Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52015PC0021

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af De Forenede Nationers konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift

/* COM/2015/021 final - 2015/0013 (NLE) */

52015PC0021

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af De Forenede Nationers konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift /* COM/2015/021 final - 2015/0013 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

Tvister mellem investorer og stater er traditionelt blevet bilagt på grundlag af handelsmæssige voldgiftsregler, hvilket ikke sikrer gennemsigtighed. Større gennemsigtighed i forbindelse med investor-stat-tvistbilæggelse er et vigtigt mål, eftersom det tager sigte på at give offentligheden bedst mulig adgang til dokumenter og høringer samt på at give interesserede tredjeparter mulighed for at fremsætte bemærkninger. Dette er vigtigt, da investor-stat-tvistbilæggelse kan dreje sig om tvister, som giver anledning til spørgsmål vedrørende de offentlige politikker eller påvirker de offentlige finanser.

Kommissionen har siden 2010 haft fokus på at forbedre gennemsigtigheden for investor-stat-tvistbilæggelse[1]. Dette blev udtrykkeligt efterlyst af Europa-Parlamentet i dets betænkning om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer[2]. Ud over at sikre, at fremtidige EU-aftaler har en høj grad af gennemsigtighed, har Kommissionen samtidig medvirket til at opfordre De Forenede Nationers Kommission for International Handelsret (UNCITRAL) til at indføre globale regler for gennemsigtighed i investor-stat-tvistbilæggelse og til at udarbejde mekanismer til anvendelse af disse forbedrede regler for gennemsigtighed på de 3 000 eksisterende investeringsaftaler. Dette forslag lever op til de politiske målsætninger fra 2010 og Europa-Parlamentets anmodning fra 2011, viser Kommissionens vilje til at reformere og forbedre ordningen for investor-stat-tvistbilæggelse i sin helhed og er et synligt bevis på fordelene ved en fælles EU-politik for udenlandske investeringer - et sådant resultat ville have været højst usandsynligt uden en sådan fælles EU-politik for udenlandske investeringer.

UNCITRAL vedtog den 10. juli 2013 regler for gennemsigtighed i investor-stat-tvistbilæggelse ("reglerne for gennemsigtighed"), som derpå blev godkendt af De Forenede Nationers Generalforsamling den 16. december 2013[3]. I henhold til disse skal alle dokumenter offentliggøres (såvel domstolens afgørelser som parternes redegørelser), høringer skal være åbne for offentligheden, og interesserede parter (civilsamfundet) skal kunne fremsætte bemærkninger for domstolen. Der træffes passende bestemmelser til beskyttelse af fortrolige oplysninger, men disse er ikke mere vidtgående end tilsvarende bestemmelser ved nationale domstole. Unionen vil benytte disse regler som grundlag for bestemmelser om gennemsigtighed i investor-stat-tvistbilæggelse i alle aftaler, som i øjeblikket er under forhandling, og har indarbejdet disse eller tilsvarende regler - og er reelt gået videre - i udkastet til en omfattende økonomi- og handelsaftale (CETA) med Canada samt i udkastet til en frihandelsaftale mellem EU og Singapore.

Disse regler trådte i kraft den 1. april 2014. De gælder automatisk for investor-stat-tvistbilæggelse i forbindelse med aftaler indgået efter den 1. april 2014, hvis der heri er henvist til UNCITRAL's voldgiftsregler. Samtidig gælder reglerne for gennemsigtighed ikke for aftaler indgået før nævnte dato. I betragtning af det meget store antal eksisterende investeringsaftaler indgået før den 1. april 2014 er det af betydning at sikre anvendelsen af reglerne for gennemsigtighed på disse aftaler. Den Europæiske Union er part i en sådan aftale - energichartertraktaten - og EU-medlemsstaterne er parter i omkring 1 400 sådanne aftaler med tredjelande.

