parlamentet paa de andre arbejdssteder end det, hvor sekretariatet er placeret, maa kunne opretholde den infrastruktur, der er noedvendig for udfoerelsen af de opgaver, der ifoelge Traktaterne er tildelt det. Inden for disse begraensninger kan etableringen af en saadan infrastruktur uden for det sted, hvor sekretariatet er placeret, derfor vaere i overensstemmelse med de ovenfor omtalte principper, ved hvilke henholdsvis medlemsstaternes og Parlaments befoejelser paa omraadet er reguleret (jf. tidligere naevnte dom af 10.2.1983, sag 230/81, praemis 54). Domstolen tilfoejede dog, at enhver beslutning om helt eller delvis, retligt eller faktisk at overflytte Parlamentets Generalsekretariat eller tjenester er i strid med artikel 4 i naevnte afgoerelse af 8. april 1965 og de garantier, som afgoerelsen skulle sikre Storhertugdoemmet Luxembourg (naevnte dom af 10.2.1983, sag 230/81, praemis 55).

31 Paa baggrund af disse betragtninger skal det undersoeges, om de anfaegtede afgoerelser og den anfaegtede beslutning holder sig inden for de graenser, der er sat for Parlamentets befoejelse til at tilrettelaegge arbejdet internt.

Afgoerelsen af 1. og 2. juni 1988

32 Den luxembourgske regering har anfoert, at etablering af en selvstaendig tjeneste i Bruxelles under benaevnelsen Det Centrale Pressekontor ikke udgoer den infrastruktur, der er noedvendig for paa arbejdsstedet Bruxelles at sikre varetagelsen af de opgaver, der ved Traktaten er tillagt Parlamentet. Den har desuden anfoert, at overfoerslen af den portugisiske sprogafdeling fra Publikationsafdelingen udgoer en retsstridig overfoersel af en administrativ enhed, der strider mod foernaevnte afgoerelse af 8. april 1965, idet den er et led i en samlet plan og ikke opfylder den ufravigelige betingelse om, at der skal vaere tale om en for Parlamentets virksomhed noedvendig infrastruktur. Den har desuden fremhaevet, at der med den sammenhaeng, der etableres mellem Det Centrale Pressekontor og afdelingerne inden for Publikationstjenesten, brydes med Publikationskontorets placering i Luxembourg, der er blevet bekraeftet ved artikel 8 i naevnte afgoerelse af 8. april 1965.

33 Parlamentet har gjort gaeldende, at Det Centrale Pressekontor til trods for en mulig manglende klarhed i saa henseende i afgoerelsen af 1. og 2. juni 1988 har fungeret i Bruxelles fra 1980 uafhaengigt af Informationskontoret, der er placeret i samme by. Ifoelge sagsoegte er formaalet med afgoerelsen saaledes ikke en etablering, men en styrkelse af naevnte kontor, der uden den ikke laengere vil vaere i stand til at udfoere sine informationsopgaver paa baggrund af de omfattende befoejelser, der er tillagt Parlamentet, og udviklingen af dets virksomhed i denne by.

34 Det maa fastslaas, at det tilkommer hver enkelt institution under overholdelse af de begraensninger, der er fastlagt i faellesskabsretten, at fastlaegge de metoder, fremgangsmaader og midler, den oensker at benytte i sin informationspolitik. Forpligtelsen til at holde offentligheden underrettet om en institutions virksomhed paanoeder sig imidlertid saa meget mere, som der er tale om et Parlament, der er valgt ved almindelige direkte valg, og som paa vegne af vaelgerne deltager i lovgivningsproceduren.

35 Det maa tilfoejes, at de opgaver, der er betroet Det Centrale Pressekontor efter beskrivelsen heraf i den tidligere naevnte rapport fra ad hoc-gruppen, klart har tilknytning til de politiske aktiviteter i Parlamentet, som foregaar i Bruxelles. Der er nemlig tale om

- at varetage kontakterne med den europaeiske presse, der er akkrediteret i Bruxelles

- at udarbejde og udbrede kendskabet til de daglige informationer om udvalgenes og delegationernes arbejde

- at forvalte Nyhedstjenesten og det fremtidige edb-net Epistel, hvis etablering boer fremskyndes

- at samarbejde med de politiske gruppers informationstjenester

og

- at organisere faciliteterne og strukturerne til modtagelse af de akkrediterede journalister paa institutionernes forskellige arbejdssteder og forvalte presselokalerne i Bruxelles.

