EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 19.5.2025
COM(2025) 232 final
BILAG
til
Forslag til RÅDETS AFGØRELSE
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om samarbejde om anvendelsen af deres konkurrencelovgivning
BILAG
Aftale mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om samarbejde om anvendelsen af deres konkurrencelovgivning
DEN EUROPÆISKE UNION ("Unionen") på den ene side og
DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND ("Det Forenede Kongerige") på den anden side,
benævnt "part" hver for sig og "parter" under ét,
som anerkender betydningen af at samarbejde med ligesindede partnere om spørgsmål af fælles interesse,
som tager i betragtning, at der er behov for effektiv konkurrence i de respektive markeder til at understøtte et afbalanceret økonomisk partnerskab,
som noterer sig, at parterne deler den opfattelse, at en hensigtsmæssig og effektiv håndhævelse af deres respektive konkurrencelovgivninger er af stor betydning for, at deres markeder fungerer effektivt, og for samhandelen mellem dem,
som anerkender, at denne aftale udgør en ramme for det nuværende samarbejde med henblik på at styrke Unionens og EU-medlemsstaternes forbindelser med Det Forenede Kongerige,
som anerkender, at samarbejde og koordinering, herunder deling af oplysninger, kan bidrage til en konsekvent og effektiv håndhævelse af hver parts konkurrencelovgivning,
som anerkender, at Europa-Kommissionen og konkurrencemyndighederne i EU-medlemsstaterne kun kan dele oplysninger med konkurrencemyndigheden i Det Forenede Kongerige, som er indhentet ved hjælp af deres egne undersøgelsesmidler,
under henvisning til artikel 361, stk. 4, i handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side af 30. december 2020 ("handels- og samarbejdsaftalen"), hvori det fastsættes, at parterne kan indgå en særskilt aftale om samarbejde og koordinering på konkurrenceområdet,
som anerkender, at denne aftale er en supplerende aftale til handels- og samarbejdsaftalen,
under henvisning til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1772 af 28. juni 2021 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet for personoplysninger i Det Forenede Kongerige og til Schedule 21 til Data Protection Act 2018 som indsat ved UK Data Protection, Privacy and Electronic Communications (Amendment etc.) (EU Exit) Regulations 2019, som vedrører tilstrækkelig beskyttelse af personoplysninger i Unionen,
som noterer sig, at den samarbejds- og koordineringsmekanisme, der oprettes ved denne aftale, og som muliggør samarbejde og koordinering mellem Unionens eller dens medlemsstaters konkurrencemyndigheder på den ene side og konkurrencemyndigheden i Det Forenede Kongerige på den anden side, skal være udtømmende for så vidt angår anvendelsen af Unionens konkurrencelovgivning,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
Artikel 1 – Formål
Formålet med denne aftale er at fremme samarbejdet og koordineringen på konkurrenceområdet mellem konkurrencemyndighederne i Unionen og dens medlemsstater på den ene side og konkurrencemyndigheden i Det Forenede Kongerige på den anden side med henblik på en mere effektiv håndhævelse af Unionens og Det Forenede Kongeriges konkurrencelovgivning.
