EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den22.11.2017

COM(2017) 677 final

2017/0305(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker

BEGRUNDELSE

I Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde foreskrives det, at medlemsstaterne skal betragte deres økonomiske politikker og beskæftigelsesfremme som et spørgsmål af fælles interesse og samordne dem i Rådet. Det er fastsat i Traktaten, at Rådet skal vedtage retningslinjer for beskæftigelsespolitikker (artikel 148), og det præciseres, at disse skal være i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik (artikel 121).

Mens de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker er gyldige for en hvilken som helst tidsperiode, skal retningslinjerne for beskæftigelsespolitikker fastlægges hvert år. Retningslinjerne blev for første gang vedtaget samlet (som en "integreret pakke") i 2010, hvilket understøttede Europa 2020-strategien. De integrerede retningslinjer forblev stabile frem til 2014. Der blev vedtaget reviderede integrerede retningslinjer i 2015. Ud over at udstikke anvendelsesområdet og retningen for medlemsstaternes samordning af de økonomiske politikker danner retningslinjerne også grundlag for landespecifikke henstillinger på de respektive områder.

Det nuværende sæt "integrerede retningslinjer" understøtter Europa 2020-strategien inden for rammerne af den tilgang til økonomisk politikudformning, der bygger på investeringer, strukturreformer og finanspolitisk ansvarlighed. Inden for disse rammer skal de integrerede retningslinjer fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og bidrage til at nå målene for det europæiske semester om samordning af de økonomiske politikker.

Retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker findes beskrevet i Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker — Del II i de integrerede retningslinjer. De reviderede retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker er blevet ændret for at bringe teksten i overensstemmelse med principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder med henblik på at forbedre Europas konkurrenceevne og gøre Europa til et bedre sted at investere, skabe arbejdspladser og fremme social samhørighed.

De reviderede "retningslinjer for beskæftigelsespolitikker" er som følger:

Retningslinje 5:    Skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft

Retningslinje 6:    Øge udbuddet af arbejdskraft og adgangen til beskæftigelse, færdigheder og kvalifikationer

Retningslinje 7:    Forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog

Retningslinje 8:    Fremme lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe fattigdom

2017/0305 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 148, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,

under henvisning til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget, og

ud fra følgende betragtninger:

1)Medlemsstaterne og Unionen skal arbejde hen imod udviklingen af en samordnet strategi for beskæftigelse og særligt for fremme af en velkvalificeret, veluddannet og smidig arbejdsstyrke samt arbejdsmarkeder, der reagerer på økonomiske forandringer, med henblik på at nå de mål om fuld beskæftigelse og fremskridt på det sociale område, der er fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Under hensyntagen til national praksis, for så vidt angår arbejdsmarkedets parters ansvar, skal medlemsstaterne betragte beskæftigelsesfremme som et spørgsmål af fælles interesse og samordne deres indsats i den henseende i Rådet.

2)Unionen skal bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling og fremme social retfærdighed og beskyttelse samt ligestilling mellem kvinder og mænd. Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter skal Unionen tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse og erhvervsuddannelse.

3)I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har Unionen udarbejdet og gennemført politikinstrumenter til samordning af de finanspolitiske, makroøkonomiske og strukturelle politikker. Som led i disse instrumenter udgør nærværende retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker sammen med de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker, der er fastsat i Rådets henstilling (EU) 2015/1184, de integrerede retningslinjer for gennemførelse af Europa 2020-strategien. Disse integrerede retningslinjer skal være retningsgivende for gennemførelsen af politikkerne både i medlemsstaterne og i Unionen, hvilket er udtryk for den indbyrdes afhængighed medlemsstaterne imellem. Det således fremkomne sæt koordinerede nationale og europæiske politikker og reformer skal tilsammen udgøre en passende overordnet sammensætning af økonomiske og sociale politikker, hvilket bør afføde positive afsmittende virkninger.

