Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52022PC0171

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) 2017/2107 om fastsættelse af de forvaltnings-, bevarelses- og kontrolforanstaltninger, der skal anvendes i konventionsområdet for Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) og forordning (EU) ../2022 om indførelse af en flerårig forvaltningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet

COM/2022/171 final

Bruxelles, den 21.4.2022

COM(2022) 171 final

2022/0111(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) 2017/2107 om fastsættelse af de forvaltnings-, bevarelses- og kontrolforanstaltninger, der skal anvendes i konventionsområdet for Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) og forordning (EU) ../2022 om indførelse af en flerårig forvaltningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

I henhold til Rådets afgørelse 86/238/EØF 1 har Unionen været kontraherende part i den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet (i det følgende benævnt "ICCAT-konventionen") siden den 14. november 1997.

Hovedformålet med forslaget er at gennemføre de ændringer af bevarelses- og håndhævelsesforanstaltningerne, som Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet ("ICCAT") vedtog på sine årsmøder i 2006, 2016, 2017, 2018, 2019 og 2021, i EU-retten.

ICCAT-konventionen fastsætter rammebestemmelser for det regionale samarbejde om bevarelse og forvaltning af bestandene af tunfisk og beslægtede arter i Atlanterhavet og tilstødende farvande gennem oprettelsen af ICCAT.

ICCAT har beføjelse til at vedtage afgørelser (henstillinger) om bevarelse og forvaltning af de fiskerier, der hører under organisationens kompetenceområde, som er bindende for de kontraherende parter. Disse henstillinger er hovedsagelig rettet til konventionens kontraherende parter, men omfatter også forpligtelser for operatører (f.eks. fartøjsførere). De finder udelukkende anvendelse på ICCAT-konventionsområdet, som omfatter det åbne hav og de kontraherende parters eksklusive økonomiske zoner.

Ved artikel VIII, stk. 2, i ICCAT-konventionen fastsættes, at ICCAT-henstillinger finder anvendelse på alle kontraherende parter seks måneder efter datoen for ICCAT-Kommissionens meddelelse om henstillingerne, og at de kontraherende parter er forpligtet til at gennemføre dem.

I henhold til artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union skal Unionen bidrage til den nøje overholdelse af folkeretten. Dette omfatter overholdelse af ICCAT's forvaltnings-, bevarelses- og kontrolforanstaltninger.

Ved forordning (EU) 2017/2107 2 blev ICCAT's forvaltnings-, bevarelses- og kontrolforanstaltninger gennemført i EU-retten som følge af ICCAT's henstillinger. Dette forslag omfatter en række ændringer, der følger af ICCAT-henstillinger vedtaget i 2006, 2016, 2017, 2018 og 2019, og som skal gennemføres i EU-retten.

 Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Forslaget er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/2107 og ændrer nævnte forordning med de seneste ICCAT-henstillinger, der vedrører følgende, som endnu ikke er gennemført i EU-retten: foranstaltninger vedrørende tropisk tunfisk, nordlig og sydlig hvid tun, atlantisk sejlfisk, blå og hvid marlin, indberetning af data om sejlfiskarter og kortfinnet makohaj samt sundhed og sikkerhed for observatører i ICCAT's regionale observatørprogrammer, videnskabelige observatørers ansvar og en ajourført liste over ICCAT-arter. Derudover omfatter forslaget også en ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en flerårig forvaltningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet, om ændring af forordning (EF) nr. 1936/2001, forordning (EU) 2017/2107 og forordning (EU) 2019/833 og om ophævelse af forordning (EU) 2016/1627 3 , som ligger uden for anvendelsesområdet for forordning (EU) 2017/2107.

Forslaget er i overensstemmelse med del VI (den eksterne politik) i forordning (EU) nr. 1380/2013 4 om den fælles fiskeripolitik, hvori det fastsættes, at Unionen udøver sit eksterne fiskeri i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser og politikmål. Dette omfatter aktivt at støtte og bidrage til arbejdet i internationale fiskeriorganisationer, bl.a. regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), og at samarbejde, herunder gennem Det Europæiske Fiskerikontrolagentur, med tredjelande og internationale fiskeriorganisationer, bl.a. RFFO'er, om at styrke overholdelsen af foranstaltningerne.

Forslaget supplerer forordning (EU) 2017/2403 5 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder som, hvori det fastsættes, at EU-fiskerfartøjer er omfattet af RFFO'ers særlige fiskeritilladelser. Forslaget supplerer desuden Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 6 vedrørende ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, hvorved ICCAT's liste over fartøjer, der udfører ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri), opføres på Unionens liste over IUU-fartøjer.

Forslaget dækker ikke Unionens fiskerimuligheder, som ICCAT hvert år træffer afgørelse om. I henhold til artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har Rådet beføjelse til at vedtage foranstaltninger til fastsættelse af priser, afgifter, støtte og kvantitative begrænsninger samt fastsættelse og tildeling af fiskerimuligheder.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Forslaget er i overensstemmelse med Unionens politik på andre områder.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Forslaget er baseret på artikel 43, stk. 2, i TEUF, eftersom det indeholder bestemmelser, der er nødvendige for at opfylde den fælles fiskeripolitiks mål.

 Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forslaget hører under Unionens enekompetence (artikel 3, stk. 1, litra d), i TEUF). Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

 Proportionalitetsprincippet

Med forslaget sikres det, at Unionens ICCAT-forpligtelser opfyldes, uden at det går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde dette mål.

Valg af retsakt

Den valgte retsakt er en forordning vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

Høringer af interesserede parter

EU-medlemsstaternes nationale eksperter og repræsentanter for erhvervslivet blev hørt både forud for årsmøderne i ICCAT, på hvilke ovenstående henstillinger blev vedtaget, og under ICCAT-forhandlingerne.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Ved dette forslag gennemføres ICCAT-henstillinger, som blev vedtaget i overensstemmelse med ICCAT's stående udvalg om videnskabelig og kontrolmæssig rådgivning, i EU-retten.

Konsekvensanalyse

Ikke relevant. Ved dette forslag gennemføres ICCAT-henstillinger, som er bindende for de kontraherende parter, i EU-retten.

Målrettet regulering og forenkling

Dette forslag er ikke knyttet til målrettet og forenklet regulering (REFIT).

Grundlæggende rettigheder

Forslaget har ingen indvirkning på beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen budgetmæssige virkninger.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Ikke relevant.

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Ikke relevant.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Forslaget vedrører et antal bestemmelser, som omfatter ICCAT's henstillinger, herunder: i) definitioner af hjælpefartøjer og anordninger til tiltrækning af fisk (FAD'er), sæt i forbindelse med en FAD, flydende genstand og bøje i drift i henhold til ICCAT-henstilling 19-02 ii) for tropisk tun, kapacitetsbegrænsninger og forbud mod udsmid fra notfartøjer, som skal gennemføres i EU-retten i henhold ICCAT-henstilling 17-01 iii) nye bestemmelser for udsætningen af FAD'er og observatørdækning i henhold til ICCAT-henstilling 19-02 iv) bestemmelser vedrørende nord- og sydatlantisk hvid tun i henhold til ICCAT-henstilling 16-06 og 16-07, herunder bestemmelser om overførsel samt en overførsel for nord- og sydatlantisk sværdfisk i henhold til ICCAT-henstilling 17-02 og 17-03 v) bestemmelser vedrørende indsamling af data om atlantisk sejlfisk, sejlfiskarter og marlinarter i henhold til ICCAT-henstilling 16-11, 18-05 og 19-05 og vi) bestemmelser om overførsel for storøjet tun i henhold til ICCAT-henstilling 21-01.

