Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017DC0423

    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om Kommissionens udøvelse af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt den ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union

    COM/2017/0423 final

    Bruxelles, den 10.8.2017

    COM(2017) 423 final

    RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

    om Kommissionens udøvelse af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt den ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union


    1.    INDLEDNING

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 af 21. maj 2013 1 omhandler det europæiske nationalregnskabssystem (ENS 2010). ENS 2010 er et national- og regionalregnskabssystem, der imødekommer de krav, som Unionens økonomiske, sociale og regionale politik medfører. Der fastlægges:

    a)en metode (bilag A til forordningen) vedrørende fælles standarder, definitioner, klassifikationer, og regnskabsregler, der anvendes til udarbejdelse af sammenlignelige regnskaber og tabeller til brug for Unionen

    b)et program (bilag B til forordningen), hvori der er fastsat tidsfrister for medlemsstaternes fremsendelse til Kommissionen (Eurostat) af de regnskaber og tabeller, der skal udarbejdes i overensstemmelse med den i litra a) nævnte metode.

    Forordning (EU) nr. 549/2013 giver Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter:

    ·vedrørende ændringer af ENS 2010-metoden for at forbedre dens indhold med henblik på at sikre ensartet tolkning eller sikre international sammenlignelighed, forudsat at de ikke indebærer ændringer af grundbegreberne, at der ikke kræves yderligere ressourcer til producenter i det europæiske statistiske system til deres gennemførelse, og at anvendelsen af dem ikke medfører en ændring af egne indtægter (artikel 2, stk. 2)

    ·vedrørende beregningen og allokeringen af indirekte målte finansielle formidlingstjenester (FISIM) i nationalregnskabet i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i bilag A. Denne beføjelse skal udøves inden den 17. september 2013 ved at fastlægge en revideret metode til beregning og allokering af FISIM (artikel 2, stk. 4)

    ·for at sikre pålideligheden og sammenligneligheden af medlemsstaternes ENS 2010-data vedrørende forskning og udvikling, der registreres som faste bruttoinvesteringer. Kommissionen sikrer ved udøvelsen af sin beføjelse i henhold til dette stykke, at de delegerede retsakter ikke pålægger medlemsstaterne eller respondenterne nogen væsentlig yderligere administrativ byrde (artikel 2, stk. 5).

    I forordning (EU) nr. 549/2013 understreges det desuden, hvor vigtigt det er, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde. Udvalget for det Europæiske Statistiske System, der er nedsat i henhold til forordning (EF) nr. 223/2009 2 , skal også høres, inden Kommissionen udøver sine beføjelser (betragtning 24).

    2.    RETSGRUNDLAG

    Denne rapport forelægges i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 549/2013, der giver Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for en periode på fem år fra den 16. juli 2013. Kommissionen skal udarbejde en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden.

    3.    UDØVELSE AF DE DELEGEREDE BEFØJELSER

    Siden forordning (EU) nr. 549/2013 trådte i kraft, har Kommissionen vedtaget to delegerede retsakter:

    ·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1342 3 om ændring af metoden til aktivitetstilknyttet produktklassifikation og

    ·Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1365 4 om formatet for fremsendelse af data om forsknings- og udviklingsudgifter.

    Kommissionen har ikke vedtaget en delegeret forordning om den metode, der anvendes til beregning og allokering af FISIM i de nationale regnskaber (artikel 2, stk. 4, i forordning (EU) nr. 549/2013). Efter at have foretaget passende høringer af medlemsstaterne har Kommissionen besluttet ikke at ændre metoden til beregning og allokering af FISIM.

    a)    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1342 om ændring af metoden til aktivitetstilknyttet produktklassifikation blev anset for nødvendig som følge af revisionen af den aktivitetstilknyttede produktklassifikation ("CPA"), der er omhandlet i ENS 2010.

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 451/2008 5 , ved hvilken der blev oprettet en aktivitetstilknyttet produktklassifikation ("CPA 2008"), blev vedtaget for at afspejle EU's statistiske krav. Forordningen blev ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1209/2014 6 (om oprettelse af "CPA 2.1") for at bevare sammenligneligheden og overensstemmelsen med produktklassifikationsstandarder, der anvendes på internationalt niveau, dvs. efter ajourføringen af De Forenede Nationers centrale produktnomenklatur ("CPC Ver.2").

    Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1342 blev der indført en række ændringer i bilag A til forordning (EU) nr. 549/2013. Navnlig blev udtrykkene "CPA rev. 2" og "CPA 2008" ændret til udtrykket "CPA". Derudover blev en række bestemmelser bragt i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1209/2014 i bilag 7.1 om en oversigt over de enkelte kategorier af aktiver og kapitel 23 om klassifikationssystemet.

    Med disse ændringer blev der ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1342 sikret en harmoniseret fortolkning og international sammenlignelighed af statistiske standarder.

    Kommissionen gennemførte høringer, også på ekspertniveau, under det forberedende arbejde med den delegerede retsakt. De hørte parter omfattede lederne af afdelingerne for makroøkonomisk statistik i de nationale statistiske kontorer, som diskuterede udkastet til den delegerede retsakt på deres møde den 17.-18. december 2014, og Udvalget for det Europæiske Statistiske System, som holdt møde den 12. februar 2015.

