EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 20.11.2019
COM(2019) 912 final
Henstilling med henblik på
RÅDETS HENSTILLING
med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning
i Rumænien
{SWD(2019) 932 final}
Henstilling med henblik på
RÅDETS HENSTILLING
med henblik på at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning
i Rumænien
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,
som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 4,
som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker, særlig artikel 10, stk. 2, andet afsnit,
som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen, og
som tager følgende i betragtning:
(1)I henhold til traktatens artikel 121 skal medlemsstaterne fremme sunde offentlige finanser på mellemlang sigt gennem samordning af deres økonomiske politikker og multilateral overvågning for at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
(2)Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og opnå en holdbar og stærk vækst, som fører til øget beskæftigelse.
(3)I juni 2017 og juni 2018 fastslog Rådet i henhold til traktatens artikel 121, stk. 4, at der i henholdsvis 2016 og 2017 var konstateret en væsentlig afvigelse fra Rumæniens mellemfristede budgetmålsætning eller fra tilpasningsstien i retning af denne målsætning. Som følge af disse konstaterede væsentlige afvigelser rettede Rådet henholdsvis den 16. juni 2017 og den 22. juni 2018 en henstilling til Rumænien om at træffe de nødvendige politiske foranstaltninger for at rette op på disse afvigelser. Rådet konstaterede efterfølgende, at Rumænien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på disse henstillinger og rettede en ændret henstilling til landet henholdsvis den 5. december 2017 og den 4. december 2018. Rådet konstaterede efterfølgende, at Rumænien heller ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på disse henstillinger.
(4)Den 14. juni 2019 fastslog Rådet, at der igen i 2018 var konstateret en væsentlig afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i Rumænien, og rettede en henstilling til Rumænien om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den nominelle vækst i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,5 % i 2019 og 5,1 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturel tilpasning på 1 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2019 og 0,75 % af BNP i 2020. Rådet henstillede desuden, at Rumænien anvender alle uventede indtægter til at nedbringe underskuddet, samtidig med at foranstaltningerne til budgetkonsolidering skal sikre en varig forbedring af den offentlige strukturelle saldo på en vækstfremmende måde. Rådet gav Rumænien en frist indtil den 15. oktober 2019 til at aflægge rapport om, hvilke foranstaltninger landet havde truffet som reaktion på nævnte henstilling.
(5)Den 9. juli 2019 rettede Rådet en henstilling til Rumænien om i 2019 og 2020 at sikre efterlevelsen af Rådets henstilling af 14. juni 2019 med henblik på at korrigere den væsentlige afvigelse fra tilpasningsstien i retning af den mellemfristede budgetmålsætning.
(6)Den 25. september 2019 aflagde Kommissionen et udvidet overvågningsbesøg i Rumænien med henblik på at foretage kontrol på stedet, jf. artikel -11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1466/97. Efter at Kommissionen havde forelagt de foreløbige undersøgelsesresultater for de rumænske myndigheder, således at de kunne fremsætte bemærkninger, aflagde den rapport til Rådet om sine resultater den [20. november] 2019. Disse resultater blev offentliggjort.
(7)Den 15. oktober 2019 fremlagde de rumænske myndigheder en rapport om de virkningsfulde foranstaltninger, landet havde truffet som reaktion på Rådets henstilling af 14. juni 2019. I lyset af de rumænske myndigheders oplysninger i rapporten og den overordnede vurdering på grundlag af Kommissionens efterårsprognose 2019 konkluderede Rådet den 20. november 2019, at Rumænien ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger som reaktion på Rådets henstilling af 14. juni 2019.
(8)Da Rumænien ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger, og i lyset af landets samlede høje afvigelse fra den anbefalede tilpasningssti i retning af dets mellemfristede budgetmålsætning er det hensigtsmæssigt i henhold til traktatens artikel 121, stk. 4, at rette en revideret henstilling til Rumænien om at træffe passende foranstaltninger.
