Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52022IR4073

    Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse om mennesket i centrum, sikring af bæredygtig og inklusiv vækst og udnyttelse af potentialet i EU's regioner i den yderste periferi

    COR 2022/04073

    EUT C 157 af 3.5.2023, p. 18–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    3.5.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 157/18


    Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse om mennesket i centrum, sikring af bæredygtig og inklusiv vækst og udnyttelse af potentialet i EU's regioner i den yderste periferi

    (2023/C 157/04)

    Ordfører:

    Pedro DE FARIA E CASTRO (PT/EPP), Understatssekretær i Azorernes regionalregering

    Basisdokument:

    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mennesket i centrum, sikring af bæredygtig og inklusiv vækst og udnyttelse af potentialet i EU's regioner i den yderste periferi

    COM(2022) 198 final

    POLITISKE ANBEFALINGER

    DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG (RU)

    1.

    fremhæver de strukturelle begrænsninger, som regionerne i den yderste periferi løbende står over for, som er beskrevet i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og som er blevet forværret af covid-19-pandemien;

    2.

    anerkender, at EU's strategi for regionerne i den yderste periferi har bevist sin værdi, idet den styrket indsatsen for at beskytte de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi inden for EU's rammer. Den situation, som covid-19-pandemien har forårsaget, og det presserende behov for at tackle aktuelle og fremtidige økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige udfordringer har imidlertid understreget, at der er behov for en omfattende fornyelse af strategien Et stærkere og fornyet strategisk partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi fra 2017;

    3.

    glæder sig over, at Kommissionen følger RU's anbefaling om at tilpasse EU-strategien for regionerne i den yderste periferi i lyset af pandemiens alvorlige konsekvenser, sådan som RU foreslog i sin udtalelse om Kommissionens rapport om gennemførelsen af et fornyet strategisk partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi af ordfører Ángel Víctor Torres Pérez (1), og Europa-Parlamentet foreslog i sin betænkning om et stærkere partnerskab med regionerne i den yderste periferi (2);

    4.

    minder om de forskellige skridt, som regionerne i den yderste periferi har taget med henblik på at forny Kommissionens strategi, og fremhæver den politiske erklæring fra regeringslederne for regionerne i den yderste periferi, der blev vedtaget på midtvejsmødet under konferencen af formænd for regionerne i den yderste periferi den 3. maj 2021 på Azorerne;

    5.

    glæder sig over det styrkede partnerskab mellem Kommissionen, medlemsstaterne og konferencen af formænd for regionerne i den yderste periferi, som har gjort det muligt at føre en nyttig og løbende dialog gennem særlige platforme og arbejdsgrupper;

    6.

    glæder sig over Kommissionens meddelelse om Mennesket i centrum, sikring af bæredygtig og inklusiv vækst og udnyttelse af potentialet i EU's regioner i den yderste periferi, som følger op på de holdninger, som konferencen af formænd for regionerne i den yderste periferi fremlagde både i sluterklæringen af 18. november 2021 (der blev underskrevet i Ponta Delgada på Azorerne) og i bidraget af 19. januar 2022, der blev vedtaget sammen med Frankrig, Spanien og Portugal;

    7.

    glæder sig over Kommissionens tilsagn om at styrke dialogen og yde skræddersyet støtte til disse regioner, så de fuldt ud kan drage fordel af EU's politikker og udnytte deres potentiale og dermed være med til at styrke EU's tilstedeværelse inden for disse regioners interesseområder;

    8.

    anerkender betydningen af denne nye meddelelse og understreger behovet for en koordineret indsats fra myndighederne på overnationalt, nationalt, regionalt og lokalt plan. Det er vigtigt at gennemføre de foreslåede foranstaltninger hurtigt, og RU understreger på baggrund af de mange kriser det presserende behov for øjeblikkelig og effektiv handling for at sikre en økonomisk, social og bæredygtig genopretning;

    9.

    beklager, at Kommissionens nye meddelelse ikke i tilstrækkeligt omfang behandler de politikker, der er afgørende for udviklingen af regionerne i den yderste periferi;

    10.

    understreger, at disse regioners sårbarhed, som er anerkendt i artikel 349 i TEUF, i endnu højere grad forstærkes af de mange naturkatastrofer, der forekommer oftere og oftere som følge af den globale opvarmning, og at deres stigende omfang og intensitet i regionerne i den yderste periferi fortsat giver anledning til stor bekymring;

