This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 61983CC0128
Opinion of Mr Advocate General Mancini delivered on 22 March 1984. # Caisse Primaire d'Assurance Maladie de Rouen v A. Guyot. # Reference for a preliminary ruling: Cour d'appel de Rouen - France. # Unemployed migrants - Entitlement to sickness benefits. # Case 128/83.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mancini fremsat den 22. marts 1984.
Caisse primaire d'assurance maladie de Rouen mod A. Guyot.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Cour d'appel de Rouen - Frankrig.
Vandrende arbejdsløse - ret til sygesikringsydelser.
Sag 128/83.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mancini fremsat den 22. marts 1984.
Caisse primaire d'assurance maladie de Rouen mod A. Guyot.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Cour d'appel de Rouen - Frankrig.
Vandrende arbejdsløse - ret til sygesikringsydelser.
Sag 128/83.
Samling af Afgørelser 1984 -03507
ECLI identifier: ECLI:EU:C:1984:125
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
G. F. MANCINI
FREMSAT DEN 22. MARTS 1984 ( 1 )
Hoje Domstol.
|
1. |
I denne præjudicielle sag vedrørende ydelser til arbejdsløse i anledning af sygdom og moderskab er Domstolen anmodet om at fortolke Rådets forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på vandrende arbejdstagere (EFT L 1971 II, s. 366). Antje Guyot, som er tysk statsborger, fratrådte den 30. juni 1977 sin stilling i Forbundsrepublikken Tyskland, og den 1. august tilmeldte hun sig den tyske arbejdsformidling som arbejdssøgende. En måned senere tog hun fast bopæl i Frankrig hos sin mand, som er fransk statsborger, og da hun fortsat var arbejdsløs, tilmeldte hun sig den 5. september 1977 som arbejdssøgende hos Agence nationale pour l'emploi (den franske arbejdsformidling). I en periode af tre måneder, dvs. indtil 1. december, oppebar Antje Guyot ydelser for arbejdsløshed fra den tyske sociale institution; men herefter blev ydelserne udbetalt af Association pour l'emploi dans les industries et le commerce (ASSEDIC) på grundlag af en ordning, som er gunstigere end fællesskabsordningen, fordi den ikke anvender kriteriet den stat, hvor arbejdstageren sidst har været beskæftiget (jfr. cirkulære nr. 73-8 af 19. 3. 1973 fra Union nationale interprofessionnelle pour l'emploi dans l'industrie et le commerce — UNEDIC). Den 21. marts 1980 nægtede Caisse primaire d'assurance maladie dels at refundere hende de udgifter til lægebehandling, som hun havde haft i perioden januar-marts 1978, dels at yde hende dagpenge fra syge- og moderskabsforsikringen. Herefter anlagde A. Guyot sag til prøvelse af denne afgørelse ved Commission de premiere instance de sécurité sociale de Rouen, som ved dom af 28. april 1981 pålagde Caisse primaire at udbetale ovennævnte ydelser. Caisse primaire indbragte afgørelsen for Cour d'appel de Rouen, som ved dom af 30. juni 1983 udsatte sagen og i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål: »Omfatter betingelserne for at modtage de ydelser, der er anført i artikel 71 i forordning (EØF) nr. 1408/71 udstedt den 14. juni 1971 af Rådet for De europæiske Fællesskaber, i det tilfælde, der er nævnt under stk. 1, litra b) (ii), krav om bopæl i den kompetente stat inden udløbet af den seneste beskæftigelse i en anden medlemsstat end den kompetente?« |
|
2. |
