Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61985CC0160

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn fremsat den 9. juli 1986.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik.
Traktatbrud - manglende opfyldelse af to domme afsagt af Domstolen.
Sag 160/85.

Samling af Afgørelser 1986 -03245

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1986:299

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

SIR GORDON SLYNN

fremsat den 9. juli 1986 ( *1 )

Høje Domstol.

Den 10. november 1981 afsagde Domstolen dom i sagerne 28/81 og 29/81, Kommissionen mod Italien (jfr. Smi. henholdsvis s. 2577 og 2585). I den første sag statueredes det, at Italien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EØF-traktaten ved ikke at gennemføre Rådets direktiv 74/561 om adgang til erhvervet med godstransport ad landevej i indenlandsk og international transport (EFT 1974, L 308, s. 18), og i den anden sag statueredes det, at Italien havde undladt at gennemføre Rådets direktiv 74/562 om adgang til erhvervet med personbefordring ad landevej i indenlandsk og international transport (EFT 1974, L 308, s. 23).

To år senere, efter en række forsøg på at få opklaret, om der var blevet truffet nogen foranstaltninger til at opfylde Domstolens domme, iværksatte Kommissionen proceduren i henhold til traktatens artikel 169. Da den ikke modtog nogen oplysninger om, at Domstolens domme var blevet opfyldt, anlagde Kommissionen den 22. maj 1985 denne sag, hvori der er nedlagt påstand om, at det statueres, at Italien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EØF-traktatens artikel 171. Det fremgår af sagsøgtes svarskrift og af en skrivelse af 3. maj 1986, hvorved Italien besvarede et spørgsmål fra Domstolen, at et lovforslag, der skulle gennemføre direktiv 74/561, er blevet behandlet af parlamentet under en tidligere samling, at lovgivningsperioden udløb, før loven kunne vedtages, samt at der på dette tidpunkt forelå to forslag for parlamentet. Det italienske parlament behandlede ligeledes et lovforslag, der skulle gennemføre direktiv 74/562.

Selv om noget er sket, og spørgsmålet nu er til behandling i Senatet, er den pågældende lovgivning endnu i dag ikke blevet gennemført.

Der er her tale om en oplagt sag, i hvilken man med beklagelse må konstatere, at Italien næsten fem år efter afsigelsen af Domstolens domme har undladt at opfylde disse. Det er åbenbart, at det må statueres, at Italien ved ikke i overensstemmelse med Domstolens domme at have gennemført rådsdirektiverne 74/561 og 74/562 har tilsidesat EØF-traktatens artikel 171. Italien bør endvidere dømmes til at betale Kommissionens omkostninger i forbindelse med sagen.


( *1 ) – Oversat fra engelsk.

Top