1.

Sagsøgerne hævder, at det laveste tilbud ved den sidste EXIM-licitation androg 42,988 RE, og at dette netop var den mindsteafgiftssats, som Kommissionen har fastsat. Følgelig har alle delta gerne i denne licitation erhvervet importlicens. Sagsøgerne er de eneste, som ikke kunne deltage i den sidste licitation, fordi det, af sagsøgerne utilregnelige grunde, ikke var muligt af forelægge attestation for udførsel i rette tid. Overgangsbestemmelsen tager udelukkende sigte på dette tilfælde og er dermed i virkeligheden en lex Danhuber.

Heroverfor har vi under de mundlige forhandlinger hørt af Kommissionen, at der ved den sidste licitationsprocedure var syv tilbud, som lå under den af Kommissionen fastsatte mindsteafgiftssats på 42,988 RE, og som følgelig ikke blev antaget. I alt ni firmaer har efterfølgende gjort brug af den pågældende overgangsbestemmelse, hvoraf seks ikke erhvervede nogen licens ved den sidste EXIM-licitation, fordi de tilbød en for lav afgiftssats.

Såfremt der overhovedet skulle indføres en overgangsbestemmelse, måtte en sådan derfor principielt tilpasses et større antal tilfælde. Da Kommissionen vidste, at der fandtes en række firmaer, som havde eksporteret uden restitution, men af forskellige grunde ikke havde erhvervet licenser, er der ingen grund til at bebrejde Kommissionen, at de gjorde sig tanker om, hvorledes den ved overgangen fra en beskyttelsesforanstaltning til en anden kunne bringe EXIM-proceduren til afslutning. Der er i denne forbindelse ingen grund til at gå ind på, om Kommissionen overhovedet var forpligtet til at vedtage en sådan overgangsforanstaltning, når man tænker på, at ingen virksomheder efter EXIM-reglerne havde nogen garanti for at erhverve importlicens og i stedet for altid kunne rejse krav om en kontantrestitution.

En egentlig genoprettelse af den tidligere tilstand, som det kræves af sagsøgerne, ville kun have været mulig, såfremt Kommissionen havde gennemført en ny licitation. En sådan procedure ville imidlertid have været i strid med ånden og formålet med artikel 2 i forordning nr. 3170/75, ifølge hvilken de sidste ansøgninger skulle være indgivet inden den 15. december 1975, således at EXIM-proceduren kunne afsluttes. Endvidere skulle denne licitation gennemføres på samme vilkår som den sidste i december med det resultat, at de virksomheder, som deltog, ville have lige så lidt sikkerhed for, at der blev taget hensyn til deres tilbud. Det var derfor kun konsekvent, at Kommissionen for at bringe en ende på sagen, gav de pågældende virksomheder en garanti for udstedelsen af en importlicens. En sådan garanti forudsatte imidlertid, at afgiftsbeløbet blev fastsat forud, hvilket ikke var foreneligt med tanken om at foranstalte en licitation.

Kommissionen har derfor ikke misbrugt sit frie skøn ved at fastsætte de ovennævnte særlige betingelser som en overgangsbestemmelse for alle de virksomheder, der — uanset af hvilken grund — ikke erhvervede nogen importlicens ved den sidste licitation.

2.

Jeg skal herefter undersøge, om importafgiftssatsen blev fastsat på grundlag af objektive betragtninger.

Sagsøgerne gør herved gældende, at Kommissionen har misbrugt sit frie skøn, fordi den ikke foretog en ny undersøgelse af markedsforholdene i januar, men lagde licitationsproceduren af 15. december til grund og gjorde det højeste tilbud her til importafgiftssats i overgangsbestemmelsen. Herved tog den ikke hensyn til, at det daværende højeste tilbud formodentlig vedrørte en ganske lille mængde, mens det kvantitative tyngdepunkt for de indførsler, som tilbudene vedrørte, lå på omkring 43 RE. Ligeledes blev der ikke taget hensyn til den omstændighed, at de indførsler, som var foretaget i henhold til koblingsreglerne, tidsmæssigt overlappede dem, der blev gennemført efter EXIM-proceduren, og som måtte bringes på markedet til højere priser. Kommissionens opfattelse — hvorefter der med en mindsteafgiftssats på 50,320 RE pr. 100 kg stadig består en væsentlig fordel i forhold til betalingen af eksportrestitutionerne — bygger på den normale afgift, som bevidst blev fastsat til et prohibitivt højt beløb. Endvidere går Kommissionen her ud fra de i januar gældende importafgiftssatser, som i forvejen lå omkring 10 RE højere end satserne i december. Lægges disse højere afgiftssatser til grund, burde man følgelig også have anvendt højere restitutioner for denne måned.

Sagsøgerne anfører endvidere, at de beregnede deres køb og salg før den 15. december efter de dagældende markedsforhold, og at de på grundlag af denne beregning gik ud fra en importafgiftssats på 43 RE. De regnede derfor med at få tilslag for denne importafgiftssats. Hvis de nu må importere til en højere importafgiftssats, bliver de behandlet ringere end de ansøgere, som var i stand til at overholde fristen.

Den dagældende situation på oksekødmarkedet tvang Kommissionen — således som den troværdigt har forsikret os — til at foretage en kvantitativ kontrol med indførslerne. Som nævnt havde både EXIM-proceduren og koblingsordningen dette formål. Kommissionen måtte derfor også i overgangsbestemmelsen fastsætte en importafgiftssats, som tjente dette formål.

