EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 29.9.2016
COM(2016) 631 final
2016/0308(COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine som supplement til de handelsmæssige indrømmelser i associeringsaftalen
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side ("aftalen"), blev undertegnet af parterne i to dele, i marts og juni 2014. Associeringsaftalen har fundet midlertidig anvendelse for visse dele siden 1. november 2014. Det vidtgående og brede frihandelsområde (DCFTA) har fundet midlertidig anvendelse siden 1. januar 2016.
Et af målene med aftalen er at skabe forudsætninger for styrkede økonomiske og handelsmæssige forbindelser, der kan føre til Ukraines gradvise integration i EU's indre marked, herunder ved oprettelse af et vidtgående og bredt frihandelsområde, jf. afsnit IV (Handel og handelsrelaterede anliggender) i aftalen, og at støtte Ukraines bestræbelser på at fuldføre omstillingen til en fungerende markedsøkonomi ved en gradvis tilnærmelse af landets lovgivning til Unionens lovgivning.
Med henblik på at øge de nuværende importstrømme af visse landsbrugsprodukter fra Ukraine til EU og skabe bilateral handel og økonomisk samarbejde med EU bør Ukraine indrømmes yderligere autonome handelspræferencer.
De nye autonome foranstaltninger skal overholde de samme grundlæggende principper, som er fastsat i associeringsaftalen mellem EU og Ukraine. I artikel 2 i associeringsaftalen med Ukraine fastsættes det navnlig, at overholdelsen af de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og af retsstatsprincippet udgør væsentlige elementer i aftalen.
De autonome handelsforanstaltninger i denne forordning er betingede af, at Ukraine respekterer disse principper.
Der anvendes normale beskyttelsesprocedurer.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
De nye autonome handelsforanstaltninger skal være i overensstemmelse med gennemførelsen af associeringsaftalen mellem EU og Ukraine og navnlig med den midlertidige anvendelse af afsnit IV i DCFTA-aftalen fra 1. januar 2016.
Endvidere har de seneste frihandelsaftaler, som EU har forhandlet (navnlig med Peru og Colombia, Mellemamerika, Vietnam og Canada) allerede givet ubegrænset toldfri adgang for nogle af de landbrugsprodukter, der er omfattet af denne forordning.
•Overensstemmelse med andre EU-politikker
Den Europæiske Union har hidtil støttet Ukraines politiske og økonomiske stabilisering og konsolidering af reformerne, navnlig på områder som retsvæsen og bekæmpelse af korruption, kapacitetsopbygning i den offentlige forvaltning samt decentralisering. En omfattende støttepakke på 12,8 mia. EUR omfatter makrofinansiel bistand samt en række tekniske og finansielle bistandsprojekter ved hjælp af årlige særforanstaltninger og den bistand, der ydes af EIB og andre internationale finansielle institutioner til gennemførelsen af DCFTA.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Retsgrundlaget for forslaget er artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Den fælles handelspolitik er defineret som et område, hvor Unionen har enekompetence, jf. artikel 3 i TEUF. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.
Proportionalitet
Forslaget er nødvendigt for at gennemføre den fælles handelspolitik.
Valg af retsakt
Forslaget er i overensstemmelse med artikel 207, stk. 2, i TEUF, som omfatter foranstaltninger til gennemførelse af den fælles handelspolitik. Der eksisterer ingen andre retlige instrumenter, der kan anvendes til at nå det mål, der er omhandlet i forslaget.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Høringer af interesserede parter
Der blev afholdt høringer af interesserede parter som led i den konsekvensanalyse af bæredygtigheden, der blev bestilt af Generaldirektoratet for Handel i 2007, og som indgik i forhandlingerne om DCFTA. Hertil kommer, at foranstaltningen skal vedtages efter den fælles beslutningsprocedure. Den skal derfor først undersøges grundigt af Rådet og Europa-Parlamentet.
Indhentning og brug af ekspertbistand
Konsekvensanalyse
I lyset af den vanskelige økonomiske situation i Ukraine er det vigtigt, at forordningen kan træde i kraft hurtigst muligt. Der er derfor ikke foretaget en konsekvensanalyse af den pågældende foranstaltning. Imidlertid har bestemmelserne om handel og handelsrelaterede spørgsmål i aftalen været genstand for en bæredygtighedsanalyse som nævnt ovenfor. Analysen bekræftede, at gennemførelsen af bestemmelserne om handel og handelsrelaterede spørgsmål ville få en positiv økonomisk virkning for både EU og Ukraine.
Målrettet regulering og forenkling
Foranstaltningen øger ikke den administrative byrde for virksomhederne.
Grundlæggende rettigheder
De nye autonome foranstaltninger skal overholde de samme grundlæggende principper, som er fastsat i associeringsaftalen mellem EU og Ukraine. I artikel 2 i associeringsaftalen med Ukraine fastsættes det navnlig, at overholdelsen af de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og af retsstatsprincippet udgør væsentlige elementer i aftalen.
