EUROPA-KOMMISSIONEN

Strasbourg, den 8.3.2016

COM(2016) 127 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Igangsættelse af en offentlig høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder

{SWD(2016) 50 final}
{SWD(2016) 51 final}

1. Indledning

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker bebudede den 9. september 2015 i sin tale til Europa-Parlamentet om Unionens tilstand oprettelsen af en europæisk søjle for sociale rettigheder. Dette initiativ er et led i det arbejde, Kommissionen gennemfører med henblik på en dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær Union (ØMU) 1 og udgør en del af Kommissionens arbejdsprogram for 2016.

Som Jean-Claude Juncker anførte i sin tale: Vi skal optrappe arbejdet med at skabe et ægte transeuropæisk arbejdsmarked. (...) Som led i indsatsen ønsker jeg at udvikle en europæisk søjle for sociale rettigheder, der tager hensyn til de skiftende vilkår i arbejdsverdenen. Den skal bane vejen for fornyet konvergens i euroområdet. Den europæiske søjle for sociale rettigheder skal supplere det, som vi allerede har opnået i fællesskab, når det kommer til beskyttelsen af arbejdstagere i EU. Jeg forventer, at arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle i hele denne proces. Jeg tror, at vi gør klogt i at lancere dette initiativ i euroområdet og give de øvrige EU-medlemsstater mulighed for at deltage, hvis de ønsker det. 

I denne meddelelse skitseres en vej frem for den europæiske søjle for sociale rettigheder. Heri beskrives baggrunden for initiativet, dets rolle, omfang og karakter drøftes, og der lanceres en bred høring med henblik på at indsamle feedback. En første foreløbig skitsering af søjlen er vedføjet denne meddelelse for at lette drøftelsen. Meddelelsen ledsages desuden af to arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene: I det første beskrives de vigtigste økonomiske, arbejdsmarkedsmæssige og samfundsmæssige tendenser, som søjlen bygger på, og som den bør bidrage til at løse, og i det andet erindres der om den mest relevante gældende EU-ret 2 . 

2. Hvorfor skal vi have en europæisk søjle for sociale rettigheder?

2.1. En social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne

Foranstaltninger på EU-plan afspejler Unionens grundlæggende principper og bygger på den overbevisning, at økonomisk udvikling bør resultere i større social fremgang og sammenhængskraft, og at socialpolitikken, samtidig med at den sikrer passende sikkerhedsnet, som er i overensstemmelse med de europæiske værdier, også bør opfattes som en produktiv faktor, der mindsker ulighed, maksimerer jobskabelse og giver Europas menneskelige kapital mulighed for at trives. Denne overbevisning underbygges af dokumentation vedrørende beskæftigelsesmæssige og sociale resultater. De medlemsstater, der klarer sig bedst i økonomisk henseende, har udviklet mere ambitiøse og effektive socialpolitikker, ikke blot som følge af den økonomiske udvikling, men som en central del af deres vækstmodel. Nøglen til dette er velfærdssystemernes udformning, og at arbejdsmarkedets institutioner udfylder deres rolle og støtter jobskabelse.  

Denne tilgang er også central for den nuværende Kommissions overordnede økonomiske dagsorden som eksemplificeret af dens årlige vækstundersøgelse 2016. I forbindelse med sit fokus på fremme af strukturreformer, investeringer og ansvarlige finanspolitikker har Kommissionen klart lagt vægt på sociale hensyn og social retfærdighed.

I overensstemmelse med nærhedsprincippet har medlemsstaterne den overordnede kompetence til at fastlægge deres beskæftigelsespolitikker og sociale politikker. Dette omfatter arbejdsmarkedslovgivning og organisering af velfærdssystemer. Denne kompetence anerkendes i EU-traktaterne, som siden grundlæggelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab også fastsætter en rolle for EU med henblik på at supplere medlemsstaternes foranstaltninger. Dette overordnede mål afspejles i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, hvoraf det fremgår, at Unionen "arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten."

Dette er grunden til, at etableringen og udbygningen af det indre marked er gået hånd i hånd med udviklingen af gældende EU-ret på det sociale område for at sikre lige vilkår, begrænse risikoen for social dumping eller "kapløb mod bunden", og lette økonomisk og social integration. Dette er også grunden til, at beskæftigelsesmæssige og sociale hensyn siden 1990'erne har været et vigtigt element i processen med at samordne økonomipolitiken på EU-plan, som nu kaldes "det europæiske semester". Rationalet bag den europæiske søjle for sociale rettigheder følger denne logik og imødekommer to behov: at overvinde krisen og gøre sig overvejelser om fremtiden samt at bevæge sig hen imod en dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær Union.

2.2. Overvindelse af krisen og overvejelser om fremtiden

Europa er ved at komme sig oven på den værste krise i årtier: Hver enkelt medlemsstat og EU som helhed kæmper med krisens politiske, økonomiske og sociale konsekvenser, samtidig med at man bestræber sig på at forudse den fremtidige udvikling. Krisen har haft alvorlige og synlige virkninger for Europas samfund og økonomi. Velfærdssystemerne har afbødet nogle af virkningerne, men arbejdsløsheden er steget, en betydelig andel af befolkningen er i risiko for fattigdom, de offentlige finanser er blevet strakt til det yderste, og de nationale resultater har varieret markant. Navnlig arbejdsløsheden har i mange år været en meget tung belastning for det enkelte individ og for samfundet: Næsten 22 millioner mennesker er stadig ledige og jobsøgende (næsten 17 millioner i euroområdet), hvoraf 10 millioner har været det i mere end et år.

Krisen har også til dels skjult nogle og forstærket andre mere grundlæggende langsigtede tendenser. Heriblandt er f.eks. ændringer i samfundsstrukturer, familie- og arbejdsmønstre, længere og mere varierede arbejdsliv, en mere mangfoldig arbejdsstyrke og udbredelsen af nye former for arbejde, paradokset mellem stigende uddannelsesniveauer og det udbredte misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer, øget ulighed, nye behov og muligheder, der opstår som følge af fremskridt med hensyn til middellevetid og befolkningens aldring, den teknologiske udvikling og digitaliseringen af samfundet og økonomien.

Omfanget og arten af de udfordringer, som arbejdsmarkedet og samfundet mere generelt står over for, har ændret sig radikalt i forhold til det 20. århundrede, og der er mange nye eller kommende tendenser, som Europa vil være nødt til at tilpasse sig til. Socialpolitikkens mål og dens evne til at levere resultater bliver testet i betydelig grad, og Europas evne til at opnå velfungerende og fair arbejdsmarkeder og velfærdssystemer er afgørende for dets evne til at øge produktiviteten, konkurrere globalt, styrke den sociale sammenhængskraft og vedblive med at øge sine borgeres levestandard.

Sådanne betragtninger er ved at vinde tilslutning på internationalt plan og i de enkelte medlemsstater 3 . På trods af uvisheden om fremtiden, er der voksende dokumentation for og global enighed om behovet for at styrke forbindelsen mellem den økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling, om den omstændighed, at ulighed hæmmer den økonomiske udvikling, og om, at det er nødvendigt at opbygge en mere inklusiv vækstmodel, hvilket fremgår af målene for bæredygtig udvikling som vedtaget af De Forenede Nationer i september 2015 og af gentagne konklusioner fra G20. Denne globale dagsorden trækker kraftigt på de enorme mængder af forskning, der er udført af internationale organisationer, som f.eks. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, Verdensbanken, Den Internationale Arbejdsorganisation og Den Internationale Valutafond.

I disse publikationer fremhæves det, at en vigtig transmissionsmekanisme mellem langsigtet vækst, ligestilling og sociale fremskridt er investeringer i menneskelig kapital. Det bekræftes endvidere, at indkomstforskelle på lang sigt kan få negativ indvirkning på den potentielle vækst ved at konsolidere og styrke eksisterende ulige muligheder, begrænse kompetenceudvikling og hæmme social og erhvervsmæssig mobilitet. I højtudviklede økonomier, som baserer deres velstand på produktivitetstilvækst og deres evne til at innovere, er gode sociale og økonomiske resultater to sider af samme sag.

