Ordfører:

Lutz RIBBE

Anmodning om udtalelse	Skrivelse fra det danske rådsformandskab, 7.2.2025
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	25.6.2025
Vedtaget på plenarforsamlingen	17.7.2025
Plenarforsamling nr.	598
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	153/3/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

I forbindelse med midtvejsevalueringen af det 8. miljøhandlingsprogram skal Kommissionen undersøge, om der skal fremsættes et lovforslag om et bilag til det 8. miljøhandlingsprogram, som skal indeholde en udvidet »liste over tiltag med henblik på at virkeliggøre disse mål, samt en tidsplan for de respektive tiltag« for at fremme miljøpolitikken. Det danske rådsformandskab har anmodet Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) om en udtalelse i den henseende.

1.2.

EØSU mener ikke, at et lovgivningsforslag om et nyt bilag til miljøhandlingsprogrammet er absolut nødvendigt. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt at medtage flere emner på den allerede lange liste over detaljerede spørgsmål, der skal behandles. Der er tværtimod brug for grundige overvejelser om visse generelle principper i den fremtidige miljøpolitik, og mere præcist om bæredygtighedspolitikken, der som bekendt er en symbiose af miljøpolitik, socialpolitik og økonomisk politik.

1.3.

I denne udtalelse peges der derfor på en række nøgleområder, hvor EØSU ofte har påpeget behovet for handling, uden at udvalgets forslag er blevet passende behandlet fra politisk side. Det bør efterhånden stå klart for alle, at en streng miljøbeskyttelse udgør et vigtigt element, når fremtiden skal formes. Denne indsats bør ikke opfattes som et problem, hvilket stadig er tilfældet i mange medlemsstater.

1.4.

Miljøpolitikken befinder sig fortsat i sit eget »grønne hjørne«. Selv om den behandler mange spørgsmål på korrekt vis, er formidlingen af politikken uforståelig for mange borgere og tilsyneladende også for mange politikere, der ikke beskæftiger sig med miljøområdet, hvilket resulterer i, at miljøpolitikken bliver en abstrakt problemstilling. Når der henvises til »nødvendige systemiske ændringer« eller det forhold, at »planetens grænser« overskrides, er der brug for en uddybende forklaring. Der er behov for en konkret beskrivelse af, hvad dette præcist betyder, hvordan borgernes og virksomhedernes dagligdag og arbejdsvilkår vil blive påvirket, og hvilken indvirkning dette vil få på andre politikområder. Kun på den måde kan der skabes opmærksomhed og indlevelse. Desværre lever hverken det 8. miljøhandlingsprogram eller miljøpolitikken som helhed op til disse mål.

1.5.

EØSU betragter det stadig som en alvorlig politisk fejl af især Barroso-Kommissionen, at den ikke videreførte den bæredygtighedsstrategi, der var på plads på daværende tidspunkt. Med den grønne pagt forsøgte EU senere i det mindste delvist at rette op på denne mangel. EØSU mener imidlertid slet ikke, at der tages tilstrækkeligt højde for de sociale konsekvenser af den grønne pagt, og den er dermed ikke en erstatning for en bæredygtighedsstrategi. Udvalget gentager derfor sin opfordring (1) til, at der udarbejdes en »EU-strategi for bæredygtig udvikling frem til 2050«, som også i tilstrækkelig grad behandler og integrerer den sociale dimension af den nødvendige omstilling.

1.6.

Debatten om det behov, der er beskrevet i det 8. miljøhandlingsprogram, for at udvikle en ny målestok for vores velstand (»Hinsides BNP«), begrænser sig til de mere teoretiske og videnskabelige drøftelser i miljøkredse. EØSU ser gerne, at det lykkes for det danske rådsformandskab at overtale finans- og økonomiministrene til at indlede denne drøftelse og udarbejde konkrete forslag.

1.7.

I betragtning af det stigende behov for midler til bæredygtighedsforanstaltninger i fremtiden, samtidig med at der vil være øget konkurrence om budgetmidlerne (forsvarspolitikken), er det nødvendigt at sikre både en mere effektiv anvendelse af de nuværende midler og en hurtig udfasning af miljø- og sundhedsskadelige subsidier.