Artikel 2 – Definitioner og tilknyttet fortolkning
1.I denne aftale forstås ved:
a."konkurrencemyndigheder" eller i givet fald "konkurrencemyndighed", uden at det berører stk. 3:
i)på den ene side for så vidt angår Unionen, afhængigt af sammenhængen, Europa-Kommissionen, én eller flere af EU-medlemsstaternes nationale konkurrencemyndigheder som anført i bilaget til denne aftale, eller én eller flere af disse sammen med Europa-Kommissionen, for så vidt som de udøver funktioner i henhold til Unionens konkurrencelovgivning, og
ii)på den anden side, for så vidt angår Det Forenede Kongerige, konkurrence- og markedsmyndigheden, for så vidt som den udøver funktioner i henhold til Det Forenede Kongeriges konkurrencelovgivning
b."konkurrencelovgivning" alt efter konteksten:
i)for så vidt angår Unionen, én eller flere af artiklerne 101, 102 og 106 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser og gennemførelsesforordningerne hertil, herunder alle nuværende og kommende ændringer eller erstatninger af ethvert punkt, der er anført i dette litra b), nr. i), og
ii)for så vidt angår Det Forenede Kongerige, én eller flere af følgende:
i.Competition Act 1998 (kapitel 41)
ii.Del 3 (Mergers) i Enterprise Act 2002 (kapitel 40) med undtagelse af de bestemmelser i nævnte del, der vedrører hensynet til almenvellet i forbindelse med en undersøgelse af en fusion, der er genstand for en indgriben, der vedrører hensynet til almenvellet, eller kapitel 3A i nævnte del (Mergers involving newspaper enterprises and foreign powers)
iii.Del 4 (Market Studies and Market Investigations) i Enterprise Act 2002 med undtagelse af de bestemmelser i nævnte del, der vedrører hensynet til almenvellet i forbindelse med en markedsundersøgelsesreference eller en mulig markedsundersøgelsesreference, der er genstand for en indgriben af samme hensyn
iv.Del 6 (Cartel offence) i Enterprise Act 2002
v.afsnit 9A-9E i Company Directors Disqualification Act 1986 (kapitel 46)
vi.artikel 13A-13E i Company Directors Disqualification (Northern Ireland) Order 2002 (S.I. 2002/3150 (N.I. 4)) og
vii.al underordnet lovgivning, der er udarbejdet i henhold til bestemmelserne i nr. i)-vi),
herunder eventuelle nuværende og kommende ændringer eller erstatninger af denne lovgivning eller disse administrative bestemmelser
c.for så vidt angår Unionen, "national ret": hele Unionens og dens medlemsstaters lovgivning og administrative bestemmelser, herunder retspraksis
d."håndhævelsesforanstaltninger": enhver anvendelse af konkurrencelovgivningen i form af undersøgelser eller procedurer, der gennemføres af en konkurrencemyndighed.
2.Hvis en konkurrencemyndighed ændrer navn, eller hvis en konkurrencemyndigheds funktioner overføres til en anden myndighed, behandles en henvisning til denne konkurrencemyndighed i denne aftale som en henvisning til myndigheden under dens nye navn eller til efterfølgermyndigheden, for så vidt som den omdøbte myndighed eller efterfølgermyndigheden (alt efter omstændighederne) fortsætter med at udøve eller udøver funktioner i henhold til den relevante parts konkurrencelovgivning.
3.Denne aftale finder anvendelse på samarbejde og koordinering mellem begge parters konkurrencemyndigheder og finder ikke uden for denne sammenhæng anvendelse på samarbejde og koordinering mellem kun én parts konkurrencemyndigheder. Henvisninger i denne aftale til konkurrencemyndigheder, der har kontakt med hinanden, eller til deres samarbejde eller koordinering med andre konkurrencemyndigheder i henhold til denne aftale skal fortolkes i overensstemmelse hermed.
Artikel 3 – Underretninger
1.Hvis en konkurrencemyndighed finder, at én eller flere af dens håndhævelsesforanstaltninger sandsynligvis vil påvirke den anden parts væsentlige interesser, underretter den de øvrige berørte konkurrencemyndigheder om nævnte håndhævelsesforanstaltning.
2.Den i stk. 1 omhandlede underretning skal finde sted straks efter den første offentliggørelse af et efterforskningstiltag i den relevante håndhævelsesforanstaltning.
Artikel 4 – Koordinering af håndhævelsesforanstaltninger
1.Hvis konkurrencemyndighederne gennemfører eller agter at gennemføre de samme eller tilsvarende håndhævelsesforanstaltninger, kan de aftale, at det er i deres fælles interesse at koordinere deres håndhævelsesforanstaltninger, herunder med hensyn til virksomheders eller fysiske personers frivillige fremlæggelse af oplysninger.
2.En konkurrencemyndighed, der deltager i en sådan koordinering, kan til enhver tid meddele de andre deltagende konkurrencemyndigheder, at den agter at begrænse eller afslutte koordineringen og gennemføre håndhævelsesforanstaltninger uafhængigt af disse myndigheder, og uden at det berører de øvrige bestemmelser i denne aftale.
Artikel 5 – "Negative comity"
1.Konkurrencemyndighederne tager inden for rammerne af den nationale ret, der gælder for dem, og i det omfang det er foreneligt med deres egne vigtige interesser, nøje hensyn til hinandens væsentlige interesser i alle faser af deres håndhævelsesforanstaltninger.
2.Hvis det viser sig, at en konkurrencemyndigheds håndhævelsesforanstaltninger kan skade én eller flere af de andre konkurrencemyndigheders væsentlige interesser, træffer de pågældende konkurrencemyndigheder alle rimelige foranstaltninger for at forlige hinandens væsentlige interesser.
