EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014PC0627

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om fastlæggelse af den holdning, som skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Den Internationale Søfartsorganisation på den 94. samling i Komitéen for Sikkerhed på Søen, når det gælder vedtagelsen af ændringer af ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011

/* COM/2014/0627 final - 2014/0291 (NLE) */

52014PC0627

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om fastlæggelse af den holdning, som skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Den Internationale Søfartsorganisation på den 94. samling i Komitéen for Sikkerhed på Søen, når det gælder vedtagelsen af ændringer af ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011 /* COM/2014/0627 final - 2014/0291 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           INDLEDNING

1.1         Formålet med dette forslag fra Kommissionen er at fastlægge den holdning, som Unionen skal indtage på den 94. samling i IMO's Komité for Sikkerhed på Søen, når det gælder de ændringer af det udvidede synsprogram fra 2011, der er beskrevet nedenfor.

1.2         Den Internationale Søfartsorganisations tilstandsvurderingsordning (CAS) indeholder rammereglerne for en skærpet inspektion af skibe, der er ældre end 15 år. Hvordan denne skærpede inspektion skal udføres, beskrives i det skærpede inspektionsprogram, også kaldet det udvidede synsprogram (ESP), der anvendes i forbindelse med syn af bulkskibe og olietankskibe. Eftersom det udvidede synsprogram (ESP) indgår i tilstandsvurderingsordningen (CAS) som et værktøj til at nå de mål, der er opstillet, er der i ordningen henvist til programmet. Disse ændringer af ESP-koden har til formål at bringe ESP-koden i overensstemmelse med Den Internationale Sammenslutning af Klassifikationsselskabers (IACS) gældende praksis og også på visse betingelser at tillade, at skibets besætning foretager hydrostatisk afprøvning af lasttanke under skibsførerens overvågning i stedet for, at en sådan afprøvning skal finde sted under en inspektørs tilstedeværelse.

1.3         Disse ændringer er fastsat i bilag 22 til MSC 93/22/Add.3. I MSC 93-rapporten (MSC 93/22), punkt 10.8, angives det, at ændringerne vil blive vedtaget på MSC 94.

2.           VEDTAGELSE AF ÆNDRINGERNE I IMO

2.1         Vedtagelse af ændringer af ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011

Disse ændringer blev godkendt på den 93. samling i Komitéen for Sikkerhed på Søen den 14.-23. maj 2014 og fremlægges til vedtagelse på Komitéens 94. samling den 17.-21. november 2014.

2.2         Godkendelse og ikrafttræden

Når Komitéen for Sikkerhed på Søen har godkendt og vedtaget ovennævnte ændringer, vil de blive forelagt de respektive kontraherende parter, således at de kan give deres samtykke til at lade sig binde af de pågældende ændringer.

3.           RELEVANT EU-LOVGIVNING OG EU’S KOMPETENCE

3.1         Ændringer af ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011

Forordning (EU) nr. 530/2012[1] om fremskyndet indfasning af krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design for olietankskibe med enkeltskrog har til formål at indføre en ordning, som skal fremskynde anvendelsen af de krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design, der er fastsat i MARPOL 73/78, som er defineret i forordningens artikel 3, på olietankskibe med enkeltskrog samt at forbyde transport af svære olier til eller fra medlemsstaternes havne i enkeltskrogede olietankskibe.

Denne forordning gør det obligatorisk at anvende IMO's tilstandsvurderingsordning (CAS) på enkeltskrogede olietankskibe, der er ældre end 15 år. I artikel 5 fastsættes det, at sådanne tankskibe skal opfylde kravene i tilstandsvurderingsordningen (CAS), som i artikel 6 defineres som den tilstandsvurderingsordning, der er vedtaget ved resolution MEPC 94(46) af 27. april 2001 som ændret ved resolution MEPC 99(48) af 11. oktober 2002 og ved resolution MEPC 112(50) af 4. december 2003. Det beskrives i det skærpede inspektionsprogram, også kaldet det udvidede synsprogram (ESP), der anvendes i forbindelse med syn af bulkskibe og olietankskibe, hvordan den skærpede inspektion skal udføres. Eftersom ESP indgår i CAS som et værktøj til at nå de mål, der er opstillet, vil eventuelle ændringer af ESP i henhold til forordning (EU) nr. 530/2012 automatisk finde direkte anvendelse.