For så vidt angår hajer, indeholder forslaget ajourførte bestemmelser vedrørende indsamling af data om kortfinnet makohaj og andre hajer i henhold til ICCAT-henstilling 19-06, 19-07 og 19-08. Desuden indeholder forslaget, i henhold til ICCAT's henstillinger (16-14, 16-15, 18-10 og 19-10), bestemmelser vedrørende hyppigheden af fremsendelse af data for notfartøjer, nye bestemmelser vedrørende ICCAT's register over transportfartøjer og medlemsstaternes forpligtelser til medtage observatører inden for rammerne af ICCAT's regionale observatørprogram, herunder minimumsobservatørdækning.

ICCAT-henstilling 19-02 vedrørende videnskabelige observatørers ansvar kræver en ajourføring af forordning (EU) 2017/2107, herunder når det drejer sig om observatørdækning. Forslaget vedrører også forpligtelser vedrørende observation af fartøjer i henhold til ICCAT-henstilling 19-09 samt navne på nye arter, som ICCAT forvalter, med henblik på ændring af bilag I til forordning (EU) 2017/2107, i henhold til ICCAT-henstilling 19-01.

Forslaget indeholder også en ændring af forordningen om den flerårige plan for almindelig tun, med medlemsstaternes årlige overførselserklæringer og visse bestemmelse vedrørende anbringelse i bur i henhold til ICCAT-henstilling 06-07 samt årlig overførsel af storøjet tun i henhold til ICCAT-henstilling 21-01.

Desuden indeholder forslaget også en ændring af Kommissionens beføjelser til at ændre forordning (EU) 2017/2107 efter efterfølgende ændringer vedtaget af ICCAT vedrørende: i) kapacitetsbegrænsninger for tropisk tun og rapporteringen om de årlige planer for fiskerikapacitet for arten ii) årlig kvoteoverførsel for storøjet tun, nord- og sydatlantisk hvid tun og nord- og sydatlantisk sværdfisk iii) forvaltningsplaner for anordninger til tiltrækning af fisk iv) antal instrumentbøjer v) krav vedrørende FAD'er vi) oplysninger, som fartøjer skal indgive om FAD'er vii) perioder, hvor FAD'er er forbudt viii) begrænsning af antallet af fartøjer, der fisker efter nordatlantisk hvid tun ix) forvaltningsplanen for nordatlantisk sværdfisk x) betingelser for tilladelse til at fange og beholde kortfinnet makohaj om bord xi) krav, som har til formål at sikre, at havskildpadders overlevelseschancer øges mest muligt xii) mindste procentdel af fangstrejserne, der skal være omfattet af observatørdækning, og måling heraf samt xiii) listen over ICCAT-arter.

2022/0111 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) 2017/2107 om fastsættelse af de forvaltnings-, bevarelses- og kontrolforanstaltninger, der skal anvendes i konventionsområdet for Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) og forordning (EU) ../2022 om indførelse af en flerårig forvaltningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 7 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Siden vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2107 8 har Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) på sine årsmøder i 2017, 2018, 2019 og 2021 vedtaget en række juridisk bindende foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcer under sit kompetenceområde. Desuden har EU endnu ikke gennemført juridisk bindende foranstaltninger, som blev vedtaget på ICCAT's årsmøde i 2006 vedrørende opdræt af almindelig tun.

(2)Forordning (EU) 2017/2107 bør derfor ændres med henblik på at gennemføre ICCAT-foranstaltninger for tropisk tun, nordlig og sydlig hvid tun, atlantisk sejlfisk, blå og hvid marlin, indberetning af data om sejlfiskarter, kortfinnet makohaj samt observationsprogrammer, videnskabelige observatørers ansvar og en ajourført liste over ICCAT-arter i EU-retten.

(3)Forordning (EU) XX/2022 9 bør ændres med henblik på i EU-lovgivningen at gennemføre bestemmelser vedrørende akvakulturbrug-medlemsstaternes overførselserklæringer og visse forpligtelser vedrørende anbringelse i bur.

(4)Visse bestemmelser i ICCAT-henstillingerne vil sandsynligvis blive ændret på ICCAT's kommende årsmøder på grund af indførelsen af nye tekniske foranstaltninger og forvaltningsforanstaltninger for de fiskerier, der er omfattet af ICCAT-konventionen. For hurtigt at kunne gennemføre kommende ændringer af ICCAT's henstillinger i EU-retten, før fangstsæsonen indledes, bør beføjelsen til at vedtage retsakter derfor delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår følgende aspekter: kapacitetsbegrænsninger for tropisk tun og rapporteringen om de årlige planer for fiskerikapacitet for arten, årlig overførsel for storøjet tun, nord- og sydatlantisk hvid tun og nord- og sydatlantisk sværdfisk, forvaltningsplaner for anordninger til tiltrækning af fisk (FAD'er), antal instrumentbøjer, krav vedrørende FAD'er oplysninger, som fartøjer skal indgive om FAD'er, perioder, hvor FAD'er er forbudt, begrænsning af antallet af fartøjer, der fisker efter nordatlantisk hvid tun, forvaltningsplan for nordatlantisk sværdfisk, betingelser for tilladelse til at fange og beholde kortfinnet makohaj om bord, krav, som har til formål at sikre, at havskildpadders overlevelseschancer øges mest muligt, mindste procentdel af fangstrejserne, der skal være omfattet af observatørdækning, og måling heraf samt ændring af listen over ICCAT-arter.

(5)Antallet af hjælpefartøjer, som støtter notfartøjer, bør ikke øges ud over det antal, der var registreret i juni 2020, som fastsat i ICCAT-henstilling 21-01. En sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft berører ikke retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af berettigede forventninger.

(6)Forordning (EU) 2017/2107 og (EU) XX/2022 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1
Ændring af forordning (EU) 2017/2107

I forordning (EU) 2017/2107 foretages følgende ændringer:

(1)Artikel 4 ændres således:

a) I nr. 20) tilføjes følgende punktum:

"og ved at udsætte, servicere og opsamle en anordning til tiltrækning af fisk"

b) Nr. 24) affattes således:

"24) "anordning til tiltrækning af fisk" (FAD): en permanent, halvpermanent eller midlertidig genstand, konstruktion eller anordning fremstillet af et hvilket som helst menneskeskabt eller naturligt materiale, der udsættes og/eller spores og anvendes til at tiltrække fisk med henblik på efterfølgende fangst. FAD'er kan enten være forankrede (aFAD'er) eller drivende (dFAD'er)"

c) Som nr. 30) tilføjes:

"30) "sæt i forbindelse med en FAD": udsætning af fiskeredskaber rundt om en tunstime i tilknytning til en FAD"

d) Som nr. 31) tilføjes:

"31) "flydende genstand": enhver naturlig eller kunstig (i eller under vandoverfladen) flydende genstand, som ikke kan bevæge sig af sig selv"

e) Som nr. 32) tilføjes:

"32) "bøje i drift": enhver instrumentbøje, der i forvejen er aktiveret, tændt og sat ud på havet, og som sender positioner og andre tilgængelige oplysninger såsom ekkolodsestimater"

f) Som nr. 33) tilføjes:

"33) "sejlfiskarter": arter, der tilhører Istiophoridae-familien, og som forvaltes af ICCAT"

(2)Som artikel 5a indsættes:

"Artikel 5a

Kapacitetsbegrænsninger for tropisk tun

1. Senest den 31. januar hvert år udarbejder medlemsstaterne en årlig kapacitets-/fiskeriplan.

2. Medlemsstaterne sikrer, at den samlede kapacitet af deres flåde af langline- og notfartøjer forvaltes i overensstemmelse med den årlige kapacitets-/fiskeriplan, særlig når det drejer sig om at begrænse fangsten af tropisk tun, i overensstemmelse med de i henhold til EU-retten fastsatte fangstbegrænsninger.