Moderne socialpolitik bør bygge på investering i menneskelig kapital baseret på lige muligheder, forebyggelse af og beskyttelse mod sociale risici, tilstedeværelsen af effektive sikkerhedsnet og incitamenter til at komme ind på arbejdsmarkedet, således at mennesker får mulighed for at leve et værdigt liv, ændre personlig og professionel status livet igennem og udnytte deres evner bedst muligt.

2.3. Bevægelse hen imod en dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær Union

Euroområdet udnytter erfaringerne fra krisen i de senere år og har indledt en proces med yderligere integration og konsolidering. Dette indbefatter nødvendigvis en social dimension. I de fem formænds rapport om "Fuldførelse af EU's Økonomiske og Monetære Union" 4 understreges det, at Europas ambition bør være at fortjene et "socialt AAA", og at arbejdsmarkedet og de sociale beskyttelsessystemer skal fungere korrekt og retfærdigt i alle medlemsstater i euroområdet, for at ØMU'en kan blive en succes. Idet der i rapporten mindes om, at der ikke findes noget "one-size-fits-all"-format, understreges det, at udfordringerne ofte er de samme i de forskellige medlemsstater. Der opfordres desuden til et stærkere fokus på beskæftigelsesmæssige og sociale resultater som led i en bredere proces med konvergens i opadgående retning hen imod mere modstandsdygtige økonomiske strukturer inden for euroområdet.

Dette er ikke bare en bydende politisk eller samfundsmæssig nødvendighed, det er også en økonomisk nødvendighed: Erfaringerne fra det sidste halvandet årti har vist, at vedvarende ubalancer i en eller flere medlemsstater kan true stabiliteten i euroområdet som helhed, og at en manglende evne til at rette op på disse ubalancer kan resultere i endnu mere bekostelige forskelle. Efter krisen i 2007-2008 blev euroområdet mere heterogent, idet nogle medlemsstater er blevet særlig hårdt ramt, og det tager tid at mindske denne uensartethed. Når man skuer fremad, står det klart, at euroområdets fremtidige succes i ikke ringe grad afhænger af de nationale arbejdsmarkeders og velfærdssystemers effektivitet og af økonomiens evne til at absorbere og tilpasse sig til chokvirkninger.

Velfungerende og inkluderende arbejdsmarkeder er nødt til på effektiv vis at kombinere elementer af fleksibilitet og sikkerhed, som kan tilvejebringe højere beskæftigelsesniveauer og øget tilpasningsevne. Det hertil knyttede begreb "flexicurity" er ikke nyt, men det er i kølvandet på krisen og i lyset af et foranderligt arbejdsmarked på tide at redefinere, hvordan det bedst kan anvendes i praksis. Virksomhederne har en interesse i et forudsigeligt og retligt sikkert erhvervsklima og i at kunne tiltrække faglærte og produktive arbejdstagere, men også i at tilpasse sig til markedsforholdene, som hastigt ændrer sig. Arbejdstagerne har en interesse i job- og indkomstsikkerhed, i at kunne forene arbejdsliv og privatliv, men også i at påtage sig nye udfordringer og tilpasse sig hele vejen igennem deres karrierer samt i at vedblive med at udbygge deres kompetencer i et livslangt perspektiv. Arbejdsløse og inaktive mennesker søger ofte efter indgange til arbejdslivet, som ikke fanger dem i dårligt betalte job af ringe kvalitet eller fratager dem grundlæggende sociale rettigheder. Økonomien og samfundet, navnlig i euroområdet, har en interesse i bedre udvikling og udnyttelse af kompetencer, større smidighed og modstandsdygtighed, social sammenhængskraft og en retfærdig og effektiv fordeling af rettigheder, forpligtelser og indkomst, også på tværs af generationerne.

Samtidig har den høje arbejdsløshed og befolkningens aldring kombineret med presset på de offentlige finanser og behovet for at minimere de afsmittende virkninger mellem landene, der følger af makroøkonomiske ubalancer, sat fokus på spørgsmålet om de nationale velfærdssystemers resultater ud fra flere synsvinkler: For det første hvad angår deres tilstrækkelighed og finanspolitiske holdbarhed i lyset af de sociale behov, som hele tiden forandrer sig, herunder behovet for at imødegå fattigdom, for det andet hvad angår deres indvirkning på jobskabelse, både set fra arbejdsgiverens og arbejdstagerens perspektiv, herunder deres evne til at kunne få det til at betale sig at arbejde og til at styrke menneskers kompetencer og mulighed for at kunne deltage fuldt ud i samfundet, og for det tredje - et aspekt, der er særligt vigtigt for euroområdet - hvad angår deres evne til at afbøde makroøkonomiske chokvirkninger og være en automatisk stabiliseringsfunktion. Høj beskæftigelse, lav arbejdsløshed og veltilrettelagte velfærdssystemer er nøglen til sunde offentlige finanser, og for store forskelle i arbejdsmarkedsresultater og sociale resultater udgør en trussel mod euroområdets funktion. Som et led i de skridt, der er blevet taget for at forbedre den finanspolitiske overvågning på EU-niveau, har overvejelserne om kvaliteten af de offentlige finanser, hvoraf velfærdssystemerne udgør en stor andel, ført til øget opmærksomhed på spørgsmål om, i hvilket omfang offentlige indtægter og udgifter er retfærdige og effektive.

2.4. Der bygges på et væld af erfaringer

Den europæiske søjle for sociale rettigheder kan trække på et væld af erfaringer og praksisser: Inden for mange områder opnås verdens bedste resultater i Europa, og løsningerne er velkendte. I betragtning af de nutidige udfordringer er status quo og laden stå til imidlertid ikke en mulighed. Der er også meget at lære af de hastigt skiftende realiter rundt omkring i verden.

Selv om det anerkendes, at situationen i medlemsstaterne er meget forskellig, kan søjlen også bygge på de fælles værdier og principper, der deles på nationalt, europæisk og internationalt plan. Sådanne værdier og principper har en fremtrædende plads i referencedokumenter, såsom traktaten om Den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-Domstolens retspraksis, samt i internationale instrumenter, som f.eks. den europæiske socialpagt, der er vedtaget af Europarådet, og henstillinger fra ILO.

Sådanne rammer dækker ofte en bred vifte af områder, for hvilke der fastsættes overordnede principper eller minimumsstandarder, der skal suppleres på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Det centrale spørgsmål i Europa er derfor ikke nødvendigvis anerkendelsen af rettigheder, men snarere udbredelsen og implementeringen heraf i betragtning af de hastige forandringer i det sociale, retlige og økonomiske miljø.

Kommissionen har i årenes løb taget initiativer til at styrke indsatsen i forbindelse med presserende prioriteter og til at opdatere gældende EU-ret. Sådanne bestræbelser følger logikken om bedre lovgivning: Dette betyder ikke mindre lovgivning, men er en tilgang til lovgivning, som fuldt ud tager højde for de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser på stedet for at sikre, at ethvert initiativ når sit mål på bedste vis. I indeværende mandatperiode har Kommissionen lanceret de europæiske struktur- og investeringsfonde for 2014-2020, hvoraf næsten 20 % er mobiliseret via Den Europæiske Socialfond. Den har også sat ind på flere fronter, hvoraf kan nævnes:

Større opmærksomhed på sociale hensyn i forbindelse med det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker, anvendelse af sociale indikatorer under "proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer", fremme af social benchmarking samt en vurdering af de sociale konsekvenser af det nye stabilitetsstøtteprogram for Grækenland

integrering af sociale mål i flagskibsinitiativer, som f.eks. investeringsplanen for Europa, energiunionen og det digitale indre marked

fremlæggelse af "Strategisk indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019"

fremskyndet betaling af økonomisk støtte til medlemsstaterne til oprettelse af en ungdomsgaranti, som fastsætter, at alle unge under 25 bør have et konkret tilbud af god kvalitet senest fire måneder efter, at de har forladt det formelle uddannelsessystem eller er blevet arbejdsløse

udstedelse af retningslinjer til medlemsstaterne om reintegration af langtidsledige på arbejdsmarkedet

forelæggelse af forslag til en europæisk lov om tilgængelighed for at lette handicappede personers adgang til varer og tjenesteydelser på det indre marked

forelæggelse af forslag om revision af udstationeringsdirektivet med henblik på at fremme princippet om lige løn for lige arbejde på samme sted.

