21.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/22

1.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser med denne initiativudtalelse til følgende af Kommissionens initiativer: i) Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF (1); ii) høringsproceduren om forslaget om udvidelse af den generelle gruppefritagelsesforordning (2), ifølge hvilken specifik investeringsstøtte til havne og lufthavne bør undtages fra den tidligere støtteordningskontrol foretaget af Kommissionen; iii) Kommissionens påtænkte evaluering af »Almunia-pakken« samt revisionen af den udløbende forordning om de minimis-støtten ved tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

2.

bekræfter, at de europæiske støtteordninger for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke kun kan begrænses på grundlag af principperne om konkurrence. Også det store spillerum, som er tillagt medlemsstaterne til fastlæggelse af, hvad en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er, samt principperne om kommunalt og regionalt selvstyre, den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og neutralitet over for ejendomsret i medlemsstaterne bør tages i betragtning i fuldt omfang (artikel 3 i TEU, artikel 14, 106, 345 i TEUF og protokol nr. 26). Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse skal afspejle forskellene angående behov, brugernes præferencer og offentlige kontrakter, som kan forekomme som følge af forskellige geografiske forhold, sociale eller kulturelle situationer og demokratiske processer i medlemsstaterne. Regionsudvalget minder om, at der kun må foretages en statsstøttekontrol, når en national, regional eller lokal regulering eller finansiering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har grænseoverskridende virkninger, eller virkninger som er relevante for det indre marked;

3.

understreger tjenesteydelser af almen økonomisk interesses fremtrædende rolle for vækst og beskæftigelse samt det forhold, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ofte skaber en forudsætning for yderligere offentlige og private investeringer. Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse skal derfor også ses i forhold til den europæiske investeringsdagsorden. I den forbindelse henledes opmærksomheden på Kommissionens årlige vækstundersøgelse 2016, i henhold til hvilken det er »afgørende, at medlemsstaterne fremmer sociale investeringer mere generelt, bl.a. inden for sundhed, børnepasning, støtte til bolig og rehabilitering for at styrke menneskers nuværende og fremtidige arbejdsmarkeds- og omstillingsparathed […] På sigt giver sociale investeringer et økonomisk og samfundsmæssigt afkast med hensyn til beskæftigelsesudsigter, arbejdsindkomst og produktivitet, forebyggelse af fattigdom og styrkelse af den sociale samhørighed«;

4.

kræver derfor yderligere overvejelser om at støtte tjenesteydelser af almen økonomisk interesse gennem europæiske støttemidler i overensstemmelse med lovgivningen om statsstøtte. F.eks. bør anvendelsen af reglerne om statsstøtte forenkles yderligere, bl.a. gennem indførelse af en retlig formodning om støtteoverensstemmelse ved finansiering fra ESI-fondene, der er knyttet til enkle kriterier som overensstemmelse med godkendte operationelle programmer. Forskelsbehandlingen af direkte administrerede EU-fonde, såsom EFSI og Horisont 2020, og ESI-fondene hvad angår reglerne for statsstøtte er ikke retfærdiggjort, forøger det administrative arbejde og hæmmer synergier mellem fondene, hvilket ellers er et mål for Kommissionen;

5.

beklager, at Kommissionen fortsat nægter at anvende artikel 14 i TEUF som retsgrundlag i forbindelse med statsstøttereglerne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvilket ville sikre en korrekt lovgivningsprocedure og dermed øget retssikkerhed og demokratisk legitimitet;

6.

konstaterer, at den europæiske retlige ramme for statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er blevet for omfattende, for detaljeret og uoverskuelig på grund af de komplekse forhold, forskellige begrebslige udlægninger og mangeårige tilpasninger. Den administrative byrde for støttetildelende offentlige myndigheder og for virksomheder bør reduceres yderligere, og Kommissionens ressourcer bør fokusere på gennemførelsen af reglerne om støtte i de tilfælde, som har den største indvirkning på det indre marked. Regionsudvalget fremhæver desuden, at de komplekse regler ligeledes kan medføre, at der ikke er tilstrækkelig kendskab til dem, så fritagelsesmulighederne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke udnyttes. Regionsudvalget tilskynder derfor Kommissionen til at stramme op på de mange sekundærrets- og bløde lovgivningstekster på støtteområdet (forordninger, meddelelser, retningslinjer) og kombinere dem, hvor det er muligt;