    11.

    bemærker, at krigen i Ukraine lægger yderligere pres på disse allerede sårbare regioner og skader genopretningen efter sundhedskrisen. Husholdningernes købekraft er i øjeblikket alvorligt påvirket, og de forskellige erhvervssektorer står over for betydelige ekstraomkostninger oven i de strukturelle ekstraomkostninger, der er forbundet med regionernes strukturelle begrænsninger;

    12.

    glæder sig over konklusionerne fra Rådet for Den Europæiske Union den 21. juni 2022 om Kommissionens meddelelse af 3. maj og understreger deres betydning for gennemførelsen af den nye strategi for regionerne i den yderste periferi;

    13.

    opfordrer de berørte medlemsstater til at støtte deres regioner i den yderste periferi med at opbygge administrativ kapacitet og fremme kompetenceudvikling for at få fuldt udbytte af EU-programmerne;

    14.

    glæder sig over, at Kommissionen i meddelelsen konstaterer, at regionerne i den yderste periferi faktisk og juridisk adskiller sig fra andre europæiske regioner med særlige geografiske karakteristika såsom øer, bjergområder eller tyndt befolkede områder.

    Imødekommelse af borgernes behov

    15.

    bifalder, at Kommissionen både sætter fokus på de behov, som befolkningen i regionerne i den yderste periferi har, og på den økonomiske genopretning og bæredygtige og inklusive vækst, der skal til for at imødekomme disse behov;

    16.

    henleder opmærksomheden på det presserende behov for at tackle de betydelige sociale og økonomiske uligheder, som indbyggerne i regionerne i den yderste periferi oplever i forhold til indbyggerne i det kontinentale Europa, og opfordrer Kommissionen til at støtte disse regioner i at opnå konvergens på linje med resten af EU;

    17.

    glæder sig over Kommissionens fokus på betydningen af at bakke op om de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi i gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og opfyldelsen af 2030-målene fra det sociale topmøde i Porto om beskæftigelse, færdigheder og fattigdomsbekæmpelse.

    Opmærksomhed på migrationsudfordringerne

    18.

    opfordrer EU-institutionerne til at yde stærk og resolut støtte i forbindelse med migrationskriserne, især i EU's ydre grænseregioner, som står alene med ansvaret for at modtage uledsagede mindreårige, der ankommer til deres område, og give dem adgang til basale tjenester samt til efterfølgende støtte i voksenlivet;

    19.

    minder om betydningen af tilstrækkelige midler fra Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed og sikre, at disse fonde tilpasses forholdene i regionerne, så adgangen til midler lettes, navnlig i krisesituationer som dem, visse regioner i den yderste periferi såsom De Kanariske Øer, Guyana og Mayotte ofte lider under. Udvalget glæder sig således over Kommissionens tilsagn i den henseende i den nye strategi;

    20.

    ser frem til, at der sker yderligere fremskridt med pagten om migration og asyl i lyset af erfaringerne fra den russiske invasion af Ukraine, og at muligheden for at aktivere Rådets direktiv 2001/55/EF (3) for migranter fra andre konfliktområder med stor indvirkning på EU såvel som de nye foranstaltninger, der blev indført i medfør Europa-Parlamentets og Rådets CARE-forordningen (4), undersøges med henblik på at opnå reel solidaritet og en retfærdig fordeling af migrationsbyrden mellem alle medlemsstaterne.

    Den grønne omstilling

    21.

    glæder sig over Kommissionens anerkendelse af, at regionerne i den yderste periferi har brug for særlige foranstaltninger for at tilpasse sig klimaændringerne, da de er særligt udsatte for virkningerne heraf, herunder ekstreme vejrforhold;

    22.

    understreger, at Kommissionen har givet tilsagn om fortsat at tage behørigt hensyn til regionerne i den yderste periferi i gennemførelsen af EU's Solidaritetsfond, ligesom den har givet tilsagn om at bakke op om foranstaltninger til at forebygge risici i forbindelse med og opbygge modstandsdygtighed over for naturkatastrofer og om at fremmeudveksling af viden mellem regionerne i den yderste periferi og deres naboer;

    23.