3. Medlemsstaterne øger ikke antallet af deres hjælpefartøjer, som støtter notfartøjer, ud over det antal, der var registreret i juni 2020.

4. Medlemsstaterne rapporterer de datoer, hvorpå de når op på deres samlede fangstbegrænsning for tropisk tun, til Kommissionen. Kommissionen sender straks disse oplysninger til ICCAT's sekretariat.

5. For EU-notfartøjer og store EU-langlinefartøjer (med en længde overalt på 20 m eller derover) rapporterer medlemsstaterne månedligt fangster af tropisk tun til Kommissionen, hvilket øges til ugentlig rapportering, når 80 % af deres fangstbegrænsninger er blevet fanget."

(3) Som artikel 6a indsættes:

"Artikel 6a

Forbud mod udsmid af tropisk tunfisk fanget af EU-notfartøjer

1. EU-notfartøjer, som har tilladelse til at fiske efter tropisk tun, beholder om bord, lander eller omlader i en havn alle eksemplarer af tropisk tun, der er fanget, med undtagelse af de i stk. 3 beskrevne tilfælde.

2. Ingen tropisk tun fanget af et EU-notfartøj må smides ud i løbet af et sæt, når først nettet er helt lukket, og når mere end halvdelen af nettet er blevet halet ind. Hvis der er et teknisk problem i forbindelse med proceduren for lukning eller indhaling af nettet, således at denne regel ikke kan anvendes, bestræber besætningen sig på at sætte tunen ud igen hurtigst muligt.

3. Uanset stk. 1 er det tilladt at smide tropisk tun ud i følgende tilfælde:

a) når fartøjsføreren fastslår, at de fangede tropiske tun er viklet ind i eller mast i notfartøjets net, eller er beskadiget som følge af angreb, eller er døde eller nedbrudt i nettet på grund af fejl på redskaber, som har forhindret den normale aktivitet, når det gælder indhaling af nettet, fiskeri og udsætning af fisk i levende tilstand

b) når fartøjsføreren fastslår, at de tropiske tun er blevet er fanget ved det sidste sæt på en fangstrejse, og der ikke er tilstrækkelig lagringskapacitet til at opbevare de tun, der er fanget ved det sidste sæt. Disse tun må kun smides ud, hvis det er muligt at sætte fisken ud levende, og under forudsætning af, at der ikke udøves andet fiskeri, før tunene om bord på fartøjet er landet eller omladet.

4. Fiskerfartøjets fører rapporterer alt udsmid, som observeres, til sin flagmedlemsstat. Medlemsstaterne sender udsmidsrapporterne til Kommissionen som en del af deres opgave I- og II-data."

(4)Artikel 7 ændres således:

a) Stk. 2 affattes således:

"2. Store fiskerfartøjer, der ikke er opført i ICCAT's register over fartøjer med tilladelse til at fiske efter tropisk tun, herunder hjælpefartøjer, må ikke fiske efter, opbevare om bord, omlade, transportere, overføre, forarbejde eller lande tropisk tun fra ICCAT-konventionsområdet eller yde nogen form for støtte til disse aktiviteter, herunder udsætte og opsamle FAD'er og/eller bøjer. Artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder ikke anvendelse i sådanne tilfælde."

b) Stk. 3 tilføjes:

"3. EU-fiskerfartøjer, som ikke har tilladelse til at fiske efter tropisk tun i henhold til artikel 6 i denne forordning, kan få tilladelse til at fange tropisk tun som bifangst i overensstemmelse med en øvre grænse for bifangster om bord, som fastsættes for sådanne fartøjer. Medlemsstaterne meddeler, som led i deres årsrapport, Kommissionen den øvre grænse for bifangster, der er tilladt for deres fartøjer, og oplyser, hvordan de sikrer overholdelse af denne begrænsning."

(5)Artikel 8 affattes således:

"Medlemsstaterne sender senest den 30. juni hvert år Kommissionen listen over fartøjer med tilladelse, der fører deres flag, og som har fisket efter tropisk tun i ICCAT-konventionsområdet eller (for hjælpefartøjer) tilbudt nogen form for støtte til fiskeriet i det foregående kalenderår. For notfartøjer omfatter denne liste også hjælpefartøjer, som har støttet fiskeriet, uanset hvilket flag de fører. Kommissionen sender senest den 31. juli hvert år ICCAT's sekretariat meddelelse om de lister, den har modtaget fra medlemsstaterne."

(6)Som artikel 8a indsættes:

"Artikel 8a

Underskud og overskud af storøjet tun

1. Enhver uudnyttet del af eller overskridelse af en medlemsstats årlige kvote/fangstbegrænsning kan lægges til/skal trækkes fra den respektive kvote/fangstbegrænsning, alt efter hvad der er tilfældet, i løbet af eller før justeringsåret i henhold til ICCAT's gældende henstillinger for storøjet tun.

2. Det maksimale underskud, som en medlemsstat kan overføre i et givet år, må ikke overstige den mængde, som ICCAT har tilladt i det pågældende år."

(7)Artikel 9 ændres således:

a) Stk. 4 affattes således:

"4. Medlemsstaterne sikrer, at der for hvert fartøj med bøjer i drift højst er 300 FAD'er i brug på et hvilket som helst tidspunkt."

b) Stk. 5 tilføjes:

"5. Antallet af FAD'er med bøjer i drift vil blive kontrolleret ved hjælp af kontrol af regninger for telekommunikation. Denne kontrol gennemføres af medlemsstatens kompetente myndigheder."

c) Stk. 6 tilføjes:

"6. Medlemsstaterne kan tillade deres notfartøjer af udsætte flydende genstande, forudsat at fiskerfartøjet har enten en observatør eller et fungerende elektronisk overvågningssystem om bord, som er i stand til at kontrollere typen af sættet og artssammensætningen og forsyne ICCAT's Stående Udvalg for Forskning og Statistik med oplysninger om fiskeriet."

(8)Artikel 10, stk. 2 og 3, affattes således:

"2. Når medlemsstaterne anvender eller udformer FAD'er, sikrer de:

a) at ingen FAD'er, der anvendes, medfører indfiltring, i overensstemmelse med bilag 5 i henstilling 19-02

b) at alle FAD'er er konstrueret af bionedbrydelige materialer, herunder ikke-plastmaterialer, med undtagelse af materialer, der anvendes til konstruktionen af bøjer til sporing af FAD'er.

3. Medlemsstaterne rapporterer årligt om de skridt, der er taget for at overholde stk. 2, i deres forvaltningsplaner for FAD'er."

(9)Artikel 11 ændres således:

a) Stk. 2, litra e), affattes således:

"e) logbeskrivelse eller FAD-identifikator (dvs. FAD-mærkning eller bøje-ID eller andre oplysninger, der gør det muligt at identificere ejeren)"

b) I stk. 2 tilføjes følgende som litra g):

"g) bøje-ID."

c) Stk. 3, litra c), affattes således:

"c) FAD-identifikator (dvs. FAD-mærkning og bøje-ID)."

d) Stk. 4 affattes således:

"4. EU-fiskerfartøjer skal føre en liste over udsatte FAD'er, der opdateres månedligt og for hver statistisk rektangel på 1 ° x 1 ° og mindst indeholder de oplysninger, der er anført i bilag III."