7.

gentager sin principielle modstand mod inddragelsen af yderligere kvalitets- og effektivitetssynspunkter fra Kommissionen i forenelighedsvurderingen ved finansieringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Kvalitets- og effektivitetskriterier, som yderligere indskrænker de lokale og regionale støttegiveres skønsbeføjelser, hører i princippet ikke ind under Kommissionens ansvarsområde som defineret i TEUF-traktatens konkurrencekapitel. Afgørelser om kvalitet og effektivitet bør fortsat træffes af de lokale og regionale myndigheder (3);

8.

understreger, at EU's handelsaftaler ikke omfatter EU's, medlemsstaternes og deres lokale myndigheders ret til selv at regulere, sikre eller understøtte tjenesteydelser. Regionsudvalget forventer, at garantierne fra Kommissionen i forbindelse med forhandlingerne om TTIP-aftalerne ligeledes er gældende for alle andre forhandlinger om handelsaftaler, og at der ikke foretages nogen begrænsning af staternes mulighed for at indføre eller bibeholde regler, hvormed den høje kvalitet i tjenesteydelserne skal sikres og vigtige mål af almen offentlig interesse skal beskyttes som bl.a. sundhedsbeskyttelse, offentlig sikkerhed eller miljøbeskyttelse, så der ikke forpligtes til privatisering af tjenesteydelser, og så den offentlige sektor kan udbygge sit eksisterende udbud af offentlige tjenesteydelser, og at der kan tilbydes offentlige tjenesteydelser, som hidtil er blevet varetaget af private udbydere (4);

9.

gentager på baggrund af den tætte forbindelse mellem tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og offentlige investeringer sin bekymring over, at Eurostats nye regnskabsstandard, ENS 2010, der blev indført i september 2014, ikke skelner mellem offentlige udgifter og investeringer. I visse medlemsstater medfører gennemførelsen af disse standarder i national ret desuden, at lokale og regionale myndigheder forpligtes til at anvende beløbslofter for offentlige investeringer pr. år og pr. indbygger. Desuden hæmmer disse beløbslofter også de lokale og regionale myndigheder, som råder over hensættelser, med hvilke de kunne påbegynde omfattende investeringsprojekter med relation til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Derfor opfordres Kommissionen til at udarbejde en rapport om indførelsen af ENS 2010 (5).

10.

Det Europæiske Regionsudvalg gør opmærksom på, at kompetencen til at definere en aktivitet som »tjenesteydelse af almen økonomisk interesse«, som følge af de etablerede kulturelle og politiske strukturer og set i lyset af behovet for fortsat udvikling af disse aktiviteter ligger hos medlemsstaterne, og at de lokale og regionale myndigheder på fuldstændig selvstændig vis kan afgøre, hvilke tjenesteydelser de anser for at være af almen økonomisk interesse;

11.

glæder sig over, at Kommissionen den 19. maj 2016, to år efter høringsproceduren i 1. halvår 2014 vedrørende begrebet statsstøtte i henhold til TEUF artikel 107, stk. 1, offentliggjorde sin meddelelse, som præciserer anvendelsesområdet for EU's statsstøtteregler. Det Europæiske Regionsudvalg anerkender Kommissionens hensigt om, at Kommissionens ressourcer skal koncentreres om at sikre, at statsstøttereglerne anvendes i de sager, som har størst indvirkning på det indre marked. Det bemærker dog, at meddelelsen blot indeholder en fortolkning af begrebet statsstøtte på hver enkelt af de områder, hvor der allerede er en retspraksis ved EU-Domstolen. Det stiller derfor spørgsmålet, om denne tilgang ikke er for restriktiv og i modstrid med forskellige dynamiske udviklingstendenser inden for offentlige investeringer, f.eks. i forbindelse med beskatning og udviklingen af nye sociale tjenesteydelser;

12.

