Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017DC0317

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om udgifter under EGFL Alarmsystemet nr. 4-5/2017

COM/2017/0317 final

Bruxelles, den 7.6.2017

COM(2017) 317 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udgifter under

EGFL Alarmsystemet nr. 4-5/2017


INDHOLDSFORTEGNELSE

1.Indledning

2.Formålsbestemte indtægter til EGFL

3.Bemærkninger angående den foreløbige gennemførelse af EGFL-budgettet for 2017

4.Forbrug af formålsbestemte indtægter til EGFL

5.Konklusioner

Bilag 1:

Foreløbigt forbrug af EGFL-bevillinger pr. 31. marts 2017

1.Indledning

Denne rapport er en ajourføring af gennemførelsen af 2017-budgettet for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) i perioden 16. oktober 2016 til 31. marts 2017. Tabellen i bilaget viser den faktiske gennemførelse af budgettet sammenholdt med den forventede udgiftsprofil for det tidlige alarmsystem, der blev indført i henhold til artikel 28 i Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013. Nedenfor findes korte bemærkninger til de budgetartikler, der udviser de største forskelle mellem den faktiske og den forventede gennemførelse af 2017-budgettet.

2.Formålsbestemte indtægter til EGFL

På grundlag af bestemmelserne i artikel 43 i forordning (EU) nr. 1306/2013 betragtes indtægter fra finansielle korrektioner i henhold til beslutninger om efterprøvende regnskabsafslutning og indtægter fra uregelmæssigheder i 2017 som formålsbestemte indtægter, der skal anvendes til finansiering af EGFL-udgifter.

I henhold til disse bestemmelser kan formålsbestemte indtægter anvendes til finansiering af alle former for EGFL-udgifter. Hvis ikke alle disse indtægter anvendes i regnskabsåret, vil de automatisk blive fremført til det følgende regnskabsår 1 .

EGFL's budget for 2017 omfatter:

·Kommissionens seneste skøn over finansieringsbehovene til markedsforanstaltninger og direkte betalinger

·skønnene over de formålsbestemte indtægter, der vil blive opkrævet i løbet af regnskabsåret

·fremførslen af saldoen af formålsbestemte indtægter, der er til rådighed fra det foregående regnskabsår.

I sit forslag til EGFL-budgetbevillingerne for 2017 tog Kommissionen hensyn til de forventede samlede formålsbestemte indtægter og anmodede for budgetforslaget for 2017 om et bevillingsniveau, der er beregnet ved at trække de anslåede formålsbestemte indtægter fra det anslåede behov. Budgetmyndigheden vedtog EGFL-budgettet under hensyntagen til de forventede formålsbestemte indtægter.

Ved opstillingen af budgettet for 2017 anslog Kommissionen de disponible formålsbestemte indtægter til 2 732 mio. EUR, bestående af:

·de formålsbestemte indtægter, der forventedes genereret i løbet af regnskabsåret 2017, som blev anslået til 1 430 mio. EUR (1 278 mio. EUR fra korrektioner i forbindelse med efterprøvende regnskabsafslutning og 152 mio. EUR fra uregelmæssigheder)

·de formålsbestemte indtægter, der skal fremføres fra 2016 til 2017, og som blev anslået til 1 302 mio. EUR.

Kommissionen afsatte disse anslåede indtægter på 2 732 mio. EUR til følgende ordninger:

·400 mio. EUR til driftsfondene for producentorganisationer i sektoren for frugt og grøntsager

·2 332 mio. EUR til grundbetalingsordningen.

Summen af de vedtagne bevillinger og de formålsbestemte indtægter til disse ordninger svarer til:

·855 mio. EUR til driftsfondene for producentorganisationer i sektoren for frugt og grøntsager

·17 628 mio. EUR til grundbetalingsordningen.

I bilaget, hvori der redegøres for den foreløbige gennemførelse af 2017-budgettet frem til den 31. marts 2017, tages der i budgetbevillingerne på artikelniveau for frugt og grøntsager og for afkoblede direkte betalinger ikke hensyn til ovennævnte formålsbestemte indtægter. De viser vedtagne bevillinger for disse artikler, som beløber sig til 661,5 mio. EUR og 33 191,8 mio. EUR.

Sammen med de indtægter, der er afsat til disse artikler, er det samlede beløb, der er afsat i budgettet for 2017 på 1 061,5 mio. EUR for frugt og grøntsager og 35 523,8 mio. EUR for afkoblede direkte betalinger.

3.Bemærkninger angående den foreløbige gennemførelse af EGFL-budgettet for 2017

3.1.Markedsforanstaltninger

Udnyttelsen af bevillinger til interventioner på landbrugsmarkederne var 73,0 mio. EUR højere end forventet. Når der tages hensyn til de formålsbestemte indtægter på 400 mio. EUR, der er afsat til ordningen for frugt og grøntsager, er resultatet et begrænset underforbrug på 39,6 mio. EUR i forhold til den anslåede udgiftsprofil.

3.1.1.Frugt og grøntsager (+ 59,5 mio. EUR)

Overskridelsen af udgiftsprofilen på 59,5 mio. EUR udlignes, når der tages hensyn til de formålsbestemte indtægter til denne sektor, hvilket resulterer i en forskel på 53,1 mio. EUR (jf. fodnote (*) i bilaget). Udgifterne svarer dog til udgifterne i de tidligere år til skolefrugtordningen og skolegrøntsagsordningen og til støtte til producentorganisationer. Den lille afvigelse fra udgiftsprofilen er ikke overraskende, eftersom støtten til producentsammenslutninger udfases, og der kan ikke foretages et pålideligt skøn af den hastighed, hvormed budgetbevillingerne til aktuelle ekstraordinære foranstaltninger vil blive udnyttet.

3.1.2.Produkter fra vinsektoren (+ 27,8 mio. EUR)

Medlemsstaterne har fremskyndet gennemførelseshastigheden i forbindelse med støtteprogrammerne for vinsektoren i løbet af de seneste to måneder, især for salgsfremstød, omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer og investeringsforanstaltninger.

3.1.3.Mælk og mejeriprodukter (- 24,9 mio. EUR)

En vigtig faktor i gennemførelsesgraden under denne artikel er gennemførelse af den ekstraordinære tilpasningsstøtte til husdyrsektorerne 2 . Et beløb på 350 mio. EUR i bevillinger til denne støtteordning er blevet opført under budgetpost 05 02 12 99 – Andre foranstaltninger (mælk og mejeriprodukter). Eftersom medlemsstaterne kan tildele støtten til producenter i alle husdyrsektorer, er udnyttelsen af bevillingerne i denne artikel dog lavere end budgetteret.

For så vidt angår anvendelsen af den nævnte ordning samt af ordningen til reduktion af mælkeproduktionen (anslået til 150 mio. EUR), var udgiftsoverslagene i forbrugsprofilen ligeligt fordelt over støtteberettigelsesperioden frem til den 30. september 2017.

3.1.4.Svinekød, æg og fjerkræ, biavl og andre animalske produkter (+ 11,9 mio. EUR)

Overforbruget i forhold til profilen skyldes hovedsagelig den ekstraordinære tilpasningsstøtte, der er nævnt i punkt 3.1.3 ovenfor, som betyder, at udgifterne til den tilsvarende støtte i svinekødssektoren er anmeldt under denne artikel, mens de samlede budgetbevillinger opføres i artikel 05 02 12 – Mælk og mejeriprodukter. Der er derfor sket en overudnyttelse af de vedtagne bevillinger til denne artikel, der dækkes af overførsler af bevillinger fra budgetartikel 05 02 12.

3.2.Direkte betalinger

Udnyttelsen af bevillingerne til direkte betalinger var 1 466,3 mio. EUR lavere end forbrugsprofilen. Der var et underforbrug på ca. 3,5 mia. EUR i forhold til de formålsbestemte indtægter for dette budgetkapitel (se også punkt 2 ovenfor). Det skal dog bemærkes, at forbruget på 30,7 mia. EUR pr. 31. marts 2017 i virkeligheden er en væsentlig forbedring i forhold til forbruget på 24.4 mia. EUR på samme tidspunkt sidste år, som var det første år, hvor ordningerne for direkte betalinger, der blev aftalt i reformen af den fælles landbrugspolitik i 2013, blev gennemført.

Gennemførelsen af direkte betalinger for forskellige ordninger er klart forbedret i forhold til situationen på samme tidspunkt i regnskabsåret 2016.

3.2.1.Afkoblede direkte betalinger (- 1 937,8 mio. EUR)

Forbruget i forhold til budgetbevillingerne er ikke helt retvisende på grund af de formålsbestemte indtægter til grundbetalingsordningen (se også punkt 2 ovenfor). Under hensyntagen til de formålsbestemte indtægter halter betalingerne på 3 990,8 mio. EUR efter gennemførelsesprofilen (jf. fodnote (*) i bilaget), hvilket dog er betydeligt bedre end på samme tidspunkt i regnskabsåret 2016 (en forskel på 9 641,7 mio. EUR).

Kommissionen undersøger på månedsbasis medlemsstaternes gennemførelsesniveauer og udgiftsprognoser. På nuværende tidspunkt anses forskellen for at være midlertidig, og forsinkelsen i gennemførelsen af afkoblede direkte betalinger bør nedbringes inden regnskabsårets afslutning.

3.2.2.Andre direkte betalinger (+ 471,5 mio. EUR)

Det nuværende gennemførelsesniveau, som ligger over forbrugsprofilen, skyldes hovedsagelig flere medlemsstaters fremskyndede gennemførelse af frivillige koblede støtteforanstaltninger og en enkelt medlemsstats betaling af et betydeligt beløb for bomuld.

4.Forbrug af formålsbestemte indtægter til EGFL

Tabellen i bilaget viser, at formålsbestemte indtægter på 626,5 mio. EUR var blevet opkrævet pr. ultimo marts 2017. Der er navnlig tale om følgende:

·Indtægterne fra korrektioner fra regnskabsafslutningen og den efterprøvende regnskabsafslutning beløb sig til 560,8 mio. EUR, og der forventes stadig at indgå yderligere beløb inden regnskabsårets afslutning.

·Indtægterne fra uregelmæssigheder beløb sig til ca. 63,4 mio. EUR, og der forventes at indgå yderligere beløb inden regnskabsårets afslutning.

·Tilbageværende indtægter fra mælkeafgiften svarende til 2,3 mio. EUR.

De formålsbestemte indtægter, der blev fremført fra 2016 til 2017, beløb sig til 1 304 mio. EUR.

Som følge heraf var de samlede formålsbestemte indtægter, der var til rådighed den 31. marts 2017 til finansiering af udgifter under EGFL, på 1 930,5 mio. EUR, og yderligere beløb forventes at indgå i løbet af regnskabsåret.

5.Konklusioner

Det foreløbige forbrug af EGFL-budgetbevillinger i 2017 for perioden indtil den 31. marts 2017 viser, at de månedlige udbetalinger til medlemsstaterne er 1 409,2 mio. EUR lavere end den beregnede forbrugsprofil. Forskellen er imidlertid blevet betydelig mindre i forhold til situationen pr. 31. januar 2017.

1 930,5 mio. EUR af de formålsbestemte indtægter er allerede til rådighed, og yderligere beløb forventes at indgå i løbet af regnskabsåret.

På nuværende tidspunkt forventer Kommissionen, at udnyttelsen af bevillingerne til markedsrelaterede udgifter og direkte betalinger stiger i de kommende måneder, især for visse medlemsstater, og at alle direkte betalinger vil blive gennemført, som oprindeligt forventet, da budgettet for 2017 blev opstillet. Endvidere mener Kommissionen, at de formålsbestemte indtægter, der vil være til rådighed ved årets afslutning, vil være tilstrækkelige til at dække både driftsfondene for producentorganisationer i sektoren for frugt og grøntsager samt grundbetalingsordningen.

(1)

   I artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget bestemmes det, at interne formålsbestemte indtægter kun kan fremføres for ét år. Af hensyn til en forsvarlig budgetforvaltning anvendes disse formålsbestemte indtægter generelt før eventuelle vedtagne bevillinger for den pågældende budgetartikel.

(2)

     Mælk og mejeriprodukter samt okse-, kalve-, svine-, fåre- og gedekødssektorerne.

Top

Bruxelles, den 7.6.2017

COM(2017) 317 final

BILAG

til

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udgifter under EGFL

Alarmsystemet nr. 4-5/2017


Top