Atlasiet eksperimentālās funkcijas, kuras vēlaties izmēģināt!

Šis dokuments ir izvilkums no tīmekļa vietnes EUR-Lex.

Dokuments 52022SC0142

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE RESUMÉ AF RAPPORTEN OM KONSEKVENSANALYSEN Ledsagedokument til Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF

SWD/2022/142 final

Bruxelles, den 11.5.2022

SWD(2022) 142 final

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE

RESUMÉ AF RAPPORTEN OM KONSEKVENSANALYSEN

Ledsagedokument til

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF

{COM(2022) 204 final} - {SEC(2022) 203 final} - {SWD(2022) 141 final}


Resumé

Konsekvensanalyse vedrørende revisionen af direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne.

A. Behov for handling

Hvad er problemstillingen, og hvorfor udgør den et problem på EU-plan?

De overordnede problemer er, 1) at overlapning med produktspecifik og horisontal lovgivning har ført til manglende sammenhæng og mindre relevans af direktivet, 2) at forbrugere, der benytter finansielle tjenesteydelser ved hjælp af fjernkommunikation, ikke er tilstrækkelig beskyttet og udsættes for skade (begrænset forbrugerbevidsthed om de vigtigste elementer og omkostninger i forbindelse med visse finansielle tjenesteydelser, suboptimal udnyttelse af fortrydelsesretten, nye markedspraksisser, der udnytter forbrugernes adfærdsmønstre), og at 3) konkurrenceevnen på det indre marked for finansielle tjenesteydelser, der sælges ved hjælp af fjernkommunikation, ikke er opnået fuldt ud.

Årsagerne til disse problemer er lovgivningsmæssige rammer, der ikke garanterer retssikkerhed, adfærdsmæssig forudindtagethed, der udnyttes af udbydere af finansielle tjenesteydelser, og hindringer for en eventuel forøgelse af leveringen af finansielle produkter på tværs af grænserne. Konsekvenserne af disse problemer for forbrugerne er: skade, hvis de køber et utilfredsstillende produkt, mangel på tilstrækkelig tillid som grundlag for at benytte en finansiel tjenesteydelse, både i forbrugerens eget EU-land og/eller på tværs af grænserne, og et deraf følgende velfærdstab. Konsekvenserne for virksomhederne er: ulige konkurrencevilkår og ekstra overholdelsesomkostninger og tab af velfærd som følge af manglende udnyttelse af det indre markeds potentiale. Hvis der ikke træffes nogen foranstaltninger, vil situationen fortsætte uændret.

Hvilke resultater skal der opnås?

De generelle mål for revisionen af direktivet er at 1) strømline de lovgivningsmæssige rammer, så der sikres større klarhed for alle interessenter og et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, 2) mindske skaden og sikre et højt og konsekvent beskyttelsesniveau for forbrugere, der køber finansielle tjenesteydelser ved fjernsalg, og 3) fremme grænseoverskridende levering af finansielle tjenesteydelser og det indre markeds konkurrenceevne. Dette er i overensstemmelse med direktivets oprindelige mål.

Hvad er merværdien ved at handle på EU-plan (nærhedsprincippet)? 

Revisionen vil føre til klarere lovgivningsmæssig rammer, der garanterer retssikkerhed, samtidig med at "sikkerhedsnetfunktionen" bevares. Horisontale forbrugerrettigheder, der dækker nuværende og fremtidige finansielle tjenesteydelser, der dukker op på markedet, er noget, der kun kan opnås på EU-plan.

B. Løsninger

Hvilke løsninger er der overvejet for at nå målene? Foretrækkes en bestemt løsning frem for andre? Hvis ikke, hvorfor?

Følgende løsninger blev vurderet: løsning 0: et scenarie med uændret politik, løsning 1: ophævelse af direktivet og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger, løsning 2: omfattende revision, løsning 3a: indførelse af relevante bestemmelser i horisontal lovgivning og løsning 3b: indførelse af relevante bestemmelser i produktspecifik lovgivning. På baggrund af konsekvensanalysen vil den foretrukne løsning være løsningsmodel 3a: ophævelse, modernisering af relevante rettigheder og indarbejdelse i horisontal lovgivning, nemlig direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder.

Hvilken holdning har de forskellige interessenter? Hvem støtter hvilken løsning?