Sammen med andre medlemmer af UNCITRAL har Unionen derfor opfordret til at føre forhandlinger om en multilateral konvention, som kan lette anvendelsen af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed på eksisterende investeringsaftaler. Den 10. februar 2014 bemyndigede Rådet Kommissionen til at føre forhandlinger om en sådan konvention i UNCITRAL's regi ("konventionen"), og Unionen repræsenteret ved Kommissionen har deltaget aktivt i forhandlingerne om konventionen. Forhandlingerne afsluttedes den 9. juli 2014, og konventionen blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 2014[4]. Konventionen vil være åben for undertegnelse den 17. marts 2015 i Port Louis, Mauritius, og derefter i De Forenede Nationers hovedsæde i New York.

Konventionen gælder for investeringsaftaler indgået før den 1. april 2014, og der indføres ved denne en mekanisme, som gør det muligt for lande og regionale organisationer for økonomisk integration indbyrdes at aftale, at UNCITRAL's regler for gennemsigtighed skal gælde for tvister omfattet af investeringsaftaler, hvori de er parter. Konventionen kan tiltrædes af såvel Unionen som medlemsstaterne og giver de tiltrædende parter mulighed for at anvende reglerne for gennemsigtighed på deres eksisterende investeringsaftaler. Ved at undertegne konventionen kan Den Europæiske Union blive part i konventionen med henblik på energichartertraktaten, og medlemsstaterne kan blive part i konventionen med henblik på deres eksisterende aftaler. I konventionen fastsættes et princip med en negativ-liste, dvs. at reglerne for gennemsigtighed gælder, medmindre en signatar angiver bestemte aftaler som værende ikke omfattet af konventionen ved at tage forbehold i henhold til artikel 3.

For så vidt angår energichartertraktaten vil Den Europæiske Union blive part i konventionen med henblik på at udvide anvendelsesområdet for reglerne for gennemsigtighed til også at omfatte tvister mellem investorer og stater, som måtte opstå på grundlag af energichartertraktaten, og hvori Unionen er indklagede og klageren er fra en ikke-EU-stat, som ikke har udelukket anvendelsen af konventionen på tvister, der er omfattet af energichartertraktaten.

Under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 207 og artikel 63-66 sammenholdt med artikel 3, stk. 2, henhører indgåelsen af internationale aftaler på området udenlandske investeringer under Unionens enekompetence siden Lissabontraktatens ikrafttrædelse. Det er Kommissionens opfattelse, at Unionens enekompetence til at vedtage juridisk bindende retsakter på området udenlandske investeringer omfatter alle spørgsmål i tilknytning til udenlandske investeringer (direkte udenlandske investeringer og porteføljeinvesteringer), herunder spørgsmål i tilknytning til bilæggelse af investeringstvister.

Følgelig er tilladelse til opretholdelse af bilaterale investeringsaftaler undertegnet af medlemsstater med tredjelande før den 1. december 2009 givet i henhold til artikel 3 i forordning (EU) nr. 1219/2012 af 12. december 2012[5], og tilladelse til undertegnelse og indgåelse af bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstater og tredjelande efter den 1. december 2009 skal gives i henhold til artikel 11 eller 12 i forordning (EU) nr. 1219/2012. Også undertegnelsen og indgåelsen af denne konvention falder inden for rammerne af Den Europæiske Unions enekompetence, og medlemsstater må i henhold til artikel 2, stk. 1, i TEUF alene vedtage juridisk bindende retsakter inden for dette område efter bemyndigelse fra Unionen. Unionen bør derfor bemyndige medlemsstaterne til at blive parter i konventionen for at gøre det muligt for dem at udvide anvendelsen af reglerne for gennemsigtighed til også at omfatte de bilaterale investeringsaftaler med ikke-EU-lande, som de har indgået før den 1. april 2014, og som opretholdes i henhold til artikel 3 i forordning (EU) nr. 1219/2012. Denne bemyndigelse omfatter tillige medlemsstater, når de optræder som indklagede i henhold til energichartertraktaten i sager indbragt af ikke-EU-investorer[6]. I overensstemmelse med målet om at forbedre gennemsigtigheden af ordningen for investor-stat-tvistbilæggelse finder Kommissionen, at medlemsstaterne bør sikre anvendelsen af reglerne for gennemsigtighed på alle de førnævnte aftaler, dvs. ved at ratificere konventionen og lade den gælde for dem alle uden undtagelse.

