1.

Er følgende faktiske omstændigheder og foranstaltninger i strid med EØF-traktatens artikel 30 og artikel 34 eller med artiklerne 38-47, med tiltrædelsesaktens artikel 42 og artikel 60 eller med forordningen om den fælles markedsordning for frugt og grønsager:

2.

Hvis spørgsmål 1, i det mindste delvis, besvares bekræftende, påvirkes besvarelsen da af, at flertallet af frugtavlerne støtter videreførelsen af rådet?

3.

Har de bestemmelser i fællesskabsretten, som de under spørgsmål 1 beskrevne foranstaltninger muligvis er i strid med, direkte virkning, således at de giver enkeltpersoner rettigheder, som disse kan gøre gældende ved de nationale domstole?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende :

4.

Såfremt en af de foranstaltninger, der er beskrevet i spørgsmål 1, er i strid med traktatens artikel 30 eller artikel 34, opstod denne konflikt den 1. januar 1975, det tidspunkt, der er angivet i tiltrædelsesaktens artikel 42, eller den 1. februar 1973, som angivet i aktens artikel 60?

—

hvorvidt fællesskabsretten er til hinder for reklamevirksomheden til fordel for britiske æbler og pærer

—

hvorvidt rådets arbejde vedrørende kvalitetsnormer er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

1.

Sagsøgeren har i retsmødet anført, at det nærer alvorlige betænkeligheder med hensyn til, om dette spørgsmål kan realitetsbehandles. Rådet har anført, at det omhandlede spørgsmål, der for første gang er blevet rejst under den mundtlige forhandling ved Domstolen, er helt nyt og uden forbindelse med de af den nationale ret omhandlede spørgsmål. Rådet har anført, at Domstolen ved at besvare spørgsmålet ville forrykke balancen mellem Domstolens, henholdsvis de nationale retters kompetenceområder i præjudicielle sager. Efter rådets opfattelse ville der ske et indgreb i de rettigheder, der tilkommer parterne i hovedsagen, idet disse kunne have afgivet indlæg eller i det mindste mere fyldige indlæg vedrørende disse spørgsmål for den nationale ret samt for Domstolen, dersom spørgsmålene var blevet rejst før det tidspunkt under sagens behandling, da der blev afgivet skriftlige indlæg i den foreliggende sag af en institution eller en medlemsstat, der blot er tredjemand i forhold til hovedsagen.

Om end de anførte betragtninger er relevante, ville de kun have overbevist mig, dersom jeg anså det for afgørende for tvistens løsning, om de omtvistede afgifter må betegnes som støtte.

Men dette forekommer mig ikke at være tilfældet. Det fremgår nemlig af Domstolens domme af 29. november 1978 ( 4 ) og af 26. juni 1979 ( 5 ), at under en retstvist vedrørende en landbrugssektor, der er omfattet af en fælles markedsordning, skal det rejste problem først undersøges under denne synsvinkel. I henhold til traktatens artikel 38, stk. 2, viger de almindelige bestemmelser vedrørende oprettelsen af det fælles marked nemlig for de særlige bestemmelser, der er vedtaget inden for rammerne af den fælles markedspolitik. De sidstnævnte bestemmelser omfatter — af de i dommen i sagen Pigs Marketing Board ( 6 )anførte grunde — traktatens bestemmelser om ophævelse af told- og handelshindringer for samhandelen inden for Fællesskabet ( 7 ). Landbrugsbestemmelsernes forrang som grundlag for bedømmelsen må navnlig antages at gælde i forhold til bestemmelserne i traktatens kapitel om konkurrencereglerne — dvs. artiklerne 85-94 under ét. Det fremgår nemlig af artikel 31 i forordning nr. 1035/72 om den fælles markedsordning for frugt og grønsager, at en medlemsstats påberåbelse af artiklerne 92-94 om statsstøtte ikke kan have forrang i forhold til bestemmelserne i forordningen om markedsordningen for den pågældende sektor ( 8 ).

Herefter vil jeg blot i korthed og kun subsidiært — for det tilfælde at Domstolen ikke måtte dele min bedømmelse — behandle spørgsmålet, om den afgift, der er opkrævet fra frugtavlerne, er forenelig med traktatens artikler 92-94.

2.

Dette spørgsmål spillede en væsentlig rolle under den mundtlige forhandling, sandsynligvis på grund af Kommissionens standpunkt. Den er nemlig af den opfattelse, at rådets virksomhed er i strid med fællesskabsretten.

