EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 1.2.2023

COM(2023) 44 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1919 af 26. oktober 2016 om retshjælp til mistænkte og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer

1.Indledning

Retten til retshjælp er fastsat i artikel 47, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 1 og i artikel 6, stk. 3, litra c), i den europæiske menneskerettighedskonvention.  

Direktiv (EU) 2016/1919 om retshjælp til mistænkte og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer 2 ("direktivet") har til formål at styrke retten til en retfærdig rettergang i straffesager ved at fastlægge fælles minimumsregler for retten til retshjælp. 

Direktivet er det sjette regelsæt, der er vedtaget i henhold til artikel 82, stk. 2, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) 3 , som udgør retsgrundlaget for vedtagelse af minimumsregler for "enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen". Direktivet finder anvendelse i 25 medlemsstater 4 .

EU har vedtaget følgende fem andre direktiver på dette område:

·direktivet om retten til tolke- og oversætterbistand 5

·direktivet om ret til information 6

·direktivet om ret til adgang til advokatbistand og kommunikation med tredjemand under frihedsberøvelsen 7

·direktivet om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede 8 og

·direktivet om retssikkerhedsgarantier for børn 9 .

Disse direktiver bidrager til at øge den gensidige tillid og styrker dermed princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre retsafgørelser.

Europa-Kommissionen har allerede offentliggjort gennemførelsesrapporter om de fire første direktiver 10 . Ifølge direktivets artikel 10, stk. 2, skal Kommissionen ligeledes forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om direktivets gennemførelse.

Denne rapport er primært baseret på oplysninger, som medlemsstaterne har givet Kommissionen som led i meddelelsen af nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet. Den er endvidere baseret på offentligt tilgængelige oplysninger fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder 11 og fra undersøgelser, som eksterne interessenter har udført med støtte fra Kommissionen 12 .

I rapporten fokuseres der på de foranstaltninger, som medlemsstaterne hidtil har truffet for at gennemføre direktivet 13 . Det vurderes, om medlemsstaterne har gennemført direktivet fuldstændigt og korrekt, og om den nationale lovgivning opfylder direktivets mål og krav.

Den Europæiske Unions Domstol har flere gange 14 fortolket direktiv 2013/48/EU. Denne fortolkning er også relevant for vurdering af overholdelsen af direktivet og er blevet taget i betragtning i denne rapport.

2.Generel vurdering

Det fremgår af direktivets artikel 12, at medlemsstaterne skulle gennemføre direktivet i deres nationale lovgivning senest den 25. maj 2019. På denne dato havde fire medlemsstater – Tyskland, Grækenland, Kroatien og Malta – ikke meddelt Kommissionen alle de nødvendige foranstaltninger. Som følge heraf iværksatte Kommissionen i juli 2019 traktatbrudsprocedurer i henhold til artikel 258 i TEUF mod disse medlemsstater for manglende meddelelse af deres gennemførelsesforanstaltninger. Alle disse medlemsstater har sidenhen opfyldt deres forpligtelse, og procedurerne er blevet afsluttet.

Fremgangsmåden ved gennemførelsen af direktivet varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Nogle medlemsstater har indført specifikke lovgivningsmæssige foranstaltninger, hvorved de udtrykkeligt gennemfører rettighederne i direktivet sammen med andre retlige eller praktiske gennemførelsesforanstaltninger. Andre medlemsstater mente, at deres eksisterende foranstaltninger allerede i det store og hele var i overensstemmelse med kravene i direktivet, og vedtog ingen specifikke gennemførelsesforanstaltninger.

Selv om manglen på særlige gennemførelsesbestemmelser nogle gange i et vist omfang afhjælpes gennem praktiske gennemførelsesforanstaltninger og retspraksis, er dette ikke altid tilfældet. I en række medlemsstater (22) er de nationale bestemmelser således ikke tilstrækkelige til fuldt ud at overholde visse centrale bestemmelser i direktivet. Dette er navnlig tilfældet, når anvendelsesområdet for de nationale foranstaltninger er snævrere end det, der er fastsat i direktivets artikel 2 (vedrører 11 medlemsstater).

Vurderingen af overholdelsen af direktivet har også afsløret andre mangler i 22 medlemsstater, navnlig med hensyn til kravet om at bevilge retshjælp uden unødig forsinkelse og senest inden afhøring, eller inden der udføres efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger.