(9)På grundlag af Kommissionens efterårsprognose 2019 forventes der en yderligere forværring af Rumæniens strukturelle saldo på 0,8 % af BNP i 2019 og yderligere 0,8 % af BNP i 2020. Som følge heraf anslås Rumæniens strukturelle underskud at blive på 2,5 % af BNP og afvige med 3,4 % af BNP fra landets mellemfristede budgetmålsætning på 1,0 % i henholdsvis 2019 og 2020.
(10)For at korrigere for den samlede afvigelse og bringe Rumænien tilbage på en passende tilpasningssti efter tidligere afvigelser bør der gøres en yderligere indsats som supplement til den anbefalede årlige strukturelle tilpasning på 0,75 % af BNP i 2020 som fastsat i Rådets henstilling af 14. juni 2019 til Rumænien. En yderligere tilpasning på 0,25 % af BNP forekommer passende i lyset af størrelsen af den kumulerede afvigelse fra den anbefalede tilpasningssti i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. Det vil fremme tilpasningen i retning af den mellemfristede budgetmålsætning uden at bringe den økonomiske vækst i fare.
(11)Ifølge Kommissionens efterårsprognose 2019 ventes det offentlige underskud blive på 3,6 % i 2019 og 4,4 % i 2020, hvilket er over traktatens referenceværdi på 3 % af BNP. Den strukturelle tilpasning, der kræves, forekommer også tilstrækkelig til at sikre, at Rumænien i 2020 overholder traktatens referenceværdi på 3 % af BNP.
(12)På grundlag af Kommissionens efterårsprognose 2019 er den påkrævede forbedring af den strukturelle saldo med 1,0 % af BNP i 2020 forenelig med en nominel vækst i de primære offentlige nettoudgifter på højst 4,4 %.
(13)Ifølge Kommissionens efterårsprognose 2019 vil den strukturelle saldo blive forværret med 0,8 % af BNP i 2020. En strukturel forbedring på 1,0 % af BNP indebærer derfor et behov for at vedtage foranstaltninger, der giver et samlet strukturelt udbytte på 1,8 % af BNP i 2019 sammenlignet med det nuværende referencescenarie i Kommissionens efterårsprognose 2019.
(14)På grund af den manglende efterlevelse af tidligere henstillinger om at korrigere den konstaterede væsentlige afvigelse og risikoen for at overskride traktatens referenceværdi skal der hurtigst muligt sættes ind for at bringe Rumæniens finanspolitik tilbage på en forsvarlig sti.
(15)For at nå de anbefalede budgetmål er det afgørende, at Rumænien vedtager og omhyggeligt gennemfører de fornødne foranstaltninger og følger udviklingen i de løbende udgifter nøje.
(16)De krav, der fremsættes i denne henstilling, erstatter de tilsvarende krav i Rådets henstilling af 14. juni 2019.
(17)Rumænien bør aflægge rapport til Rådet om de foranstaltninger, der træffes som opfølgning på denne henstilling, senest den 15. april 2020, eventuelt som led i landets konvergensprogram, der indgives i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 1466/97.
(18)Det er hensigtsmæssigt, at denne henstilling offentliggøres,
HENSTILLER, AT RUMÆNIEN:
(1)træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den nominelle vækstrate i de primære offentlige nettoudgifter ikke overstiger 4,4 % i 2020, hvilket svarer til en årlig strukturtilpasning på 1,0 % af BNP, hvilket bringer medlemsstaten ind på en passende tilpasningssti hen imod den mellemfristede budgetmålsætning.
(2)anvender alle ekstraordinære indtægter til at nedbringe underskuddet; budgetkonsolideringsforanstaltningerne bør sikre en varig forbedring af den offentlige strukturelle saldo på en vækstfremmende måde.
(3)senest den 15. april 2020 aflægger rapport til Rådet om de foranstaltninger, der er truffet for at efterleve denne henstilling. Rapporten bør indeholde tilstrækkeligt specificerede og troværdigt bebudede foranstaltninger, herunder hver enkelt foranstaltnings budgetmæssige virkninger, med henblik på at overholde den krævede tilpasningssti, samt ajourførte og detaljerede budgetfremskrivninger for 2020.
Denne henstilling er rettet til Rumænien.
Udfærdiget i Bruxelles, den .