EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 8.5.2020
COM(2020) 185 final
2020/0074(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU under den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, for så vidt angår nedsættelse af et særligt udvalg for tjenesteydelser
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Udvalget for Handel og Udvikling, der er nedsat ved artikel 230 i den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side ("aftalen"), i forbindelse med den planlagte vedtagelse af en afgørelse om nedsættelse af Det Særlige Udvalg for Tjenesteydelser i henhold til aftalen.
2.Baggrund for forslaget
2.1.Den økonomiske partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Cariforum
Aftalen mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side blev undertegnet den 15. oktober 2008. Aftalen har fundet midlertidig anvendelse siden den 29. december 2008.
2.2.Udvalget for Handel og Udvikling
Udvalget for Handel og Udvikling er nedsat ved aftalens artikel 230. Det består af repræsentanter for parterne, i princippet på højt embedsmandsplan. Udvalget for Handel og Udvikling har ansvaret for handels- og udviklingsspørgsmål i henhold til aftalen. Med hensyn til handelsspørgsmål overvåger det og er ansvarlig for gennemførelsen og den korrekte anvendelse af aftalens bestemmelser (herunder bestemmelser vedrørende handel med tjenesteydelser). Med hensyn til udviklingsområdet bistår udvalget Det Fælles Råd Cariforum-EU i udøvelsen af dets opgaver vedrørende udviklingssamarbejde, der er omfattet af denne aftale.
Afgørelse nr. 1/2010 truffet af Det Fælles Råd Cariforum-EU den 17. maj 2010 fastsætter forretningsordenen for Udvalget for Handel og Udvikling samt de gældende forretningsordener for alle de særlige udvalg, der kan nedsættes i henhold til aftalens artikel 230, stk. 4.
2.3.Udvalget for Handel og Udviklings påtænkte retsakt
I henhold til aftalens artikel 230, stk. 4, kan Udvalget for Handel og Udvikling ved udøvelsen af sine opgaver nedsætte og overvåge særlige udvalg eller organer, der har til opgave at behandle spørgsmål, der henhører under dets kompetence, og fastlægge deres sammensætning og opgaver samt deres forretningsorden.
Handel med tjenesteydelser er et vigtigt område i aftalen under afsnit 2, og Cariforum har på adskillige bilaterale møder anerkendt dette område som afgørende for deres udvikling og økonomiske vækst. På mødet i Det Fælles Råd Cariforum-EU i november 2017 kortlagde man behovet for at nedsætte et særligt udvalg for tjenesteydelser, som mere specifikt skal behandle alle handelsanliggender i forbindelse med tjenesteydelser i henhold til aftalen. Det ottende årlige møde i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, der fandt sted den 6. december 2018 i Saint Lucia, vedrørte det særlige udvalgs opgaver og sammensætning. Det udkast til afgørelse truffet af Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU med henblik på nedsættelse af det særlige udvalg, der er knyttet som bilag til nærværende forslag til Rådets afgørelse, afspejler de drøftelser, der har fundet sted mellem parterne i denne henseende.
Den forretningsorden for alle særlige udvalg, der kan nedsættes i henhold til aftalens artikel 230, stk. 4, som vedtaget af Det Fælles Råd Cariforum-EU i afgørelse 1/2010, bør finde anvendelse på Det Særlige Udvalg for Tjenesteydelser.
Udvalget for Handel og Udvikling nedsætter særlige udvalg eller organer ved en afgørelse. Det Særlige Udvalg for Tjenesteydelser foreslås nedsat ved en afgørelse truffet af Udvalget for Handel og Udvikling efter afslutningen af proceduren.
2.4.Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Unionens holdning er i overensstemmelse med de gældende regler på dette område.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Dette forslag vedrører en rådsafgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Udvalget for Handel og Udvikling i henhold til aftalen, for så vidt angår nedsættelsen af et særligt udvalg for tjenesteydelser. Den holdning, der skal indtages, bør baseres på det udkast til afgørelse truffet af Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, der er knyttet som bilag til nærværende forslag til Rådets afgørelse.