1.8.

Videnskabelig dokumentation og advarsler, men også fremadskuende bottom-up-initiativer, skal tages langt mere alvorligt af de politiske beslutningstagere. Hvis man fastsætter politiske mål, der ligger uden for planetens grænser, som i klimapolitikken med 1,5 °C-målet, vil det ikke være muligt at forme fremtiden.

1.9.

Det er nødvendigt at øge bevidstheden om bæredygtighedsspørgsmål hos både befolkningen og de politiske beslutningstagere og forvaltningen. Dette kompliceres af, at aktører, der forfølger andre interesser, undertiden har held til at forpurre informationspolitikken.

1.10.

EØSU opfordrer til større inddragelse af civilsamfundet med henblik på at styrke befolkningens opbakning til EU's miljø- og bæredygtighedspolitikker. Der er behov for systematisk inddragelse på alle områder af dagligdagens aktiviteter, herunder i arbejdsmarkedet. Kun på den måde kan de nødvendige ændringer formidles på forståelig vis og gøres socialt retfærdige.

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1.

Ved sin afgørelse (2) af 6. april 2022 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet det 8. miljøhandlingsprogram for perioden frem til 2030. EØSU har tidligere kommenteret Kommissionens forslag (3) i sin udtalelse af 27. januar 2021 (4) og fremsat meget kritiske bemærkninger til indholdet og virkningen af miljøhandlingsprogrammerne, som det allerede gjorde i sin udtalelse om det 7. miljøhandlingsprogram (5).

2.2.

EØSU beskrev, hvordan det i forslaget kun kunne se »en yderst marginal merværdi«, fordi forslaget er »mere præget af generelle situationsbeskrivelser og hensigtserklæringer end af indholdsmæssig substans og handling«, og at »konkrete instrumenter, foranstaltninger eller miljøtiltag« ikke blev beskrevet. Udvalget er derfor af den opfattelse, »at der ikke mangler viden om, hvad der bør gøres, hvilket udvalget gentagne gange har gjort opmærksom på i mange år. Det, der mangler, er derimod at gennemføre de foranstaltninger, der ofte er blevet truffet for lang tid siden, samt politisk vilje«.

2.3.

EØSU efterlyste derfor en grundlæggende debat om hensigten med og nytten af miljøhandlingsprogrammerne og gentager sin opfordring til, at der udarbejdes en særskilt »EU-dagsorden for bæredygtig udvikling frem til 2050«. Udvalget har i to centrale udtalelser udarbejdet forslag til, hvordan civilsamfundet kan integreres bedre: »Omstillingen til en mere bæredygtig europæisk fremtid — en strategi frem til 2050« (6) og »Ingen skal lades i stikken ved gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling« (7). Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet har imidlertid stort set ikke taget hensyn til de idéer og forslag til foranstaltninger, der er fremsat heri.

2.4.

Ovennævnte afgørelse fra Europa-Parlamentet og Rådet imødekom ikke EØSU's væsentligste kritikpunkter. I modsætning til kommissionsforslaget er der imidlertid i artikel 5 blevet vedtaget en midtvejsevaluering for at vurdere, om Kommissionen skal fremsætte et lovgivningsforslag om et bilag til det 8. miljøhandlingsprogram for perioden efter 2025, som bør indeholde »en liste over tiltag med henblik på at virkeliggøre disse mål, samt en tidsplan for de respektive tiltag«.

2.5.

