Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52025IP0311

P10_TA(2025)0311 — Den politiske situation i Myanmar, herunder den humanitære krise for rohingyaerne — Europa-Parlamentets beslutning af 27. november 2025 om den politiske situation i Myanmar, herunder den humanitære krise for rohingyaerne (2025/2986(RSP))

EUT C, C/2026/1718, 24.4.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1718/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1718/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/1718

24.4.2026

P10_TA(2025)0311

Den politiske situation i Myanmar, herunder den humanitære krise for rohingyaerne

Europa-Parlamentets beslutning af 27. november 2025 om den politiske situation i Myanmar, herunder den humanitære krise for rohingyaerne (2025/2986(RSP))

(C/2026/1718)

Europa-Parlamentet,

der henviser til sine tidligere beslutninger om Myanmar og rohingyaernes situation,

der henviser til FN’s Menneskerettighedsråds og Generalforsamlings resolutioner vedrørende Myanmar og rohingyaerne,

der henviser til den fempunktskonsensus om situationen i Myanmar, der blev vedtaget på mødet mellem lederne af Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) i Jakarta den 24. april 2021,

der henviser til FN's konvention fra 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab,

der henviser til FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og protokollen hertil fra 1967,

der henviser til den fælles erklæring af 6. januar 2025 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og regeringerne i USA, Australien, Canada, New Zealand, Norge, Sydkorea, Schweiz, Timor-Leste og Det Forenede Kongerige om menneskerettighedssituationen og den humanitære krise i Myanmar,

der henviser til erklæringen af 31. januar 2025 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på fireårsdagen for militærkuppet i Myanmar,

der henviser til Rådets afgørelse (FUSP) 2025/820 af 25. april 2025 om ændring af afgørelse 2013/184/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Myanmar/Burma (1),

der henviser til erklæringen af 16. maj 2025 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om visse landes tilslutning til de restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Myanmar/Burma,

der henviser til det besøg, som Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder aflagde i Bangladesh fra den 16. til den 18. september 2025,

der henviser til den fælles erklæring af 17. oktober 2025 fra parlamentarikerne for menneskerettigheder i ASEAN og Europa-Parlamentet, hvori der opfordres til en stærkere EU-indsats for at forkaste Myanmar-juntaens valg og prioritere humanitær beskyttelse,

der henviser til rapporten af 20. oktober 2025 fra FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Myanmar,

der henviser til »ASEAN Leaders Review and Decision on the Implementation of the Five-Point Consensus« (lederne af ASEAN's vurdering af og beslutning om gennemførelse om fempunktskonsensussen), der blev vedtaget i Kuala Lumpur den 26. oktober 2025,

der henviser til De Forenede Nationers pagt og verdenserklæringen om menneskerettigheder,

der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at Myanmars militær, kendt som Tatmadaw, den 1. februar 2021 i klar strid med Myanmars forfatning arresterede præsident Win Myint og statsrådgiver Aung San Suu Kyi og tog magten over regeringens lovgivende, dømmende og udøvende del ved et statskup; der henviser til, at den øverstbefalende, Min Aung Hlaing, i august 2021 udråbte sig selv til premierminister og forlængede undtagelsestilstanden langt ud over de oprindeligt bebudede frister;

B.

der henviser til, at politikere, regeringsembedsmænd, repræsentanter for civilsamfundet, religiøse aktører, fredelige demonstranter og journalister siden den 1. februar 2021 er blevet ulovligt arresteret eller sat i husarrest; der henviser til, at det i den seneste rapport fra FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Myanmar anføres, at næsten 30 000 personer siden kuppet er blevet arresteret, og at mere end 22 000 politiske fanger fortsat sidder bag tremmer i oktober 2025; der henviser til, at mindst 1 853 personer er døde under tilbageholdelsen siden kuppet, og at mere end 70 yderligere personer døde under tilbageholdelse mellem januar og juli 2025;

C.

der henviser til, at juntaen på dramatisk vis har optrappet sine vilkårlige luftbombardementer, artilleriangreb og brandangreb på civil infrastruktur, herunder skoler, lægeklinikker, klostre, fordrivelseslejre og huse, ødelagt mere end 100 000 civile hjem og dræbt mindst 7 300 civile siden kuppet; der henviser til, at juntaen fortsat gør brug af tvungen værnepligt, som også gælder for unge, samtidig med at den er skyldig i vilkårlige anholdelser, tortur, udenretslige henrettelser, tvungne forsvindinger og seksuel vold;

D.