En sådan manglende overholdelse af alle direktivets bestemmelser har en negativ indvirkning på effektiviteten af de rettigheder, der er fastsat i direktivet. Kommissionen vil træffe alle passende foranstaltninger for at afhjælpe alle konstaterede mangler, herunder ved at indlede traktatbrudsprocedurer i henhold til artikel 258 i TEUF.

3.Særlige punkter til vurdering

3.1.Anvendelsesområde (artikel 2)

I artikel 2, stk. 1, er anvendelsesområdet for kravene i direktivet fastsat. Direktivet finder anvendelse på mistænkte og tiltalte i straffesager, som har ret til adgang til advokatbistand i medfør af direktiv 2013/48/EU, og som:

(a)frihedsberøves

(b)skal bistås af en advokat i henhold til EU-retten eller national ret, eller

(c)skal eller kan deltage i efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, herunder som minimum følgende:

(I)konfrontationsparader

(II)konfrontationer

(III)rekonstruktioner af gerningsstedet.

I mange medlemsstater (14) er de nationale foranstaltninger, der gennemfører direktivets rettigheder, i overensstemmelse med direktivet, selv hvis de ikke udtrykkeligt gennemfører artikel 2, stk. 1. Der er imidlertid konstateret problemer med overholdelsen i den nationale lovgivning i 11 medlemsstater. Problemerne med overholdelsen i forbindelse med gennemførelsen af artikel 2, stk. 1, er særlig alvorlige, da de ofte også har betydning for anvendelsesområdet for nationale bestemmelser, der gennemfører særlige rettigheder i henhold til direktivet. Dette er navnlig tilfældet, når mistænkte i direktivets forstand ikke anerkendes som sådan på nationalt plan, hvor der først er adgang til retshjælp, når der er rejst tiltale, eller hvor national lovgivning ikke omfatter alle former for frihedsberøvelse, hvorunder der bør bevilges retshjælp.

I henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, finder direktivets rettigheder anvendelse på eftersøgte, som har ret til adgang til advokatbistand i medfør af direktiv 2013/48/EU, ved anholdelse i den fuldbyrdende medlemsstat. Der er konstateret problemer med overholdelsen i 12 medlemsstater, fordi de ikke har gennemført kravet vedrørende "ved anholdelse".

Ud af alle medlemsstaterne gjorde syv brug af muligheden for at udelukke mindre lovovertrædelser fra gennemførelsesforanstaltningernes anvendelsesområde (direktivets artikel 2, stk. 4). Selv om den nationale lovgivning i de fleste af de medlemsstater (5), der gjorde brug af denne mulighed, er i overensstemmelse med de begrænsninger, der er fastsat i direktivet, synes den nationale lovgivning i to medlemsstater ikke at være i fuld overensstemmelse hermed.

3.2.Definition (artikel 3)

I direktivets artikel 3 defineres retshjælp i direktivets forstand som en medlemsstats finansiering af advokatbistand, der gør det muligt at udøve retten til adgang til en advokat. I direktivets betragtning 8 hedder det, at retshjælp bør omfatte omkostninger til forsvaret af mistænkte, tiltalte og eftersøgte, og at medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med bevilling af retshjælp bør kunne kræve, at mistænkte, tiltalte eller eftersøgte selv bærer en del af disse omkostninger afhængigt af deres økonomiske midler.

Ud over det, der er anført i betragtning 8, er spørgsmålet om inddrivelse af retshjælpsomkostninger, selv om det er relevant, ikke direkte omfattet af direktivet. Ikke desto mindre kan nationale bestemmelser om inddrivelse af omkostninger i nogle tilfælde have indvirkning på vurderingen af specifikke krav i direktivet med hensyn til det tidspunkt, hvor afgørelsen om retshjælp træffes, eller med hensyn til retssikkerheden.

Af alle medlemsstater giver 19 mulighed for at inddrive omkostninger under en eller flere særlige omstændigheder, f.eks.:

·i 12 medlemsstater, i tilfælde af domfældelse, under behørig hensyntagen til personens økonomiske og/eller familieforhold eller endog uanset denne situation, eller hvis straffesagen afsluttes på grund af omstændigheder, der ikke fritager den pågældende person, såsom udløbet af forældelsesfristen eller amnesti

·i otte medlemsstater, såfremt det viser sig, at personen ikke var berettiget til retshjælp, afgav urigtige erklæringer, undlod at samarbejde eller misbrugte retshjælp eller ikke underrettede myndighederne om, at årsagerne til at bevilge retshjælp ikke længere eksisterede, eller såfremt omkostningerne til retshjælp blev afholdt som følge af uagtsomhed og

·i fire medlemsstater, i tilfælde af en forbedring af retshjælpsmodtagerens økonomiske situation.