(10)Artikel 12 ændres således:

a) Litra b) affattes således:

"b) det antal og den type sømærker/bøjer (f.eks. udstyret med radio, kun sonar eller sonar med ekkolod), der er udsat, for hver måned og for hver statistisk rektangel på 1 ° x 1 °"

b) Litra c) affattes således:

"c) det gennemsnitlige antal sømærker/bøjer, der er blevet aktiveret og deaktiveret, og som hvert fartøj har fulgt, for hver måned"

c) Litra d) affattes således:

"d) det gennemsnitlige antal aktive FAD'er med bøjer i drift, der er gået tabt hver måned"

d) Følgende tilføjes som litra f) og g):

"f) notfartøjers og stangfartøjers fangster, fiskeriindsats og antal sæt (for notfartøjer) opdelt efter fiskemetode (fisk i stimer i forbindelse med flydende genstande og fiskeri efter fritsvømmende stimer) i overensstemmelse med kravene til opgave II-data (dvs. for hver statistisk rektangel på 1 ° x 1 ° og for hver måned)

g) når notfartøjers aktiviteter udføres i tilknytning til stangfartøjer, rapport om fangster og fiskeriindsats for notfartøjer med tilknytning til stangfartøjer i overensstemmelse med kravene til opgave I- og opgave II-data."

(11)Artikel 14 affattes således:

"Artikel 14

Observatørdækning og forbud mod udsætning af FAD'er i forbindelse med beskyttelsen af ungfisk

1. Medlemsstaterne sikrer, at deres fartøjer ikke udsætter drivende FAD'er i løbet af en periode på 15 dage før starten på de perioder, hvor der i henhold til EU-lovgivningen er lukket for fiskeri.

2. Medlemsstater, hvis fartøjer fisker efter tropisk tun, skal:

a) for deres langlinefartøjer med en længde overalt på 20 m eller derover, senest i 2022 sikre en observatørdækning af fiskeriindsatsen på mindst 10 % gennem tilstedeværelsen af en menneskelig observatør om bord i overensstemmelse med bilag IV og/eller et elektronisk overvågningssystem

b) for deres notfartøjer, sikre en observatørdækning af fiskeriindsatsen på 100 % gennem tilstedeværelsen af en observatør om bord i overensstemmelse med bilag IV eller et godkendt elektronisk overvågningssystem

c) senest den 30. april rapportere de oplysninger, som er indsamlet af observatørerne eller de elektroniske overvågningssystemer det foregående år, til ICCAT's sekretariat og til ICCAT's Stående Udvalg for Forskning og Statistik under hensyntagen til fortrolighedskravene."

(12)Artikel 16 affattes således:

"Artikel 16

Identifikation af IUU-fiskeri

"Hvis ICCAT's eksekutivsekretær underretter Kommissionen om EU-fiskerfartøjers mulige overtrædelse af artikel 7, stk. 2 eller artikel 14, stk. 1 eller 2, underretter Kommissionen straks den berørte flagmedlemsstat herom. Denne medlemsstat undersøger straks situationen, og hvis fartøjet fisker med anvendelse af genstande, der kunne have en indvirkning på fiskekoncentrationen, herunder FAD'er, i løbet af lukningsperioden, anmoder den fartøjet om at indstille fiskeriet og, om nødvendigt, straks at forlade området. Den berørte flagmedlemsstat informerer straks Kommissionen om resultaterne af sine undersøgelser og om, hvilke foranstaltninger den har truffet i forbindelse hermed. Kommissionen videreformidler disse oplysninger til kyststaten og ICCAT's eksekutivsekretær."

(13)Overskriften på kapitel II affattes således:

"KAPITEL II

Nord- og sydatlantisk hvid tun

(14)Som artikel 17a indsættes:

"Artikel 17a

Særlige tilladelser til store fangstfartøjer, der fisker efter nord- og sydatlantisk hvid tun

1. Medlemsstaterne udsteder fiskeritilladelser i henhold til bestemmelserne i forordning (EU) 2017/2403 10 til store fangstfartøjer, der fører deres flag, til at fiske efter nord- og sydatlantisk hvid tun i ICCAT-konventionsområdet.

2. Store fiskerfartøjer, der ikke er opført i ICCAT's register over fartøjer med tilladelse til at fiske efter nord- og sydatlantisk hvid tun, må ikke fiske efter, opbevare om bord, omlade, transportere, overføre, forarbejde eller lande nord- og sydatlantisk hvid tun fra ICCAT-konventionsområdet. Artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder ikke anvendelse i sådanne tilfælde.

3. EU-fiskerfartøjer, som ikke har tilladelse til at fiske efter nord- og sydatlantisk hvid tun i henhold til stk. 1, kan få tilladelse til at fange nord- og sydatlantisk hvid tun som bifangst i overensstemmelse med en øvre grænse for bifangster om bord, som fastsættes for sådanne fartøjer. Medlemsstaterne meddeler, som led i deres årsrapport, Kommissionen den øvre grænse for bifangster, de tillader for deres fartøjer."

(15)Som artikel 17b indsættes:

"Artikel 17b

Underskud eller overskud af nordatlantisk hvid tun og sydatlantisk hvid tun

1. Enhver uudnyttet del af eller overskridelse af en medlemsstats årlige kvote/fangstbegrænsning kan lægges til/skal trækkes fra den respektive kvote/fangstbegrænsning, alt efter hvad der er tilfældet, i løbet af eller før justeringsåret i henhold til ICCAT's gældende henstillinger for nordatlantisk hvid tun og sydatlantisk hvid tun.

2. Det maksimale underskud, som en medlemsstat kan overføre i et givet år, må ikke overstige den mængde, som ICCAT har tilladt i det pågældende år."

(16)Som artikel 17c indsættes:

"Artikel 17c

Fangstopgørelse for sydatlantisk hvid tun

Medlemsstater, hvis fartøjer fanger sydatlantisk hvid tun, rapporterer deres korrekte og attesterede fangster af sydatlantisk hvid tun til ICCAT's sekretariat som en del af de opgave I- og II-data, der er omhandlet i artikel 50."

(17)Som artikel 18a indsættes:

"Artikel 18a

Særlige tilladelser til store fangstfartøjer, der fisker efter nord- og sydatlantisk sværdfisk

1. Medlemsstaterne udsteder fiskeritilladelser i henhold til bestemmelserne i forordning (EU) 2017/2403 til store fangstfartøjer, der fører deres flag, til at fiske efter nord- og sydatlantisk sværdfisk i ICCAT-konventionsområdet.

2. Store fiskerfartøjer, der ikke er opført i ICCAT's register over fartøjer med tilladelse til at fiske efter nord- og sydatlantisk sværdfisk, må ikke fiske efter, beholde om bord, omlade, transportere, overføre, forarbejde eller lande nord- og sydatlantisk sværdfisk fra ICCAT-konventionsområdet. Artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder ikke anvendelse i sådanne tilfælde.

3. EU-fiskerfartøjer, som ikke har tilladelse til at fiske efter nord- og sydatlantisk sværdfisk i henhold til stk. 1, kan få tilladelse til at fange nord- og sydatlantisk sværdfisk som bifangst i overensstemmelse med en øvre grænse for bifangster om bord, som fastsættes for sådanne fartøjer. Medlemsstaterne meddeler, som led i deres årsrapport, Kommissionen den øvre grænse for bifangster, de tillader for deres fartøjer."