der henviser til, at ca. 3,6 millioner mennesker er blevet fordrevet som følge af den væbnede konflikt og menneskerettighedskrænkelserne i Myanmar; der henviser til, at FN i begyndelsen af 2025 anslog, at 19,9 millioner mennesker havde behov for humanitær bistand, et tal, der steg til 21,9 millioner efter jordskælvet i marts 2025;

E.

der henviser til, at situationen er blevet yderligere forværret efter det ødelæggende jordskælv, som målte 7,7 på Richter-skalaen, den 28. marts 2025, hvorefter juntastyrkerne blokerede den humanitære adgang, truede og afpressede nødhjælpsarbejdere, konfiskerede medicinske forsyninger og fortsatte luftangreb og angreb med tunge våben i civile og katastroferamte områder uden at træffe foranstaltninger til at beskytte civile, hvilket gjorde 2025 til det mest dødbringende år med luftangreb siden kuppet;

F.

der henviser til, at den økonomiske krise i Myanmar tager til i omfang, og at landet lider under enorme tab af BNP, hyperinflation, valutakollaps, fødevareusikkerhed og fattigdom, der påvirker en stor del af befolkningen, hvilket yderligere forværrer den vedvarende humanitære tragedie;

G.

der henviser til, at ASEAN-ledernes møde i april 2021 resulterede i en fempunktskonsensus om situationen i Myanmar; der henviser til, at EU støtter ASEAN's diplomatiske rolle og bestræbelser på at bringe volden i Myanmar til ophør og give magten tilbage til en demokratisk valgt civil regering; der henviser til, at ASEAN-landene officielt har understreget, at der skal sættes en stopper for volden og etableres en inklusiv politisk dialog, før der kan afholdes valg; der henviser til, at ægte national forsoning, fred og demokrati kun kan opnås, hvis militærjuntaen slipper sit greb om magten, og den civile regeringsførelse genoprettes sammen med beskyttelsen af mindretalsrettigheder og civilsamfundets deltagelse, og hvis der sikres ansvarlighed for tidligere overgreb;

H.

der henviser til, at Myanmars overvejende muslimske rohingya-mindretal har været udsat for mere end fem årtiers statsstyret marginalisering; der henviser til, at Myanmars militær har udsat rohingyaerne for rædselsvækkende vold, som udgør forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser; der henviser til, at rohingyaerne i henhold til Myanmars lov om statsborgerskab fra 1982 ikke betragtes som statsborgere af myndighederne og dermed udgør den største statsløse befolkning i verden; der henviser til, at det anslås, at 600 000 rohingyaer fortsat er fanget i delstaten Rakhine og er udsat for forfølgelse og vold, tvunget til at bo i lejre og landsbyer uden fri bevægelighed og afskåret fra adgang til passende mad, sundhedspleje, uddannelse og levebrød;

I.

der henviser til, at volden i delstaten Rakhine er blevet dramatisk intensiveret siden 2024, hvor juntaen, Arakan-hæren og væbnede rohingya-grupper alle er involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder massedrab, tvangsrekruttering af rohingya-mænd og -drenge, halshugninger, brandangreb på rohingya- og Rakhine-landsbyer, droneangreb på civile og angreb på områder for fordrevne personer; der henviser til, at omkring 150 000 rohingyaer mellem 2024 og november 2025 flygtede til Bangladesh på grund af den eskalerende vold;

J.

der henviser til, at Bangladesh fortsat huser næsten en million rohingya-flygtninge i Cox's Bazar og Bhasan Char; der henviser til, at den humanitære bistand har nået kriseniveauer efter det dramatiske sammenbrud i den globale finansiering; der henviser til, at fortsat humanitær bistand og EU's engagement er påkrævet og afgørende for rohingyaernes overlevelse; der henviser til, at manglen på udsigter til frivillig, sikker og værdig tilbagevenden efterlader rohingyaerne i en tilstand af langvarig fordrivelse og stadig større håbløshed;

K.

der henviser til, at troværdige FN-organer, menneskerettigheds- og undersøgelsesorganer samt FN's særlige rapportør har dokumenteret omfattende og systematiske angreb på Myanmars befolkning, som i mange tilfælde udgør forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i henhold til folkeretten, og har understreget behovet for ansvarlighed;

L.

der henviser til, at EU og dets medlemsstater konsekvent har opfordret til ansvarlighed for forbrydelser mod rohingyaerne og støttet internationale domstolsprocedurer; der henviser til, at anklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i november 2024 anmodede om en arrestordre på Myanmars øverstbefalende Min Aung Hlaing, som stadig verserer for ICC; der henviser til, at straffrihed for alvorlige krænkelser fortsætter;