36 Foelgelig maa det i det omfang, hvor en stoerre del af Parlamentets virksomhed foregaar i Bruxelles, hvor et stort antal journalister er akkrediteret, anerkendes, at en styrkelse af Pressetjenesten i denne by, der er noedvendig for at varetage Parlamentets informationsopgaver, ikke er en foranstaltning, hvormed Parlamentet har overskredet den skoensmargen, det har ved udoevelsen af befoejelsen til at tilrettelaegge arbejdet internt.

37 Heraf foelger, at placeringen ved Det Centrale Pressekontor af fire tjenestemaend fra den portugisiske afdeling under Publikationsafdelingen maa anses for at vaere i overensstemmelse med noedvendigheden af at styrke naevnte kontor.

38 Endvidere skal det af den luxembourgske regering fremfoerte synspunkt, hvorefter overfoerslen af personale fra Publikationsafdelingen er retsstridig, idet Kontoret for De Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationer er placeret i Luxembourg, forkastes. For Parlamentets sekretariats raadighed over en del af de tjenester, der varetager reproduktion og distribution af dokumenter til brug for udvalgene og de politiske grupper, eller af dokumenter, de har udfaerdiget, imoedekommer kravet om i saa henseende at sikre den infrastruktur, som er noedvendig dér, hvor udvalgenes og de politiske gruppers moeder holdes.

39 Paastanden om annullation af afgoerelsen af 1. og 2. juni 1988 skal derfor forkastes.

Afgoerelsen af 15. juni 1988

40 Parlamentets Praesidium har med den anfaegtede afgoerelse givet sin tilslutning til to bygningsprojekter i Bruxelles og godkendt et notat af 6. juni 1988 fra generalsekretaeren, hvorefter Parlamentet i Bruxelles skal kunne disponere over ca. trehundrede - trehundredeoghalvtreds ekstra kontorer, to eller tre moedelokaler med mindst tohundrede - tohundredeoghalvtreds pladser, der goer det muligt at afholde moeder i de store politiske grupper og i givet fald gennemfoere forhandlinger i faelles moeder inden for flere parlamentsudvalg, samt de lokaler, der er noedvendige for Reproduktions- og Distributionstjenesten. Imidlertid er det hensigten med de af Praesidiet ved denne afgoerelse godkendte bygningsprojekter at faa disse lokalebehov tilgodeset.

41 Den luxembourgske regering har anfoert, at de af Praesidiet valgte bygningsprojekter i realiteten, selv om de begrundes med noedvendigheden af at kunne huse et "stort udvalg", kun er en forlaengelse af afgoerelserne om overfoersel af tjenestegrene og som saadanne ikke modsvarer behov for noedvendig infrastruktur, ligesom de betegner et brud med proportionalitetsprincippet. Etablering af et "stort udvalg" henhoerer nemlig, naar det gaelder beslutningen herom, ikke under Praesidiet, men under Parlamentet selv, og er derfor en fremtidig hypotetisk mulighed.

42 Det fremgaar af generalsekretaerens notat og af Praesidiets afgoerelse, at Parlamentet har sat sig som maal at stille et tilstraekkeligt antal kontorer og moedelokaler til raadighed for parlamentarikerne, de politiske grupper og Generalsekretariatet. Dette maal kan Parlamentet imidlertid kun soege gennemfoert under udoevelse af sine befoejelser til at tilrettelaegge det interne arbejde.

43 I oevrigt henhoerer, som anfoert af Parlamentet, idéen om et "stort udvalg", der fremdrages af Praesidiet i den anfaegtede afgoerelse og af generalsekretaeren, under proceduren ifoelge artikel 37 i Parlamentets forretningsorden, som ikke paa noget tidspunkt er blevet kritiseret af medlemsstaterne eller Raadet. Parlamentet kan i medfoer af denne bestemmelse henvise en anmodning om udtalelse eller en hoering til det kompetente udvalg, der herefter kan traeffe afgoerelse.

44 Det skal fremhaeves, at det moede, hvori udvalget traeffer afgoerelse, er offentligt, og at det saaledes er noedvendigt, at der er et tilstraekkeligt antal pladser til raadighed for publikum og eventuelt repraesentanter for pressen. For at afholde moeder med deltagelse af flere udvalg er det ogsaa noedvendigt at raade over et rummeligt moedelokale. Anvendelsen af saadanne procedurer er imidlertid klart led i den interne tilrettelaeggelse af Parlamentets arbejde og kan saaledes ikke proeves ved Domstolen (jf. tidligere naevnte dom af 22.9.1988, Frankrig mod Parlamentet, praemis 17).