Kommissionens opfattelse bygger på, at det — hvilket er ubestrideligt — må antages, at bistand af den art, som ydes af rådet, udgør en støtte i henhold til traktatens artikel 92, selv om bistanden finansieres ved en afgift, der opkræves hos frugtavlerne. I dom af 22. marts 1977 ( 9 ) vedrørende lignende foranstaltninger som under den foreliggende sag fastslog Domstolen, at »en foranstaltning, som træffes af den offentlige myndighed, og som begunstiger visse virksomheder eller produkter, [ikke] mister ... sin karakter af vederlagsfri fordel, fordi den helt eller delvis finansieres gennem bidrag, som det offentlige opkræver hos de pågældende virksomheder« ( 10 ). Den bistand, som rådet yder æble- og pæreavlerne udgør således klart en støtte i henhold til traktatens artikel 92.

Det fremgår i øvrigt af sagen, at afgiftens maksimumsbeløb er blevet forhøjet tre gange, siden Det forenede Kongerige tiltrådte Fællesskabet, nemlig den 1. april 1975 samt den 7. maj og den 18. december 1980. Jeg tilslutter mig den opfattelse, som generaladvokat Warner gav udtryk for i sit forslag til afgørelse i Pigs and Bacon Commission-sagen ( 11 ), og hvorefter forhøjelsen af en parafiskal afgift, der benyttes til at finansiere en støtteforanstaltning, kan udgøre en ændring af en støtteforanstaltning, som omhandlet i artikel 93, stk. 3. Imidlertid har Kommissionen anført, at den ikke har modtaget forudgående underretning om den omhandlede ændring i noget af de tre tilfælde, hvilket er i strid med artikel 93, stk. 3. Ifølge Kommissionen følger det heraf, at den omhandlede støtte har været ulovlig siden den 1. april 1975, da satsen blev ændret for første gang.

Det forenede Kongeriges regering har på det kraftigste bestridt denne opfattelse. Regeringen har anført, at den under henvisning til traktatens bestemmelser om statsstøtte løbende har holdt Kommissionen underrettet om rådets virksomhed og især om ændringerne i afgiftens størrelse. Regeringen har i denne forbindelse fremlagt kopier af udskrifter af statusopgørelser vedrørende den støtte, der i Det forenede Kongerige ydes til frugt og grønsager, og disse kopier er tidligere blevet fremsendt til Kommissionen. De fremlagte udskrifter vedrører årene 1973, 1974, 1976, 1979, 1980 og 1981. Det fremgår heraf, at ydelsens størrelse er anført i hvert enkelt tilfælde ( 12 ). Heroverfor har Kommissionen imidlertid med rette anført, at disse oplysninger efter deres art adskiller sig fra den underretning, der kræves i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, idet de nemlig ligger efter iværksættelsen af støtteforanstaltningen, hvorimod artikel 93, stk. 3, indeholder et krav om en forudgående underretning.

Jeg mener ikke, at tvisten kan afgøres på grundlag af det anførte argument. Jeg er nemlig af den opfattelse, at den i artikel 93, stk. 3, foreskrevne fremgangsmåde ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Jeg er vel enig med generaladvokat Warner, ifølge hvem »... der i almindelighed ingen grund [er] til at fortolke artikel 93, stk. 3, på anden måde end umiddelbart efter dens ordlyd« ( 13 ), men jeg kan tillige tilslutte mig generaladvokat Trabucchi's opfattelse, hvorefter »tilpasninger af sekundær betydning i forhold til det ... i grundforordningen bestemte« ikke er omfattet af pligten til at give underretning ( 14 ). I den foreliggende sag mener jeg, at ændringen af støttebeløbet, som ifølge Det forenede Kongerige udelukkende blev gennemført for at imødegå inflationen, må betegnes som sekundær og ret beset ubetydelig.

1.

De i den foreliggende sag omhandlede reklamefremstød har ubestrideligt til formål at gøre det muligt for de britiske frugtavlere at generobre deres markedsandel ( 15 ). Det fremgår nemlig klart af nogle af sagens akter, at denne andel er faldet igennem de senere år og delvis er blevet overtaget af producenter fra andre medlemslande i Fællesskabet (navnlig franske frugtavlere og endog af frugtavlere fra tredjelande (Sydafrika, New Zealand).

Under hensyn til at begrebet foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative importrestriktioner er blevet defineret overordentligt vidt i Domstolens praksis, må det herefter antages, at sådanne reklamefremstød vil kunne være i strid med traktatens artikel 30. Det må i så fald tilkomme den forelæggende ret at afgøre, om de i Domstolens praksis fastsatte betingelser faktisk er opfyldt, for så vidt angår rådets salgsfremmende arbejde.

