»A —

Skal Rådets forordning (EØF) nr. 1619/68 (erstattet af forordning (EØF) nr. 2772/75, EFT L 282 af 1. 11. 1975) og Kommissionens forordning nr. 95/69 fortolkes således, at de indeholder hjemmel for, at medlemsstaterne kan forbeholde det offentlige udarbejdelsen og distributionen af banderoler og etiketter, og skal artikel 5 i forordning nr. 95/69 — hvorefter banderolerne og etiketterne 'bærer … et officielt mærke, som bestemmes af den kompetente myndighed' — fortolkes således, at den indebærer eneret for det offentlige til at påføre mærket og udarbejde og distribuere etiketterne?

B —

Skal de nævnte forordninger fortolkes således, at medlemsstaterne kan gøre udleveringen af banderoler og etiketter afhængig af betalingen af et vederlag, hvis størrelse langt overstiger værdien af disse genstande?

C —

Skal de nævnte forordninger fortolkes således, at det strider mod deres umiddelbare gyldighed, at der vedtages nationale regler, som — idet de gør krav på at gennemføre de pågældende forordninger — fastsætter yderligere betingelser, såsom at forbeholde det offentlige udarbejdelsen og distributionen af banderoler og etiketter og gøre udleveringen heraf afhængig af betalingen af et vederlag?

D —

Har forbeholdet for det offentlige til at udarbejde og distribuere etiketterne og den omstændighed, at udleveringen heraf gøres afhængig af betaling af et beløb, der overstiger deres værdi, virkning som en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, der er forbudt ifølge EØF-traktatens artikel 7?

E —

Skal Rådets forordning nr. 2771/75, især artikel 2, samt Rådets forordning nr. 2727/75 og Kommissionens forordning nr. 95/69 fortolkes således, at en national bestemmelse, der opstiller yderligere og særlige betingelser i forhold til dem, der indeholdes i de nævnte forordninger, kan fordreje den gnidningsløse funktion af mekanismerne i markedsordningen for æg, navnlig handelsnormernes strenge overholdelse og dermed gnidningsløse gennemførelse og virkning?«

1.

Det skal først undersøges, om fællesskabsforordningerne indeholder hjemmel for, at medlemsstaterne kan forbeholde det offentlige udarbejdelsen og distributionen af de banderoler og etiketter, der er nødvendige for at markedsordningen for æg kan fungere.

Med hensyn til spørgsmålets sidste del vedrørende artikel 5 i forordning nr. 95/69, hvorefter banderolerne og etiketterne skal bære et officielt mærke, som bestemmes af den kompetente myndighed, kan det straks anføres, at det offentlige ikke herved tildeles en eneret til at påføre det officielle mærke og at udarbejde og distribuere banderolerne og etiketterne. Det fremgår klart af artiklens ordlyd, at dens rækkevidde ikke går så langt, idet den kompetente nationale myndigheds bestemmelse af det officielle mærke selvfølgelig ikke er ensbetydende med, at det kun kan påføres af den pågældende myndighed, eller at kun denne myndighed har ret til at udarbejde banderoler og etiketter.

For så vidt der desuden spørges, om fællesskabsforordningerne indeholder hjemmel for, at medlemsstaterne kan forbeholde det offentlige udarbejdelsen og distributionen af banderoler og etiketter, finder jeg det tilstrækkeligt kun at fremsætte to bemærkninger herom.

Kommissionen har for det første med rette henvist til artikel 26 i forordning nr. 2772/75, hvorefter kontrollen med overholdelsen af forordningens bestemmelser udøves af de i hver enkelt medlemsstat hertil udpegede myndigheder. Heraf fremgår det klart, at fællesskabsreglerne ikke — som sagsøger i hovedsagen hævder — er udtømmende, men at medlemsstaterne skal træffe administrative foranstaltninger til gennemførelse af forordningerne. Jeg finder det derfor også ubestrideligt, at der med henblik på kontrollens organisation og enkelthederne herved er hjemlet medlemsstaterne en forholdsmæssig vid skønsfrihed, som ikke er begrænset til kontrollen med, om produktets kvalitet svarer til angivelserne på pakningerne. Det kan derfor med sikkerhed ikke antages, at kontrolforanstaltningernes udformning, som sket i Italien, ligger uden for de ved fællesskabsreglerne dragne grænser. Det kan især ikke hævdes, at udleveringen af etiketterne og banderolerne ikke vedrører de nationale kontrolforanstaltninger, idet udleveringen, dersom den foretages af det offentlige, overflødiggør kontrollen med at banderolerne stemmer overens med de modeller, som medlemsstaterne skal fastlægge ifølge artikel 5 i forordning nr. 95/69. Desuden må det i almindelighed indrømmes, at de i fællesskabsretten foreskrevne former for kontrol sikkert vil blive gjort lettere og mere effektiv, dersom de udføres på den i Italien foreskrevne måde, og hvor de banderoler og etiketter, som det offentlige udleverer, som bekendt nummereres fortløbende.