4)Retningslinjerne for beskæftigelsespolitikkerne er forenelige med stabilitets- og vækstpagten, den nugældende EU-lovgivning og forskellige EU-initiativer, heriblandt Rådets henstilling om oprettelsen af en ungdomsgaranti 1 , Rådets henstilling om integration af langtidsledige på arbejdsmarkedet 2 , Rådets henstilling om opkvalificeringsforløb 3 og forslaget til Rådets henstilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser 4 .

5)Under det europæiske semester samles de forskellige instrumenter i en overordnet ramme for integreret multilateralt tilsyn med økonomiske og budgetmæssige politikker samt beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitikker og tager sigte på at nå Europa 2020-målene, navnlig med hensyn til beskæftigelse, uddannelse og fattigdomsnedbringelse, som fastsat i Rådets afgørelse 2010/707/EU 5 . Siden 2015 er det europæiske semester løbende blevet styrket og strømlinet, navnlig med henblik på at styrke dets beskæftigelsesmæssige og sociale fokus og fremme dialog med medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet.

6)Den Europæiske Unions genopretning efter den økonomiske krise understøtter den positive udvikling på arbejdsmarkedet, men der er fortsat alvorlige udfordringer og skævheder med hensyn til økonomiske og sociale resultater både mellem og inden for medlemsstaterne. Krisen fremhævede den tætte indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes økonomier og arbejdsmarkeder. Den vigtigste udfordring i dag er at sikre, at Unionen opnår en tilstand med smart, bæredygtig og inklusiv vækst samt jobskabelse. Dette kræver en koordineret, ambitiøs og effektiv politisk indsats både på EU-plan og nationalt plan i overensstemmelse med TEUF's og Unionens bestemmelser om økonomisk styring. Ved at kombinere foranstaltninger på udbuds- og efterspørgselssiden bør denne politiske indsats omfatte fremme af investeringer, et fornyet tilsagn om strukturreformer i en hensigtsmæssig rækkefølge, som øger produktiviteten, væksten, den sociale samhørighed og den økonomiske modstandsdygtighed over for chok og udøvelse af finanspolitisk ansvarlighed, samtidig med at deres beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser tages med i betragtning.

7)Arbejdsmarkedsreformer, heriblandt de nationale lønfastsættelsesmekanismer, bør følge national praksis for arbejdsmarkedsdialog og give tilstrækkelig mulighed for en bred anskuelse af samfundsøkonomiske aspekter, herunder forbedring af konkurrenceevnen, jobskabelse, politikker for livslang læring og uddannelse samt realindkomster.

8)Medlemsstaterne og Unionen bør også tage fat på de sociale eftervirkninger af den økonomiske og finansielle krise og bestræbe sig på at opbygge et inkluderende samfund, hvor borgerne har mulighed for selv at foregribe og håndtere forandringer og aktivt deltage i samfundet og økonomien, som det også er beskrevet i Kommissionens henstilling om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet 6 . Der bør tages fat på ulighederne og sikres adgang og lige muligheder for alle, og fattigdom og social udstødelse bør reduceres (også blandt børn), navnlig ved at sikre velfungerende arbejdsmarkeder og sociale beskyttelsessystemer og fjerne hindringer for uddannelse/praktik og arbejdsmarkedsdeltagelse. I takt med at nye økonomiske modeller og forretningsmodeller vinder indpas på EU's arbejdspladser, er også ansættelsesforholdene under forandring. Medlemsstaterne bør sikre, at nye ansættelsesforhold bevarer og styrker Europas sociale model.