Afslutningsvis bør det bemærkes, at Kommissionen planlægger at stille finansiering til rådighed for det websted, hvor alle dokumenter vedrørende reglerne for gennemsigtighed vil blive gjort tilgængelige.

Kommissionen forelægger hermed et forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions undertegnelse af konventionen og om at give medlemsstaterne bemyndigelse til hver især at tiltræde konventionen.

Parallelt hermed forelægger Kommissionen et forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af den pågældende konvention.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

UNCITRAL's konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift giver mulighed for at udvide anvendelsen af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed. Observatører og civilsamfundet har deltaget i forhandlingerne om konventionen. De har haft lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, forelægger Kommissionen Rådet et forslag til afgørelse om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af De Forenede Nationers Kommission for International Handelsrets konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift.

Under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 2, stk. 1, omfatter dette forslag også en bemyndigelse til medlemsstaterne til at undertegne De Forenede Nationers Kommission for International Handelsrets konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift.

4.           VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Der er ingen budgetmæssige konsekvenser.

2015/0013 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af De Forenede Nationers konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse er direkte udenlandske investeringer optaget på listen over områder, der hører ind under den fælles handelspolitik. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra e), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF") har Den Europæiske Union enekompetence med hensyn til den fælles handelspolitik. Det er således kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på dette område. Medlemsstaterne har kun beføjelse hertil efter bemyndigelse fra Unionen, jf. artikel 2, stk. 1, i TEUF.

(2)       Dertil kommer, at der i tredje del, afsnit IV, kapitel 4, i TEUF fastlægges fælles regler for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande, herunder kapitalbevægelser, der omfatter investeringer. Disse regler kan blive berørt af internationale aftaler om udenlandske investeringer, som er indgået af medlemsstaterne med tredjelande.

(3)       Den 10. februar 2014 bemyndigede Rådet Kommissionen til at føre forhandlinger om en konvention om anvendelsen af regler for gennemsigtighed i investor-stat-tvistbilæggelse i De Forenede Nationers Kommission for International Handelsrets (UNCITRAL's) regi.

(4)       Forhandlingerne blev afsluttet med et positivt resultat den 9. juli 2014 med De Forenede Nationers Kommission for International Handelsrets vedtagelse af teksten til konventionen, og konventionen vil være åben for undertegnelse den 17. marts 2015 i Port Louis, Mauritius, og derefter i De Forenede Nationers hovedsæde i New York.

(5)       Det er ønskeligt at anvende regler for gennemsigtighed i investor-stat-tvistbilæggelse i størst muligt omfang. For så vidt angår Den Europæiske Union bør reglerne for gennemsigtighed gælde for energichartertraktaten. Det er ønskeligt, at medlemsstaterne undertegner konventionen og anvender den på eksisterende bilaterale investeringsaftaler med tredjelande.

(6)       Konventionen bør undertegnes på Den Europæiske Unions vegne. Medlemsstaterne bør bemyndiges til at undertegne konventionen og anvende den på eksisterende bilaterale investeringsaftaler med tredjelande såvel som på tvister med investorer fra tredjelande, der er opstået på grundlag af energichartertraktaten —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen bemyndiges herved til undertegnelse på Unionens vegne af konventionen om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift udarbejdet i De Forenede Nationers Kommission for International Handelsrets regi.

Teksten til den konvention, der skal undertegnes, er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Medlemsstaterne bemyndiges til hver især at undertegne konventionen med henblik på deres bilaterale investeringsaftaler med tredjelande tilladt i henhold til forordning (EU) nr. 1219/2012 af 12. december 2012 og med henblik på den mulige anvendelse af energichartertraktaten i tvister mellem medlemsstaterne og investorer fra tredjelande under de betingelser, som er foreskrevet i forbindelse med energichartertraktaten[7].