3.3.Retshjælp i straffesager (artikel 4)

I henhold til direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, skal medlemsstaterne sikre, at mistænkte og tiltalte har ret til retshjælp, hvis de ikke har tilstrækkelige midler til at betale for advokatbistand (trangsvurdering), og/eller når dette er påkrævet i retfærdighedens interesse (vurdering af sagens realitet). Dette giver medlemsstaterne en vis skønsbeføjelse. De kan i princippet bevare strukturen i deres forskellige retshjælpssystemer, så længe anvendelsen af deres relevante nationale regler ikke medfører begrænsning eller fravigelse af de rettigheder og proceduremæssige garantier, som er sikret i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention som fortolket af Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (betragtning 17, sidste punktum, i direktivet).

Betragtning 18 i direktivet har følgende ordlyd: "Medlemsstaterne bør fastlægge praktiske ordninger for ydelse af retshjælp. Det kan i sådanne ordninger bestemmes, at retshjælp bevilges efter anmodning fra en mistænkt, tiltalt eller eftersøgt. Navnlig under hensyntagen til behovene hos sårbare personer bør en sådan anmodning dog ikke være en materiel betingelse for bevilling af retshjælp."

Det er blevet konstateret, at tre medlemsstater kræver, at der indgives en formel anmodning om retshjælp, og ikke giver mulighed for at bevilge retshjælp uden videre. Kravet om at indgive en formel anmodning i disse medlemsstater kan derfor medføre en materiel betingelse for bevilling af retshjælp som omhandlet i direktivets betragtning 18. I én af disse medlemsstater afbødes dette imidlertid af den omstændighed, at den nationale lovgivning sikrer, at de strafferetlige myndigheder underretter den pågældende om dennes ret til retshjælp, og af, at det nationale advokatsamfund kan forudbetale omkostninger og gebyrer, indtil der er truffet en formel afgørelse.

Mens fem medlemsstater kun anvender en trangsvurdering, og tre medlemsstater kun foretager en vurdering af sagens realitet, anvender 16 medlemsstater både en trangsvurdering og en vurdering af sagens realitet. Ud af alle medlemsstater er der én, der ikke har gjort brug af muligheden for at gøre retten til retshjælp til genstand for en trangsvurdering eller en vurdering af sagens realitet. Som følge heraf er retten til retshjælp ubetinget, og medlemsstaten har ikke gennemført artikel 4, stk. 2, 3 og 4, da den ikke finder anvendelse i national sammenhæng.

I 19 af de medlemsstater, der anvender en trangsvurdering, synes loven at være i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 3, som pålægger disse medlemsstater at tage hensyn til alle relevante og objektive faktorer såsom den pågældendes indkomst, formue og familiemæssige forhold samt omkostningerne ved advokatbistanden og levestandarden i den pågældende medlemsstat med henblik på at afgøre, om en mistænkt eller tiltalt i henhold til de gældende kriterier i den pågældende medlemsstat ikke har tilstrækkelige midler til at betale for advokatbistanden. De medlemsstater, der anvender en trangsvurdering, anvender forskellige kriterier for at afgøre, om de er berettiget til retshjælp. Af alle medlemsstater anvender ni generelle bestemmelser, f.eks. generelle henvisninger til ansøgerens socioøkonomiske eller finansielle situation, hvilket giver mulighed for større fleksibilitet. I modsætning hertil har 12 medlemsstater fastsat mere detaljerede bestemmelser, der fastsætter specifikke kriterier og/eller en fast tærskel. Kun i to medlemsstater, der anvender en trangsvurdering, er de nationale foranstaltninger ikke fuldt ud i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 3. I den ene af medlemsstaterne skyldes dette en formodning om, at visse kategorier af mistænkte og tiltalte har en indkomst, der ligger over tærsklen for at få adgang til retshjælp. En sådan formodning udelukker ligeledes muligheden for at modtage retshjælp i fremtidige sager, uanset arten af en sådan sag og den berørte persons processuelle stilling. I den anden medlemsstat skyldes den manglende overholdelse af artikel 4, stk. 3, manglen på specifikke kriterier for vurderingen af den pågældendes økonomiske situation, sammenholdt med den omstændighed, at trangsvurderingen først anvendes ved sagens afslutning, når der træffes afgørelse om potentiel inddrivelse af omkostninger.