9)Efter en omfattende og bred offentlig høring underskrev Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017 en interinstitutionel proklamation om den europæiske søjle for sociale rettigheder 7 . Denne søjle hviler på 20 principper og rettigheder til støtte for velfungerende og retfærdige arbejdsmarkeder og velfærdssystemer. Disse er opdelt i tre kategorier: Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, rimelige arbejdsvilkår og social beskyttelse og inklusion. Søljen fungerer som referenceramme for overvågning af medlemsstaternes resultater på beskæftigelsesområdet og det sociale område, for fremme af reformer på nationalt plan samt for at tjene som kompas i forbindelse med en fornyet konvergensproces i hele Europa. I betragtning af hvor relevante disse principper er for koordineringen af strukturpolitikkerne, er retningslinjerne for beskæftigelsespolitikker bragt i overensstemmelse med principperne for den europæiske søjle for sociale rettigheder.

10)Den europæiske søjle for sociale rettigheder er ledsaget af en resultattavle, der skal overvåge gennemførelsen og udviklingen af søjlen ved at følge tendenser og resultater i de forskellige EU-lande og vurdere fremskridtene hen imod en opadgående socioøkonomisk konvergens. Denne analyse vil bidrage til det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker.

11)Retningslinjerne bør danne grundlag for landespecifikke henstillinger, som Rådet eventuelt måtte rette til medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør fuldt ud gøre brug af Den Europæiske Socialfond og andre EU-fonde for at fremme beskæftigelse, social inklusion, livslang læring og uddannelse og for at forbedre den offentlige forvaltning. Selv om de integrerede retningslinjer er rettet til medlemsstaterne og Unionen, bør de gennemføres i partnerskab med alle nationale, regionale og lokale myndigheder og i tæt samarbejde med parlamenter, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet.

12)Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse bør overvåge, hvordan de relevante politikker gennemføres i lyset af retningslinjerne for beskæftigelsespolitikkerne i overensstemmelse med deres respektive traktatbaserede mandater. Disse udvalg og andre af Rådets forberedende organer, der er involveret i samordningen af de økonomiske og sociale politikker, bør arbejde tæt sammen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, som fastlagt i bilaget, vedtages herved. Disse retningslinjer udgør en del af de integrerede retningslinjer for Europa 2020.

Artikel 2

Medlemsstaterne skal tage højde for retningslinjerne i bilaget, når de fastlægger deres beskæftigelsespolitikker og reformprogrammer, som indberettes i overensstemmelse med artikel 148, stk. 3, i TEUF.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

(1)    EUT C 120 af 26.4.2013, s. 1. 

(2)    EUT C 67 af 20.2.2016, s. 1.

(3)    EUT C 484 af 24.12.2016, s. 1.

(4)    COM/2017/0563 final - 2017/0244(NLE).

(5)    EFT L 308 af 24.11.2010, s. 46.

(6)    KOM/2008/0639 endelig udg.

(7)    xxx

EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den22.11.2017

COM(2017) 677 final

BILAG

til

forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker

BILAG

Retningslinje 5: Skabe øget efterspørgsel efter arbejdskraft

Medlemsstaterne bør fremme skabelsen af job af høj kvalitet, bl.a. ved at mindske de hindringer for nyansættelse, som virksomhederne møder, ved at fremme iværksætteri og selvstændig erhvervsvirksomhed samt ikke mindst ved at støtte oprettelsen af og væksten i små virksomheder og mikrovirksomheder. Medlemsstaterne bør aktivt fremme den sociale økonomi og støtte social innovation.

Medlemsstaterne bør tilskynde til innovative arbejdsformer, som på forsvarlig vis skaber jobmuligheder for alle.

En del af skattebyrden bør flyttes fra arbejdskraftbeskatning til andre beskatningskilder, der er mindre skadelige for beskæftigelse og vækst, under hensyntagen til skattesystemets omfordelende virkning, samtidig med at der værnes om indtægterne til passende social beskyttelse og vækstfremmende udgifter.