De ændringer, der skal vedtages på MSC 94, og som tager sigte på at ændre ESP‑koden, vil derfor få konsekvenser for EU-lovgivningen som følge af anvendelsen af forordning (EU) nr. 530/2012.

3.2         Resumé

På baggrund af den relevante EU-lovgivning, der er beskrevet ovenfor, finder Kommissionen, at vedtagelsen af de nævnte ændringer, som forventes at finde sted på MSC 94, hører under Unionens enekompetence, jf. artikel 3, stk. 2, i TEUF, i og med, at vedtagelsen af de nævnte internationale instrumenter har indvirkning på fælles regler.

I overensstemmelse med en velkonsolideret retspraksis kan medlemsstaterne ikke – heller ikke selv om Unionen ikke er medlem af IMO - påtage sig forpligtelser, som kan forventes at have indflydelse på EU-regler, der er vedtaget med henblik på opfyldelse af traktaterne, medmindre de på forslag af Kommissionen ved en rådsafgørelse bemyndiges hertil.

4.           KONKLUSION

Kommissionen fremsætter derfor et forslag til Rådets afgørelse om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne, til ændringerne i ovennævnte punkt 1.2-1.3, som skal vedtages på den 94. samling i Komitéen for Sikkerhed på Søen.

2014/0291 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om fastlæggelse af den holdning, som skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Den Internationale Søfartsorganisation på den 94. samling i Komitéen for Sikkerhed på Søen, når det gælder vedtagelsen af ændringer af ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, og artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       EU's tiltag inden for søtransport bør have til formål at forbedre sikkerheden til søs.

(2)       Komitéen for Sikkerhed på Søen (MSC) godkendte på sin 93. samling blandt andet ændringer til ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011. Ændringerne forventes at blive vedtaget på den 94. samling i MSC i november 2014.

(3)       Disse ændringer af ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011 bringer den i overensstemmelse med den praksis, der anvendes af klassifikationsselskaberne, og tillader også på visse betingelser, at skibets besætning foretager hydrostatisk afprøvning af lasttanke under skibsførerens overvågning i stedet for, at en sådan afprøvning skal finde sted under en inspektørs tilstedeværelse.

(4)       I henhold til artikel 5 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 530/2012[2] er det obligatorisk at anvende IMO's tilstandsvurderingsordning (CAS) på enkeltskrogede olietankskibe, som er ældre end 15 år. Det beskrives i det skærpede inspektionsprogram, også kaldet det udvidede synsprogram (ESP), der anvendes i forbindelse med syn af bulkskibe og olietankskibe, hvordan den skærpede inspektion skal udføres. Eftersom ESP indgår i CAS som et værktøj til at nå de mål, der er opstillet, vil eventuelle ændringer af ESP i henhold til forordning (EU) nr. 530/2012 automatisk finde direkte anvendelse.

(5)       Unionen er hverken medlem af IMO eller kontraherende part i de pågældende konventioner eller koder. Rådet bør derfor bemyndige medlemsstaterne til at udtrykke Unionens holdning og give deres samtykke til at lade sig binde af disse ændringer —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.           Unionens holdning på den 94. samling i Komitéen for Sikkerhed på Søen (MSC) er at erklære sig enig i vedtagelsen af ændringerne af ESP-koden for det udvidede synsprogram fra 2011 som fastsat i bilag 22 til IMO-dokument MSC 93/22/Add.3.

2.           Unionens holdning, jf. stk. 1, indtages af de medlemsstater, der er medlemmer af IMO, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse.

3.           Der kan aftales formelle og mindre ændringer af denne holdning, uden at den skal ændres.

Artikel 2

Medlemsstaterne bemyndiges til i Unionens interesse at give deres samtykke til at lade sig binde af de ændringer, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 172 af 30.6.2012, s. 3.

[2]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 530/2012 om fremskyndet indfasning af krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design for olietankskibe med enkeltskrog (EUT L 172 af 30.6.2012, s. 3).

Top