Artikel 6 – Deling af oplysninger
1.Konkurrencemyndighederne kan dele oplysninger med hinanden, i det omfang delingen af disse oplysninger er lovlig i henhold til gældende national ret, herunder om fortrolighed og databeskyttelse.
2.Hvis to eller flere konkurrencemyndigheder gennemfører håndhævelsesforanstaltninger vedrørende samme eller indbyrdes forbundne spørgsmål eller spørgsmål af fælles interesse, skal de berørte konkurrencemyndigheder efter anmodning fra en af dem, i det omfang det er muligt og i overensstemmelse med deres egne væsentlige interesser og ressourcer, som de med rimelighed kan forventes at have adgang til, overveje at undersøge, om identificerbare juridiske eller fysiske personer, der har afgivet fortrolige oplysninger i forbindelse med disse håndhævelsesforanstaltninger, har givet skriftligt samtykke til delingen af sådanne oplysninger mellem de berørte konkurrencemyndigheder. Det er ikke nødvendigt, at en konkurrencemyndighed indhenter dette samtykke, for så vidt som delingen af disse oplysninger uden samtykke er tilladt i henhold til gældende national ret.
3.Alle oplysninger, der deles inden for rammerne af denne aftale, og det forhold, at der er sendt, modtaget eller besvaret en anmodning om deling af oplysninger, samt at der foreligger samarbejde i henhold til denne aftale, kan videregives til Unionens konkurrencemyndigheder, i det omfang en sådan videregivelse er lovlig i henhold til den nationale ret, der finder anvendelse på dem. Europa-Kommissionen kan også videregive oplysninger, som Det Forenede Kongeriges konkurrencemyndighed har videregivet inden for rammerne af denne aftale, til EFTA-Tilsynsmyndigheden med henblik på at fremme Europa-Kommissionens forpligtelser i henhold til artikel 6 og 7 i protokol 23 til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. marts 1992 om samarbejde mellem tilsynsmyndighederne.
4.Oplysninger, der deles inden for rammerne af denne aftale, må ikke videregives yderligere til andre nationale myndigheder eller til konkurrencemyndigheder i tredjelande uden forudgående skriftlig tilladelse fra den oprindeligt videregivende konkurrencemyndighed til videregivelse af de pågældende oplysninger til den pågældende specifikke myndighed. Oplysninger, der deles inden for rammerne af denne aftale, må ikke videregives til en myndighed i et tredjeland, som ikke er en myndighed på det konkurrenceretlige område.
5.Ingen konkurrencemyndighed er forpligtet til at dele oplysninger i henhold til denne aftale. Med forbehold af gældende national ret har hver konkurrencemyndighed skønsbeføjelser til at vælge, hvilke oplysninger der skal deles.
6.Personoplysninger må kun deles inden for rammerne af denne aftale, hvis de videregivende og modtagende konkurrencemyndigheder har undersøgt, eller er i færd med eller agter at undersøge den sag, med henblik på hvilken personoplysningerne oprindeligt blev indhentet.
Artikel 7 – Anvendelse af delte oplysninger
1.Uden at det berører artikel 6, stk. 4, må oplysninger, der deles inden for rammerne af denne aftale, ikke anvendes til andre formål end håndhævelse af konkurrencelovgivningen. Andre oplysninger end offentligt tilgængelige oplysninger, der videregives til EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 6, stk. 3, må ikke anvendes til andre formål end Europa-Kommissionens håndhævelse af Unionens konkurrencelovgivning.
2.Uanset stk. 1 kan konkurrencemyndighederne med den videregivende konkurrencemyndigheds samtykke anvende oplysninger, der deles i inden for rammerne af denne aftale, til andre formål end håndhævelse af konkurrencelovgivningen, hvis dette er i overensstemmelse med samtykket.
3.Oplysninger, der deles inden for rammerne af denne aftale, må kun anvendes af de modtagende konkurrencemyndigheder som bevismateriale til håndhævelse af konkurrencelovgivningen med hensyn til den sag, med henblik på hvilken oplysningerne oprindeligt blev indhentet af den videregivende konkurrencemyndighed.