45 Paastanden om annullation af afgoerelsen af 15. juni 1988 skal derfor forkastes, og sagsoegte vil saaledes i sag C-213/88 i det hele vaere at frifinde.

Parlamentets beslutning af 18. januar 1989

46 Den luxembourgske regering har anfoert, at Parlamentet med vedtagelsen af den anfaegtede beslutning har overskredet sin kompetence, saaledes som den er fastlagt ved Domstolens dom af 10. februar 1983 i sag 230/81 og af 10. april 1984 i sag 108/83, og har tilsidesat medlemsstaternes regeringers kompetence til at fastlaegge institutionernes hjemsted og midlertidige arbejdssteder. Parlamentet har herved tilsidesat bestemmelserne i Traktaterne og reglerne til gennemfoerelse heraf, bl.a. artikel 4 i den tidligere naevnte afgoerelse af 8. april 1965. Samtidig har det gjort sig skyldig i en overtraedelse af proportionalitetsprincippet.

47 Den luxembourgske regering har i den forbindelse gjort gaeldende, at placering i Bruxelles af hele det personale, som er knyttet til udvalgene og delegationerne samt det personale, der varetager Informations- og Pressetjenesten saavel som overfoerslen til Bruxelles af det personale, der er beskaeftiget med de som undersoegelser og forskning betegnede opgaver, ikke opfylder det af Domstolen formulerede kriterium om "en noedvendig infrastruktur". Det samme kan siges for det oevrige personale, der er omhandlet i de sidste led i beslutningens punkt 10. Desuden medfoerer traktatstridigheden af afgoerelserne om overfoersel af personale, at de foranstaltninger, der er truffet med henblik paa leje eller koeb af nye bygninger samt afvikling af de lejemaal, der ikke laengere anses for noedvendige, ogsaa er traktatstridige.

48 Parlamentet har begrundet vedtagelsen af de anfaegtede foranstaltninger med den stigende arbejdsbyrde og det demokratiske ansvar, der paahviler det navnlig efter Den Europaeiske Faelles Akts ikrafttraeden. Det er fastslaaet, at Parlamentets medlemmer i stadigt stigende omfang bor i Bruxelles for dér at opretholde kontakten til Kommissionen og Raadet, og at det personale, der er til stede eller overfoert til Bruxelles, er noedvendigt for en god afvikling af virksomheden i de tjenester, som naevnes i beslutningens punkt 10. Det er i den forbindelse anfoert, at det tilkommer det at fastlaegge, hvilke tjenestemaend det er noedvendigt at placere i Bruxelles, og at sagsoegeren maa foere bevis for, at den infrastruktur, der her er tale om, ikke er noedvendig.

49 Parlamentet har yderligere anfoert, at begrebet om en god afvikling af arbejdet er et begreb, der udvikler sig. Det anfaegter ikke medlemsstaternes kompetence til at fastlaegge hjemstedet, men anfoerer, at naar medlemsstaterne fortsat og beklageligvis foretraekker intet at foretage sig, jf. EOEF-Traktatens artikel 5, maa der gives en stadig videre fortolkning af omraadet for dets befoejelse til at tilrettelaegge det interne arbejde, navnlig for saa vidt angaar dets arbejdssteder.

50 Den luxembourgske regering har i den forbindelse anfoert, at den ved Traktaterne etablerede retsorden ikke indeholder bestemmelser om soegsmaal rettet mod denne paastaaede passivitet hos medlemsstaterne, der desuden ikke blot kan laegges en enkelt regering til last. Den har tilfoejet, at en delvis udoevelse fra medlemsstaternes side af de befoejelser, der er tillagt dem ved Traktaten for saa vidt angaar institutionernes hjemsted, under alle omstaendigheder ikke kan medfoere, at Parlamentets befoejelser udvides.

51 Indledningsvis bemaerkes vedroerende Parlamentets argumentation om medlemsstaternes passivitet, at Domstolen i den tidligere naevnte dom af 10. februar 1983, sag 230/81, fastslog, at medlemsstaterne ved forskellige lejligheder har truffet vedtagelser, hvorved institutionernes midlertidige arbejdssteder fastlaegges paa grundlag af EKSF-Traktatens artikel 77, EOEF-Traktatens artikel 216 og Euratom-Traktatens artikel 189.