Det kommende danske rådsformandskab ønsker at følge denne debat nøje og har derfor anmodet EØSU om at udarbejde denne sonderende udtalelse. Udvalget er blevet anmodet om at vurdere de miljøpolitikker, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anser for at være de vigtigste for EU i perioden 2025-2030, og som anses for nødvendige til sikring af en samfundsmæssig forankring i EU's miljøpolitik.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Både Det Europæiske Miljøagenturs forskellige rapporter (8), analyserne af opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG) under FN's 2030-dagsorden og midtvejsevalueringen af det 8. miljøhandlingsprogram gør det klart, at de vedtagne foranstaltninger har ført til fremskridt, men at de ikke er tilstrækkelige på de fleste miljøpolitiske områder. F.eks. konkluderes det i midtvejsevalueringen af det 8. miljøhandlingsprogram, at: — tempoet i emissionsreduktionen skal øges for næsten at tredoble den gennemsnitlige årlige reduktionsrate, der er opnået i løbet af de sidste ti år — der skal gøres mere for at nå målet om nettodrivhusgasoptag fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) gennem kulstofdræn — der stadig er betydelige problemer inden for biodiversitetspolitikken. F.eks. fortsætter bestandene af udbredte fuglearter med at falde, hvor markfugle endda er i kraftig tilbagegang. Der er derfor behov for flere investeringer i naturen, men de finansieringsmål, der er fastsat for 2026 og 2027, kan muligvis ikke nås — EU's forbrugsfodaftryk har overskredet grænserne for vores planet og er steget med yderligere 4 % mellem 2010 og 2021. Presset på arealanvendelsen er ikke aftaget, hvilket skyldes de nuværende forbrugsmønstre i fødevare-, bolig- og transportsektorerne — vandknaphed nu berører næsten en tredjedel af EU's område — de retlige rammer ofte ikke mangler, men at der er problemer med deres gennemførelse (ca. 20 % af alle traktatbrudsprocedurer, der behandles af Kommissionen, vedrører stadig miljøpolitik).

3.2.

Den tvivl, som EØSU har givet udtryk for ved flere lejligheder med hensyn til a) den politiske vilje og b) miljøhandlingsprogrammernes effektivitet, består således fortsat. Handlingsprogrammer uden foranstaltninger og instrumenter udgør ikke en miljøpolitik. Det 8. miljøhandlingsprogram kortlægger og beskriver imidlertid de åbne og uafklarede spørgsmål og den til tider dramatiske situation, som miljøpolitikken stadig befinder sig i.

3.3.

Parallelt med midtvejsevalueringen af det 8. miljøhandlingsprogram påviser revisionen af gennemførelsen af miljøreglerne (EIR) i 2025 også de store mangler i miljøpolitikken. EØSU ser EIR 2025 som en god mulighed for at kortlægge de største udfordringer og bedste praksis. Resultaterne af denne revision udgør et vigtigt bidrag til det foreslåede bilag til det 8. miljøhandlingsprogram. De tilbagevendende konklusioner fra de forskellige EIR må ikke glemmes. De skal anvendes mere effektivt til at ajourføre strategiske politikområder og afhjælpe eksisterende mangler i gennemførelsen.

3.4.

EØSU støtter især de konklusioner i miljøhandlingsprogrammet og de ledsagende dokumenter, som gør det meget klart, at der er behov for »grundlæggende ændringer« (9) af vores nuværende adfærd på mange områder. Det konkluderes med rette, at en sådan »systemisk forandring er en fundamental, transformativ og tværgående form for forandring, der indebærer store omstillinger og nyorientering af såvel systemmål, incitamenter, teknologier, sociale praksisser og normer som videnssystemer og styringstilgange« (10).

3.5.

Disse udsagn er ikke nye. Allerede i flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa« (som led i den daværende Europa 2020-strategi) og i det 7. miljøhandlingsprogram omtales »betydelige ændringer i energi-, industri-, landbrugs- og transportsystemerne«. EØSU mener, at den største svaghed ved den hidtidige (miljø-)politik er, at det endnu slet ikke er beskrevet, hvordan denne grundlæggende systemiske ændring konkret skal se ud, hvad konsekvenserne vil være for de berørte parters dagligdag, og hvordan den nødvendige accept fra de berørte parters side kan sikres. For mere end 20 år siden understregede udvalget, at dette vil være af afgørende betydning (11).