(18)Som artikel 18b indsættes:

"Artikel 18b

Underskud af fangster af nord- og sydatlantisk sværdfisk

1. Enhver uudnyttet del af en medlemsstats årlige kvote/fangstbegrænsning kan lægges til den respektive kvote/fangstbegrænsning i løbet af eller før justeringsåret i henhold til ICCAT's gældende henstillinger for nord- og sydatlantisk sværdfisk.

2. Det maksimale underskud af nord- og sydatlantisk sværdfisk, som en medlemsstat kan overføre i et givet år, må ikke overstige den mængde, som ICCAT har tilladt i det pågældende år."

(19)Overskriften på kapitel IV affattes således:

"KAPITEL IV

Atlantisk sejlfisk, blå marlin, hvid marlin og rundskællet spydfisk"

(20)Artikel 27 affattes således:

"Artikel 27a

Genudsætning af blå marlin, hvid marlin og rundskællet spydfisk, der fanges levende

1. Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 skal medlemsstaterne, når 80 % af deres kvote er opbrugt, sikre, at fartøjer, der fører deres flag, genudsætter alle individer af blå marlin (Makaira nigricans), hvid marlin (Tetrapturus albidus) og rundskællet spydfisk (Tetrapturus georgei), der er levende, når de hales om bord.

2. Pelagiske EU-langlinefartøjer og EU-notfartøjer genudsætter straks blå marlin og hvid marlin/rundskællet spydfisk, der er levende ved indhalingen, idet der tages behørigt hensyn til besætningsmedlemmernes sikkerhed, på en måde, der forårsager mindst mulig skade og øger overlevelseschancerne efter udsætningen mest muligt.

3. Medlemsstaterne opfordrer til gennemførelsen af de minimumsstandarder vedrørende sikker håndtering og procedurer for udsætning i live, der er angivet i bilag 1 til henstilling 19-05, ved at udarbejde retningslinjer for deres flåder. Fiskerfartøjerne skal på dækket have en løfteanordning, en boltsaks, en krogløsner og en linekappeanordning, som er let tilgængelige for besætningen, til på sikker vis at genudsætte levende marliner, der er fanget.

4. Medlemsstaterne sikrer, at kaptajnen og besætningsmedlemmerne om bord på deres fiskerfartøjer er tilstrækkeligt uddannet i, bekendt med og anvender forsvarlige beskyttelses-, identifikations-, håndterings- og genudsætningsteknikker, og sikrer, at der om bord befinder sig alt nødvendigt udstyr til sikker genudsætning af marliner i overensstemmelse med de minimumsstandarder vedrørende procedurer for sikker håndtering, der er angivet i bilag 1 til henstilling 19-05, ved at udarbejde retningslinjer for deres flåder.

5. Medlemsstaterne bestræber sig på mest muligt at mindske dødeligheden efter genudsætning af marliner/rundskællet spydfisk i deres ICCAT-fiskeri.

6. Medlemsstaterne kan tillade deres pelagiske langlinefartøjer og notfartøjer at fiske efter, opbevare om bord, omlade eller lande blå marlin og hvid marlin/rundskællet spydfisk, som er døde, inden for rammerne af deres landingsbegrænsning."

(21)I artikel 29 indsættes som stk. 5:

"5. I rekreativt fiskeri genudsættes alle fisk, der genudsættes, på en måde, som forårsager mindst mulig skade."

(22)Som artikel 29a indsættes:

"Artikel 29a

Indsamling af data om atlantisk sejlfisk

Medlemsstaterne indsamler data om fangster af atlantisk sejlfisk, herunder udsmid af levende eller døde fisk, og rapporterer årligt disse data som led i deres indgivelse af opgave I- og II-data for at bidrage til evalueringen af bestandene."

(23)Som artikel 29b indsættes:

"Artikel 29b

Dataindsamling og -indberetning

1. Medlemsstaterne gennemfører dataindsamlingsprogrammer og sikrer rapportering af korrekte data om fangst, fiskeriindsats, størrelse og udsmid af sejlfiskarter til ICCAT i overensstemmelse med ICCAT's krav til indgivelse af opgave I- og II-data.

2. Medlemsstaterne indgiver til Kommissionen deres gennemførelseskontrolark for sejlfiskarter i henhold til bilag 1 til henstilling 18-05, herunder oplysninger om de foranstaltninger, de har truffet på nationalt plan, til overvågning af fangsterne og bevarelse og forvaltning af sejlfiskarter.

3. Manglende indberetning af opgave I-data, herunder om udsmid af døde fisk, for blå marlin og hvid marlin/rundskællet spydfisk, i overensstemmelse med ICCAT-henstilling 01-16 og 11-15, vil resultere i et forbud mod opbevaring om bord af disse arter."

(24)Artikel 33 affattes således:

"Artikel 33

Kortfinnet makohaj (Isurus oxyrinchus)

1. EU-fiskerfartøjer genudsætter straks nordatlantisk kortfinnet makohaj på en måde, der forårsager mindst mulig skade, idet der tages behørigt hensyn til besætningsmedlemmernes sikkerhed.

2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne give deres fartøjer tilladelse til at fiske efter og beholde om bord, omlade eller lande nordatlantisk kortfinnet makohaj, forudsat at:

i) den kortfinnede makohaj er død, når den bringes op langs med fartøjet for at blive taget om bord

ii) antallet af kortfinnede makohajer, der opbevares om bord, ikke overstiger fiskerfartøjets gennemsnitlige landinger af kortfinnet makohaj, mens en observatør er om bord, og at dette kontrolleres ved hjælp af de obligatoriske logbøger og landingsinspektioner, som udføres på grundlag af en risikovurdering.

3. For fartøjer med en længde over 12 m kan medlemsstaterne kun give deres fartøjer tilladelse til at fiske efter og beholde om bord, omlade eller lande nordatlantisk kortfinnet makohaj, hvis, ud over betingelserne i stk. 2:

a) fartøjet har enten en observatør eller et fungerende elektronisk overvågningssystem om bord, som kan fastslå, om fiskene er døde eller levende

b) observatøren indsamler data om antallet af fangede individer, kropslængde, køn, tilstand, modenhed (om individet er gravidt og dets kuldstørrelse) og vægten af produkter for hver fanget kortfinnet makohaj samt om fiskeriindsatsen og

c) antallet af døde fisk, der bliver smidt ud, og af levende fisk, der bliver genudsat, når den kortfinnede makohaj ikke beholdes om bord, registreres af observatøren eller på grundlag af skønnet fra registreringerne fra det elektroniske overvågningssystem.

4. Observatøren opfordres desuden til at indsamle biologiske stikprøver, som f.eks. muskelvæv (med henblik på at identificere bestandene), forplantningsorganer med fostre (med henblik på at fastslå graviditetscyklussen og formeringsevnen) og ryghvirvler (med henblik på at fortage et skøn af vækstkurven). De pågældende medlemsstater analyserer de biologiske stikprøver, der udtages af observatøren, og Kommissionen fremsender resultatet til Det Stående Udvalg for Forskning og Statistik.

