EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 27.2.2018
COM(2018) 82 final
2018/0037(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne
i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af bilag XIII (Transport)
til EØS-aftalen
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Udkastet til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse (der er knyttet som bilag til forslaget til Rådets afgørelse) har til formål at ændre bilag XIII (Transport) til EØS-aftalen med henblik på at indarbejde Kommissionens forordning (EU) nr. 1305/2014 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet Trafiktelematik for godstrafikken i jernbanesystemet i Den Europæiske Union.
Tilpasningerne i vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse er mere vidtgående, end hvad der kan anses for at være rent tekniske tilpasninger som omhandlet i Rådets forordning nr. 2894/94.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse udvider den allerede eksisterende EU-politik til EØS-EFTA-staterne (Norge, Island og Liechtenstein).
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Udvidelsen af den gældende EU-ret til at omfatte EØS-EFTA-staterne ved indarbejdelse heraf i EØS-aftalen gennemføres i overensstemmelse med målene og principperne i aftalen, der har til formål at oprette et dynamisk og ensartet europæisk økonomisk samarbejdsområde, som skal bygge på fælles regler og lige konkurrencevilkår.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Den lovgivning, der skal indarbejdes i EØS-aftalen, bygger på artikel 91 og 172 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
I henhold til artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 om visse gennemførelsesbestemmelser til EØS-aftalen fastlægger Rådet på forslag af Kommissionen den holdning, som skal indtages på Unionens vegne til sådanne afgørelser.
EU-Udenrigstjenesten forelægger i samarbejde med Kommissionen udkastet til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse til vedtagelse i Rådet som Unionens holdning. EU-Udenrigstjenesten håber snarest muligt at kunne forelægge forslaget i Det Blandede EØS-Udvalg.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet af følgende grunde:
Målet med dette forslag, nemlig at sikre ensartethed på det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af foranstaltningens virkninger bedre nås på EU-plan.
Indarbejdelsen af gældende EU-ret i EØS-aftalen foretages i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvilket bekræfter den valgte tilgang.
•Proportionalitetsprincippet
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går dette forslag ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
•Valg af retsakt
I overensstemmelse med artikel 98 i EØS-aftalen er reguleringsmidlet Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse. Det Blandede EØS-Udvalg sikrer en effektiv gennemførelse og anvendelse af EØS-aftalen. Den træffer med henblik herpå afgørelser i de i EØS-aftalen fastsatte tilfælde.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Indhentning og brug af ekspertbistand
Ikke relevant
•Konsekvensanalyse
Ikke relevant
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Indarbejdelsen af Kommissionens forordning (EU) nr. 1305/2014 i EØS-aftalen forventes ikke at få virkninger for budgettet.
5.ANDRE FORHOLD
•Beskrivelse af den foreslåede tilpasning
I henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 1305/2014 skal der oprettes en "styregruppe", jf. bilagets punkt 7.1.4. Styregruppen skal tilvejebringe den strategiske styringsstruktur, der er nødvendig for en effektiv ledelse og koordinering af gennemførelsen af de tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI) gældende for delsystemet Trafiktelematik for godstrafikken.
I overensstemmelse med EØS-aftalens tosøjlestruktur varetager EFTA-Tilsynsmyndigheden disse funktioner på EFTA's side. EØS-EFTA-staterne anmoder derfor om at give EFTA-Tilsynsmyndigheden observatørstatus i styregruppen.
Det skal bemærkes, at styregruppens medlemmer kan foreslå styregruppen, at andre organisationer inddrages som observatører, når der er gyldige tekniske og økonomiske grunde til at gøre det.
2018/0037 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne
i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af bilag XIII (Transport)
til EØS-aftalen
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 og 172 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 1, stk. 3,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ("EØS-aftalen") trådte i kraft den 1. januar 1994.
(2)I henhold til EØS-aftalens artikel 98 kan Det Blandede EØS-Udvalg træffe afgørelse om at ændre bl.a. bilag XIII (Transport) til EØS-aftalen.
(3)Kommissionens forordning (EU) nr. 1305/2014 skal indarbejdes i EØS-aftalen.
(4)Bilag XIII (Transport) til EØS-aftalen bør derfor ændres.
(5)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede EØS-Udvalg, bør derfor baseres på det udkast til afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til den foreslåede ændring af bilag XIII (Transport) til EØS-aftalen, skal baseres på det udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].