udtrykker tilfredshed med den i meddelelsen bekræftede begrænsning af begrebet »negativ påvirkning af samhandelen indenfor EU«. På baggrund af syv domsafsigelser i individuelle sager af 29.4.2015 (7) og i overensstemmelse med henstillingen i det oprindelige forslag til RU-udtalelse, vil støtten til lokal infrastruktur eller lokale tjenesteydelser, som vil have meget begrænset indvirkning på andre medlemsstater og kun marginal indvirkning på grænseoverskridende investeringer, fremover skulle betragtes som faldende uden for anvendelsesområdet for EU-reglerne for statsstøtte (8);

13.

noterer sig Kommissionens synspunkt om, at offentlige investeringer til anlæg eller modernisering af infrastrukturer ikke udgør statsstøtte, hvis de pågældende infrastrukturer ikke konkurrerer direkte med andre infrastrukturer af samme type. Regionsudvalget er dog uenig med Kommissionens unuancerede opfattelse af, at dette normalt gælder inden for vej- og jernbaneinfrastrukturer, sejlads ad indre vandveje, vandforsyning og kloakering, men ikke på områder som energi, bredbånd, lufthavne eller havne;

14.

ser med tilfredshed på præciseringen af, at offentlige midler til visse kulturelle aktiviteter, der ikke er af kommerciel karakter, men er gratis eller tilgængelige for offentligheden for et beløb, der dækker op til 50 % af omkostningerne, ikke er omfattet af statsstøttereglerne. Dette vil væsentligt reducere den store revisionsbyrde hos de kommunale og regionale myndigheder på trods af den stadig påkrævede revision af individuelle sager og føre til større retssikkerhed i håndteringen af den offentlige kulturstøtte;

15.

forventer derfor en afklaring fra Kommissionen om, at der ikke foreligger en trussel om negativ påvirkning af samhandelen i forbindelse med en lokal tjenesteydelse, og forventer endvidere, at det vil være klageren og/eller Kommissionen, der skal påvise, at samhandelen mellem medlemsstaterne bliver eller vil kunne blive påvirket negativt;

16.

forventer, at de lokale og regionale myndigheder i fremtiden vil kunne træffe retssikre beslutninger om, hvornår de kan yde støtte i overensstemmelse med reglerne;

17.

modsætter sig i forbindelse med den i april 2016 præsenterede »Handlingsplan på vej mod et fælles europæisk momsområde«, som Regionsudvalget behandler i en særskilt udtalelse, en begrænsning af momsfritagelsen for aktiviteter i tilknytning til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

18.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver nytteværdien af praktiske retningslinjer for den aktuelle generelle gruppefritagelsesforordning (9), som sammenfatter spørgsmål fra nationale myndigheder og svar fra Kommissionen, omend det kan konstateres, at disse svar ikke altid formår fuldt ud at opklare medlemsstaternes tvivlspørgsmål vedrørende fortolkningen;

19.

bifalder Kommissionens initiativ til en første høring, som er åben frem til 30.5.2016, om en ny gennemgang af den generelle gruppefritagelsesforordning (10) med det formål at fritage støtte til havne- og lufthavnsinfrastruktur fra kravet om anmeldelse, da den administrative byrde for offentlige myndigheder og de endelige støttemodtagere kan reduceres yderligere, jo større anvendelsesområdet for den generelle gruppefritagelsesforordning er;

20.

bemærker imidlertid, at der for så vidt angår havne ikke findes et tidligere retsgrundlag vedrørende forenelighedskriterierne for investeringsstøtte, som kunne have gjort det muligt for Kommissionen at udarbejde en opgørelse på et mere sikkert retsgrundlag, og opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge nærmere, om der har været givet statsstøtte eller ej og i den forbindelse både se på typen af investeringer og havnenes størrelse samt tage hensyn til den særlige måde, havnene er organiseret på i de enkelte medlemsstater, bl.a. i betragtning af deres offentlige opgave;

21.

gør opmærksom på, at mange foranstaltninger truffet af medlemsstaterne i forhold til havne ved indre vandveje ikke kan udgøre statsstøtte, da støttemodtageren ikke udfører en økonomisk aktivitet, eller fordi foranstaltningerne ikke påvirker handelen mellem medlemsstaterne. Under visse omstændigheder kan dette være tilfældet ved støtte til udelukkende lokal, intern havneinfrastruktur eller til infrastruktur i indenlandske havne, der ikke har direkte adgang til havet, og derfor ikke muliggør handel med eller forbindelse ad vandvejen til andre medlemsstater og heller ikke fordrejer konkurrencen;

