EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 15.1.2026
COM(2026) 7 final
2026/0003(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det regionale styringsudvalg for transportfællesskabet for så vidt angår visse ændringer af reglerne for aflønning af personalet i det permanente sekretariat for transportfællesskabet
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører afgørelsen om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det regionale styringsudvalg, der er nedsat i henhold til traktaten om oprettelse af et transportfællesskab ("transportfællesskabstraktaten"), for så vidt angår visse påtænkte ændringer af reglerne for aflønning af personalet i det permanente sekretariat for transportfællesskabet.
2.Baggrund for forslaget
2.1.Transportfællesskabstraktaten
Den 1. maj 2019 blev transportfællesskabstraktaten ratificeret af Republikken Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Nordmakedonien, Kosovo, Montenegro og Republikken Serbien ("de sydøsteuropæiske parter"). Den Europæiske Union er part i transportfællesskabstraktaten og vedtog den 4. marts 2019 en rådsafgørelse om indgåelse af traktaten om oprettelse af et transportfællesskab. Transportfællesskabstraktaten trådte i kraft den 1. maj 2019.
2.2.Det regionale styringsudvalg
Det regionale styringsudvalg er nedsat ved transportfællesskabstraktatens artikel 24. Det er ansvarligt for at forvalte transportfællesskabstraktaten og sikre, at den gennemføres korrekt. Med henblik herpå fremsætter det henstillinger og træffer afgørelser i de tilfælde, der er fastsat i transportfællesskabstraktaten. Det regionale styringsudvalg:
a) forbereder ministerrådets arbejde
b) træffer afgørelser om nedsættelsen af tekniske udvalg
c) fremsætter henstillinger og træffer afgørelser i overensstemmelse med transportfællesskabstraktaten
d) træffer passende foranstaltninger vedrørende nyligt vedtagne EU-retsakter, navnlig ved revision af bilag I til transportfællesskabstraktaten
e) udnævner direktøren for det permanente sekretariat efter høring af ministerrådet
f) kan udnævne én eller flere vicedirektører for det permanente sekretariat
g) fastlægger reglerne for det permanente sekretariat
h) kan ved afgørelse revidere niveauet for budgetbidrag
i) vedtager det årlige budget for transportfællesskabet
j) vedtager afgørelser om de nærmere procedurer for gennemførelse af budgettet, for regnskabsaflæggelse og revision samt for kontroludførelse
k) træffer afgørelser i tvister, der indbringes af de kontraherende parter
l) vedtager generelle principper for aktindsigt i dokumenter, som organer, der er oprettet ved eller i henhold til transportfællesskabstraktaten, er i besiddelse af
m) vedtager årsrapporter om gennemførelsen af det samlede net til forelæggelse i ministerrådet
n) fastsætter frister og måder, hvorpå de sydøsteuropæiske parter kan gennemføre visse EU-retsakter.
Det regionale styringsudvalg består af én repræsentant og én stedfortrædende repræsentant for hver kontraherende part. Enhver EU-medlemsstat kan deltage som observatør. Det regionale styringsudvalg træffer afgørelse med enstemmighed.
2.3.Den påtænkte retsakt, der skal vedtages af det regionale styringsudvalg
Ved en skriftlig vedtagelsesprocedure, som er planlagt til januar 2026, skal det regionale styringsudvalg vedtage en afgørelse om ændring af reglerne for aflønning af personalet i det permanente sekretariat for transportfællesskabet ("den påtænkte retsakt"). Disse regler er fastsat i transportfællesskabets personalevedtægt.
Formålet med den påtænkte retsakt er at foretage en tilpasning af lønskalaen for personalet i det permanente sekretariat på + 20 % på anvendelsesdatoen for afgørelsen. Lønskalaen er opført i bilag II til det regionale styringsudvalgs afgørelse nr. 2019/3 af 5. juni 2019, hvorved transportfællesskabets personalevedtægt fastsættes. Desuden har den påtænkte retsakt til formål at ajourføre lønningerne til personalet i det permanente sekretariat, som er baseret på lønskalaen, i overensstemmelse hermed. Den har også til formål at indføre, pr. 1. januar 2027, en mekanisme til årlig indeksering af lønningerne til personalet i det permanente sekretariat i overensstemmelse med det årlige forbrugerprisindeks som offentliggjort af Republikken Serbiens relevante statistikmyndighed.
Under de kontraherende parters indledende drøftelser af den påtænkte retsakt blev det planlagt, at lønindekseringen skulle finde anvendelse fra den 1. januar 2026. Forsinkelser med hensyn til at nå til enighed om et forslag, der skal forelægges til vedtagelse, betyder imidlertid, at den skriftlige vedtagelsesprocedure for det regionale styringsudvalg først kan iværksættes i januar 2026. For at være i tråd med de indledende drøftelser og for at sikre sammenhængen mellem den årlige lønindeksering og den årlige vedtagelse af transportfællesskabets budget bør den påtænkte afgørelse dog finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2026.
Den påtænkte retsakt får bindende virkning for parterne i henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 25, stk. 1, hvori følgende fastsættes: "Det regionale styringsudvalgs afgørelser er bindende for de kontraherende parter (...)".