Artikel 3

Generalsekretariatet for Rådet udarbejder fuldmagtsinstrumentet til undertegnelse af konventionen på Unionens vegne, med forbehold af dens indgåelse, til den eller de personer, der er udpeget af forhandleren af aftalen.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft den […].

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               Kommissionens meddelelse "Etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik" (KOM(2010) 343 endelig). Mht. Kommissionens engagement over for gennemsigtighed, se s. 10.

[2]               Betænkning om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer (A7-0070/2011), punkt 31.

[3]               Resolution vedtaget af FN's 68. Generalforsamling den 16. december 2013.

[4]               Resolution A/RES/69/116.

[5]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1219/2012 af 12. december 2012 om indførelse af overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 40).

[6]               Se erklæring forelagt af De Europæiske Fællesskaber for sekretariatet for Energicharteret i henhold til artikel 26, stk. 3, litra b), nr. ii), i energichartertraktaten (EFT L 69 af 9.3.1998, s. 115).

[7]               Se erklæring forelagt af De Europæiske Fællesskaber for sekretariatet for Energicharteret i henhold til artikel 26, stk. 3, litra b), nr. ii), i energichartertraktaten (EFT L 69 af 9.3.1998, s. 115).

BILAG

Konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift

Præambel

Parterne i denne konvention,

som anerkender værdien af voldgift som en metode til bilæggelse af tvister, som måtte opstå i forbindelse med internationale relationer, samt den omfattende brug af voldgift ved bilæggelse af tvister mellem investorer og stater,

som også anerkender behovet for bestemmelser om gennemsigtighed i forbindelse med bilæggelse af aftalebaserede tvister mellem investorer og stater af hensyn til den offentlige interesse, der er knyttet til sådanne voldgifter,

som er overbeviste om, at de regler for gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Kommission for International Handelsret den 11. juli 2013 ("UNCITRAL's regler for gennemsigtighed"), og som trådte i kraft den 1. april 2014, vil bidrage væsentligt til etableringen af en harmoniseret lovramme for en retfærdig og effektiv bilæggelse af internationale investeringstvister,

som henviser til det store antal aftaler indeholdende bestemmelser om beskyttelse af investeringer eller investorer, der allerede er i kraft, og den praktiske betydning af at fremme anvendelsen af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed ved gennemførelsen af voldgift i henhold til disse allerede indgåede investeringsaftaler,

som også henviser til artikel 1, stk. 2 og 9, i UNCITRAL's regler for gennemsigtighed,

er blevet enige om følgende:

Anvendelsesområde

Artikel 1

1.           Denne konvention finder anvendelse på voldgift mellem en investor og en stat eller en regional organisation for økonomisk integration, der gennemføres på grundlag af en investeringsaftale indgået før den 1. april 2014 ("investor-stat-voldgift").

2.           Ved "investeringsaftale" forstås enhver bilateral eller multilateral aftale, herunder enhver aftale, som almindeligvis benævnes frihandelsaftale, aftale om økonomisk integration, ramme- eller samarbejdsaftale om handel og investering eller bilateral investeringsaftale, og som indeholder bestemmelser om beskyttelse af investeringer eller investorer samt en ret for investorerne til at anvende voldgift over for kontraherende parter i den pågældende investeringsaftale.

Anvendelsen af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed

Artikel 2

Bilateral eller multilateral anvendelse

1.           UNCITRAL's regler for gennemsigtighed finder anvendelse på enhver investor-stat-voldgift - uanset om denne gennemføres i henhold til UNCITRAL's voldgiftsregler eller ej - hvori indklagede er en part, som ikke har taget et relevant forbehold i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a) eller b), og hvori klager er fra en stat, som er en part, der ikke har taget et relevant forbehold i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a).