22.

opfordrer til, at driftsstøtte til havne eller i det mindste til bestemte kategorier af havne medtages i den generelle gruppefritagelsesforordning i tråd med kravet vedrørende visse lufthavne (se punkt 28);

23.

udtrykker sin bekymring over, at når havneinfrastruktur først er indsat i den generelle gruppefritagelsesforordning, vil der skulle foretages en yderst indviklet vurdering, hvis resultater er usikre, af ethvert offentligt indgreb, der falder ind under definitionen af statsstøtte og ikke er omfattet af en fritagelse med henblik på en eventuel direkte godkendelse på grundlag af traktaten. Det opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå vedtagelse af specifikke retningslinjer for denne type støtte, hvis fritagelsestærsklen er overskredet;

24.

støtter i forbindelse med behandlingen af investeringsstøtte til regionale lufthavne udtrykkeligt Kommissionens tilgang: »Det er ikke hensigtsmæssigt at indføre en anmeldelsestærskel udtrykt ved et støttebeløb, idet en støtteforanstaltnings virkning for konkurrencen hovedsageligt afhænger af lufthavnens størrelse og ikke af investeringsbeløbet«;

25.

forventer af Kommissionen, at den ved »definition af begreber for støtte til regionale lufthavne« sikrer en tilpasning til eksisterende EU-lovgivning;

26.

bekræfter sin tidligere holdning om, at Kommissionen bør koncentrere sig om større lufthavne, og at statsstøtteordninger for mindre lufthavne med en gennemsnitlig trafikmængde på under 300 000 passagerer pr. år ikke bør falde ind under anvendelsesområdet for statsstøtte, da de ikke ville kunne have nogen nævneværdig indflydelse på handelen mellem medlemsstaterne, da disse lufthavne ikke strukturelt er i stand til at dække kapital- og driftsomkostninger (11), og fordi statsstøtte er beregnet til offentlig støtte til udvikling af en sikker og økonomisk bæredygtig luftfartsinfrastruktur i utilstrækkeligt dækkede områder (12). Dette bør naturligvis ledsages af en betydelig forhøjelse af tærsklen for fritagelse af støtte til lufthavne som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (hvilket pt. er fastsat til 200 000 passagerer pr. år), således at den igen kommer til at ligge på det niveau, der var gældende før vedtagelsen af den såkaldte »Almuniapakke« om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, nemlig 1 mio. passagerer pr. år. En forudsætning for en sådan tilpasning må dog være, at der ikke kan sikres rimelige transportforbindelser på anden måde;

27.

udtrykker tvivl om, hvorvidt mindre lufthavne selv kan finansiere en minimumssats på 25 % af investeringsstøtten. Regionsudvalget opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at tage hensyn til, at denne støtte som regel ikke har til formål at opnå en stigning i kapaciteten, men for det meste er relateret til infrastrukturbehov;

28.

kræver, at fritagelse af støtte til lufthavne også medtages i den generelle gruppefritagelsesforordning, da Kommissionens luftfartsretningslinjer for støtte (retningslinjerne fra 2014, punkt 112 ff.) indeholder klare bestemmelser, f.eks. vedrørende beregningen af oprindelige finansieringskløfter, som også kan opfyldes via en fritagelse;

29.

finder det nødvendigt at tilpasse de eksisterende bestemmelser i forbindelse med havne og lufthavne til forholdene i regionerne i den yderste periferi, både hvad investeringsstøtte og driftsstøtte angår, på grund af de vanskelige adgangsforhold, som gør sig gældende i disse regioner, og deres fuldstændige afhængighed af luft- og søfartssektoren, som er det eneste holdbare transportalternativ i disse isolerede områder;

30.

anbefaler i forbindelse med investeringsstøtte og støtte til driftsaktiviteter inden for kultur og til bevarelse af kulturarven en forhøjelse af tærskelværdien på 100 % i stedet for en forhøjelse på kun 50 %, som foreslås for en revideret generel gruppefritagelsesforordning (som foreslået af Kommissionen: fra 100 til 150 mio. EUR pr. projekt og fra 50 til 75 mio. EUR pr. virksomhed pr. år). Det opfordrer til en større tilpasning af bestemmelserne og præmisserne i den generelle gruppefritagelsesforordning til ordlyden af statsstøttemeddelelsen, eftersom der med meddelelsen er blevet foretaget nogle grundlæggende præciseringer, der er blevet mødt med tilfredshed af medlemsstaterne, men som ikke har den samme bindende virkning som en direkte anvendelig forordning som den generelle gruppefritagelsesforordning;

