13.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 345/85

Ordfører:

Philip VON BROCKDORFF

Medordfører:

Christa SCHWENG

1.1.

EØSU er af den opfattelse, at forslaget til en ny forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger bør sigte mod at lette den frie bevægelighed for jobsøgende og arbejdstagere og ikke begrænse den. Grunden hertil er, at en bedre koordinering af de sociale sikringsordninger fremmer arbejdstagernes frie bevægelighed ved at skabe fordele for dem (udvikling af færdigheder og større tilpasningsevne) såvel som for arbejdsgiverne (en motiveret arbejdsstyrke med teknisk knowhow). Koordineringen gavner også økonomien som helhed ved at modvirke forskelle i arbejdsløsheden mellem EU's medlemsstater, fremme en mere effektiv fordeling af menneskelige ressourcer og bidrage til EU's økonomiske vækst og konkurrenceevne.

1.2.

Regler, som er velfungerende og rimelige for de borgere, som er mobile, men også for dem, som ikke er det, er vigtige faktorer for opnåelse af politisk accept af mobilitet. EØSU anfører, at målet med denne øvelse bør være at opnå en rimelig balance mellem hjemlande og værtslande.

1.3.

Hvad angår de vilkår, der gælder for borgere med ret til at »eksportere« ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, når de flytter til udlandet, mener EØSU, at de nye regler giver borgerne en bedre beskyttelse i grænseoverskridende situationer. EØSU pointerer dog, at de nye regler ikke indfører en ny ret til langtidspleje i alle medlemsstater, eftersom dette afhænger af, om den slags ydelser findes i værtslandet.

1.4.

EØSU bemærker, at forslaget om revision af forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger og direktivet om udstationering af arbejdstagere begge har betydning for arbejdskraftens mobilitet. Eftersom de to instrumenter tager fat i vidt forskellige problemstillinger, mener EØSU dog, at en henvisning i forslaget til forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger til definitioner i det foreslåede reviderede udstationeringsdirektiv i praksis vil skabe mindre juridisk klarhed.

1.5.

EØSU bemærker, at det foreslåede krav om, at en arbejdstager skal have arbejdet mindst tre måneder i værtsmedlemsstaten for at have ret til ydelser ved arbejdsløshed, vil forsinke »sammenlægningen af forsikringsperioder«, som giver ret til ydelser. Dette krav kan gøre reglerne mere rimelige for værtslandene, men kan også fratage lysten til mobilitet.

1.6.

EØSU er ikke overbevist om, at forslaget om at forlænge perioden for eksport af ydelser ved arbejdsløshed fra de nuværende 3 til mindst 6 måneder reelt vil give jobsøgende flere beskæftigelsesmuligheder, eftersom dette vil afhænge af situationen på arbejdsmarkedet, som er forskellig fra land til land.

1.7.

EØSU anfører, at større konvergens mellem ydelser, sammenlægning og aktivering vil hjælpe med til at forbedre og lette koordineringen af de sociale sikringsordninger. De offentlige arbejdsformidlinger bør også være bedre til at hjælpe mobile jobsøgende med at finde passende beskæftigelse.

1.8.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at vise større vilje til at give ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere mulighed for at bidrage på en forholdsmæssig måde og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling til en sygesikringsordning i værtsmedlemsstaten. Medlemsstaterne bør desuden overveje fordelene ved at tage imod mobile borgere generelt, også dem, som ikke er erhvervsaktive, men som på den ene eller den anden måde alligevel bidrager til økonomien (og den kulturelle mangfoldighed) i værtslandet.

1.9.

Endelig har EØSU den holdning, at intet i de foreslåede nye regler bør begrænse de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.1.

Da det grænseoverskridende arbejdsmarked er under stadig udvikling, og de sociale sikringsordninger er under forandring, er der et klart behov for at opdatere eller tilpasse de eksisterende regler. Dette er sammen med behovet for enklere og nemmere håndhævelsesmetoder udgangspunktet for de foreslåede ændringer, som Kommissionen har fremlagt i sin meddelelse af 13. december 2016.

2.2.

Formålet med dette forslag er at sikre, at reglerne er klare, retfærdige og mulige at håndhæve for at lette arbejdskraftens mobilitet. Arbejdstagernes frie bevægelighed er fortsat et af det indre markeds nøglekomponenter. De nationale myndigheder opfordres dog også til at bekæmpe misbrug og socialt bedrageri.