Udkastet til afgørelse beskriver det påtænkte særlige udvalg for tjenesteydelsers rolle, opgaver og sammensætning. Nærmere bestemt defineres Det Særlige Udvalg for Tjenesteydelsers opgaver i artikel 2 i udkastet til afgørelse. De vigtigste opgaver er at overvåge alle aspekter af aftalens del II, afsnit II, der vedrører handel med tjenesteydelser, bistå Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU på dette område og fremsætte henstillinger til Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU og Det Tekniske Underudvalg for Udviklingssamarbejde med henblik på at fremme gennemførelsen og anvendelsen af aftalens bestemmelser om tjenesteydelser.
I artikel 3 fastlægges sammensætningen af udvalget, som skal bestå af repræsentanter for Den Europæiske Union på den ene side og af repræsentanter for de undertegnende Cariforumlande på den anden side.
Det fremgår også af udkastet til afgørelse, at Det Særlige Udvalg for Tjenesteydelser skal være et forum, hvor parterne kan udveksle erfaringer, oplysninger og bedste praksis og konsultere hinanden om emner, der vedrører målene i aftalens del II, afsnit II, og har relevans for handelen mellem parterne. Udkastet til afgørelse afspejler de drøftelser, der har fundet sted mellem parterne.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side.
Den retsakt, som Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Den påtænkte retsakt får bindende virkning i henhold til folkeretten, jf. aftalens artikel 230, stk. 4.
Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for aftalen.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Den påtænkte retsakts primære formål og indhold vedrører den fælles handelspolitik.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 207, stk. 4, første afsnit i TEUF.
4.3.Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Den fælles handelspolitik er defineret som et område, hvor Unionen har enekompetence, jf. artikel 3 i TEUF.
4.4.Proportionalitetsprincippet
Dette forslag er nødvendigt med henblik på at nedsætte et særligt udvalg, jf. aftalens artikel 230, stk. 4, og forretningsordenen for Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU.
4.5.Valg af retsakt
Dette forslag er i overensstemmelse med artikel 218, stk. 9, i TEUF, som fastsætter, at Rådet vedtager afgørelser om fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en international aftale. Der findes ingen andre retlige instrumenter, der kan anvendes til at nå det mål, der er omhandlet i forslaget.
4.6.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 207, stk. 4, første afsnit, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt
Det er hensigtsmæssigt at offentliggøre den påtænkte retsakt i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU.
2020/0074 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU under den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, for så vidt angår nedsættelse af et særligt udvalg for tjenesteydelser
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
1)Den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side ("aftalen") blev undertegnet den 15. oktober 2008 og har fundet midlertidig anvendelse siden den 29. december 2008.
2)I medfør af aftalens artikel 230, stk. 4, kan Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU nedsætte og overvåge særlige udvalg inden for områder, der falder under udvalgets kompetence.
3)Med henblik på en mere effektiv håndtering af alle de spørgsmål i aftalen, der vedrører handel med tjenesteydelser, bør der nedsættes et særligt udvalg for tjenesteydelser, som skal varetage de opgaver, der er fastlagt i udkastet til afgørelse truffet af Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, der er knyttet som bilag til nærværende afgørelse.
4)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, bør fastlægges, for så vidt angår nedsættelsen af et særligt udvalg for tjenesteydelser.
5)Den holdning, som Unionen skal indtage i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, bør baseres på det udkast til afgørelse, der er knyttet som bilag til nærværende afgørelse —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, der er nedsat ved den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, for så vidt angår nedsættelse af et særligt udvalg for tjenesteydelser, baseres på det udkast til afgørelse truffet af Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, der er knyttet som bilag til nærværende afgørelse.
Mindre ændringer af udkastet til afgørelse truffet af Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU kan vedtages af repræsentanterne for Unionen i Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU, uden at Rådet skal træffe yderligere afgørelse.
Artikel 2
Afgørelsen fra Udvalget for Handel og Udvikling Cariforum-EU offentliggøres efter vedtagelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].