Der er også arbejde i gang i 2016 vedrørende flere supplerende aspekter, og dette vil fortsætte parallelt med høringen om søjlen: en ny start med hensyn til at fremme balancen mellem arbejdsliv og privatliv for erhvervsaktive forældre, en europæisk dagsorden for nye kompetencer og en grundig evaluering af de 24 direktiver om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, som bør bidrage til at vurdere deres relevans, effektivitet og overensstemmelse med henblik på at opretholde en høj grad af beskyttelse af arbejdstageres sundhed og sikkerhed i lyset af de nye risici, samtidig med at den gældende lovgivning forenkles og moderniseres, også for at fremme SMV'ernes anvendelse heraf. Disse eksempler illustrerer den rolle, EU kan spille med hensyn til at støtte, vejlede og opstille rammer på det sociale område, og de yderligere foranstaltninger, der kan udspringe af, at denne søjle oprettes.

Det er også en central prioritet for denne Kommission at tilskynde til social dialog på alle niveauer. Efter en konference på højt niveau i marts 2015 om en ny start for EU's sociale dialog er de europæiske arbejdsmarkedsparter på tværs af erhvervsgrenene blevet enige om en fælles dybtgående beskæftigelsesanalyse og et fælles arbejdsprogram for 2015-2017. Der er indledt forhandlinger om en selvstændig rammeaftale om aktiv aldring, der udarbejdes fælles konklusioner vedrørende spørgsmålet om balance mellem arbejdsliv og privatliv, og en arbejdsgruppe ser på deres medlemmers gennemførelse af deres tidligere selvstændige rammeaftaler. EU's sektorielle arbejdsmarkedsparter, som er repræsenteret i 43 forskellige sektorer og repræsenterer 75 % af arbejdsstyrken, er også vedblevet med at levere resultater i forbindelse med deres respektive fælles arbejdsprogrammer.

3. Den europæiske søjle for sociale rettigheder: rolle, omfang og retlig karakter

Formålet med søjlen er at formulere en række grundlæggende principper med henblik på at støtte velfungerende og retfærdige arbejdsmarkeder og velfærdssystemer. Som angivet af Jean-Claude Juncker vil søjlen blive udviklet inden for euroområdet, idet andre EU-medlemsstater dog får mulighed for at tilslutte sig, hvis de ønsker det.

Søjlen vil således bygge på og supplere den eksisterende EU-sociallovgivning, og de deri indeholdte principper vil have særligt fokus på at håndtere de behov og udfordringer, som euroområdet står over for. Når den er oprettet, bør søjlen blive en referenceramme til undersøgelse af de deltagende medlemsstaters beskæftigelsesmæssige og sociale resultater, til at drive reformer frem på nationalt plan og, mere specifikt, til at fungere som en rettesnor for fornyet konvergens i euroområdet.

3.1. Skitsering af principper, der passer til dagens og morgendagens realiteter

I bilaget til denne meddelelse fremlægges en første, foreløbig skitse til søjlen til drøftelse. Principperne er valgt ud fra såvel deres økonomiske som deres sociale betydning for de deltagende medlemsstaters resultater.

Skitsen er struktureret omkring tre hovedoverskrifter:

lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, herunder kompetenceudvikling og livslang læring og aktiv støtte til beskæftigelse, forøgelse af beskæftigelsesmulighederne, fremme af overgangen mellem forskellige statusser og forbedring af den enkeltes beskæftigelsesegnethed

rimelige arbejdsvilkår, fastlæggelse af en hensigtsmæssig og troværdig balance af rettigheder og forpligtelser mellem arbejdstagere og arbejdsgivere og mellem fleksibilitets- og sikkerhedselementer, fremme af jobskabelsen, besættelse af ledige stillinger og virksomhedernes tilpasningsevne samt fremme af social dialog

tilstrækkelig og holdbar social beskyttelse og adgang til grundlæggende tjenesteydelser af høj kvalitet, herunder børnepasning, sundhedspleje og langtidspleje, sikring af værdige levevilkår og beskyttelse mod risici samt at sætte den enkelte i stand til at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet og i samfundet mere generelt.

Der er indkredset en række politikområder, hvortil der er knyttet forskellige principper. Disse principper tager udgangspunkt i en række rettigheder, der allerede er nedfældet i EU-retten og andre relevante retskilder, og anviser mere detaljeret, hvordan det er muligt at operationalisere dem. Disse formuleringer henter også inspiration fra eksisterende vejledning på EU-plan, for eksempel inden for rammerne af samordningen af den økonomiske politik, samtidig med at de tilstræber at indfange de nyeste tendenser.

For så vidt angår hvert af disse principper er situationen rundt om i Europa meget forskellig, og der er mange – store og små – praktiske vanskeligheder, der skal tackles. Disse omfatter typisk, at enkeltpersoner, virksomheder og samfund har forskellige interesser, mulige kompromiser mellem kortsigtede og langsigtede løsninger, eksistensen af "gråzoner", også som følge af at begrebet arbejde bliver mere uklart, og spørgsmålet om, hvem der betaler for hvad, alt efter om privat eller offentlig finansiering forventes at spille en rolle. Der er også udfordringen med at udforme nye normer og praksisser på en måde, som er i overensstemmelse med en dynamisk økonomis behov, for at understøtte processen med konvergens i opadgående retning på tværs af regioner og medlemsstater.

Logikken i søjlen og i den drøftelse, der er gået forud, er ikke at lægge skjul på disse forskelle og spændinger, men at blotlægge og konfrontere dem i et nyt lys, som tager højde for de skiftende vilkår på arbejdsmarkedet og de forskellige situationer rundt om i Europa. Derved bør søjlen bidrage til at modernisere, udvide og uddybe de sociale rettigheder, i arbejdslivet og samfundet, ved at fremme den reelle brug af dem og ved at fremme praksisser, der kan være gavnlige ud fra enkeltpersoners, virksomheders og samfundets synsvinkel.

3.2. Tilførsel af merværdi til euroområdet og EU som helhed

Søjlen hverken gentager eller omformulerer gældende EU-ret: Den redegør mere detaljeret for principper og forpligtelser, der kan være styrende for større konvergens inden for euroområdet. Og lige som søjlen ikke erstatter gældende EU-ret, erstatter de principper, der foreslås her, ikke eksisterende rettigheder: De frembyder en måde, hvorpå man kan vurdere resultaterne af de nationale beskæftigelses- og socialpolitikker og fremover nærme sig noget bedre.

Men den proces, der skal føre frem til søjlen, bør også være en lejlighed til at tage gældende EU-ret op til fornyet overvejelse. Den nuværende EU-ret er blevet til skridt for skridt på forskellige tidspunkter, og nogle områder er bedre dækket end andre. Høringen om søjlen giver mulighed for at se på den gældende EU-ret i et holistisk perspektiv, for at genoverveje dens relevans i lyset af nye tendenser samt for at indkredse mulige områder for fremtidige foranstaltninger på det rigtige niveau.

Når der på denne måde gøres status, bør målet navnlig være at besvare følgende spørgsmål: Er der mangler i gennemførelsen af gældende EU-ret? Er der grundlæggende huller i de sociale rettigheder, der er fastsat på EU-plan? Hvordan kan sådanne mangler/huller forklares? Dette er også grunden til, at høringsprocessen, der skal føre frem til søjlen, vil være åben for alle medlemsstater og også bør hjælpe dem, der ikke er med i euroområdet, til at beslutte, om de vil være med i søjlen.

Arbejdet med at oprette søjlen vil komplementere andre igangværende bestræbelser på at uddybe ØMU'en 5 og bør tjene som et bidrag til arbejdet med hvidbogen om fremtiden for EU's ØMU, der forventes i foråret 2017. I de fem formænds rapport om fuldførelse af EU's Økonomiske og Monetære Union fremhævedes nødvendigheden af at videreføre konvergensprocessen hen imod mere modstandsdygtige økonomiske strukturer og af at gøre sådanne processer mere bindende på mellemlang sigt. Dette vil kunne opnås, hvis man enes om et sæt fælles høje standarder, som blandt andet bør fokusere på arbejdsmarkeder.  

