Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014PC0690

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd for så vidt angår tiltrædelse af nye medlemmer

/* COM/2014/0690 final - 2014/0324 (NLE) */

52014PC0690

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd for så vidt angår tiltrædelse af nye medlemmer /* COM/2014/0690 final - 2014/0324 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

I henhold til artikel 40 i Den internationale overenskomst af 2005 om olivenolie og spiseoliven (herefter "overenskomsten"), hvormed Det Internationale Olivenråd oprettes, kan enhver stat tiltræde denne overenskomst på de betingelser, som fastlægges af organisationens Medlemsråd. 

Overenskomsten udløber den 31. december 2014, og der forventes truffet afgørelse om dens forlængelse før dette tidspunkt. På denne baggrund bemyndiger Rådets afgørelse (2014/664/EU) Kommissionen til på Den Europæiske Unions vegne at anmode om og stemme for en forlængelse på ét år af den nuværende overenskomst. Siden 2013 har Det Internationale Olivenråds medlemmer ført forhandlinger om en revision af overenskomsten. Rådet bemyndigede derfor den 19. november 2013 Kommissionen til at føre forhandlinger på Den Europæiske Unions vegne om en ny og i væsentlige dele fornyet overenskomst, som tager hensyn til den økonomiske, tekniske og handelsmæssige udvikling inden for olivensektoren.

I overensstemmelse med forhandlingsmandatet fra Rådet har Unionen forelagt Det Internationale Olivenråd et forslag om en revision af overenskomsten. Dette forslag omfatter tillige bestemmelser om udvidelse af organisationen med henblik på optagelse af nye medlemmer, både eksporterende og importerende lande, samt bestemmelser om en revision af fordelingen af andele (artikel 8 i den nuværende overenskomst).

Det Internationale Olivenråds Medlemsråd træffer afgørelse om nye medlemmers tiltrædelse af overenskomsten i henhold til overenskomstens artikel 40 om "Tiltrædelse" og artikel 8 om "Andele". I de igangværende forhandlinger omarbejdes bestemmelserne i disse artikler, og rammerne for det fremtidige Internationale Olivenråd fornys med nye mål og en ny forvaltning. Af disse grunde er det derfor hensigtsmæssigt, at den nye overenskomst træder i kraft før Det Internationale Olivenråd kan træffe afgørelse om tiltrædelse af organisationen.

2014/0324 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd for så vidt angår tiltrædelse af nye medlemmer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Rådets afgørelse 2014/664/EU[1] bemyndigede Kommissionen til at anmode om og stemme for en forlængelse på ét år af den nuværende internationale overenskomst af 2005 om olivenolie og spiseoliven[2], da overenskomsten udløber den 31. december 2014.

(2)       Den 19. november 2013 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger på Unionens vegne med henblik på indgåelsen af en ny international overenskomst om olivenolie og spiseoliven. Forhandlingerne forventes at føre til en omdefinering af det fremtidige Internationale Olivenråds mål, funktion og struktur, herunder de bestemmelser, der har indvirkning på medlemmernes rettigheder og forpligtelser.

(3)       På den baggrund er det derfor ikke hensigtsmæssigt, at det nuværende Internationale Olivenråd træffer afgørelse om ansøgninger om nyt medlemskab af organisationen. Dette spørgsmål bør analyseres og drøftes inden for rammerne af den nye internationale overenskomst om olivenolie og spiseoliven —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd, er at anmode om udsættelse af afstemningen om alle anmodninger om nye tiltrædelser, indtil en ny international overenskomst om olivenolie og spiseoliven er i kraft.

Hvis denne anmodning ikke imødekommes, og hvis Medlemsrådet under Det internationale Olivenråd anmodes om at træffe afgørelse om nye tiltrædelser, skal den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, være at undlade at stemme. 

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               Rådets afgørelse 2014/664/EU af 15. september 2014 om den holdning, der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd, for så vidt angår forlængelsen af den internationale overenskomst af 2005 om olivenolie og spiseoliven (EUT L 275 af 17.9.2014, s. 6).

[2]               EUT L 302 af 19.11.2005, s. 47.

Top