Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023PC0722

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om de holdninger, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det tredje møde mellem parterne i protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer

COM/2023/722 final

Bruxelles, den 22.11.2023

COM(2023) 722 final

2023/0408(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om de holdninger, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det tredje møde mellem parterne i protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer


BEGRUNDELSE

1.FORSLAGETS GENSTAND

Dette forslag vedrører afgørelsen om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på den tredje samling af mødet mellem parterne i protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer, som afholdes i Panama City fra den 27. november til den 30. november 2023.

2.BAGGRUND FOR FORSLAGET

2.1.Protokol om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer

Protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer ("protokollen") er en protokol til Verdenssundhedsorganisationens rammekonvention om tobakskontrol ("konventionen"). Protokollen har til formål at eliminere alle former for ulovlig handel med tobaksvarer ved hjælp af en pakke af foranstaltninger, som landene skal træffe i samarbejde med hinanden: det er en global løsning på et globalt problem. Protokollen blev udarbejdet som reaktion på den voksende ulovlige handel med tobaksvarer, ofte på tværs af grænserne, som forårsager betydelige tab af offentlige indtægter og samtidig bidrager til finansieringen af internationale kriminelle aktiviteter. Den trådte i kraft den 25. september 2018.

Unionen og 18 medlemsstater er parter i konventionen. 1

2.2.Partsmøde

Partsmødet er et organ, der er oprettet ved protokollen, og som har til opgave med jævne mellemrum at tage gennemførelsen af protokollen op til revision og træffe de afgørelser, der er nødvendige for at sikre en effektiv gennemførelse heraf Partsmødet kan vedtage ændringer af protokollen. Med henblik herpå fremmer partsmødet bl.a. udveksling af oplysninger og bistand for at styrke det internationale samarbejde om bekæmpelse af ulovlig handel med tobaksvarer. Partsmødet vedtager også regelmæssige rapporter om gennemførelsen af protokollen.

Partsmødes ordinære samlinger afholdes hvert 2. år. I henhold til partsmødes forretningsorden støtter konventionens sekretariat (også "sekretariatet") arbejdet med både konventionen og protokollen. Det forelægger parterne den foreløbige dagsorden sammen med anden dokumentation (ofte indeholdende udkast til afgørelser) for hvert punkt på dagsordenen senest 60 dage før partsmødet starter. 2 På partsmødet træffes beslutninger om budgetmæssige og finansielle spørgsmål ved konsensus. For alle andre beslutningers vedkommende bør der gøres alt for at nå til enighed ved konsensus. Som en sidste udvej træffes afgørelser om materielle spørgsmål med et flertal på tre fjerdedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende parter, og afgørelser om procedurespørgsmål bør træffes med et flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende parter. 3

2.3.    Påtænkte retsakter på det tredje partsmøde

I november 2023 forventes partsmødet på sin tredje samling at drøfte og vedtage afgørelser vedrørende de mulige ændringer af forretningsordenen for partsmødet og proceduren for udnævnelse af sekretariatschefen.

3.DE HOLDNINGER, DER SKAL INDTAGES PÅ UNIONENS VEGNE

Partsmødet forventes at træffe visse afgørelser, der kan betegnes som "afgørelser, der har retsvirkninger", jf. artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Med hensyn til de forventede drøftelser om mulig ændringer af forretningsordenen for partsmødet bør Unionen støtte ændringer, der skal forenkle arbejdet på partsmødet, arrangere virtuelle samlinger i forbindelse med partsmødet og tydeligere definere partsmødes forretningsudvalgs deltagelse i udnævnelsen af chefen for konventionens sekretariat samt den ændring, der giver mulighed for at udpege en fungerende sekretariatschef, når det er nødvendigt. Desuden bør Unionen foreslå at forlænge fristen for sekretariatets udsendelse af de officielle konferencedokumenter til op til 120 dage, eller mindst 90 dage for kritiske dokumenter, inden partsmødet begynder, i stedet for de nuværende 60 dage. Dette vil understøtte en ordentlig forberedelse af Unionens holdninger i fremtiden.

Med hensyn til udnævnelsen af sekretariatschefen bør Unionen støtte forbedringen af processen for udvælgelse og udnævnelse af sekretariatschefen, 4 navnlig med henblik på at forenkle processen for en enkelt fornyelse af mandatperioden, samtidig med at de objektive resultatkriterier overholdes. I denne forbindelse bør Unionen også støtte forbedringen af kriterierne for udvælgelse af kandidater til stillingen som sekretariatschef, hvilket også bør omfatte de aspekter, der vedrører protokollen.

Det kan blive nødvendigt at justere disse holdninger yderligere i forbindelse med koordineringen på stedet på partsmødets tredje samling i lyset af de øvrige parters holdninger og udviklingen i forbindelse hermed på det pågældende partsmøde samt de beslutninger, der træffes af partskonferencen, som afholdes fra den 20. til den 25. november 2023.

4.RETSGRUNDLAG

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

Artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde indeholder bestemmelser om vedtagelse af afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 5 .

4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Partsmødet er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer.