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU mener ikke, at et lovgivningsforslag om et nyt bilag til miljøhandlingsprogrammet er absolut nødvendigt. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt at medtage flere emner på den allerede lange liste over detaljerede spørgsmål, der skal behandles. Der er tværtimod brug for grundige overvejelser om visse generelle principper i den fremtidige miljøpolitik, og mere præcist om bæredygtighedspolitikken, der som bekendt er en symbiose af miljøpolitik, socialpolitik og økonomisk politik.

Bevidstgørelse som grundlag for politiske tiltag

4.2.

Det ligger i menneskets natur, at de ting, hvis dramatik man ikke nødvendigvis umiddelbart mærker personligt, opfattes som mindre truende eller betydningsfulde, hvis ikke de helt fortrænges. Dette gør det vanskeligere at træffe politiske foranstaltninger. Det kan illustreres ved to eksempler: — Der er — med rette — en intens debat i samfundet om antallet af trafikdræbte. Hvert år dør mere end 20 000 mennesker på Europas veje, og næsten alle borgere kender nogen, der har været direkte eller indirekte involveret i en sådan ulykke. Dette vækker bekymring, og det accepteres, at det er nødvendigt at træffe modforanstaltninger. I Europa er hedebølger ansvarlige for tre gange så mange dødsfald (12). I 2021 skyldtes 253 000 dødsfald i EU partikler (13), hvilket er 12 gange flere end antallet af trafikdræbte. Men der er stort set tale om »anonyme dødsfald«, og ingen kender nogen i deres nærmiljø, hvis død kan tilskrives disse forhold. Dette har konsekvenser for mulighederne for at gennemføre politiske modforanstaltninger, især da spørgsmålet i vid udstrækning kun drøftes af miljøpolitiske beslutningstagere og ikke af f.eks. politikere med ansvar for sundhed eller økonomi. — Den nye truende militære sikkerhedssituation efter Ruslands brutale invasion af Ukraine vil få alvorlige konsekvenser for de offentlige budgetter. Der vil blive afsat milliarder af euro til militære formål. Dette accepteres i vid udstrækning, fordi truslen virker åbenlys. Truslen mod menneskeheden som følge af klimaændringer eller tab af biodiversitet er også akut og betydelig, men mindre »håndgribelig«. Det er så meget desto vanskeligere for de politiske beslutningstagere at reagere med »hårde« foranstaltninger.

4.3.

Dette gælder så meget desto mere, hvis politikerne ikke selv kan vurdere den dramatiske situation korrekt. Et eksempel herpå vedrører det 8. miljøhandlingsprogram. Det er ved flere lejligheder blevet påpeget, at »nogle af planetens grænser« (14) stadig overskrides. EØSU har gentagne gange understreget betydningen af at beskrive disse planetære grænser så præcist som muligt, kommunikere tydeligt om konsekvenserne af overskridelser og udvikle indikatorer, der bør tjene som rettesnor for politiske tiltag og overvåges specifikt. Dette er endnu ikke sket, og det giver nu bagslag.

4.4.

Det er vigtigt at gøre det klart, at planetens grænser ikke kan defineres af de politiske beslutningstagere. Det er først og fremmest videnskabens opgave at definere disse grænser, som det f.eks. gøres inden for klimabeskyttelse af Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC). Det er herefter op til politikerne at drage de nødvendige konsekvenser.

4.5.

I artikel 2 i rammekonventionen om klimaændringer fra 1992 fastslås det, at formålet med denne konvention er at stabilisere atmosfærens koncentrationer af drivhusgasser på et niveau, som kan forhindre farlige antropogene forstyrrelser af klimasystemet. Parisaftalen (15) har bevæget sig væk fra dette kvalitative mål (overholdelse af planetens grænser), og der er i stedet blevet vedtaget et politisk og kvantitativt mål (1,5 °C). Dette mål er nu omdrejningspunktet for de politiske tiltag og formidlingen af deres resultater som succes eller fiasko.

4.6.