3.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Den Europæiske Union vil miste toldindtægter svarende til mindre end 50 mio. EUR om året med en meget begrænset indvirkning på EU's egne indtægter. Værdien af udebleven told på import af industriprodukter udgør ca. 20 % heraf.
4.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Online-rapportering om anvendelsen af toldkontingenter for landbrugsprodukter er tilgængelig på Kommissionens dedikerede websteder.
•Forklarende dokumenter (for direktiver)
•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
I betragtning af den vanskelige økonomiske situation og de økonomiske reformer i Ukraine og for at støtte udviklingen af tættere økonomiske forbindelser med Den Europæiske Union sigter foranstaltningen mod at øge handelsstrømmene vedrørende import af visse landbrugsprodukter og at give indrømmelser i form af autonome handelsforanstaltninger til udvalgte industriprodukter i tråd med en fremskyndet afskaffelse af told på handel mellem Den Europæiske Union og Ukraine.
De autonome handelsforanstaltninger vil bestå af nultoldskontingenter for visse landbrugsprodukter ud over de præferentielle toldkontingenter, som er fastsat i aftalen, og hel eller delvis fjernelse af toldsatserne for en række industriprodukter.
2016/0308 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine som supplement til de handelsmæssige indrømmelser i associeringsaftalen
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side udgør grundlaget for forbindelserne mellem Unionen og Ukraine. Afsnit IV om handel og handelsrelaterede anliggender har været anvendt midlertidigt siden den 1. januar 2016. I præamblen har parterne i associeringsaftalen givet udtryk for deres ønske om at styrke og udvide disse forbindelser på en ambitiøs og innovativ måde.
(2)I betragtning af de økonomiske reformer i Ukraine og for at støtte udviklingen af tættere økonomiske forbindelser med Den Europæiske Union bør handelsstrømmene vedrørende import af visse landbrugsprodukter øges, og der bør gives indrømmelser i form af autonome handelsforanstaltninger til udvalgte industriprodukter i overensstemmelse med en fremskyndet afskaffelse af told på handel mellem Den Europæiske Union og Ukraine.
(3)De autonome handelsforanstaltninger vil blive ydet i form af nultoldskontingenter for varerne i bilag I og II ud over de præferentielle toldkontingenter, som er fastsat i aftalen, og hel eller delvis fjernelse af toldsatserne for industrivarerne i bilag III.
(4)Med henblik på at forebygge enhver risiko for svig bør retten til at drage fordel af yderligere nultoldskontingenter være betinget af, at Ukraine overholder de relevante oprindelsesregler for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer og indgår i et tæt administrativt samarbejde med Den Europæiske Union som fastsat i aftalen.
(5)Desuden bør Ukraine afstå fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning eller nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning, og afstå fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser eller indføre andre restriktioner. I tilfælde af manglende overholdelse af disse betingelser bør Kommissionen have beføjelse til midlertidigt at suspendere alle eller dele af de autonome handelsforanstaltninger.
(6)Det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser om genindførelse af toldsatserne i den fælles toldtarif, hvis Kommissionen ved en undersøgelse konstaterer, at der er varer, der forvolder eller truer med at forvolde alvorlige vanskeligheder for EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer.
(7)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til midlertidigt at suspendere den ved denne forordning fastsatte præferencebehandling og til at indføre afhjælpende foranstaltninger i tilfælde, hvor Unionens marked påvirkes af denne forordning. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011.
(8)Toldkontingenterne forvaltes af Kommissionen i henhold til artikel 49-54 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447, med undtagelse af toldkontingenterne for specifikke landbrugsprodukter, som forvaltes af Kommissionen i henhold til artikel 184 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013.
(9)I artikel 2 i associeringsaftalen fastsættes det, at overholdelse af de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og af retsstatsprincippet udgør væsentlige elementer i aftalen. Det er hensigtsmæssigt at indføre mulighed for midlertidigt at suspendere præferencer, i tilfælde af manglende overholdelse af de grundlæggende principper for menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i Ukraine.
(10)I lyset af den vanskelige økonomiske situation i Ukraine er det vigtigt, at forordningen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Præferenceordninger og adgang til toldkontingenter
1.De varer, der er opført i bilag I og II, kan importeres til Unionen inden for de lofter, der er fastsat ved de i samme bilag omhandlede EU-toldkontingenter.
2.Toldkontingenterne for de varer, der er omhandlet i bilag I, forvaltes af Kommissionen i henhold til artikel 49-54 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015.
3.Toldkontingenterne for specifikke landbrugsprodukter, der er omhandlet i bilag II, forvaltes af Kommissionen i henhold til de regler, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 184 i forordning (EU) nr. 1308/2013.
4.Præferencetold ved indførsel af visse industrivarer med oprindelse i Ukraine vil blive anvendt i overensstemmelse med bilag III.
