61983J0176

1 . Tjenestemaend _ soegsmaal _ akt der indeholder et klagepunkt _ begreb _ loenseddel udstedt i henhold til de gaeldende vederlagsbestemmelser

( Tjenestemandsvedtaegten , art . 90 og 91 )

2 . Tjenestemaend _ soegsmaal _ genstand _ annullation og/eller erstatning

( EOEF-traktaten , art . 179 ; tjenestemandsvedtaegten , art . 90 og 91 )

1 . Den af en institution udstedte loenseddel , som udleveres til en tjenestemand , kan betragtes som en retsakt , der indeholder et klagepunkt , hvorfor den kan goeres til genstand for en administrativ klage og eventuelt et soegsmaal . Det er i denne henseende uden betydning , at institutionen blot handler i overensstemmelse med de gaeldende vederlagsbestemmelser .

2 . Enhver tvist , der vedroerer en tjenestemand og hans institution , og hidroerer fra det ansaettelsesforhold , som knytter den paagaeldende til institutionen , er omfattet af EOEF-traktatens artikel 179 og tjenestemandsvedtaegtens artikler 90 og 91 . Der kan foelgelig under saadanne soegsmaal baade paastaas annullation og erstatning ; herved skal betingelserne i henhold til vedtaegten , navnlig kravet om en forudgaaende administrativ klage , under alle omstaendigheder vaere overholdt .

1 Ved staevning , indgivet til Domstolens justitskontor den 13 . oktober 1983 , har A . P . Allo og andre tjenestemaend ved Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber anlagt sag , hvorunder de har paastaaet annullation af deres loensedler for december 1982 , der indeholdt udregning af den loenefterbetaling , som skete i medfoer af Raadet for De europaeiske Faellesskabers forordning nr . 3139/82 af 22 . november 1982 ( EFT L 331 af 26.11.1982 , s . 1 ), og om fornoedent af den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af sagsoegernes klager indgivet i medfoer af tjenestemandsvedtaegtens artikel 90 , stk . 2 . Paastanden om annullation er begrundet med , at loenefterbetalingerne for perioden fra 1 . juli 1980 _ trods den i mellemtiden indtraadte forringelse af koebekraften _ ikke var forhoejet med renter , som sagsoegerne kraever opgjort og udbetalt efter den saedvanligvis anvendte sats . Endvidere paastaas Kommissionen tilpligtet at betale erstatning som foelge af forringelsen af koebekraften .

2 Den 20 . januar 1981 vedtog Raadet paa grundlag af Kommissionens forslag af 9 . december 1980 forordning nr . 187/81 ( EFT L 21 af 24.1.1981 , s . 18 ) om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemaend og oevrige ansatte i De europaeiske Faellesskaber samt om justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner .

3 Under henvisning til denne forordning vedtog Raadet den 10 . februar 1981 forordning nr . 397/81 ( EFT L 46 af 19.2.1981 , s . 1 ) om fastsaettelse af loentabeller samt af oevrige loenelementer .

4 Den 16 . marts 1981 anlagde Kommissionen sag med paastand om annullation af forordning nr . 187/81 samt af artiklerne 1 , afsnit a ), 2 , afsnit a ), 2 , afsnit b ), og artikel 11 , 1 . afsnit , i forordning nr . 397/81 .

5 Ved dom af 6 . oktober 1982 ( Kommissionen mod Raadet , 59/81 , Sml . s . 3329 ) annullerede Domstolen forordning nr . 187/81 samt de ovennaevnte bestemmelser i forordning nr . 397/81 .

6 Med henblik paa at opfylde dommen vedtog Raadet paa grundlag af Kommissionens forslag af 29 . oktober 1982 forordning nr . 3139/82 af 22 . november 1982 .

7 I sin egenskab af ansaettelsesmyndighed opgjorde og udbetalte Kommissionen derefter loenefterbetalingerne i medfoer af forordningen .

8 Hver enkelt af sagsoegerne indgav derefter en enslydende klage i henhold til tjenestemandsvedtaegtens artikel 90 , stk . 2 , med krav om at der blev taget hensyn til forringelsen af koebekraften igennem den periode , der omfattes af efterbetalingerne i medfoer af Raadets forordning nr . 3139/82 ; sagsoegerne kraevede endvidere morarenter , som efter deres opfattelse skulle vaere betalt sammen med de skete loenefterbetalinger .

9 Efter at klagerne var blevet afvist udtrykkeligt eller stiltiende , anlagde sagsoegerne denne sag .

Formaliteten

10 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande om afvisning af sagen .

Loensedlerne

11 Kommissionen har paastaaet sagen afvist , eftersom de loensedler , der anfaegtes , ikke er udtryk for nogen afgoerelse , men alene udgoer simple foranstaltninger til gennemfoerelse af Raadets forordning nr . 3139/82 .