4.Oplysninger, der videregives inden for rammerne af denne aftale, må kun anvendes som bevismateriale med henblik på at pålægge fysiske personer sanktioner, hvis:
(a)den lovgivning, der finder anvendelse på den konkurrencemyndighed, der oprindeligt indhentede oplysningerne, fastsætter sanktioner af lignende art for en overtrædelse af konkurrencelovgivningen,
eller, hvis sådanne sanktioner ikke forefindes,
(b)de pågældende oplysninger oprindeligt blev indhentet på en måde, der sikrer samme beskyttelsesniveau for så vidt angår fysiske personers ret til forsvar som det, der er fastsat i den modtagende myndigheds lovgivning, forudsat at de pågældende oplysninger ikke anvendes af den modtagende myndighed til at pålægge frihedsstraf.
5.Den videregivende konkurrencemyndighed kan fastsætte vilkår og betingelser for anvendelsen af de videregivne oplysninger. Den modtagende konkurrencemyndighed må ikke anvende disse oplysninger på en måde, der ville være i strid med disse vilkår og betingelser, uden forudgående skriftligt udtrykkeligt samtykke fra den videregivende konkurrencemyndighed.
Artikel 8 – Fortrolighed
1.En konkurrencemyndighed skal opretholde fortroligheden af alle ikkeoffentlige oplysninger, der deles inden for rammerne af denne aftale, herunder – medmindre andet aftales med den videregivende konkurrencemyndighed – at der foreligger en anmodning om deling af oplysninger.
2.Hvis der anmodes om eller kræves videregivelse i henhold til den nationale lovgivning, der gælder for en konkurrencemyndighed, som modtager oplysninger, der er videregivet inden for rammerne af denne aftale, underretter den pågældende konkurrencemyndighed straks den videregivende konkurrencemyndighed og træffer i tæt samarbejde med sidstnævnte foranstaltninger til at begrænse enhver videregivelse af oplysninger, der deles inden for rammerne af denne aftale, til, hvad der er nødvendigt for at overholde gældende national ret, således at det sikres, at fortroligheden forbliver beskyttet i det omfang, det er muligt i henhold til den pågældende nationale ret.
3.Intet i denne artikel forhindrer videregivelse af oplysninger, hvis disse oplysninger tidligere er blevet offentliggjort under omstændigheder, der ikke er i strid med denne aftale.
Artikel 9 – Utilsigtet anvendelse eller videregivelse
Hvis en konkurrencemyndighed, der modtager oplysninger, som deles inden for rammerne af denne aftale, bliver opmærksom på, at oplysningerne utilsigtet er blevet anvendt eller videregivet på en måde, der er i strid med denne aftale, underretter den straks den videregivende konkurrencemyndighed herom. De konkurrencemyndigheder, der er involveret i delingen af disse oplysninger, træffer straks passende foranstaltninger til at minimere enhver skade som følge af en sådan anvendelse eller videregivelse under hensyntagen til den specifikke risiko for de berørte virksomheder eller fysiske personer samt arten af denne risiko.
Artikel 10 – Dialog om tekniske spørgsmål vedrørende aftalens funktion
Europa-Kommissionen og konkurrence- og markedsmyndigheden kan hver især gå i dialog med hinanden for at drøfte tekniske spørgsmål vedrørende denne aftales funktion. Europa-Kommissionen kan udvide en sådan dialog ved inddragelse af én eller flere af de nationale konkurrencemyndigheder, der er anført i bilaget.
Artikel 11 – Evaluering
Senest to år efter denne aftales ikrafttræden og efter anmodning fra en af parterne indleder parterne en fælles evaluering af gennemførelsen af denne aftale med henblik på at videreudvikle deres samarbejde om anvendelsen af deres konkurrencelovgivning.
Artikel 12 – Gældende lovgivning
Intet i denne aftale kræver en ændring af gældende national ret, eller at en konkurrencemyndighed træffer foranstaltninger, der er uforenelige med gældende national ret, og intet i denne aftale forhindrer en konkurrencemyndighed i at træffe foranstaltninger, der kræves i henhold til gældende national ret.
Artikel 13 – Meddelelser i henhold til denne aftale
1.Meddelelser i henhold til denne aftale kan gives ved hjælp af enkle midler, såsom e-mail, medmindre de berørte konkurrencemyndigheder aftaler andet, navnlig under hensyntagen til et eventuelt behov for at anvende en mere sikker måde til deling oplysninger.
2.Enhver anmodning om evaluering, jf. artikel 11, fremsættes skriftligt ad diplomatisk vej mellem parterne.