Medlemsstaterne bør fremme gennemsigtige og forudsigelige lønfastsættelsesmekanismer i overensstemmelse med deres nationale praksis og i fuld respekt for arbejdsmarkedsparternes uafhængighed, således at lønningerne kan justeres i forhold til udviklingen i produktivitet, samtidig med at der sikres rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard. Disse mekanismer bør tage højde for forskelle i færdighedsniveau og i økonomiske resultater i de forskellige regioner, sektorer og virksomheder. Medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter bør i fuld respekt for den nationale praksis sikre en passende mindsteløn under hensyntagen til den deraf følgende indvirkning på konkurrenceevne, jobskabelse og fattigdom blandt personer i arbejde.

Retningslinje 6: Styrke udbuddet af arbejdskraft, færdigheder og kompetencer

På baggrund af den teknologiske, miljømæssige og demografiske udvikling bør medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter fremme produktivitet og beskæftigelsesegnethed gennem et passende udbud af relevant viden og relevante færdigheder og kompetencer gennem hele arbejdslivet alt efter de aktuelle og fremtidige behov på arbejdsmarkedet. Medlemsstaterne bør foretage de nødvendige investeringer i såvel grunduddannelse som videreuddannelse og erhvervsuddannelse. De bør arbejde sammen med arbejdsmarkedets parter, uddannelsesudbydere og andre interessenter for at afhjælpe strukturelle svagheder i deres uddannelsessystemer med henblik på at kunne levere uddannelse og livslang læring, der er inkluderende og af høj kvalitet. De bør sikre, at retten til uddannelse kan overføres ved erhvervsskift. Herved burde alle få mulighed for bedre at kunne foregribe og tilpasse sig arbejdsmarkedets behov og forvalte erhvervsskift, hvilket styrker økonomiens generelle modstandsdygtighed over for chok.

Medlemsstaterne bør fremme lige muligheder inden for uddannelse og højne det generelle uddannelsesniveau, især blandt de lavest kvalificerede. De bør sikre læringsresultater af høj kvalitet, styrke grundlæggende færdigheder, nedbringe antallet af unge, der forlader skolen for tidligt, gøre de videregående uddannelser mere arbejdsmarkedsrelevante, forbedre færdighedsovervågning og prognosticering samt øge voksnes deltagelse i videreuddannelse. Medlemsstaterne bør styrke arbejdsbaseret læring i deres systemer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse, bl.a. ved hjælp af gode og effektive lærlingeuddannelser, gøre færdighederne mere synlige og sammenlignelige og øge mulighederne for at få anerkendt og valideret færdigheder og kompetencer, der er erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem. De bør opgradere og udvide udbuddet og udnyttelsen af fleksibel efter- og videreuddannelse. Medlemsstaterne bør også hjælpe lavtuddannede voksne til at opretholde eller udvikle deres langsigtede beskæftigelsesegnethed ved at øge adgangen til og udnyttelsen af læringsmuligheder af høj kvalitet gennem oprettelsen af opkvalificeringsforløb, der omfatter en vurdering af færdigheder, et dertil svarende tilbud om uddannelse/erhvervsuddannelse samt validering og anerkendelse af de erhvervede færdigheder.

Høj arbejdsløshed og inaktivitet bør imødegås, bl.a. gennem rettidig og skræddersyet bistand primært i form af støtte til jobsøgning, uddannelse og omskoling. Samlede strategier, der omfatter en tilbundsgående individuel vurdering senest efter 18 måneders arbejdsløshed, bør tilstræbes med henblik på at forebygge og væsentligt nedbringe den strukturelle arbejdsløshed. Ungdomsarbejdsløsheden og den høje andel unge, som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, bør også fremover behandles samlet gennem en strukturel forbedring af overgangen fra skole til arbejdsliv, herunder gennem fuld gennemførelse af ungdomsgarantien 1 .