I henhold til direktivets artikel 4, stk. 4, første punktum, skal de medlemsstater, der anvender en vurdering af sagens realitet, tage hensyn til den strafbare handlings grovhed, sagens kompleksitet og hårdheden af den sanktion, der i givet fald kan pådrages, med henblik på at afgøre, hvorvidt det er påkrævet i retfærdighedens interesse, at retshjælp bevilges. Af alle de medlemsstater, der anvender en vurdering af sagens realitet, har syv fastsat specifikke kriterier for sådanne vurderinger i snæver forstand. Langt størstedelen (18) af de medlemsstater, der anvender en vurdering af sagens realitet, har systemer til obligatorisk forsvar, der svarer til en vurdering af sagens realitet med henblik på direktivets artikel 2, stk. 1, litra b) (se afsnit 3.1 i denne rapport). De nationale lovgivninger i fem medlemsstater indeholder også generelle henvisninger til retfærdighedens interesse, men kun én medlemsstat, der anvender en vurdering af sagens realitet, baserer sig udelukkende på en sådan generel henvisning. I denne medlemsstat anvender retten kriteriet om "retfærdighedens interesse" på en skønsmæssig måde afhængigt af sagens omstændigheder. Når mistænkte eller tiltalte opfylder kravene i forbindelse med trangsvurderingen, vil retten imidlertid – ifølge rapporter fra interessenter – automatisk anse bevilling af retshjælp for at være i retfærdighedens interesse og vil derfor også anse kravene i forbindelse med vurderingen af sagens realitet for at være opfyldt.

Direktivets artikel 4, stk. 4, andet punktum, opregner de situationer, hvor kravene i forbindelse med vurderingen af sagens realitet skal anses for at være opfyldt, nemlig:

(a)hvor en mistænkt eller tiltalt stilles for en kompetent domstol eller dommer med henblik på, at der skal træffes afgørelse om tilbageholdelse, på ethvert trin i sagen inden for rammerne af direktivet, og

(b)under tilbageholdelsen.

I 11 medlemsstater, der anvender en vurdering af sagens realitet, er der konstateret problemer med overholdelse, som primært vedrører litra a) ovenfor. Disse spørgsmål vedrører primært sager, hvor der træffes afgørelse om varetægtsfængsling, mens en person (endnu) ikke er blevet frihedsberøvet. Der er imidlertid også konstateret problemer med overholdelsen i tilfælde, hvor en person allerede er blevet varetægtsfængslet af politiet.

I henhold til direktivets artikel 4, stk. 5, skal medlemsstaterne sikre, at der bevilges retshjælp uden unødig forsinkelse, og senest inden den pågældende afhøres af politiet, af en anden retshåndhævende myndighed eller af en retslig myndighed, eller inden de efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, der er omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 1, litra c), udføres. I den forbindelse bemærkes det, at 14 medlemsstater bevilger foreløbig retshjælp eller retshjælp i nødstilfælde. Ikke desto mindre er der i 22 medlemsstater konstateret problemer med overholdelsen af artikel 4, stk. 5. I mange af disse medlemsstater (17) gives der adgang til advokatbistand rettidigt (anvendelse af direktiv 2013/48/EU), men retten til (foreløbig) retshjælp som fastsat i direktivets artikel 4, stk. 5, er der ikke klare regler for. Sådanne problemer med overholdelse hænger sammen med ukorrekt gennemførelse af direktivets anvendelsesområde og med tidspunktet for bevilling af retshjælp, både generelt og i særlige tilfælde. Desuden er der konstateret problemer med overholdelsen, når indgivelse af en formel anmodning er en materiel betingelse for bevilling af retshjælp.

3.4.Retshjælp i sager angående europæiske arrestordrer (artikel 5)

I henhold til direktivets artikel 5, stk. 1, skal medlemsstater, der fuldbyrder en europæisk arrestordre, sikre, at eftersøgte i henhold til en europæisk arrestordre, har ret til adgang til retshjælp ved anholdelse i den pågældende medlemsstat, indtil de overgives, eller indtil afgørelsen om ikke at overgive dem bliver endelig.