    opfordrer til, at der tages højde for den store afsmittende virkning af lovgivningspakken Fit for 55 på konkurrenceevnen og konnektiviteten i regionerne i den yderste periferi takket være den systematiske og omfattende anvendelse af artikel 349 i TEUF og efter udarbejdelse af konsekvensanalyser. Med udgangspunkt i disse konsekvensanalyser bør der vedtages løsninger, der er skræddersyet til regionerne i den yderste periferi, og om nødvendigt skal lovgivningen tilpasses for at sikre en retfærdig behandling af de lokalsamfund, der allerede oplever meromkostninger som følge af deres afsides beliggenhed. Disse løsninger skal også sikre husholdningerne og virksomhederne i disse yderst sårbare regioner adgang til Den Sociale Klimafond og Moderniseringsfonden og give adgang til finansiering af mindre projekter inden for rammerne af Innovationsfonden;

    24.

    gør i denne forbindelse opmærksom på disse regioners øgede sårbarhed på grund af deres afsides beliggenhed og isolation fra det europæiske kontinent og dermed på den indvirkning, som opfyldelsen af de nye mål for emissioner og brændstofbeskatning, der følger af Fit for 55-pakken, vil have på dem;

    25.

    påpeger, at regionerne i den yderste periferi udgør isolerede energisystemer, som ikke kan forbindes med kontinentet, og opfordrer EU-institutionerne til at fremme regionernes energiuafhængighed ved at støtte og fremme politikker, der gør det muligt at foretage en passende omstilling fra den nuværende afhængighed af fossil energi til bæredygtige systemer til en overkommelig pris.

    Forbedring af adgangsforholdene

    26.

    minder om, at regionerne i den yderste periferi i mangel af alternativer til landtransport, hvilket medfører en stor økonomisk byrde for indbyggerne og en uundgåelig slagside for lokalsamfundets økonomi og den offentlige interesse, er fuldstændig afhængige af pålidelig og økonomisk overkommelig luft- og søtransport, både for befolkningens mobilitet og levering af basale varer;

    27.

    mener ikke, at det er muligt at fremme hverken ligestilling og inklusion i eller udvikling af regionerne i den yderste periferi uden at iværksætte en strategi for at mindske afstanden til og isolationen af disse regioner. Dette kræver yderligere foranstaltninger, der kompenserer for den manglende tilgængelighed og mindsker den digitale kløft, med henblik på at udvikle regionerne i den yderste periferi og sætte øget fokus på økonomierne og de vedvarende strukturelle problemer i regionerne i den yderste periferi. Udvalget minder om betydningen af, at nødinstrumentet for det indre marked tager højde for regionerne i den yderste periferi for at sikre forsyningskæderne i krisetider;

    28.

    opfordrer — ligesom Europa-Parlamentet anbefaler i sin betænkning om et stærkere partnerskab med regionerne i den yderste periferi — Kommissionen til at vurdere behovet for at yde støtte til transportsektoren som et yderligere redskab til at opveje de ulemper og tab, der opstår som følge af omkostningerne til passager- og godstransport;

    29.

    efterlyser støtte til projekter til forbedring af konnektiviteten i regionerne i den yderste periferi. Udvalget henleder i denne forbindelse opmærksomheden på spørgsmålet om at yde støtte til undersøiske kabler, der fortsat udgør en stor udfordring for sikre datastrømme, men også for tjenestekvaliteten og prisoverkommeligheden. Réunion og den selvstyrende region Azorerne vil eksempelvis snart stå over for forældede undersøiske kabler til elektronisk kommunikation. Man bør i visse territorier som f.eks. Fransk Guyana ligeledes overveje satellitteknologi, da det ikke er muligt at installere fiberkabler i alle beboelsesområder.

    Landbrug og udvikling af landdistrikter

    30.

    understreger landbrugssektorens betydning for økonomien, miljøet, den fysiske planlægning og beskæftigelsen i regionerne i den yderste periferi, hvilket EU har anerkendt ved at tillade særbehandling under ordningen i de særlige programmer for bestemte regioner som følge af disses afsides beliggenhed og ø-karakter (POSEI) og indføre specifikke undtagelser i den fælles landbrugspolitik. Udvalget opfordrer til, at disse bestemmelser opretholdes;

    31.