Skattereformer, hvorved en del af skattebyrden flyttes fra arbejdskraftbeskatning til andre beskatningskilder, bør have til formål at fjerne hindringer for og disincitamenter til arbejdsmarkedsdeltagelse, navnlig for de personer, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Medlemsstaterne bør støtte et handicaptilpasset arbejdsmiljø, herunder målrettede finansielle støttetiltag og tjenester, som sætter personer med handicap i stand til at deltage på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Hindringer for arbejdsmarkedsdeltagelse og karriereudvikling bør fjernes for således at sikre ligestilling mellem kønnene og øge kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, bl.a. gennem lige løn for lige arbejde. Forening af arbejds- og familieliv bør fremmes, navnlig gennem adgang til langtidspleje og økonomisk overkommelige dagtilbud af høj kvalitet. Medlemsstaterne bør sikre, at forældre og andre med omsorgsforpligtelser gives mulighed for at benytte sig af passende familieorlovsordninger og fleksible arbejdsordninger med henblik på at forene arbejde og privatliv, og bør fremme en afbalanceret udnyttelse af disse rettigheder mellem kvinder og mænd.

Retningslinje 7: Forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog

For at drage størst mulig fordel af en dynamisk og produktiv arbejdsstyrke og nye arbejdsmønstre og forretningsmodeller bør medlemsstaterne arbejde sammen med arbejdsmarkedets parter om at gennemføre principperne om fleksibilitet og sikkerhed ("flexicurity-principperne"). De bør mindske og forhindre segmentering på arbejdsmarkedet, bekæmpe sort arbejde og fremme overgangen til tidsubegrænsede ansættelsesforhold. Jobbeskyttelsesregler, arbejdsret og institutioner bør alle sikre passende rammer for ansættelse. Det bør sikres, at arbejdsgiverne er tilstrækkelig fleksible til hurtigt at tilpasse sig ændringer i den økonomiske kontekst, samtidig med at der opretholdes passende sikkerhedsforanstaltninger og et sundt, sikkert og veltilpasset arbejdsmiljø for arbejdstagerne. Ansættelsesforhold, der fører til usikre arbejdsvilkår, bør hindres, bl.a. ved at forbyde misbrug af atypiske kontrakter. Der bør sikres adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og ret til genoprejsning, herunder passende erstatning, i tilfælde af uberettiget afskedigelse.

Politikkerne bør sigte mod at forbedre og støtte matchning og overgange på arbejdsmarkedet. Medlemsstaterne bør effektivt aktivere og støtte personer, der kan deltage på arbejdsmarkedet. Medlemsstaterne bør effektivisere de aktive arbejdsmarkedspolitikker ved øge deres målrettethed, rækkevidde, dækning og sammenkædning med indkomststøtte med udgangspunkt i de arbejdsløses ret og forpligtelse til aktivt at søge arbejde. Medlemsstaterne bør tilstræbe mere effektive offentlige arbejdsformidlinger ved at sikre rettidig og skræddersyet bistand til at støtte jobsøgende, understøtte efterspørgslen efter arbejdskraft og gennemføre resultatbaseret forvaltning.

Medlemsstaterne bør give de arbejdsløse passende arbejdsløshedsunderstøttelse af en rimelig varighed i overensstemmelse med deres bidrag og de nationale regler for støtteberettigelse. Understøttelsen bør ikke udgøre et disincitament til hurtigt at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Mobiliteten blandt arbejdstagere og studerende/lærlinge bør fremmes ud fra en målsætning om at forbedre færdigheder, der øger beskæftigelsesegnetheden, og om fuldt ud at udnytte potentialet på det europæiske arbejdsmarked. Hindringer for mobilitet inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse, for overførsel af arbejdsmarkedspensioner og personlige pensioner og for anerkendelse af kvalifikationer bør fjernes. Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til at sikre, at administrative procedurer ikke udgør en hindring eller komplicerende faktor for, at en arbejdstager kan påbegynde et ansættelsesforhold i en anden medlemsstat. Medlemsstaterne bør desuden forhindre misbrug af de gældende regler og aktivt forholde sig til potentiel "hjerneflugt" fra visse regioner.