Af alle medlemsstater har fem udtrykkeligt gennemført retten til retshjælp for eftersøgte i henhold til en europæisk arrestordre ved at fastsætte særlige, selvstændige bestemmelser. I modsætning hertil er lovgivningen i et stort flertal (20) af medlemsstaterne baseret på krydshenvisninger til generelle bestemmelser om retshjælp i straffesager.

Der er konstateret problemer med overholdelsen af direktivets artikel 5, stk. 1, for 15 medlemsstater, og de skyldes hovedsagelig den manglende gennemførelse af kravet vedrørende "ved anholdelse" som nævnt tidligere i forbindelse med artikel 2, stk. 2 (jf. afsnit 3.1 i denne rapport). Andre problemer med overholdelse, som er konstateret i seks medlemsstater, er knyttet til nationale regler, der gør bevilling af retshjælp betinget af en formel anmodning, eller til ukorrekt gennemførelse af fristerne for at træffe afgørelse om bevilling af retshjælp, hvilket i praksis betyder, at selv om der i princippet kan være ret til retshjælp ved anholdelse, vil dette ikke være sikret, før der er truffet en afgørelse.

I henhold til artikel 5, stk. 2, skal medlemsstater, der udsteder en europæisk arrestordre, sikre, at eftersøgte, som er genstand for sager angående europæiske arrestordrer med henblik på strafforfølgning, og som udøver deres ret til at udpege en advokat i denne medlemsstat til at bistå advokaten i den medlemsstat, der fuldbyrder den europæiske arrestordre, jf. artikel 10, stk. 4 og 5, i direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokatbistand, har ret til retshjælp i den medlemsstat, der udsteder den europæiske arrestordre, i sådanne retssager i den fuldbyrdende medlemsstat. Den nationale lovgivning i 12 medlemsstater er ikke i fuld overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 2, hovedsagelig på grund af manglen på specifikke bestemmelser, der gennemfører kravet i direktivet, eller på grund af manglen på klare krydshenvisninger, der udvider anvendelsen af bestemmelserne om straffesager eller retshjælp til at omfatte sager angående europæiske arrestordrer.

I henhold til direktivets artikel 5, stk. 3, kan den ret til retshjælp, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1 og 2, undergives en trangsvurdering i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 3, som finder tilsvarende anvendelse. Denne bestemmelse giver imidlertid ikke mulighed for at foretage en vurdering af sagens realitet i henhold til direktivets artikel 4, stk. 4. Mere end halvdelen (15) af medlemsstaterne har valgt at anvende en trangsvurdering i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3. De overholdelsesproblemer, der blev konstateret i fire medlemsstater, skyldes imidlertid: (i) anvendelse af en vurdering af sagens realitet ud over en trangsvurdering (ii) manglende klarhed med hensyn til, om det kun er en trangsvurdering, der finder anvendelse (iii) eller mangler i gennemførelsen af direktivets artikel 4, stk. 3, som også har betydning for den nationale lovgivnings overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 3 (jf. afsnit 3.3 i denne rapport).

3.5.Afgørelser om bevilling af retshjælp (artikel 6)

I henhold til direktivets artikel 6, stk. 1, skal afgørelser om, hvorvidt der skal bevilges retshjælp, og om udpegelsen af retshjælpsadvokater træffes af en kompetent myndighed uden unødig forsinkelse. Medlemsstaterne skal ligeledes træffe passende foranstaltninger til at sikre, at den kompetente myndighed træffer sine afgørelser efter omhyggelig overvejelse og med respekt af retten til et forsvar.

I betragtning 24 i direktivet forklares det, at den kompetente myndighed bør være en uafhængig myndighed, der er kompetent til at træffe afgørelser om bevilling af retshjælp, eller en domstol, herunder en enkelt dommer. I hastetilfælde bør en midlertidig inddragelse af politiet og anklagemyndigheden dog også være mulig i det omfang, dette er nødvendigt for at kunne bevilge rettidig retshjælp.

I de fleste (23) medlemsstater træffes afgørelser om bevilling af retshjælp af en domstol eller dommer og/eller af retshjælpskontorer. Individuelle retshjælpsadvokater udpeges normalt i samarbejde med de nationale advokatsammenslutninger (normalt advokatsamfundet). Advokater udpeges enten på grundlag af lister eller elektroniske registre over retshjælpsadvokater, som stilles til rådighed eller forvaltes af advokatsammenslutninger, eller som sættes på individuelle sager af en sådan sammenslutning. I to medlemsstater organiseres retshjælpen udelukkende af de nationale advokatsamfund og deres medlemmer. I fire medlemsstater er advokatsamfundene derimod ikke direkte involveret.