I sidste ende må der for så vidt angår selve søjlens retlige karakter nødvendigvis tages hensyn til anvendelsesområdet og de retlige begrænsninger på EU-plan og på euroområdeplan. For eksempel giver artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tydeligvis ikke Unionen nogen kompetence til at lovgive om "løn".

Selv om man kan overveje forskellige instrumenter til oprettelse af søjlen, som f.eks. en henstilling, finder Kommissionen det afgørende, at Parlamentet og Rådet såvel som andre EU-institutioner inddrages, og at der samles bred støtte til implementeringen heraf.

4. Målsætningerne med høringen

Oprettelsen af søjlen udgør en mulighed for at styre tænkningen vedrørende eksisterende sociale rettigheder, euroområdets særlige behov, arbejdsmarkedets skiftende realiteter og vedrørende de reformer, der er behov for på alle niveauer. Høringsprocessen bør derfor være så vidtrækkende som muligt.

4.1. Foreslåede resultater

Høringsprocessen har tre overordnede målsætninger:

Den første målsætning er at foretage en vurdering af den gældende EU-ret. Høringen bør navnlig bidrage til at fastslå, i hvilket omfang der gøres brug af de eksisterende rettigheder, og hvorvidt de fortsat er relevante for dagens og morgendagens udfordringer, og/eller om man bør overveje nye måder at tilvejebring disse rettigheder på.

En anden målsætning er at reflektere over nye tendenser i arbejdsmønstre og samfund, som skyldes virkningerne af demografiske tendenser, nye teknologier og andre faktorer af betydning for arbejdslivet og sociale forhold. Der bør aktivt tilskyndes til at indkredse bedste praksis og uddrage erfaringer fra social innovation.

En tredje målsætning er at indsamle synspunkter vedrørende og få feedback på selve skitseringen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Høringen skal tjene til drøftelse af dens omfang og indhold såvel som dens rolle som led i ØMU'ens sociale dimension, til overvejelse af euroområdets særlige behov, drøftelse af specificiteten af de principper, der foreslås her, samt til at se nærmere på de tilhørende udfordringer, der knytter sig hertil. Høringen bør desuden hjælpe medlemsstater, der ikke er med i euroområdet, til at beslutte, om de skal deltage i søjlen.

Høringsprocessen bør være afsluttet senest den 31. december 2016 og danne grundlag for, at Kommissionen kan forelægge et endeligt forslag om søjlen i begyndelsen af 2017.

4.2. Mobilisering til drøftelsen

I de kommende måneder vil Kommissionen gå i aktiv dialog med andre EU-institutioner, nationale myndigheder og parlamenter, fagforeninger og erhvervsorganisationer, NGO'er, leverandører af sociale tjenesteydelser, eksperter fra den akademiske verden og offentligheden. På nationalt plan vil Kommissionen fremme drøftelserne via sine repræsentationer i medlemsstaterne.

De europæiske arbejdsmarkedsparter vil blive opfordret til at spille en aktiv rolle i udformningen af søjlen. Kommissionen vil desuden anmode Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udtalelser.

4.3. Struktureret feedback

Ud over den offentlige høring vil der blive organiseret tre arbejdsforløb, som skal levere input til drøftelserne - et for hvert af de foreslåede resultater, der er fremhævet ovenfor:

Gældende EU-ret: statusopgørelse.

Fremtiden med hensyn til arbejde og velfærdssystemer: udfordringer og muligheder.

Hvilken rolle skal den europæiske søjle for sociale rettigheder spille som led i en dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær Union?

Kommissionen agter at afholde en europæisk konference ved udgangen af 2016 for at indsamle feedback.

4.4. Bidrag til en informeret drøftelse

Der er oprettet en særlig webside til høringen her: http://ec.europa.eu/priorities/deeper-and-fairer-economic-and-monetary-union/european-pillar-social-rights.  

Den skal indeholde:

denne meddelelse og de tilhørende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene

en række faktaark udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene, hvorpå der gøres nærmere rede for den økonomiske og juridiske begrundelse for de områder, der er medtaget i skitsen over søjlen, som er vedføjet denne meddelelse

de aktiviteter, der er planlagt som led i hvert af de ovennævnte arbejdsforløb

en liste over møder og arrangementer, som er planlagt på EU-plan og på nationalt plan i de kommende måneder.

5. Spørgsmål i forbindelse med høringen

Kommissionen opfordrer alle interesserede parter til at fremsende svar på de spørgsmål, der stilles i denne meddelelse, sammen med eventuelle yderligere bemærkninger senest den 31. december 2016. 

Dette kan gøres ved at udfylde et onlinespørgeskema, som findes på den særlige webside, der er omtalt ovenfor, ved at sende input pr. e-mail til følgende mailadresse:

EMPL-EUROPEAN-PILLAR-OF-SOCIAL-RIGHTS@ec.europa.eu  

eller pr. post til:

EUROPEAN COMMISSION

Directorate-General Employment, Social Affairs and Inclusion

Rue Joseph II, 27 – 00/120

B-1049 BRUXELLES 6  

De spørgsmål, som Europa-Kommissionen ønsker synspunkter om, er følgende:

Vedrørende den sociale situation og gældende EU-ret på det sociale område

1.Hvad betragter du som de mest presserende prioriteter på beskæftigelsesområdet og det sociale område?

2.Hvordan tager vi højde for de forskellige beskæftigelsesmæssige og sociale situationer i Europa?

3.Er den gældende EU-ret tidssvarende, og ser du nogen muligheder for yderligere EU-foranstaltninger?

Vedrørende fremtiden med hensyn til arbejde og velfærdssystemer

4.Hvilke tendenser vil efter din mening medføre de største forandringer?

5.Hvad er de væsentligste risici og muligheder i forbindelse med disse tendenser?

6.Er der nogle politikker, institutioner eller virksomhedspraksisser - eksisterende eller nye – som du vil anbefale som referencer?

Vedrørende den europæiske søjle for sociale rettigheder

7.Er du enig i den tilgang, der skitseres her, til oprettelse af en europæisk søjle for sociale rettigheder?

8.Er du enig i søjlens omfang, områder og principper som foreslået her? Er der aspekter, som indtil videre ikke er kommet tilstrækkeligt til udtryk, eller som ikke er dækket tilstrækkeligt?

9.Hvilke områder og principper vil udgøre den vigtigste del af en fornyet konvergens for euroområdet?

10.Hvordan bør disse komme til udtryk og operationaliseres? Kan du mere specifikt se anvendelsesområdet for og merværdien af minimumsstandarder eller referencebenchmarks på bestemte områder, og i givet fald hvilke?

Det er også muligt at kommentere på hvert enkelt område og princip i den foreslåede søjle ved at udfylde et mere specifikt spørgeskema på høringens webside.

(1)

Politiske retningslinjer for den næste Kommission, 15. juli 2014, "En ny start for Europa: Min dagsorden for job, vækst, retfærdighed og demokratisk forandring".

(2)

 Arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene "Key economic, employment and social trends behind the European Pillar of Social Rights" (SWD (2016) 51) og "The EU social acquis" (SWD(2016) 50) af 8. marts 2016.

(3)

 Jf. f.eks. ILO (2015), "The future of work centenary initiative", OECD (2016), "Policy forum on the future of work", Bertelsmann Stiftung (2015), "Redesigning European welfare states – Ways forward", Bundesministerium für Arbeit und Soziales (2015), "Green Paper: Re-Imagining Work. Work 4.0", World Economic Forum, (2016), "The Future of Jobs: Employment, Skills and Workforce Strategy for the Fourth Industrial Revolution", OECD, IMF, Verdensbanken og ILO (2015), "Income inequality and labour income share in G20 countries: Trends, Impacts and Causes".

(4)

"Gennemførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union", rapport af Jean-Claude Juncker i nært samarbejde med Donald Tusk, Jeroen Dijsselbloem, Mario Draghi og Martin Schulz, juni 2015. I deres fælles bidrag til rapporten understregede Frankrig og Tyskland for eksempel behovet for at styrke samarbejdet og fælles retningslinjer på visse områder, såsom aktive arbejdsmarkedspolitikker og sociale sikringsordninger. Se også Det Europæiske Center for Politisk Strategi (2015), "The Social Dimension of Economic and Monetary Union".

(5)

COM(2015) 600 af 21. oktober 2015 om skridt hen imod en fuldkommen Økonomisk og Monetær Union.