Herved gik den med rette ud fra, at de normale importafgifter, som følger orienteringsprisen, var for høje i forhold til de daværende lave priser, hvis der skulle kunne foretages nogen nævneværdig import. På den anden side kunne der ikke anvendes et vilkårligt mindstebeløb med henblik på at gennemføre en kvantitativ kontrol. Importafgiftsbeløbene skulle snarere have været nedsat så meget inden for rammerne af EXIM-proceduren, at dels de tab, der indtrådte som følge af, at de kontante restitutioner var opgivet, blev udlignet, og dels, at prisen for det importerede billige kød blev forhøjet så meget, at det kunne afsættes uden at have nogen indvirkning på stabiliseringen af de indenlandske priser. Det var derfor nærliggende og formålstjenligt, at Kommissionen, ved fastlæggelsen af importafgiftssatserne i overgangsbestemmelserne, som holdepunkt anvendte de afgiftsbeløb, der var tilbudt i december, for at beregningen kunne ligge så tæt op ad markedsforholdene som muligt.

Da det var formålet med overgangsbestemmelsen at etablere en generel ordning for alle, der ikke havde deltaget i den sidste licitationsprocedure, var Kommissionen efter min opfattelse heller ikke bundet til den mindsteafgiftssats, som i henhold til denne procedure var fastsat for december måned. Den var derimod berettiget til at foretage et frit skøn, som muligvis også tillod den at tage hensyn til prisændringerne i januar. At satsen på 50,320 RE stemte med de gældende markedsforhold og ikke var åbenbart fejlagtig, fremgår af, at flere af tilbudene i december indeholdt en importafgiftssats på mere end 43 RE pr. 100 kg, idet nogle vedrørende 200 tons endda indeholdt en afgiftssats på omkring 50 RE pr. 100 kg. Det var heller ikke objektivt urigtigt, at Kommissionen tog hensyn til det forhold, at de erhvervsdrivende, som ved den sidste EXIM-licitation havde tilbudt en så høj importafgift som muligt for i alle tilfælde at sikre sig en importlicens, ikke måtte forskelsbehandles over for dem, der nu muligvis ville få garanti for at kunne importere til en lavere sats.

Der er ikke under sagen fremført noget, der giver grundlag for at antage, at Kommissionen, som det hævdes af sagsøgerne, ved udøvelsen af sit skøn skulle have taget hensyn til den omstændighed, at deltagerne i koblingsordningen samtidig var i stand til at afgive gunstigere tilbud. Endvidere er der på ny blevet henvist til, at formålet med beskyttelsesforanstaltningerne var en kvantitativ kontrol, og ikke at give importhandelen særlige indtjeningsmuligheder eller særlig god adgang til indførsel. Det afgørende er derfor heller ikke, om overgangsbestemmelsen gav de enkelte virksomheder en nævneværdig fordel i forhold til betalingen af eksportrestitutioner. Selv i tilfælde af en teoretisk fordel ville muligheden for at gribe til den kontante restitution stadig have bestået.

Det sidstnævnte synspunkt kan også give svar på det spørgsmål, om Kommissionen, ved at fastsætte et højere importafgiftsbeløb i overgangsbestemmelsen end i den sidste EXIM-licitationsprocedure, har overtrådt det af Domstolen anerkendte princip om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. sag 1/73, Westzucker mod Einfuhr- und Vorratsstelle für Zucker, dom af 3. 7. 1973, Sml. 1973, s. 723; sag 78/74, Deuka mod Einfuhr- und Vorratsstelle für Getreide und Futtermittel, dom af 18. 3. 1975, Sml. 1975, s. 421; sag 78/77, Johann Luhrs mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas, dom af 1. 2. 1978, Sml. 1978, s. 169). Da der med overgangsbestemmelsen tilsigtedes en generel ordning for alle virksomheder, som før den 16. december havde eksporteret oksekød uden restitution, men ikke indgivet ansøgning i rette tid, kan sagsøgernes individuelle situation ikke alene være afgørende. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ville kun være krænket, såfremt fastsættelsen af en importafgiftssats på 50,320 RE pr. 100 kg ville tilsidesætte den berettigede forventning om opretholdelse af en lavere sats hos alle, der var økonomisk berørt heraf. Det kunne imidlertid, som Kommissionen med rette har understreget, hverken udledes af ordlyden eller systematikken i EXIM-ordningen efter forordning nr. 1090/75, at en erhvervsdrivende, efter at have gennemført en eksport, altid ville kunne modtage en hertil svarende importlicens ved den følgende termin og kun skulle betale den mindsteafgift, der var fastsat for den pågældende tildelingsperiode. Tværtimod havde eksportøren efter disse regler overhovedet ingen sikkerhed for at erhverve importlicens, og slet ikke hvis han kun tilbød det mindstebeløb, der var fastsat for den forudgående tildeling, fordi markedsforholdene kunne ændre sig. Såfremt eksportøren ville være absolut sikker på at erhverve licens, måtte han tilbyde en så høj afgiftssats som mulig, der også skulle erlægges, selv om mindsteafgiftssatsen blev fastsat til et lavere beløb. Når den, der deltog i en bestemt fordelingsprocedure, imidlertid ikke havde nogen garanti for overhovedet at erhverve licens til det af ham tilbudte afgiftsbeløb, som svarede til den forudgående mindsteafgiftssats, måtte dette også gælde for dem, der, som sagsøgerne — uanset af hvilken grund — undlod at ansøge inden for en bestemt frist.

3.

Sammemfattende mener jeg derfor, at gyldigheden af overgangsbestemmelsen i artikel 11 i forordning nr. 76/76 ikke kan drages i tvivl, hverken efter forbudet mod forskelsbehandling, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller ud fra en formodning om misbrug af det frie skøn.