5. For kortfinnet makohaj meddeler medlemsstaterne også Kommissionen antallet af døde fisk, der er smidt ud, og antallet af levende fisk, der er genudsat, skønnet på grundlag af den samlede fiskeriindsats og medlemsstaternes relevante flåder med anvendelse af de data, der er indsamlet gennem observatørprogrammer eller andre relevante dataindsamlingsprogrammer. Medlemsstater, der ikke tillader deres fartøjer at fiske efter, beholde om bord, omlade eller lande nordatlantisk kortfinnet makohaj i overensstemmelse med stk. 2 og 3, registrerer også, for nordatlantisk kortfinnet makohaj, gennem deres observatørprogrammer antallet af døde fisk, der smides ud, og levende fisk, der genudsættes. Kommissionen rapporterer disse oplysninger til Det Stående Udvalg for Forskning og Statistik."

(25)Som artikel 36a indsættes:

"Artikel 36a

Indsamling af data om hajer

1. Medlemsstaterne gennemfører dataindsamlingsprogrammer og sikrer rapportering af korrekte data for fangst, fiskeriindsats, størrelse og udsmid af hajer til ICCAT i overensstemmelse med kravene til indgivelse af opgave I- og II-data.

2. Medlemsstaterne indgiver til Kommissionen deres gennemførelseskontrolark for hajer i henhold til bilag 1 til henstilling 18-06, herunder oplysninger om de foranstaltninger, de har truffet på nationalt plan, til overvågning af fangsterne og bevarelse og forvaltning af hajer."

(26)Som artikel 44a indsættes:

"Artikel 44a

Fartøjsovervågningssystem

"Ud over bestemmelserne i artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 11 sikrer hver medlemsstat, at satellitsporingsanordningerne på fiskerfartøjer, der fører deres flag, altid er fuldt funktionsdygtige, og at oplysningerne indsamles og overføres mindst én gang i timen for notfartøjer."

(27)Artikel 54, stk. 4, affattes således:

"4. Underretningen i stk. 2 og 3 opstilles og sendes i det format, som ICCAT's eksekutivsekretariat har fastlagt, og indeholder følgende oplysninger:

fartøjets navn og registernummer

ICCAT-registernummer (hvis et sådant findes)

IMO-nummer

tidligere navn (hvis et sådant findes)

tidligere flag (hvis et sådant findes)

tidligere oplysninger om fjernelse fra andre registre (hvis sådanne findes)

internationalt radiokaldesignal

fartøjets type og længde, registreret bruttotonnage (BRT) og lasteevne

ejerens/ejernes og operatørens/operatørernes navn og adresse

den tilladte omladnings type (dvs. i havn og/eller på havet)

tidsrum, hvor omladning er tilladt."

(28)Som ny artikel 58a indsættes:

Artikel 58a

Sundhed og sikkerhed for observatører i ICCAT's regionale observatørprogrammer

"1. Hver medlemsstat sikrer, at dens fartøjer, som har en regional ICCAT-observatør om bord, er udstyret med passende sikkerhedsudstyr under hele sejladsen, herunder:

a) en redningsflåde med tilstrækkelig kapacitet til alle personer om bord og med et inspektionscertifikat, der er gyldigt under hele observatørens stationering

b) et tilstrækkeligt antal redningsveste eller overlevelsesdragter, der opfylder de relevante internationale standarder, til alle personer om bord og

c) et korrekt registreret nødpositionsvisende radiofyr (EPIRB) og en transponder til eftersøgning og redning (SART), som først udløber efter observatørens stationering er afsluttet.

2. Medlemsstaternes fartøjer, som har en regional ICCAT-observatør om bord, udarbejder og gennemfører en nødhandlingsplan, som skal følges i tilfælde af, at en observatør dør, forsvinder eller formodes at være faldet over bord, lider af en alvorlig sygdom eller pådrager sig en skade, der bringer hans eller hendes sundhed, sikkerhed eller velbefindende i fare, eller er blevet overfaldet, intimideret, truet eller chikaneret. En sådan nødhandlingsplan skal bl.a. indeholde elementerne i bilag 1 til henstilling 19-10.

3. Medlemsstaternes fartøjer, som har en regional ICCAT-observatør om bord, indgiver nødhandlingsplanerne til Kommission med henblik på offentliggørelse på ICCAT's websted. Nye eller ændrede nødhandlingsplaner fremsendes til Kommissionen med henblik på offentliggørelse, så snart de er tilgængelige.

4. EU-fartøjer er kun berettiget til at have en observatør om bord fra et regionalt ICCAT-observatørprogram, når de har indgivet en nødhandlingsplan. Hvis Kommissionen desuden konstaterer afvigelser fra standarderne i bilag 1 til henstilling 19-10 på grundlag oplysningerne i nødhandlingsplanen, kan Kommissionen beslutte, at stationeringen af en observatør på et fartøj fra den pågældende medlemsstat skal udsættes, indtil afvigelsen er blevet afhjulpet i tilstrækkeligt omfang."

(29)I artikel 61 foretages følgende ændringer:

a) Stk. 1, litra a), affattes således:

"a) en minimumsobservatørdækning på 5 % af fiskeriindsatsen i hvert pelagisk langlinefiskeri, notfiskeri og stangfartøjsfiskeri, net-, garn- og trawlfiskeri."

b) Stk. 2 affattes således:

"2. Den procentvise dækning bliver målt:

a) i antal sæt eller fangstrejser for notfiskeri

b) i antal fiskedage, sæt eller fangstrejser for pelagisk langlinefiskeri

c) i antal fiskedage for stangfartøjs- og netfiskeri

d) i fisketimer eller -dage for garnfiskeri og

e) i antal træk eller dage for trawlfiskeri."

(30)Artikel 63 affattes således:

"Artikel 63

De videnskabelige observatørers opgaver

1. Hver medlemsstat kræver bl.a., at observatørerne:

a) registrerer og rapporterer oplysninger om fiskeriet på det observerede fartøj, idet dette som minimum omfatter følgende:

i) dataindsamling, herunder en kvantificering af samlet fangst af målarter, udsmid og bifangst (herunder hajer, havskildpadder, havpattedyr og havfugle), et skøn eller en måling af størrelsessammensætning, alt efter hvad der er praktisk muligt, status (dvs. beholdt om bord, smidt over bord døde eller genudsat levende) og udtagning af biologiske prøver med henblik på livscyklusundersøgelser (f.eks. kønskirtler, øresten, hvirvelsøjler, skæl)

ii) indsamling af og rapportering om alle fundne mærkninger

iii) oplysninger om fiskeriet, herunder position for fangst angivet som bredde- og længdegrad, oplysninger om fiskeriindsatsen (f.eks. antal sæt, antal kroge osv.), datoen for hvert fiskeri, herunder, hvis det er relevant, tidspunktet for påbegyndelse og afslutning af hvert fiskeri, anvendelse af genstande til tiltrækning af fisk, herunder FAD'er, den generelle tilstand af genudsatte dyr i tilknytning til overlevelsesrater (dvs. døde eller levende, sårede osv.)

b) observerer og registrerer anvendelsen af foranstaltninger til undgåelse af utilsigtede fangster og andre relevante oplysninger

c) observerer og rapporterer om miljøforhold (f.eks. havets tilstand, klimatiske og hydrologiske parametre osv.), i det omfang det er muligt

d) observerer og rapporterer om FAD'er i overensstemmelse med ICCAT's regionale observatørprogram som vedtaget i henhold til det flerårige bevarelses- og forvaltningsprogram for tropiske tun og

e) udfører enhver anden videnskabelig opgave som anbefalet af Det Stående Udvalg for Forskning og Statistik og godkendt af Kommissionen.