Imidlertid kan man efter min opfattelse vanskeligt hævde, at rådets omtvistede virksomhed rent faktisk består i »indførelse på den (...) regerings initiativ af en national praksis, der følges og støttes af denne regering, og hvis mulige virkninger for indførslerne af varer fra de øvrige medlemsstater kan sammenlignes med virkningerne af bindende retsakter, der udstedes af regeringer« ( 16 ). Til forskel fra Irish Goods Council har Apple and Pear Development Council ikke modtaget offentlig støtte til finansiering af sine reklamefremstød, og den britiske regering har ikke bestemt disses formål eller fastlagt retningslinjerne for dem ( 17 ).

2.

Det fremgår af rådets årsberetninger, at det har udført salgsfremmende arbejde til fordel for visse frugtsorter. Jeg henviser herved til salgsfremstødene for Cox- og Bramley-æblerne ( 18 ).

Jeg skal herefter tage stilling til, om denne form for virksomhed er forenelig med forordning nr. 1035/72 om den fælles markedsordning for frugt og grønsager samt med traktatens artikel 40, stk. 3.

1.

Der er ingen tvivl om, at rådets sammensætning, som den forelæggende ret har henvist til i det første underspørgsmål, ikke på noget punkt er i strid med fællesskabsretten.

Det bemærkes herved, at der med rådets sammensætning (Constitution of Council) sigtes til medlemmerne af rådet (frugtavlere, ansatte, uafhængige, samt personer med særligt kendskab til salg og distribution), som udnævnes af ministeren ( 22 ).

Det samme gælder vedrørende de andre former for virksomhed, som dette organ faktisk udøver, såsom markedsundersøgelser samt, i yderst begrænset omfang, udførelse eller fremme af videnskabelig forskning.

Det må antages, at rådet aldrig har udført, og fortsat ikke udfører de arbejdsopgaver, der anføres i bilag I til anordningerne af 1966 og 1980.

2.

Pligten til at lade sig registrere (den forelæggende rets andet underspørgsmål) udgør efter min opfattelse alene et middel til at sikre opkrævningen af den obligatoriske afgift, der omtales i det fjerde underspørgsmål. Det må nemlig anses for nødvendigt at pålægge frugtavlerne at lade sig registrere hos rådet for at muliggøre en effektiv opkrævning af den afgift, de skal betale. Den omstændighed at undladelsen af at opfylde den omtalte forpligtelse særskilt er belagt med straf, er efter min opfattelse ikke tilstrækkelig til, at forpligtelsen skal bedømmes uafhængigt af opkrævningen af afgiften.

3.

Rådets beføjelse til at påbyde frugtavlerne at indsende beretninger og oplysninger om den virksomhed, de udøver, samt at der er hjemlet straf for at tilsidesætte denne forpligtelse, er efter min opfattelse heller ikke i strid med nogen bestemmelse eller noget princip i fællesskabsretten.

4.

Det er derimod vanskeligere at bedømme lovligheden at den obligatoriske årlige afgift, som frugtavlerne indbetaler til rådet, for at dette kan afholde udgifterne ved dets virksomhed.

I denne forbindelse skal jeg bemærke, at jeg her alene tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede afgift er lovlig i sig selv og ikke til, at den finansierer rådets aktiviteter, som muligvis er i strid med fællesskabsretten. Fastslår den forelæggende ret, at den udøvede virksomhed vedrørende såvel reklame som kvalitetsforbedring er ulovlig, må det samme selvsagt gælde for den afgift, der bruges til at finansiere den omhandlede virksomhed.

Jeg skal uden videre fastslå, at afgiften som en foranstaltning af økonomisk art ikke skal bedømmes i lyset af traktatens artikel 30 og følgende ( 23 ).

Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at den omhandlede afgift ikke kan betragtes som en afgift med tilsvarende virkning som en indførsels- eller udførselstold, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 13, henholdsvis artikel 16, eftersom den ikke er pålagt æblerne og pærerne ved deres overskridelse af en indre fællesskabsgrænse ( 24 ).

Spørgsmålet om afgifternes retmæssighed må endvidere bedømmes ud fra bestemmelserne i den fælles markedsordning. I en dom af 13. marts 1981 ( 25 ) udtalte Domstolen, at en afgift, som producenterne skulle bære ud fra værdien af visse landbrugsprodukter under en fælles markedsordning, i princippet ikke stred mod den pågældende fælles markedsordning, medmindre den »hindrede de ved de pågældende fælles markedsordninger indførte mekanismer med hensyn til den fælles prisdannelse og reguleringen af tilførslerne til markedet i at fungere« ( 26 ). Det er efter min mening klart, at afgifter i den foreliggende sag ikke har sådanne virkninger.

5.