    glæder sig over, at statsstøtteinstrumenter til landbrug, skovbrug og landdistrikter giver mulighed for en højere maksimal støtteintensitet til investeringer i regionerne i den yderste periferi samt driftsstøtte, og at Kommissionen har foreslået at fastholde en række særlige betingelser for disse regioner som led i den igangværende revision af disse instrumenter;

    32.

    understreger imidlertid betydningen af særlige bestemmelser for regionerne i den yderste periferi vedrørende de minimis-støtte i lyset af de meromkostninger, der påvirker virksomheder, der beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter i regionerne i den yderste periferi;

    33.

    mener, for så vidt angår Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), at man ved at vælge en centraliseret forvaltning af de strategiske planer går i mod de ønskede forenklings-, produktivitets- og effektivitetsmål, og håber, at de negative virkninger af denne løsningsmodel kan minimeres ved at indføre passende fleksibilitet og decentralisere procedurerne for gennemførelsen af de strategiske planer i regionerne i den yderste periferi;

    34.

    opfordrer til, at man fortsætter et tæt interinstitutionelt samarbejde, så POSEI-budgettet, som er et vigtigt instrument til støtte for den lokale produktions bæredygtighed og tilpasning af den fælles landbrugspolitik til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi, kan styrkes. Man vil ydermere kunne komme den konstante underbudgettering til livs og håndtere de reelle behov i regionerne i den yderste periferi, således at programmet kan holde trit med udviklingen i landbrugssektorerne i disse regioner og fortsat opfylde sine mål.

    Blå økonomi og fiskeri

    35.

    understreger, at regionerne i den yderste periferi styrker EU's maritime dimension, idet EU her råder over verdens største maritime område med mere end 25 mio. km2 eksklusiv økonomisk zone og store økonomiske muligheder;

    36.

    glæder sig over den betydning, som regionerne i den yderste periferi tillægges, når det gælder den traditionelle fiskerisektor og strategierne for den blå økonomi i de kommende år. Udvalget bifalder desuden Kommissionens tilsagn om at revidere kravene til dataindberetningsprocedurer og bestemmelser, der gør det muligt at yde statsstøtte til fornyelse af fiskerflåden i disse regioner, under hensyntagen til deres særlige forhold, og støtte til fiskerne under sikring af bæredygtigt fiskeri.

    Statsstøtte

    37.

    glæder sig over Kommissionens tilsagn i meddelelsen om at tage højde for de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi i revisionen af forordninger og retningslinjer for statsstøtte i alle sektorer med udgangspunkt i de bestemmelser, der finder anvendelse på disse regioner i EU's statsstøtteregler. Udvalget efterlyser større fleksibilitet i statsstøtteordningerne;

    38.

    understreger, at der bør lægges særlig vægt på de statsstøtteregler, der styrker og fremmer konnektiviteten i regionerne i den yderste periferi, navnlig hvad angår revisionen af retningslinjerne for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber og støtte til søtransport samt den igangværende revision af statsstøttereglerne for miljøbeskyttelse, hvor der bør tilføjes en kategori af investeringsstøtte for at gøre det muligt for virksomhederne i regionerne i den yderste periferi at overholde EU's miljøstandarder;

    39.

    opfordrer til, at der oprettes et forum for overvejelser mellem regionerne i den yderste periferi og Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence om begrebet støtte med »udelukkende lokal virkning«, i betragtning af at mere end 90 % af virksomhederne i regionerne i den yderste periferi er mikrovirksomheder og små virksomheder med ringe finansiel kapacitet, og at støtten til disse regioner ikke påvirker konkurrencen på det indre marked, da de udelukkende er rettet mod lokale aktiviteter;

    40.

    understreger endvidere betydningen af at sikre kontinuiteten i alle skattesystemer i regionerne i den yderste periferi, da enhver afbrydelse kan forårsage en alvorlig destabilisering af økonomien og beskæftigelsen i disse regioner.