2.3.

De vigtigste foreslåede ændringer omhandler:

3.1.

De sociale sikringsordninger dækker typisk områder såsom sygdom, moder-/faderskab, familie, alder, arbejdsløshed og andre lignende ydelser og er udelukkende underlagt de nationale myndigheders ansvar. Det betyder, at den enkelte stat bærer ansvaret for udformningen af sin egen sociale sikringsordning. Derfor er de sociale sikringsydelser, som borgerne modtager rundt omkring i EU, meget forskellige både hvad angår de faktisk modtagne ydelser og den måde, hvorpå systemerne er organiseret.

3.2.

Det må efter EØSU's menig give anledning til alvorlig bekymring, at der er en stor præstationskløft mellem velfærdssystemerne i de forskellige EU-lande: de bedste systemer er med til at mindske fattigdomsrisikoen med 60 %, mens de mindst effektive nedbringer denne med under 15 %. EU-gennemsnittet er 35 % (1). Denne kløft er delvis skyld i de forskelligartede sociale forhold, som borgerne i EU lever under. Desto vigtigere er det, at EU's medlemsstater bliver enige om nogle principper for effektive og pålidelige socialsikringssystemer, således som EØSU har opfordret til i sine udtalelser om Principper for effektive og pålidelige socialsikringssystemer  (2) og om Den europæiske søjle for sociale rettigheder  (3). Fælles europæiske værdier og økonomisk udvikling forudsætter, at hver enkelt medlemsstat sikrer en mindsteindkomst, basale sundhedsydelser, passende sociale ydelser og deltagelse i samfundslivet. Dette kan være med til at styrke solidariteten i medlemsstaterne og desuden reducere makroøkonomiske ubalancer.

3.3.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er en af de fire grundlæggende friheder i Den Europæiske Union. EØSU mener, at denne frie bevægelighed bør fremmes mere effektivt og respekteres i dens forskellige dimensioner, for i praksis er der ikke nogen fri bevægelighed for arbejdstagerne, hvis de mobile borgeres og arbejdstageres sociale rettigheder ikke respekteres ud fra princippet om ligebehandling, som nævnt nedenfor. Koordineringen af de sociale sikringsordninger er én af disse dimensioner. Historien om dens gennemførelse er generelt en succeshistorie og har gennem de sidste tiår bidraget til, at mange millioner arbejdstagere, som har nydt godt heraf, nu er de bedste »ambassadører« for arbejdskraftens frie bevægelighed.

3.4.

For at lette arbejdstagernes og borgernes frie bevægelighed er bedre koordinering af de sociale sikringsordninger nødvendig for at give dem større klarhed over og sikkerhed for, hvilke ydelser, de er berettigede til. Til dette formål råder EU over regler på området til koordinering af de nationale sociale sikringsordninger. Disse regler afgør, hvilken medlemsstats sociale sikringsordning en borger eller en arbejdstager er dækket af. Reglerne har også til formål at undgå dobbeltdækning i grænseoverskridende situationer og skal samtidig sikre beskyttelse af personer, der arbejder i et andet land eller søger arbejde inden for EU.

3.5.

Det skal understreges, at de gældende regler drejer sig om koordinering og ikke harmonisering af de sociale sikringsordninger. Reglerne er indeholdt i forordning (EF) nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. 987/2009. EU-reglerne bygger på fire principper:

3.6.

Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. 987/2009 dækker enhver, som flytter til en anden medlemsstat for at tage permanent ophold eller arbejde eller studere i en begrænset periode. Dette omfatter også grænsearbejdere. Derudover kan personer, der søger arbejde i en anden medlemsstat, i en fastsat periode modtage ydelser ved arbejdsløshed fra deres egen medlemsstat, mens de søger arbejde.

4.1.