    På grundlag af disse høringer kunne Kommissionen bekræfte, at Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1342:

    ·ikke ændrede de underliggende begreber i ENS 2010

    ·ikke krævede yderligere ressourcer til producenter af statistikker

    ·ikke medførte en ændring i EU's egne indtægter.

    Kommissionen vedtog den delegerede forordning (EU) 2015/1342 den 22. april 2015 og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet. Hverken Europa-Parlamentet eller Rådet gjorde indsigelse mod den delegerede forordning inden for fristen på tre måneder. Den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 4. august 2015 og trådte i kraft den 24. august 2015.

    b)    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1365 om formatet for fremsendelse af data om forsknings- og udviklingsudgifter, der registreres som faste bruttoinvesteringer, blev anset for nødvendig for at sikre pålideligheden og sammenligneligheden af medlemsstaternes ENS 2010-data om forskning og udvikling.

    På grund af forsknings og udviklings betydning for økonomien er der blevet udviklet yderligere metoder og harmoniserede og sammenlignelige formater for fremsendelse af forsknings- og udviklingsdata inden for det europæiske statistiske system.

    Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1365 fastsættes det format, hvori nationalregnskabernes data om forsknings- og udviklingsudgifter skal fremsendes af medlemsstaterne til Kommissionen (Eurostat) for at sikre disse datas pålidelighed og sammenlignelighed. Medlemsstaterne skal anvende følgende format:

    a) AN.1171g, forsknings- og udviklingsaktiver, brutto

    b) AN.1171n, forsknings- og udviklingsaktiver, netto

    c) P.51g, AN.1171, faste bruttoinvesteringer inden for forskning og udvikling.

    Disse krav finder anvendelse på data, der fremsendes fra den 1. august 2015.

    I forbindelse med Kommissionens første delegerede forordning om samme emne, som blev vedtaget i 2014, gennemførte Kommissionen høringer, bl.a. på ekspertniveau, under det forberedende arbejde. De hørte parter omfattede lederne af afdelingerne for makroøkonomisk statistik i de nationale statistiske kontorer, som diskuterede udkastet til den delegerede retsakt på deres møde den 12.-13. december 2013, og Udvalget for Det Europæiske Statistiske System, som afgav sin udtalelse ved skriftlig procedure den 11. marts 2014.

    Den 12. august 2014 vedtog Kommissionen den delegerede forordning og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet.

    Den 12. september 2014 opfordrede Rådets Statistikgruppe Rådets Juridiske Tjeneste til at give en vurdering af, hvorvidt indholdet af den delegerede forordning svarer til delegationen af beføjelser i artikel 2, stk. 5, i forordning (EU) nr. 549/2013. Rådets Juridiske Tjeneste afgav sin udtalelse den 25. september 2014 og konkluderede, at den delegerede retsakt delvis overskrider de beføjelser, som lovgiveren har givet Kommissionen.

    Den 7. november 2014 bekræftede Rådet sin hensigt om at gøre indsigelse mod den delegerede retsakt og underrettede Kommissionen og Europa-Parlamentet herom.

    Der blev derfor udarbejdet en ny delegeret retsakt for at tage hensyn til Rådets indsigelse.

    Kommissionen gennemførte yderligere høringer af nationale eksperter om det nye forslag. De hørte parter omfattede Arbejdsgruppen vedrørende Nationalregnskaber den 25.-26. november 2014, lederne af afdelingerne for makroøkonomisk statistik i de nationale statistiske kontorer den 17.-18. december 2014 og Udvalget for det Europæiske Statistiske System den 12. februar 2015.

    Som følge af høringerne kunne Kommissionen sikre, at der blev opnået et tilstrækkeligt niveau af tillid til pålideligheden og sammenligneligheden af de forsknings- og udviklingsdata, der registreres som faste bruttoinvesteringer, og at indholdet af den delegerede forordning ikke medfører en væsentlig yderligere administrativ byrde for medlemsstaterne og respondenterne.

    Den 30. april 2015 vedtog Kommissionen den delegerede forordning og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet herom. Hverken Europa-Parlamentet eller Rådet gjorde indsigelse mod den delegerede forordning inden for fristen på tre måneder. Den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 8. august 2015 og trådte i kraft den 28. august 2015.

    4.    KONKLUSION

    Kommissionen har udøvet sine delegerede beføjelser korrekt. Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage rapporten til efterretning.

    (1)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 af 21. maj 2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union (EUT L 174 af 26.6.2013, s. 1).

    (2)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1101/2008 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor, Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker og Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program (EUT L 87 af 31.3.2009, s. 164).

    (3)

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1342 af 22. april 2015 om ændring af metoden til aktivitetstilknyttet produktklassifikation som anført i bilag A til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 (EUT L 207 af 4.8.2015, s. 35).

    (4)

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1365 af 30. april 2015 om formatet for fremsendelse af data om forsknings- og udviklingsudgifter (EUT L 211 af 8.8.2015, s. 1).

    (5)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 451/2008 af 23. april 2008 om oprettelse af en ny statistisk aktivitetstilknyttet produktklassifikation (CPA) og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3696/93 (EUT L 145 af 4.6.2008, s. 65).

    (6)

    Kommissionens forordning (EU) nr. 1209/2014 af 29. oktober 2014 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 451/2008 om oprettelse af en ny statistisk aktivitetstilknyttet produktklassifikation (CPA) og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3696/93 (EUT L 336 af 22.11.2014, s. 1).

    Top