Målet om 1,5 °C ligger imidlertid klart uden for planetens grænser: afsmeltning af samtlige gletsjere i Europa og de polare iskapper eller stigningen i stormhændelser (storme, tørke, oversvømmelser osv.) finder sted, uden at dette påvirker milepælen på 1,5 °C. At kommunikere til befolkningen, at vi allerede (eller snart vil) opfylde 1,5 °C-målet, er derfor en fatal udmelding, da det reducerer det nødvendige pres for at handle og giver en følelse af sikkerhed, som er fuldstændig misvisende. Det skal bemærkes, at ikke kun de direkte økologiske og deraf følgende økonomiske konsekvenser vil være dybt skadelige. Indtil videre er der kun få diskussioner om, hvad eventuelle globale migrationsstrømme kan betyde for vores samfund.

4.7.

Øgede investeringer i miljøbevidsthed hos både borgere og politikere er derfor af afgørende betydning, og det anbefales at samarbejde på strategisk vis med den akademiske verden, miljøorganisationer, fagforeninger og andre civilsamfundskræfter om relevante uddannelsesinitiativer og formidlingen heraf. Dette er så meget desto mere nødvendigt, da f.eks. de såkaldte »sociale« medier anvendes til at organisere modpropaganda, herunder fra politiske kredse (Rusland, som ønsker at fortsætte med at sælge sine fossile ressourcer og skabe afhængighed) og fra sektorer, der fortsat ønsker at tjene penge på miljømæssigt problematisk produktion.

Økonomiske og finansielle aspekter

4.8.

»Vækststrategier« står altid højt på den politiske dagsorden, og BNP er stadig et barometer for økonomiens sundhedstilstand. Økonomisk vækst, og dette fremgår ikke kun klart af Det Europæiske Miljøagenturs rapporter, har været en vigtig drivkraft for de negative tendenser inden for f.eks. materialefodaftryk og den samlede affaldsproduktion. Selv om en afkobling af økonomisk vækst og miljøpåvirkning er målet, er dette langt fra realiseret. Debatten om vurderingen af vores velstand er så meget desto vigtigere, dvs. debatten om »Hinsides BNP«. Denne debat burde egentlig fremmes i det 8. miljøhandlingsprogram, men der har ikke været nogen mærkbare fremskridt her, som kunne indarbejdes i de politiske (vækst)strategier. Dette bør ændres hurtigst muligt, da der ellers er risiko for fortsat at træffe forkerte valg i den økonomiske politik, der resulterer i, at vi bevæger os længere væk fra en velfærdsøkonomi. Det danske rådsformandskab kunne f.eks. indlede en strategisk debat om dette spørgsmål på økonomi- og/eller finansministrenes møde.

4.9.

Mange foranstaltninger på miljøbeskyttelsesområdet er ikke tilstrækkeligt finansieret, hvilket klart afspejles i midtvejsrapporten om det 8. miljøhandlingsprogram. Dette skaber utilfredshed og mistillid blandt de berørte parter. Landbrugerne rammes f.eks. ofte hårdt af de krav, der skyldes naturbeskyttelsesbehov (såsom Natura 2000-nettet), og politikerne har lovet at kompensere for eventuelle begrænsninger, skader, indkomsttab osv. Dette er ikke sket, og kun en lille del af de nødvendige ressourcer er øremærket i de offentlige budgetter.

4.10.

EØSU gentager derfor sine tidligere opfordringer til, at der afsættes et tilstrækkeligt beløb i klart øremærkede budgetafsnit. Kommissionens gentagne henvisning til muligheden for at tildele relevante midler fra »store puljer« (såsom EFRU) til små foranstaltninger holder ikke.

4.11.

Miljøkravene for tildelingen af EU-midler er temmelig formelle og utilstrækkelige. Det horisontale princip om bæredygtig udvikling i samhørighedspolitikken kræver strukturreformer for at skabe bedre resultater. Generelt er det afgørende, at de midler, der allerede er stillet til rådighed, anvendes mere effektivt. Dette kan bl.a. gøres ved at kanalisere flere midler direkte til de aktører, der leverer resultater. Der skal også sikres en afbalanceret territorial fordeling af midlerne.