    Turisme

    41.

    gør opmærksom på den vigtige rolle, som turismesektoren spiller i udviklingen af regionerne i den yderste periferi — en tværgående økonomisk aktivitet, der har stor indvirkning på den økonomiske vækst, beskæftigelsen og den regionale udvikling;

    42.

    minder om de store konsekvenser af covid-19-sundhedskrisen, som har ført til en hidtil uset recession i sektorens aktiviteter;

    43.

    understreger, at der er tale om en sårbar sektor, som i høj grad lider under geopolitiske, sundhedsmæssige og klimamæssige eksternaliteter, og som er afhængig af luft- og søforbindelser;

    44.

    understreger, at det er nødvendigt at fremme bæredygtige og modstandsdygtige innovative investeringer for at støtte en bæredygtig udvikling i denne strategiske sektor;

    45.

    opfordrer Kommissionen til at videreudvikle en europæisk turismepolitik, som omfatter oprettelse af et europæisk agentur for turisme, for at støtte de europæiske turistdestinationers dobbelte omstilling og fremskynde genopretningen af sektoren, der har stor strategisk betydning i disse regioner. Udvalget bakker op om Europa-Parlamentets opfordring til at tage hensyn til de særlige karakteristika og ekstra begrænsninger i disse regioner, når politikken udformes og evalueres, og garantere tilstrækkelig finansiering til at sikre adgangen til regionerne og deres klimaomstilling og digitale omstilling.

    Den eksterne dimension

    46.

    anerkender, at regionernes tredobbelte tilhørsforhold (europæisk, nationalt og regionalt niveau) på den ene side kræver, at de bliver bedre til at udnytte fordelene ved det indre marked, og på den anden side, at de integreres bedre i deres nærmiljø ved at styrke deres forbindelser med tilgrænsende tredjelande og partnere, samtidig med at der altid tages hensyn til regionernes bekymringer i forbindelse med handelsforhandlinger og -aftaler;

    47.

    understreger, at de forskellige geografiske områder, hvor regionerne i den yderste periferi ligger, har forskellige karakteristika, udfordringer og muligheder, og at det derfor er vigtigt i fællesskab at fastlægge en strategi for de enkelte områder på grundlag af en forudgående analyse med henblik på at udpege de vigtigste fælles udfordringer og udnytte det fulde potentiale ved et tættere samarbejde;

    48.

    understreger, at denne foreløbige vurdering på den ene side bør tage udgangspunkt i betragtninger om de udfordringer, som EU står over for i disse områder, og på den anden side i virkningerne af disse udfordringer på de europæiske regioner, der ligger i de pågældende områder, og i de løsninger, som EU kan levere;

    49.

    glæder sig over, at Kommissionen i sin meddelelse har forpligtet sig til at kortlægge mulighederne for regionalt samarbejde og de udfordringer, som regionerne i den yderste periferi står over for, udpege de vigtigste samarbejdsområder, udvikle muligheder og støtte samarbejdet og fremme udvekslinger mellem regionerne i den yderste periferi. Udvalget opfordrer endvidere de berørte medlemsstater til at fremme samarbejdet på disse områder mellem regionerne i den yderste periferi og de oversøiske lande og territorier og med tredjelande; opfordrer de øvrige medlemsstater til at fremme samarbejde og udveksling mellem deres regioner og regionerne i den yderste periferi;

    50.

    opfordrer Kommissionen til at tage højde for den rolle og de særlige forhold, der gør sig gældende for regionerne i den yderste periferi, når den reviderer de geografiske strategier, og til at inddrage regionerne i den yderste periferi i høringsmekanismerne.

    Konklusioner

    51.

    opfordrer til, at der hurtigt vedtages pragmatiske og skræddersyede løsninger ved systematisk brug af artikel 349 i TEUF for at undgå at undergrave målet om økonomisk, social og bæredygtig genopretning;

    52.

    gør opmærksom på, at der er behov for reelt at styrke konkurrenceevnen og den forudgående evaluering af EU-politikkernes indvirkning på regionerne i den yderste periferi ved hjælp af territoriale tilgange, der sikrer, at indbyggernes indkomst beskyttes;

    53.

    opfordrer Kommissionen til sammen med regionerne i den yderste periferi og deres medlemsstater at udarbejde en operationel køreplan og en tidsplan.

    Bruxelles, den 8. februar 2023.

    Vasco ALVES CORDEIRO

    Formand for Det Europæiske Regionsudvalg


    (1)  EUT C 37 af 2.2.2021, s. 57.

    (2)  Betænkning om et stærkere partnerskab med regionerne i den yderste periferi.

    (3)  Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/562 af 6. april 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 og (EU) nr. 223/2014 for så vidt angår samhørighedsaktionen for flygtninge i Europa (CARE) (EUT L 109 af 8.4.2022, s. 1).


    Top