M.

der henviser til, at EU har skærpet sine restriktive foranstaltninger over for Myanmar siden militærkuppet i 2021 og indtil videre har vedtaget otte sanktionspakker rettet mod Myanmars militærregime; der henviser til, at disse sanktionspakker omfatter rejseforbud for enkeltpersoner, et forbud mod overvågningsudstyr, en våbenembargo, et forbud mod eksport af varer med dobbelt anvendelse og indefrysning af aktiver for enkeltpersoner og enheder;

N.

der henviser til, at Myanmars militære myndigheder fortsat begrænser internetadgangen, indfører landsdækkende og lokale nedlukninger, kriminaliserer onlineytringer gennem loven om cybersikkerhed fra 2025, forbyder virtuelle private netværk, censurerer digitale platforme og anholder dem, der udtrykker uenighed online, hvilket i alvorlig grad undergraver ytringsfriheden og adgangen til information;

O.

der henviser til, at juntaen den 29. juli 2025 vedtog den drakoniske lov om beskyttelse af demokratiske flerpartiparlamentsvalg mod hindring, forstyrrelse og ødelæggelse, som kriminaliserer kritik af valgprocessen ved at forbyde alle taler, organiserede forsamlinger eller fredelige protester, der anses for at »forstyrre« valgprocessen; der henviser til, at over 40 politiske partier er blevet opløst efter vedtagelsen af denne lov; der henviser til, at overtrædelser af denne lov medfører straffe på op til 20 års fængsel eller dødsstraf;

P.

der henviser til, at juntamyndighederne siden august 2025 har arresteret mindst 94 personer, herunder fire børn, i henhold til denne lov for deres onlineaktivitet og handlinger, herunder distribution af mærkater eller foldere og afholdelse af taler, blandt andre påståede former for »indblanding«; der henviser til, at Nat Thway den 9. september 2025 blev idømt syv års strafarbejde i Taunggyi i staten Shan for at have lavet et Facebook-opslag, der kritiserede juntaen; der henviser til, at filmskaberne Zambu Htun Thet Lwin og Aung Chan Lu den 29. oktober 2025 blev arresteret for blot at »like« et Facebook-opslag, der var kritisk over for en valgpropagandafilm;

Q.

der henviser til, at militærjuntaen forsøger at skabe legitimitet gennem svigagtige flerfasede valg, der er planlagt til den 28. december 2025 og den 11. januar 2026; der henviser til, at dette illegitime valg afholdes i dele af landet, der er kontrolleret af juntaen, og i et miljø med systematisk undertrykkelse, herunder masseanholdelse af oppositionsledere, opløsning af politiske partier såsom Nationalforbundet for Demokrati, kriminalisering af kritiske røster, udbredt overvågning, alvorlige begrænsninger af bevægelsesfriheden og fængsling af journalister, prodemokratiske aktivister og menneskerettighedsforkæmpere;

1.

fordømmer på det kraftigste militærkuppet, der fandt sted den 1. februar 2021 i Myanmar og juntaens voldelige og illegitime styre, herunder Tatmadaws fortsatte undertrykkelse og de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne begået mod civile, etniske mindretal og politiske modstandere; opfordrer Tatmadaw til fuldt ud at respektere resultatet af det demokratiske valg i november 2020 og til straks at genindsætte den civile regering, bringe undtagelsestilstanden til ophør, sætte en stopper for anvendelsen af vold mod fredelige demonstranter, respektere retten til ytrings- og foreningsfrihed og give alle valgte parlamentarikere mulighed for at varetage deres mandat uden begrænsninger;

2.

udtrykker dyb bekymring over de brutale undertrykkelsesmetoder, som juntaen gør brug af, herunder tvungen værnepligt, tortur, udenretslige henrettelser, tvangsforsvindinger, vilkårlig tilbageholdelse, seksuel og kønsbaseret vold og systemisk straffrihed;

3.

opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile og indstilling af al vold som en forudsætning for en holdbar, varig og langsigtet fred for Myanmars befolkning; understreger, at ingen gennemsigtig og inklusiv valgproces er mulig, før volden i Myanmar bringes til ophør; understreger, at ethvert valg, der afholdes i den nuværende atmosfære af frygt og undertrykkelse og i strid med alle internationale standarder, ikke kan betragtes som frit og retfærdigt;

4.