4.12.

Der er behov for bedre koordinerede værktøjer og stærkere sanktionsinstrumenter, der kan tilskynde medlemsstaterne til at gøre mere effektiv brug af de miljøbeskyttelsesværktøjer, som Kommissionen allerede stiller til rådighed, og fremskynde gennemførelsen af den eksisterende lovgivning.

4.13.

Finansieringsbehovet vil også stige i fremtiden med henblik på at undgå endnu større skader og udgifter eller fremme grønne initiativer. Hvis vi f.eks. ønsker at skabe naturlige kulstofdræn og/eller genoprette tabte levesteder for dyre- og plantearter, er der en klar konkurrence med den nuværende anvendelse af landbrugsjord.

4.14.

Både klima- og biodiversitetsbeskyttelse handler om »offentlige goder«. Der findes imidlertid ikke noget marked for disse. Det betyder, at staten er nødt til at skabe relevante »markeder for offentlige goder«, som så kan betjenes af f.eks. landbrugerne. Det vil dog næppe være muligt at overbevise landbrugerne om at foretage ændringer i deres produktion, hvis de kun får tilsagn om økonomisk kompensation for deres reducerede udbytte eller de ekstra byrder, der er forbundet hermed. EØSU har ofte opfordret til (16), at »offentlige goder« bliver en ny, langsigtet og klart beregnelig indtægtskilde for landbrugerne. En »incitamentskomponent« er en grundlæggende forudsætning for at skabe økonomisk deltagelse i en politik baseret på bæredygtighedskriterier.

4.15.

EU's kommende finansielle planlægning på mellemlang sigt vil således blive en lakmusprøve. I en tid med budgetmæssige begrænsninger og et stigende finansieringsbehov som følge af omstillingen til mere bæredygtighed og højere udgifter til militæret bør miljø- og sundhedsskadelige subsidier reduceres som en prioritet. EØSU har opfordret hertil i årevis, og i årevis har politikerne talt om denne problemstilling, men der er sket alt for lidt. I det videre forløb af det 8. miljøhandlingsprogram er det bydende nødvendigt, at der træffes uigenkaldelige beslutninger.

Styrket borgerdeltagelse

4.16.

For at sikre en bedre forankring af EU's miljøpolitik i samfundet, bør der i højere grad tages hensyn til borgernes bekymringer og behov. EØSU henviser endnu en gang til sine bemærkninger vedrørende dette emne i udtalelserne SC/47 og SC/53. Udvalget opfordrer til systematisk deltagelse i alle tænkelige områder af dagligdagen. Det er en forudsætning for, at den nødvendige omstilling kan tilrettelægges på en socialt retfærdig måde.

4.17.

Også på dette område går den politiske udvikling imidlertid alt for langsomt. I 2015 blev den europæiske energiunion vedtaget med det formål at tilrettelægge omstillingen væk fra fossile brændstoffer. Dengang anførte Kommissionen, at den ønskede at udvikle en politik, »hvor borgerne er i centrum, og hvor de tager ejerskab af energiomstillingen, drager fordel af nye teknologier, der gør deres regninger mindre, og deltager aktivt på markedet, alt imens de sårbare forbrugere beskyttes«. I mange udtalelser har EØSU hilst denne deltagelsesbaserede tilgang velkommen, men udvalget har også ofte kritiseret, at den hidtil ikke er blevet bakket op af foranstaltninger. Der har ikke været nogen politisk reaktion på de mange forslag fra EØSU i den henseende. Og det er derfor ikke overraskende, at der, selv om der generelt er stor opbakning til vedvarende energi, ofte er store konflikter i praksis, når tiltagene gennemføres, f.eks. i forbindelse med opførelsen af vindmøller. Hvor borgerne reelt nyder godt af sådanne anlæg (f.eks. energifællesskaber), er der meget mindre modstand.

4.18.