(6)

Bemærk venligst, at alle modtagne bidrag såvel som bidragyderens identititet vil blive offentliggjort på internettet, medmindre bidragyderen modsætter sig offentliggørelse af sine personoplysninger med den begrundelse, at en sådan offentliggørelse vil skade den pågældendes legitime interesser. I så fald kan bidraget offentliggøres i anonymiseret form. Ellers vil bidraget ikke blive offentliggjort, og indholdet vil i princippet heller ikke blive taget i betragtning.

EUROPA-KOMMISSIONEN

Strasbourg, den 8.3.2016

COM(2016) 127 final

BILAG

Første udkast til den europæiske søjle for sociale rettigheder

Ledsagedokument til

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Igangsættelse af en offentlig høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder

{SWD(2016) 50 final}
{SWD(2016) 51 final}

Indholdsfortegnelse

KAPITEL I : LIGE MULIGHEDER OG ADGANG TIL ARBEJDSMARKEDET

1.Færdigheder, uddannelse og livslang læring

2.Fleksible og sikre arbejdskontrakter

3.Trygge erhvervsskift

4.Aktiv beskæftigelsesstøtte

5.Ligestilling og balance mellem arbejds- og privatliv

6.Lige muligheder

KAPITEL II : RETFÆRDIGE ARBEJDSVILKÅR

7.Ansættelsesvilkår

8.Lønninger

9.Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

10.Social dialog og inddragelse af arbejdstagerne

KAPITEL III: PASSENDE OG BÆREDYGTIG SOCIAL BESKYTTELSE

11.Integrerede sociale ydelser og tjenester

12.Sundheds- og sygdomsydelser

13.Pensioner

14.Arbejdsløshedsydelser

15.Minimumsindkomst

16.Invaliditetsydelser

17.Langtidspleje

18.Børnepasning

19.Adgang til bolig

20.Adgang til grundlæggende ydelser

Forklarende bemærkning

Dette bilag indeholder et første udkast til den europæiske søjle for sociale rettigheder med henblik på høring af den brede offentlighed. Søjlen skal oprettes i euroområdet, men vil også være åben for andre medlemsstater, der ønsker at deltage på frivillig basis.

Søjlen tager udgangspunkt i de sociale mål og rettigheder, som er fastsat i primær EU-ret, dvs. traktaten om Den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Unions Domstols retspraksis. For at sikre et tilstrækkeligt bredt høringsgrundlag vedrører søjlen både de områder, hvor EU har kompetence til at lovgive, og andre områder, hvor medlemsstaterne har det primære ansvar, og hvor EU har en mere støttende og supplerende rolle. Den bygger også på inspiration fra praksis på nationalt plan og internationale retskilder.

Inden for rammerne af søjlen forbliver de eksisterende rettigheder gældende — de hverken gentages eller ændres. Formålet er at supplere disse ved at opstille en række fælles grundlæggende principper for de deltagende medlemsstater for så vidt angår gennemførelsen af deres beskæftigelses- og socialpolitikker, idet der navnlig fokuseres på euroområdets behov og udfordringer. Den færdige søjle skal fungere som referenceramme for screeningen af de deltagende medlemsstaters beskæftigelsesmæssige og sociale resultater med henblik at fremme reformer på nationalt plan og mere specifikt bane vejen for fornyet konvergens i euroområdet.

Disse principper er grupperet i henhold til 20 politikområder, som anses for at have afgørende betydning, når det gælder om at sikre velfungerende og retfærdige arbejdsmarkeder og velfærdssystemer. I principperne medtages økonomiske og sociale overvejelser, ligesom der tages højde for de meget forskellige situationer i Europa og skiftende lokale forhold. Der tages fat på væsentlige problemstillinger med henblik på en dybere og mere retfærdig økonomisk og monetær union, f.eks. behovet for at styrke konkurrenceevnen, øge arbejdsmarkedsdeltagelsen, sikre tilstrækkelig social mindstebeskyttelse, gøre fuldt brug af menneskers potentiale, sikre holdbarheden af de offentlige finanser og øge tilpasningsevnen og modstandsdygtigheden for de økonomiske strukturer.

Ovennævnte principper omfatter EU-borgere og tredjelandsstatsborgere, både erhvervsaktive og ikke-erhvervsaktive, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne, i overensstemmelse med det enkelte princips ordlyd. Med henblik på denne høring omfatter begrebet "arbejdstager" enhver person, der i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, navnlig for så vidt angår fastlæggelse af tid, sted og indhold i forbindelse med den pågældende persons arbejde.

"Selvstændig erhvervsdrivende" omfatter enhver person, der arbejder i egen virksomhed med gevinst for øje. "Erhvervsaktive personer" omfatter både arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende. Det kan blive nødvendigt at afgrænse anvendelsesområdet for disse begreber yderligere under høringsprocessen.

Valget og udformningen af principperne bygger bl.a. på eksisterende retningslinjer i forbindelse med det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker, på den afledte EU-ret og på retningslinjerne for "blød" lovgivning, hvor sådanne findes. For at de enkelte principper bedre kan sættes ind i en sammenhæng, skitseres de vigtigste udestående problemer i udkastet, ligesom der peges på den potentielle merværdi i relation til hvert enkelt princip, og de tilsvarende rettigheder i primær ret er angivet i tekstbokse, hvor det er relevant. Principperne bør drøftes bredt og præciseres inden for rammerne af høringsprocessen med henblik på at færdiggøre et forslag til den europæiske søjle for sociale rettigheder i 2017.

KAPITEL I: LIGE MULIGHEDER OG

ADGANG TIL ARBEJDSMARKEDET

1.Færdigheder, uddannelse og livslang læring

Grundlæggende færdigheder i sprog, læsning, skrivning, talforståelse og IKT, som er grundelementerne i læring, er stadig en udfordring for en stor del af befolkningen, både børn og voksne. For at øge kvaliteten og relevansen af uddannelsesresultaterne skal uddannelsessystemerne gøres mere effektive, retfærdige og åbne i forhold til behovene på arbejdsmarkedet og i samfundet. Lige adgang, uanset økonomiske midler, til erhvervelse af et fundament af grundlæggende færdigheder og nøglekompetencer inden for grunduddannelse skal suppleres med kvalitetsmuligheder for voksne, så de kan tilegne sig grundlæggende færdigheder og nøglekompetencer gennem hele livet. Befolkningens aldring, et længere arbejdsliv og øget indvandring af tredjelandsstatsborgere kræver yderligere foranstaltninger med henblik på opkvalificering og livslang læring, for med succes at kunne tilpasse sig de teknologiske ændringer og et arbejdsmarked i hastig forandring.

a.Alle personer skal have adgang til kvalitetsuddannelse gennem hele livet med henblik på at nå et tilstrækkeligt niveau for grundlæggende færdigheder og nøglekompetencer, som giver mulighed for aktiv deltagelse i samfundet og på arbejdsmarkedet. Lavtuddannede unge og voksne i den erhvervsaktive alder skal opfordres til at forbedre deres færdigheder.

2.Fleksible og sikre arbejdskontrakter

Fleksible kontrakter kan lette adgangen til arbejdsmarkedet og fremme karriereskift og giver samtidig arbejdsgiverne mulighed for at reagere på ændringer i efterspørgslen. De digitale økonomier ændrer på arbejdsmønstrene og fører til nye former for beskæftigelse såsom selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette skaber mere forskelligartede indgange til arbejdsmarkedet og medvirker til at holde folk aktive. Der er imidlertid fortsat store forskelle i ansættelsesvilkårene på tværs af forskellige ansættelseskontrakter.