Visse retsakter, som forventes vedtaget på partsmødets tredje samling, er retsakter, der har retsvirkninger, da de er bindende eller vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen.

Den påtænkte afgørelse vedrørende mulige ændringer af partsmødets forretningsorden udgør en retsakt med retsvirkning på grund af forretningsordenens bindende karakter og det forhold, at partsmødet er et organ med beslutningsbeføjelser i henhold til protokollen 6 . Ændringer af partsmødets forretningsorden vil være bindende for protokollens parter (og dermed også Unionen) på en måde, der svarer til hovedaftalen.

Den påtænkte afgørelse vedrørende ændringen af proceduren for udnævnelse af sekretariatschefen udgør også en afgørelse, der har retsvirkninger. For det første består sekretariatets funktioner af mere end blot administrative funktioner og omfatter indflydelse på protokollens politiske og materielle arbejde. Som følge heraf vil udnævnelsen af sekretariatschefen udgøre en afgørelse, der har retsvirkninger som omhandlet i artikel 218, stk. 9, i TEUF. Denne konklusion omfatter således også partsmødeafgørelser om ændring af proceduren for udnævnelse af sekretariatschefen, som udgør afgørelser af organisatorisk karakter, der påvirker beslutningsprocessen for afgørelser, der har retsvirkninger (dvs. vedrørende udnævnelsen af sekretariatschefen).

De påtænkte retsakter supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for overenskomsten.

Da disse to afgørelser, der forventes vedtaget på partsmødets tredje samling, anses for at have retsvirkninger, er det passende proceduremæssige retsgrundlag for forslaget til Rådets afgørelse om fastlæggelse af Unionens holdninger på partsmødets tredje samling for disse to dagsordenspunkter artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element. Hvis den påtænkte retsakt er af organisatorisk karakter, bør det materielle retsgrundlag for afgørelsen om fastlæggelse af Unionens holdning i princippet være det samme som retsgrundlaget for Rådets afgørelse om indgåelse af den aftale, på grundlag af hvilken organet blev oprettet.

4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Hovedformålene med og indholdet af protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer vedrører forskellige komplementære områder, nemlig det indre marked, navnlig den fri bevægelighed for punktafgiftspligtige varer, udenrigshandel og den fælles handelspolitik samt toldsamarbejde. Eftersom den påtænkte retsakt har organisatorisk karakter udgøres det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse af artikel 33, 113, 114 og 207 i TEUF, som svarer til det materielle retsgrundlag for Rådets afgørelse (EU) 2016/1749 af 17. juni 2016 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer til WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning, med undtagelse af de af dens bestemmelser, som henhører under tredje del, afsnit V, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 33, 113, 114 og 207 i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.

2023/0408 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om de holdninger, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det tredje møde mellem parterne i protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig

Artikel 33, 113, 114 og 207 sammenholdt med artikel 218, stk. 9 heri,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer ("protokollen") blev indgået af Unionen i henhold til Rådets afgørelse 2016/1749 7 og trådte i kraft den 25. september 2018.

(2)I henhold til protokollens artikel 33, stk. 5, kan partsmødet træffe de afgørelser, der er nødvendige for at fremme en effektiv gennemførelse af protokollen.

(3)På sit tredje møde den 27.-30. november 2023 forventes partsmødet at vedtage visse retsakter, der har retsvirkninger. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge de holdninger, der skal indtages på Unionens vegne på partsmødets tredje samling i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF.

(4)For at muliggøre en passende forberedelse og repræsentation af Unionens holdninger bør Unionen foreslå en ændring af partsmødets forretningsorden med henblik på at kræve, at sekretariatet udsender de officielle mødedokumenter op til 120 dage før hvert partsmøde.

(5)For at forenkle arbejdet i forbindelse med et partsmøde og arrangere virtuelle partsmødesamlinger samt for at give mulighed for at udpege en fungerende sekretariatschef bør Unionen også støtte de forslag om ændringer af partsmødets forretningsordenen, som sigter mod disse mål.

(6)Unionen bør støtte forbedringen af processen for udvælgelse og udnævnelse af chefen for konventionens sekretariat, navnlig med henblik på at forenkle en enkelt fornyelse af mandatperioden, samtidig med at de objektive resultatkriterier overholdes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

De holdninger, der skal indtages på Unionens vegne på den tredje samling af mødet mellem parterne i protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer, skal være i overensstemmelse med bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

I lyset af udviklingen på tredje samling af mødet mellem parterne i protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer og på den tiende samling i partskonferencen under WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning kan Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne på koordineringsmøder på stedet aftale justeringer af de holdninger, der er omhandlet i artikel 1, uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Rådets afgørelse (EU) 2016/1749 af 17. juni 2016 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer til WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning, med undtagelse af de af dens bestemmelser, som henhører under tredje del, afsnit V, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT L 268 af 1.10.2016, s. 1).
(2)    Regel 8 i forretningsordenen for partsmødet (protokol).
(3)    Regel 50 i forretningsordenen for partsmødet (protokol).
(4)    Proceduren er fastlagt ved afgørelse FCTC/COP8 (8) og FCTC/MOP1 (12).
(5)    Dom af 7. oktober 2014 i sag C-399/12, Tyskland mod Rådet, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61-64.
(6)    Se afsnit 2.2. ovenfor.
(7)    Rådets afgørelse (EU) 2016/1749 af 17. juni 2016 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer til WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning, med undtagelse af de af dens bestemmelser, som henhører under tredje del, afsnit V, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT L 268 af 1.10.2016, s. 1).
Top