12 Sagsoegerne har i foerste raekke anfoert , at de ikke i medfoer af loensedlerne er blevet stillet , som de ville have vaeret , dersom det vederlag , der tilkommer dem , var blevet betalt rettidigt ; loensedlerne indebaerer derfor afgoerelser , der indeholder et klagepunkt i forhold til sagsoegerne , og kan foelgelig goeres til genstand for et soegsmaal i medfoer af tjenestemandsvedtaegtens artikel 91 . Sagsoegerne har anfoert , at det fremgaar af Domstolens praksis , jfr . dommen af 21 . februar 1974 ( R . Kortner , 15-33/73 , Sml . s . 177 ), at et soegsmaal med paastand om annullation af loensedler kan antages til paakendelse i realiteten .

13 Det bemaerkes , at Domstolen adskillige gange , senest i dommen af 19 . januar 1984 ( Andersen m.fl . mod Parlamentet , 262/80 , Sml . s . 195 ), har fastslaaet , at loensedlen kan betragtes som en retsakt , der indeholder et klagepunkt , hvorfor den kan goeres til genstand for et soegsmaal , og at det i denne henseende er uden betydning , at den paagaeldende institution blot handler i overensstemmelse med gaeldende forordninger . Kommissionens afvisningspaastand kan herefter ikke tages til foelge .

Antagelse til realitetsbehandling af erstatningspaastanden

14 Kommissionen har anfoert , at formaalet med den anden paastand under sagen _ nemlig paastanden om erstatning under anbringende af , at Raadets forordning nr . 3139/82 er ulovlig _ i virkeligheden er at opnaa , at forordningen annulleres , samt at sagsoegerne , som ikke umiddelbart har anfaegtet forordningen , ikke kan benytte et erstatningssoegsmaal til at opnaa det samme resultat , som hvis de havde anlagt et annullationssoegsmaal , der maatte vaere afvist .

15 Sagsoegerne har heroverfor anfoert , at ethvert soegsmaal , hvorunder de maatte paastaa forordning nr . 3139/82 annulleret , ville blive afvist , eftersom den paagaeldende retsakt er en forordning . De har anfoert , at Kommissionen selv nedlagde paastand om afvisning i en sag om annullation af en raadsforordning , samt at denne paastand blev taget til foelge af Domstolen i dommene af 4 . oktober 1979 ( Ooms mod Kommissionen , 48/79 , Sml . s . 3121 ) og af 10 . november 1981 ( Amesz m.fl . mod Kommissionen og Raadet , 532/79 , Sml . s . 2569 ).

16 Under henvisning til Domstolens praksis i tjenestemandssager _ hvorefter Domstolen , naar der er tale om en retstvist om lovligheden af en retsakt , der indeholder et klagepunkt i forhold til sagsoegeren , er kompetent uanset sagens beskaffenhed i oevrigt _ har sagsoegerne anfoert , at de , forudsat at tjenestemandsvedtaegtens bestemmelser om soegsmaalsadgangen er iagttaget , paa samme tid kan nedlaegge paastand om annullation og om erstatning .

17 Det bemaerkes , at i henhold til EOEF-traktatens artikel 184 kan en part i en retstvist , der angaar en forordning , goere gaeldende , at den er ulovlig . Den af Kommissionen nedlagte afvisningspaastand kan herefter ikke tages til foelge .

18 I dommen af 22 . oktober 1975 ( Meyer-Burckhardt mod Kommissionen , 9/75 , Sml . s . 1171 ) udtalte Domstolen imidlertid , at en tvist , der vedroerer en tjenestemand og hans institution , og hidroerer fra det ansaettelsesforhold , som knytter den paagaeldende til institutionen , ogsaa naar den drejer sig om erstatning er omfattet af traktatens artikel 179 og vedtaegtens artikler 90 og 91 . Sagsoegerene har herefter adgang til paa samme tid at nedlaegge paastand om annullation og erstatning , om end under iagttagelse af tjenestemandsvedtaegtens betingelser herfor , der er de samme for de to soegsmaalsformer .

19 Det bemaerkes i saa henseende vedroerende det foreliggende tilfaelde , at sagsoegerne , som det fremgaar af sagen , i klagerne udelukkende kraevede morarenter , men ikke erstatning , hvilket de foerst nedlagde paastand om i den til Domstolen indgivne staevning . Soegsmaalet vil herefter vaere at afvise , for saa vidt angaar kravet om erstatning .

Realiteten

20 Det bemaerkes , at sagens realitet rejser en raekke spoergsmaal , hvis afgoerelse henhoerer under Domstolens plenum .

Sagens omkostninger

21 Afgoerelsen om sagens omkostninger findes paa sagens indevaerende stade at burde udsaettes .

Paa grundlag af disse praemisser

foer den endelige paakendelse af realiteten

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN ( tredje afdeling )

1 ) Sagen afvises for saa vidt angaar paastanden om erstatning .

2 ) Sagen henvises til Domstolens plenum med henblik paa paakendelse i realiteten af sagsoegernes oevrige paastande .

3 ) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes .