Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017DC0313

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Årlig rapport om gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige i 2016

COM/2017/0313 final

Bruxelles, den 12.6.2017

COM(2017) 313 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Årlig rapport om gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige i 2016


I. Indledning

Som fastsat i Lissabontraktaten 1 har EU i 2014 oprettet initiativet EU-bistandsfrivillige (EUAV) 2 . Initiativet tager sigte på at styrke EU's evne til at yde behovsbaseret humanitær bistand og på at styrke kapaciteten og modstandsdygtigheden i sårbare eller katastroferamte samfund i tredjelande. Samtidig giver det de europæiske borgere mulighed for at udvise solidaritet med mennesker i nød ved at deltage i humanitære indsatser i disse lande. 

I artikel 27 i forordning (EU) nr. 375/2014 fastsættes det, at Kommissionen skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet årlige rapporter om de opnåede fremskridt med gennemførelsen af forordningen.

Initiativet blev iværksat i 2016, hvor de første frivillige blev uddannet og udsendt til lande uden for EU. Dette er den tredje årlige rapport om de vigtigste aktiviteter og resultater i forbindelse med gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige 3 .

Rapporten bygger på data, som indsamles og analyseres i overensstemmelse med en ramme for overvågning af gennemførelsen af initiativets foranstaltninger. Rammen er fastlagt og godkendt af Kommissionen i samarbejde med Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA), som er ansvarligt for administrationen af de fleste af initiativets foranstaltninger.

II. Mål og prioriteter

Aktiviteterne byggede på det årlige arbejdsprogram for gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige i 2016, som Kommissionen 4 vedtog i overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, i forordning (EU) nr. 375/2014 og artikel 84, stk. 2, i finansforordningen 5 . Der blev sat 16 885 000 EUR af på budgettet til at gennemføre initiativet, som skulle bidrage til at:

·styrke modstandsdygtigheden og katastroferisikostyringen i sårbare, skrøbelige eller katastroferamte lande og glemte kriser

·udvælge, uddanne og udsende frivillige

·styrke kapaciteten hos organisationer, der er værter for frivillige i tredjelande, og yde teknisk bistand til organisationer, som er etableret i EU-medlemsstater, og som sender frivillige til udlandet

·certificere udsendelses- og værtsorganisationer

·etablere platformen for EU-bistandsfrivillige og diverse kommunikationsaktiviteter

·gennemføre uddannelsesprogrammet for kandidater, finansieret i henhold til arbejdsprogrammet for 2015.

III. Aktiviteter gennemført i 2016

Foranstaltningerne, der er beskrevet i afsnit 1-5 nedenfor, delegeres til og gennemføres af EACEA i samarbejde med Kommissionen 6 .

EACEA er ansvarligt for indkaldelse af forslag, indkaldelse af tilbud, kontraktforvaltning og gennemførelse af de tilsvarende budgetbevillinger i overensstemmelse med de årlige arbejdsprogrammer, som Kommissionen vedtager. For så vidt angår den operationelle forvaltning, er Kommissionen direkte ansvarlig for oprettelsen af netværket for partnere og frivillige, onlineplatformen og kommunikationen.

1.Certificering

Alle organisationer, der ønsker at sende eller være vært for frivillige i forbindelse med initiativet EU-bistandsfrivillige, skal certificeres 7 . Certificeringen af udsendelses- og værtsorganisationer begyndte i 2015 og fortsatte i 2016. Med certificeringen bekræftes det, at de strenge standarder og effektive procedurer for volontørforvaltning, der er fastsat for at beskytte og forvalte frivillige under deres udsendelse i henhold til initiativet EU-bistandsfrivillige, kan opnås fuldt ud af alle deltagende organisationer 8 .

Formålet med den indkaldelse af ansøgninger, der blev offentliggjort i januar 2015, var at opstille en liste over 100 certificerede udsendelses- og værtsorganisationer, der ønsker at deltage i initiativet EU-bistandsfrivillige. Ved udgangen af 2016 var 82 organisationer blevet certificeret – 23 udsendelsesorganisationer og 59 værtsorganisationer 9 . Én ansøgning blev afvist. Evalueringen af ni yderligere ansøgninger, der blev indgivet i 2016, bliver afsluttet i 2017.

Der modtages fortsat ansøgninger om certificering frem til 30. september 2020. Processen bliver således regelmæssigt overvåget og forbedret på baggrund af interessenternes erfaringer. Som opfølgning på dialogen med deltagerne i initiativet EU-bistandsfrivillige og deres regelmæssige feedback er processen blevet forenklet. De elektroniske formularer til indgivelse af ansøgninger er gjort mere brugervenlige og klare, og de er tilgængelige på tre sprog (engelsk, fransk og spansk).

2.Teknisk bistand/kapacitetsopbygning

Initiativet EU-bistandsfrivillige rummer muligheder for kapacitetsopbygning i værtsorganisationer og teknisk bistand til sendeorganisationer 10 . Formålet er at styrke kapaciteten i de organisationer, der gerne vil deltage i initiativet, og sikre, at de overholder de standarder og procedurer, der er fastlagt for initiativet EU-bistandsfrivillige. Den 30. april 2016 11 blev der offentliggjort en forslagsindkaldelse (EACEA/27/2016) med et samlet budget på 7 960 000 EUR til medfinansiering af kapacitetsopbygningsprojekter i værtsorganisationer og teknisk bistand til sendeorganisationer på forskellige områder såsom:

·katastroferisikostyring

·volontørforvaltning

·kapacitet til at blive certificeret

·værktøjer og metoder til behovsvurdering

·opbygning af partnerskaber

·kommunikationsaktiviteter.

Pr. 4. juli 2016 (ansøgningsfristen) var der indsendt otte ansøgninger. Fem projekter (tre om teknisk bistand og to om kapacitetsopbygning) med i alt 39 gennemførelsespartnere blev udvalgt til medfinansiering gennem et EU-tilskud på i alt 2 845 689 EUR 12 .

Projekterne om teknisk bistand til organisationer med hjemsted i EU er koncentreret om at styrke og forbedre disse organisationers procedurer, praksisser for volontørforvaltning og kapacitet til at blive certificeret. Partnerskabs- og allianceopbygning blandt organisationer er tydeligvis et indsatsområde, hvor organisationerne ønsker udvikling.

Andre områder, som organisationerne ønsker at styrke, er fastlæggelsen af standarder for ledelse af partnerskaber, behovsvurderinger, programforvaltning og frivilligt arbejde på lokalt niveau. Projekterne til udvikling af kompetencer og kapacitet hos organisationer med hjemsted i tredjelande er ligeledes koncentreret om partnerskabsopbygning og alliancedannelse. Ved at opbygge tætte partnerskaber under projekterne kan partnerne iværksætte nye fælles projekter under initiativet EU-bistandsfrivillige, ikke mindst udsendelsesaktiviteter. De vil fungere som ambassadører inden for deres respektive netværk og bidrage til at forbedre bedste praksis i henhold til EU-standarder.

Casestudie: Projektet "More and Better EU Aid Volunteers" (flere og bedre EU-bistandsfrivillige) ledes af GVC (Italien) og gennemføres af otte partnerorganisationer fra otte forskellige lande: Spanien, Portugal, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Slovenien, Ungarn og et medlem fra Italien. Projektet tager sigte på at styrke nuværende og kommende sendeorganisationers kapacitet til at udføre humanitære bistandsaktiviteter, deltage i initiativet EU-bistandsfrivillige samt forstå og anvende de standarder og procedurer, der kræves for at blive en sendeorganisation.

Casestudie: De EU-bistandsfrivilliges kapacitetsopbygningsprojekt, som kaldes "Reinforcement and Sustainability in Humanitarian Volunteering Management" (HVM) (styrkelse og bæredygtighed inden for humanitær voluntørforvaltning) tager sigte på at styrke partnerne fra Balkanlandene, Kaukasus og Maghreblandene på forskellige områder, som er knyttet til humanitær frivilligledelse.

Sammen med de 10 projekter, der blev udvalgt til finansiering i 2015, og som omfatter 88 partnere, er der nu 15 projekter i alt, som er i drift i 2016. I alt 44 organisationer (med projekter om teknisk bistand) og 85 organisationer (med projekter om kapacitetsopbygning) er med i disse projekter for at styrke deres ledelses- og driftssystemer og arbejde sammen om at gennemføre bedste praksis inden for levering af humanitær bistand og volontørforvaltning.

Fra foråret 2017 vil de første projekter, hvis aktiviteter startede i 2015, afslutte deres aktiviteter. Projekterne kører efter de generelle overordnede arbejdsprogrammer, og der meldes ikke om nogen væsentlige forsinkelser.

Organisationer involveret i:

Kapacitetsopbygning

Kapacitetsopbygning og teknisk bistand (EU-lande) eller kapacitetsopbygning og udsendelse (tredjelande)

Kun teknisk bistand

Kun udsendelse

3.Udsendelse

Udsendelse af frivillige er en af de primære aktiviteter i initiativet EU-bistandsfrivillige. Formålet er at udvælge, forberede og udsende junior- og seniorfrivillige, som kan bidrage til opbygningen af EU's kapacitet til at yde behovsbaseret humanitær bistand og styrke kapaciteten og modstandsdygtigheden i sårbare og katastroferamte samfund i tredjelande.

To udsendelsesprojekter, som blev udvalgt til finansiering i forbindelse med forslagsindkaldelsen i 2015, var i drift i 2016. De blev gennemført af grupper af sende- og værtsorganisationer 13 . I disse projekter blev 44 frivillige udvalgt og oplært, og de første udsendelser startede i december 2016. EU-bistandsfrivillige deltager i projekter i 13 lande uden for EU: Angola, Bolivia, Cambodja, Ecuador, Haiti, Jordan, Libanon, Malawi, Nicaragua, Senegal, Sierra Leone, Tunesien og Tyrkiet. Disse frivillige har forskellige profiler og arbejder inden for forskellige områder. F.eks. hjælper de deres værtsorganisation med hensyn til projektledelse, fødevaresikkerhed og ernæring, kommunikation, logistik, byområders robusthed, kønsaspekter og katastroferisikostyring.

Den 17. marts 2016 14 blev der offentliggjort en forslagsindkaldelse (EACEA/14/2016) med et samlet budget på 8 400 000 EUR til medfinansiering af projekter vedrørende udsendelse af EU-bistandsfrivillige, herunder praktikforløb til juniormedarbejdere og kapacitetsopbygning og/eller teknisk bistand til de organisationer, som gennemfører initiativet. Forslagsindkaldelsen omfattede to runder med to frister (17. maj og 1. september 2016). Fire projekter, som omfattede 71 partnere, blev udvalgt til medfinansiering gennem et EU-tilskud på i alt 4 920 356 EUR 15 . I disse projekter vil 162 frivillige blive udsendt til tredjelande i 2017 og 2018.

Udsendelse af EU-bistandsfrivillige i 2016

EU's partnerlande

Udsendelseslande

4.Eksterne evalueringseksperter

I det årlige arbejdsprogram for 2016 er der taget højde for finansiering til at støtte håndteringen af forslagsindkaldelser i forbindelse med certificering, udsendelse, teknisk bistand og kapacitetsopbygning. Alle modtagne ansøgninger, som opfylder kriterierne, underkastes en uafhængig ekstern evaluering, der hjælper med at træffe beslutning om, hvorvidt der skal gives certificering eller ej, og med at udvælge projekter til finansiering.

 

Hvert år nedsættes der en ekspertgruppe, hvor mindst 35 % af evalueringseksperterne er nye. Alle evalueringseksperter udvælges efter en gennemgang af deres curriculum vitae, hvor der tages højde for:

·uddannelsesniveau og -område

·erhvervserfaring med humanitær bistand

·tidligere arbejde som evalueringsekspert

·sprogkundskaber.

Alle eksperter i gruppen orienteres om programmet, evalueringsprocessen og evalueringsredskaberne, og en eksperthåndbog guider dem igennem processen. 68 ansøgninger om certificering, udsendelse, projekter om kapacitetsopbygning og teknisk bistand er blevet evalueret af 18 eksperter.

EACEA har iværksat en åben indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på at oprette en database over evalueringseksperter med et højt niveau af ekspertise i EACEA-programmer. En sådan database ville bidrage til at fremskynde nedsættelsen af den årlige ekspertgruppe.

5.Uddannelsesprogram

I maj 2016 blev der indgået en aftale om uddannelse af kandidater med et konsortium bestående af ICF Consulting Services Ltd (ICF) og MDF Training and Consultancy BV (MDF) samt med Punto.sud, Gesellschaft fur Organisation, Planung und Ausbildung mbH Consulting (GOPA), B&S Europe, Austrian Study Centre for Peace and Conflict Resolution (ASPR) og Scuola Superiore Sant’Anna (SSSUP). 97 kandidater blev uddannet i fire grupper i oktober og november/december 2016 i Pisa. Antallet af uddannede kandidater var højere end det planlagte antal frivillige, der skulle udsendes, for at imødegå et eventuelt frafald og eventuelle kandidater, der blev anset for uegnede til udsendelse efter uddannelsesvurderingen, og for at sikre en vellykket og rettidig udrulning af udsendelsesprojekterne.

Uddannelsesprogrammet for EU-bistandsfrivillige bygger på en kompetenceramme, som er fastlagt i delegeret forordning nr. 1398/2014. Det foregår via en kombineret læringstilgang, som er baseret på:

·20 timers onlineundervisning som led i en indledende undervisningsperiode

·9-12 dages klasseundervisningsmoduler med fysisk undervisning, bestående af obligatoriske og valgfrie undervisningsmoduler

·en scenariebaseret praktisk øvelse 16 .

Uddannelsen omfattede de obligatoriske moduler 1-7 og de valgfrie moduler 8, 9 og 12. Feedbacken fra de uddannede frivillige var meget positiv med en evalueringsscore, der lå på 8,5 ud af 10. Detaljeret feedback fra de frivillige og underviserne om hvert enkelt undervisningsmodul vil gøre det muligt at finpudse nogle af modulerne yderligere med henblik på en løbende forbedring af denne vigtige del af initiativet EU-bistandsfrivillige.

6.Støtteforanstaltninger

Det beløb, der var sat af i 2016 til støtteforanstaltninger i form af information og bevidstgørelse blandt potentielle støttemodtagere samt udvikling af platformen for EU-bistandsfrivillige, var 417 015 EUR.

Ved hjælp af disse foranstaltninger blev relevante deltagere informeret om mulighederne for at blive involveret i initiativet, og initiativets platform og database, onlinetilmeldingen for frivillige samt netværket for partnere og frivillige i initiativet EU-bistandsfrivillige blev udviklet yderligere.

Kommissionen fortsatte med at indhente interessenternes input til initiativet. F.eks. afholdt den en rundbordsdiskussion om ansøgningsprocessen i januar 2016. De involverede organisationer gav feedback om de udfordringer, de var stødt på, da de ansøgte om certificering eller indsendte forslag om udsendelse, kapacitetsopbygning og teknisk bistand. Der blev stillet forslag til mulige løsninger og forbedringer med henblik på en gnidningsløs og effektiv deltagelse.

Desuden afholdt Kommissionen informationsarrangementer for organisationerne om de tilgængelige finansieringsmuligheder i initiativet EU-bistandsfrivillige. Der blev afholdt to "infodage" om forslagsindkaldelsen i forbindelse med udsendelse, certificeringen af sende- og værtsorganisationer samt kapacitetsopbygning og teknisk bistand den 5. april og den 1. juni 2016 i GD ECHO's lokaler. Begge arrangementer blev webstreamet, så de organisationer, der ikke var med, kunne følge præsentationerne og stille spørgsmål uden at være fysisk til stede.

Den 5. december 2016, som var den internationale dag for frivilligt arbejde, afholdt Kommissionen et informationsmøde med nyheder om den seneste udvikling med hensyn til EU-bistandsfrivillige og opfordrede organisationerne til at deltage. Ud over at indhente informationer havde organisationerne mulighed for at netværke og fremme kommende partnerskaber.

Initiativets udbredelse og rækkevidde blev bredere gennem deltagelsen i forskellige større begivenheder, såsom det humanitære verdenstopmøde (Istanbul, maj 2016), Det Europæiske Ungdomsarrangement i Europa-Parlamentet (Strasbourg, maj 2016), de europæiske udviklingsdage (Bruxelles, juni 2016) og AidEx-konferencen og -messen (Bruxelles, november 2016). Kommissionen aflagde adskillige besøg i medlemsstaterne, deltog i konferencer og afholdt bilaterale møder med organisationerne for at informere og opfordre potentielle partnere til at deltage i initiativet EU-bistandsfrivillige.

Der blev udarbejdet informationsmateriale, som opfordrede potentielle organisationer og frivillige til at deltage, og visse begivenheder, f.eks. uddannelsen af kandidater i Pisa, Italien, i november 2016, gav mulighed for at samle vidnesbyrd fra frivillige og andet kommunikationsmateriale.

Det vigtigste redskab, som muliggør arbejdet i netværket for partnere og frivillige 17 , er platformen for EU-bistandsfrivillige 18 . Den er udviklet af Kommissionen og blev taget i brug i sommeren 2016. Der er gradvist blevet indført forskellige funktioner og redskaber, f.eks. diskussionsfora, individuelle projekter, ledige stillinger, profiler for frivillige, fora til samspil mellem individuelle projekter osv. Platformen fungerer først og fremmest som et arbejdsmiljø for udvalgte projekter, certificerede organisationer og frivillige. Den giver dog også deltagerne og dem, der er interesseret i at deltage i fremtiden, nogle omfattende muligheder for et netværkssamarbejde. Kommende funktioner vil omfatte automatiske meddelelser og tilfredshedsundersøgelser.

IV. Konklusioner og det videre forløb

Gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige i 2016 var præget af følgende:

·påbegyndelsen af de første ti projekter om kapacitetsopbygning og teknisk bistand samt de første to projekter, der førte til, at de første EU-bistandsfrivillige blev udsendt

·de første ledige stillinger for frivillige blev offentliggjort

·den første uddannelse af frivillige og uddannelsesprogrammet blev gennemført

·den løbende certificeringsproces resulterede i, at 82 sende- og værtsorganisationer blev certificeret

·indførelsen af platformen for EU-bistandsfrivillige.

Selv om programmulighederne ikke blev udnyttet så hurtigt som forventet, bliver organisationerne mere og mere fortrolige med initiativet, og udnyttelsen af det er ved at blive bedre hos mange organisationer, som allerede gennemfører projekter og planlægger yderligere aktiviteter i fremtiden.

I 2017 vil initiativet fortsat give mulighed for, at flere værts- og sendeorganisationer kan nyde godt af projekter om kapacitetsopbygning og teknisk bistand, og at flere frivillige kan blive udsendt til tredjelande. Certificeringen af sende- og værtsorganisationer vil fortsat finde sted løbende, og platformen for EU-bistandsfrivillige vil blive vedligeholdt og udviklet yderligere. Endvidere forventes det, at de første onlinemuligheder for frivillige bliver offentliggjort i sommeren 2017.

Initiativet EU-bistandsfrivillige vil blive fremmet yderligere ved hjælp af informationskampagner. En aktiv informationskampagne vil tage sigte på at forbedre andelen af deltagende organisationer fra 2016 og øge antallet af finansierede projekter. Et netværkssamarbejde vil bidrage til partnerskabsopbygning og øge antallet af organisationer, som deltager i initiativet. Der blev afholdt en netværksworkshop for EU-bistandsfrivillige i februar 2017, hvor deltagerne i initiativet EU-bistandsfrivillige fik lejlighed til at møde organisationerne, tale med hinanden, udveksle erfaringer og opbygge nye partnerskaber.

Der er i øjeblikket en midtvejsevaluering af initiativet i gang, som foretages af uafhængige evalueringseksperter, sådan som det er foreskrevet i forordning nr. 375/2014.

I overensstemmelse med arbejdsprogrammet for 2017 19 vil et af de primære mål være at bidrage til opbygning af modstandsdygtighed og katastroferisikostyring i sårbare, skrøbelige eller katastroferamte lande og glemte kriser, herunder foranstaltninger i de efterfølgende faser af katastrofestyringscyklussen:

·katastrofeforebyggelse

·beredskab

·katastroferisikoreduktion

·genopretning efter naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer

·tidlig varsling.

Udsendelsen af EU-bistandsfrivillige til tredjelande med det formål at hjælpe lokalsamfundene med at forbedre deres modstandsdygtighed og katastrofeberedskab vil fortsat vise Kommissionens stærke politiske engagement i at styrke modstandsdygtigheden i disse lande. Disse aktiviteter vil bidrage til:

·at opbygge bedre forberedte, inklusive og stabile samfund

·at forbedre tjenesteydelser og muligheder

·at mindske risici

·at nedbringe lidelser og tab.

Der findes yderligere oplysninger om initiativet EU-bistandsfrivillige på nedenstående adresse: http://ec.europa.eu/echo/what/humanitarian-aid/eu-aid-volunteers_en  

(1)  Artikel 214, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde: "Der oprettes et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand, der kan danne ramme for europæiske unges fælles bidrag til Unionens humanitære bistandsaktiviteter. Europa-Parlamentet og Rådet fastsætter ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure statutten og de nærmere bestemmelser om funktionsmåden for et sådant korps."
(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 375/2014 af 3. april 2014 om oprettelse af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand ("initiativet EU-bistandsfrivillige"), EUT L 122 af 24.4.2014, s. 1. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1398/2014 af 24. oktober 2014 om fastsættelse af fælles regler for kandidater og EU-bistandsfrivillige, EUT L 373 af 31.12.2014, s. 8. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1244/2014 af 20. november 2014 om gennemførelsesbetingelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 375/2014 af 3. april 2014 om oprettelse af det frivillige korps for humanitær bistand ("initiativet EU-bistandsfrivillige"), EUT L 334 af 21.11.2014, s. 52.
(3)  Årlig rapport om gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige i 2014, COM(2015) 335 af 13.07.2015, og årlig rapport om gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige i 2015, COM(2016) 436 af 30.06.2016.
(4)  Commission Implementing Decision C(2015)9058 of 15.12.2015 concerning the adoption of the 2016 work programme and the financing for the implementation of the EU Aid Volunteers initiative.
(5)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002. EUT L 298 af 26.10.2012.
(6)

 Fordelingen af opgaver mellem Kommissionen og EACEA er baseret på Kommissionens afgørelse C(2013) 9189 af 18.12.2013 om delegation af beføjelser til Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur med henblik på udførelse af opgaver i forbindelse med gennemførelsen af EU-programmer vedrørende uddannelse, audiovisuelle medier og kultur, herunder navnlig anvendelsen af bevillinger, der er opført på Unionens almindelige budget, og EUF's bevillinger.

(7) Artikel 10 i forordning (EU) nr. 375/2014, artikel 32 og 33 i delegeret forordning (EU) nr. 1398/2014.
(8) https://eacea.ec.europa.eu/sites/eacea-site/files/certification-call-announcement-012115.pdf   
(9) http://eacea.ec.europa.eu/eu-aid-volunteers/selection-results/selection-results-certification-mechanism-for-sending-and-hosting-organisations_en
(10) Artikel 10 og 15 i forordning (EU) nr. 375/2014.
(11) EUT C 155 af 30.4.2016, s. 6.
(12) https://eacea.ec.europa.eu/sites/eacea-site/files/selection_results_2016_0.pdf   
(13)

 Den fuldstændige liste over deltagende organisationer pr. projekt: https://eacea.ec.europa.eu/sites/eacea-site/files/deployment.pdf

(14) EUT C 101 af 17.3.2016, s. 6.
(15) https://eacea.ec.europa.eu/sites/eacea-site/files/selection_results_euav_deployment_2016_2.pdf   
(16)  Bilag II til gennemførelsesforordning (EU) nr. 1244/2014.
(17)  Artikel 16 i forordning (EU) nr. 375/2014.
(18) https://webgate.ec.europa.eu/echo/eu-aid-volunteers_en  
(19) Commission Implementing Decision C(2016)8989 of 6.1.2017 concerning the adoption of the 2017 work programme of the EU Aid Volunteers initiative
Top