I 2015 boede omkring 11,3 mio. EU28-borgere i den erhvervsaktive alder (20-64 år) i en anden EU-medlemsstat. Heraf var 8,5 mio. i beskæftigelse eller jobsøgende (Tallene for begge aspekter varierer mellem medlemsstaterne.) Dette svarer til 3,7 % af EU's samlede erhvervsaktive befolkning. EU kunne tælle 1,3 millioner grænsearbejdere (som arbejder i en anden EU-medlemsstat end den, de bor i). Antallet af udstationerede arbejdstagere lå på omkring 1,92 millioner. Dette svarer til 0,7 % af den samlede EU-beskæftigelse med en gennemsnitlig udstationering på fire måneder.

4.2.

Koordineringen af de sociale sikringsordninger letter arbejdstagernes frie bevægelighed, idet arbejdstagerne og indirekte også arbejdsgiverne får ret til ydelser. Dermed forbedres økonomien som helhed, hvilket skaber vækst og konkurrenceevne. Den altovervejende del af de borgere, som er mobile i EU, ønsker at forbedre deres indkomst- og jobmuligheder.

4.3.

Ud fra et arbejdstagersynspunkt skaber retten til at arbejde i en anden medlemsstat ikke blot jobmuligheder, men understøtter også opnåelsen af nye færdigheder, styrker tilpasningsevnen og skaber merværdi for arbejdstageren selv gennem nye arbejdserfaringer. Derudover afhjælpes manglen på arbejdskraft og kvalifikationsgabet gennem arbejdstagernes bevægelighed. Mobilitet har også tendens til at bidrage til finansieringen af de offentlige tjenesteydelser i værtsmedlemsstaten og kan muligvis medvirke til at lette en del af den stigende skattebyrde og opveje de faldende bidrag fra en aldrende befolkning.

4.4.

Ud fra et makroøkonomisk synspunkt er arbejdskraftens mobilitet med til at udligne forskellene i arbejdsløshed EU-medlemsstaterne imellem og bidrager til en mere effektiv fordeling af de menneskelige ressourcer. Undersøgelser tyder ligeledes på, at mobiliteten inden for EU har spillet en væsentlig rolle for afværgelsen af yderligere ustabilitet i kølvandet på finanskrisen og recessionen.

4.5.

Arbejdskraftmobilitet kan, hvis den udøves på retfærdige vilkår, være til gavn for arbejdstagerne, virksomhederne og samfundet som helhed. Den kan være en fantastisk chance for personlig udfoldelse og økonomisk og social udvikling for borgere og arbejdstagere og bør derfor let kunne udøves. Det er vigtigt for den politiske accept af mobiliteten, at reglerne er velfungerende og retfærdige både for mobile borgere, men også for alle andre. Målet med dette bør være at opnå en retfærdig balance mellem destinations- og oprindelseslande.

4.6.

I lyset af ovennævnte har EØSU den holdning, at enhver foreslået ændring bør sigte mod at lette den frie bevægelighed for jobsøgende og arbejdstagere og ikke begrænse den. EØSU mener også, at reglerne om koordinering af sociale sikringsordninger bør lette adgangen til beskæftigelse for personer med andre kvalifikationer. Ligebehandling af arbejdstagere fra andre EU-lande og nationale arbejdstagere i forbindelse med aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger er nøglen til overvindelse af sociale kløfter.

5.1.

Hvad angår koordineringsordningen for grænsearbejdere tager EØSU forslaget om at lade ansvaret for udbetaling af ydelser ved arbejdsløshed overgå til den medlemsstat, hvor den seneste beskæftigelse fandt sted, til efterretning, men mener, at kravet om at skulle have arbejdet i den pågældende medlemsstat i mindst 12 måneder kan mindske den positive effekt af denne ændring. EØSU erkender dog, at forslaget også er forbundet med en udfordring for de medlemsstater, der får ansvaret for udbetalingen af ydelserne.

5.2.

Med hensyn de vilkår, der gælder for borgere, som har ret til at »eksportere« ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, når de flytter til et andet land, mener EØSU, at de nye regler giver borgerne en bedre beskyttelse i grænseoverskridende situationer. De nye regler er særligt relevante i lyset af befolkningsaldringen og tendensen til større uafhængighed og mobilitet for handicappede, idet stadigt flere med længerevarende plejebehov flytter fra én medlemsstat til en anden. EØSU understreger dog, at de nye regler ikke berettiger til pleje af ubegrænset varighed i alle medlemsstater, idet dette afhænger af, hvorvidt værtslandet tilbyder denne slags ydelser.

5.3.