Derudover findes der "gråzoner" såsom "afhængig selvstændig erhvervsvirksomhed" og "proformaselvstændige", som giver en uklar retssituation og hindringer i adgangen til social beskyttelse. Sådanne fænomener risikerer at skabe social usikkerhed og/eller tostrengede segmenterede arbejdsmarkeder, som hæmmer produktiviteten og fører til udstødelse. Midlertidig beskæftigelse kan øge risiciene forbundet med usikre ansættelsesforhold i form af forringet beskyttelse mod afskedigelse, lavere løn, begrænset adgang til social beskyttelse og uddannelse. Et skift i retning af kontrakttyper med tilsvarende garantier og omkostninger kan gøre midlertidig beskæftigelse til et springbræt til stabil og sikker beskæftigelse, samtidig med at arbejdsmarkedernes modstandsdygtighed over for chokvirkninger styrkes.

a.Der skal sikres ligebehandling uanset arbejdskontraktens art, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold. Misbrug af usikre og tidsbegrænsede ansættelsesforhold skal forhindres.

b.Fleksibilitet i ansættelsesvilkårene kan være en metode til at få adgang til arbejdsmarkedet og samtidig sikre arbejdsgivernes evne til at reagere hurtigt på efterspørgselsskift, men overgangen til tidsubegrænsede kontrakter skal imidlertid sikres.

3.Trygge erhvervsskift

Arbejdslivet bliver stadig mere forskelligartet og omfatter flere samtidige job og ansættelsesforhold, karriereafbrydelser, øget mobilitet og erhvervsmæssige ændringer inden for ens levetid. At få det bedste ud af teknologiske forandringer og hurtigt skiftende arbejdsmarkeder kræver hurtigere og bedre støtte til job- og erhvervsskift samt støtte til løbende efteruddannelse gennem hele arbejdslivet.

Opkvalificering kræver investeringer fra de enkelte arbejdstagere, virksomheder og samfundet. En række sociale beskyttelsesrettigheder såsom arbejdsmarkedspensioner, arbejdsløshedsydelser, sygesikrings- eller uddannelsesrettigheder kan ikke altid uden videre overføres ved jobskift eller udnyttes eller optjenes ved opstart af egen virksomhed. Omvendt bør nogle af de rettigheder, som arbejdssøgende eller erhvervsinaktive personer har, ikke være til hinder for genoptagelse af arbejdet eller opstart af egen virksomhed.

a.Alle personer i den arbejdsdygtige alder skal tilbydes individuel jobsøgningshjælp og opmuntres til uddannelse og efteruddannelse for at fremme deres arbejdsmarkeds- eller iværksættermuligheder og hurtigere job- og erhvervsskift.

b.Bevarelse og overførsel af sociale rettigheder og uddannelsesrettigheder optjent i løbet af karrieren skal sikres for at fremme job- og erhvervsskift.

4.Aktiv beskæftigelsesstøtte

Vedvarende, gentagen arbejdsløshed samt langtidsledighed, især for unge og personer med lavt niveau af færdigheder, kræver hensigtsmæssig og målrettet støtte med henblik på (gen-)indtræden på arbejdsmarkedet samt foranstaltninger til at udvikle færdigheder, kvalifikationer eller arbejdserfaring, der skal give adgang til ny beskæftigelse. En hurtig og effektiv adgang til sådanne foranstaltninger kan forebygge arbejdsmarkedsudstødelse og social udstødelse.

a.Alle unge under 25 år skal sikres et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, en lærlingeuddannelse eller et praktikophold, senest fire måneder efter at de er blevet arbejdsløse eller har forladt det formelle uddannelsessystem.

b.Det skal ligeledes sikres, at tilmeldte langtidsledige får tilbudt en dybtgående individuel vurdering og vejledning og en aftale om jobintegration bestående af et tilbud om individuelle tjenesteydelser og en angivelse af ét centralt kontaktpunkt allersenest efter 18 måneders arbejdsløshed.

5.Ligestilling og balance mellem arbejds- og privatliv

Kvinder er fortsat underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, overrepræsenteret inden for deltidsarbejde og i lavtlønssektorer og har en lavere timeløn, selv om deres udannelsesniveau er højere end mændenes. Det er vigtigt at støtte deres deltagelse på arbejdsmarkedet for at sikre lige muligheder, hvilket også er en økonomisk nødvendighed set i forhold til den aldrende arbejdsstyrke.

Mangel på passende orlovs- og omsorgsordninger for børn og andre plejekrævende familiemedlemmer kan afholde personer med plejeansvar, primært kvinder, fra at fortsætte deres job eller vende tilbage til beskæftigelse. Til hinder for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet er bl.a. manglen på passende politikker vedrørende forening af arbejdsliv og familieliv, skattemæssige incitamenter for sekundære forsørgere eller overdreven beskatning af arbejde og stereotyper inden for uddannelse og erhverv.

Adgangen for selvstændige eller arbejdstagere, der ikke har fuldtids- eller fastansættelse, til lønnede familierelaterede orlovs- eller forsikringsordninger er stadig ulige. Derudover kan utilstrækkelige muligheder og incitamenter for mænd til at tage orlov forstærke kvinders rolle som de primære omsorgspersoner, hvilket har negative konsekvenser for kvinders beskæftigelse.

Der er også en øget mulighed for fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet, som delvist er baseret på digitale miljøer og kombinationen af forskellige erhverv i den kollaborative økonomi eller deleøkonomien. Fleksible arbejdsordninger kan også medvirke til at fremme en bedre balance mellem arbejds- og privatliv ved at give både de erhvervsaktive og virksomhederne mulighed for at tilpasse arbejdstider og -mønstre efter behov.

a.Ligestilling på arbejdsmarkedet og inden for uddannelse skal fremmes ved at sikre ligebehandling på alle områder, herunder lønområdet, og fjerne hindringer for kvinders deltagelse samt forebygge kønsopdeling på arbejdsmarkedet.

b.Alle forældre og personer med plejeansvar skal have adgang til passende orlovsordninger for børn og andre afhængige pårørende samt adgang til plejetjenester 1 . Begge køn skal opfordres til at benytte orlovsordningerne, bl.a. gennem forældreorlov med løn for både mænd og kvinder.

c.Efter aftale mellem arbejdsgivere og arbejdstagere skal der indføres og tilskyndes til fleksible arbejdsordninger, bl.a. på arbejdstidsområdet, hvor der tages hensyn til både arbejdstagernes og arbejdsgivernes behov.

6.Lige muligheder

Forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering er ulovlig i hele Unionen. Imidlertid har visse grupper svært ved at få adgang til arbejdsmarkedet. Navnlig er tredjelandsstatsborgere og etniske minoriteter underrepræsenteret på arbejdsmarkedet og har en større risiko for fattigdom og social udstødelse. Det er vigtigt at fjerne hindringerne for deres deltagelse, det være sig sprogbarrierer eller problemer med at få anerkendt færdigheder og kvalifikationer. For så vidt angår forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etnisk oprindelse, peger tidligere erfaringer på, at arbejdsgiverne mangler kendskab til ikke-diskriminerende ansættelsespraksis uden forskelsbehandling, og at personer, der udsættes for forskelsbehandling, mangler kendskab til deres rettigheder.

Det er vigtigt at støtte deres deltagelse på arbejdsmarkedet for at sikre lige muligheder, hvilket også er en økonomisk nødvendighed set i forhold til den aldrende arbejdsstyrke.

a. Underrepræsenterede gruppers deltagelse på arbejdsmarkedet skal øges ved at sikre ligebehandling på alle områder, bl.a. ved at give øget viden og bekæmpe forskelsbehandling.

KAPITEL II: RETFÆRDIGE ARBEJDSVILKÅR

7.Ansættelsesvilkår

I forbindelse med nye fleksible ansættelsesformer kræver det yderligere opmærksomhed at fastlægge beskæftigelsens art, omfang eller varighed, identificere arbejdsgiveren samt det dermed forbundne sociale beskyttelsesniveau og undgå misbrug i prøvetiden. Decentraliserede selvorganiserende arbejdsformer kan øge arbejdstagernes autonomi og fremme virksomhedernes udvikling, men medfører lavere kendskab til rettigheder og uklare oplysningskrav for arbejdsgiverne. De eksisterende EU-regler, hvorefter arbejdstageren skal underrettes om vilkårene for arbejdskontrakten, finder ikke anvendelse fra ansættelsesperiodens start og bliver vanskeligere at anvende i forbindelse med stadigt mere transnationale, mobile, digitale og delokaliserede forretningsmodeller. Komplekse, bekostelige og usikre bestemmelser for opsigelse af tidsubegrænsede kontrakter gør virksomhederne tøvende over for ansættelse og fører ligeledes til en ulige håndhævelse af de gældende regler.

a.Alle arbejdstagere skal informeres skriftligt forud for ansættelsens start om de rettigheder og forpligtelser, som følger af ansættelsesforholdet.

b.I tilfælde af prøvetid skal denne have en rimelig varighed. Forud for prøvetidens start skal arbejdstagerne have oplysninger om betingelserne.

c.Afskedigelse af en arbejdstager skal være begrundet og finde sted efter en rimelig opsigelsesperiode og være forbundet med passende kompensation, ligesom der skal være adgang til hurtige og effektive procedurer for indbringelse af tvisten for en upartisk tvistbilæggelsesordning.