Bruxelles, den 22.11.2023

COM(2023) 722 final

BILAG

til

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE

om de holdninger, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det tredje møde mellem parterne i protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer


BILAG

Unionens holdning til dagsordenens punkt 7.6 "mulige ændringer af forretningsordenen" og 7.7 "udnævnelse af chefen for konventionens sekretariat", der skal drøftes på tredje samling af mødet mellem parterne til protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer ("protokollen") i Panama fra den 27. til den 30. november 2023.

I. Mulige ændringer af partsmødets forretningsorden (dokument FCTC/MOP/3/13)

Unionen:

1.Støtter ændringer, der foreslås for at forenkle og rationalisere partsmødets arbejde, f.eks. at acceptere godkendelse af fuldstændige referater efter afslutning af samlingen (artikel 60) eller at indføre en generel mulighed for direkte transmission via internettet af dagsordenspunkter fra samlinger i partsmødet, som skal godkendes af partsmødet, når hver samling begynder (artikel 15, ny b).

2. Beslutter at præcisere, uden at ændre forretningsordenen for partsmødet, at fuldstændige referater af plenarmøder forstås således, at de omfatter lydfiler (artikel 60).

3. Støtter ændringsforslaget om tilrettelæggelse af virtuelle møder i partsmødet (artikel 15, ny c); virtuelle sessioner bør dog ikke være strengt begrænset til ekstraordinære omstændigheder, hvorved der også tages hensyn til behovet for at afbalancere de miljømæssige omkostninger ved fysiske møder, når det er muligt.

4.Støtter ændringsforslaget om en klarere definition af partsmødets præsidiemedlemmers deltagelse i udnævnelsen af sekretariatschefen samt den ændring, der giver mulighed for at udpege en fungerende chef for sekretariatet, når det er nødvendigt (artikel 24b).

5. Støtter ændringsforslaget vedrørende tilstedeværelsen af akkrediterede medier til offentlige samlinger (artikel 2, stk. 13), da dette ændringsforslag fører til bedre overensstemmelse mellem artikel 2 og 32.

6. Støtter berigtigelsen af uoverensstemmelser, herunder udeladelsen af ordet "resolution" (artikel 60) og tilpasningen af bestemmelserne vedrørende "regionale økonomiske organisationer" (artikel 2 og 29).

7. Foreslår en ændring af artikel 8, som i øjeblikket forpligter sekretariatet til at sende den foreløbige dagsorden sammen med andre konferencedokumenter til parterne senest tres dage før samlingens første dag. Denne periode bør forlænges til op til 120 dage før samlingen for at gøre det muligt for regionale organisationer for økonomisk integration og føderale lande at forberede og fastlægge deres holdninger ordentligt. Der bør som minimum sikres en frist på 90 dage for konferencedokumenter vedrørende partsmødeafgørelser, der er juridisk bindende for parterne eller har vigtige politiske eller retlige konsekvenser.

[Alternativt: Den Europæiske Union kan tilslutte sig enhver forlængelse af distributionsperioden ud over de nuværende 60 dage før samlingen, i det mindste for konferencedokumenter til partsmødeafgørelser, der er juridisk bindende for parterne eller har vigtige politiske eller retlige konsekvenser.]

II. Udnævnelse af chefen for konventionens sekretariat: præsidiets rapport (dokument FCTC/MOP/3/14)

Unionen:

(1)Takker præsidiet for rapporten, der indeholder fælles henstillinger fra partskonferencens og partsmødets præsidier med henblik på at forbedre processen med udvælgelse og udnævnelse af chefen for sekretariatet og kriterierne for udvælgelse af kandidater til stillingen som chef for sekretariatet.

(2)Støtter de foreslåede forbedringer af processen for udvælgelse og udnævnelse af chefen for sekretariatet, der er fastlagt ved beslutningerne FCTC/COP8 (8) og FCTC/MOP1 (12), herunder ændringer, som har til formål at forenkle en enkelt fornyelse af chefen for sekretariatets embedsperiode med yderligere fire år, forudsat at vedkommendes præstationer på forhånd evalueres og vurderes positivt.

(3)Støtter de forbedrede kriterier for udvælgelse af kandidater til stillingen som chef for sekretariatet; Unionen bør dog anmode om, at aspekter vedrørende protokollen til FCTC føjes til udvælgelseskriterierne. Særlig bør dokumentationskriterium 1 også omfatte en solid baggrund, viden og erfaring vedrørende kampen mod ulovlig handel, og dokumentationskriterium 2 bør omfatte eventuel erfaring med kampen mod ulovlig handel og stærke forbindelser til eller netværk i det internationale miljø vedrørende bekæmpelse af svig.

* * *

Top