Forbrugerorganisationer går ofte ind for en omfattende revision af direktivet (løsning 2), men de kan acceptere at ophæve og indarbejde direktivets relevante bestemmelser i horisontal lovgivning (løsning 3a). Udbydere af finansielle tjenesteydelser og erhvervssammenslutninger foretrækker referencescenariet eller løsning 3b (indførelse af forbrugerrettigheder i produktspecifik lovgivning). De offentlige myndigheder mener, at den bedste løsning er at indarbejde dele af direktivet i horisontal lovgivning (løsning 3a).

C. Den foretrukne løsnings virkninger

Hvilke fordele er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsning foretrækkes – ellers fordelene ved de vigtigste af de mulige løsninger)? 

Den foretrukne løsning er en effektiv måde at nå de specifikke mål på og er samtidig virkningsfuld, navnlig for forbrugerne, idet der sikres en høj grad af sammenhæng. Løsningen forventes generelt at have en positiv indvirkning på forbrugernes tillid ved at indføre nye bestemmelser for, hvordan og hvornår der bør gives oplysninger til forbrugerne, og ved at begrænse praksis, der udnytter adfærdsmønstre, såsom brug af standardløsninger. Fortrydelsesretten vil også blive moderniseret ved at gøre udøvelsen af denne ret mere ligetil. Løsningen vil have en positiv indvirkning på mindskningen af skader for forbrugerne (mindst 170-210 mio. EUR).

Hvilke omkostninger er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsning foretrækkes – ellers omkostningerne ved de vigtigste af de mulige løsninger)? 

Den foretrukne løsning vil medføre yderligere engangsomkostninger og tilbagevendende omkostninger for virksomhederne. Dette skyldes, at foranstaltningerne inden for rammerne af denne politiske løsning vil kræve, at tjenesteudbyderne gør sig bekendt med det forbedrede direktiv om forbrugerrettigheder, tilpasser deres IT-systemer, uddanner personale, opdaterer deres websteder og ajourfører aftaler. Efter den indledende gennemførelse af ændringerne forventes der ingen væsentlig stigning i de tilbagevendende omkostninger. Denne løsning vil medføre ca. 19 mio. EUR i omkostninger for virksomhederne.

Hvordan påvirker den foretrukne løsning SMV'er og konkurrenceevnen?

Ifølge analysen af støtteundersøgelsen og tilbagemeldingerne fra interessenter vil små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ikke blive påvirket uforholdsmæssigt sammenlignet med større virksomheder. De vigtigste typer virkninger, der er konstateret i denne vurdering, vil forholdsmæssigt også gælde for SMV'er.

Vil den foretrukne løsning få væsentlige virkninger for de nationale budgetter og myndigheder? 

Den foretrukne løsning vil medføre visse engangsomkostninger og tilbagevendende omkostninger for de nationale myndigheder. Myndighederne vil skulle bære visse gennemførelses- og implementeringsomkostninger i vedtagelsesfasen, men de vil ikke være for byrdefulde, da de nye bestemmelser er minimale. Der vil opstå yderligere overvågnings- og håndhævelsesomkostninger som følge af indførelsen af nye bestemmelser såsom forbud mod standardløsninger og tilpasning af bestemmelserne for præsentationen af forskellige distributionskanaler.

Vil den foretrukne løsning få andre væsentlige virkninger? 

Initiativet forventes at forenkle de retlige rammer ved at ophæve direktivet, samtidig med at "sikkerhedsnetfunktionen" bevares ved at indsætte relevante artikler i direktivet i den gældende forbrugerlovgivning. De nye bestemmelser om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne vil ligeledes drage fordel af anvendelsen af visse bestemmelser i det nugældende direktiv om forbrugerrettigheder.

Proportionalitetsprincippet 

Den foretrukne løsning går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målene. Initiativet vil kun dække det, som EU-landene ikke kan opnå på egen hånd, og hvor den administrative byrde og omkostningerne står i rimeligt forhold til de specifikke og generelle mål, der skal nås.

D. Opfølgning

Hvornår vil foranstaltningen blive taget op til fornyet overvejelse?

Kommissionen vil efter vedtagelsen overvåge gennemførelsen af den valgte foranstaltning, såfremt denne vedtages. En liste over overvågningsindikatorer i konsekvensanalysen vil danne grundlag for næste evaluering.

Augša