8.Lønninger

Ved at fastsætte mindstelønnen på et passende niveau sikres en rimelig levestandard for arbejdstagere og deres familier, hvilket er med til at bekæmpe fattigdom hos personer i beskæftigelse. Ved at sørge for en bred dækning undgås skævvridninger, som fører til et todelt arbejdsmarked. En forudsigelig lønudvikling er væsentlig for et stabilt erhvervsklima. Mindstelønnen bør fastsættes på et niveau, der er med til at fastholde beskæftigelsesmulighederne for de lavtuddannede, og som betyder, at det kan betale sig for arbejdsløse og inaktive at tage et arbejde. Fastholdelse af en lønudvikling, der er orienteret efter produktiviteten, har vist sig at være afgørende for konkurrenceevnen, især i eurozonen.

a.Enhver beskæftigelse skal være rimeligt aflønnet, så der sikres en anstændig levestandard. Mindstelønnen skal fastsættes ved hjælp af en gennemsigtig og forudsigelig mekanisme på en sådan måde, at adgangen til beskæftigelse og motivationen til at søge arbejde bevares. Lønudviklingen skal følge udviklingen i produktiviteten i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis.

9.Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

Der er opstået nye udfordringer inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen som følge af mindre stabile ansættelsesforhold, nye arbejdsmønstre og en aldrende arbejdsstyrke. At sørge for beskyttelse af samtlige arbejdstagere mod arbejdsskader og helbredsproblemer uanset beskæftigelsesform samt bekæmpelse af "gråzoner", såsom "afhængig selvstændig erhvervsvirksomhed og "proformaselvstændige", der giver en uklar retssituation, er en vigtig metode til at mindske social usikkerhed, sociale omkostninger og forbedre virksomhedernes produktivitet. En styrkelse af reintegrations- og rehabiliteringsindsatsen kræver en større inddragelse af arbejdsgiverne med henblik på omskoling eller tilpasning af arbejdspladsen. Det er imidlertid fortsat besværligt for små virksomheder at håndhæve forebyggende og korrigerende foranstaltninger.

a.Der skal sikres en passende beskyttelse mod alle risici, som kan opstå under arbejdet, med behørig gennemførelsesstøtte, navnlig i mikrovirksomheder og små virksomheder.

10.Social dialog og inddragelse af arbejdstagerne

En velfungerende social dialog forudsætter uafhængige og repræsentative arbejdsmarkedsparter, der er i stand til at nå frem til kollektive overenskomster. Som følge af den ringere organisationsgrad og repræsentativitet er arbejdsmarkedsparterne nødt til at opbygge deres kapacitet yderligere med henblik på indgå i en bedre fungerende og effektiv social dialog. Engagementet hos arbejdsmarkedsparterne på europæisk og nationalt plan er afgørende for en vellykket udformning og gennemførelse af de økonomiske og sociale politikker, bl.a. i bestræbelserne på at sikre beskæftigelsen i perioder med økonomisk nedgang. Desuden vil nye former for tilrettelæggelse af arbejdet, f.eks. i servicesektoren og inden for den digitale økonomi, bidrage til ulige repræsentation af arbejdstagerne og gøre oplysning og høring af disse mere kompleks.

a.Arbejdsmarkedsparterne skal høres i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af beskæftigelses- og social- og arbejdsmarkedspolitikker. De skal tilskyndes til at indgå kollektive overenskomster på områder, der er relevante for dem, under hensyntagen til deres nationale traditioner, uafhængighed og ret til kollektive skridt.

b.Oplysning og høring skal sikres i god tid for alle arbejdstagere, heriblandt dem, der arbejder digitalt og/eller opererer på tværs af grænserne, eller deres repræsentanter, især i tilfælde af kollektiv afskedigelse, overførsel, omstrukturering og sammenlægning af virksomheder.

KAPITEL III: PASSENDE OG BÆREDYGTIG SOCIAL BESKYTTELSE

11.Integrerede sociale ydelser og tjenester

I nogle tilfælde kan de mange forskellige ydelser og tjenester, organer og ansøgningsprocedurer gøre det vanskeligt for borgerne at få adgang til al den støtte, de har behov for. Mangel på integrerede ydelser og tjenester mindsker også effektiviteten, når det gælder bekæmpelse af fattigdom samt fremme af social integration og arbejdsmarkedsintegration. En tredobbelt koordinering mellem sociale ydelser, aktiv støtte og sociale tjenester er nøglen til effektiv støtte. En sådan koordinering bør vedrøre berettigelse og dækning, samordnede tilbud om støtte og opretholdelse af en række rettigheder i forbindelse med genindtræden på arbejdsmarkedet eller selvstændig erhvervsvirksomhed. Gennem en bedre integrering af ydelser og tjenester kan social beskyttelse gøres mere omkostningseffektiv.

a.Sociale ydelser og tjenester skal så vidt muligt integreres for at styrke sammenhængen og effektiviteten i disse foranstaltninger og støtte social integration og arbejdsmarkedsintegration.

12.Sundheds- og sygdomsydelser

Befolkningens aldring og de høje behandlingsomkostninger øger presset på sundhedssystemernes finansielle holdbarhed og evnen til at sikre tilstrækkelige sundhedsydelser for alle. Høje udgifter til behandling set i forhold til indtægterne eller meget lange ventetider har vist sig at være afgørende faktorer, når det gælder manglende evne til at opnå adgang til lægebehandling. At sikre adgang for alle til sundhedstjenester af høj kvalitet, samtidig med at sundhedssystemernes finansielle holdbarhed sikres, og der tilskyndes til omkostningseffektiv pleje samt sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, kræver en øget indsats med henblik på at øge sundhedssystemernes modstandsdygtighed og effektivitet, hvorved sundhedssystemernes evne til at klare udfordringerne kan forbedres. Universel adgang til sundhedspleje og bekæmpelse af uligheder på sundhedsområdet vil styrke den sociale samhørighed og forbedre de økonomiske resultater.

Sygesikrings- og/eller sygeorlovsordninger varierer betragteligt for så vidt angår karensdage, varighed, erstatningsgrad og kontrolmekanismer. Det er fortsat en udfordring at sikre et passende minimumserstatningsniveau i forbindelse med sundhedsydelser og fremme reintegration og rehabilitering, samtidig med at disse ordningers finansielle holdbarhed opretholdes.

a.Alle skal sikres adgang til rettidig forebyggende og helbredende sundhedspleje, og behovet for sundhedspleje må ikke forårsage fattigdom eller økonomiske problemer. 

b.Sundhedssystemerne skal fremme en omkostningseffektiv pleje og samtidig styrke den sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats med henblik på at øge sundhedssystemernes modstandsdygtighed og finansielle holdbarhed.

c.Alle arbejdstagere skal uanset kontrakttype sikres tilstrækkelig løn i perioder med sygdom, ligesom selvstændige erhvervsdrivende skal opfordres til deltagelse i forsikringsordninger. Effektiv reintegration og rehabilitering med henblik på hurtig tilbagevenden på arbejdsmarkedet skal fremmes.

13.Pensioner

Den højere levealder og faldende andel af erhvervsaktive udgør en dobbelt udfordring, når det gælder om at sikre finansielt bæredygtige pensionssystemer og en passende indkomstpension. Ved at undgå tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet kædes den lovbestemte pensionsalder sammen med forventet levealder, og kløften mellem den lovbestemte og den faktiske pensionsalder mindskes, hvilket har betydning, når det gælder om at sikre de offentlige finansers bæredygtighed på længere sigt og samtidig bevare solidariteten mellem generationerne.

Utilstrækkelige pensioner er en yderligere udfordring i flere medlemsstater. Der er store kønsbestemte pensionsforskelle i de fleste lande, hvor kvinders lavere indtjening og mange afbrydelser i karrieren fører til lavere pensionsbidrag og dermed færre pensionsrettigheder.