2. Medlemsstaterne sikrer, at deres observatører:

a) ikke forstyrrer fartøjets elektroniske udstyr

b) er bekendt med nødprocedurerne om bord på fartøjet, herunder placering af redningsflåder, ildslukkere og førstehjælpsudstyr

c) efter behov kommunikerer med føreren om relevante observatøranliggender og -opgaver

d) ikke er til hinder for eller forstyrrer fiskeriet og fartøjets normale drift

e) deltager i en debriefing med relevante repræsentanter for det videnskabelige institut eller den nationale myndighed, der har ansvaret for at gennemføre observatørprogrammet.

3. Føreren af det fartøj, som observatøren er udpeget til at observere:

a) muliggør passende adgang til fartøjet og dets aktiviteter

b) gør det muligt for observatøren at udføre sine opgaver på en effektiv måde, herunder ved:

i) at give passende adgang til fartøjets redskaber, dokumenter (herunder elektroniske logbøger og papirlogbøger) og fangster

ii) til hver en tid at kommunikere med de pågældende repræsentanter for det videnskabelige institut eller den nationale myndighed

iii) at sikre passende adgang til elektronik og andet udstyr, der er vigtigt for fiskeriet, herunder, men ikke begrænset til:

satellitbaseret navigationsudstyr

elektroniske kommunikationsmidler

iv) at sikre, at ingen om bord på det observerede fartøj manipulerer med eller ødelægger observatørudstyret eller -dokumenterne, hindrer, forstyrrer eller på anden vis handler på en måde, som unødigt kunne hindre observatøren i at udføre sine opgaver

c) giver kost og logi til observatørerne og adgang til ordentlige sanitære og medicinske faciliteter, idet standarden skal være den samme som for officerer

d) giver tilstrækkelig plads på broen eller i styrehuset til udførelse af observatøropgaver og en plads på dækket, der gør det muligt for dem at udføre observatøropgaverne.

4. Hver medlemsstat:

a) forpligter ved fiskeri efter ICCAT-arter sine fartøjer til at have en videnskabelig observatør om bord i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning

b) fører tilsyn med observatørernes sikkerhed

c) opfordrer, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, sit videnskabelige institut eller sin nationale myndighed til at indgå aftaler med andre medlemsstaters eller CPC'ers videnskabelige institutter eller nationale myndigheder for at udveksle observatørrapporter og observatørdata

d) fremlægger specifikke oplysninger om gennemførelsen af ICCAT-henstilling 16-14 i sin årsrapport til brug for Kommissionen og ICCAT's Stående Udvalg for Forskning og Statistik, herunder:

i) nærmere oplysninger om strukturen og udformningen af deres videnskabelige observatørprogrammer, herunder blandt andet:

målniveauet for observatørdækningen efter fiskeri og redskabstype samt målemetoden

de data, der skal indsamles

den anvendte dataindsamling og håndtering af protokoller

oplysninger om, hvordan fartøjer udvælges af hensyn til dækningen for at nå medlemsstatens målniveau for observatørdækning

krav til observatøruddannelsen

krav til observatørkvalifikationerne

ii) det overvågede antal fartøjer, dækningsniveauet som opnået efter fiskeri og redskabstype, og oplysninger om, hvordan dækningsniveauerne beregnes

e) rapporterer, efter den første indsendelse af de oplysninger, der kræves i henhold til litra d), nr. i), kun om ændringer i strukturen og/eller udformningen af sine observatørprogrammer i sine årsrapporter, når sådanne ændringer sker. Medlemsstaterne fortsætter med årligt at indberette de oplysninger, der kræves i henhold til litra d), nr. ii), til Kommissionen

f) fremlægger hvert år for Det Stående Udvalg for Forskning og Statistik, ved hjælp af udpegede elektroniske formater udarbejdet af Det Stående Udvalg for Forskning og Statistik, oplysninger indsamlet via nationale observatørprogrammer til brug for Kommissionen, navnlig med henblik på bestandsvurderinger og andre videnskabelige formål, i overensstemmelse med de eksisterende procedurer for andre dataindberetningskrav og med nationale fortrolighedskrav

g) sikrer, at dens observatører gennemfører robuste dataindsamlingsprotokoller i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver som omhandlet i punkt 1, herunder ved hjælp af fotografi, hvis det er nødvendigt og hensigtsmæssigt."

(31)I artikel 66, tilføjes stk. 4 og 5

"4. Hver medlemsstat inspicerer hvert år mindst 5 % af de landinger og omladninger, som foretages af tredjelandsfiskerfartøjer i deres udpegede havne.

5. Flagmedlemsstaterne behandler og handler ud fra rapporter fra kontrollører fra en havnestat på samme måde, som de behandler og handler ud fra rapporter fra deres egne kontrollører, i overensstemmelse med deres nationale love."

(32)Som artikel 66a indsættes:

"Artikel 66a

Observation af fartøjer

1. Medlemsstaterne indsamler så mange oplysninger som muligt via den inspektion og overvågning, som deres kompetente myndigheder udfører i ICCAT-konventionsområdet, når et EU-fiskerfartøj, tredjelandsfiskerfartøj eller fartøj uden nationalitet observeres i færd med fiskeri eller fiskerirelaterede aktiviteter (f.eks. omladning) og formodes at være involveret i ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri).

2. Medlemsstaterne indsamler oplysninger om observation af fartøjer i overensstemmelse med oplysningsarket for observation i bilaget til ICCAT-henstilling 19-09.

3. Når et fartøj observeres i henhold til stk. 1, sender den medlemsstat, der har foretaget observationen, uden unødigt ophold meddelelse og alle optagne billede af fartøjet til flagmedlemsstaten eller flag-CPC'en eller flagstaten, som ikke er en CPC, og:

a) hvis det observerede fartøj fører en medlemsstats flag, træffer medlemsstaten uden unødigt ophold passende foranstaltninger over for det pågældende fartøj. Både den medlemsstat, der har foretaget observationen, og det observerede fartøjs flagmedlemsstat, sender Kommissionen og Det Europæiske Fiskerikontrolagentur (EFCA) oplysninger om observationen, herunder eventuelle opfølgende foranstaltninger, der er truffet

b) hvis det observerede fartøj fører en anden CPC's flag eller flaget fra en stat, der ikke er en CPC, eller det ikke kan fastslås, hvilket flag fartøjet fører, eller fartøjet er uden nationalitet, sender den medlemsstat, der har foretaget observationen, uden unødigt ophold Kommissionen og EFCA alle relevante oplysninger om observationen. Kommissionen sender, hvis det er relevant, straks oplysningerne vedrørende observationen til ICCAT's sekretariat."

(33)I artikel 71, stk. 1 ændres datoen "den 20. august" til "den 1. august".