Efter ti år med energiunionen fremlægger Kommissionen en »energipakke for borgerne«, som efter sigende konkretiserer den oprindelige tilgang. EØSU bifalder dette tiltag og vil udarbejde en særskilt udtalelse herom. Det skal dog bemærkes, at en stor del af borgernes engagement og politiske tillid er gået tabt i løbet af de seneste ti år, fordi politiske løfter ikke er blevet indfriet.

4.19.

Generelt bør de politiske beslutningstagere foretage en kritisk analyse af deres kommunikationspolitikker og forbindelser til civilsamfundet. Disse er alt for ofte ensidigt topstyrede og forsøger at retfærdiggøre de politiske valg, der allerede er truffet. Dette er som hovedregel også hensigtsmæssigt, men aldrig tilstrækkeligt. Kommunikation går ikke kun én vej. På strategisk plan bør EU samtidig lære af de mange bottom-up-tilgange og integrere dem bedre i Unionens politikker.

4.20.

En af EØSU's vigtigste opgaver er at kortlægge sådanne tilgange og udvikle samfundsmæssige kompromiser. Et positivt eksempel er platformen for cirkulær økonomi, der er oprettet på EØSU's initiativ.

4.21.

Der er mange andre eksempler på, at en strukturel civilsamfundsdialog kan skabe resultater, som politikerne ofte ikke kan realisere. »Fremtidskommissionen for landbruget« (Zukunftskommission Landwirtschaft) i Tyskland eller den tilsvarende europæiske dialog, »den strategiske dialog om fremtiden for EU's landbrug«, er gode eksempler herpå. EØSU anbefaler en bredere anvendelse af sådanne modeller. Dette omfatter imidlertid også, at det altid gøres klart, hvilke anbefalinger der tages fat på og gennemføres, og hvilke der ikke arbejdes videre med (og hvorfor ikke). Ellers er der risiko for at miste samfundets engagement og accept.

---

(1)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om omstillingen til en mere bæredygtig europæisk fremtid — en strategi frem til 2050 (initiativudtalelse) ( EUT C 81 af 2.3.2018, s. 44).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/591 af 6. april 2022 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2030 ( EUT L 114 af 12.4.2022, s. 22).

(3)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2030 (COM(2020) 652 final).

(4)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2030 (COM(2020) 652 final — 2020/0300 (COD)) ( EUT C 123 af 9.4.2021, s. 76).

(5)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om — Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 »Et godt liv i en ressourcebegrænset verden« — COM(2012) 710 final — 2012/0337 (COD) ( EUT C 161 af 6.6.2013, s. 77).

(6)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om omstillingen til en mere bæredygtig europæisk fremtid — en strategi frem til 2050 (initiativudtalelse) ( EUT C 81 af 2.3.2018, s. 44).

(7)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om, at ingen skal lades i stikken ved gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling(Initiativudtalelse) ( EUT C 47 af 11.2.2020, s. 30).

(8)  F.eks. rapporterne om miljøets tilstand (SOER): https://www.eea.europa.eu/soer.

(9)   Midtvejsevaluering af det 8.miljøhandlingsprogram, s. 8: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52024DC0123.

(10)   8.miljøhandlingsprogram, betragtning 4: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:32022D0591&qid=1744721977458.

(11)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Evaluering af strategien for bæredygtig udvikling — Sonderende udtalelse« ( EUT C 117 af 30.4.2004, s. 22).

(12)  Midtvejsevaluering af det 8. miljøhandlingsprogram, s. 7.

(13)  Midtvejsevaluering af det 8. miljøhandlingsprogram, s. 12.

(14)  Midtvejsevaluering af det 8. miljøhandlingsprogram, s. 3.

(15)  Klimakonferencen i Paris (COP21) i december 2015.

(16)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af uafhængig og bæredygtig fødevareproduktion: strategier for den fælles landbrugspolitik efter 2027 (sonderende udtalelse på anmodning af det belgiske rådsformandskab) (EUT C, C/2024/2099, 26.3.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/2099/oj); Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om reform af den fælles landbrugspolitik i 2013 (initiativudtalelse) ( EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35).