EØSU mener, at de nye regler vil lette inddrivelsesproceduren for uberettiget udbetalte sociale sikringsydelser. Medlemsstaterne får gavn af et ensartet instrument for inddrivelse af uberettiget udbetalte sociale sikringsydelser og klarere procedurer for grænseoverskridende gensidig retshjælp.

5.4.

EØSU bemærker, at forslaget om revision af forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger og direktivet om udstationering af arbejdstagere begge har betydning for arbejdskraftens mobilitet. De to instrumenter tager dog fat i vidt forskellige problemstillinger. Mens udstationeringsdirektivet omhandler vilkår og betingelser (herunder aflønning) for udstationerede arbejdstageres beskæftigelse, har forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger til formål at definere, hvilken social sikringsordning der finder anvendelse. Det nye forslag ændrer ikke ved anvendelsen af EU's regler om koordinering af sociale sikringsordninger eller ved direktivet om udstationering af arbejdstagere. EØSU frygter derfor, at en henvisning til definitioner i det foreslåede reviderede udstationeringsdirektiv i forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger, som sigter mod at lette deres anvendelse, i praksis vil skabe mindre juridisk klarhed. Det giver anledning til retlige betænkeligheder, når der i en forordning (som er bindende og finder direkte anvendelse i alle medlemsstater) henvises til et direktiv (kun bindende for medlemsstaterne for så vidt angår de resultater, der skal opnås).

5.5.

EØSU bemærker, at der er et behov for at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af de specifikke regler om koordinering af de sociale sikringsordninger på udstationerede arbejdstagere. Dette omfatter en bestemmelse af, hvornår der skal udstedes A1-formularer, hvilke elementer der skal kontrolleres inden udstedelsen samt fastlæggelse af procedurer for tilbagetrækning i tilfælde af indsigelse. Disse aspekter kan være af afgørende betydning for den praktiske anvendelse af artikel 12 og 13 i forordning (EF) nr. 883/2004, hvorfor EØSU udtrykker bekymring over en sådan tildeling af disse uklare beføjelser til Kommissionen. EØSU modtager gerne tilbagemeldinger vedrørende gennemførelsen af disse beføjelser og en efterfølgende evaluering af de nye procedurers effekt, da emnet udstationering af arbejdstagere er yderst følsomt. EØSU er endvidere bekymret over den kumulative virkning af de nye regler om udstationering, de tidligere omtalte tekniske ændringsforslag til forordningen om sociale sikringsordninger og det stigende antal nationale initiativer til kontrol af arbejdstagere fra andre EU-lande. Den stigende kompleksitet som følge af kombinationen af disse forskellige ordninger kan betyde, at den transnationale mobilitet begrænses, og situationen bør overvåges nøje på europæisk plan. Desuden er der behov for, at reglerne om social sikring for udstationerede arbejdstagere bliver overholdt.

5.6.

I henhold til de nye regler skal en mobil EU-arbejdstager have arbejdet mindst tre måneder i værtsmedlemsstaten for at have ret til ydelser ved arbejdsløshed i den pågældende medlemsstat. EØSU mener, at dette forslag begrænser adgangen til ydelser ved arbejdsløshed for mobile arbejdstagere i værtslandet sammenlignet med de aktuelle vilkår (i henhold til hvilke retten allerede opnås efter én dags arbejde). Ved at indtage denne holdning forsinker forslaget rent faktisk den »sammenlægning af forsikringsperioder« (uanset hvor personen sidst havde bopæl), som giver ret til ydelser. På den ene side kan dette påvirke lysten til mobilitet i en negativ retning. På den anden side kan det gøre reglerne mere retfærdige for modtagerlandene.

5.7.

I henhold til de foreslåede nye regler vil den minimumsperiode, hvor jobsøgende kan eksportere de ydelser ved arbejdsløshed, der er opnået ret til i én medlemsstat, til en anden, blive forlænget fra de aktuelle tre til seks måneder. I den aktuelle lovgivning kan den ydelseseksporterende medlemsstat frit vælge mellem tre og seks måneder. EØSU anser denne ændring for at være en anerkendelse fra Kommissionens side af de problemer, der er forbundet med hurtigt at finde arbejde i en anden medlemsstat. EØSU er dog usikker på, hvordan forslaget om at forlænge tidsrummet for »eksporten« af ydelserne ved arbejdsløshed reelt skal kunne skabe beskæftigelsesmuligheder for de jobsøgende, idet dette afhænger af situationen på arbejdsmarkedet, som varierer fra land til land. EØSU betvivler også nytten af dette forslag på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden og navnlig ungdomsarbejdsløsheden fortsat er høj i mange EU-medlemsstater.