(34) Artikel 73 ændres således:

a) I litra a) indsættes "bilag I" i stedet for henvisningen til bilag II

b) Følgende litraer tilføjes:

"j) kapacitetsbegrænsninger for tropisk tun i henhold til artikel 5a i tilknytning til rapporteringen om de årlige planer for fiskerikapacitet, der er omhandlet i stk. 2, og antallet støttefartøjer, der er omhandlet i stk. 3

k) forvaltningsplaner for FAD'er i henhold til artikel 9 vedrørende antallet af instrumentbøjer som omhandlet i stk. 4

l) krav til FAD'er i henhold til artikel 10, stk. 1

m) oplysninger, som fartøjer skal indgive om FAD'er, i henhold til artikel 11, stk. 1, indberetning og rapportering af oplysningerne i stk. 2 og oplysninger om indsamling af og rapportering om tab af FAD'er som omhandlet i stk. 3

n) perioder, hvor udsætning af FAD'er er forbudt, i henhold til artikel 14, stk. 1, og minimumsobservatørdækning i henhold til artikel 14, stk. 2

o) begrænsning af antallet af fartøjer, der fisker efter nordatlantisk hvid tun, i henhold til artikel 17

p) årlig overførsel i henhold til artikel 8a for storøjet tun

q) årlig overførsel i henhold til artikel 17b for nordatlantisk hvid tun og sydatlantisk hvid tun

r) årlig overførsel i henhold til artikel 18b for nord- og sydatlantisk sværdfisk

s) forvaltningsplan for nordatlantisk sværdfisk i henhold til artikel 18

t) betingelser for tilladelse til at fange og beholde kortfinnet makohaj om bord i henhold til artikel 33, stk. 2

u) krav, som har til formål, at havskildpadders overlevelseschancer øges mest muligt, i henhold til artikel 41

v) mindste procentdel af fangstrejserne, der skal være omfattet af observatørdækning, i henhold til artikel 61, stk. 1, litra a), og måling heraf i henhold til artikel 61, stk. 2."

(35)Bilag I til forordning (EU) 2017/2107 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2
Ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) ../2022 om indførelse af en flerårig forvaltningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet, om ændring af forordning (EF) nr. 1936/2001, forordning (EU) 2017/2107 og forordning (EU) 2019/833 og om ophævelse af forordning (EU) 2016/1627

I forordning (EU) XXX/2022 foretages følgende ændringer:

(1)I artikel 7, stk. (…), indsættes som litra a) og b):

"a) senest den 25. maj hvert år udfylder og fremsender akvakulturbrug-medlemsstater en årlig overførselserklæring til Kommissionen.

Erklæringen skal indeholde følgende oplysninger:

mængde (i kg) og antal fisk, der agtes overført

fangstår

gennemsnitsvægt

flag-CPC

henvisninger til det BCD som svarer til de fangster, der overføres

akvakulturbrugets navn og ICCAT-nummer

burnummer

oplysninger om høstede mængder (i kg), når høsten er afsluttet.

b) mængder, der overføres i overensstemmelse med ovenstående stykke, anbringes i separate bure eller rækker af bure i akvakulturbruget og opdeles efter fangstår."

(2)I artikel 46, stk. (…), indsættes som litra a) og b):

"a) Medlemsstaterne må ikke anbringe almindelig tun i akvakulturbrug, der ikke er godkendt af en medlemsstat eller CPC, eller som ikke er registreret i ICCAT's register over akvakulturbrug.

b) Akvakulturbrug-medlemsstater sikrer, at fangster af almindelig tun anbringes i separate bure eller rækker af bure og opdeles efter oprindelsesflagmedlemsstat eller oprindelsesflag-CPC. Som undtagelse herfra gælder, at hvis den almindelige tun fanges i fælles fiskeri med deltagelse af forskellige medlemsstater, sikrer akvakulturbrug-medlemsstaterne, at den almindelige tun anbringes i separate bure eller rækker af bure og opdeles efter de enkelte deltageres bidrag til det fælles fiskeri."

Artikel 3
Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne                    På Rådets vegne

Formand                    Formand

(1)    EFT L 162 af 18.6.1986, s. 33.
(2)    EUT L 315 af 30.11.2017, s. 1.
(3)    Forslag, som endnu ikke er vedtaget af medlovgiverne – COM (2019) 619 final af 28. november 2019.
(4)    EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.
(5)    EUT L 347 af 28.12.2017, s. 81.
(6)    EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1.
(7)    EUT C […] af […], s. […].
(8)     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2107 af 15. november 2017 om fastsættelse af de forvaltnings-, bevarelses- og kontrolforanstaltninger, der skal anvendes i konventionsområdet for Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT), og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1936/2001, (EF) nr. 1984/2003 og (EF) nr. 520/2007 (EUT L 315 af 30.11.2017, s. 1).
(9)    Forslag, som endnu ikke er vedtaget af medlovgiverne – COM (2019) 619 final af 28. november 2019.
(10)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 af 12. december 2017 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 (EUT L 347 af 28.12.2017, s. 81).
(11)    Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).
Top

Bruxelles, den 21.4.2022

COM(2022) 171 final

BILAG

til

Forslag til

Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om ændring af forordning (EU) 2017/2107 om fastsættelse af de forvaltnings-, bevarelses- og kontrolforanstaltninger, der skal anvendes i konventionsområdet for Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) og forordning (EU) ../2022 om indførelse af en flerårig forvaltningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet

















BILAG

"BILAG I

Familie

Latinsk navn

Dansk navn

Scombridae

Acanthocybium solandri

Wahoo-makrel

Alothunnus fallai

Slank tun

Auxis rochei

Fregatmakrel

Auxis thazard

Auxide

Euthynnus alletteratus

Thunnin

Gasterochisma melampus

Sommerfugletun

Katsuwonus pelamis

Bugstribet bonit

Orcynopsis unicolor

Ustribet pelamide

Sarda sarda

Rygstribet pelamide

Scomberomorus brasiliensis

Brasiliansk kongemakrel

Scomberomorus cavalla

Atlantisk kongemakrel

Scomberomorus maculatus

Plettet kongemakrel

Scomberomorus regalis

Prægtig kongemakrel

Scomberomorus tritor

Vestafrikansk kongemakrel

Thunnus alalunga

Hvid tun

Thunnus albacares

Gulfinnet tun

Thunnus atlanticus

Sortfinnet tun

Thunnus maccoyii

Sydlig tun

Thunnus obesus

Storøjet tun

Thunnus thynnus

Almindelig tun

Istiophoridae

Istiophorus albicans

Atlantisk sejlfisk

Makaira indica

Sort marlin

Makaira nigricans

Atlantisk blå marlin

Tetrapturus albidus

Atlantisk hvid marlin

Tetrapturus belone

Middelhavsspydfisk

Tetrapturus georgii

Rundskællet spydfisk

Tetrapturus pfluegeri

Langnæbbet spydfisk

Xiphiidae

Xiphias gladius

Sværdfisk

Alopiidae

Alopias superciliosus

Storøjet rævehaj

Alopias vulpinus

Almindelig rævehaj

Carcharhinidae

Carcharhinus falciformis

Silkehaj

Carcharhinus galapagensis

Galapagoshaj

Carcharhinus longimanus

Hvidtippet haj

Prionace glauca

Blåhaj

Lamnidae

Carcharodon carcharias

Stor hvid haj

Isurus oxyrinchus

Kortfinnet makohaj

Isurus paucus

Langfinnet makohaj

Lamna nasus

Sildehaj

Sphyrnidae

Sphyrna lewini

Indopacifisk hammerhaj

Sphyrna mokarran

Stor hammerhaj

Sphyrna zygaena

Almindelig hammerhaj

Rhincodontidae

Rhincodon typus

Hvalhaj

Pseudocarchariidae

Pseudocarcharias kamoharai

Krokodillehaj

Cetorhinidae

Cetorhinus maximus

Brugde

Dasyatidae

Pteroplatytrygon violacea

Pelagisk pilrokke

Mobulidae

Manta alfredi

Ikke relevant 1  

Manta birostris

Almindelig djævlerokke

Mobula hypostoma

Vestatlantisk djævlerokke

Mobula japonica

Ikke relevant1

Mobula mobular

Lille djævlerokke

Mobula tarapacana

Chilensk djævlerokke

Mobula thurstoni

Glathalet djævlerokke"

(1)    Dansk navn er ikke tilgængeligt.
Top