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres nationale praksis og med henblik på at opnå en mere effektiv social dialog og bedre socioøkonomiske resultater sikre en rettidig og meningsfuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale reformer og politikker, bl.a. ved at yde støtte til øget kapacitet hos arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarkedets parter bør tilskyndes til at forhandle og indgå kollektive overenskomster på områder, der er relevante for dem, i fuldt respekt for deres uafhængighed og retten til kollektive skridt.

Retningslinje 8: Fremme lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe fattigdom

Medlemsstaterne bør fremme rummelige arbejdsmarkeder, der er åbne for alle, ved at iværksætte effektive foranstaltninger til fremme af lige muligheder for underrepræsenterede grupper på arbejdsmarkedet. De bør sikre ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, social beskyttelse, uddannelse og adgang til varer og tjenesteydelser, uanset køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Medlemsstaterne bør modernisere de sociale beskyttelsessystemer for at yde effektiv og passende social beskyttelse igennem alle faser af en persons liv, idet social inklusion og opadgående social mobilitet fremmes, der gives incitamenter til at deltage på arbejdsmarkedet og tages fat på uligheder, bl.a. gennem udformningen af deres skatte- og socialsikringssystemer. Moderniseringen af de sociale beskyttelsessystemer bør føre til bedre tilgængelighed, bæredygtighed, tilstrækkelighed og kvalitet.

Medlemsstaterne bør udarbejde og gennemføre forebyggende og integrerede strategier ved at kombinere de tre områder af aktiv inklusion: Tilstrækkelig indkomststøtte, rummelige arbejdsmarkeder og adgang til kvalitetstjenester. De sociale beskyttelsessystemer bør sikre retten til tilstrækkelige mindsteindkomstydelser for alle, som ikke har tilstrækkelige ressourcer, og fremme social inklusion ved at tilskynde mennesker til at deltage aktivt på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Tjenesteydelser af høj kvalitet, der er økonomisk overkommelige og tilgængelige, såsom børnepasning, skolefritidsordning, uddannelse, bolig, sundhedsydelser og langtidspleje, er afgørende for at sikre lige muligheder, herunder for børn og unge. Der bør lægges særlig vægt på at bekæmpe fattigdom og social udstødelse, herunder at nedbringe fattigdom blandt personer i arbejde. Medlemsstaterne bør sikre, at alle har adgang til grundlæggende tjenester, herunder vandforsyning, kloakering og affaldshåndtering, energiforsyning, transport, finansielle tjenester og digital kommunikation. Medlemsstaterne bør sikre, at trængende og udsatte mennesker gives adgang til tilstrækkelig boligstøtte og ret til passende bistand og beskyttelse mod tvangsudsættelse. Hjemløshed bør bekæmpes målrettet. Der bør tages højde for de særlige behov, som personer med handicap har.

Medlemsstaterne bør sikre retten til rettidig adgang til sundhedspleje og langtidspleje til overkommelige priser og af god kvalitet, samtidig med at de sikrer bæredygtig drift på lang sigt.

I betragtning af den stigende levealder og de demografiske forandringer bør medlemsstaterne sikre pensionssystemernes bæredygtighed og tilstrækkelighed for kvinder og mænd, og samtidig sikre, at selvstændige erhvervsdrivende og arbejdstagere af begge køn har lige muligheder for at optjene pensionsrettigheder, bl.a. gennem tillægsordninger, der sikrer en værdig tilværelse. Pensionsreformer bør understøttes af foranstaltninger til forlængelse af arbejdslivet og forhøjelse af den reelle pensionsalder, f.eks. ved at begrænse muligheden for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og hæve den lovbestemte pensionsalder, så den afspejler stigningen i forventet levealder. Medlemsstaterne bør indgå i en konstruktiv dialog med de relevante interessenter og muliggøre en passende indfasning af reformerne.

(1)    EUT C 120 af 26.4.2013, s. 1.