Ensidigt tilbud om anvendelse

2.           Hvis UNCITRAL's regler for gennemsigtighed ikke anvendes i henhold til stk. 1, finder UNCITRAL's regler for gennemsigtighed anvendelse på investor-stat-voldgifter - uanset om disse gennemføres i henhold til UNCITRAL's voldgiftsregler eller ej - hvori indklagede er en part, som ikke har taget et forbehold, som er relevant for den pågældende investor-stat-voldgift i henhold til artikel 3, stk. 1, og hvori klager giver sit samtykke til anvendelsen af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed.

Gældende udgave af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed

3.           Hvis UNCITRAL's regler for gennemsigtighed anvendes i henhold til stk. 1 eller 2, gælder den seneste udgave af disse regler, over for hvilke indklagede ikke har taget forbehold i henhold til artikel 3, stk. 2.

Artikel 1, stk. 7, i UNCITRAL's regler for gennemsigtighed

4.           Artikel 1, stk. 7, sidste punktum, i UNCITRAL's regler for gennemsigtighed finder ikke anvendelse på investor-stat-voldgift i henhold til stk. 1

Mestbegunstigelsesbestemmelse i en investeringsaftale

5.           Parterne i denne konvention er enige om, at klager ikke kan påberåbe sig en mestbegunstigelsesbestemmelse i bestræbelserne på at fremme eller undgå anvendelsen af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed i henhold til denne konvention.

Forbehold

Artikel 3

1.           En part kan erklære, at

a)      denne ikke anvender denne konvention på investor-stat-voldgift i henhold til en bestemt investeringsaftale identificeret ved titel og navn på de kontraherende parter i den pågældende investeringsaftale

b)      artikel 2, stk. 1 og 2, ikke anvendes på investor-stat-voldgift, som gennemføres ved anvendelse af særlige voldgiftsregler eller -procedurer, som ikke er identiske med UNCITRAL's voldgiftsregler, og hvori denne er indklaget

c)      artikel 2, stk. 2, ikke anvendes på investor-stat-voldgift, hvori denne er indklaget.

2.           I tilfælde af revision af UNCITRAL's regler for gennemsigtighed kan en part inden for seks måneder efter vedtagelsen af en sådan revision erklære, at den ikke anvender den pågældende reviderede udgave af reglerne.

3.           Parterne kan tage flere forbehold ved hjælp af samme instrument. Inden for et sådant instrument udgør enhver erklæring

a)      vedrørende en bestemt investeringsaftale i henhold til stk. 1, litra a),

b)      vedrørende særlige voldgiftsregler eller -procedurer i henhold til stk. 1, litra b),

c)      i henhold til stk. 1, litra c), eller

d)      i henhold til stk. 2

et særskilt forbehold, som særskilt kan tilbagekaldes i henhold til artikel 4, stk. 6.

4.           Ingen andre forbehold er tilladt ud over dem, som udtrykkeligt er tilladt i henhold til denne artikel.

Fremsættelse af forbehold

Artikel 4

1.           En part kan til enhver tid fremsætte forbehold med undtagelse af forbehold i henhold til artikel 3, stk. 2.

2.           Forbehold fremsat på tidspunktet for undertegnelsen skal bekræftes i forbindelse med ratifikation, accept eller godkendelse. Sådanne forbehold får virkning for vedkommende part samtidig med denne konventions ikrafttrædelse.

3.           Forbehold fremsat på tidspunktet for denne konventions ratifikation, accept eller godkendelse eller ved tiltrædelsen heraf får virkning for vedkommende part samtidig med denne konventions ikrafttrædelse.

4.           Med undtagelse af forbehold fremsat af en part i henhold til artikel 3, stk. 2, som får virkning umiddelbart fra deponeringen, får et forbehold deponeret efter konventionens ikrafttrædelse virkning for vedkommende part 12 måneder efter datoen for dets deponering.

5.           Forbehold samt bekræftelserne heraf deponeres hos depositaren.

6.           Enhver part, som fremsætter et forbehold i henhold til denne konvention, kan til enhver tid tilbagekalde dette. Sådanne tilbagekaldelser skal deponeres hos depositaren og får virkning fra deponeringen.