52 Det staar fast, at medlemsstaternes regeringer stadig ikke har opfyldt deres forpligtelse til endeligt at fastlaegge institutionernes hjemsted i overensstemmelse med de naevnte regler i Traktaterne. Dette forhold indebaerer imidlertid ikke, som det i oevrigt anfoertes i de naevnte domme, at Parlamentets skoensbefoejelser ved udoevelsen af dets befoejelse til at tilrettelaegge det interne arbejde udvides. Parlamentet skal derfor respektere medlemsstaternes regeringers kompetence til at fastlaegge institutionernes hjemsted, saavel som de afgoerelser, der allerede midlertidigt er truffet herom i mellemtiden.

53 Der boer laegges vaegt paa, at Parlamentet har erkendt, at den anfaegtede beslutnings formaal ikke var at give bestemmelser om overfoersel af generaldirektorater, og at de deri paataenkte foranstaltninger kun skulle finde anvendelse i det omfang, der er tale om en infrastruktur, som er noedvendig for en god afvikling af institutionens arbejde.

54 Vedroerende det til udvalgene og delegationerne knyttede personale paapeges, at Domstolen tidligere har fastslaaet, at den praksis ved Parlamentet, der gaar ud paa at holde udvalgenes og de politiske gruppers moeder i Bruxelles, paa intet tidspunkt er blevet kritiseret af medlemsstaterne (jf. tidligere naevnte dom af 10.2.1983, sag 230/81, praemis 48). Parlamentet kan derfor med rette mene, at det er noedvendigt i Bruxelles at have det for disse moeders afholdelse noedvendige personale til raadighed.

55 Vedroerende det med informations- og pressevirksomheden beskaeftigede personale bemaerkes, at det af det ovenfor om Det Centrale Pressekontor anfoerte foelger, at de administrative enheder, som varetager forbindelserne med pressen og mere generelt soerger for information, rimeligvis maa kunne raade over det noedvendige personale.

56 For saa vidt angaar det med undersoegelser og forskning beskaeftigede personale, har Parlamentet gjort gaeldende, at de paagaeldende tjenestegrene direkte samarbejder med parlamentarikerne, og at disse til enhver tid skal kunne have det noedvendige videnskabelige personale til raadighed og kunne udnytte biblioteket. Det maa anerkendes, at Parlamentet inden for rammerne af sine befoejelser til at tilrettelaegge arbejdet internt kan tage stilling til, om det er noedvendigt at overfoere det personale, der er noedvendigt for at udfoere opgaverne inden for denne tjenestegren, til Bruxelles.

57 For saa vidt angaar det oevrige i beslutningens punkt 10 omhandlede personale, bemaerkes blot, at det foerst og fremmest drejer sig om personale, der hovedsaglig skal staa direkte til raadighed for denne eller hin parlamentariker. Desuden er der tale om personale, som efter de det paahvilende kontrol- og stoetteopgaver skal arbejde paa det samme sted som de oevrige i beslutningens punkt 10 naevnte tjenestegrene. Det maa anerkendes, at der i begge tilfaelde kun bliver tale om en begraenset del af den saaledes afgraensede personalegruppe i Parlamentet.

58 Det maa derfor fastslaas, at de overfoersler af personale, der foelger af den anfaegtede beslutning, ikke er saa omfattende, at de ikke er omfattet af det skoen, Parlamentet har i henhold til sine befoejelser til at tilrettelaegge arbejdet internt. Det findes ikke godtgjort, at disse overfoersler har haft et saadant omfang, at der derved er sket en tilsidesaettelse af medlemsstaternes regeringers afgoerelser og navnlig artikel 4 i den tidligere naevnte afgoerelse af 8. april 1965.

59 De afgoerelser paa bygningsomraadet, der eventuelt vil kunne vaere en foelge af ivaerksaettelsen af beslutningen, har kun underordnet betydning i sagen, hvilket den luxembourgske regering udtrykkeligt har erkendt, og vil derfor ikke kunne danne grundlag for paa ny at anfaegte den kritiserede beslutnings lovlighed.

60 Anbringendet om, at Parlamentet har overskredet sin kompetence, savner saaledes grundlag og skal derfor forkastes.

61 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at sagsoegte ogsaa i sag C-39/89 vil vaere at frifinde.

Sagens omkostninger

62 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.