afviser ethvert valg, der afholdes ensidigt af juntaen, som illegitimt, og navnlig parlamentsvalg, der er planlagt til december 2025 og januar 2026, som klart ikke lever op til demokratiske standarder; understreger, at ingen troværdig valgproces kan finde sted i en situation med undertrykkelse, massefordrivelse, fortsat vilkårlig tilbageholdelse eller uden en inklusiv politisk dialog; afviser ethvert resultat af et sådant illegitimt valg, som repræsenterer juntaens forsøg på at opnå international legitimitet; bekræfter, at en troværdig vej mod fred og demokrati kræver, at militærjuntaen bringer volden til ophør og giver afkald på magten, tillader en civil overgangsmyndighed, genopretter demokratiske institutioner og genindsætter legitime civile ledere;

5.

fordømmer loven om registrering af politiske partier og loven om beskyttelse af demokratiske flerpartiparlamentsvalg mod obstruktion, forstyrrelse og ødelæggelse, som er redskaber til åbenlys politisk og social undertrykkelse, og opfordrer til, at de straks ophæves;

6.

opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af præsident Win Myint, statsrådgiver Aung San Suu Kyi, og alle andre, der er blevet arresteret efter ubegrundede anklager, eller som tilbageholdes på grundlag af politisk motiverede anklager;

7.

støtter det udvalg, der repræsenterer Pyidaungsu Hluttaw (CRPH) og den nationale samlingsregering (NUG), som den eneste legitime repræsentant for Myanmars befolknings demokratiske forhåbninger; opfordrer ASEAN og det internationale samfund til at inkludere og inddrage dem i en ægte og inklusiv politisk dialog og i bestræbelserne på at finde en fredelig løsning på krisen baseret på respekt for retsstatsprincippet;

8.

bekræfter på ny Myanmars multietniske karakter og opfordrer indtrængende Tatmadaw til fuldt ud at respektere hver enkelt etnicitets umistelige rettigheder; opfordrer til en øjeblikkelig, stringent, uafhængig og gennemsigtig efterforskning af de forbrydelser, som militæret har begået i landet, og til, at gerningsmændene stilles for en domstol;

9.

gentager sin fordømmelse af den fortsatte forfølgelse og massefordrivelse af og de systematiske angreb på den muslimske rohingyabefolkning; understreger, at EU fortsætter med nøje at overvåge den militære ledelses handlinger mod mindretal i landet, herunder rohingyaerne; fordømmer de uforholdsmæssig store lidelser blandt rohingyamindretallet, som fortsat er statsløst, i stigende grad udsættes for forskelsbehandling og er uden meningsfuld adgang til humanitær bistand, samtidig med at det er fanget mellem krigsførende parter;

10.

fordømmer på det kraftigste forfølgelsen af religiøse mindretal, herunder kristne, muslimer og andre religiøse grupper i landet; opfordrer indtrængende Tatmadaw til at sætte en stopper for drab på og anholdelser af religiøse mindretal og for granatbeskydning og angreb på kirker; udtrykker dyb bekymring over de hyppige angreb på kirker, moskeer, klostre, skoler og medicinske faciliteter og anholdelsen af religiøse ledere; fremhæver det internationale samfunds voksende bekymring over de voldelige angreb på religiøse mindretal i Myanmar; opfordrer til respekt for religionsfriheden i Myanmar;

11.

understreger behovet for at tackle de grundlæggende årsager til rohingyakrisen, herunder forskelsbehandling, nægtelse af statsborgerskab og udelukkelse fra det politiske liv; opfordrer til en reform af loven om statsborgerskab fra 1982, som nægter rohingyaerne deres rettigheder som statsborgere i Myanmar;

12.

opfordrer til at arbejde hen imod holdbare forbedringer med hensyn til at sikre en værdig og sikker tilbagevenden for rohingyabefolkningen; opfordrer EU til at påtage sig en ledende rolle med hensyn til at mobilisere international støtte til rohingyafolket og sikre ansvarliggørelse af dem, der er ansvarlige for forfølgelsen af rohingyaerne, navnlig Myanmars militær; roser Bangladesh for dets livsvigtige støtte og generøsitet med hensyn til at huse over en million medlemmer af rohingya-samfundet på trods af enorme udfordringer samt det engagement, som lokalbefolkningen i distrikterne Cox' Bazar og Chittagong udviser med hensyn til at yde støtte; opfordrer myndighederne til at fortsætte deres bestræbelser på at forbedre rohingyaernes levevilkår;

13.