Artikel 2
Betingelser for retten til præferenceordninger
Retten til at gøre brug af de præferenceordninger, der indføres ved artikel 1, er betinget af:
a)overholdelse af oprindelsesreglerne for varer og de dertil knyttede procedurer, som er fastsat i associeringsaftalen, og navnlig i protokol I vedrørende definition af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder for administrativt samarbejde, og i protokol II om gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål
b)at Ukraine afstår fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import af varer med oprindelse i Unionen, og afstår fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser eller indføre andre restriktioner fra nærværende forordnings ikrafttrædelsesdato
c)overholdelse af de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt af retsstatsprincippet som fastsat i artikel 2 i associeringsaftalen.
Artikel 3
Midlertidig suspension
Skønner Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser på manglende overholdelse af betingelserne i artikel 2, kan den træffe foranstaltninger til hel eller delvis suspension af de i denne forordning fastsatte præferenceordninger i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5, stk. 2.
Artikel 4
Beskyttelsesklausul
1.Såfremt en vare med oprindelse i Ukraine indføres på vilkår, der forvolder eller truer med at forvolde alvorlige vanskeligheder for producenter i Unionen af lignende eller direkte konkurrerende varer, kan Rådet med kvalificeret flertal til enhver tid på forslag fra Kommissionen genindføre toldsatserne i den fælles toldtarif for den pågældende vare.
2.Kommissionen træffer efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ inden for en rimelig frist formel afgørelse om at indlede en undersøgelse. Hvis Kommissionen beslutter at indlede en undersøgelse, offentliggør den en meddelelse om undersøgelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Meddelelsen skal indeholde et sammendrag af de modtagne oplysninger og præcisere, at alle relevante oplysninger skal sendes til Kommissionen. Endvidere angives der en frist, som ikke er på over fire måneder fra offentliggørelsen af meddelelsen, inden for hvilken de berørte parter skriftligt kan redegøre for deres synspunkter.
3.Kommissionen indhenter alle de oplysninger, den skønner nødvendige, og kan efterprøve de indkomne oplysninger sammen med Ukraine og enhver anden relevant kilde. Den kan i dette arbejde bistås af embedsmænd i den medlemsstat, på hvis område der eventuelt skal gennemføres kontrol, såfremt den pågældende medlemsstat har fremsat ønske herom.
4.Kommissionen tager i sin undersøgelse af, om der foreligger alvorlige vanskeligheder, navnlig hensyn til følgende elementer vedrørende fællesskabsproducenter, i det omfang der foreligger tilgængelige oplysninger herom:
–markedsandel
–produktion
–lagerbeholdning
–produktionskapacitet
–kapacitetsudnyttelse
–beskæftigelse
–import
–priser.
5.Undersøgelsen skal være afsluttet i løbet af seks måneder efter offentliggørelsen af den i stk. 2 omhandlede meddelelse. Kommissionen kan, hvor der foreligger usædvanlige omstændigheder, forlænge denne periode efter proceduren i artikel 5.
6.Kommissionen træffer senest efter tre måneder afgørelse efter proceduren i artikel 5. En sådan afgørelse træder i kraft senest en måned efter offentliggørelsen.
7.Når det som følge af usædvanlige omstændigheder, der kræver øjeblikkelig indgriben, er umuligt at foretage en undersøgelse, kan Kommissionen efter at have underrettet udvalget træffe enhver strengt nødvendig, forebyggende foranstaltning.
Artikel 5
Udvalgsprocedure
1.I forbindelse med gennemførelsen af artikel 1, stk. 2, og artikel 4 i denne forordning bistås Kommissionen af Toldkodeksudvalget, der er nedsat ved artikel 248a i forordning (EØF) nr. 2913/92. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2.Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.
Artikel 6
Ikrafttræden og anvendelse
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes i tre år.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Formand
Formand
FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE
1.FORSLAGETS BETEGNELSE:
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine som supplement til de handelsmæssige indrømmelser i associeringsaftalen
2.BUDGETPOSTER
Kapitel og artikel: Kapitel 12, artikel 120 (told)
Budgetteret beløb for 2016: 18 465,30 mio. EUR
3.FINANSIELLE VIRKNINGER
Forslaget har ingen finansielle virkninger
Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har følgende finansielle virkninger for indtægterne:
(i mio. EUR, 1 decimal)
|
Indtægtspost
|
2016
|
2017
|
|
Artikel 120
|
0
|
35,3
|
|
Efter foranstaltningens iværksættelse
|
|
Indtægtspost
|
2016
|
2017
|
2018
|
2019
|
2020
|
|
Artikel 120
|
18 465,30
|
18430
|
18430
|
18430
|
|
4.FORHOLDSREGLER MOD SVIG
EU's toldlovgivning har til formål at sikre korrekt anvendelse af alle EU's foranstaltninger på toldområdet, herunder de toldpræferencer, der er fastsat i denne forordning, som også omfatter de nødvendige bestemmelser i associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, og anvendelsen af protokol I vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder for administrativt samarbejde og de hertil hørende bilag samt muligheden for midlertidig ophævelse af toldpræferencer - efter konsultationer - i tilfælde af svig og uregelmæssigheder i forbindelse med præferencebehandling.
5.ANDRE BEMÆRKNINGER
Dette skøn er baseret på interne beregninger.