31.

beder som en konsekvens af anbefalingen i det foregående punkt vedrørende en forhøjelse af tærskelværdien om, at tærsklen, hvorunder metoden til beregning af statsstøtte i form af investeringsstøtte og driftsstøtte til kultur og bevarelse af kulturarven efter artikel 53, stk. 8, i forordning (EU) nr. 651/2014 kan finde anvendelse, forhøjes fra 1 til 2 millioner EUR, således at støtteintensiteten kan ligge på 80 % af de støtteberettigede omkostninger (som alternativ til beregningsmetoden i artikel 53, stk. 6 og 7) i forordning (EU) nr. 651/2014;

32.

opfordrer Kommissionen til at præcisere statussen for statslig investeringsstøtte til infrastrukturforanstaltninger i en revideret generel gruppefritagelsesforordning. På grundlag af afgørelsen Propapier/Eisenhüttenstadt af 1. oktober 2014 (13) bør det i forbindelse med generelle infrastrukturforanstaltninger altid overvejes, om den positive virkning af støtten på den regionale udvikling ikke opvejer den negative indvirkning på konkurrencen;

33.

forventer en ensartet behandling af sports- og multifunktionel infrastruktur i den reviderede generelle gruppefritagelsesforordning, således at også driftsstøtte til multifunktionel infrastruktur på op til 2 mio. EUR om året pr. infrastruktur fritages.

34.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer til en dynamisk udvidelse af begrebet tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Nye sociale tjenesteydelser, som f.eks. sociale tjenesteydelser, der opstår som følge af den første modtagelse eller integration af flygtninge og migranter, eller den digitale infrastruktur i regioner, hvor der kan konstateres markedssvigt, som det f.eks. er tilfældet i regioner, der oplever demografiske udfordringer, kan som følge af behovet for en fuldstændig forsyning af borgerne betragtes som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. Også fremtidige, nye udviklinger bør regelmæssigt være genstand for en fyldestgørende evaluering og bør på medlemsstatsniveau også kunne anses for at være en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, såfremt det er nødvendigt;

35.

kritiserer, at Kommissionen i den aktuelle meddelelse om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har forsøgt at udvide sin skønsbeføjelse angående spørgsmålet om, hvad der kan defineres som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, gennem henvisningen til »normale markedsvilkår« (14). Dette strider både mod principperne om lokalt og regionalt selvstyre og er i praksis også en næppe påviselig betingelse for de offentlige myndigheder;

36.

påpeger, at medlemsstaterne gennem det fjerde kriterium i Altmark-dommen kun er blevet givet et incitament til at anvende bestemmelserne i forbindelse med tildeling af offentlige kontrakter frem for at vælge en fremgangsmåde baseret på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. I realiteten konfronteres lokale og regionale myndigheder med det problem, at de ved det andet alternativ i det fjerde Altmark-kriterium, dvs. kriteriet for en gennemsnitlig, veldrevet og finansielt solid virksomhed, ikke råder over noget benchmark i de tilfælde, hvor ingen private virksomheder er aktive inden for den bestemte sektor. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til med henblik på opfyldelse af det fjerde Altmark-kriterium at udarbejde en detaljeret vejledning om, hvad en gennemsnitlig, veldrevet og finansielt solid virksomhed er, og i den forbindelse benytte markedsundersøgelser, som gør det muligt at identificere bestemte standardomkostninger, og således fritage en bestemt aktivitet i tilknytning til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fra en statsstøttekontrol;

37.

mener, at en revision af definitionen af en rimelig fortjeneste for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er absolut nødvendig, navnlig for at tage hensyn til, at disse fortjenester, bl.a. via incitamenter eller en forhøjelse af procentandelen af tydelig gevinst, ofte geninvesteres i tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

38.