Som allerede nævnt drejer hovedsagen sig om en vandrende arbejdsløs arbejdstagers krav på sygesikrings- og moderskabsydelser fra en institution for social sikring i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopæl. Ifølge artikel 25 i forordning nr. 1408 er udbetalingen af disse ydelser afhængig af, at betingelserne for udbetaling af arbejdsløshedsydelser er opfyldt. Udbetalingen af sidstnævnte ydelser er underkastet betingelserne i forordningens kapitel 6, herunder artikel 71, som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at fortolke. Jeg skal derfor først gennemgå principperne i denne ordning. Som hovedregel udbetales ydelserne af det land, hvor arbejdstageren senest var beskæftiget. Det er nemlig kun ved at henvende sig til dette lands institutioner for social sikring, at arbejdstageren kan sammenlægge de forsikrings- og beskæftigelsesperioder, som han har tilbagelagt på andre medlemsstaters område og efter deres lovgivning (artikel 67, stk. 3). Når en arbejdsløs arbejdstager forlader den stat, hvor han senest har været beskæftiget, og rejser til en anden stat for der at søge ny beskæftigelse, er den stat, hvor han senest har været beskæftiget, forpligtet til at udbetale ham ydelser i et tidsrum af tre måneder (artikel 69). Grunden til denne begrænsning fremgår af præamblen til det forslag til forordning om foranstaltninger til fordel for arbejdsløse arbejdstagere, som Kommissionen forelagde Rådet i 1980 (EFT C 169, 1980, s. 22). Kapitel 6 i forordning nr. 1408 — står der i forslaget — blev vedtaget i en periode med fuld beskæftigelse, hvor man nemt og hurtigt kunne finde arbejde. Det forekom derfor urimeligt at sikre, at arbejdstagerne i mere end tre måneder kunne gøre krav på disse ydelser uden for det land, hvor de senest havde været beskæftiget. For at oppebære ydelserne ud over denne periode, kunne den arbejdsløse blot vende tilbage til det land, hvor han senest havde haft beskæftigelse. |
|
3. |
Artikel 71, stk. 1, litra a) (ii), og litra b) (ii), er undtagelser fra reglen om, at ydelserne udbetales af det land, hvor arbejdstageren senest har været beskæftiget. Bestemmelsen omfatter arbejdsløse arbejdstagere, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den stat, hvor de var beskæftiget, og som ved arbejdsforholdets ophør tilmelder sig arbejdsformidlingen i bopælslandet. I så fald udbetales ydelserne af dette lands institutioner, som om arbejdstagere senest havde været beskæftiget der. Grunden til denne undtagelsesbestemmelse er klar. Den tager sigte på marginaltilfælde, dvs. den beskytter arbejdstagere — grænsearbejdere, sæsonarbejdere samt arbejdere beskæftiget af internationale transportvirksomheder og grænsevirksomheder — som normalt har bopæl og beskæftigelse på flere medlemsstaters område. Domstolen har vedrørende disse arbejdstagere udtalt, at »overførsel af ydelser ved arbejdsløshed fra den medlemsstat, hvor arbejdstageren senest var beskæftiget, til udbetaling i den medlemsstat, hvor arbejdstageren er bosat, og for denne stats regning, er berettiget for visse kategorier af arbejdstagere, der har bevaret en snæver forbindelse til det land, hvor de har etableret sig eller har deres sædvanlige opholdssted«. Det sædvanlige opholdssted kan nemlig tages som udtryk for, at arbejdstageren har sit sædvanlige interessecentrum i opholdsstaten; det sædvanlige opholdssted går således forud formodningen for, at han er bosat i den stat, hvor han er beskæftiget, »selv om han har efterladt sin familie i en anden stat« (dom af 17. 2. 1977, sag 76/76, Di Paolo mod Office national de l'emploi, Smi. 1977, s. 315, præmis 12, 17 og 19). |
|
4. |
Herefter skal jeg foreslå, at den anmodning om en præjudiciel afgørelse, som Cour d'appel de Rouen ved dom af 30. juni 1983 i sagen Caisse primaire d'assurance maladie de Rouen mod Antje Guyot har forelagt Domstolen besvares således: Artikel 71 i forordning nr. 1408/71 finder i de tilfælde, som er omfattet af stk. 1, litra b) (ii), kun anvendelse på arbejdsløse arbejdstagere, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den, hvor de var beskæftiget. |
( 1 ) – Oversat fra italiensk.