Anvendelse på investor-stat-voldgift

Artikel 5

Denne konvention og ethvert forbehold eller enhver tilbagekaldelse heraf anvendes alene på investor-stat-voldgift, som indledes efter den dato, hvor konventionen, forbeholdet eller tilbagekaldelsen heraf træder i kraft eller får virkning for hver af de berørte parter.

Depositar

Artikel 6

Generalsekretæren for De Forenede Nationer udpeges herved som depositar for denne konvention.

Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse og tiltrædelse

Artikel 7

1.           Denne konvention er åben for undertegnelse den 17. marts 2015 i Port Louis, Mauritius, og derefter i De Forenede Nationers hovedsæde i New York og kan undertegnes af enhver a) stat eller b) regional organisation for økonomisk integration, som består af stater, og som er kontraherende part i en investeringsaftale.

2.           Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes af denne konventions signatarer.

3.           Denne konvention kan tiltrædes af alle de i stk. 1 omhandlede stater eller regionale organisationer for økonomisk integration, som ikke er signatarer, fra den dato, hvor den er åben for undertegnelse.

4.           Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos depositaren.

Deltagelse af regionale organisationer for økonomisk integration

Artikel 8

1.           Når en regional organisation for økonomisk integration deponerer et ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, underretter denne depositaren om enhver investeringsaftale, hvori denne er kontraherende part, idet den pågældende investeringsaftale identificeres ved titel og navn på de kontraherende parter.

2.           Når antallet af parter er relevant i denne konvention, medregnes en organisation for regional økonomisk integration ikke som en yderligere part ud over de af dens medlemsstater, der er parter.

Ikrafttræden

Artikel 9

1.           Denne konvention træder i kraft seks måneder efter datoen for deponering af det tredje ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

2.           Når en stat eller regional organisation for økonomisk integration ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det tredje ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder denne konvention i kraft for vedkommende stat eller regionale organisation for økonomisk integration seks måneder efter datoen for deponeringen af dens ratifikations-, accept‑, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Ændring

Artikel 10

1.           Enhver part kan fremsætte et ændringsforslag til denne konvention ved at fremsende det til De Forenede Nationers generalsekretær. Generalsekretæren sender derpå det fremsatte forslag til parterne i denne konvention med anmodning om, at disse meddeler, hvorvidt de ønsker en partskonference med det formål at behandle og træffe beslutning om forslaget. Såfremt mindst en tredjedel af parterne inden fire måneder efter datoen for en sådan meddelelse fremsætter ønske om en sådan konference, indkalder generalsekretæren til konferencen i De Forenede Nationers regi.

2.           Partskonferencen udfolder alle bestræbelser på at nå til enighed om hver ændring. Hvis alle bestræbelser på at nå til enighed er udtømt, uden at der er opnået enighed, kræves der, som en sidste udvej, to tredjedeles flertal for forslagets vedtagelse blandt de på konferencen tilstedeværende og stemmeafgivende parter.

3.           De Forenede Nationers generalsekretær sender et vedtaget ændringsforslag til alle parterne med henblik på ratifikation, accept eller godkendelse.

4.           Et vedtaget ændringsforslag træder i kraft seks måneder efter datoen for deponering af det tredje ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument. Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de parter, som har givet samtykke til at være bundet af den.

5.           Når en stat eller regional organisation for økonomisk integration ratificerer, accepterer eller godkender en ændring, som allerede er trådt i kraft, træder ændringen i kraft for vedkommende stat eller regionale organisation for økonomisk integration seks måneder efter datoen for deponeringen af dens ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

6.           Enhver stat eller en regional organisation for økonomisk integration, som bliver part i konventionen efter ændringens ikrafttrædelse, betragtes som part i konventionen, som ændret.

Opsigelse af denne konvention

Artikel 11

1.           En part kan til enhver tid opsige denne konvention ved formel notifikation til depositaren. Opsigelsen får virkning 12 måneder efter depositarens modtagelse af notifikationen.

2.           Denne konvention finder fortsat anvendelse på investor-stat-voldgift indledt, inden opsigelsen får virkning.

UDFÆRDIGET i et eksemplar, hvoraf den arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention.

Top