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
I bilag II til det regionale styringsudvalgs afgørelse nr. 2019/3 fastsættes transportfællesskabets personalevedtægt. Det præciseres i afsnit 9.1, at den lønskala, der gælder for klassifikationen af stillinger i det permanente sekretariat, og som er fastsat i tillægget til nævnte personalevedtægt, revideres regelmæssigt af det regionale styringsudvalg. Dette skal sikre, at lønningerne forbliver konkurrencedygtige og i overensstemmelse med sekretariatets krav. Personalevedtægten indeholder imidlertid ikke en mekanisme til årlig tilpasning af personalets lønninger i forhold til inflationen. Lønskalaen er derfor uændret siden dens vedtagelse i juni 2019. Dette har i væsentlig grad udhulet købekraften for personalet i det permanente sekretariat.
Som følge heraf har det permanente sekretariat understreget, at lønskalaens konkurrencedygtighed er faldet betydeligt. Dette har allerede bidraget til et mærkbart fald i antallet af ansøgninger til ledige stillinger og medført øget personaleudskiftning.
Det regionale styringsudvalg skal derfor vedtage den påtænkte retsakt for at sikre, at lønskalaen for det permanente sekretariat forbliver konkurrencedygtig, og at det permanente sekretariat kan fungere efter hensigten. Da Unionen er part i transportfællesskabstraktaten, er det nødvendigt at fastlægge Unionens holdning til den påtænkte retsakt.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Det regionale styringsudvalg er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig transportfællesskabstraktaten.
Det regionale styringsudvalg har beføjelse til at fastlægge reglerne for det permanente sekretariat i overensstemmelse med transportfællesskabstraktatens artikel 30. I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 24, stk. 1, har det regionale styringsudvalg desuden til opgave at forestå administrationen af nævnte traktat og sikre, at den gennemføres korrekt. I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 35 har det regionale styringsudvalg desuden beføjelse til at vedtage budgettet og de dermed forbundne finansielle regler. I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 25, stk. 1, er det regionale styringsudvalgs afgørelser bindende for de kontraherende parter. Den retsakt, som det regionale styringsudvalg skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger.
Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for transportfællesskabstraktaten.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.
Hvis den påtænkte retsakt samtidigt har flere formål eller elementer, der er uadskilleligt forbundne, uden at det ene er sekundært i forhold til det andet, skal det materielle retsgrundlag for en afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, undtagelsesvis omfatte de dertil svarende forskellige retsgrundlag.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Den påtænkte retsakt er en forudsætning for, at transportfællesskabstraktaten kan fungere efter hensigten. Transportfællesskabstraktaten har en række formål og består af elementer inden for vejtransport, jernbanetransport og transport ad indre vandveje — transportformer, som er omfattet af artikel 91 i TEUF — samt inden for søtransport, som er en transportform, der er omfattet af artikel 100, stk. 2, i TEUF. På grund af dens horisontale karakter har den påtænkte retsakt følger for alle disse elementer.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse omfatter derfor følgende bestemmelser: artikel 91 og artikel 100, stk. 2, i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 91 og artikel 100, stk. 2, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt
I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 25, stk. 2, skal Det Regionale Styringsudvalgs afgørelser offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
2026/0003 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det regionale styringsudvalg for transportfællesskabet for så vidt angår visse ændringer af reglerne for aflønning af personalet i det permanente sekretariat for transportfællesskabet
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 og artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Traktaten om oprettelse af et transportfællesskab ("transportfællesskabstraktaten") blev godkendt på Unionens vegne ved Rådets afgørelse (EU) 2019/392 og trådte i kraft den 1. maj 2019.
(2)Det regionale styringsudvalg blev nedsat ved transportfællesskabstraktaten til at forestå administrationen af denne traktat og sikre, at den gennemføres korrekt.
(3)I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 30 er det regionale styringsudvalg bemyndiget til at vedtage afgørelser om reglerne for det permanente sekretariat. I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 24, stk. 1, har det regionale styringsudvalg desuden til opgave at forvalte traktaten og sikre, at den gennemføres korrekt. I henhold til transportfællesskabstraktatens artikel 35 har det regionale styringsudvalg desuden beføjelse til at vedtage budgettet og de dermed forbundne finansielle regler.
(4)Det regionale styringsudvalg påtænker gennem en skriftlig vedtagelsesprocedure i januar 2026 at vedtage en afgørelse om ændring af de i transportfællesskabets personalevedtægt fastsatte regler for aflønning af personalet i det permanente sekretariat for transportfællesskabet.
(5)For at være i tråd med de kontraherende parters indledende drøftelser af den påtænkte retsakt og for at sikre sammenhængen mellem den årlige lønindeksering og den årlige vedtagelse af transportfællesskabets budget bør den påtænkte afgørelse finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2026.
(6)Det regionale styringsudvalgs påtænkte retsakt vil have retsvirkninger.
(7)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i det regionale styringsudvalg til vedtagelsen af den ovennævnte afgørelse, bør derfor fastlægges.
(8)Det er berettiget at støtte vedtagelsen af det udkast til afgørelse, som er knyttet til nærværende afgørelse, da det vil sikre, at lønningerne til personalet i det permanente sekretariat fortsat er konkurrencedygtige, hvilket er en forudsætning for, at det permanente sekretariat kan fungere efter hensigten.
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i den skriftlige vedtagelsesprocedure i det regionale styringsudvalg for transportfællesskabet, som er planlagt til januar 2026, for så vidt angår ændring af de i transportfællesskabets personalevedtægt fastsatte regler for aflønning af personalet i det permanente sekretariat for transportfællesskabet, baseres på det udkast til det regionale styringsudvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Mindre tekniske ændringer af den holdning, der er fastsat i artikel 1, kan aftales uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på datoen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den .