I seks medlemsstater kan politi og anklagere også inddrages i afgørelsen om retshjælp: (i) i bestemte typer eller faser af proceduren, (ii) under særlige omstændigheder, såsom frihedsberøvelse af en mistænkt eller tiltalt, (iii) når obligatorisk forsvar finder anvendelse, eller (iv) i forbindelse med visse former for retshjælp.

I mere end halvdelen (15) af medlemsstaterne er der konstateret problemer med hensyn til gennemførelsen af direktivets artikel 6, stk. 1. Disse problemer vedrører hovedsagelig tidspunktet for afgørelsen om retshjælp (problemer vedrørende gennemførelsen af direktivets artikel 4, stk. 5, der således også har indvirkning på gennemførelsen af direktivets artikel 6, stk. 1) og/eller kravet om, at en kompetent myndighed skal træffe afgørelsen.

I fem medlemsstater er der konstateret problemer med overholdelsen af direktivets artikel 6, stk. 2, som fastsætter, at mistænkte, tiltalte og eftersøgte skal informeres skriftligt, hvis deres anmodning om retshjælp afvises helt eller delvist.

3.6.Kvaliteten af tjenester og uddannelse inden for retshjælp (artikel 7)

I henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe nødvendige foranstaltninger, herunder med hensyn til finansiering, for at sikre, at:

(a)der er et effektivt retshjælpssystem af tilstrækkelig kvalitet, og

(b)retshjælpstjenesterne er af tilstrækkelig kvalitet til at sikre en retfærdig rettergang, uden at det berører advokatstandens uafhængighed.

Dette krav i direktivet er også et spørgsmål om den praktiske implementering, som ikke altid kræver gennemførelse ved lovgivningsmæssige foranstaltninger, hvis der findes en passende retlig ramme. I tre medlemsstater kunne der imidlertid ikke konstateres nogen specifikke regler i den nationale lovgivning, der gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1. Der er også konstateret problemer i 11 medlemsstater, som har truffet specifikke foranstaltninger med hensyn til direktivets artikel 7, stk. 1. Disse problemer skyldes hovedsagelig underfinansiering af retshjælpssystemet, lavere salærer til retshjælpsadvokater eller utilstrækkelige udvælgelsesordninger for retshjælpsadvokater, hvilket kan have negative konsekvenser for retshjælpens kvalitet. Særlige bevillings- eller udvælgelsesordninger for retshjælpsadvokater, der er indført i fire medlemsstater, er heller ikke nødvendigvis i sig selv tilstrækkelige til at sikre kvaliteten af retshjælpstjenesterne.

De fleste medlemsstater har ikke konkret gennemført bestemmelserne i direktivets artikel 7, stk. 2 (23 medlemsstater) og stk. 3, (18 medlemsstater) om uddannelse af personale, som er involveret i beslutningstagningen om retshjælp, og advokater. I de fleste tilfælde var det kun relevante foranstaltninger af generel karakter, der kunne konstateres. Som anført ovenfor er der ikke nødvendigvis behov for specifikke gennemførelsesforanstaltninger for disse stykker, og deres gennemførelse kan muligvis sikres i praksis.

I henhold til direktivets artikel 7, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at mistænkte, tiltalte og eftersøgte har ret til efter anmodning at få den retshjælpsadvokat, de er blevet tildelt, udskiftet, hvis de konkrete omstændigheder berettiger det. Der er konstateret relevante problemer med overholdelsen i 11 medlemsstater. I fem af disse medlemsstater kunne der ikke konstateres nogen konkrete gennemførelsesforanstaltninger, men bestemmelser om frit valg af advokat, om forholdet mellem klienter og advokater og om advokaters faglige og etiske adfærd kan være af en vis betydning. I seks medlemsstater hænger de konstaterede problemer med overholdelse sammen med de nationale bestemmelsers mere begrænsede anvendelsesområde eller manglende juridisk klarhed.

3.7.Retsmidler (artikel 8)

Direktivets artikel 8 pålægger medlemsstaterne at sikre, at mistænkte, tiltalte og eftersøgte har adgang til effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde af krænkelse af deres rettigheder i henhold til direktivet.