For det andet kan der henvises til den ovenfor citerede artikel 17 i forordning nr. 2772/75, hvori bestemmes, at banderolerne og etiketterne skal udleveres af de i artikel 26 omhandlede myndigheder eller under deres kontrol. Dersom det offentlige ifølge disse bestemmelser kan foretage udleveringen, kan medlemsstaternes myndigheder også foretage udarbejdelsen. Der er desuden ingen rimelig grund til, at denne mulighed, der udtrykkeligt er nævnt, for så vidt angår store pakninger, ikke skulle gælde for små pakninger. I denne henseende er en analog anvendelse af den nævnte bestemmelse derimod nærliggende.

Hvad angår det tørste spørgsmål, kan det derfor kun fastslås, at en eneret for det offentlige til at udarbejde og distribuere de banderoler og etiketter, som er af betydning for markedsordningen for æg, utvivlsomt er forenelig med fællesskabsretten. Dette ændres ej heller af den omstændighed, at der vedtages en anden fremgangsmåde i andre medlemsstater, og at udarbejdelsen og distribueringen dér delvis overlades til private virksomheder eller organer, som handler på statens vegne. Desuden kan anbringendet om, at proceduren for at opnå banderoler i Italien er overordentlig omstændelig og langtrukken — hvilket i øvrigt heftigt bestrides af den italienske regering —, ikke føre til nogen anden bedømmelse. En sådan følge er ikke logisk set nødvendigvis forbundet med den omstændighed, at staten selv varetager udarbejdelsen og distributionen af banderolerne. Dersom det konstateredes, at der faktisk forelå en sådan situation i en medlemsstat, ville det ikke medføre en ophævelse af hele systemet, men det ville være tilstrækkeligt at anfægte den praktiske gennemførelse gennem et søgsmål til konstatering af traktatskrænkelse.

2.

En anden række spørgsmål vedrører den omstændighed, at banderolerne og etiketterne i Italien kun udleveres mod betaling af et vederlag. Det må ud fra forskellige synspunkter undersøges, om dette er tilstedeligt efter fællesskabsretten.

Det kan derfor med hensyn til dette spørgsmål med sikkerhed fastslås, at forskellige kontrolomkostninger og forskelligheder i de relevante regler næppe kan henføres under de i traktaten hjemlede forbud mod forskelsbehandling.

Jeg skal endelig undersøge sagsøgers anbringende om, at nationale foranstaltninger, som fastslået adskillige gange i retspraksis, ikke må hindre en fælles markedsordnings mål og funktion. Det hævdes, at der i nærværende tilfælde foreligger en sådan hindring. Markedsordningen for æg er karakteriseret ved handelsnormer, altså fælles konkurrenceregler. De er alene afgørende for afsætningen, og derfor er en forhøjelse af afsætningstærsklen ved supplerende betingelser ulovlig. De italienske foranstaltninger hævdes imidlertid rent faktisk at medføre en sådan forhøjelse. Når vederlagene for banderolerne ses i deres rette sammenhæng, ændrer de efter sagsøgers opfattelse de fælles handelsnormer og har sluttelig som følge, at der i Italien gælder mere restriktive handelsnormer.

I lyset af det ovenfor anførte kan denne opfattelse heller ikke godtages. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at påtænke, at det efter systemet i markedsordningen for æg er overladt medlemsstaterne at bestemme den nærmere udformning af kontrollen med dens praktiske anvendelse. Økonomiske byrder, som opstår herved, kan derfor ikke anses som supplerende betingelser, der er ulovlige efter markedsordningen for æg, stadig forudsat, at de ikke dækker mere end omkostningerne. Der kan også her henvises til det forhold, at produktionsomkostningerne ikke er ens i medlemsstaterne, og at der ved markedsordningen for æg, som ikke indeholder prisregler, ikke søges opnået ensartethed på området. Endelig er det også her relevant — selv under hensyntagen til sagsøgers berigtigelser under den mundtlige forhandling — at tage hensyn til den italienske regerings indlæg og detaljerede beregninger med hensyn til banderoleomkostningernes indflydelse på produktionsomkostningerne, navnlig hvad angår de mest anvendte store pakninger, og dens redegørelse for udviklingen af eksporten fra Italien i de seneste år.

Herefter kan der heller ikke være tale om en overtrædelse af formålene med markedsordningen for æg og en hindring af dennes funktion som følge af de italienske regler vedrørende banderoleomkostningerne.

3.

Efter min opfattelse bør de af Pretura di Venasca forelagte spørgsmål besvares således:

Den omstændighed, at udarbejdelsen og distributionen af banderolerne og etiketterne ikke foretages af det offentlige i alle medlemsstaterne, og at udleveringen heraf ikke altid gøres afhængig af betalingen af et vederlag, fører ikke nødvendigvis til den konklusion, at medlemsstater, som anvender den beskrevne fremgangsmåde, krænker forbudet mod forskelsbehandling.