5.8.

EØSU mener, at de foreslåede nye regler ikke tager højde for de eksisterende problemer, der er forbundet med en koordineret social sikringsordning, idet denne oprindeligt er blevet udviklet til medlemsstater med forholdsvis ensartet købekraftsparitet og ensartede sociale sikringsordninger. Derfor er der behov for mere effektive foranstaltninger, således at der kan skabes konvergens i varigheden af ydelserne ved arbejdsløshed, størrelsen af de modtagne ydelser og sammenlægningsperioden, der giver ret til ydelser ved arbejdsløshed. En sådan konvergens ville kunne bidrage til og lette koordineringen af de sociale sikringsordninger. Spørgsmålet om, hvordan denne konvergens kan opnås, bør behandles for sig og ikke i denne udtalelse. De foreslåede nye regler vedrørende »eksport« af ydelser ved arbejdsløshed styrker — om ikke andet i princippet — samarbejdet mellem de offentlige arbejdsformidlinger på alle niveauer. Med revisionen præciseres det, hvilke forpligtelser arbejdsformidlingen i værtsmedlemsstaten har med hensyn til at understøtte jobsøgende med jobsøgningsaktiviteter og overvåge og indberette deres aktiviteter til den medlemsstat, der står for udbetalingen af ydelserne ved arbejdsløshed. EØSU mener dog, at de offentlige arbejdsformidlinger bør gøre mere for at hjælpe mobile jobsøgende med at finde stabilt arbejde, navnlig i lyset af den begrænsede tid, de har til at finde et job. Dermed vil de bidrage til at opnå større konvergens som nævnt i ovenstående punkt.

5.9.

EØSU noterer sig, at de foreslåede nye regler i de tilfælde, hvor en mobil EU-borgere flytter fra én medlemsstat til en anden (værtsmedlemsstaten) og ikke arbejder eller er aktivt jobsøgende, kan gøre adgangen til specifikke sociale sikringsydelser betinget af, at han/hun kan fremlægge bevis for lovlig opholdsret i henhold til EU-retten. Denne ret er på sin side betinget af, at den pågældende har tilstrækkelige subsistensmidler og en sygeforsikring, der dækker samtlige risici. Med andre ord skal medlemsstaterne opfylde betingelserne i direktivet om fri bevægelighed (direktiv 2004/38/EF). Medlemsstaterne bør desuden overveje fordelene ved at tage imod mobile borgere generelt, også dem, som ikke er erhvervsaktive og ikke betaler bidrag til sociale sikringsordninger, men som på den ene eller den anden måde alligevel ender med at bidrage til økonomien (og den kulturelle mangfoldighed) i værtslandet.

5.10.

Det pointeres faktisk i betragtning 5b) i Kommissionens forslag, at medlemsstaterne bør sikre, at ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere ikke forhindres i at opfylde betingelsen om at have en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten. Dette indebærer også, at disse borgere skal have mulighed for at bidrage på en forholdsmæssig måde til en ordning for sundhedsdækning i værtsmedlemsstaten. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at vise større vilje til at åbne op for denne mulighed.

5.11.

EØSU har den holdning, at intet i de foreslåede nye regler bør begrænse de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder navnlig retten til menneskelig værdighed (artikel 1), retten til social sikring og social bistand (artikel 34) og retten til sundhedsbeskyttelse (artikel 35).

5.12.

EØSU konkluderer, at der ikke kan ses bort fra nødvendigheden af at finde en balance mellem modtagende og udsendende medlemsstater i forbindelse med jobsøgning, men at de foreslåede nye regler ikke nødvendigvis letter de jobsøgendes bevægelighed. De mest skrøbelige og svagere samfundslag i Europa vil forblive lige så sårbare, som de er i dag, og de socioøkonomiske skel i og mellem EU's medlemsstater vil fortsat bestå.