Ud af alle medlemsstater bevilger de 11 specifikke retsmidler i tilfælde af krænkelse af retten til retshjælp, mens 14 medlemsstater udelukkende anvender generelle retsmidler i tilfælde af krænkelse af processuelle rettigheder. I de medlemsstater, der har specifikke retsmidler, er der også generelle retsmidler til rådighed i tilfælde af krænkelse af retten til et forsvar.

3.8.Sårbare personer (artikel 9)

I henhold til direktivets artikel 9 skal medlemsstaterne sikre, at der ved gennemførelsen af direktivet tages hensyn til de særlige behov hos mistænkte, tiltalte og eftersøgte, som er sårbare.

Ud over børn tages der i mange (18) medlemsstater hensyn til andre særlige sårbarheder, og det fører typisk til automatisk adgang til retshjælp. Dette gælder ofte for personer med fysisk eller psykisk handicap, personer, hvor der hersker tvivl om deres evne til at forsvare sig, eller personer med særlige behov. Der bør f.eks. også tages hensyn til, om der er tale om en asylansøger, en fordrevet person, en uledsaget mindreårig, en udlænding eller en person, der ikke taler eller forstår sproget i den medlemsstat, hvor sagen behandles.

4.Konklusion

Formålet med direktivet var at forbedre den effektive anvendelse af retten til retshjælp for mistænkte og tiltalte i straffesager og for eftersøgte personer i sager angående europæiske arrestordrer. Overordnet set har direktivet skabt EU-merværdi ved at øge beskyttelsesniveauet for personer, der er involveret i straffesager.

Det fremhæves imidlertid i denne rapport, at der fortsat er visse problemer med gennemførelsen af centrale bestemmelser i direktivet. Dette gælder især for nationale foranstaltninger, der ikke dækker direktivets anvendelsesområde (direktivets artikel 2), og mangler i forbindelse med rettidig tildeling af retshjælp (direktivets artikel 4, stk. 5, artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1).

Kommissionen vil fortsat vurdere medlemsstaternes overholdelse af direktivet og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre overholdelsen af direktivets bestemmelser i hele EU.

(1)

   EUT C 326 af 26.10.2012, s. 391.

(2)

   EUT L 297 af 4.11.2016, s. 1. Berigtigelse: EUT L 91 af 5.4.2017, s. 40.

(3)

   EUT C 326 af 26.10.2012, s. 47.

(4)

   Det fremgår af protokol nr. 21 og 22, at henholdsvis Irland og Danmark ikke er bundet af direktivet. Disse lande er derfor ikke omfattet af denne vurdering.

(5)

   Direktiv 2010/64/EU om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager, EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1.

(6)

   Direktiv 2012/13/EU om ret til information under straffesager, EUT L 142 af 1.6.2012, s. 1.

(7)

   Direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen, EUT L 294 af 6.11.2013, s. 1.

(8)

   Direktiv (EU) 2016/343 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT L 65 af 11.3.2016, s. 1).

(9)

   Direktiv (EU) 2016/800 om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager (EUT L 132 af 21.5.2016, s. 1).

(10)

     COM(2018) 857 final, COM(2018) 858 final, COM(2019) 560 final og COM(2021) 144 final.

(11)

   Undersøgelse foretaget af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Rights in practice: access to a lawyer and procedural rights in criminal and European arrest warrant proceedings. Findes på Rights in practice: access to a lawyer and procedural rights in criminal and European arrest warrant proceedings (europa.eu) .

(12)

     Se f.eks. det projekt, der koordineres af det ungarske Helsinki-Komité om retten til advokatbistand og retshjælp i straffesager i fem europæiske jurisdiktioner, komparativ rapport, som findes på Right_to_lawyer_and_legal_aid_COMPARATIVE_REPORT_2018.pdf (helsinki.hu) , og det projekt, der ledes af Lithuanian Law Institute, "Enhancing the quality of Legal Aid: Common Standards for Different Countries", se mere på Enhancing the quality of Legal Aid: Common Standards for Different Countries | LTI (teise.org) .

(13)

   Kommissionen har afholdt to ekspertmøder med repræsentanter for medlemsstaterne i januar og oktober 2018 for at drøfte og lette medlemsstaternes arbejde med gennemførelsen og anvendelsen af direktivet.

(14)

   Se navnlig dom af 5. juni 2018, Kolev m.fl., C-612/15, dom af 19. september 2019, Rayonna prokuratura Lom, sag C-467/18, og dom af 12. marts 2020, VW, C-659/18.