Artikel 14 – Afsluttende bestemmelser
1.Hver part godkender denne aftale i overensstemmelse med egne procedurer. Hver part underretter den anden part, når disse procedurer er afsluttet.
2.Denne aftale træder i kraft på den første dag i den anden måned efter den måned, i hvilken den sidste af de i stk. 1 omhandlede underretninger har fundet sted.
3.Denne aftale forbliver i kraft, indtil en af parterne med 60 dages varsel skriftligt har meddelt den anden part, at den ønsker at opsige aftalen.
4.Denne aftale er ikke omfattet af tvistbilæggelse i henhold til handels- og samarbejdsaftalens sjette del, afsnit I.
5.I medfør af handels- og samarbejdsaftalens artikel 779 ophører denne aftale, når handels- og samarbejdsaftalen ophører.
6.Efter ophævelsen beskyttes alle oplysninger, der er delt inden for rammerne af denne aftale, fortsat i overensstemmelse med den beskyttelse og de garantier, der er fastsat i artikel 6-9.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede behørigt befuldmægtigede undertegnet denne aftale.
Udfærdiget i [sted], den [dato] i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.
FOR DEN EUROPÆISKE UNION:
FOR DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN
OG NORDIRLAND:
Bilag
|
EU-medlemsstat
|
Myndighed
|
|
Belgien
|
Den belgiske konkurrencemyndighed
Belgische Mededingingsautoriteit/Autorité belge de la Concurrence
|
|
Bulgarien
|
Konkurrencebeskyttelseskommissionen
Комисия за защита на конкуренцията
|
|
Tjekkiet
|
Konkurrencebeskyttelseskontoret
Úřad pro ochranu hospodářské soutěže
|
|
Danmark
|
Den danske konkurrence- og forbrugermyndighed
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
|
|
Tyskland
|
Den tyske konkurrencemyndighed
Bundeskartellamt
|
|
Estland
|
Den estiske konkurrencemyndighed
Konkurentsiamet
|
|
Irland
|
Konkurrence- og forbrugerbeskyttelseskommissionen
Coimisiún um Iomaíocht agus Cosaint Tomhaltóiri
|
|
Grækenland
|
Den græske konkurrencekommission
Επιτροπή Ανταγωνισμού
|
|
Spanien
|
Den nationale markeds- og konkurrencekommission
Comisión Nacional de los Mercados y la Competencia
|
|
Frankrig
|
Den franske konkurrencemyndighed
Autorité de la Concurrence
|
|
Kroatien
|
Kroatiens konkurrenceagentur
Agencija za zaštitu tržišnog natjecanja
|
|
Italien
|
Italiens konkurrencemyndighed
Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato
|
|
Cypern
|
Konkurrencebeskyttelseskommissionen
Επιτροπή Προστασίας του Ανταγωνισμού
|
|
Letland
|
Konkurrencerådet
Konkurences padome
|
|
Litauen
|
Republikken Litauens konkurrenceråd
Lietuvos Respublikos konkurencijos taryba
|
|
Luxembourg
|
Luxembourgs konkurrencemyndighed
Autorité de la Concurrence
|
|
Ungarn
|
Den ungarske konkurrencemyndighed
Gazdasági Versenyhivatal
|
|
Malta
|
Maltas konkurrence- og forbrugermyndighed
Awtorita ta' Malta għall-Kompetizzjoni u għall-Affarijet tal-Konsumatur
|
|
Nederlandene
|
Forbruger- og markedsmyndigheden
Autoriteit Consument en Markt
|
|
Østrig
|
Den østrigske konkurrencemyndighed
Bundeswettbewerbsbehörde
|
|
Polen
|
Konkurrence- og forbrugerbeskyttelseskontoret
Urzad Ochrony Konkurencji i Konsumentów
|
|
Portugal
|
Den portugisiske konkurrencemyndighed
Autoridade da Concorrência
|
|
Rumænien
|
Rumæniens konkurrenceråd
Consiliul Concurenţei
|
|
Slovenien
|
Det slovenske konkurrencebeskyttelsesagentur
Javna Agencija Republike Slovenije za Varstvo Konkurence
|
|
Slovakiet
|
Det slovakiske monopoltilsyn
Protimonopolný úrad Slovenskej republiky
|
|
Finland
|
Den finske konkurrence- og forbrugermyndighed
Kilpailu- ja kuluttajavirasto
|
|
Sverige
|
Den svenske konkurrencemyndighed
Konkurrensverket
|