For selvstændige erhvervsdrivende og personer med atypiske kontraktordninger er risikoen for utilstrækkelig pensionsopsparing også større, ligesom dækningen under arbejdsmarkedspensionsordninger er lavere.

a.Pensionsordninger skal sikre alle borgere i pensionsalderen en rimelig levestandard. Der skal træffes foranstaltninger til at udligne de kønsbestemte pensionsforskelle, f.eks. gennem tilstrækkelig godskrivning af plejeperioder. Under hensyntagen til de særlige nationale forhold skal selvstændige erhvervsdrivende opfordres til at deltage i pensionsordninger.

b.Pensionssystemerne skal ved at undgå tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet stræbe efter at sikre pensionernes holdbarhed og tilstrækkelighed i fremtiden gennem sikring af et bredt bidragsgrundlag, sammenkædning af den lovbestemte pensionsalder med forventet levealder og gennem udligning af kløften mellem den faktiske og den lovbestemte pensionsalder.

14.Arbejdsløshedsydelser

Effektive arbejdsløshedsydelser gør det muligt at søge job og forbedre matchningen af kvalifikationer, opnå økonomisk sikkerhed i arbejdsløshedsperioder, forebygge fattigdom og skabe automatisk stabilisering i økonomiske nedgangstider. I visse tilfælde er arbejdsløshedsunderstøttelsens dækning meget lav på grund af strenge støtteberettigelseskrav. Ydelsernes varighed i visse medlemsstater og håndhævelsen af betingelser for jobsøgning og deltagelse i aktiv støtte vækker bekymring.

a.I støtten til de ledige skal indgå kravet om aktiv jobsøgning og deltagelse i aktiv støtte kombineret med passende arbejdsløshedsydelser. Ydelsesperioden skal omfatte tilstrækkelig tid til jobsøgning, samtidig med at incitamentet til hurtig tilbagevenden på arbejdsmarkedet bevares 2 .

15.Minimumsindkomst

Næsten alle medlemsstater garanterer en minimumsindkomst for personer, der lever i eller risikerer at leve i fattigdom, og som ikke har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv. En af de aktuelle udfordringer er imidlertid et utilstrækkeligt ydelsesniveau, som gør det umuligt for modtagerne at undgå fattigdom, lav dækning og manglende udnyttelse af minimumsindkomststøtten på grund af vanskeligheder med at få del til ordningerne. For personer i den erhvervsaktive alder kan utilstrækkelige forbindelser i forhold til aktiv støtte og sociale tjenester samt ydelser, der ikke nedtrappes ved tilbagevenden på arbejdsmarkedet, medføre, at de bliver fanget i understøttelse og mangler incitament til at arbejde. Indkomstsikkerheden er utilstrækkelig for personer, der har opbrugt deres arbejdsløshedsydelser, idet der er ringe koordinering mellem arbejdsløsheds- og mindsteindkomstydelser. For de ældre er bestemmelserne om minimumsindkomster i de fleste medlemsstater utilstrækkelige til at bringe personer uden andre midler ud af fattigdom.

a.Der skal sikres passende minimumsindkomstydelser til personer, som ikke har tilstrækkelige midler til at føre en værdig tilværelse. For personer i den erhvervsaktive alder skal disse ydelser omfatte krav om deltagelse i aktiv støtte for at fremme (re)integration på arbejdsmarkedet.

16.Invaliditet

Personer med handicap har meget større risiko for at blive ramt at fattigdom og social udstødelse end den almindelige befolkning. De står over for manglende tilgængelighed på arbejdspladsen, forskelsbehandling og negative skatteincitamenter. Udformningen af invaliditetsydelser kan medføre, at modtagerne bliver fanget i understøttelse, f.eks. når ydelserne helt fjernes, efter at de er kommet (tilbage) på arbejdsmarkedet. Adgangen til støttetjenester kan også have betydning for evnen til at deltage på arbejdsmarkedet og i samfundslivet.

a.Personer med handicap skal sikres støttetjenester og basal indkomstsikkerhed, så de kan opretholde en anstændig levestandard. Betingelserne for at modtage ydelser må ikke skabe forhindringer for beskæftigelse.

17.Langtidspleje

Befolkningens aldring, ændrede familiestrukturer og kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet bidrager til øget efterspørgsel efter langtidsplejetjenester. De, der tager sig af familien, almindeligvis kvinder, udfylder ofte de huller, der opstår som følge af utilgængelig eller dyr institutionel pleje. Selv om formel pleje i eget hjem er den foretrukne løsning blandt mange modtagere og familiemedlemmer, er denne plejeform fortsat underudviklet, hvorfor uformel pleje ofte er den eneste valgmulighed for mange familier, der således pålægges en stor økonomisk byrde. For at sikre adgang til passende langtidspleje, samtidig med at langtidsplejesystemernes finansielle holdbarhed sikres, skal der således gøres en større indsats for at forbedre udbuddet og finansieringen af langtidspleje.

a.Der skal sikres adgang til økonomisk overkommelige langtidsplejetjenester af høj kvalitet, herunder pleje i hjemmet, som præsteres af velkvalificeret personale.

b.Leveringen og finansieringen af langtidsplejetjenester skal styrkes og forbedres for at sikre adgang til passende pleje på en økonomisk bæredygtig måde.

18.Børnepasning

Børnepasningsordninger forbedrer børns kognitive og sociale udvikling, navnlig børn fra dårligt stillede familier, og øger deres uddannelses- og arbejdsmarkedsmuligheder senere i livet. Formel børnepasning er også et vigtigt værktøj til at forene arbejdsliv og familieliv, som fremmer beskæftigelsen blandt forældre, navnlig kvinder. Begrænset adgang til prisoverkommelige kvalitetstilbud er imidlertid stadig en stor hindring og hæmmer børnenes udvikling. At sikre børn med en socialt belastet baggrund adgang til disse ordninger byder også på store udfordringer.

a.Alle børn skal sikres adgang til økonomisk overkommelige kvalitetspasningsordninger, hvor ydelserne præsteres af velkvalificeret personale.

b.Der skal træffes foranstaltninger på et tidligt stadie og vedtages forebyggende tilgange til bekæmpelse af børnefattigdom, herunder særlige foranstaltninger til at fremme deltagelsen blandt børn fra socialt dårlige kår.

19.Adgang til bolig

Mangel på passende boliger og usikre boligforhold er fortsat et stort problem i hele EU, hvilket fører til øget finansiel risikotagning, udsættelser, restancer med betaling af husleje og boliglån og i visse ekstreme tilfælde hjemløshed. Restriktioner for boligudbuddet og fordrejninger på udlejningsmarkedet bidrager til boligmanglen. Mangel på passende boliger er også stadig en hindring for arbejdskraftmobiliteten, for de unges adgang til arbejdsmarkedet og for realiseringen af livsplaner og en uafhængig livsførelse.

a.Personer med behov skal sikres adgang til sociale boliger eller boligstøtte. Udsatte personer skal sikres beskyttelse mod udsættelse, og der skal ydes støtte til husholdninger med lave og middelindkomster med henblik på erhvervelse af egen bolig.

b.Hjemløse skal tilbydes husly og tilknyttes andre sociale tjenester med henblik på at fremme social integration.

20.Adgang til grundlæggende ydelser

Grundlæggende ydelser såsom elektroniske kommunikationstjenester, transporttjenester, energitjenester (f.eks. elektricitet og varme) og finansielle tjenester (f.eks. bankkonti), der sikrer fuld social inklusion i samfundet, samt lige adgang til beskæftigelsesmuligheder, er ikke altid tilgængelige for enhver. Hindringer for tilgængeligheden er bl.a. prisoverkommelighed, mangel på infrastruktur eller manglende opfyldelse af kravene om brugervenlighed for personer med handicap.

a.Alle skal sikres adgang til grundlæggende ydelser, som er økonomisk overkommelige, herunder elektroniske kommunikationstjenester, energi-, transport- og finansielle tjenester. Personer med behov skal ydes støtte med henblik på at lette adgangen til disse tjenester.

(1)  I overensstemmelse med princip 17-18 nedenfor.

(2) Som beskrevet i princip 3 ovenfor.