glæder sig over EU's tildeling af humanitær bistand fra marts 2025, herunder 32,3 mio. EUR til rohingya-flygtninge i Bangladesh, og efterlyser vedvarende og forudsigelig finansiering af den fælles beredskabsplan for 2025-2026 for at afhjælpe den kritiske underfinansiering; understreger dog, at humanitær bistand alene ikke kan dække behovene hos over en million flygtninge; understreger, at en løsning på krisen i Myanmar, som er den grundlæggende årsag til henrettelserne og fordrivelserne af rohingyaerne og den alvorlige humanitære krise, er absolut nødvendig for at opnå langsigtede og holdbare forbedringer af rohingyaernes situation; opfordrer i den forbindelse til øget humanitær bistand fra det internationale samfund og landene i regionen; opfordrer indtrængende USA til at fortsætte sin betydelige humanitære bistand til rohingyaerne;

14.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre solid finansiering af psykosociale tjenester og sundheds- og beskyttelsestjenester i flygtningelejre, navnlig for ofre for seksuel og kønsbaseret vold samt kvinder, børn og andre sårbare grupper;

15.

understreger, at EU-medlemsstaterne og de associerede lande bør opretholde embargoen mod direkte og indirekte levering, salg og overførsel, herunder transit, forsendelse og mæglervirksomhed, af alle våben, ammunition og andet militær-, sikkerheds- og overvågningsudstyr og -systemer samt levering af uddannelse, vedligeholdelse og anden militær og sikkerhedsmæssig bistand; fremhæver behovet for, at ICC undersøger situationen yderligere; anmoder FN's Sikkerhedsråd om hurtigst muligt at indføre en global våbenembargo mod Myanmar;

16.

opfordrer til solid støtte til internationale ansvarlighedsmekanismer, herunder den uafhængige undersøgelsesmekanisme for Myanmar og sager ved Den Internationale Domstol; opfordrer EU og dets medlemsstater til fortsat at støtte ICC, således at den kan fortsætte sit kritiske arbejde i Myanmar uhindret;

17.

fordømmer internationale aktører, navnlig Rusland og Kina for deres politiske, økonomiske og militære støtte til juntaen i Myanmar;

18.

støtter videreførelsen og udvidelsen af målrettede EU-sanktioner mod dem, der er ansvarlige for kuppet, grusomheder og overgreb, herunder militære øverstbefalende, økonomiske enheder og våbenleverandører; opfordrer til en fornyet og styrket international indsats for at pålægge juntaen i Myanmar sanktioner og forhindre omgåelse af sanktioner;

19.

opfordrer Kommissionen til at garantere, at »Everything But Arms scheme« (alt undtagen våben-ordning) ikke på nogen måde gavner juntaen, og, hvis den skulle gøre det, midlertidig trække denne mekanisme tilbage;

20.

opfordrer til, at der ydes øget humanitær bistand til rohingyaflygtninge i Cox's Bazar, Bangladesh, internt fordrevne i Myanmar og flygtninge langs grænsen mellem Thailand og Myanmar;

21.

understreger nødvendigheden af et styrket samarbejde mellem EU og ASEAN for at sikre en fælles reaktion, der prioriterer menneskerettigheder og retfærdighed i Myanmar; opfordrer indtrængende ASEAN, dets medlemsstater og navnlig dets særlige udsending for Myanmar til at anvende deres mandater proaktivt ved at arbejde tæt sammen med FN's særlige udsending og inddrage alle relevante interessenter, herunder den nationale samlingsregering, etniske organisationer, kvindegrupper og civilsamfundsorganisationer, med henblik på at fremme en inklusiv politisk proces og bidrage til en holdbar løsning på krisen;

22.

opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til regelmæssigt at aflægge rapport til Parlamentet om udviklingen i Myanmar, herunder situationen for religiøse og etniske grupper;

23.

udtrykker sin urokkelige solidaritet med Myanmars befolkning og med deres legitime demokratiske repræsentanter, herunder den nationale samlingsregering, etniske revolutionære organisationer og civilsamfundsorganisationer, i deres kamp for frihed, værdighed og demokrati; hylder modet hos alle dem, der modsætter sig undertrykkelse;

24.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Myanmars legitime præsident og nationale samlingsregering, udvalget, der repræsenterer Pyidaungsu Hluttaw, statsrådgiveren i Myanmar, Tatmadaw, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, Rådet, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, regeringerne og parlamenterne i De Forenede Stater, Bangladesh, Det Forenede Kongerige, Japan, Indien, Australien, Canada, ASEAN's medlemsstater og Folkerepublikken Kina, De Forenede Nationers generalsekretær, ASEAN's generalsekretær, ASEAN's mellemstatslige menneskerettighedskommission og FN's særlige rapportør for menneskerettighedssituationen i Myanmar.


(1)   EUT L, 2025/820, 28.4.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/820/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1718/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top