Endelig skal jeg som svar på den britiske rets sidste underspørgsmål anføre, at det forekommer mig logisk, at de ganske små frugtavlere ikke er omfattet af de forpligtelser, der omhandles i de nævnte underspørgsmål. Det må formodes, at frugtavlere, der råder over mindre end to hektarer jord beplantet med æble- eller pæretræer eller mindre end halvtreds æble- eller pæretræer, ikke afsætter deres produktion erhvervsmæssigt eller kun gør det i ubetydeligt omfang.

1.

Retten ønsker fastslået, om de bestemmelser i fællesskabsretten, som rådet eventuelt har tilsidesat, har direkte virkninger, således at de giver enkeltpersoner rettigheder, som disse kan gøre gældende ved de nationale domstole.

I forbindelse med besvarelsen af det første spørgsmål forudsatte jeg, at det er muligt, at visse af rådets aktiviteter er i modstrid med dels forordningen om den fælles markedsordning for frugt og grønsager, dels med traktatens artikel 40, stk. 3.

Den direkte virkning af bestemmelserne i den fælles markedsordning følger af, at de findes i en forordning, som i medfør af traktatens artikel 189 »gælder umiddelbart i hver Medlemsstat« ( 27 ).

Inden for rammerne af markedet for frugt og grønsager beror den direkte virkning af artikel 40, stk. 3, på, at den er blevet gennemført ved forordning nr. 1035/72 ( 28 ).

2.

Det står endvidere fast, at dersom afgiften skulle vise sig at være bestemt til at finansiere en virksomhed, der er i strid med de nævnte bestemmelser, vil frugtavlerne kunne påberåbe sig denne omstændighed som grundlag for en ubetinget frifindelse for ethvert krav om betaling af afgiften ( 29 ).

3.

På grundlag af den direkte virkning af de bestemmelser, der eventuelt er tilsidesat, kan der endvidere i princippet fremsættes et krav om tilbagebetaling af de årlige udgifter, der er betalt af frugtavlerne. Et sådant krav om tilbagebetaling skal dog begrænses til den del af afgiften, der benyttes til at finansiere en virksomhed i strid med fællesskabsretten. Det tilkommer den nationale domstol på dette grundlag og efter de gældende nationale bestemmelser af afgøre, hvorledes den omtalte tilbagebetaling skal gennemføres ( 30 ).

4.

Den nationale ret ønsker endvidere fastslået, om et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af afgifterne også omfatter afgifter, der er betalt før afsigelsen af dommen i den præjudicielle sag, eller om søgsmålet må begrænses til de eventuelle beløb, der kan tænkes at blive betalt efter afsigelsen af den nævnte dom.

5.

Den nationale ret ønsker endelig fastslået, om domstolene i en medlemsstat, når de skal afgøre, om der består krav på tilbagebetaling af afgifterne, er berettiget til at tage i betragtning, at de penge, afgifterne har indbragt, er blevet anvendt til formål, som frugtavlerne har eller kunne have draget fordel af.

Også vedrørende dette punkt foreligger der en ganske fast praksis. Domstolen har nemlig fastslået, at »fællesskabsretten [ikke] udelukker ..., at nationale retter i overensstemmelse med national lovgivning tager hensyn til, at afgifter opkrævet med urette har kunnet indregnes i de priser, der er fastsat af den afgiftspligtige virksomhed og har herved kunnet overvæltes på køberne« ( 34 ). Domstolen har endog præciseret, »at kravet om beskyttelse af de rettigheder [rettigheder som de nationale retter har pligt til at beskytte], som Fællesskabets retsorden sikrer på dette område, ikke indebærer, at der skal ske tilbagebetaling af afgifter opkrævet med urette, såfremt dette måtte føre til en ugrundet berigelse« ( 35 ).

Denne løsning kan efter min opfattelse overføres på de af den forelæggende ret nævnte tilfælde, hvor en afgift er blevet anvendt til formål, der er til fordel for dem, der har betalt den.

I.

II.

Såfremt det må antages, at de omhandlede foranstaltninger er i strid med fællesskabsretten, afhjælpes denne konflikt ikke ved, at et flertal af frugtavlerne har samtykket i disse foranstaltninger, eller så meget desto mindre ved, at der er gennemført en høring af andre interesserede parter.

III.

Traktatens artikel 40, stk. 3, og rådets forordning nr. 1035/72 har direkte virkning, således at de giver retssubjekter rettigheder, som de kan gøre gældende ved nationale domstole :

IV.

Dersom en af rådets aktiviteter må anses for at være i strid med traktatens artikel 30, som gennemført ved forordning nr. 1035/72, må det antages, at denne konflikt i henhold til tiltrædelsesaktens artikel 60, stk. 1, har bestået fra den 1. februar 1973.