gentager sin opfordring til at forhøje tærsklen for de minimis-reglerne for støtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Tærskelværdierne for en kontrol af tilladelse til støtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse bør være 1 mio. EUR i hvert enkelt tilfælde for tre skatteår. Under denne tærskel gås der ikke ud fra, at støtten opfylder kriterierne for, at der er tale om statsstøtte, da der ikke forekommer nogen negativ påvirkning af samhandelen eller en forvridning af konkurrencen, som kan være en trussel mod det indre marked på grund af det lokale fokus for tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse;

39.

er af den opfattelse, at tærsklen for kompensationstjenester, som ikke er omfattet af anmeldelsespligten i artikel 108, stk. 3, i TEUF, for de virksomheder, der skal udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, bør hæves fra højst 15 mio. EUR pr. år til den oprindelige tærskel, som allerede var gældende inden 2011, på 30 mio. EUR;

40.

går ind for en forlængelse af den almindelige gyldighedsperiode for overdragelsesakterne til mere end ti år med henblik på større hensyntagen til udgifterne til forvaltningen og afskrivningen af investeringerne hos de instanser, som har fået overdraget ansvaret for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

41.

opfordrer endvidere til en udvidelse af definitionen af socialt boligbyggeri, som er fastlagt i Kommissionens afgørelse af 20. december 2011. For at sikre medlemsstaterne stort spillerum i forbindelse med at planlægge, tilvejebringe, finansiere og forvalte socialt boligbyggeri, og den demokratiske valgfrihed, bør begrænsningen af det sociale boligbyggeri til »sårbare og socialt udsatte befolkningsgrupper« ophæves. Der bør lægges større vægt på retten til en passende bolig til en overkommelig pris, for som følge af boligmarkedets manglende evne til at imødekomme den samlede efterspørgsel er det ikke alene de mennesker, som overhovedet ikke har adgang til en bolig, som berøres, men også beboerne i sundhedsskadelige og upassende boliger samt dem med trange boligforhold og dem, der bruger det meste af deres indkomst på at betale deres husleje eller på at betale det månedlige afdrag på deres realkreditlån;

42.

beder om en kapacitetsopbygning mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at øge kendskabet til støtte i forbindelse med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Der skal også finde en direkte dialog sted mellem Kommissionen og de lokale og regionale myndigheder, ligesom der skal ydes hjælp;

43.

opfordrer også medlemsstaterne til sammen med Kommissionen at fastlægge egnede kommunikations- og koordineringsprocedurer, samt at udarbejde retningslinjer for de lokale og regionale myndigheder for at lette de komplekse kontroller af støtten til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Regionsudvalget har endvidere forventninger til medlemsstaterne om, at de under udformningen af de nationale rapporter vedrørende gennemførelsen af Almunia-pakken inddrager de lokale og regionale myndigheder og deres organisationer for på den måde at sikre en realistisk status over konkrete vanskeligheder og udfordringer, der er forbundet med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

44.

kræver med henblik på at styrke retssikkerheden for lokale og regionale myndigheder, at der fastsættes en forældelsesfrist for klageren på fem år gældende fra udbetalingen af kompensationen eller investeringen. Den hidtidige frist, for at Kommissionen kan påbegynde en procedure, der munder ud i en beslutning om tilbagebetaling af støtten, på ti år gældende fra den dag, hvor den ulovlige støtte blev ydet til modtageren, som faktisk også fungerer som forældelsesfrist for klager over statsstøtte, er for lang. De lokale og regionale myndigheder og de virksomheder, som har modtaget støtten, har brug for større retssikkerhed. En forældelsesfrist på ti år, hvortil skal lægges den nødvendige sagsbehandlingstid, kan således betyde, at der skal tilbagebetales støtte, der blev tildelt 20 eller 25 år tidligere, hvilket er ude af proportioner og indvirker negativt på de grundlæggende behov hos lokale og regionale myndigheder og deres virksomheder, som ofte ikke har råd til juridisk rådgivning. Desuden undergraver det et af formålene med tilbagebetaling af statsstøtte, nemlig genoprettelse af den forudgående konkurrencesituation;

45.

finder det nødvendigt, at man kun kan optræde som klager, såfremt man er direkte berørt økonomisk. Den kreds, der hidtil har været klageberettiget, det vil sige »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer« i henhold til artikel 20 sammenholdt med artikel 1, litra h), i procedureforordningen, er stadig for bred.